Jeg sværger, jeg klarer mig - Isra

T: omkring fem om eftermiddagen
S: pladsen lige før stierne til hytterne
V: mildt vejr, ingen regn eller hånd vind. Overskyet og en anelse køligt.
O: nyankomne såvel som andre beboere i lejren samlet for at hilse og takke af for dagens træning.
P: grå jeans og sorte sneakers, en sort t-shirt med en skrig-grøn åben hættetrøje over

Mange mente alt for meget - det havde han da lært gennem tiden. Efter en uges til i lejren havde Esra endnu ikke rigtig fundet ud af hvad han ville - om han overhovedet ville noget. Hans såkaldte søskende mindede alt for meget om ham selv; dystre og ulmende, med tendenser til vredesudbrud og latterlige komplotter. Det var ikke ligefrem behageligt at være i nærheden af dem, mest af alt fordi de lignede ham. Han havde altid troet han var en unik person, men det sekund han havde nødtvunget trådt ind i lejren, havde han erfaret at han blot var endnu en i mængden af... halvguder, tilsyneladende. Han halvulmende mine klædte ham, havde han engang fået at vide. at det var ligefrem tiltrækkende, når han surmulede. Han var dog ligeglad, som altid. Han vidste godt at hans held med andre havde været dét - held. Intet andet.
''Webster!'' lød et brøl gennem lejrens bålplads, og Esra fik kort et lille skævt smil i mundvigen - et smil han om få sekunder nok skulle fortryde. Mod ham kom en kolos af en knægt trampende - en af dem man troede var på mere end bare pulversukker. Jorden rystede svagt omkring dem, da knægten endelig fandt frem til Esra. Esra holdte hænderne oppe i et forsøg på at dæmpe den højrystede kolos, men det resulterede bare i at han fik et slag direkte på siden af tindingen.
''Jeg sagde til dig at du skulle holde dig væk fra hende!'' brølede kolossen, men Esra så bare på ham med det samme skæve smil som før; ''Det er hende der ikke kan holde sig fra mig, kære. Ikke omvendt'' sagde han med en slesk stemme, en stemme der nemt kunne forvæksles med en elsker i sengen. Men som altid, var kolossen ikke til at hindre, da han greb Esra i kraven på hans t-shirt, og løftede ham på så hans fødder dinglede omkring femten centimeter over jorden.
''Du holder dig fra hende, forstået!?'' brølede kolossen, men Esra smilede forsat. ''Jeg troede en datter af Artemis sagtens kunne beskytte sin dyd selv?'' hans ord blev kvalt da kolossen hamrede en knytnæve direkte ind i mellemgulvet på Esra og derefter smed ham fra sig så han gled flere meter hen af jorden. Kolossen så sig omkring, brummede af dem der prøvede at nærme sig, og forlod derefter pladsen igen. Esra satte sig op, omtumlet og med kvalmen siddende i halsen. Han hostede et par gange, og en smule blod valgte da også at forlade hans svælg, inden han prøvede at rejse sig. Han måtte dog erkende, at han ikke fik rejst sig ordenligt, da han atter faldt ned og sidde igen. Et brækket ribben, måske to. Intet slemt, men stadig ubehageligt. Sådan var livet.
Han sukkede, himlede med øjnene og fik atter rejst sig. Han støttede sig til en af bænkene mens han fik balancen igen, inden han begyndte at gå hen mod Hades Hytte - omend lidt vaklende.

P: En beige lettere oversize striksweater til et par lyseblå jeans med huller på knæene, samt et par sorte sneakers.

