Er jeg stadig et barn? (Nolan)

S: Dionysos' hytte
T: Tidlig aften
O: Dionysos børnene der fester allerede
V: Solen er ved at gå ned og det er ret chilly 
P: Minus sko

Som altid var der fest og glade dage i Dionysos hytten. Alle var i godt humør, musikken var ret høj og der var selvfølgelig vin. Mange af dem kunne forvandle væsker, så de behøvede ikke engang at smugle vin ind for at få det de gerne ville have, det var en klar fordel for dem når de nu festede så meget som de gjorde. Delia var med sine søskende som hun plejede at være. Hun drak et par glas vin, dansede med sine søstre og brødre og havde det egentlig bare sjov. Men der var ting hun savnede. Hun var aldrig ukontrolleret. De ældre af hendes søskende plejede at passe på hende, fordi nogle af dem kunne være ret vilde. Det irriterede hende, men hun var ikke typen der tog en diskussion op. Hun ville hellere være venner med alle og fandt sig derfor i at de bestemte over hende. Hun vidste jo det var fordi de prøvede at hjælpe hende så hvorfor skulle hun klage over det. Alligevel trængte hun kort til at få lidt frisk luft og fik på en eller anden måde klemt sig gennem mængden af søskende og ud til døren for at kunne trække vejret og kort overveje om hun ville blive hos dem hele natten og være den artige pige hun altid havde været. Hun så med et suk over sin slulder mens hun åbnede døren for at komme ud.

Man kunne høre der var fest. De nærmeste hytter havde nok svært ved at finde ro, fordi der var så uroligt ved Dionysos' hytte, hvilket vidst snart blot var det normale. Nolan havde også hørt det, til dels fordi han sjældent gemte sig i sin hytte hele dagen, specielt ikke om aftenen, hvor hans egen hytte var noget nær overfyldt. At bo alle underguderne sammen gav til tider nogle gnidninger og pladsmangler, hvor ville han ønske han havde sin egen! Men tydeligvis havde underguder ikke samme rettigheder.
Det var køligt, men ikke værre end han sagtens kun gå rundt i sine sandaler, nogle lyse shorts og en mørk T-shirt. Det brune hår hang lidt ned over hans ansigt. Halskæden med de 10 perler hang om hans hals, gemt under T-shirten.
Han var gået over til hytten for at deltage. Nogen gange holdte de private fester, hvor man kunne se misunderligt med, men han håbede den i dag var for alle, der ville deltage. Og ellers måtte han vel bare overtale sig ind i den?

Han havde mødt Dionte tidligere og blinket drillende til ham. Den overbeskyttende storebror, der måske ikke var helt så perfekt, som de ville have ham til at være. Han havde i hvert fald været fantastisk nem, også taget i betragtning han mente, han havde en kæreste.
Han var på vej rundt om hytten, da nogen trådte ud af den. Så nogen forlod hytten? Forlod festen? Det var da kedeligt. Man gik til fest, man forlod den ikke!
Han trådte op til døren og så en ung kvinde der var ved at åbne døren, men slet ikke så hvor hun trådte.
"Hey! På vej væk?" spurgte han og sendte hende et stort, charmerende smil. Ja, alt på to ben var lige ham, piger som drenge.
"Er festen så kedelig?" Drillede han og så over hendes skulder og ind mod festen.

Delia blev forskrækket da nogen snakkede på den anden side af døren da hun åbnede den og kom med et lav gisp da hun så drengen. Hun havde ikke forventet nogen så at han pludseligt stod der, så tæt på, havde overrasket hende. Så lo hun lidt over sig selv og smilede undskyldende til drengen, hun ville ikke stå og glo på ham som hun havde gjort. "Nah, jeg trængte bare til frisk luft. Det kan godt blive lidt trængt derinde." Svarede hun med et smil. Så gik det op for hende at han vel egentlig var på vej ind. Og han var ikke en af hendes brødre, det var i hvert fald tydeligt nok. "Du.. er ikke en af Dionysos børn?" konstaterede hun lidt undrende. Hun kunne ikke se hvad han ville i deres hytte. Det var ikke fordi hun ikke ville have andre ind i hytten, men hun forstod bare ikke hvorfor en udefra ville ind i en fyldt hytte med festende børn af Dionysos. 

Hun rystede på hovedet. "Nej det er ikke kedeligt, man vænner sig bare til det." sagde hun i en let tone. Det var rigtigt nok. To år med de samme slags fester kunne godt gå hen og blive ensformligt, specielt når man havde en bror der så en over skulderen hele tiden og sørgede for man ikke gjorde noget. dumt. For at være høflig rakte hun hånden frem imod drengen. "Fideliana, Delia af venner." præsenterede hun sig med et smil. Det var jo ikke hans skyld hendes dag var kedelig, så hun kunne jo lige så godt være venlig og positiv over for ham. Han havde ikke givet hende grund til andet.

Hans blik gled ned over hende, som hun i et øjeblik blot stod og kiggede overrasket på ham. Han elskede når han opnåede den virkning hos folk. Da hun snakkede om der kunne blive trængt i hytten, gled hans blik igen over hendes skulder og ind i den festene hytte. Hvem ville ikke elske sådan en hverdag? Han ville være lykkelig.
Hans smil voksede.
"Nejnej. Jeg er søn af Eros, hvis du vil vide det" svarede han roligt.
"Jeg elsker fester og det kan være svært at ignorere jeres..." han så på hende igen.
Uden den mindste tøven gav han hende hånde...Og trådte et skridt tilbage, kun for at hive hende med ud af døren. En dør, der med lidt held, ville glide i bag hende, hvis han fik hende til at slippe den.
"Barn af Dionysos. Jer møder jeg ofte. Den sidste var Dionte...Og han var underholdende" sagde han med et lidt for stort smil og en frisk tone.
"Den overbeskyttende storebror, ikke? Det må være kedeligt at have en som ham. Aldrig at må noget. Og når en flot, ung kvinde siger hun keder sig, kan jeg jo ikke bare ignorere det...Så hvad siger du? Skal vi stikke af? Der er mange andre, sjove ting at bruge en nat på" spurgte han, men uden at slippe hende, trak han hende med væk fra hytten. Han gik selv baglæns, så han kunne se på hende og se hvad hendes reaktion var. Han havde efterhånden lært at det var de færreste der reagerede positivt på hans spontanitet.
Dionte ville myrde ham. Han kunne ikke rigtig slås og dermed ikke rigtig beskytte Delia, hvis der skete noget. Men hvad skulle der ske? Desuden ville han elske at være sammen med Dionte igen. Han havde været så nuttet sidst. Han sendte Delia et beroligende smil.
"Hvis du tør?" Trods han næsten ikke havde givet hende et valg, før han var trukket af sted med hende...Medmindre hun havde gjort modstand.

