Just...For fun, you know...(Lits)

Det var efterhånden et par uger siden han var kommet hjem fra Frankrig. Så mange ting var sket siden da! Han kunne næsten ikke forstå det hele. Måske havde den første tur ud af lejren i næsten 10 år vækket ham fra en eller anden søvn og mindet ham om at der var meget mere end bare...Et par hytter og nogle halvguder.
Første og fremmeste var han nu den lykkelige indehaver af en fast kæreste, selv om det stadig ikke virkede til at lejren rigtig kunne tro på det. Han havde oplevet flere der troede han prøvede at snyde dem på en ny måde. Det var først, når han faktisk takkede nej til en fest eller en anden kvinde, at det rigtig gik op for folk. Et par af lærerne havde nærmest dunket ham på skulderen i tilkendegivelse af at det var godt og måske endda på tide. Det irriterede ham faktisk! Kunne folk ikke være ligeglad? Folk burde være ligeglade. Han manglede bare at overbevise Didi om at han ikke burde bekrige sin søster om det.
Tungen gled over hans læber, da han trak en ny pil fra koggeret, der hvilede på hans ryg.
Han havde også sendt en ansøgning ind til at blive vejleder. Ikke at han var specielt forhåbningsfuld, for han var ikke den mest ansvarlige i lejren og kunne knap nok bruge et våben ordentlig. Alt han ballade igennem tiden talte helt sikkert ned for hans chancer - men Delia havde alligevel lokket ham til det, ved at love hun ville lægge et godt ord ind for ham, siden den ene der skulle bedømme ham var hendes far, Dionysos. Delia havde ment det ville være rart med en vejleder der ikke kun var dødeligt seriøst hele tiden og som kunne vise de nye at de stadig kunne nyde deres hverdag, selv om deres verden var vendt op og ned. Hvem ved - måske var enkelte af dem som ham og så var han en af de få der måske forstod dem?
Det hele var dog blot tanker. Hvem vidste?
Han trak vejret dybt, efter at have placeret pilen på buen. Han trak tilbage i strengen og sigtede efter målet foran ham. Imens han ventede på svar, kunne han i det mindste bruge tiden på noget, der kunne jage nogle af hans forvirrende tanker på flugt. Bueskydning var han straks blevet forelsket i, måske hjulpet på vej af hans nye evne, som han endnu ikke vidste hvad gjorde.
Han skød. Og ramte da nææææsten midten. Det var da helt klart bedre end de sidste par skud! Han sukkede og lod skuldrene glide lidt rundt. Han havde øvet sig i...Hvor længe nu? Måske en time. Måske mere. Hans t-shirt havde et par svedpletter efter hans koncentration. Der ud over havde han et par shorts, der gik ned over hans knæ og bare fødder. Måske lidt for afslappet til træning, men det var tøj han følte sig tilpas i. Desuden ventede et uheld ikke på at ske, til man havde skiftet tøj alligevel. Han lod blikket glide over bueskydningsbanen, efter han havde besluttet sig at holde en lille pause. Måske var der nogen han kunne kaste sin opmærksomhed på?

Litsa var modvilligt ved at begive sig mod bueskydningsbanen. Hun hadede at skyde med bue og pil. Ikke fordi hun ikke kunne finde ud af det, hun fortrak bare nærkamp, og det kunne man ikke ligefrem sige bueskydning var. Men på grund af hendes... omstændigheder, var hun nu blevet forbudt at kæmpe med skarpe våben. Hun forstod godt begrundelsen, men det irriterede hende alligevel, for hun var hverken svagere, syg eller døende, så hun så ikke grunden til ikke at kunne få lov til at træne - hvilket jo sådan set var hele pointen med lejren! 
Ingen kunne forbyde hende at skyde med bue og pil, havde hun besluttet sig. Det var ikke hendes fortrukne, men det var træning og det var noget at tage sig til, så hun havde ikke haft mange modargumenter imod. For at undgå de værste blikke fra andre halvguder, som hun efterhånden var blevet vant til, havde hun valgt at tage en kjole på der skjulte hendes mave bare en smule. Hun var heldigvis ikke så langt henne det var åbenlyst med løstsiddende tøj. Kun hvis hun stod i profil, og så var det efterhånden ved at svært og skjule. Nu gik rygter i lejren lynhurtigt så hun prøvede ikke at gemme det på grund af hvad folk måtte sig, mere bare for dem der gloede. 
