Halvblodslejren
Hej med dig!

Velkommen til Halvblodslejren! Godt at du fandt sikkert frem. Vi håber ikke at monstrene har været en alt for stor besværlighed.

Og hvis du allerede er en lejrdeltager i lejren så velkommen tilbage! Håber du har nydt din tid udenfor lejren!
Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Tidsplan


År | 2018

Årstid | Sommer

Måned | August

Latest topics
Top posting users this month


You wonna fight?! (Didi)

Go down

You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Nolan on 2/8/2016, 09:21

S: Dionysos' hytte
T: Midt på dagen
V: Lunt og solrigt

Emnet er tilegnet @Dionte

Han havde haft noget af en gensyns glæde med Delia, efter han var kommet hjem fra Frankrig igen. De havde snakket sammen og lavet visse ting sammen, omend Nolan havde hørt om Delias sammenstød med Dionte og hvordan tingene havde gjort hende ked af det og frustreret. Han havde vist et eller andet sted sagt han ville lade det være, men problemet var at det kunne han ikke! Sidst var han og Dionte blevet enige om at være uenige, men han kunne ikke ignorere det længere. En ting var at Dionte hadede ham, det havde han alle rettigheder til, men noget andet var at han ikke skulle være efter sin egen søster på den måde. Kunne han ikke se at han gjorde Delia ked af det? Han kunne ikke holde det ud. Nogle folk skulle bare være på tværs.
Hånden gled igennem det brune hår, han ellers havde fået klappet lidt ned, så det ikke strittede så slemt. Det så sjældent en kam, så langt var det jo heller ikke! Selv om det nok var vokset lidt...
Anyway!
Dagen var ellers dejlig. Vejret var lunt og solen beærede dem med sin tilstedeværelse. Nolan var iklædt en T-shirt og et par løse shorts, der gik ned over knæet. Fødder var bare. Som noget nyt, havde han faktisk sin halskæde med de ti perler omkring halsen, men perlerne var gemt under t-shirten. Tingene var begyndt at ændre sig, Nolan var begyndt at ændre sig. Faktisk gjorde det hele ham lidt nervøs. Han havde ansøgt til at blive vejleder, efter Delia havde foreslået ham det, men...Men de ville da aldrig sige ja tak til ham! Han var jo kendt for at lave ballade. Men samtidig hørte han til her, på lejren. Ikke ude i den store verden.

Hans hånd gled over nakken, der lige nu blev grillet af solen bag ham, da han trådte op på terrassen og i et øjeblik mærkede den prisgivede, kølige skygge. Han gav sig ikke tid til at tænke, i stedet trådte han direkte han over til døren og bankede på, før han blot åbnede døren og trådte ind. Han havde været her en del før, senest var da Delia gav ham et par dråber af deres specielle vin, som havde slået ham helt i gulvet. Smagen fik ham næsten lyst til at finde kælderen igen - men han modstod. Hans blik gled over stuen. Gad vide om Dionte overhoved var hjemme? Han vinkede lidt til en af de andre der sad i stuen. Han ville være kommet her mere, for Delia, var det ikke fordi han vidste overhovedet af klanen hadede ham.
"Såå...har nogen set Dionte?" spurgte han så.

_______________________________
avatar
Nolan
Præfekt

Fulde navn : Nolan Deering
Alder : 23
Antal indlæg : 360
Join date : 14/08/15
Bosted : Lejren. Hytte 20