Et tungt suk forlod Isras læber, som hun gav sig til at bevæge sig væk fra bålpladsen med en af hendes halvsøskende ved sin side. Samtalen der kørte imellem de to relaterede var kun overfladisk og bestod mest af nik og fraser som ’fedt’, ’ja da’ og ’okay’ fra Isras side af. Hvordan hendes samtalepartner ikke havde lagt mærke til hendes manglende entusiasme forblev en gåde for den unge Apollondatter. Hun var bare imponeret over, at ikke alle havde givet op på hende endnu. Selvom der nok ikke ville gå alt for lang tid, før dette ville ske. Men sådan var det med hende; hun skubbede folk væk og gad egentlig ikke have noget gøre med nogen, hvis hun kunne slippe. For uanset hvad var bekendtskaber intet andet end nytteløse og venskaber blot midlertidige.
Da småsnakken begyndte at blive for meget til at Isras hoved kunne håndtere det, stoppede hun brat op. ”Jeg har glemt noget tilbage på pladsen, du kan bare smutte hen til hytten uden mig.” Løgnen blev godtaget, før hun fik chancen for at forklare yderligere. Lettet åndede hun ud, som hun så sin halvsøster gå videre mod hytterne uden så meget som at kaste et blik tilbage. Den stramme fornemmelse der havde spiret i hendes mave fadede hen og igen følte hun sig nogenlunde tilpas. For at være ærlig, vidste hun ikke hvorfor hun havde det sådan. Hvorfor hun ikke bare kunne nyde andres selskab som enhver anden normal person. Hun sank en klump. Det var ligegyldigt. Sådan var det bare. Hun havde ikke lyst til at tænke mere over grunden. Ikke lige nu i hvert fald. At finde frem til grunden kunne altid være et fremragende middel til selvtortur på et andet tidspunkt. Men nu ville hun benytte sin frihed til at få tømt sit hoved. Og den bedste måde at gøre det på, var ved at gå en tur alene og få noget frisk luft.
Dog skulle det vise sig, at hun ikke ville nå så langt. For før hun havde nået at beslutte sig for en rute, kom en ældre fyr med rødbrunt hår vaklende nærmere. Han så ikke for godt ud. Automatisk faldt hendes ansigt i undrende folder; brynene gled tættere på hinanden og én enkel rynke poppede frem imellem dem. En nysgerrighed blev tændt i hende, men hun prøvede at beherske sig selv. De chokoladebrune øjne fulgte den fregnede fyr, men hun forblev tavs – dog slap et spørgsmål ud mellem hendes rosa læber, da han skulle til at passere hende; ”Hvad er der sket med dig?” Spørgsmålet lød nogenlunde neutralt - ikke bekymret, kun en anelse nysgerrigt, men alligevel kunne hun mærke irritationen over ikke at kunne ignorere ham vokse i hendes mave.

Han havde ikke opdaget den unge Apollondatter før hun faktisk talte til ham. I et par - alt for lange - sekunder stod han blot og studerede hende. Hvorfor spurgte hun? Hvad ville hun få ud af svaret? Han valgte dog at droppe sin skepsis, udelukkende fordi han ikke orkede den. Lige meget hvilken information hun fik, ville hun alligevel ikke kunne bruge den - for meget - mod ham.
''En kollos der mente at jeg havde ligget i med hans veninde. Du ved, en søn af Ares''. Det sidste sagde han med et tonefald der kun kunne give indtrykket af at han ikke havde meget tilovers for den gren af familien. Han var ikke fan af de tomhovedet hystader i Ares' Hytte.
Efter endnu et par sekunder så han dog direkte på Isra, dybt ind i hendes øjne - uden at det var meningen.
''Blev din søsters smalltalk for meget?..'' spurgte han, og nikkede kort hen mod den pige som Isra for kort tid siden havde snakket med. Nikket var diskret, minimalt, og alligevel sendte det et lyn af ubehag gennem ham. Det måtte havde været slaget i ansigtet. Han skar tænder og missede med øjnene, men prøvede at lade som ingen ting.
''Undskyld, jeg byrde ikke blande mig.'' sagde han, og rakte sin hånd frem i en ganske almen gestus.
''Mit navn er Webster - eller, øh, Esra Webster, faktisk.'' sagde han og gned sig i nakken med den anden hånd - ganske anime-style.
Han var ikke en uhøflig person, tvært imod. Ingen stolede på en uhøflig ung mand. Han var oftest venlig, tiltalende. Indtil man havde givet ham hvad han ville have eller havde brug for. I dette tilfælde, lod det til at han havde brug for nogen at snakke med - måske endda en der kunne holde ham lidt med selskab så længe han ikke orkede sine søskende.