Delia så kort over sin skulder ind på sine søskende igen og overvejede det. Hun kunne nu godt få en aften eller to til at gå med at være et andet sted, men hvis man ikke brugte hver aften på at feste som hende kunne hun godt se det tillokkende i det. Hun trak på skuldrene og så tilbage på ham, kun tids nok til at blive revet lidt frem. Hun kunne høre døren bag sig glide i, og sine søskendes larm forstumme en smule. Det fik hende til at smile til ham. 
Hendes ansigt ændrede sig dog da han nævnte Dionte. "Dionte? Underholdende?" Det var ikke lige det billede hun havde af ham. Han var en flink fyr, og super sød og god til at tage sig af dem alle, men han var ikke just underholdende, bare... flink. Måske hvis man ikke var hans lillesøter, men hun havde bare aldrig rigtigt set ham være andet end velopdragen og rar. Derfor nikkede hun til hans udsagn om Dionte. "Jo, han er super flink men som du siger så- okay!" Hun fandt sig i at blive trukket af sted med, og gik ret hurtigt bare frivilligt med ham. Hendes øjne søgte hans og hun var mere end spændt på hvad han havde i tankerne. Hun var aldrig spontane, hun var altid kontrolleret, at have en bror som Dionte gav hende intet valg. Derfor fandt hun Nolan meget mere dragende og ikke mindst interessant. Han virkede som den rigtige til at bryde hendes kedelige rutine. 
"Hvis jeg tør?" lo hun lidt inden hun satte farten op og i stedet for at blive trukket gik op på siden af ham. "Du snakker med en datter af Dionysos. Fremstår vi som kedelige og bange for dig?" drillede hun og så forventningsfuldt på ham. Hun havde ingen anelse om hvem han var, hvad han ville med hende eller hvor de endte, men hun var også næsten ligeglad. Bare det der skete noget var lokkende nok i sig selv. Hendes bare fødder fandt helt selv vej væk fra hytten og med Nolan.

Han kunne ikke lade være med at smile, da hun ikke gjorde modstand, men gik med ham. Til sidst slap han hende, da der ikke længere var grund til at hive af sted med hende. Nu havde han jo lånt hende, hun var velvillig til at udforske lidt. Med en vild fest var der nok ikke nogen der ville savne hende de første par timer...Og ellers var det nok ikke hans problem. Han trak hende med over mod en af de andre hytter. Hytten tilhørte børnene af afrodite. Et lille grin gled over ham, som han vendte sig om og gik normalt frem, som hun kom op på siden af ham.
"Dionte er ganske underholdende. Jeg mødte ham til en fest, hvordan han overvågede alt og alle. Jeg fik ham til at slappe lidt af" svarede han. Han var ligeglad med om Delia gættede meningen eller ej.
Hans ene arm gled rundt om skuldrene på hende, ganske afslappet og venskabeligt, som havde de kendt hinanden i flere år. Han lod den ene hånd glide igennem luften, som om han viste hende himlen, mens han selv så op mellem stjerner og månen, der skinnede bag skoven.
"I er...Som vindruer. Nogle er grønne og sure, andre er tørre. Nogen er søde, fulde af saft...Lige til at spise" Han så på hende med et drillende smil. Det sidste havde han sagt lavmælt, mest for at drille hende. Han var jo ikke kannibal, selv om der altid var andre måder at spise på. Måske skulle han afprøve det lidt senere? Om hun var frisk på at være...Helt tæt?
Han havde ingen klar plan og gik mest ud fra spontane ideer. Dog havde han en klar ide med hytten for Afrodites børn. Han bukkede sig ned og samlede en lille sten op, før han gjorde tegn til Delia om at være helt stille.

Da de nærmede sig hytten, begyndte han at liste. Han listede ned under et af vinduerne og tittede frem fra kanten, kun lige nok til forhåbentlig at få en oversigt over hvem der var indenfor, uden selv at blive set. Åh ja...Den skikkelse...Det måtte næsten være Litsa og hendes veninder, hvortil han vidst nok havde været i seng med enkelte af dem. Med et djævelsk smil listede han lidt væk igen...
Og kastede stenen så hårdt han kunne.
Stenen ramte ruden...Og også igennem den. Ikke nok til at smadre hele ruden, men nok til at skabe en revne i den og lyden af skrigende kvinder kunne høres. Med et højlydt grin greb han Delia i den ene hånd og løb mod skoven, trak hende med sig.

Først da de var nået et stykke væk - medmindre hun havde nægtet at løbe med - stoppede han op. Han slap hende - hvis hun var med - og satte hænderne mod knæene med et stort smil og trak vejret dybt. Han var ikke sportsmand, det var tydeligt, men han var heller ikke totalt uduelig.
"Åh...Undskyld jeg blander dig ind i det...Men der findes en kvinde i den hytte jeg virkelig ikke kan lide...Og nu til vores underholdning! Noget du altid har ønsket dig at lave, men som storebror aldrig har tilladt?" spurgte han og så på hende med et roligt smil, der lovede alt, hvis blot hun sagde frem.

Hun rynkede øjenbrynene en smule. Hun var ret uskyldig, som man nu kunne være i hytten for festgudens børn. Hun havde aldrig selv været sammen med nogen eller kysset nogen de seneste par år. Hun fangede ikke det han sagde med at få Dionte til at slappe af. Han var jo altid afslappet, hun havde i hvert fald ikke set ham anspændt. Hun slog det hen og rystede det af sig. Han kunne jo have haft en hård dag, hvad vidste hun. 
Hun skævede til hans arm med et smil og så på ham bagefter. Hans bevægelse fik hende til at le lidt og hun lyttede til hans ord men med et lidt skeptisk blik. Søde og fulde af saft? Det forstod hun til gengældt godt men hun lo mildt af det. Han var ret charmerende. 
Hun så undrende på ham da han begyndte at liste rundt men fulgte bare nysgerrigt med. Hun var ikke bange for at få ballade eller noget. Et eller andet sted higede hun efter det. HUn var snart træt af at gøre alt hun burde i stedet for ting der var sjove. Derfor lo hun også bare da han smed stenen og trak hende med sig. Igen løb hun meget frivilligt med. 