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Dionte on 2/8/2016, 13:19

Dionte havde valgt at bruge dagen hjemme i hytten. Han havde muligvis håbet på hans lillesøster, Delia, ville være der bare noget af tiden, men som alle andre dage undgik hun ham. Hvis han kendte hende var hun enten i hytte 8 eller hytte 14. For at beskæftige sig selv mens han ventede tålmodigt, brugte han tiden på at slibe sværd og pudse andet grej på sit værelse. Døren stod åben, som den gjorde det meste af tiden, mest for at kunne høre hvis nogle af hans søskende kaldte eller der var brug for ham. Han var trods alt en af de ældste i hytten, han havde et ansvar. Han tog det meget seriøst, hvilket var grunden til han gerne ville have fat på Delia og diskutere hendes valg af kæreste, for der havde hendes dømmekraft slået fejl. 
Det var ikke fordi han altid blandede sig i alt, men når hans søskende valgte at bruge tid med de forkerte folk, så følte han at han måtte træde til. Han gjorde det jo kun fordi han holdt af sin søster, hvorfor kunne hun ikke se det? Han ville bare gerne passe på hende, og det så han sig selv bedre i stand til end en eller anden fyr hun havde mødt bare sådan. Og så lige den fyr. 
Diontes opmærksomhed blev flyttet fra hans våben og mod lyden af en velkendt stemme fra fællesarealet. I det mindste havde han ikke den frækhed at komme her og spørger efter Delia mens han var her. Men derimod ham. Undrende kom Dionte op og stå og gik ud til de andre, og krydsede armene. 
"Jeg er lige her. Hvad vil du?" Hvis ikke hans kropssprog viste at Nolan var velkommen, så gjorde tonen i hans stemme det i hvert fald. Han søskende så usikkert på ham, men han lod sig ikke rigtigt mærke af det. Han vidste hvad han gjorde, og han vidste hvem han ville have i deres hytte. Nolan var ikke en af dem. 

//Ikke det længste, sry xD
avatar
Dionte

Fulde navn : Dionte Anderson
Antal indlæg : 55
Join date : 27/10/13
Bosted : Dionysos hytte

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Nolan on 3/8/2016, 10:20

Så snart han så fyren igen, kom han i tanke om hvor stædig og dum fyren var. Hvorfor prøvede han overhoved? Det var en tabt kamp. Alle former for logik var spildt på denne fyr. Men han vidste hvorfor - For Delia. Derfor måtte han prøve, hvor tabt kampen ellers var.
Derfor sendte han straks Didi et smil, som om han slet ikke bemærkede hvor uvelkommen han var. I stedet slog han let ud med armene. Han overvejede om de burde finde et sted for dem selv, men tænkte så at det kunne være lige meget om nogen bevidnede det. Igen.
"Åh, altid så velkommen!" bemærkede han, før han besluttede sig at droppe noget af ironien, som han normalt mødte verdenen med.
Hvor skulle han starte? Han kløede sig lidt i nakken. Jah...Tabt kamp...
"Jeg har besluttet mig for at være lige så stædig som dig" bemærkede han, langt mere seriøs end før. Næppe fordi hans humør havde nogen betydning for Didi.
"Det er faktisk Delia jeg vil snakke om. Da jeg kom hjem fra min rejse, var det umuligt ikke at bemærke hvilke to, hårde uger hun havde haft. Og det tog ikke lang tid før jeg fik historien...." Jo mere han sagde, jo mere vred følte han sig. Han fornemmede blikkene fra de børn af Dionysos, der sad i stuen.
"...Jeg forstår ikke en fyr der gør alt hvad han kan, for at sikre hans lillesøster er ulykkelig. Sidst blev vi enige om at du kunne hade mig så tosset du ville, men jeg havde aldrig drømt om at du ville være efter Delia, som inkvisitionen var efter hekse! Så..." han slog let ud med armene og så op på Dionte igen med løftede øjenbryn.
"Noget må da kunne overbevise dig om at acceptere mig på en eller anden måde!" Han havde efterhånden indset at det ikke nyttede noget kun at snakke om at Delia burde være glad. For det var tydeligt Dionte hadede Nolan så meget, at det skulle gå ud over Delia. Derfor måtte han prøve på en anden måde og se om han kunne ændre noget af Diontes syn på ham selv.

_______________________________
avatar
Nolan
Præfekt

Fulde navn : Nolan Deering
Alder : 23
Antal indlæg : 360
Join date : 14/08/15
Bosted : Lejren. Hytte 20