Synet af Nolan længere nede af rækken af målskiverne, hjalp ikke ligefrem på hendes humør. Sidst hun havde haft noget med ham at gøre havde hun brækket et ben og mistet en god del af hendes værdighed. Det var det sidste hun havde brug for lige nu. Desværre nåede de at få øjenkontakt inden Litsa kunne vende om og droppe hele ideen. Stædigt bevægede hun sig i stedet hen til en målskive nogle meter vøk fra ham der var fri, smed diverse ting, inden hun spændte et pile kogger rundt om hofterne - hvilket desværre ødelagde hendes maves skjul en smule - og fandt en bue frem for at begynde sin træning. Forhåbentligt var Nolan lige så villig til at glemme deres sidste sammenstød som hende, men noget sagde hende at det ikke ville være helt så let.

Underligt glædede synet af Lits ham. Godt nok hadede de hinanden og var de fødte fjender, men hun var et kendt ansigt og han havde ligeså hørt rygter om at hun var ved at blive tyk - Så det var da klart han var nysgerrig! Han bemærkede kort at hun så ud til at gå normalt, så hun havde formentlig ikke fået nogle varige skader fra sidst. Det var godt. Godt nok var hans ry blevet yderligere ødelagt, men det var jo allerede lidt...Ja, ikke så stort og fint som Lits i hvert fald. Dog havde han alligevel fortalt sine nærmeste sandheden. To personer, som han stolte på og som aldrig ville sige det videre. Men i virkeligheden kunne det hele jo være lige meget, han trænede da mere nu, gjorde han ikke? Så kunne folk nok se han tog 'nederlaget' til sig og prøvede at gøre noget ved det.
Uanset hvad slap Lits ikke for at ivrigt vink og heller ikke for fred, da hun nåede over til ham. I stedet sænkede han buen og gik over til hende, hvor han ikke lagde skjul på at han bemærkede hendes mave.
"Næææh! Det er sandt! Tillykke! Så får vi snart en mini-Lits!" bemærkede han. Nogen gik forbi dem og sendte dem et blik. Folk snakkede ikke så meget om det længere, men dem der huskede det, ville det nok være sært at se de to snakke sammen nu.
Ikke at Nolan bed mærke i det.
"Du er kommet dig godt! Jeg prøvede at opsøge dig bagefter, men det virkede som om du prøvede at undgå mig!" bemærkede han, som om de var de bedste buddies. Måske var det hans måde at drille hende lidt.
Han valgte målskiven ved siden af Lits og da han gik over til den, skabte det lidt større afstand mellem dem. Dog skød han ikke selv, ikke endnu. Han vidste at hvis hun endelig ville bemærke noget, ville det være hvor dårligt han ramte eller stod...Så til at starte med havde han besluttet sig for at studere hende skyde. Måske kunne han aflæse nogle tricks? Lits var jo god til alt sådanne noget, right?

Al håb om at slippe for at tale med Nolan forsvandt lidt da han vinkede til hende. Alligevel prøvede hun sit bedste, men selvom hun ikke så direkte på ham, kunne hun godt se han gik hen til hende i hendes øjenkrog. Hun nåede ikke engang at affyre den første pil før han snakkede til hende og stod ved hende. Hun holdt dog en pil klar på buestrengen, peget ned mod jorden for en sikkerhedsskyld, da hun vendte sig mod ham for at overgive sig og faktisk give ham opmærksomhed. Hun sukkede opgivende. 
"Ih tusind tak. Pas på du ikke gør dig selv til en mere fristende målskive end du allerede er. Hormoner, du ved. Man ved aldrig hvornår mit gode humør vender," svarede hun spydigt tilbage. Egentlig var det ikke helt fair, og det vidste hun godt. Nolan havde reddet hende, og han havde hjulpet hende da hun havde mest brug for det. Han havde endda løjet for at holde hendes omdømme oppe. Hun burde takke ham bedre end det her. Men at sige tak og mene det gjorde lige så ondt på hende som at brække benet igen, så det var ikke lige hendes stil. 