"Afrodite børnene? Hvem kan!" lo hun og så lidt tilbage imod retningen de kom fra. Hun var ikke særlig stor fan af de piger. De fleste af dem havde ikke behandlet hende ret pænt, og så var det som om de altid troede de var så meget bedre bare fordi de var kønne. HUn forstod skam godt man kunne have lyst til at skræmme dem. 
Hun så på ham med spændte øjne. "Alt! Virkelig. At være overvåget af DIonte er så kedeligt. Ingen spontane eller farlige ting, at opføre sig korrekt og pænt. Alt der ikke er korrekt eller pænt er jeg frisk på!" Hun lo lidt og følte sig allerede vildt høj på at være væk fra de trygge og kedelige rammer. Hun så ned imod stranden fra hvor de stod og hendes øjne flakkede tilbage. "Jeg har aldrig badet efter det blev mørkt. Det er jo farligt og man ved aldrig hvad der kan gemme sig i vandet." Hun immiterede sin brors stemme det sidste stykke. "Jeg har heller aldrig været inde i skoven efter det er mørkt. Samme grunde. Jeg har heller aldrig været ude for lejrens grænser, ikke efter jeg kom. Der er så mange ting!" Hun hoppede lidt på stedet og vidste slet ikke hvad hun ville. Var det sådan det føltes at være fri? At bestemme selv? Hun kunne slet ikke beslutte sig. "Hvad plejer du at lave?" spurgte hun nysgerrigt og håbede han måske vidste hvor de skulle starte.

Han kunne slet ikke lade være med at grine, da Delia snakkede om masser af ting hun ikke havde prøvet, men gerne ville. Det var jo helt synd, så fuld af energi og alligevel så undertrykt af sin storebror. Noget sagde ham at han måtte redde hende fra kedsomhedens kløer mere end blot i nat.
At hun heller ikke brød sig om Afrodites børn, gjorde kun at han følte sig endnu mere glad for hendes selskab.
Til sidst slog han ud med armen, som han gjorde tegn til at hun skulle følge med.
"Så skal vi starte med stranden! Det er så fantastisk at bade om natten. Mørkt, alene, eventyrligt. For nogen, nok også lidt skræmmende" svarede han og gik mod stranden, i den tanke at hun nok fulgte med. De havde godt nok ingen håndklæder efter skiftetøj, men for Nolans vedkommende betød det absolut ingenting. For ham var det en måde at være nøgen med en anden person af, som han måtte indrømme var noget af det han elskede mest. Nåe ja, og så lave ballade. Bare tanken om Diontes ansigt, hvis han vidste han havde været bare nøgen sammen med Delia, fik ham til at grine lidt igen. Delia var som en søster, han aldrig selv havde haft. En der tog med på eventyr og ballade, helt perfekt!
"Jeg laver lidt af hvert. Mest finder jeg nogen at bruge min tid...Og så laver vi lidt af hvert" Svarede han roligt, som turen gik til stranden.

Man kunne både høre og lugte det, da stranden kom tættere på. Lugten af salt og tang, lyden af bølger der slog ind mod strandkanten. Nolan stoppede op, da hans sandaler ramte det kølige sand og han kunne mærke det mellem sine fødder. Han bukkede sig ned og begyndte at løsne dem, kun for næsten at sparke dem af, før han greb fat i sin T-shirt.
"Den sidste i vandet skylder!" meddelte han, før han pludselig fik tøjet af med overraskende fart og splinter nøgen løb mod vandet. Luften var kølig, men han vidste vandet ville være mere kølig, netop derfor gik han blot efter at komme i så hurtigt som muligt, for ellers tvivlede han på om han overhoved kunne komme i.

Delia nikkede ivrigt da Nolan ville til stranden. Hun elskede at bade og være ved vandet, at det samtidigt var mørkt gjorde hende ikke noget overhovedet. Samtidigt var hun jo sammen med nogen, så helt galt kunnendet umuligt gå. Den undskyldning ville ikke gå med Dionte, det vidste hun godt, men hvem sagde han skulle vide det? Altså med mindre han spurgte. Så var hun jo nødt til at være ærlig. 
Hun fulgte også hurtigt og glædeligt med. Selvom hun ingen sko havde på, beklagede hun sig ikke over grene eller sten på jorden. I stedet lyttede hun til Nolans svar og konstaterede hun meget gerne ville lære mere om ham. Han var præcis som den person hun manglede, den der var spontan og eventyrlysten som hende, på en måde der ikke handlede om at drikke og feste. "Så du plejer at kidnappe piger fra deres fester." Drillede hun med et lille smil. Hun havde nok set ham et par gange men uden at lægge mærke til ham da hun ikke kendte ham. Hendes søstre måtte næsten kende ham. 

Hans iver ved stranden fik hende til korte at stoppe op og se på. Så blev det en konkurrence og hun løb hurtigt efter ham mens hun som ham smed tøjet. Det var ikke noget hun typisk gjorde, men hun var ikke ret blufærdig. Desuden ville vandet jo dække hendes krop om lidt, så hun havde intet at miste. 
Fordi hun havde stoppet op det korte øjeblik var han også hurtigere i vandet. Hun kom til sidst men var okay med det. Det første hun gjorde var at dykke under så vandet dækkede hende helt og hendes krop vænnede sig til kulden. Tilbage ved overfladen rustede hun kort hovedet og så over på ham. "Hvad skylder jeg så? Jeg går ikke ud fra vi snakker drakmaer" spurgte hun med et smil. Vandet dækkede hende ikke meget over hofterne fra hvor hun stod, og hun burde måske dække sig mere, men hun havde ingen grund til at frygte noget fra Nolan, så hun tog det ret afslappet. Han var jo lige så nøgen som hun var.

Han grinte og trak let på skuldrene.
"Dagligt" svarede han drillende igen. I starten var det nok mere gået ud på at drille Dionte, men måske ville dette snart ende med en vane, at han sneg sig af sted med Delia hver nat, så de kunne gå på eventyr, mens Dionte sad derhjemme og gned tænder. Men han var faktisk ikke det mindste ked af det. Tanken om problemer generede ham ikke, for han stolede helt og holden på at han kunne komme ud af det igen eller bare ignorere det...Det kunne han jo for det meste af tiden.