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Dionte on 4/8/2016, 15:21

Dionte så uimponeret på Nolan, og var slet ikke i nærheden af at overveje og smile. Der var intet ved hans tilstedeværelse i hytten der gjorde ham glad eller havde en positiv effekt på ham, så han udtryk forblev uvelkommen og bidsk. Han så ikke på sine søskende, men havde sit fokus fast rettet på Nolan. Han var godt klar over det her ikke ville blive kønt, det var det som regel ikke med de to drenge, så han havde ikke brug for at trække mere opmærksomhed fra sine søskende end nødvendigt. 
Han fnøs kort af Nolan og hans udsagn om at være lige så stædig. Det var ikke stædighed det handlede om. Det handlede om principper og normer, og mest af alt opførsel. Men siden Nolan havde frækheden til at troppe op i deres hytte, var tydeligvis ikke sivet ind. 
"Jeg er ikke efter Delia på nogen måde. Jeg prøvede at tale med hende, men efter hun har været under indflydelse fra dig, er det blevet væsentligt sværere. Hvilket jeg har svært ved at tro er et tilfælde," svarede Dionte igen. Han var hverken rendt efter hende med høtyve eller fakler, han havde kun prøvet at tale med hende, men hun havde ikke villet høre. Og han var ret sikker på det ikke komme et fremmed sted fra. 
"Jeg kommer ikke til at accepterer dig, slet ikke når du intet positivt gør for hende. Vis mig den ene positive effekt du har haft på hende? At stjæle vin fra vores kælder, måske?" Diontes arme faldt ned langs hans sider i stedet for at være krydsede, og han trådte et skridt tættere på. Han var ikke truende eller vred, kun uforstående og skuffet, og fornærmet på et eller andet plan. 
"Kan du virkelig se mig i øjnene, og fortæller mig du er en god indflydelse for hende? Kan du mene du er det? For jeg kan ikke se det. Hun er min søster, og jeg har ikke tænkt mig bare at acceptere når en af halvguderne med det dårligste rygte kommer rendende til hende." Hvordan kunne Nolan ikke selv se det? Han fattede det ikke. Han måtte vel have en eller anden form for selverkendelse. 
Dionte blev på afstand, og krydsede igen armene, mens han så undrende og afventende på Nolan. 
"Det her handler ikke om at hade dig. Det handler om at sørger for du ikke kommer for tæt på min søster og sårer hende." Selvom Dionte hadede ham en smule, så var det mest fordi han frygtede Nolan ville såre Delia, og det kunne han ikke tillade.
avatar
Dionte

Fulde navn : Dionte Anderson
Antal indlæg : 55
Join date : 27/10/13
Bosted : Dionysos hytte

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Nolan on 6/8/2016, 09:35

Jo mere Dionte sagde, jo mere mærkede Nolan sit indre brænde og syde af vrede. Hans ene hånd knyttede sig lidt, før den åbnede sig igen. Ikke fordi han var voldlig anlagt, men han vidste aldrig hvad han skulle gøre af sin vrede, når den en sjælden gang dukkede op. Han var sjældent vred og han tvivlede på særlig mange på lejren havde set ham vred. Normalt plejede han at bruge den nye energi på at sende flere spydige kommentarer, men i dette tilfælde ville latterlige kommentarer og jokes ikke hjælpe på noget som helst, når han helst ikke skulle gøre Dionte til en yderligere fjende.
"Den måde du snakker om hende, er det som om hun ikke ejer evnen til at tænke selv, til at være sin egen person! Er det problemet? At du aldrig har set hende som et selvstændigt væsen og du nu har mistet din altoverskyggende indflydelse på hende?!" snerrede han.
Hvorfor skulle han, der sjældent oplevede forelske og i starten slet ikke ville indrømme han var det, pludselig forklare om han gjorde noget godt? Med hans naturlige usikkerhed, kunne han sagtens komme i tvivl om hvorvidt han gjorde noget godt. Men ikke over for Delia, han ville gøre alt i sin magt til altid at passe på hende. At se hende smile og grine igen.
"Du har bare besluttet dig for at det hele er dårligt! Men du har end ikke set os sammen, du har end ikke set hvordan hun har det, har du vel? Du har ikke set den måde hun smiler på eller hendes frie latter! Du har end ikke bemærket det gode humør hun har!" bemærkede han, men hans vrede kunne ikke helt holde ham fra at understrege det hele med en hård tone.
"Du har så skide travlt med dine egne tanker, at du slet ikke ser hvor langt de skyder forbi virkeligheden omkring dig!" Han slog let ud med armene.
Han overvejede at kommentere at hans rygte ikke kun var dårligt. At nogen nød de ting han gjorde, eller at nogen mente han var god i sengen. Men da det næppe ville hjælpe på omstændighederne, lod han det være. Hvis Didi vidste han havde været sammen med Delia nu, ville det blot tage en tur til det værre. Selv om der ikke kunne gå lang tid før hele lejren vidste det alligevel, da hans søskende næppe kunne holde mund og både Nolan og Delia ingen grund havde til at holde det hemmeligt.
Alligevel var han ved at miste pusten til sidst. At Dionte tænkte så lavt om folk...Han kunne næsten ikke få det ind i sit hoved, at nogen pr. automatik kunne være så dårligt et menneske.
"Jeg vil aldrig såre hende. Tror du jeg gad stå her og skændes med dig, hvis hun bare var et engangsknald jeg ville gøre alt for at få? Der findes nemmere fisk. For ikke at snakke om dig!" hans stemme var pludselig blevet roligere, mere beregnende...Men ikke mere venlig. Hans øjne skinnede, som han så på Dionte.