Rynken imellem Isras bryn blev nedbrudt af den ældre fyrs svar. Tonelejet hans indskydelse blev sagt med gjorde hende intet – nogen ville måske forsvare krigsgudens afkom, men hun trak blot på skulderne og sagde; ”Åh. Okay.” Hun brød sig alligevel ikke vitterligt meget om dem fra hytte fem. Der var ikke rigtigt en god årsag til dette udover, at hun ikke var den største fan af deres oplæste attitude. Det var muligvis en generalisering at sige, at de alle besad denne attitude, men dem hun havde snakket med havde i hvert fald alle haft den.
Den ene nysgerrighed blev udskiftet med en anden; nu da hun havde fundet ud af grunden til hans ilde tilredte fremtræden, blev hun i stedet interesseret i om hvorvidt det Kødklumpen havde troet var korrekt eller ej. Hun trak lettere fascineret på det ene smilebånd, dog ikke nok til at hendes tænder kom til syne. ”Og havde du?”
Ved hans intense øjenkontakt der efterfølgende førte til et spørgsmål om hende og hendes søsters samtale, sank hun en klump. Han var mere observant end hun var vant til, at folk var. Dog nåede hun ikke at sige noget, før han gav hende en udvej til ikke at svare. Hun overvejede at lade spørgsmålet forsvinde uden et svar, men tænkte at hun ligeså godt kunne være ærlig – for han virkede ikke som typen der ville sladre. ”Nej, det er okay. Men, ja, det gjorde det. Altså.. Hun har det bare med at snakke og snakke uden at sige noget, og jeg ved ikke, min hjerne var ved at eksplodere af det til sidst.” Hun rømmede sig lavmælt og rykkede lidt utilpas på sig. Det var for meget information at dele, følte hun, men det var for sent at trække i land.
Hendes øjne faldt på hans hånd, da han holdt den frem. Hun greb den og gav den et blidt tryk. ”Isra Cohen.” Svarede hun med et høfligt smil kun de færreste fik at se, hvorefter hun hurtigt gav slip på hans hånd igen. Hendes blik gled undersøgende over den såkaldte Esras ansigt, da hun ikke havde kunnet lade være med at ligge mærke til den mindre grimasse, han havde skåret ved sit nik. Selvom han måske prøvede at skjule det, var der ingen tvivl i hendes sind om, at han måtte have ret så ondt. ”Er du okay?” Spurgte hun og lavede en hentydende håndgestus mod hans ansigt.

Esra smilede svagt, da hun spurgte om situationen med kollossen. Nysgerrigheden havde tilsyneladende overtaget den kære Apollondatter.
''Vi havde fjollet lidt rundt. Men nej, i dén forstand har jeg ikke rørt hende.'' sagde han roligt, omend en smule kælende. Han havde sin egen magt over sine ord, deres lyd og undertone. Men han udnyttede det aldrig - det ville være at bruge hans fars gave, hvilket han ikke var specielt glad for.
Hans tavse tilbud om at undgå besvarelsen af hans spørgsmål var nok gået hende forbi, eller også mente hun at der ingen grund var til at lyve om det - han var ikke sikker. Men sikker, det var han, omkring hendes behov for ro og fred. Det var klart, det blev hurtigt for meget, alle snakker og larmer, vil høre ens mening og fortælle om deres dag. Lyde var.... Påtrængende.
''Tale er sølv, men tavshed er guld - ikke sandt, min kære Apollondatter?'' sagde han, med et delvist drillende glimt i øjet, ingen han rettede sig og hans bryn samlede sig i en forundret grimasse.
''Ser man dét... En Esra og en Isra. Vi lyder som et tvillingepar med en sindsforvirret mor.'' sagde han, stadig med glimtet i øjet.
Hendes oberservation af hans smerte-grimasse skar lidt i hans stolthed. Men, hun havde fortalt om hendes eksploderende hoved, mon ikke han kunne fortælle om hans?
''Kolossen fik et godt slag ind. Ikke andet.'' sagde han roligt, mens han børstede hans en skulder af for jord. Selv dén bevægelse gjorde ondt, men nu var han fast besluttet at hun ikke skulle se når han havde ondt. Det var ikke hendes bekymring. Det skulle det i hvert fald ikke være, ikke hvis han kunne bestemme det.

Hvor al denne nysgerrighed dog kom fra, var Isra ikke i stand til at påpege - måske var det noget over fyrens forslåede tilstand, der tiltrak Apollondelen af hende, siden han jo var guden for healing og alt det der. Eller måske var det, at han ikke lod til at være forfærdelig kedelig som så mange andre. Det var ikke til at sige.
Som han forklarede hvordan sandheden egentlig så ud, nikkede Isra langsomt. "Aha." Sagde hun kort, uden at virke hverken overrasket, skuffet eller noget der imellem over hans svar, nærmest en smule upåvirket. Hun var ikke en kvinde af mange ord, hun lod handlinger tale i stedet - hvilket lød ufatteligt meget som en dårlig cliché, nu hvor hun tænkte det igennem.
Den form for poesi den unge fyrs ord besad, fik Isra til at overgive sig til et lille smil igen. Det var sjældent folk forstod hendes holdning til snak, de fleste havde så tralvt med at tale, at de aldrig havde lært skønheden og behagen ved stilhed. Men han lod til at forstå. "Jeg kunne ikke have sagt det bedre, kære Hadessøn." Svarede hun på samme manér som han havde spurgt; drilsk.
Et fornøjet snøft forlod hende. Det var en besynderlig idé, men hun kunne sagtens se det for sig. "Sandt."
Skaden Kolossen havde påført den fregnede Hadessøn lod til at være større end hvad han selv ville indrømme. En af Isras gaver fra hendes far var evnen til at hele mindre skader, så hun følte sig næsten tvunget til at tilbyde sin hjælp. Ville hun være en sand datter af Apollon, hvis hun ikke tilbød heling til en mand i smerte? "Oh.." Hun holdt en kort pause for at give sig selv mulighed for at beslutte om hun ville gøre brug af sine kræfter eller ej. Den første valgmulighed blev valgt. "Altså, hvis du ønsker det, kan jeg godt.. Hjælpe." Tilbød hun med et sigende toneleje, der hentød til at med 'hjælpe' mente hun mere end blot fikse hans smerter med medicinske eller andre lægelige redskaber, men derimod på en mere magiskvis. Hvis man overhovedet kunne lægge så meget betydning i så få ord.

Isras tilbud om at hjælpe ham var uventet - godt nok var hun en datter af Apollon, men han havde ikke regnet med at hun faktisk var interesseret i at hjælpe en søn af Hades.
''Man ligger som man har redt. I dette tilfælde havde jeg ikke taget truslen for gode varer, og dette er resultatet. Man lærer ikke af fejl, hvis disse bliver udbedret med det samme. Eller hvad synes du?'' sagde han, roligt, venligt. Han ville ikke tale for meget - hun kunne tydeligvis ikke lide snakken alt for meget generelt, og han ville ikke generer hende.
''Ærligt.. Jeg har fortjent mere end et par slag... Jeg havde bare ikke forventet at det var ham der ville uddele øretæverne.'' sagde han, med et lille smil - et smil der afslørede rester af blod på hans tænder. Han havde ondt, og hvad end kolossen havde ramt, så var der helt klart sket noget der ikke var helt i orden. Men han ville ikke tage den lette vej, og lade hende hjælpe - ikke med smerterne.
''Men, må jeg foreslå noget andet? En gåtur, for at få tankerne hen på noget andet, end blot en fyr der fik slag?'' foreslog han, mens han nikkede ned mod en sti der ledte ud i skoven. Selvom det ville gøre mere ondt at gå, så var de begge relativt udsatte hvor de stod. Folk ville snakke, nysgerrighed ville være uundgåelig.
''Hvad siger du, Isra - datter af Apollon?'' hans sidste ord var præget af drilleri, udelukkende fordi det var sjovt. Ingen bagtanker - ikke i dag.