Sandet hvirvlede op, som han løb. Han fik på et tidspunkt trådt på en sten og var nær ved at snuble ud i vandet, før han fik balancen igen. Ud af øjenkrogen så han at Delia var lige efter ham, omend måske havde hun tøvet et øjeblik. Men i det mindste var hun frisk. Nøgen og frisk.
Vandet var koldt og han kom med et højt hyl, da han uden tøven sprang ud i vandet, til han til sidst kunne springe i med hovedet først. Vandet omsluttede ham og var isende koldt. Hans hoved dukkede snart op igen, tog en dyb indånding. Hans krop rystede lidt, men vendte sig langsomt til det. Det var mørkt og vandet var næsten umuligt at se igennem, derfor var det også kun Delias ansigt han havde fornøjelsen af. Men måske, for en gangs skyld, var det også nok?
"Drakmaer?" spurgte han en smule undrende, før han blot smilte, mens vandet dryppede fra hans hår og ned over hans ansigt, så han ryste det væk, så han ikke fik det i øjnene.
"Jeg skal tænke over det, men bare rolig. Jeg skal nok finde på noget rigtig forfærdeligt!" lovede han så, før han løftede sine arme og lod dem glide igennem vandet, som han på sin vis "skubbede" over mod hende, med den tanke at sprøjte hende til med vandet.

Delia lo lidt. Hun ville have absolut intet imod at blive kidnappet af Nolan igen. Han var jo sådan set en sød fyr, og han forstod da hvad sjov var. Det var lige det hun manglede, en der kunne lade hende være sig selv. Siden hun var kommet til lejren havde hun følt at hun skulle passe ind i bestemt rolle, og den passede slet ikke til hende. Hun elskede ballade, hun elskede sjov og hun elskede at være spontan. Hun havde næsten glemt hvordan det føltes. 
Vandets kulde vænnede hun sig ret hurtigt til. Det var frisk, og lige præcis det hun havde brug for efter at have været i en prop fyldt hytte med festende guder der svedte. Nolans ord fik hende til at le lidt. "Forfærdeligt?" Mere nåede hun ikke at sige før han sendte vand imod hende. Hun vendte hovedet væk for ikke at få det i ansigtet, og med et grin sendte hun vand tilbage imod Nolan. 
"Jeg tvivler på at du ville kunne finde på noget forfærdeligt jeg ikke ville bryde mig om." Det var lidt en udfordring til ham, Delia var så klar på at have det sjovt, og hvad end Nolan troede kunne være forfærdeligt, var hun klar på at prøve det. "Modsat min bror er jeg ikke kedelig. Der er få ting jeg synes er forfærdelige." Hun smilede drillende og flyttede blikket op på himlen hvor stjernerne blinkede. Det var flot, og når det blev spejlet ned i det mørke vands overflade fik det kun himlen til at virke helt uendelig. "Er det ikke smukt?" spurgte hun en smule fraværende. Hun havde ikke haft ret meget tid til at beundre ting som det. Hun måtte jo ikke gå alene rundt om natten for sin storebror, så det var et syn hun sjældent havde nydt.

Han grinte og holdt selv sine arme op foran sig for at undgå at få vandet lige i hovedet. Alligevel mærkede han vandet der i et øjeblik overfaldt ham, før han kunne ryste vandet ud af håret igen og så over på hende med livlige øjne. Der fandtes to folk i lejren. Dem der hadede hans slags af et godt hjerte og dem der lod sig rive med, og som enden ville ignorere ham eller hade ham for det bagefter. Han beskyttede sig selv mod det, mod at spille lige så ligeglad med alt og alle andre. Selvfølgelig var der hans lillebror, og Fenris var da også meget sjov...Men ellers...
Og så var der Delia. En ung kvinde, der virkede mere åben over for hans personlighed, end så mange andre. Måske var de ens på de punkter, eller også var hun en fantastisk åben person. Uanset hvad kunne han ikke lade være med at studerer hende lidt. Så gled hans blik med op mod himlen, efter han var gået et par skridt tættere på hende.
Det var sjældent han gav sig selv tid til bare at se op på himlen og tænke over hvor rolig eller smuk den kunne være. Normalt ignorerede han de ting og skyndte sig videre til det næste, altid aktiv, altid videre. I et øjeblik faldt roen faktisk over ham. Til sidst lænede han sig ind mod hende, omend stadig med øjnene rettet mod himlen.
"Dette er overraskende sentimentalt og romantisk. Du har vel ingen forventninger om jeg nu tager dig i mine arme og erklærer min evige kærlighed, vel?" hviskede han drillende. Et smil gled over ham, som han så ned på hende igen.
"Genkender du nogle stjernebilleder?" spurgte han så. Han ønskede faktisk at snakke med hende og selv om emnet næppe var det mest spændende, var det det bedste han kunne komme op med.

Delia så op på himlen, også da Nolan snakkede. Hans temme var blød, men ordene fik hende til at le lidt, og se til siden for at få øjenkontakt med ham. Romantik havde aldrig sådan rigtigt været en ting der skete for Delia, desuden var det ikke det hun gik efter. Nu havde hun så også haft en bror der holdt alle potentielle bejlere pænt væk de sidste to år, men alligevel. "Bare rolig, jeg kommer nok lige over det hvis du ikke hiver en diamantring frem, men tak." Hun lo lidt igen og rystede på hovedet.
Hun flyttede øjnene op på stjernerne igen og nikkede. "Ja, kan du se den cirkel der ovre? Nord kronen. Myten siger det var min far der satte den på himlen da Ariadne døde. Det var hendes krone han smed op på himlen i sorg for at forevige hende, du ved." Stjernebilleder var nok ikke hende stærke side, men det var da et stjernebillede hun altid kunne huske. Hun havde kendt det inden hun var kommet til lejren, og havde lært det af hendes mor. 
"Hvad med dig? Kender du nogen? Har Eros sat nogle stjernebilleder?" hun smilede drillende, og var godt klar over at det nok ikke lige var den paratviden alle havde. Hun vendte også sin opmærksomhed til ham igen, det var begrænset hvor længe hun kunne se på stjernerne, desuden kunne hun godt lide at se på folk når de talte til hende. Hun kørte fingrene igennem sit våde hår og så op på ham med næsten strålende øjne og smilede helt åbent og forventningsfuldt. Generelt elskede hun nye mennesker, men Nolan var bare anderledes. Spontan, havde en energi og glæde hun virkelig gerne ville lære af og mærke mere. Det var en rigtig skøn omvæltning fra fulde søskende der væltede rundt og larmede alt for meget i for store grupper. "Men, du har måske noget mere spændende at tale om end stjerner? Du.. slår mig ikke som typen der ligge og stirre på himlen normalt." Hun trak på skuldrene, og mente intet ondt med det. Men hvis han var typen der sneg sig ind til fester hos andre guder, så var det nok ikke for at se på carlsvognen.