_______________________________
avatar
Nolan
Præfekt

Fulde navn : Nolan Deering
Alder : 23
Antal indlæg : 360
Join date : 14/08/15
Bosted : Lejren. Hytte 20

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Dionte on 12/9/2016, 18:46

Dionte rystede på hovedet af Nolan og himlede med øjnene. Det var dog utroligt som han troede han vidste alt. Ikke nok med han kom rendende her, i deres hjem, han kom også og var bedrevidende. Der var en naivitet over det som Dionte fandt yderst latterlig. Han nægtede simpelthen at tro at Nolan kunne kende Delia bedre end han selv gjorde. Hvor længe havde de to overhovedet kendt hinanden? Ikke længe nok til at Nolan skulle stå her og gøre sig klog på noget som helst. 
"Jeg er ligeglad med min indflydelse på hende, men jeg er bekymret for din! Du kender hende jo ikke, gør du? Jeg har boet sammen med hende i to år, jeg har været der med hende når tingene er gået op og ned. Jeg kender min lillesøster, og jeg ved til tider bedre end hende hvad der er godt for hende. Det lyder måske for dig som en åh så forfærdelig ting, men du aner ikke hvad du leger med!" Han kunne ikke nægte at han godt selv kunne høre det lød rimelig styrende. Men det var slet ikke sådan tingene hang sammen. Han prøvede så inderligt at passe på sin søster, selv når hun ikke selv ville have det. Hvis Nolan troede han var noget som helst for Delia, burde han da hjælpe Dionte med at passe på hende, ikke forvirre hende ved at flirte rundt med hende og skabe splid mellem de to søskende. 
"Nej, jeg har ikke set nogen af de ting, for efter du er kommet ind i billedet, vil hun ikke engang tale med mig. De eneste jeg oplever fra hendes side er kulde og dårligt humør, noget jeg aldrig set fra hende før," skød han tilbage med et vredt blik. Han ville da hjertens gerne se Delia glad, men han havde ikke chancen for tiden. Hun undgik ham helt, og han kunne prøve alt han ville, der var intet at hente fra hende. Før Nolan havde hun aldrig lukket ham ude før, og hun havde fortalt og delt sine tanker. Hvordan kunne nogen tro at han bare kunne ignorere den forandring?!
Han rystede på hovedet igen. Nolan var virkelig ikke klar over noget som helst. Hvad vidste han om den virkelighed de andre levede i? I Diontes verden var han i hvert fald ikke troværdig til at snakke om den slags ting, men han valgte ikke at sige det. Situationen var ligesom stram nok i forvejen, han ville ikke til at diskutere virkelighed og fantasi, slet ikke med Nolan. 
Den sidste bemærkning fra Nolan var nok til at efterlade Dionte mundlam et øjeblik. Han havde helt enkelt ikke et comeback. Lige dét var en ting han ikke havde lyst til at diskutere, ikke her foran hans søskende. Han havde en autoritet, i hvert fald en smule tilbage, og den ville han gerne beholde lidt af. Derfor bed han tænderne sammen efter lidt tid og fik et mere dystert udtryk. 
"Jeg synes du skal gå nu. Og så synes jeg ikke du skal kommer herind igen. Hytte 12 er for børn af Dionysos, og deres venner. Du er ingen af delene lige nu, så du har intet at lave her. Og hvis du er så sikker på jeg er den dårlige person i det her, så synes jeg du skal prøve at spørge Delia hvad det er jeg prøver at beskytte hende fra. Hvis hun virkelig holder så meget af dig, må hun også være villig til at fortælle dig hvad der ligger til grund for det hele." Diontes stemme var også sænket, men med en tydelig, hadefuld tone. Han skulle med glæde selv fjerne Nolan fra hytten, hvis drengen ikke gik selv. Det kunne godt være Nolan var ældre, men Dionte havde trænet mere end ham, han var sikker på han sagtens kunne klare ham i kamp hvis det endelig skulle komme til det. Han håbede alligevel at slippe for det, han havde ikke brug for hans forhold til Delia blev forværret.
avatar
Dionte

