Just another day in the camp ~ Nephthys

Sted: I udkanten af skoven
Tid: Lidt efter frokosttid
Omgivelser: Få andre halvguder og satyrer.
Vejr: Let sol og massere af skyer, dog stadig varmt.
Påklædning: Håret oppe i en våd hestehale, en mørkeblå t-shirt og tætsiddende sorte jeans og converse.

Evangeline havde sprunget frokosten over igen, hun vidste godt at det ikke var særlig smart, hun brød sig bare ikke om alle menneskerne, eller halvguderne, som alle de andre nu var. Hun havde aldrig været den fuldstændig sociale pige, hun havde altid holdt sig for sig selv, mest af alt fordi hun ikke turde bare at gå over og snakke med andre. Hun var alt for genert til den slags, det var den slags ting som Katelinn kunne finde på ... et lille smil brød hun på Evangelines læber, men det forsvandt hurtigt igen. Hun kunne stadig mærke sorgen efter tabet af Katelinn i sit bryst, som en stor og mørk afgrund, der truede med at opsluge hende.
Hun så op gennem et hul i træernes toppe og den svage sol glimtrede i hendes ravgrønne øjne inden hun vendte blikket mod skovens udkant. Godt, hun kunne stadig se hvor resten af lejren var, hun ville jo nødig fare vild, hun havde jo hørt rygterne om hvilke væsner der rendte rundt ude i skoven. Hun stoppede op og kørte hånden ned ad et træs stamme og hun vidste med det samme, at det var et ahorn træ hun stod ved. Et lille smil begyndte at forme hendes læber da hun satte sig i en lille solrig plet ved træets fod og lænede sig op ad træet bag hende. Endnu en gang vendte hun blikket op gennem det hul der fandtes i træernes toppe og lod solen slippe igennem, og hun lukkede øjnene og nød varmen imod sit ansigt og prøvede at tænke på ingenting.

//Håber det er noget du kan arbejde med :3

Iført jeans og en top - bare fødder, sad Neph i et ahorntræ.
Selv samme træ om Eva havde sat sig under.
Det var måske ikke underligt, at hun netop denne formiddag havde valgt at tage fri.
Efter fireogtyve timer havde alle menneskene i lejren blevet... for meget for hende.
Hun begyndte at synge lavt, for sig selv. En gammel historie, som mange som ikke var indianske, ikke kunne genkende..:

''Sacajawea, a lovely Shoshonean maid....
Never knew of her contribution
To all of the people whose lives she would save
Going with Clark and Lewis.......
Seeking a way to the Pacific Ocean
She traveled by horse and by foot and by boat and
She never complained
Though her body and soul ached
For her family....

Sacajawea .... Shoshonean princess.... kidnapped
From her father, a chieftain
Sold as a slave to a young Minitari brave....
Then sold once again
To her husband, Charbeneau, then met the tall white men
Lewis and Clark and they wanted to find then
The Pacific Ocean and needed Shoshonean horses to ride on.....

Sacajawea and her baby, Pomp, were the guarantee
Of protection
As they would travel through Indian territory
In their strange procession......
Indians, knowing they never took women and children to war
When they saw the 2 men and the woman and child
They would know they were traveling peacefully....

So as they traveled along they met many tests...
But answered the call
And pursued and traveled and then finally opened the West
Where they surmounted all....
With Sacajawea, the lonely first woman
To open the West.....
She would always be known as the
Guide and the famous explorers’ protection and good friend!''

Det gav Evangeline et stort chok da en stemme begyndte at synge, og så endda ovenover hende! Hun havde spærret øjnene da stemmen var begyndt med at synge og hun sad fuldstændig stivnet imens hun langsomt vendte blikket op i ahornets top og lokaliserede hurtigt pigen der sad deroppe. Evangelines næver slappede lidt mere af, hun havde knyttet dem uden selv at have lagt mærke til det og hun rejste sig op, faktisk lidt irriteret over at være blevet forstyrret og så få et chok på den måde. "Hey, det ville være rart hvis du annoncerede din tilstedeværelse på en lidt anden måde," sagde hun og irritationen kunne høres let i hendes stemme. Hun hadede at blive overrasket og endnu mere at få et chok, så det at pigen havde siddet ovenover hende irriterede hende faktisk, selvom det ikke rigtig var pigens skyld at Evangeline lige netop havde valgt det samme træ at sidde ved.

Hun smilede roligt, da hun satte sig ordenligt og sprang ned. Hun landede foran pigen, en smule halvtungt.
''Jeg undskylder for forskrækkelsen. Dog ikke for min tilstedeværelse.'' sagde hun og smilede lidt til hende. Hendes tattoveringer i ansigtet var markant unaturlige for enhver uden for hendes stamme.
''Jeg ser at du droppede frokost? Fornuftigt. Så mange mennesker på én gang.. AD!'' girnte hun roligt med et varmt smil. Hun rettede kort på sit løse mørke hår, inden hun så rundt.
''Skønt sted, ikke sandt?'' smilede hun roligt, inden hun så tilbage på hende.
''Mit navn er forresten Nephthys.'' smilede hun

Evangeline så lidt underligt på pigen, og havde for et stykke tid helt glemt at være genert. Hun var stadig irriteret da hun betragtede pigen hoppe ned fra træet og lande foran hende. Pigens ansigtstatoveringer var en anelse mærkelige, men Evangeline kommenterede dem ikke. Hun hævede kun det ene øjenbryn en anelse da hun hørte pigens 'undskyldning'.
Hurtigt kunne Evangeline se, at hun og pigen i hvert fald havde en ting tilfælles, ingen af dem brød sig om større forsamlinger. Hun trak selv lidt på skuldrene og vidste godt, at hun sikkert virkede lidt kold og afvisende. "Hver sin smag jo, men jeg må dig give dig ret," sagde hun stille og roligt og lagde armene over kors idet hun sagde det. "Jeg bryder mig heller ikke om, at der er så mange mennesker på samme sted."
Hun nikkede let og kiggede selv lidt rundt i skoven inden hun sagde ; "Jo, lejrens skov er virkelig smuk." Et lille smil begyndte at forme hendes læber inden hun igen kiggede på pigen, som præsenterede sig som Nephthys. Evangeline selv rakte højre hånd imod Nephthys og kom med et mere venligt smil. "Mit navn er Evangeline, og rart at høre, at jeg ikke er den eneste med et længere navn." Hun så roligt og mere imødekommende på Nephthys med et lille smil om læberne.