Han fulgte hendes finger, men for ham bestod himlen mest af en masse tilfældige stjerner og han havde sjældent tålmodigheden til at kigge efter mønstre. Alligevel mente han nok at han så...Et eller andet. Men sandelig intet der lignede kroner. Han smilede svagt og viftede op mod himlen.
"Noget med nogle fisk...Afrodite og Eros der stak af fra nogle...Mere husker jeg virkelig ikke" kommenterede han med et lille smil. Det var helt fra da han først var kommet til lejren og han havde undersøgt alt han kunne om denne Eros, der skulle være hans ene forældre. Dog huskede han det blot svagt.
"Jeg ved heller ikke om det er sandt. Måske er det bare historier, til dem der kan se mere end tilfælde prikker på himlen?" foreslog han og trak sig lidt væk fra hende igen, for at gå ind mod land. Selv om aftenen var lun, kunne vandet godt være lidt koldt at stå i, for længe. Da Delia spurgte efter sjovere emner, var han faktisk i tvivl.
"Ud over at jeg har haft en uforglemmelig nat med din storebror?" kommenterede han med et skævt smil. Til en forandring følte han ingen grund til at tilføje Delia til sin liste af erobringer og måske ville hun blot finde det sært og sjovt, at Dionte havde...Haft en deeejlig nat. Hvis han ikke havde haft grund til at komme efter Nolan før, havde han det i hvert fald nu!
"Hvordan kom du her til?" spurgte han så lidt efter, for at finde et mere neutralt emne de kunne konversere omkring. Han mærkede snart sandet mellem sine tæer, da han forlod vandet og gik det dryppede af ham, efterlod et helt spor efter ham af vanddråber der forsvandt i sandet.

Hun så op imod himlen da han fortalte, og hun rynkede brynene, men ikke uden et svagt smil der spillede over hendes læber. Fisk? Der kunne man se. Det var nu ikke noget hun kunne se, og hun måtte nok give ham ret i at det bare var historier. Hun så efter ham da han bevægede sig væk fra hende, og blev stående bare lidt længere for at se op imod himlen igen. "Jo, det er sikkert bare historier. Men derfor kan de vel godt lære os noget." Hun sagde det mest til sig selv. Hun var ikke typen der mente alt havde en mening og alt det der, men noget som stjernebilleder, der altid havde betaget hende, det kunne hun sagtens finde meninger i. I hvert fald historierne. 
Hans ord om hende bror fik hende til at vende sig om mod ham i en langsom, undrende bevægelse. "Dionte?" Hun sagde det som om navnet næsten var fremmed for hende. Hun havde godt nok andre brødre, men Dionte var den eneste Nolan havde nævnt, så hun gik ud fra det var ham. "Når du siger uforglemmelig, så mener du det på den måde jeg tror, gør du ikke?" Hun begyndte at gå efter ham. Der var ikke noget dømmende i hends blik eller stemme, men hun kunne slet ikke kende sin bror i det. Dionte, sammen med en dreng? Og mens han havde en kæreste? Nej. Det lød ikke som hendes bror der altid fulgte regler og sørgede for de opførte sig pænt. 
Hun tænkte kort over hans spørgsmål og smilede mildt "Jeg har ingen spændende historie. Jeg kom faktisk hertil i ro og mag. Dionysos' børn er ikke set som en ret stor trussel af nogen, sjovt nok." Hun trak på den ene skulder, og fulgte efter ham op på land, og væk fra vandet. Hun rettede kort blikket imod stjernerne igen, nu var de der jo, og de var så tydelige. "Jeg voksede op med min mor, som de fleste af mine søskende. Min mor begyndte at bekymre sig da jeg virkelig viste den del af mig som min far har givet videre. Festens gud. Hun mente ikke det var helt naturligt, eller ansvarligt, at jeg festede og drak så meget. Ikke at det havde den store effekt på mig, men alligevel. Da min evner til gengæld begyndte at vise sig, skyndte hun at sende mig hertil så ingen kom til skade, og, her er jeg, to år senere." Hun slog kort hænderne ud til siden med et smil, ikke rigtigt mærket af sin egen nøgenhed eller hvor kølig hendes våde krop føltes. "Hvad med dig? Din historie kan umuligt være mere kedelig end min." Hun lagde hovedet svagt på skrå og havde sine øjne rettet imod hans.

Han sukkede svagt. Lærdom! Lærdom alle vegne. Han blev helt træt bare ved tanken. Læse, skrive, opsøge viden var ikke en del af hans interesser og han fandt det død-kedeligt, for at sige det mildt. Og nu, hvor han var halvgud, var det jo ikke fordi han skulle have en uddannelse eller noget, han kunne bare blive her, i lejren, resten af hans liv. Vejlede nye eller noget i den stil! Han blev i hvert fald aldrig sendt på opgaver, men det skyldtes nok en kombination af at han intet vidste og var dårlig til kamp. Hvis man skulle være helt ærlig, ejede han nok ikke rigtig nogle evner inden for...Noget som helst. Andet end næsten altid at få sin vilje.
Han så sig over skulderen og smilede til hende.
"Søn af Eros og derfor af natur enormt liderlig. En fest er min jagtgrund og Didi faldt i en af mine fælder. Så næste gang han er efter dig, kan du jo bruge det imod ham" kommenterede han og blinkede drillende til hende. Ja, ikke nok med de havde været sammen, så havde Didi også været den undergivne og modtagende. Derfor fandt han tanken om at finde ham skræmmende...Mere end underholdende!
Han overvejede at gribe efter sit tøj, men det ville være underligt at have tøj på, når Delia endnu var nøgen. Og han ville da absolut være den sidste til at brokke sig over nøgenhed! Hans blik gled kortvarig ned over hendes krop, som han noterede sig hendes former. Han kunne jo ikke lade være.
Alligevel vendte han ryggen til hende, da spørgsmålet faldt på hans historie. Han trak let på skuldrene.
"Ingen familie og intet at vende hjem til. Jeg er jo ikke særlig vigtig eller noget, bare barn af en undergud. Men det betyder ikke at monstre finder os mindre appetitlige...Og vil gøre alt for at få en bid" Svarede han en smule undvigende. Han havde hverken lyst til at tale om det eller tænke over det. Til sidst greb han sine shorts, rystede den fri af sand og trak dem på, før han sendte hende et skævt smil.
"Og så er jeg her. 10 år er vi vidst nået op på nu..."

Hun så mistroisk på ham. Talte de om den samme Dionte? Han der havde krævet hun holdt igen med alkohol, selvom de begge vidste det ikke bed på hende som alle andre? Ham der havde holdt hende fra alt sjov og spas i to år? Hendes udtryk ændrede sig til et bredt smil i stedet. Ja, det var afpresningmateriale, uden tvivl. Gad vide hvor meget hun kunne få sin vilje nu, bare ved at bruge det her imod ham? Det gik jo imod alt han havde sagt. "Du er min helt, han vil hellere brække en arm på langs end at indrømme det her. Jeg kan slippe af sted med næsten alt nu." Det var ret tydeligt at høre iveren i hendes stemme, og hendes næsten hop var også ret afslørende for hvor glad det gjorde hende. Hun lagde heller ikke rigtigt mærke til hans blik over hende krop, hun var kort i sin egen lille verden på grund af alle de muligheder der lige havde åbnet sig for hende.
Hans fortælling fik hende dog tilbage til virkeligheden og hun lyttede interesseret. Der gik nu ikke lang tid før hendes pande var rynket, undrende over hvad han sagde. Hun ventede alligevel pænt med at tale, til han var færdig. "Undskyld, men hvem i al verden har bildt dig ind underguderne ikke er vigtige? Uden dem var de Olympiske ingenting. Apollon og muserne, Afrodite og Eros, min far og Lyssa. Ja, dag og nat bliver kontrolleret af underguder, det mest basale for et menneske. Underguderne er dem der sørger for at de Olympiske kan se godt ud, uden dem ville alt være kaos. Bare fordi vores forældre har fedtet for de rigtige, gør det os ikke bedre end jer. Hvis du spørger mig burde I have jeres egne hytter, som os." Hun mente hvert eneste ord hun sagde, hun havde aldrig syntes det var okay at se ned på underguderne. Det var trods alt dem der sørgede for de basale nødvendigheder i verden. Søvn, mørke, fødsel, ungdom, det var ikke de Olympiske. Hun trak sin kjole på igen, og fik sit våde hår trukket ud på ydersiden af stoffet. "10 år er lang tid at tro man ikke er vigtig?" Hun så over på ham, men med et varmt smil. Det var slet ikke for at stikke til ham, det var for at påpege hun bestemt ikke var enig i den antagelse. Hun synes sådan set han var en af de sjoveste og mest menneskelige hun havde mødt i lejren indtil videre.

Et lille smil gled over ham og til en forandring følte han faktisk at han havde gjort dagens gode gerning. Han fandt sig selv stående, beundrede hendes glade smil, mens hun hoppede omkring. Hvordan kunne Dionte holde dette for sig selv eller helt forhindre nogen som helst i at se det? Han gjorde meget ud af at bukke for hende.
"Altid til tjeneste" svarede han med lidt latter i stemmen.
Hvad angik hendes tale om underguder, fandt han sig selv bare stående der, kiggede på hende, som om det var ham der var den dumme. Det endte med han kløede sig lidt i det våde hår, så det strittede til alle sider. Hans øjenbryn gled en smule op i panden, før de gled ned igen og han trak let på den ene skulder.
"De færreste siger det direkte. Andre siger det direkte. At vi alle bor som sild i en tønde, i den samme hytte, der er som overfyldt...Folks blikke. Folks ord. Til tider er der ingen tvivl om hvem der blot er tolereret her og hvem der faktisk er til nytte" Noget bittert gled alligevel ind i stemmen på ham. Det var ikke hans mening, han var jo selv uden om det. Men på et eller andet sted...Hvad hjalp det så hvis han endelig prøvede at blive bedre til noget? Ja, han havde genoptaget træningen, men kun fordi han havde indset hvor livsfarligt det kunne være at lade være. Ellers var han jo bare en undergud for liderlighed. Hvem kunne bruge sådan en? Men han fornemmede emnet kunne være farligt at diskuterer videre og han hadede konfrontationer. Men et eller andet sted var han glad for hun i det mindste ikke så ned på ham, som andre kunne finde på. Hun var en af de mere åbne og menneskelige af slagsen, så det ud til.
"I så fald kan du vel tilgive mig min bitterhed" Han sendte hende et lille, skævt smil, mens han bukkede sig ned og greb sin T-shirt, der også blev rystet fri af sand og hevet på. Hans våde krop og hår lavede straks streger i det ellers tørre stof og fik den til at klistre mere eller mindre til hans krop. Alligevel lunede den lidt.
"Beklager vi kom ind på det lidt dystre emne" tilføjede han så.

Delia gav en kort lyd, der var begyndelsen til et grin. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede kort hans strittende hår. Det var ikke fordi det som sådan irriterede hende, men det tog hendes fokus et kort øjeblik. Han var ikke typen hun normalt ville betegne som nuttet, langt fra, men håret gjorde det da lidt.
Hans ord fik hende til at se mere... ja, næsten undskyldende på ham. Det var ikke fordi hun selv var typen der nedgjorde underguderne, hun var helt oprigtig i sin holdning om at de var næsten vigtigere end de Olympiske. Samtidigt var hun heller ikke blind. HUn så godt hvordan andre behandlede dem, og det brød hun sig ikke ret meget om. "Til nytte? Dionysos er ikke ligefrem det mest nyttige gud, vel? Mine brødre er fordrukne og mine søstre udnytter kun deres evner til at trække fyrer ind. Jeg tror ikke der er nogen der er til mere nytte end andre. Vi er alle lige, ingen er bedre end andre, det er noget fis." Hun rystede mildt på hovedet og smilede varmt til ham. De fleste af hendes venner var børn af underguderne, og hun brød sig langt mere om dem end de andre halvguder.
Hun smilede igen roligt. "Jeg har ikke noget at tilgive, det er da fair at have en holdning og mening, og nogen gange har man brug for at sige den højt. Specielt noget så personligt. Jeg forstår dig altså godt, du må ikke tro jeg er som dem." Hun lagde hovedet lidt til siden i en kort bedende positur. Hun ville ikke sammenlignes med de egoistiske, selvelskende halvguder der troede de havde ret til dit og dat på grund af deres forældre.
"Dystert? Det kan da være lige så spændende som alt andet. Jeg vil da hellere snakke om det end så meget andet. Men hvis du gerne vil have mere opmuntrende emner, kan du måske starte med at fortælle mig hvorfor jeg aldrig er stødt ind i dig før? Hvis du render rundt og kidnapper folk fra fester, så burde vi vel have set hinanden før." Hun foldede hænderne foran sig og sendte ham endnu et glad, varmt smil. Hun forstod virkelig ikke hvordan hun ikke var stødt ind i ham før. Nok fordi Dionte havde holdt hende i kort snor, men hvem vidste. Han kunne også være typen der undgik Dionysos ungernes fester. Han ville vist ikke være den eneste.