Hun fnøs kort af ham og rystede på hovedet. 
"Ej, hvordan kunne du tro det? Jeg havde ellers planlagte veninde aften og det hele. Jeg har nok bare haft travlt med at gro et nyt menneske inde i mig," svarede hun først sukker sødt, hvilket hurtigt blev sarkastisk. Det var ikke for at få sympati, slet ikke. Det ville betyde hun havde ondt af sig selv, hvilket var det modsatte af virkeligheden. Hun følte sig sådan set heldig nok, og at faderen til hendes barn var hendes bedsteven, gjorde situationen mindre dramatisk og tragisk. I det mindste gjorde det sladderen lidt mindre spændende, alle vidste hende og Dylan havde knaldet før. 
I en hurtig bevægelse løftede hun igen buen, sigtede og sendte pilen af sted. Okay, den ramte ikke plet, men den ramte tæt nok på til den ville have været dødelig hvis det var et hjerte hun havde sigtet efter. Hun så over på ham igen, og så ud som om hun var skuffet over han ikke var forsvundet de få sekunder hun ikke havde set på ham. 
"Hvad bringer dig hid? Jeg tvivler på du søger råd om parforhold, selvom jeg hører du har formået at anskaffe dig en kæreste. Hr. D's lille pige, ikke?" spurgte hun. Det at hun ikke valgte at kalde hans nye kæreste alle mulige navne var hendes måde at vise på hun ikke hadede ham helt så meget som hun kunne. En rigtig dårlig måde at vise det på, men hun havde ikke rigtigt så mange søde ord til overs for piger der var så uskyldige og nuttede som Delia.

Han mærkede hende spydigheder og sarkasme. Det var svært ikke at gøre det, når den var så tyktflydende. Men selv om hans blik gled over hende et øjeblik, når hun sagde tingene i den tone, gik han ikke sin vej. I stedet kiggede han bare, som hun skød sin pil af sted. Et eller andet sted var han glad for hun ikke var perfekt med buen, som hun lod som om hun var perfekt med alt andet. Det gav ham håb! At hun et eller andet sted stadig var menneskelig. Ej. Selvfølgelig var hun det. Hun havde bare sin måde at sige tingene og han tvivlede ikke på at hun sikkert kunne være et fint selskab, for dem der interesserede hende nok. Ellers var hun næppe blevet gravid. Medmindre det var voldtægt? Men så havde lejrens ledelse nok trådt ind.
"Åh, jeg er målskive for mange ting. En pil fra eller til, som man siger" bemærkede han og blinkede let til hende. Han vidste ikke hvorfor, men selv om han for længst havde forstået hun ikke gad ham og hans selskab, kunne han ikke helt holde sig fra hende. Ikke fordi hun så godt ud - ikke kun i hvert fald - men af noget uforklarligt. Måske muligheden for at udfordre eller drille et så stædigt og stolt sind som hendes? Det måtte være sundt for hende at have noget selskab der ikke hoppede og dansede til hendes hårde ord.
"Oh...Gider dine veninder dig ikke mere så?" spurgte han dumt, før han rettede sig op. Han havde sat buen i jorden og havde lænet sig op ad den. Nu trak han selv en pil og lagde den på buen. Ikke fordi han var god, men de var her trods alt for at træne. Uden tvivl det ville få spydige kommentarer til at regne fra Lits, men han var stærk! Han kunne holde til det!
Men han havde knap nok taget sigte og sendt pilen af sted, før han måtte se over på Lits igen. Pilen ramte kun lige skiven denne gang...Normalt skød han bedre end det, men det var svært når andre ting tog ens koncentration.
"Oh, Delia?" bemærkede han med et svagt skuldertræk.
"Vi klare os, næppe fordi jeg tror du faktisk er interesseret" bemærkede han så tilbage, omend der ikke helt lå den samme dril i tonen som tidligere. Måske var Delia ikke et punkt han lo så hånt om, som han gjorde om mange andre ting - måske var det et af de punkter hvor man sagtens kunne gøre ham vred. Men mest af alle havde han blot ikke meget at sige om det. Det var personligt og passede desuden slet ikke ind i den Nolan, som han viste resten af verden. No way han kunne blive følsom og fortælle om alt muligt...