Fulde navn : Dionte Anderson
Antal indlæg : 55
Join date : 27/10/13
Bosted : Dionysos hytte

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Nolan on 27/9/2016, 12:40

Hans øjne skinnede. I et øjeblik troede han faktisk på de kunne have en okay normal samtale om dette her...At Dionte endelig tonede ned for aggressiviteten i sin stemme. Han forstod stadig ikke helt hvorfor Dionte havde udnævnt ham til årets skurk, hvorfor han hadede ham så meget! Men han var her for Delias skyld. Det gik hende på at hun var uvenner med sin bror, at tingene var som de var og det var rigtig nok til dels Nolans skyld. Han forstod godt Dionte ville beskytte...Men for helvede, manden nægtede jo at lytte eller se noget for næsen af ham! Hvordan argumenterede man mod det? Han burde næsten have ventet til Delia stod her også, så de alle tre kunne tage snakken, men hun havde sagt han ikke skulle opsøge Dionte, at der ikke var noget. Også selv om Nolan vidste der VAR noget.
Han trak vejret dybt og løftede sine øjenbryn en smule. Han måtte vel vise sig fra den...store side...Eller hvad det hed.
"Nej, jeg kender hende ikke som du gør. At kende en person er en proces der sagtens kan tage hele livet. For ikke at snakke om folk kan ændre sig. Men det ville gå betydeligt nemmere, hvis jeg ikke skulle bekæmpe hendes storebror på sidesporet" bemærkede han i en noget rolig tone.
"Men det lyder næsten som om du ser Delia som et våben. Hvad er du så bange for?" spurgte han og slog let ud med armene. Hvorfor ville manden dog ikke bare fortælle ham det?!
"At være søskende betyder ikke man bare kan styre hinandens liv. Sådan noget er baseret på respekt og forståelse. Men du lytter jo slet ikke til hende...Der er intet at sige til hun giver dig den kolde skulder!" bemærkede han. Stadig i den samme, rolige tone. Ikke at han gik ud fra Dionte ville tro ham...Han havde et simpelt forhold til sine halvsøskende, fordi Eros' børn var lette anlagte. Felix var den han havde det bedste med og måske det punkt hvor han bedst kunne relatere til Dionte...Bortset fra han opfordrede Felix til at gå ud og opleve livet. Når det kom til stykket, stod han jo bare og udtalte sig om de princippet og værdier han selv mente var rigtige. Måske med minimal erfaring på området. Men det gjorde ikke han følte det var mindre rigtigt!

Ved de sidste ord, stod Nolan for en stund og bare kiggede på Dionte, men uden at flytte sig. Til sidst gled Nolans skuldre ned...Men ikke i overgivelse. I stedet gled hans arme over kors, som han valsede over til et bord og lænede sig forholdsvis afslappet op af det, som tegn til at han ikke gik nogen vegne.
"Så længe Delia ønsker mig i sit selskab, har jeg lov til at være i hytten" Han var lige ved at tilføje 'kong Dionte', men nåede at bide ordene i sig selv inden de - måske igen - ville forværre alt. Hvorfor var det kun ham der skulle ydmyges og prøve at kravle rundt på gulvet for at finde en løsning? Hvorfor var Dionte så indstillet på uvenskab og...Dårligdom?
"Jeg troede jeg lå til grund for det hele" bemærkede han. Han var roligere nu, velvidende Dionte ikke var. Forhåbentlig kunne det give ham en form for overhånd?
"Jeg går ikke før vi har løst det her"


_______________________________
avatar
Nolan
Præfekt

Fulde navn : Nolan Deering
Alder : 23
Antal indlæg : 360
Join date : 14/08/15
Bosted : Lejren. Hytte 20