Han slog let ud med den ene hånd.
"Men folk elsker en god vin eller andet i den dur" tilføjede han så overbevisende han kunne. Men han kunne se hendes pointe...Dog ville folk nok hellere se lidt vin som mere brugbart, end lidt forelskelse og sex...Eller hvad? Pludselig blev han i tvivl. Måske var de begge værdige til at være underguder...Eller almindelige guder?
"Åh, så de udnytter deres evner...Godt at vide..." Han så sigende på hende, før han brød ud i et grin. Så hun havde bare udnyttet sine evner, til at få ham til at tage hende med herud? Tanken var sjov og selv hvis det var, ville han faktisk ikke have noget imod det. Han trak let på den ene skulder.
"Jeg tager det ikke så tungt. Nogle gange...Men for det meste gider jeg ikke tænke over det. Det ændre jo ikke noget" kommenterede han og gjorde tegn til om de skulle gå tilbage til nogle af bygningerne. Måske gå en tur rundt i lejren eller noget.
Og også til hendes næste spørgsmå slog han let ud med armene.
"Jeg er rundt omkring. Måske har vi set hinanden, uden rigtig at bemærke hinanden?" foreslog han.
"Ja, du må endelig ikke tro det er fordi jeg undgår dig. Jeg undgår aldrig folk...Medmindre de er døtre af Afrodite" svarede han muntert. Der skulle som regel ikke meget til at gøre ham munter igen. Han trådte helt tæt på hende.
"Og som regel kidnapper jeg kun folk for en enkelt nat...Til helt specifikke aktiviteter" tilføjede han drillende og lod sigende blikket glide ned over hende, før han trådte et lille skridt bagud igen. Han afprøvede hende nok lidt, ville se hvor hendes grænser var, uden direkte at skræmme hende væk. Håbede han da.

"Ja, og friske druer, ikke?" Hun lo lidt. Vin og drue jokes hørte hun lidt for tit. Det var ret ofte det eneste folk rigtigt vidste om deres far, så hun havde hørt de fleste jokes og fordomme. Alligevel tog hun det ikke ilde op. Nolan havde ikke været fordomsfuld overfor indtil videre, og hun kunne sagtens tage en joke.
Hun så kort undrende på ham og så forstod hun hvad han mente. "Nej nej nej! Åh guder, jeg har altså ikke... Jeg kan slet ikke det mine søstre kan. Jeg har meget ubrugelige evner, virkelig. Sådan er jeg ikke." Hun så lidt nervøst på ham, bange for at han troede hun var sådan en slags forfører der bare tog de drenge til sig som hun ville have. Faktisk havde hun aldrig kysset en fyr, så det kunne ikke være længere fra hvad hun var.
Delia fulgte glædeligt med ham og lyttede til hvad han sagde. De havde sikkert set hinanden før, som han sagde, men nok ikke bidt mærke i hinanden. Igen, hun var sikkert blevet jaget i seng tidligt, så muligheden havde nok ikke været der. "Nej, du kendte mig ikke før i dag, hvordan ville du vide at du skulle undgå mig endnu?" Hun smilede drillende. Hun håbede nu ikke han ville undgå hende, hun kunne faktisk virkelig godt lide at være sammen med ham.
Hun stoppede op da han trådte tættere på og smilede en smule over ham. Et eller andet sted var hun smigret, men hun reagerede ikke voldsomt på det. "Aha. Jamen, de piger må da føle sig heldige så." Hun rakte drillende tunge af ham. "Det er da ærgeligt de kun får en nat, tror du ikke de vil have mere?" Hun smilede drillende. Det var ikke fordi hun ville lægge an på ham, hun var ikke god til det med fyre, og hun havde aldrig fået lov, men han var da en sød fyr, og hun kunne ikke forestille sig han var single ret længe af gangen.

Han grinte. Hun var så frisk! Ikke arrogant, reserveret eller en der mente, hun vidste bedst. Så forfriskende selskab! Han måtte være ærlig og indrømme han faktisk nød hendes selskab.
"Åh ja, masser af frugt! Det er jo sundt!" kommenterede han, lige så jokende. Det var ikke ment som en fordom...Men det var ca. det eneste han kendte til Dionysos. Han havde ikke rigtig læst op på alle de guder der...Desuden gjorde hans manglende viden at han kunne møde alle på lige fod, uden at have en ide om hvordan de nok kunne være. Hvad mange andre så ud til at have.
"Ubrugelig evne? Hvad kan du da?" hørte han sig selv spørge, en anelse undrende. De fleste evner var jo brugbare til...Et eller andet!
Han satte kurs tilbage mod hytterne. Det var egentlig ikke så meget, noget han tænkte over, som at det blot virkede naturligt. Han grinte let og puffede til hende.
"Jeg tvivler på jeg nogensinde vil undgå dig" fik han sagt, forend han nåede at tænke yderligere over noget som helst. Alligevel følte han sig ikke generet af det, kunne hun ikke klare ærligheden var det jo hendes problem. Men faktisk tvivlede han på det var et problem.
"Piger og drenge! Standard giver jeg dem en uforglemmelig nat, men med lidt god vilje, siger jeg aldrig nej til at lege lidt mere" indrømmede han og sendte hende et stort smil.
"Tror du Dionte vil have lyst til runde nr. 2?" spurgte han lidt drillende.