Så trak han på skuldrene.
"Intet bringer mig hid. Jeg så dig bare. Faktisk overvejede jeg om du havde nogle råd...Du ved...Til næste gang du får brug for hjælp. Men med den badebold kan du næppe vise mig særlig meget, selv hvis du gad" bemærkede han og pegede kortvarig mod hendes mave med buen, før han sendte hende et afslappet smil.

Litsa himlede med øjnene. Hvis han virkelig gerne ville have en pil til i sig, skulle hun gerne udføre det. Havde hun ikke læst et sted gravide kunne komme afsted med flere ting, fordi hormoner var en god undskyldning? Det var næsten for fristende at afprøve, men hun mindede sig selv om han faktisk ikke aktivt havde gjort noget for at hun skulle sende en pil gennem hans skulder. Så hun måtte vente pænt til han gjorde. 
Et eller andet sted var hun glad nok for at kunne snakke med en som Nolan. En der faktisk så hende som et menneske, til et hvis niveau. Men hendes stolthed gjorde det forsvært til hende nogensinde at indrømme det, slet ikke højt. Han måtte vel bare se hendes formindskede antal af fornærmelser som en slags måde hun viste venskabelighed på. 
"Nu er det ikke rigtigt veninder jeg bruger mest tid sammen med i forvejen," svarede hun køligt tilbage. Enten søskende eller drenge, resten af hendes tid gik med træning. Det var lidt et stik til ham, han skulle føle sig næsten heldig at hun brugte sin tid på ham. Selvom det generelt var rart at bruge tid med en der ikke kommenterede hendes mave hele tiden, som hende søskende havde en tendens til. 
Hun fulgte hans pil med øjnene, og nåede kun kort at se hvordan han skød, inden han sænkede armene igen. Hun lagde ikke helt mærke til hvad han sagde første gang, så hun måtte spille det mentalt igen, inden hun så ind i hans øjne og faktisk smilede. 
"Hey, vejlederen af hytte 12, laver du sjov? Når jeg ikke kan skabe drama er det godt nogle andre kan. Storebror er ikke glad for dig, har jeg hørt," kommenterede hun. Hun hørte en del, sådan var det at leve i hytte 10. Alle rygter kom til dem på den ene eller anden måde. Mange rygter startede også hos dem. Men der her fandt hun mere interessant end så mange andre. 
"Du skal dreje din albue når du skyder, det gør skuddet stærkere og mere lige," kommenterede hun kort. Nej, hun var ikke hans træner eller noget, men hvis han ville ramme målskiven bare lidt bedre næste gang, kunne hun vel i det mindste fortælle hvad han kunne gøre, givet han faktisk lyttede til hendes råd. 
Hans kommentar om hendes evne til at hjælpe og kæmpe fik hende til at spænde i kæben og vende sig om mod ham. 
"Hør her, jeg kan stadig kæmpe lige så godt som alle andre, den eneste grund til jeg ikke træner i arenaen er fordi jeg ikke har fået lov af Chiron, fordi det åbenbart ikke er sikkert. Jeg skal med glæde bevise det for dig. Jeg er gravid, ikke døende." Hendes udbrud havde sådan set ikke noget med Nolan at gøre. Hun var bare træt af at alle mente hun ikke kunne noget bare fordi hun var gravid, og hun var træt af folk gik ud fra hun heller ikke ville. Hun vidste også ret hurtigt efter hendes mindre rage, at det egentlig ikke var helt fair. Hun sukked opgivende og vendte sig tilbage til målskiven. 
"Ik din skyld, selvfølgelig," mumlede hun lavt. Undskyld var stadig ikke rigtigt en ting hun sagde, men det var det tætteste hun kom på.

Ingen veninder? Oh, hun måtte lave sjov. Pigerne i hytte 10 var alle sådan nogle små fjantetøser, der sladrede og malede negle på hinanden. Eller, det var fordommen i hvert fald, Nolan havde for længst indset at det ikke var det eneste de gjorde. Nogle af dem, som Lits, kunne også gøre ondt. Specielt hvis man stak af fra deres hytte med undertøj...Hvilket han sidst havde gjort med Felix, før de havde pyntet et træ med det. Det havde været inden de tog til Frankrig.
Han sukkede lidt og lod blikket glide over til nogle andre, der skød på mål, før blikket vendte tilbage til Lits med et svagt skuldertræk.
"Han er stædig. Måske hjulpet på vej af jeg var sammen med ham til en fest, før jeg mødte Delia. Han er overbevist om at jeg vil såre Delia på alle mulige måder og jeg er derfor blevet forbudt...Men hvem ved...Måske er han selv såret over jeg ikke kom til ham i stedet?" Han kunne ikke lade være med at gøre lidt sjov af det. Dog, sidst han havde opsøgt Didi, havde de virkelig skændes. Måske fordi Nolan ikke gad se hvordan Didi selv gjorde Delia ked af det hele tiden, når det netop var hvad manden prøvede at undgå.
Men han kunne intet stille op mod det stædige bæst. Alt han sagde blev skubbet til side, for han var Nolan, manden med det dårlige rygte på lejren der intet kunne, andet end knuse unge kvinders hjerter efter en tur i høet. At man kunne tænke så lavt om andre...
Jah, han brød sig virkelig ikke om Dionte. Det løb var kørt. Alle der fik Delia til at hænge med mulen burde være målskive for et par pile.
Men selv om han havde vendt det til en joke, var det på ingen måde en joke og det var tydeligt tanken om det tog broden af hans gode humør.

Hans blik gled over til hende, da han til at starte med ikke helt forstod hvad hun snakkede om. Albuen...?
OH! Right. De stod stadig på bueskydningsbanen. Hans blik vandrede over til pilen, der ikke var landet særlig godt, selv ikke for ham. Men inden han nåede at efterprøve det, havde hun overhældt ham med et eller andet koldt. Det var ikke vand...Han kunne ikke helt bedømme hvad det var. Fornærmelser måske? Nej, ikke helt. Frustrationer!
Han rettede sig op og pegede med buen mod hendes mave.
"Du skal være mor nu og din tid med at træne bliver mindre end normalt. At træne mens du er gravid forhøjer risikoen for at du kan tabe det eller på anden måde skade det. At opfordre til kamp mens du faktisk vil bevæge dig dårligere end normalt, er dumt"
Der lå ingen hån i hans stemme. Mere lød det som om han oplæste nogle facts til en time eller noget i den stil. En konstatering.
"Men se det på den lyse side. Du kan sikkert vogte bedre over din baby end din fleste. Hvis nogen kommer for tæt på, kan du faktisk flå dem fra hinanden. Mange praler bare" Han trak igen på skuldrene, før han sendte hende et smil.
"Har du egentlig tænkt dig at blive her med babyen?" spurgte han så, før han endelig trak en ny pil og satte den for buen. Han hævede den og prøvede at rette lidt på albuen, som hun havde foreslået.
"Sådan her?" spurgte han, uanset om hun var midt i et svar eller ej. Alt efter hendes svar, ville han prøve at rette sig ind efter det og skyde pilen af sted. Den landede da bedre, men af en eller anden grund kunne han også bedre koncentrere sig i forhold til for et øjeblik siden. Måske grundet alle de seriøse emner de bevægede sig igennem.

Hun nikkede lidt til hvad han sagde om Dionte. Det lød ikke helt forkert fra hvad hun havde hørt. Hun trak på skuldrene.
"Dionte aner ikke hvad han vil, du skal ikke tage det personligt. Drengen var forvirret og hovedløs inden du dukkede op. Jeg tvivler på du har gjort tingene lettere for ham, og at du har nuppet Delia hjælper ikke på tingene. Igen, dejligt nogen kan lave drama når jeg er forhindret," kommenterede hun med et smil om munden. Hun kendte Dionte, de havde delt alkohol sammen før, og sikkert gået længere end det, men så var det uden hun kunne huske det. Til gengæld havde hun lyttet til nogle af hans problemer når han havde drukket. Den mand var mere forvirrende end ikeas brugsanvisninger.
Af ren refleks lagde hun en beskyttende hånd over sin mave da han pegede på den buen. Hun var godt klar over Nolan næppe var en baby dræber, men hun havde nu engang tilegnet sig nye instinkter, og en af dem betød at alt med retning af hendes mave var et no-go.