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Dionte on 26/1/2017, 20:23

Dionte sukkede opgivende. Han så ikke længere nogen udvej end at sætte Nolan ind i det hele. Det ville gå imod alt han havde lovet Delia, han ville bryde hendes tillid endnu mere og han ville gøre hvad han havde svoret aldrig at gøre - at fortælle hendes hemmelighed, og hendes historie. Hun havde åbenbart ikke selv gjort det, og hvis ikke han nu fik det overstået, så ville situationen mellem Nolan og ham aldrig ændre sig. De kæmpede for det samme, men i to forskellige virkeligheder. De ville jo begge bare se Delia glad. 
"Gå med jer, bare et øjeblik," bad Dionte lavmælt sine søskende. De så mellem hinanden, og de sprang ikke ligefrem op, men alligevel fulgte de hans bøn og forlod hytten så det efterlod Nolan og Dionte sammen. Det kunne måske godt virke som om Dionte nu lagde op til en mand-mod-mand kamp, men han ville faktisk bare gerne snakke, bare for én gangs skyld. 
Han satte sig ned i en stol og så over på Nolan. "Det har aldrig handlet om dig, jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal sige det. Det her handler om min søster, men ikke på den måde du tror. Sæt dig ned, så skal jeg nok forklarer mig. Men jeg bryder et løfte jeg gav Delia ved det her, det håber jeg du kan leve med." Dionte gjorde gestus mod en stol ved siden af ham. Nolan kunne jo sætte sig eller lade vær, det kunne han hverken gøre fra eller til ved. 

Det tog Dionte lidt tid at tage sig sammen. Han gned hænderne og så tænksomt ned i gulvet, inden hans tankerne havde samlet sig nok til at kunne forklare sig ordenligt. "Når jeg siger det her handler om Delia, så er det fordi hun er farlig. For sig selv. Jeg er sikker på hun har fortalt dig om skænderiet vi havde mens du var væk. Dig fortæller hun jo næsten alt," kommenterede DIonte tørt, og så over på Nolan. "Kender du til hendes kræfter? Noget siger mig du kender de fleste, men vidste du at hun kan gøre folk sindssyge?" Dionte lænede sig tilbage i stolen og så mere afslappet ud nu, og lignede for en gangs skyld en bekymret bror, og ikke en krigerisk og overbeskyttende én. 
"Jeg var der første gang det skete. Det var ikke kønt. Det var i den menneskelige verden, vi var på vej her til lejren, vi stod og ventede på en bus og som der så tit sker blandt mennesker, opstod der et skænderi. Delia er noget så konflikt sky, og da hun blev trukket ind i problematikken blev det for meget for hende. Hendes kræfter slog ind for at beskytte hende, og fyren der stod og råbte af hende mistede forstanden fra det ene øjeblik til det andet. Man kunne se hvordan alt fornuft og logik ligesom bare... forlod hans blik." Dionte gøs kort ved mindet. 
"Hun var selvfølgelig helt ude af den. Hun har aldrig været så utrøstelig i hele sit liv, hvilket kun gjorde alt værre. Ser du, hendes kræfter afhængig rigtig meget af hendes følelser, og specielt det med at pille ved folks mentale sundhed. Hun bad mig den gang om at passe på hende, og sørger for hun aldrig gjorde noget lignende igen, og hun fik mig til at love jeg aldrig ville fortælle det til nogen, hun ville ikke havde folk blev bange for hende. Kan du selv sætte dig ind i historien, eller?" Dionte sukkede kort og så ind i Nolans øjne. Han havde brudt alle de løfter han havde givet den gang, og han håbede det var den rigtige han havde afsløret det hele for. Det hele gjaldt hans søsters helbred og hendes lykke. 
"Jeg har prøvet at gøre alt det rigtige. Da hun mødte dig, da hun blev glad for dig... Jeg har jo selv været offer for din charme, og jeg vidste at hvis hun blev såret, hvis du behandlede hende som du gjorde mig, det kan hun ikke holde til. Jeg er ligeglad, jeg lægger intet i det, men Delia.. Hun er mere naiv. Og et knust hjerte for hende er en knust forstand for dig," forklarede han roligt videre, stadig uden at være aggressiv eller hånende. Han håbede vitterligt Nolan kunne forstå det, kunne forstå ham, og kunne forstå Delia. Bare lidt bedre. 