"Ej tusind tak, og du vil ikke dømmes?" drillede hun. Hun tog det virkelig ikke særligt personligt, hun drillede kun, og hende lette stemme burde vise at der intet ondt var i hendes ord. Hun smilede mere mildt da han spurgte til hendes evner, og hun trak på en skulder. "Jeg kan sætte folk i ekstase med musik, eller ved at synge. Ja, det var det der fik min mor til at sende mig hertil. Det var ikke så smart jeg gjorde det med mine menneskelige venner. Ehm, jeg kan bruge vinranker, sådan..." Hun så til siden, strakte hånden ud, og lod en lille, uskadelig vinranke vokse op af jorden og snurre sig rundt om et træ ved siden af. Hun smilede lidt og så tilbage på ham. "Når ja, og give folk sindssyge træk. Men jeg bryder mig ikke ret meget om at bruge den evne." Hun så ned med et halv trist blik. Hun havde altid troet evner skulle hjælpe en, men det var en evne der skadede mere end noget andet, og hun kunne ikke lide den. "Hvad med dig? Ud over din fantastiske charme." Hun smilede igen for at løfte humøret igen. Det gik kort op for hende at de var på vej mod hytterne, og hun var lidt bange for han ikke brød sig om hendes selskab, ikke hvis han af med hende igen? Det lod hun dog tiden vise. Han ville da sige noget ellers. Det troede hun på.
Det blev også hurtigt afkræftet da han sagde han ikke ville undgå hende. Hun så lidt genert ned. "Du vil være den første." Hun så ind i hans øjne, og hun noterede i sit stille sind hvor meget højere end hende han egentlig var. Hun kom til at le over ham og hun rystede på hovedet. "Åh, et dejligt billede af min bror, tusind tak. Har du hørt om too much information?" Hendes mund var stadig i et stort smil så hendes kinder rundede mere og smilet nåede helt op i hendes brune øjne. Hun kørte kort en hånd igennem håret og så lige ud. "Det er lidt dobbeltmoralsk af ham, ikke? Jeg mener, jeg har aldrig fået lov til at være sammen med en fyr her i lejren, og så går han ud og knalder uden om? Det virker ikke helt fair." Hun så på ham ud af øjenkrogen for at se hvad han reaktion på det var. Det var trods alt Nolan han havde været sin kæreste utro med, så en holdning måtte han vel have.

"Hvis jeg får et valg, så ellers tak" kommenterede han frisk. Han elskede deres dril, den måde de drillede hinanden. Han så lidt på hende. Så meget hun kunne! Han kendte kun til...Well...Sin evne og at han var god i sengen. Men det kom vel også an på den øvelse han havde haft?
"Åh...Du kan så meget! Du kan give folk et øjeblik med afslapning og ekstase. Du kan pynte op med dine egne ranker og du kan endda knuse folk under dig, hvis de endelig skulle gøre dig noget. Hvis du spørger mig, kan du meget nyttigt" svarede han oprigtigt. Kunne det være han endnu havde nogle uopdagede styrker eller evner? Eller...Han var jo bare en undergud. Måske havde sådanne ikke lige så mange evner.
"Jeg kan manipulerer med folk. Få dem til at give mig min vilje, give mig ret. Selvfølgelig virker den ikke helt på alle...Men det er vel bare en veludviklet charme, i princippet. Der ud over...Er der vidst ikke meget andet jeg kan" Han skammede sig næsten. Hun havde haft en hel liste og han...Han havde bare den ene ting. Den var godt nok nyttig...Selv om han meste brugte den til at slippe for ballade og pligter. Han så lidt på hende, men vidste ikke hvad han skulle svare til det. Åbenbart var det normalt at folk her havde lave tanker om dem selv. Dem, halvguder, der alle gik og var triste, fordi de ikke følte sig elsket nok!
Han havde godt vidst at Dionte havde en kæreste. Han havde lidt protesteret, men Nolan havde været ret...overbevisende. Dog var det ikke rigtig noget der generede ham...Dionte ville vel have strittet mere imod, hvis det virkelig var et problem, ikke?
"Det lyder da også lidt unfair. Du kan sove hos mig i nat, hvis du vil. Vi behøver skam ikke lave noget, men så får Dionte sig nok lidt af et chok...Og hvis jeg alligevel skal dø, kan jeg lige så godt have gjort mig fortjent til det?" foreslog han og så på hende med et lille smil. Ideen var dog ganske spontan og måske også lige vild nok, så det ville være forståeligt, hvis hun blot sagde nej tak.

Hun lo mildt inden hun lyttede til hans ros. Hun så helt betaget på ham da han snakkede om hendes evner. Hun havde aldrig rigtig tænkt på det på den måde. Hun havde mest set det som ubrugelig ting, som måske kunne være behjælpeligt her og der "Du har vel ret. Men jeg har ikke lyst til at folk skal knække under mig. Jeg er altså ikke den der smadre og slås type. Jeg kan da forsvarer mig selv. Men jeg kan ikke lide at sætte sindssyge træk ind i folk. Det virker... ondt." Hun bed sig i læben, og flyttede blikket ned i jorden. Selvfølgelig var det nyttigt, men det var ikke rart at se folk gå i stykker foran en.
Hendes egne bekymringer skubbede hun nu til side og lyttede. Endnu en gang havde han vist undervuderet sig selv. "Det er da også nyttigt. Jeg mener, du kan få folk til at gøre alt du vil? Desuden er der sikkert evner du bare ikke har opdaget. Jeg opdagede først mine evner da jeg vidste mere om min far. Altså, det med sindssyge og vinranker. Det var som om jeg så var mere vågen. Det kan være du bare ikke har lagt mærke til dine andre evner endnu?" Hun smilede opmuntrende, og var helt ærlig i sit foreslag. Det kunne vel sagtens være der var mere der sad i ham og ventede på at blive opdaget. Hun ville ønske hun kunne hjælpe ham med det, men en datter af Dionysos kunne vist ikke gøre så meget på dén front.
Hans idé fik hende til at gribe helt ivrigt fat i hans håndled og nærmest hoppe ind foran ham. "Det ville være så fedt! Er du klar over hvor sur han ville blive?! Han får et føl, jeg tror slet ikke han vil kunne få luft hvis han fandt ud af det!" Hun så helt overglad på ham, men gav så slip og rettede sig mere op. Nogle gange tog hendes følelser over, og hun tænkte ikke altid det hun gjorde igennem. "Øhm, altså, hvis du mente det sådan rigtigt. Jeg vil ikke... Det var en sjov idé." Hun smilede en smule forlegent og bed sig igen nervøst i læben. Det kunne sagtens bare være noget han havde sagt i sjov, de drillede trods alt hinanden ret meget, og hun elskede det. Måske havde hun bare ikke fanget den her jokende bemærkning? Hun håbede virkelig ikke på det.