Hun hørte hvad han sagde, og kunne sådanset også godt se hvad han mente med det. Det var et lidt andet perspektiv end hun havde på det, så hun var ikke enig.
"Mit barn er halvgud. Hun skal nok klare sig," indvendte hun halvhjertet. Hun vidste han havde ret, det var ikke ret ansvarligt at træne mens hun var gravid. Men hvis hun gjorde det ville det vel også gavne hendes ufødte datter? Hun skulle have den bedste start på livet, og det ville Litsa personligt gøre alt for kunne ske.
Til hans spørgsmål nikkede hun en smule.
"Ja. Hendes far er her også. Det er sikrest for hende at vokse op her. Inde for grænsen og det hele. Desuden har jeg ingen familie uden for lejren. Jeg skal ikke rende rundt og være alene mor blandt mennesker." Hun gøs kort som om hun ikke kunne forestille sig noget værre. "Du ligner heller ikke ligefrem en der er klar til at pakke kufferten og forlade Long Island?" pointerede hun kort. At finde sammen med en vejleder var nok cirka det modsatte af at gøre klar til at forlade stedet. Vejledere havde trods alt en opgave at udfylde her, hun ville vide det.
Litsa fulgte pilen med blikket og nikkede en smule. "Præcis. Meget bedre. Jeg troede bueskydning lå i blodet hos Eros' yngel?" Det var en oprigtig undren, hun havde lidt gået ud fra at Nolan bare kunne den slags og alle teknikkerne, fordi hans far trods alt brugte det hver dag. Selv trak hun en ny pil op fra koggeret, satte den på strengen og sendte den af sted. Den var stadig ikke perfekt, men den sad godt nok til at hun var tilfreds. Hun vippede lidt med hovedet i overvejelser om hendes mening om sine egne skydeevner.

Dionte forvirret. Ja, det sagde hun ikke! Han fandt en hvis fornøjelse i at nogen i lejren gav ham ret. Det betød han da ikke kunne tage helt fejl! Men det ændrede ikke på han måtte opsøge Dionte igen og prøve at snakke det ud. Det ødelagde Delias humør og lyst til at være i sin egen hytte og uanset hvordan man drejede det, var han den ansvarlige. Det var hans rygte og tidligere gerninger der ødelagde det for hende, så han måtte også prøve at reparere forholdet mellem bror og søster. Ikke? Det ville han i hvert fald forsøge.
Hans blik gled kortvarigt over på Lits, da hun snakkede om babyen. Han vidste ikke meget til babyer, især ikke mellem halvguder, så han ønskede egentlig ikke at udtale sig yderligere. Folk opdragede dem jo forskelligt, børnene altså. Ikke at han huskede meget af sin egen opdragelse, men det var der dog trods alt. Forhåbentlig, med alle de halvgude-forældre-par der var efterhånden ville ingen af børnene miste deres forældre før de var store nok. Hvis nogensinde...
Han havde ikke den store lyst til at få børn. Nogensinde. Det slog ham nu, mens han tog en ny pil frem.
"Oh...Nej. Dette er mit eneste hjem og har været det de sidste 10 år. Da jeg var i Frankrig med Felix...Menneskernes verden er mangfoldig og livlig, men så fremmede for mig" han skar en svag grimasse.
"Men for at blive her skal jeg jo også lave noget" han trak lidt på den ene skulder. Han havde ansøgt til at blive vejleder, men havde ikke fået svar endnu. Delia havde overbevist ham om at han ville være god til det, men han ønskede ikke at høre Lits tanker om det. Hun ville sikkert håne ham for forsøget...
Det var langt mere behageligt at snakke om bueskydning.
"Altså man er jo ikke bare født ekspert, alle skal vel øve sig. Men jeg må indrømme jeg finder bueskydning langt nemmere end resten. For ikke at nævne en ny evne er dukket op hos mig angående pile, omend jeg ikke aner hvad den gør endnu" han sendte hende et lille smil.
Han satte pilen for buen, sigtede...Og skød. Han blev overrasket - det var hidtil nok det bedste skud han havde skudt nogensinde! Han kunne ikke lade være med at smile selvtilfreds af sig selv, som pilen dirrede i udkanten af grænsen, til den inderste, lille cirkel på målskiven.