//Woohoo, mega hurtigt svar. Under 4 måneder!
avatar
Dionte

Fulde navn : Dionte Anderson
Antal indlæg : 55
Join date : 27/10/13
Bosted : Dionysos hytte

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Nolan on 2/4/2017, 09:18

Han tøvede, da de andre havde forladt hytten. Langsomt gled hans arme fra hinanden og han gik over satte sig. Han kunne jo ikke så godt gøre andet, når han selv havde advokeret for en rolig samtale om tingene mellem dem. På stolen trak han den ene fod op, så foden hvilede mod det andet ben på stolen. Nolan sad sjældent helt afslappet med ret ryg og begge fødder på gulvet, det var han simpelthen for urolig til.
Han var stille. Lod bare Dionte snakke, uanset om det brød et løfte. I dette tilfælde virkede det som den eneste løsning. Han ville indrømme det over for Delia - hun skulle vide at han ved det. Hvem kunne have et forhold, der var baseret på uærlighed? Nolan ville ikke. Men Delia var den eneste der havde prøvet at forstå ham og hans vilde personlighed. Nok også den eneste på lejren der forstod at tæmme den lidt og skubbe ham i en mere seriøs retning i livet. Ellers havde han aldrig ansøgt til at vejleder selv. Noget mange overså, var at bag den vilde facade gemte sig en ung mand med en masse usikkerhed. Men Delia vidste den var der og viste hensyn til den, uden at det direkte blev et emne mellem dem.

Hans blik gled ned mod gulvet, mens han lyttede. Nok var han seksuelt erfaren, men det betød ikke han var uden følelser eller empati for andre. Faktisk ville han vove og påstå han var ret god til den slags. Alligevel havde han en helt anden forståelse af hvad der var brug for.
Hans blik gled op. Dionte ville sikkert tro han intet forstod...Men dette var for Delias skyld, så han var ret ligeglad. Langsomt bredte der sig et smil på hans læber.
"Virkelig?" Han lød næsten som om han havde forventet noget langt værre. Ude af stand til at sidde selv for længere tid, drejede han sig på stolen og endte med at have trukket begge op under sig, selv om hans skinneben gjorde ondt mod stolens kanter. Hans ene hånd fløj ud og puffede let til Dionte.
"Det var ikke så svært, var det vel? Men hør nu..." Han trak vejret dybt, som hans ben gled ned på gulvet igen, kun for at han kunne rejse sig op og begynde at gå lidt frem og tilbage.
"Jeg er uenig i at hun skal være bange for hendes evne. Men det er ikke noget jeg skal snakke med dig om, hvis det endelig er. Så lige nu må pointen være at det er vigtigere hun er glad, får muligheden for at tænke på andet end at hun har den evne og vide at folk ikke er bange for hende, selv om hun har denne evne. Med folk mener jeg mig" Bemærkede han og stak en finger i vejret, som tegn til at han ikke var færdig, hvis Dionte sad klar med flere vrede ord.
"Jeg er beæret over du tænker på mit velbefindende..." Selvfølgelig var det for Delias skyld. Men Nolan greb ofte en chance til at virke lidt mere selvsikker.
"...Men jeg frygter hende ikke. Hun vil ikke gøre mig ondt. Og jeg vil ikke gøre hende ondt. Jeg ved godt du ikke tror på mig...Hvilke tanker du så end har om Eros' børn. Om vi er tanketomme og følelsestomme sexdukker eller hvad du tror om os. Det er bare ikke helt sandheden. Desuden er hun ikke så naiv og dum som du gør hende. Hun er en stærk karakter. Nogle gange er det faktisk hende der lægger op til at lave ballade!" forsikrede han Dionte. Hans arme var fløjet rundt for at understrege hans pointer med bevægelser. Lige nu havde han slået en smule ud med armene, som om han havde blottet sig fuldstændigt for Dionte og at hvis Dionte ikke forstod noget nu, ville han aldrig gøre det.
"Du beskytter hende ikke ved at holde hende fra alt og alle hun selv vil være sammen med. Men jeg har ingen planer om at hive hende rundt ved næsen"
Sure. I starten havde hun blot været interessant. Jomfru, tilmed, men med et princip om hvem der måtte gøre hende ikke-jomfru. En ære der nu var faldet til Nolan, men altså...
Tingene havde udviklet sig. Og han var ikke bange for at der ville ske noget. Måske var han den naive? Eller også havde han en stor tiltro til sine medmennesker. Sine...Med-halvguder?

//Selv undskyld xD Det er svært at tage sig sammen, når resten af siden er død. Men hørte en sang jeg plejede at høre som Nolan og savnede det hele xD

_______________________________
avatar
Nolan
Præfekt

Fulde navn : Nolan Deering
Alder : 23
Antal indlæg : 360
Join date : 14/08/15
Bosted : Lejren. Hytte 20

Tilbage til toppen Go down

Re: You wonna fight?! (Didi)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum