Halvblodslejren
Hej med dig!

Velkommen til Halvblodslejren! Godt at du fandt sikkert frem. Vi håber ikke at monstrene har været en alt for stor besværlighed.

Og hvis du allerede er en lejrdeltager i lejren så velkommen tilbage! Håber du har nydt din tid udenfor lejren!
Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Tidsplan


År | 2018

Årstid | Sommer

Måned | August

Latest topics
Top posting users this month


Losing Concentration - Halfdan

Go down

Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 11/8/2018, 03:35

Sted: Arenaen.
Tid: Mandag, ca. 11:45.
Omgivelser: Trænende halvguder og -gudinder af alle slags – med diverse guder og gudinder som forældre og diverse våben i hænderne.
Vejr: Varmt uden de største briser, som vejret så ofte er i Halvblodslejren.
Påklædning: Dette (-tasken).

Som Annabeth sad på sin seng og prøvede at forberede sig mentalt på næste punkt på dagsordenen, kunne hun ikke lade være med at komme med et lidt frustreret udbrud, som hun begravede sit ansigt i sine hænder. Dagen forinden havde hun mødt Halfdan på stranden, ved et tilfælde. Hun var taget med ham ud på et paddle board, hvor de havde været i… en time eller to? Hun vidste det ærligt talt ikke. Hun havde ikke haft den mindste smule fornemmelse af tiden, som hun havde befundet sig dér med ham. Og da hun kom hjem, havde hun nærmest låst sig inde på sit værelse af frustration, samt næsten en frygt for at støde på ham igen, hvis hun forlod sit værelse. Hun havde mærket en tiltrækning til ham for første gang i starten af weekenden, men havde ikke bidt synderligt mærke i dette, da det ikke var usædvanligt. Han var trods alt en utroligt veltrænet og attraktiv ung mand, hvilket hun bestemt ikke var immun for. Men dagen forinden, om søndagen, havde denne tiltrækning eskaleret noget så mærkbart. Hun havde ikke engang vidst, hvad hun skulle gøre af sig selv, så meget havde denne tiltrækning domineret over hendes krop og tanker. Hun huskede ikke nogensinde at have oplevet noget lignende, og hun havde ærligt talt kæmpet for at finde frem til en logisk forklaring. Men intet var dukket op. Hvorfor havde han denne effekt på hende, når han jo egentlig bare var endnu en halvgud? Han besad ikke evnerne til at kontrollere hende på denne måde, ved hjælp af magi. Hvilket egentlig kun gjorde det værre. Hvis det havde været magisk manipulation, kunne hun havde forhindret det med sine egne evner. Og selv, hvis hun ikke kunne, ville der i det mindste være en forklaring. Som tingene var, var der intet, som gav mening. Han var attraktiv, ja, men hun havde da mødt attraktive fyre før. Fyre, som på ingen måde havde fået alle hendes indre systemer til at holde op med at virke optimalt. Hendes krop sitrede af spænding, når hun var nær ham og hendes sind lod hende tilsyneladende aldrig være i fred, fra tanker om ham. Efter stranden havde hun kun forladt hytten for at spise aftensmad, og hun havde været hunderæd for at støde ind i ham igen. Dette var dog ikke sket, så hun havde prist sig lykkelig og var skyndt sig tilbage til sit værelse efter maden. Her var hun blevet, indtil dagen efter. Hun var faldet i søvn efter at have bekymret sig om dagen efter; denne dag; som hendes tanker plagede hende med en genafspilning af dagens begivenheder og udseendet af hans meget let påklædte krop.

Desværre, var tankerne ikke stoppet der. Hun var vågnet op denne morgen, efter at have vendt og drejet sig i sin søvn, såvel som før, med et kaotisk sind. Hendes sind genafspillede da ikke kun reelle hændelser, men også andre scenarier, som føltes mindst ligeså virkelige. Han var det sidste, hun havde tænkt på, inden hun var faldet i søvn, så det gav egentlig kun mening, fra et logisk standpunkt, at han optrådte i hendes drømme. Dette betød dog ikke, at hun brød sig den mindste smule om det. Eller… I drømmene havde hun helt bestemt brudt sig uendeligt meget om det, men dette var jo netop hele problemet. Det havde på en måde gjort det alt for virkeligt. Hun kunne da på ingen måde se ham i øjnene nu, uden at drømmenes udskejelser spillede i hendes tanker. Og hun havde altså haft rigeligt af problemer med sin selvkontrol dagen forinden, inden disse livlige og intense drømme havde hjemsøgt hende. Hun rystede på hovedet, som stadig lå i hendes hænder, og løftede det så endelig. Hun placerede hænderne på hver side af sig, på sengen. Så rejste hun sig op og gik hen for at tage sko på. Hun var fast besluttet på at gøre sit bedste. Hvad mere kunne man også forlange af hende? Hun måtte bare prøve at behandle ham som enhver anden halvgud, hun havde trænet i løbet af sine år i lejren. Det burde kunne lade sig gøre… ikke? Hun åbnede tøvende døren til sit værelse, som hun så trådte ud af, hvorefter hun også forlod selve hytten. Hun var så distraheret af sine hektiske tanker, at hun fuldkommen glemte den cap, som lå klar på hendes sengebord. Halfdans cap, som han havde glemt i våbenkammeret efter deres tilfældige møde om fredagen, inden Capture The Flag. Hun havde ellers haft planer, om at give ham den tilbage i dag, men det var nu altså ikke lige det, som fyldte mest i hendes kaotiske sind.

Hun bevægede sig mod arenaen, med målrettede skridt. Hun kunne sagtens klare sig igennem en lille træningssession. Måske, hvis hun sagde det til sig selv nok, ville hun til sidst tro på det og være i stand til netop dette. Hun stoppede forbi våbenkammeret først, hvor hun lynhurtigt fik spændt sig selv ind i en brystplade af hærdet læder, samt tilhørende beskyttende armplader til underarmene og skinnebenene. Hun skævede ned til bæltet, hvor sværdet befandt sig i sit hylster. Både bælte og sværd havde hun taget på hjemmefra, da det var hendes personlige sværd. Det var tilpasset hende og hun foretrak derfor klart at kæmpe med dette, når der var sværdkamp på programmet. Hun løftede det lidt op og betragtede dets detaljerede skæfte. Øverst var et træ i sølv med en hvid perle i midten. Lige inden klingen startede, blev skæftet til en ugle med udstrakte vinger. Det symboliserede hendes mor. Sværdets klinge var langt, og hun havde en matchende daggert, når sværdet var for meget. Hun lod sværdet glide ned i hylstret igen og kom med et suk, som hun bevægede sig ud af våbenkammeret og ind i arenaen. Hun stillede sig lidt ud til siden, så hun ikke blev placeret midt i en kampzone og betragtede de kæmpende halvguder, som hun tålmodigt ventede på Halfdan. Han kunne dukke op når som helst nu, da klokken var 12 om få minutter.

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 11/8/2018, 10:23


Halfdan havde andre projekter at arbejde på. En masse andre ting der hjalp med at beskæftige ham. Han var, blandt andet, ved at øge sin viden; så han kunne optegne en ny metallisk arm til sig selv. Et sværd til sig selv, som han var i færd med at lave lidt på i fritiden. Og havde såvel også andre våben at lave, for andre halvguder. I teorien, i hvert fald... For selv imens hans hænder arbejdede flittigt i smedjen, eller ved hans arbejdsbord; var hans tanker et helt andet sted. Han kunne derfor ikke arbejde lang tid af gangen, inden han måtte stoppe og stædigt jage den intense tankestrøm væk. Hun var alligevel ikke i nærheden, der var intet han kunne gøre for at følge eller tilfredsstille de lyster; som kom til udtryk i hans tanker. Så disse mange seksuelt frustrerede tanker, syntes både nytteløse og uden pointe... men var alligevel så fandens behagelige, at de hurtigt kom igen. Da den nye uge så endelig havde kaldt ham til aktion, havde han ladet instinkterne tage over; og nærmest hvileløst vandret derhen hvor han skulle være. Før middagen, til bueskydning, havde han endda ødelagt to buer, med et lidt fraværende sind. Men det hele var en mærkelig oplevelse, egentlig. De intense tanker om Annabeth hvilede konstant bagerst i hans sind. Og sneg sig frem så snart han lod sig blive distraheret, eller så snart der var blot et øjebliks ro. At lade tankerne glide hen på Annabeth; var både frivilligt, og ufrivilligt. Nogle gange ganske uskyldige, med et følgende lille smil, og andre gange; tanker der skabte et spænd i hans kæbe, og en desperation efter at beskæftige sig igen. Til enhver tid kunne han, i teorien, jage disse tanker langt væk; og fokusere på noget andet. Men var det virkelig hvad han ville? Et sådan tankemønster syntes næsten truende og ubehageligt for hans overanalyserende sind; givet hans tidligere erfaring med seksuel intensitet. Men var alligevel så fandens behageligt og tilfredsstillende, på samme tid.

Halfdan kom til arenaen, direkte efter en omgang bueskydning. Den tunge brystplade af metal, og segmenterede arm, som Annabeth og ham selv havde fundet om fredagen; var dog blevet droppet. Til gengæld for en ganske kompliceret orden af læderudstyr og rustning; som tvillingerne ihærdigt havde hjulpet ham med at tage på. Efter den smule ballade han havde haft om fredagen, hvor Annabeth havde hjulpet ham; var dette bestemt ikke udstyr han kunne finde ud af at iklæde sig, på egen hånd. Men til en ung mand som Halfdan, af hans bygning og fysiske kapaciteter; var det faktisk meget passende. Det var solidt og hærdet, men endnu mobilt og hindrede ikke hans bevægelser. Sværdet var blot en ganske almindelig gladius, fra våbenkammeret. Spændt i et bælte omkring hans liv. Han var endnu ikke færdig med sit eget projekt, og derved sit eget våben. Så dette måtte være godt nok. Han havde grandøse planer om at lave sig selv et tohåndssværd af indoeuropæisk middelalderligt design; da han efter noget tids overvejelse; havde tænkt at et så kraftigt og tungt våben var perfekt til ham. Hvad den store Halfdan ikke havde i fart og smidighed, havde han trods alt; i råstyrke og fysisk magt. Desuden... så havde han med tiden indset at en metallisk arm kunne tjene som et impromptu skjold, og værne mod mange angreb og slag. Så hvorfor skulle han havde et skjold?

Halfdan trådte roligt ind i arenaen. Og fulgte lidt den bløde kurve af siden rundt, for fødderne af tilskuerpladserne og sæderne. Hans metalliske hånd hvilede mod skæftet og knopen af sværdet, der sad i bæltet. Imens han i sin højre, måske sjovt nok, bar en åben bog. Overraskende nok, for nogle måske, læste Halfdan rigtig meget. Hver morgen efter hans egen træning, og ofte når han havde tid derudover. Halfdans encyklopædiske hukommelse, og nærmest overmenneskelige viden; tillod dog ikke letlæsning. Bogen var Sun Tzu's The Art of War; og Halfdan havde håbet at læsningen ville kunne hjælpe ham en smule i bedringen af hans strategiske instinkter, og måske overføres til den fysiske træning. Ingen ringere end Chiron havde skaffet den til ham, efter kentauren havde lært om Halfdans psykometriske evner og iedetiske hukommelse; og havde nok også haft lidt de samme forhåbninger. Men... Halfdan håbede måske også lidt at det tunge materiale ville være nok til at distrahere ham fra de seksuelt frustrerede tanker; som evigt syntes at plage ham. Lige siden Halfdan havde set Annabeth på stranden, dagen forinden. Det virkede dog overhoved ikke. Men det var et bravt forsøg!
Hans rolige blik var vendt ned mod bogen, imens lange og tunge skridt førte ham instinktivt videre. Hvilket gjorde, at han ikke så de få blikke der blev sendt mod hans metalliske arm; eller den lille gruppe af Afrodites døtre, der fniste da han passerede dem. En enkelt gang, måtte han dog flygtigt fjerne blikket fra bogen, da en søn af Ares havde valgt at stå i vejen for ham. Halfdan tænkte dette måtte være typisk praksis i arenaen... En sådan udfordrende attitude, når en krigerisk halvgud kedede sig; og ledte efter en ny modstander. Eller en ny lejrdeltager at ydmyge foran sine trofaste letpåklædte fans. Halfdan var dog ganske kølig, og gengældte det stirrende blik halvguden gav ham; kun for så at ignorere ham, og gå udenom ham. Hvilket måske havde set lidt sjovt ud, eftersom Halfdan var langt større end denne søn af Ares. Men Halfdan havde ikke tid eller lyst til den slags nonsens. Distraheret fra bogen, atter engang af invasive og knapt så uskyldige tanker; klappede Halfdan bogen i. Han behøvede intet mærke. Han vidste præcis hvilken side og hvilken paragraf han var nået til. Og efter en dyb indånding, stillede han sig rank, og vendte blikket rundt. Og ledte efter Annabeth.

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 11/8/2018, 16:00

Som Annabeth stod ude mod siden i arenaen og betragtede de mange trænende halvguder, løb hendes tankestrøm løbsk endnu en gang. Hun stod med blikket rettet mod en sværdkamp mellem to af sine halvsøskende, men det var på ingen måde, hvad hun så for sig. Drømmene plagede hende endnu en gang, som hun bed tænderne sammen og skar en grimasse. Hun prøvede at ryste dem af sig ved at flytte sit blik til et nyt punkt. Punktet blev dog indgangen til arenaen, da hun øjeblikkeligt fik øje på Halfdan, som trådte ind. Han gik langs siden af arenaen, forbi tilskuerpladserne. Han gik med en åben bog i sin højre hånd, som han læste mens han gik. Dette bragte et smil frem hos Annabeth, der altid værdsatte en god bog, og ligeledes værdsatte, når andre folk gad at tage sig tid til den slags. Især hyperaktive halvguder, virkede sjældent til at interessere sig for læsning. Så det var kun positivt, at Halfdan rent faktisk gjorde. Det var dog egentlig ikke den store overraskelse. Hun havde jo for længst fornemmet hans høje niveau af intelligens, så læsning gav god mening. Det var sikkert heller ikke bare en eller anden tilfældig roman, for det kunne hun ærligt talt ikke rigtig se ham læse. Det virkede han på en eller anden måde, til at være hævet over. Hun betragtede ham nysgerrigt og opmærksomt, men bevægede sig ikke imod ham. Ikke endnu. Hun så, hvordan hans fokus var på bogen, hvilket betød, at han ikke så de ting, som hun derimod gjorde. Nogle halvguder sendte blikke mod hans metalliske arm, hvilket man vel næppe kunne bebrejde dem. Det var ikke ligefrem et syn, som man så hver dag. Derefter passerede han en lille gruppe halvgudinder, som uden tvivl var døtre af Afrodite. Hun så dem fnise, mens de hviskede til hinanden og sendte ham lange blikke. Annabeth rullede på øjnene, men kunne egentlig heller ikke rigtig bebrejde dem det. Når han havde en så stor effekt på hende, gav det kun mening, at Afrodites døtre ikke ville være immune for hans attraktive ydre. Forskellen på dem og hende – eller, en af de mange forskelle – var bare, at hun ikke sad og fniste til sine søstre eller veninder om ham. Faktisk, havde hun ikke nævnt ham overfor nogen. I hvert fald ikke noget, som havde med hendes intense tiltrækning for ham at gøre. Hun havde måske nævnt ham, fordi hun havde besøgt ham på hospitalsfløjen og tjekket ind til ham en del gange, men det havde også været inden hun først var begyndt at mærke tiltrækningen. Hun havde ikke nævnt ham efter fredag og havde da bestemt ikke haft nogle intentioner om at nævne ham, efter i går. Hun havde sikkert heller ikke været i stand til at nævne ham, uden at vise et eller andet tegn på sine tanker. Og hendes søskende var trods alt en smule for opmærksomme, til ikke at opfange den slags. Så hun havde blot holdt sin mund, fuldstændig. Hun måtte da lige hitte rede i sine egne følelser og tanker, før hun kunne fortælle om det til andre. Hvis hun da overhovedet gjorde dette.

Hun betragtede stadig Halfdan, da han måtte stoppe op og kigge op fra sin bog, fordi en halvgud havde stillet sig i vejen for ham. Annabeth genkendte denne som en søn af Ares, hvilket næppe var overraskende. Selvfølgelig skulle han stille sig i vejen, i håb om at komme ud i en fysisk konfrontation. De var nogle hotheads, langt de fleste af Ares-børnene. Men det var deres far jo i den grad også, så det var vel bare et uheldigt og yderst belastende gen, som var blevet givet videre. Nogle folk kunne måske være af den fejlagtige overbevisning, at Ares-børn og Athene-børn var ens, men det var de så sandelig ikke. Klart, begge grupper havde en medfødt evne for kamp og våbenbrug, men dette betød skam ikke, at deres ligheder gik meget udover dette. Ares-børnene var oftest alt for aggressive og opfarende, mens Athenes sønner og døtre gjorde sig langt mere i kalkulerede træk og rolige overvejelser. Annabeth brød sig ikke synderligt om at blive sammenlignet eller forvekslet med børn af Ares. Men nu var han nok også den gud, som hun brød sig absolut allermindst om, så hun havde bestemt ikke behov for at blive forvekslet med en datter af ham. Hun kneb øjnene lidt sammen, som hun iagttog situationen. Halfdan kiggede køligt Ares-sønnen i øjnene og gik så blot udenom ham. Endnu engang, fremprovokerede han et smil på Annabeths læber. Sønnen af Ares så noget irriteret ud, da han tydeligvis havde håbet på en anden reaktion fra Halfdan. Hun kom med et kort, tilfredst fnys, inden hun atter rettede sin opmærksomhed mod Halfdan. Han klappede bogen i og stillede sig rank, inden han begyndte at spejde rundt. Hun smilte og begyndte at bevæge sig imod ham. Utroligt nok, havde hans opførsel, siden han trådte ind i arenaen, distraheret hende fra den hektiske tankestrøm. I stedet følte hun egentlig bare en let glæde ved at se ham. Hvis bare hun kunne fortsætte ned ad den tankerække i stedet for den anden, skulle hun nok klare sig igennem træningen.

Sådan skulle det dog ikke være, opdagede hun hurtigt. Som hun kom tæt på ham, begyndte den anden tankerække nemlig at trænge sig på igen. Smilet forsvandt fra hendes læber og hun rynkede svagt på panden, som hun nåede hen til ham. Hun stillede sig måske en meter fra ham og betragtede ham lidt, inden hun sagde noget. "Hi." Da hun så endelig åbnede munden, var det alt hun formåede at sige. En smule ynkeligt, hvis hun selv skulle sige det. Det var, hvad der skete, når hun var for tæt på ham. Og hun var, ærligt talt, allerede utrolig træt af det. Der måtte da være et eller andet, som hun kunne gøre, for at forhindre det. Hun frygtede dog lidt, at den eneste mulige løsning havde endnu større mulighed for at give bagslag. Hvis hun gav efter for tiltrækningen og førte nattens drømme ud i livet, kunne det måske fjerne den intense anspændthed, som hun følte i nærheden af ham. En anspændthed, som sandsynligvis mest af alt bundede i forventning og det faktum, at hun ikke rent faktisk vidste, hvordan det ville være. Men selv hvis det fjernede forventningens anspændthed, hvad ville der så ikke risikere at blive efterladt? Hvis det var ligeså godt, som hun forestillede sig – som hun frygtede, egentlig – kunne en mindst ligeså stærk trang til at gentage succesen meget vel tage over, og det ville jo ikke være en forbedring.

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 11/8/2018, 18:26

Halfdan havde, ærlig talt, en tendens til at se lidt ned på mange af de andre halvguder der omringede ham i lejren. Ikke blot fysisk, grundet hans højde, men også ideologisk. Noget der slog ham hver evig eneste gang blot den mindste form for konfrontation, eller truende ord og adfærd, opstod. Han... var virkelig ikke bange for nogen af dem. Han frygtede ingen af deres ord, intet af deres adfærd. Som om denne nye verden han nu befandt sig i, ikke var helt virkelig endnu. Måske var han bare langsom til at slutte fred med forandring, og nye ting. Eller måske var der endnu ting der tyngede ham. Dog, skulle man endelig ikke tro han så sig selv som værende overlegen. Eller at en mangel på frygt også dikterede en mangel på respekt. Men.. Han så mange af dem som overforvoksede børn, eller uerfarne rollinger; der spyttede skolegårds-fornærmelser mod hinanden, og forvekslede det melodramatiske med det alvorlige. At der f.eks var en søn af Ares der søgte en konfrontation, var ynkeligt, virkelig. Halfdan havde set for meget - oplevet for meget, på egen krop - af den 'virkelige' verden; til at kunne tage meget af dramatikken i lejren alvorligt. Ganske vidst... En fandens kyklop, et mytologisk overnaturligt væsen; havde revet hans arm af, som havde han været bygget af bølgepap. Noget der endnu gav ham uønskede mareridt, og endnu forvoldte smerte. Men, underligt nok, virkede det mytologiske næsten mere håndgribeligt. I hvert fald sammenlignet med almene menneskers kapacitet for ualmene mængder af ondskabsfuldhed og nederdrægtighed. Et monster var ondskabsfuldt, fordi det var kontrolleret af en gud, eller blot af biologisk og mytologisk design. Men menneskers brutalitet, var i langt højere grad et bevidst valg. Og hvis mange af disse andre halvguder havde levet store mængder af deres liv i lejren, kunne han ikke andet end at tænke; at det måske ikke var monstrene i skoven de burde forberede sig mod, men nærmere monstrene der levede i almene mennesker. Så det var måske derfor, han efterhånden var blevet en del mere rolig i lejren. Og i den grad derfor, han ikke havde taget 'udfordringen' fra Ares sønnen, alvorligt. Eller måske, var Halfdan blot langt mere hårdfør, end nogle ville dømme ham til at være.

Halfdan så Annabeth nærme sig, en smule fra afstand. En ung kvinde der hurtigt var blevet det primære stof til intens eftertanke; skulle trods alt ikke gøre meget, for også at fange hans blik og opmærksomhed. Han fattede den højre hånd om bogen, og holdte den ved sin side. For så derefter, at knuge den metalliske hånd blot en smule om sværdet knop; kun for så at løsne grebet, ganske diskret. Dog, blev han stående og betragtede hende som hun nærmede sig. Han havde selvfølgelig vendt sig mod hende. Men forblev ellers rank og, nogenlunde, rolig i sin lidt brede positur. Han bemærkede smilet der falmede fra hendes læber, og hendes rynken på panden. Selvom han ikke viste det på nogen måde, slog det ham ind; at hun virkede tynget eller blot en smule anderledes. Men Halfdan, selvfølgelig, vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til sådan noget; eller hvordan han skulle spørge. Heldigvis kom der et ganske naturligt træk på mundvigen, ved synet af hende; som vedblev, og skabte en ganske fattet mine. Alt imens de indledende - måske bekymrede - tanker og mistanker; blev erstattet af fantasiens indtog i hans tankestrøm. Så den fattede mine forblev den stædige facade, af hans ranke attitude. "Annabeth.." Hilste han, og fæstnede sit blik mod hende. Ganske taknemmelig for; at hun denne gang bar mere anstændigt tøj. Og ikke den meget smigrende badedragt, blot 24 timer forinden. Han spændte i kæben, og søgte at skjule det; ved at ligge hovedet blot en smule på sled. Hun var endnu en meter fra ham, trods alt, så hans nakke var ikke bøjet, eller skuldrene en smule flade; som de ved nogle få tidligere lejligheder var stået, ikke mindst en del tættere på hinanden. Selvom han typisk var en meget rank ung mand, var han trods alt ikke blot stået der som et træ som hun havde nærmet sig, tidligere.

Arenaen var et lidt travlt sted. Ikke langt fra dem, udbrød en ung halvgud en tydeligvis irriteret lyd; da hans pil ramte en dummy lige så tæt på Halfdan og Annabeth. Lyden af pilen der ramte dummyen, og halvgudens lille udbrud; formåede ikke helt at fjerne Halfdans fokus fra Annabeth. Det hævede dog hans øjenbryn en smule, men han vendte kun et kort og flygtigt blik mod hændelsen. For så atter at vende blikket mod Annabeth. Der var tydeligvis ikke de særligt store bekymringer i lejren, hvad angik sikkerhed; ikke andet end den magiske barriere, selvfølgelig. Ikke at det generede Halfdan, dog. Der skulle mere til at vække hans egen bekymring, eller egentlig bare imponere ham. Hvilket, sjovt nok, sikkert også var grunden til at Annabeth ikke måtte undvære hans opmærksomhed særligt længe.

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 11/8/2018, 23:04

Annabeth havde altid forsøgt at undgå det typiske drama, så vidt som overhovedet muligt. Hun havde hadet sig selv, for at befinde sig midt i latterligt kærestedrama, da hun var 14. Og dengang havde hun endda været en hormonel teenager. Ikke at hun havde følt sig meget mindre hormonel de sidste par dage, men det var en helt anden sag. Da hun slog op med Darren, havde det været noget nær så dramafrit, som et break-up kunne blive. Dette var også et bevidst valg mellem dem begge, som hellere ville undvære dette. Og derudover, havde hun også altid bevæget sig i en lang bue udenom dramaet i lejren. Og det kunne der skam være rigeligt af. Hun havde set lidt af hvert, men havde aldrig kommenteret på det eller involveret sig i det. Hvad folk ville rende rundt og bruge deres tid på, var deres eget valg. Hun havde ofte syntes, at det var et latterligt spild af tid, når nu man levede et liv, hvor man bogstaveligt talt var i livsfare døgnet rundt. Men hun kunne sådan set også godt forstå, at nogle halvguder måske havde brug for noget, som de kunne distrahere sig selv med; distraktioner fra netop det faktum, at de var i konstant livsfare. Om det så var med sex, alkohol, slåskampe eller bare noget som vanvittige pranks, kunne vel være ét fedt. Distraktioner var distraktioner, der var ikke så meget at skelne imellem. Personligt, havde hun altid foretrukket at holde sig fri for distraktioner, så hun var forberedt og ved sine fulde fem, når som helst. Man vidste aldrig, hvornår en eller anden uforudset komplikation kunne dukke op. Men selvom hun ikke selv var til det, kunne hun skam sagtens forstå behovet for distraktioner – fra et empatisk synspunkt, snarere end et logisk. Og dog. Hun kunne sagtens påstå, at hun ikke gik ind for distraktioner, fordi det rodede med ens sind, men var dette ikke præcis, hvad hun havde ledt efter siden mødet med Halfdan på stranden, dagen forinden? Hun havde været villig til at prøve lidt af hvert, hvis det havde taget hendes tanker væk fra den unge halvgud. Desværre, havde dette ikke være muligt. Og nu var hun så her, hvor hun ikke kunne gøre så meget. Det var svært at skubbe tankerne væk, når man var tvunget til at være nær personen. Måske var svært ikke engang et stærkt nok ord…

Det var hurtigt blevet klart for hende, at han var en opmærksom ung mand. Måske han endda var ligeså opmærksom, som hende selv, hvilket ellers ikke sagde så lidt. Derfor havde han sikkert også lagt mærke til ændringen i hendes ansigtsudtryk, da han havde sit blik på hende. Hendes smil var blevet erstattet af en let panderynken, fordi hendes tanker var gået fra uskyldige til det stik modsatte. Da hun nærmede sig og han hilste på hende ved hendes navn, kunne hun dog alligevel mærke smilebåndet trække på sig, nærmest per automatik. På trods af alle de frustrerende ting, der foregik i hendes hoved, nød hun stadig at være i hans selskab. Der var et eller andet ved hans rolige fremtoning, som fik hende i et godt humør. Hun kunne ærligt talt ikke sætte fingeren på det. Men det virkede jo så også, til at være et generelt tema omkring ham. Hun kunne heller ikke sætte fingeren på hendes absurd intense tiltrækning til ham. Der var et eller andet uhåndgribeligt særligt ved ham, som drog hende til ham. Det var næsten skræmmende, som han havde kontrol over hendes tanker, uden overhovedet at prøve. Hun turde slet ikke tænke på, hvor meget han kunne kontrollere hende, hvis han rent faktisk gjorde et aktivt forsøg. Men nu ville hun ikke lade ham påvirke hende på denne måde. Hun havde et formål ved at være i arenaen med ham, og det måtte hun udføre, uden distraktioner. Desuden var han fuldt påklædt nu, i modsætning til dagen forinden, så det skulle da helt bestemt hjælpe på koncentrationen og selvkontrollen. Det bildte hun i hvert fald sig selv ind, som hun tog en dyb indånding og spejdede ud mod arenaen, mens hun ignorerede episoden med den bueskydende halvgud tæt på dem. Hun fik øje på et område, hvor der ikke stod nogle halvguder og trænede, og rettede opmærksomheden tilbage mod Halfdan. Hun nikkede diskret; nok mest til sig selv, som et signal om at komme videre i programmet. "This way." Det var alt hun sagde, inden hun begyndte at gå imod det frie område. Hun gik stærkt ud fra, at han ville følge efter hende, men hun tjekkede ikke efter. Hun var nødt til at være lidt mere bestemt og distanceret – overfor ham, såvel som sig selv og sine egne tanker – hvis hun skulle klare sig igennem denne træningssession bare nogenlunde problemfrit.

Hun bevægede sig med hastige og målrettede skridt hen imod det lidt friere område af arenaen, hvorefter hun stoppede op og vendte sig rundt, for at sikre sig, at Halfdan var fulgt med. Hun var udmærket godt klar over, at han ikke engang behøvede at anstrenge sig for at følge med, selvom hun gik lidt hurtigere end normalt. Han havde trods alt lidt længere ben, end hun selv havde. Hun betragtede ham lidt, men lod så sit blik glide lidt rundt i arenaen endnu en gang, for at forhindre hendes alt for distraherende tanker i at tage over endnu en gang. Hun tænkte lidt, at hun nok var nødt til blot at springe ud i træningen, hvis hun skulle forsøge at holde sig i skindet. Hun kunne mærke sine tanker klare lidt op, som hendes stædige beslutsomhed virkelig satte ind.

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 12/8/2018, 10:48

Halfdan kunne, til tider, virke måske en smule paradoksal. Især hvad angik megen dramatik, de verse distraktioner, eller aktiviteter. Han besad impulserne, der fortalte ham at gøre vilde ting. En pludselig tanke der ønskede at han bare skulle sætte i løb og nå sin destination, så hurtigt som muligt. Et særligt mønster i tankerne, der konstant søgte at binde forskellige emner og sagde sammen i hovedet. Eller en kriblen i kroppen, efter at realisere sin fantasi; som nogle gange syntes alt for virkeligt. Man kunne se det i måden han var med tvillingerne. Brett og Cole var nærmest en traditionel repræsentation af hvordan en hyperaktiv ADHD halvgud agerede og udtrykte sig, hvis deres opvækst havde været nogenlunde sund. Halfdan kunne aldrig finde på at opføre sig så sindssygt aktivt og impulsivt som de to små drenge; men han kunne stadig godt lide de mange narrestreger de fandt på, eller de mange kreative ting de lavede. Ligesom at han nød det når Annabeth syntes at drage hans opmærksomhed, med sine ord og sine handlinger. Måske var det derfor han anede en smule anderledes ved hende, denne dag. Hendes ord var mangelfulde, og hendes adfærd kontrolleret og tilbageholden. Men, som sagt, noget han ikke lod sig selv hverken kommentere eller reagere på. Der var det samme paradoksale element ved Halfdan, hvad angik læsning. Han var ordblind, trods alt. Så at han afslappet kunne læse en bog som han roligt gik; kunne måske virke en smule underligt. Men hans psykometriske evner fyldte hullerne i hans forståelse. Hvis der f.eks var et ord han ikke helt kunne læse, eller en paragraf der syntes sløret og mærkelig; så forstod han det alligevel, og kunne læse flydende med sin 'sjette sans' som en form for oversætter. Nu havde hans mor stædigt ignoreret hans ordblindhed, siden han var lille. Hun havde sat ham ned adskillige timer om dagen, og tvunget ham til at læse og forstå, indtil han gjorde det. Halfdan havde aldrig fået medicin for sine problemer... disciplin havde været nok i hans barndomshjem, åbenbart.

Halfdan glemte aldrig hvorfor han var i arenaen denne dag. Det var grunden til at han havde læst i bogen, grunden til at han var iklædt det fuldendte udstyr. Men nu hvor Annabeth stod ikke langt fra ham, måtte han konstant påminde sig selv; at han var der for egen bedring og udvikling. Ikke for egen tilfredsstillelse, eller for at betragte hende alt for indgående. Så efter at have betragtet hende ganske opmærksomt, og holdt blikket fæstnet mod hende; blev hans blik vendt mod arenaen i det samme hun selv begyndte at spejde lidt rundt. Halfdan sagde intet som svar til hendes kortvarige ord, men fulgte blot efter hende, næsten lydigt. Han kørte sin højre skulder en smule rundt, som han fulgte hende, og trak endda sværdet fra bæltet med den metalliske hånd; blot for at studere den en smule. Dog, forsvandt hans blik ikke længe fra Annabeth af gangen. Faktisk var det også lidt indforstået at han skulle lære af hende, selv de korte ord om at følge med; var nærmest en form for doktrin. Og hvilken smal sans af trodsighed der end måtte hvile i Halfdan, var væk; i hvert fald indtil videre. For hvis han ikke havde tænkt sig at lytte til hende, eller følge hendes instrukser, hvad lavede han så her? Han havde selvfølgelig en anden grund til at være her... og uanset hvor meget han forsøgte at presse den praktiske mentalitet i forkanten, hvilede hans intense tanker konstant i baggrunden. "Lead on." Lød det så kortfattet fra ham, da de havde nået det lille frie område i arenaen. Sværdet var endt i hans højre hånd, og han holdte den roligt ved sin side. En vigtig ting måske at bide mærke i, var; at Halfdan heller ikke var bange for Annabeth. Han var skam klar på at anstrenge sig, at træne, at gøre som hun instruerede. Men denne middags føjelse til hendes ord og regler, hendes instrukser eller måske endda ordrer; var ikke af frygt eller lignende. Men noget andet. En betagethed, måske. Han kendte intet til hendes kapaciteter eller evner. Vidste faktisk uhyggeligt lidt om hende, generelt. Hvilket gjorde at han var om end mere opmærksom om hende. Ærlig talt, var han måske ikke helt klar på at træne som mange andre halvguder gjorde det i arenaen. Han var endnu blot rank og rolig. Men hvem vidste hvilken eksplosiv styrke hvilede i ham.

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 12/8/2018, 15:26

Det var Annabeths mål at være en smule distanceret og bestemt i tonefald, såvel som sind, denne dag. Men derfor kunne hun nu ikke lade være med at undre sig lidt. Hun tvivlede ikke et øjeblik på, at han havde lagt mærke til ændringen i hendes adfærd allerede. Han havde ikke kommenteret eller endda reageret på det, men det var blot fordi han var som han var. Det kom næppe som en overraskelse. Men hun undrede sig lidt over, hvad han mon tænkte om det. Måske virkede det til, at hun var irriteret på ham over noget, hvilket jo ikke var sandt. Hun var ganske vidst frustreret, men det var ikke på ham, men snarere på hele situationen, hun befandt sig i. Hun var frustreret på sig selv og sine tanker, der syntes at leve sit eget liv. Noget, hun bestemt ikke brød sig den mindste smule om. Hun var vant til at være i fuld kontrol over sig selv, hele tiden, og noget over ham havde forpurret dette fuldstændigt. Det var uvant og det var… skræmmende. Hvis man ikke kunne have kontrol over sig selv, hvad i alverden kunne man så have kontrol over? Denne tanke var på ingen måde behagelig for en kvinde som Annabeth, der foretrak at være i kontrol over alle situationer, om muligt. Derfor anstrengte hun sig også for at få kontrol over, i det mindste, denne træningssession. Man måtte jo starte et eller andet sted. Så hun fik vendt sig om mod ham, efter at have bevæget sig hen til det lidt friere område af arenaen. Han var lige bag hende, så hun skulle ikke rigtig vente på ham overhovedet, efter at have vendt sig. Da han stod foran hende og bad hende føre an, gik hun hen til ham og tog roligt bogen fra ham. Som hun gik hen til tilskuerpladserne tættest på dem, gik det op for hende, at hun havde holdt vejret en smule, som hun var kommet tæt på ham. Selv, når hun havde hendes sind nogenlunde under kontrol, syntes hendes krop at reagere instinktivt på hans tilstedeværelse; hans nærvær. Hun skævede ned mod bogens titel, inden hun lod den få sin helt egen tilskuerplads. Titlen bragte et diskret smil frem på hendes læber, som stadig var at finde, da hun vendte sig og gik tilbage til ham.

Da hun nåede tilbage til ham, stod han allerede klar med et sværd i sin højre hånd. Hun kunne kun sætte pris på hans initiativ, som hun roligt trak sit eget sværd, ligeså. Hun nikkede, som et tegn på, at deres træning skulle begynde. Dette var dog mere til sig selv, end det var til ham. "Until you learn to properly attack, you should master the art of deflection. If you're able to parry your opponent's moves, they should eventually tire, while you won't have used nearly as much energy, leaving them vulnerable to a counter-attack." Hun havde så småt stillet sig i kampposition, som hun talte. Hun bevægede roligt sit eget sværd opad, som hun ikke fjernede opmærksomheden fra ham på noget tidspunkt. "Now, parry." Hun lod ham løfte sit sværd, inden hun gik i gang med at lave en serie af angreb. Hun tog det dog en del roligere overfor ham, end hun ville have gjort ved de fleste andre. Hun vidste jo godt, at han ikke havde nogen erfaring med sværdkamp. Det havde de færreste vel, før de ankom i lejren. Og hun havde ikke ligefrem lyst til at skade ham ved et uheld. Især, når han ikke brød sig om hospitalsfløjen og ikke ville tage imod nektar eller ambrosia. Én ting var at være nådesløs i kamp, når ens modstander kunne tage hen og blive helet nærmest øjeblikkeligt efterfølgende, men med Halfdan var det anderledes. Hun respekterede, at han ikke ønskede at tage tilbage til stedet, hvor han havde tilbragt sin første uge i lejren, fordi han havde mistet en arm. Hun ville muligvis have haft det på samme måde, hvis det skete for hende. Og så kunne hun jo, af gode grunde, ikke kende til hans andre grunde, for at afvise nektar og ambrosia. Hun vidste næsten ingenting om ham. Dette gjaldt begge veje, hvilket var en smule besynderligt. Især, når man tog i betragtning, at de fleste af hendes tanker handlede om ham, for tiden. Hun kunne ikke stoppe med at tænke på en person, som hun ikke engang rigtig kendte. Hvad vidste hun egentlig om ham, udover hans navn og hans gudeforæder? Men hun havde ikke travlt. Hun havde ikke i sinde at give op så let og regnede da kraftigt med at lære mere om ham, som tiden gik. Måske han engang var klar til at åbne nok op, til at fortælle om sin baggrund, også. Noget sagde hende, at der var rigeligt at snakke om, selvom det virkede til at være netop den slags ting, som man havde allermindst lyst til at snakke om. Eller endda mindes. Men tiden ville vise, om han kunne åbne op overfor hende. Hun behøvede heller ikke at vide alt om ham, for at have ham i sit liv, selvom lidt flere basis-informationer kunne være nyttige.

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 12/8/2018, 17:01

Det kunne måske synes en smule paradoksalt, eller nærmere selvmodsigende; påstanden om at Halfdan ingen videre frygt havde for hverken Annabeth, eller nogen anden i denne lejr. Især hvis man vidste, at hans mistænksomhed nærmere var rettet imod ham selv. For i sandhed frygtede han ikke Annabeth i sig selv, men nærmere hendes åbenbare indflydelse over ham og hans tanker. Og ikke mindst, var mistænksom og frygtsom hvad angik hans egen reaktion; såvel som det potentielle tab af egen kontrol og vilje, i hendes nærvær. Så måske var hans frygtløshed blot hubris? En vanesag født af nødvendighed, som endnu ikke havde forladt ham? Eller måske blot et stædigt forsøg på at vedholde dominansen og indflydelse over egen tilværelse, som hidtil havde føltes så flygtig? Uanset hvad, eller hvilke årsager der svømmede rundt i hans alt for komplicerede hoved; syntes tingene nu alligevel smerteligt simple, i disse øjeblikke. På den ene side, hans beslutsomhed om at lære og forbedre sig selv; på den anden, et selvisk behov der plagede hans tankestrøm. Og alt hvad han behøvede at gøre... var at forholde sig praktisk; og skubbe de intense nytteløse tanker bagerst i sindet. Ligesom han havde lært det. Hvilket lød så simpelt i teorien, men i praksis; bestemt ikke uden sine laster. Men uanset hvordan Annabeth og hendes tilstedeværelse plagede hans sind; eller påvirkede hans krop... så var der dog stadig en del af ham der nød hendes selvskab. Hvilket i sidste ende hjalp ham lidt, med at holde fokus. Hvilket ofte kunne være en prøvelse at forlange af en med ADHD; men som dog alligevel ikke syntes meget at forlange af Halfdan. I hvert fald ikke af Annabeth. Som jo, trods alt, allerede tog meget plads i hans tanker og nok endnu mere af hans opmærksomhed.

Per automatik, og nærmest per refleks; rakte han bogen lidt ubevidst til hende, da hun rakte ud efter den. Eller, da hun tog den. For han bevægede sig ikke videre meget, da hun nærmede sig ham hurtigt. Hans blik forblev dog på hende, og da hun så havde taget bogen fra ham; viste det sig at han næsten havde glemt han overhoved bar en bog. Glemsomhed. Ikke et typisk træk hos Halfdan. Først han cap, og nu bogen. Men heller ikke nok til at vise nogen umiddelbar reaktion fra ham. I stedet betragtede han hende, nysgerrigt og opmærksomt. Et spænd i kæben syntes at følge instinktivt da hun nærmede sig, og en smal byrde syntes at lette fra skuldrene; da hun gik væk med bogen igen.

Som hun talte, lyttede han opmærksomt. Alt imens hans krop nærmest spejlede hendes egen. Hun stillede sig klar, og Halfdan fattede sværdet; kun for så at gøre lidt af det samme. Kun for også at sende hende et gengældende lille nik. Monkey see, monkey do... ikke? Hendes ord gav skam mening. Og ærlig talt, syntes det meget passende for en af hans temperament. At være reaktiv frem for initiativtagende i en kamp. En tanke slog ham, en lidt morsom tanke; som trak en smule i hans mundvig. Han fik lyst til at kommentere, hvordan det sædvanligvis var hans plan at lade sin modstander banke løs på ham, indtil de blev trætte i armene; hvorefter han så kunne komme i gang. Men han holdte dog kommentaren for sig selv. Så selvom hendes ord rungede fornuft i hans hoved, og han skam var opmærksom på hendes ord og instrukser; lå langt det meste af hans fokus på hendes bevægelser. Ærlig talt... på hendes krop. Han imiterede hendes bevægelser næsten fejlfrit med egen krop, og hans blik forlod hendes øjne for at holde øje med arme og ben. Måden hendes torso strakte eller drejede, afstanden mellem hendes fødder, og måden hun holdte sit sværd. Kun for flygtigt at finde vej til hendes øjne igen, når der ikke en fysisk demonstration at betragte. Han var, trods alt, en fysisk ung mand. Og med en fotografisk hukommelse, blandt andet, lå det ham naturligt at læse kropssprog og adfærd. Frem for at lægge sin største lid til ord og forklaringer. Selvom hendes stemme i hans ører, dog var en velkommen tilføjelse; til symfonien af stål der mødte stål, eller en bueskyttes irriterede udbrud.

Halfdans mangel på erfaring blev klar, ganske hurtigt. Hendes lille serie af angreb var simple at blokere med hans eget sværd. Hans sværd mødte hendes ved hvert af hendes sving. Den manglende erfaring lå ikke i hvorvidt hans instinkter tillod ham at blokere hendes angreb, dog. Men lå nærmere i måden hvorpå han gjorde det, og manglen på egentlige afbøjninger af hendes angreb. I stedet for at vende hånden, og sværdet deri, for at nå et blok af en lidt lavt angreb; bøjede han i stedet knæene en smule. Hvilket var effektivt og acceptabelt under pres, men ikke videre effektivt hvad angik reservationen af energi. Måden han blokerede hendes angreb var bestemt ikke flydende, men næsten mekanisk. Han førte ikke hendes sværd væk fra ham, men mødte blot hendes klinge med hans egen. Og syntes at have tiltro til at hans egen fysiske styrke alene; var nok til at blokere. Hvilket det nok også var, i de fleste tilfælde. Men igen... ikke den mest flydende stil, eller effektive måde. Og han indså dette med det samme. Hvilket, fik ham til at rynke lidt på brynene. Og da den indledende serie af angreb var ovre; fremkaldte det et lille brummende suk fra ham, som han tog et par skridt tilbage til hvor han havde stået tidligere. Han løsnede op i sin højre skulder, imens den metalliske arm hang fra den venstre. Nok kunne han styre armen som han ønskede, men den var stadig en smule tungere end kød og blod. Hvilket måske også var godt nok, da det gav den tilbageværende skulder noget at bære og forholde sig til. Så behøvede han ikke bekymre sig om at hans venstre skulder med tiden ville blive svagere end den anden. Han blev mødt af en mærkelig sensation. At hele arenaen holdte øje med ham; eller så hans små fejltrin. En smule ydmygende. Men det var nu ikke tilfældet, alligevel. Og samtidig en følelse der blev mødt af et lille træk på mundvigen, som han nikkede mod hende. Et diskret træk, men dér, trods alt. Kun for så at nikke mod hende en enkelt gang. Ikke at hun behøvede at vide at han var klar. Men blot at hun vidste at hun havde hans udelte opmærksomhed. Og så kunne resten af verden, som sådan være ligegyldigt.

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 12/8/2018, 20:21

Det var højst sandsynligt, at Annabeths dødelige fejl var hybris. Sønner og døtre af Athene måtte ofte erkende, at de besad dette overmenneskelige hovmod, som i mange tilfælde rodede dem ud i problemer, eller endda fik dem dræbt. Athene selv havde udvist adskillige tegn på hybris igennem tiden, men hun var også en gudinde, som havde lidt mere at have det i. Det rodede næppe hende ind i problemer, som hun ikke kunne løse ved et kast med hånden. Alle guderne havde faktisk en tendens, til at forvandle diverse dødelige til andre væsener, hvis de gjorde noget, som de respektive guder ikke bifaldt. Artemis havde især for vane at forvandle dødelige – og mest af alt; dødelige mænd – til dyr. Athene havde selv forvandlet nogle folk til andre væsner; Arakne og Medusa, samt dennes to søste, blot for at nævne nogle få. Men hverken Annabeth eller hendes søskende besad evnen til at løse sine problemer på denne manér. Det gjorde andre halvguder nu heller ikke, for den sags skyld. Ja, så skulle det da lige være børn af Hecate, men dem stødte man nu heller ikke alt for ofte på. Så halvguder måtte løse deres problemer på andre måder. Hvilket bestemt ikke blev gjort nemmere, når man havde en tendens til at føle sig hævet over andre. Hvis man undervurderede sine modstandere i kamp, fordi man overvurderede sig selv, ville dette unægteligt blive éns død. Heldigvis var Annabeth mere intelligent end som så. Hun undervurderede aldrig en modstander og var altid på vagt. Især, hvis hun kæmpede imod en person, som hun ikke havde kæmpet imod før. Hun analyserede og overvejede ethvert træk, som en modstander foretog, hvilket ofte hjalp hende til at forudse kommende træk. Men dette betød ikke, at hun sænkede paraderne. Det sidste hun ville tillade, var at blive overrumplet, fordi hun ikke havde været opmærksom nok. Eller at blive overrumplet generelt. Hun var en stolt kvinde, trods alt.

Den indledende serie af angreb havde været nyttig, fordi den hjalp hende med at bedømme hans måde at parere. Det fungerede, og han parerede hvert eneste af hendes angreb, men hun havde heller ikke været så hård ved ham. Hans pareringer havde været en smule mekaniske, hvilket ikke var usædvanligt for en, der var ny indenfor sværdkamp, men dog fik det hende til at tænke. Hun frygtede lidt, at hans størrelse ville komme i vejen for hans hurtighed, og at han ikke ville kunne nå at parere nok angreb, fra en reel modstander. Eller fra hende, hvis hun skruede tempoet op. Derfor var han nødt til at parere ved også at skubbe sin modstander tilbage, så de ikke kunne angribe ligeså hurtigt efterfølgende; så angrebene ikke ville komme lynhurtigt efter hinanden, hvilket muligvis ikke ville give ham nok tid, til at blokere disse. Og så blev det først problematisk for ham. Han kom med et lille brummende suk, som hun selvfølgelig bemærkede. Hun havde også lagt mærke til hans rynkede bryn, hvilket fortalte hende, at han godt kunne se problemet med hans knap så flydende stil. Han var trådt et par skridt tilbage efter angrebene var stoppet, så han endte, hvor han først havde stået. Hun havde sænket sit sværd til sin side, som hun havde færdiggjort serien af angreb. Hun bevarede blikket på ham hele tiden og så, hvordan han løsnede op i sin højre skulder. Hun så, hvordan han diskret trak på mundvigen og sendte hende et enkelt nik. Hun vidste, at hans opmærksomhed var rettet mod hende, ligesom hendes var mod ham. Hun trak selv en smule på mundvigen, inden hun åbnede munden. "That wasn't bad. Now try to push back, when you block one of my attacks. Use your sword to push mine away, not just stop it." Hun lod blikket køre over ham, som hun betragtede hans kropsbygning, mens hun ihærdigt forsøgte at holde det til strengt strategiske årsager, og ikke fordi hun nød at betragte ham. Hun kunne simpelthen ikke lade den slags tanker snige sig ind på hende igen; ikke nu. "Your biggest advantage is your size…" Og så kunne hun alligevel ikke helt holde de frustrerende tanker på afstand. Hun rømmede sig en smule diskret, som hun omformulerede sig. "…Your strength. Use it. Don't hold back." Hun svingede sværdet lidt rundt, som hun forberedte sit håndled på endnu en serie angreb. Alt imens hun desperat prøvede at skubbe de latterlige tanker væk igen, som havde fundet en vej tilbage i hendes tanker. Der skulle virkelig heller ikke meget til, før hun blev bombarderet med disse frustrerende tanker. Og ligeså desperat forsøgte at ignorere, hvordan den ene lille glipper med ét enkelt dumt ord, kunne have afsløret lidt for meget. Og ikke engang så meget hendes fortalelse, som måden hun havde håndteret denne. Idiotiske tankestrøm.

Hun tog en dyb indånding og trådte med lette og hurtige skridt hen imod ham, med sværdet hævet og klart til en ny serie af angreb. Hun bevægede sig lidt mere rundt denne gang, så hun også tilføjede en lidt større sværhedsgrad. Selvfølgelig havde hun bevæget sig før, men det havde mest været hendes overkrop, der havde været i bevægelse. Hendes fødder havde såmænd ikke flyttet sig det store. Denne gang gjorde de dog netop dette. Hun bevægede sig ikke hele vejen rundt om ham, men trådte dog lidt rundt til begge sider. Hun ville selvfølgelig også være tvunget til at træde et skridt eller to tilbage, hvis han virkelig fulgte hendes anvisninger. Dette var hun udmærket godt klar over. Annabeth var lynhurtig i kamp og besad uden tvivl en hel del styrke i hele kroppen, men hendes styrke var intet sammenlignet med Halfdans. Dette kunne hun konkludere ligeså snart hun havde lagt øjnene på ham for første gang. Hvis altså ikke hun havde været rimelig travlt beskæftiget med at kæmpe imod og dræbe en blodtørstig kyklop. Men på grund af hans styrke, kunne han sikkert også godt finde på at holde igen med hende, fordi han ikke ønskede at skade hende. Det forestillede hun sig da i hvert fald. Dette ville hun dog bestemt ikke have fra ham. Hun holdt selv en del tilbage, men hun var også den erfarne kæmper af de to, og han skulle først sættes ind i tingene; lære nogle ting. Desuden havde hun ikke et problem med hospitalsfløjen, hvis det skulle lykkes ham at skade hende. Hun ville såmænd hellere end gerne indtage noget nektar og ambrosia, hvis det betød, at han ikke havde holdt tilbage, men havde ydet sit bedste. Ellers lærte han heller ikke nær så meget, og dette ville være spild af en meget anstrengende – psykisk, ikke fysisk – træningssession.

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 12/8/2018, 22:15

Halfdan vidste at han var stærk. Og vidste - sjovt nok fra læsningen - at hvis han skulle bruge sin styrke og størrelse effektivt mod en hurtigere modstander; skulle han lukke afstanden mellem dem. Fjerne deres rækkevidde, og gøre deres hurtighed mindre effektiv. Faktisk... kunne han nok godt holde hende fast, hvis han ønskede. Mod en væg, eller på jorden. Og... et spænd af kæben fulgte, som tankerne blev jaget væk. Ikke noget han havde tænkt sig at gøre, dog! Ikke endnu, i hvert fald. Hun dikterede reglerne, såvidt han var indforstået. Hun sørgede for at han vidste, hvad der skulle foregå. Ligesom at hun var offensiv, og han var defensiv. Men visheden om, at hans fysiske styrke og størrelse kunne komme ham til gode; var efterhånden godt indlært efter hans erfaringer, og hvilede i baggrunden. Fysisk var han modnet og vokset meget hurtigt, lige siden puberteten havde slået ham; og endda også i en usædvanligt tidlig alder. Lægerne havde kaldt det en fejl i hormon-balancen, i hans krop. Et lægevisit der, sjovt nok, først kom på tale da Halfdan begyndte at være besværlig... i hvert fald efter moderens standarder. Men stadig ingen medicin. Hans moder havde dømt hans fysiske udvikling som et bevis, for at hendes drakoniske og strikse færdigheder; og metoder som forælder, var succesfulde. Ej heller medicin for hans ADHD, eller professionel behandling for hans ordblindhed. Disciplin var den eneste løsning, dertil. Og dog... havde det vel også virket, så og sige? Nu, hvor Halfdan nærmede sig modenheden der kom med alderen; var han vel trods alt en stor og stærkt bygget, ung mand? Han var intelligent, fattet, og talte adskillige sprog; og kunne endda læse uden videre problemer? Nogle gange syntes Halfdan, at hans liv var ét stort, paradoksalt, spørgsmålstegn. Næsten alt godt han nogensinde havde gjort, havde blot ledt til smerte. Den smerte han havde forsaget andre, havde ledt til opfyldelsen af selviske behov og ønsker. Ja, selv tabet af hans arm, havde syntes et paradoks. Han havde mistet sin arm... Revet af hans skulder, og smidt for foden af Halvblodslejrens indgang. Men han huskede så tydeligt dagen en af hans halvsøskende havde efterladt ham den metalliske arm, liggende i sengen af hans nye værelse. Kun få øjeblikke efter han havde taget den nye arm 'på', havde han kløet sin mave med den; uden at have realiseret det. Og nogle gange tænkte han... At hvis han ikke havde mistet sin arm, ville han så have haft sin metallokinetiske evne? Og nogle få gange havde han fanget sig selv i at tro; at en arm var en acceptabel betaling, for hans nu ganske ekstraordinære liv. Overvejelser der forsvandt, så snart de blev erstattet af en selvafskyende og tvivlende tankegang. Hvilket bestemt ikke havde været typisk førhen.

Hvad han hurtigt bemærkede, var at hendes ord kom uden en fysisk demonstration. Han lyttede opmærksomt, selvfølgelig; men selvom øjnene ikke havde nogen bevægelser at læse, var han blot endt med at betragte hendes krop. Alt imens hun dirigerede ham med sine instrukser. Noget han fangede sig selv i, så snart hun nævnte hans.. størrelse. Hans øjne fandt frem til hendes igen, da han hørte hendes uheldige formulering; og fangede derfor svagt hendes omformulering. Your strength. Use it. Don't hold back... Var essentielt noget af det eneste han sådan rigtig havde opfanget, af hvad hun lige havde fortalt ham. Eller, i hvert fald det eneste han bed rigtig mærke i. Hvilket igen gjorde ham bevidst om hvad han kunne gøre. Lukke afstanden. Men endnu noget han, selv efter hendes opmuntrende ord; ikke havde tænkt sig at gøre. Han var bestemt ikke under vrangforestillingen, at Annabeth var lavet af porcelæn. Men, modviljen var der vel stadig? Og ikke mindst de sociale normer, såmænd som hans opdragelse. Eller måske var han blot gammeldags..? Man gjorde ikke skade på kvinder. Og da bestemt ikke på Annabeth. Det syntes en ganske simpel regel, og havde først været et problem at forholde sig til; da han var kommet til lejren. Da Richie havde givet ham tæv, og nu; hvor Annabeth snart ville svinge med et sværd mod ham, for anden gang. Et lille nik var hans eneste reaktion, dog. Nærmest ubevidst svingede han også en enkelt gang med håndleddet, og derved sværdet i hånden; da han så hende gøre det.

Instinktivt reagerede Halfdan med et enkelt skridt tilbage, da hun hastigt nærmede sig. Og instinktivt blokerede han det første af hendes sving, som han havde gjort det tidligere. Opmærksomme blå øjne, bemærkede hvordan hun først bevægede sig mod hans højre sig. Bemærkede hvordan hendes overkrop drejede, og derved hvorfor det næste slag ville komme. To sving, han igen blokerede en anelse mekanisk. Dog, en smule mere afbøjende ved den anden. Det store problem viste sig dog, da hun bevægede sig til hans venstre side. På intet tidspunkt var det faldet ham ind, at hæve sin metalliske arm; for at møde hendes sværd. Hendes sving kom derved som lidt af en overraskelse, da han med højre hånd ikke nåede at blokere eller møde den. Dog, skete der noget lidt anderledes. Et spænd i kæben, og derefter let adskilte læber. Opmærksomme øjne der var fæstnet mod hendes sværd. Et pludseligt spænd af hans mavemuskler senere; og instinktivt lænede han sig bagover for at undgå den flyvende klinge. Det syntes næsten at gå langsomme. Som i slowmotion; idet enden af hendes sværd passerede blot centimeter fra spidsen af hans næse. Og imens øjnene fulgte den skinnende klinge opmærksomt. Han gispede dybt, som han mærkede sin balance forsvinde; og han faldt til venstre side. Det ville sikkert have været et komisk syn, og en ydmygende oplevelse... Hvis ikke det var for den tidligere inaktive metalliske arm. Pludselig var hele vægten af hans faldende krop, en stor krop ikke mindst, fanget af den metalliske arm og hånd, der var strakt mod jorden; og holdte hans krop hævet i en planke. På blot et øjeblik var adrenalinen ved at sparke ind. Og i løbet af blot et enkelt øjeblik, fór der utallige forskelligartede tanker igennem hans hoved. Sanser, og en tankestrøm, som arbejdede på højtryk efter den faldende sensation; og tabet af balance. Et behov for at komme hende nærmere slog ham ind med adrenalinen. En rendyrket, intens, og længselsfuld tanke... Som gik hånd i hånd den tanken om at tage hendes fordel fra hende; og netop, lukke afstanden. Så instinktivt, og kun efter et enkelt øjeblik i den hævede stillingen; kastede han sig selv frem, og rullede sin store krop rundt, direkte mod hende. I et instinktivt forsøg på at lukke afstanden; ved at tage hendes balance fra hende. Rulle sin store og brede krop mod hende, overraskende hurtigt og adræt; for at tage benene væk under hende.

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 13/8/2018, 02:18

Annabeth var taknemmelig over, at Halfdan ikke reagerede mærkbart på hendes uheldige formulering omkring hans størrelse. Hun havde skam bemærket, at han betragtede hendes krop, men hun lod ham blot gøre, som han havde lyst til. Så længe hun så tegn på, at han lyttede til hende samtidig. Og det syntes hun at gøre, da hun kom med den uheldige formulering. Her flyttede han nemlig blikket fra hendes krop og op til hendes øjne. Selvfølgelig var det ikke lige på daværende tidspunkt, at hun helst ville have hans opmærksomhed, da hun egentlig helst bare ville lade som om, hun ikke havde talt over sig. Men hun tog nu alligevel sig selv i at blive lidt fanget i hans øjne. Fortalelsen havde allerede ladet en lille række af tankerne om ham slippe igennem barrieren mellem hendes indre seriøse, træningsorientede krigerinde og hendes indre hormonelle, seksuelt frustrerede unge kvinde. Dét, som bare allermindst måtte ske. Hun lod dog sit blik forlade hans, som hun så ham komme med et lille nik, som svar. Ud af øjenkrogen, så hun også, hvordan han efterlignede hendes bevægelse med håndleddet og sværdet i hånden. Generelt virkede han til instinktivt at efterligne de fleste af hendes bevægelser. Hvilket skam var en god ting. Det gjorde det meget nemmere for hende at træne ham. Såfremt han ikke kun efterlignede, altså, men også foretog andre træk. Hun så hellere end gerne, at han tog initiativ og prøvede sig frem med diverse træk. Så længe det var under træning; med hende, som ikke havde i sinde at lade ham komme til skade. Måske han fik en genial idé, som han kunne bruge mod fremtidige modstandere. Dog var der noget, som sagde hende, at han var tilpas gammeldags, til ikke at ville gøre skade på en kvinde. Dette gik dog ikke, når man var halvgud. Selvfølgelig skulle man aldrig rende rundt og skade folk, når det var unødvendigt – hverken kvinder eller mænd. Men man var nødt til at være i stand til modstand overfor begge køn. Overfor alt og alle. Hun kunne tage det, så hun ønskede egentlig blot at han stoppede med at begrænse sig selv.

Som en kvinde havde Annabeth altid lært, hvordan hun skulle bruge en modstanders størrelse og styrke imod dem. Hun kæmpede ofte mod mænd, som naturligvis alle var større end hende. Men selv i Halfdans tilfælde, kunne man sagtens støde på modstandere, som var større end én selv. Mange uhyrer og magiske væsener var betydeligt større end mennesker og halvguder, hvilket også gjorde disse træk aktuelle for Halfdan, på trods af hans kraftige bygning. Mod en fysisk overlegen modstander gjaldt det netop om at parere dennes angreb med minimum kræfter, så de brugte mere energi, end én selv. Jo flere kræfter man fik dem til at lægge bag deres angreb, jo mere kunne man desuden ødelægge deres balance, hvis man parerede et angreb til siden og trådte af vejen eller eventuelt hev en smule i den angribende arm, som man parerede. Afhængigt af kræfterne bag angrebet, kunne dette nogle gange endda ende med overbalance fra modstanderens side, som fik dem til at lande på jorden. Noget, som man altid kunne bruge til sin fordel, hvis man var forsigtig med ikke at få fejet benene væk under sig – bogstaveligt talt. Hvilket jo var præcis, hvad Annabeth skulle have været lige en smule mere forsigtig med, i dette tilfælde. Hun betragtede opmærksomt og afventende, hvordan han reagerede på hendes angreb mod hans venstre side; med den metalliske arm. Han brugte ikke denne som skjold, selvom den burde kunne håndtere det. I stedet lænede han sig bagover for at undgå hendes klinge, hvilket han kun lige gjorde. Hun trak sværdet til sig, som hans balance forlod ham. Med sværdet langs siden, stod hun blot og observerede, hvordan han faldt bagover, for at ende i en planke med alt vægten på den metalliske arm. Men han stod ikke sådan længe, inden adrenalinen så ud til at sætte ind, hvorpå han foretog sit næste træk.

Hun blev ærligt talt ret overrasket, da han pludselig kastede sig selv frem mod hendes ben. På grund af hans hurtige tankegang og styrken fra hans krop, der ramte hendes ben, kunne hun ikke nå at genfinde sin balance eller slippe væk fra angrebet. Dog kunne hun forsøge at kontrollere udfaldet. Han rullede imod hende og som hun faldt og endte på jorden, lod hun sig selv rulle med. Hendes sværd havde hun nærmest instinktivt kastet lidt væk, så hun ikke skadede ham – eller sig selv – ved et uheld, når hun faldt. Hun formåede på en eller anden måde - med bevægelser så hurtige, at hun knap selv kunne følge med - at få placeret begge hænder på Halfdan, på en måde, som fik ham vendt på ryggen, mens hun selv rullede oven på ham. Hun satte begge hænder på hans brystkasse og brugte alt sin kropsvægt på at holde ham nede, mens hun placerede sine ben på hver side af ham, med knæene på jorden. Selv med kroppen pumpet fuld af adrenalin fra faldet, havde hun tid til at få et lille smil frem. "Quick thinking." Hun var dog fuldt fokuseret nu. Adrenalinen og behovet for at reagere hurtigt, havde virkelig sat gang i hendes krigeriske side. Så hun greb chancen for en ny, vigtig lektie. "However, if an opponent ever manages to pin you to the ground, you've gotta act fast. It doesn't take more than a few seconds..." Hun trak lynhurtigt sin daggert fra sin højre benplade og holdt den ud fra hans hals, langt nok fra, til ikke at ramme. "...And you're dead." Så satte hun daggerten tilbage i benpladen, ligeså hurtigt som hun havde taget den og stadig med adrenalinen, der kørte på højtryk igennem hendes krop. Hun lod sit blik finde hans ansigt og endelig syntes det at gå op for hende, hvilken situation hun havde placeret sig selv i. Hendes venstre hånd var stadig på hans højre side af brystkassen, i et forsøg på at holde ham nede. Hendes højre havde instinktivt fundet tilbage til brystkassen ligeså, efter at have placeret daggerten i benpladen igen. Hvis han forsøgte at komme op, ville hun selvfølgelig ikke kunne holde ham tilbage med snilde alene, men selv med alt hendes kropsvægt og stædighed, var det usandsynligt, at han ikke kunne få hendes af sig. Eller vendt dem rundt, så han sad ovenpå hende. Han besad mere råstyrke end hun gjorde, dette herskede der ingen tvivl om. Men tanken om hans styrke, hjalp ikke ligefrem på situationen. Trækket havde været meget fint fra en læringsplatform, men knap så fint på et personligt plan. Nu, hvor hendes hjerne havde fået tid til at lade de koncentrerede træningsinstrukser glide lidt i baggrunden, var den nemlig meget optaget af ham. Adrenalinen, som før havde hjulpet hende med at reagere, som om hun kæmpede en reel kamp, fik nu snarere andre slags tanker til regere hendes sind. Tanker, der cirkulerede omkring måden, hvorpå hun sad oven på ham, med hånden på hans bryst, og hvilken anden ting, der ofte var forbundet med dette. Hvilket satte gang i en helt ukontrollerbar strøm af seksuelle tanker. Hun ænsede knap nok, at hun sad og stirrede ham ind i øjnene, uden at rykke på sig overhovedet. Hun var nærmest blevet lammet af sin tiltrækning til ham.

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 13/8/2018, 18:27

Man skulle endelig ikke tolke Halfdans aggressive handling, eller forøgelsen af adrenalin, som et tegn på vrede eller irritation. Hun kunne have snittet ham næsten alle gange, og han ville nok stadig ikke have været vred eller meget mere end blot en smule irriteret. At tage benene væk under hende, ved at rulle på jorden, var en instinktiv tanke. At bringe hende ned, sammen med ham. Så de begge roede rundt på jorden, under forhold der meget vel kunne være fordelagtige for ham. Men så snart Halfdan var rullet ind i hende, og så snart hun var faldet; slog han paraderne ned igen. Han gjorde intet synderligt for at få kontrol over deres lidt rodede situation; faktisk, søgte han lidt ubevidst, at sørge for hun landede på ham. Nogen hun dog også selv syntes at have styr på. For inden Halfdan egentlig nåede at tænke særligt meget over det; lå han på ryggen, med Annabeth ovenpå sig. Sværdet var endnu i hans højre hånd, men var klemt imod Halfdan, holdt imellem Annabeth's lår og hans side. Selvfølgelig med den flade side, så det ikke gjorde ondt. Et lidt bredere smil trak sig fra mundvigen, og afslørede ganske kort et par tænder; da hun komplimenterede ham, og selv smilte. Men også ved visheden om at han havde et sværd imellem hendes ben. Ikke meget ved hans udtryk og mimik ændrede sig, selv da hun trak kniven og satte den tæt ved hans strube. Han skød selvfølgelig, per automatik, hagen lidt i vejret. Men holdte ellers blikket op mod hende, imens han spændte en smule i kæben. Endnu med en ganske tilfreds og rolig mine. Så snart hendes daggert var fjernet fra hans strube dog, begyndte han at bemærke hendes vægt mod hans krop. Hendes hænder var placeret over hans brystkasse, mod brystpladen, selvfølgelig. Hvilket desværre gjorde at han ikke rigtig kunne mærke hendes hænder. Da der var hærdet læder imellem. Men han kunne mærke hendes vægt, og modstanden med hvilken hun holdte ham nede. Efterhånden lyttede han ærlig talt overhoved ikke til hendes ord. I stedet blev hans tankegang distraheret af at have hende siddende sådan på ham. Ikke ligefrem en helt uskyldig stilling, trods alt. Efter hans blik flygtigt var blevet vendt ned imellem deres kroppe; blev det mødt af hendes isblå øjne der stirrede på ham. Et syn, og et blik fra Annabeth; som sendte et spænd igennem hans kæbe, såvel som mavemuskler. Hans egen smil falmede, og han tog en dyb indånding. Nærmest desperat efter at kontrollere sig selv.

Halfdan forblev dog ikke passiv særligt længe. Nok havde han hurtigt følt sig som en hjort i forlygterne, da Annabeth's øjne havde fanget hans blik; men da adrenalinen begyndte at køre igennem hans årer igen, satte han i bevægelse. Positionen de havde befundet sig i - med Annabeth siddende tværs over Halfdan - blev hurtigt vendt på hovedet. Et stræk i højre ben, og et skub fra både venstre ben og mekaniske arm; rullede han dem hurtigt højre om. Som hun endte på ryggen, fangede hans metalliske hånd hendes højre underarm. Og holdte hendes arm nede med fem sylespidse metalliske fingre boret ned i jorden omkring hendes arm. Dog, selvfølgelig, ikke i hendes arm. Noget han havde overvejet at bruge sin evne til. Nyttigt, hvis han skulle mangle et våben. Og øjeblikkeligt efter at have vendt hende rundt, løsnede han grebet med den metalliske hånd; og ændrede de sylespidse fingre. En smule irriteret over hurtigt at have glemt sine hæmninger, og overrasket over at han ikke havde været mere forsigtig med hende. Men det var dog næppe hvad der var at se på ham, eller som befolkede det meste af hans sind. Ikke nu, hvor han befandt sig imellem hendes ben, på knæene; og nærmest skyggende over hende. Hendes venstre arm var dog ganske fri, da hans egen højre hånd; endnu havde om sværdet der i tumulten, var blevet holdt imellem ham og hendes lår. Han rettede overkroppen lidt op, hævede sig lidt mere over hende, og kiggede roligt ned imellem dem. Selvom hans tanker og impulser var alt andet end roligt. Og sørgede for at hun så; at han havde sværdet dernede. "Good thing you already killed me." Bemærkede han, i en pludselig mulighed for en smule afløsning; ved brug af hans typisk tørre humor. Forsigtigt fjernede han sværdet, og stak den så i jorden ved siden af dem.

Men snart derefter, blev han klar over situationen de nu befandt sig i. Med knæene mod jorden, var han imellem hendes lår. Selvfølgelig ikke helt presset eller trykket mod hende, trods alt, men Halfdan kunne mærke hendes inderlår mod hans sider. Hans blik faldt ingen flygtigt ned imellem deres kroppe, inden de så fandt hendes øjne i stedet. Han spændte i kæben, og sendte blikket mod den metalliske arm. hvilket øjeblikkeligt løsnede og fjernede grebet helt fra hendes højre arm. Men nu hvor sværdet sad i jorden, og den metalliske arm ikke holdte hendes længere; forblev de ikke af hendes krop. Dog, desværre, ikke placeret som han måske ville have ønsket. Han rettede sig op, og fik endda sin ene fod plantet på jorden under sig. Men inden han havde stillet sig oprejst; havde han taget hende med sig. Begge hans hænder, metallisk eller ej, var endt ved hendes sider; ikke langt over hendes talje. Og han havde, ganske simpelt, løftet hende med op og stå. Hun vejede overraskende lidt. Især eftersom han syntes at kunne fornemme den solide muskulatur under hendes kvindelige former. Hun var uden tvivl stærkere end hun så ud, og kunne sikkert give ham et slag der gav ham stof til eftertanke. Hvilket dog ikke skræmte ham efterfølgende... For næsten øjeblikkeligt efter at have hjulpet hende op, og givet slip på hende; havde han givet slip for hende. Noget af ham ville genvinde sin kontrol igen. Med de tanker der fløj igennem hans hoved, og sådan påvirkede hans krop; syntes han at have desperat brug for det.

Men kun et øjeblik efter at have givet slip, og sendt hende et nik; himlede han lidt med øjnene, og brummede næsten knurrende. Som om han var irriteret på sig selv. En måde hvorpå, måske, at sige 'fuck it', uden ord. Det kunne ikke passe at al den her frustration ikke skulle lede til noget. De følelser og sensationer var nytteløse, hvis der ikke var nogen form for belønning; efter at have lidt dem i hvad der syntes en evighed. Men som jo egentlig bare var en enkelt dag. Han... blev nødt til at have noget. Halfdans højre hånd blev ganske bestemt, ført op over hendes skulder, og bag hendes hoved. "Come here.." Lød det, meget lavmælt og hurtigt; som han trak hende mod sig. Næsten lige så meget til sig selv, som sagt til hende. Men endnu i en rimelig bestemt tone, der var svær at spotte under det lavmælte toneleje. Den metalliske hånd hvilede mod hendes ryg så snart hun var kommet tæt nok på. Halfdans ryg krummede blot en smule, og hans skuldre gjort en anelse flade; som han lænede sig mod hende. Hans læber blev presset let imod hendes, men ikke i ét langt kys. Nærmere en lille serie af kys, som hans læber en anelse grådigt fandt hendes igen, flere gange. Det var som en byrde blev løftet fra hans skuldre, da hans seksuelle tanker nu kunne se sig midlertidigt og blot en smule tilfredsstillet; ved den lille smagsprøve han havde taget for sig selv. Havde han ikke været bevidst om hans metalliske hånd, ville den nok også have grebet noget mere grådigt i hende; frem for blot at hvile mod hendes ryg og let trække hende mod sin krop. Og dog.. Nok kunne han kontrollere armen som han ønskede, mere eller mindre; men han kunne endnu intet føle, så det ville nok være en undervældende følelse at tage i hende med den hånd. En dyb indånding, med øjnene lukkede; og Halfdan kunne ikke modstå et enkelt kys mere... Han spændte i kæben, og fortsatte den dybe indånding. Hvorefter han så åbnede øjnene, og trak sine læber fra hendes. Efter at have hvilet i hendes hår, og mod det bagerste af hendes hoved; endte hans højre hånd imellem dem. Over hendes bryst, og brystplade. Håndfladen og fingrene blev lagt mod hendes kraveben, lige imellem bryst og hals. "Now.." Og med hånden puffede han hende bagud, og væk fra sig. "Kill me again." Han samlede hurtigt sværdet op han tidligere havde stukket i jorden; og tog et enkelt skridt bagud. Med blikket meget bevidst fæstnet mod hende. Han forsøgte ikke engang at være charmerende, eller på nogen måde udfordrende. Men de mange små kys og nærværet, uanset hendes reaktion dertil; var nok for nu. Som om at det blot var en smagsprøve, og at han havde det ganske fint med det. Ærlig talt, var nok nok en ganske nem ung mand at tilfredsstille. For det meste. Det var først når man begyndte at forkæle ham, at man burde være bekymret. En smule frækt, dog, syntes han. Hvad ville hun mon gøre? Takle ham dér i arenaen, blæse være med alle andre? Finde sit sværd og afreagere på ham? Måske demonstrere sin utilfredshed over hans uanstændige opførsel, ved vold og aggressioner? Noget han tålmodigt og fattet, med fornyet energi efter tilfredsheden der var faldet over ham; forberedte sig på. Ved at stille sig klar med sværdet. Alt imens hans blik udelukkende var fæstnet mod hende.

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Annabeth on 13/8/2018, 22:38

Annabeth havde såmænd selv håbet på, at han ville forsøge sig frem med nogle tricks og træk, udover dem, som hun instruerede ham til at foretage. Så på en måde, kunne man vel sige, at hun selv havde bedt om det. For uventede træk, det fik hun skam. Først havde han undveget hendes sving med klingen på en måde, som var en smule usædvanlig. Specielt for en person, med hans kropsbygning. Der var ikke meget at sige til, at han mistede balancen, når han kom så langt bagover med hans vægt. Det gav kun god mening, at han endte på jorden. Så var det bare nyttigt, at han havde lært at bruge den metalliske arm som en forlængelse af hans egen, så han ikke faldt direkte på snuden. Efter at være endt på jorden, havde han ikke tøvet længe, før han var sat i bevægelse. Bevægelse imod hende, som havde overrumplet hende. Hende, som hadede at blive overrumplet. Hun lod det aldrig ske. Og dog havde han, en helt utrænet – indenfor de kampformer, man oftest trænede i arenaen, i hvert fald – søn af Hefaistos; været i stand til at gøre netop dette. Inden hun havde nået at se sig om, havde han fejet benene væk under hende. Bogstaveligt talt. Men måske også billedligt. Måske var dette netop grunden til, at hun ikke havde været hurtig nok til at undslippe hans angreb mod hendes ben. Måske hun var lidt mere fokuseret på at se, hvordan han klarede faldet, end hun var på sig selv. Han drev hende til vanvid. Hvis der var noget hun brillerede i, var det da så sandelig nærkamp. Og nu kunne hun ikke engang det længere, alene fordi han har i nærheden? Hun måtte væk fra ham. Men hun ville samtidig ikke væk fra ham. Og hun kunne slet ikke få sig selv til at bevæge sig, da først hun sad ovenpå ham og indså, at han rent faktisk var under hende. Endnu inden hun virkelig havde indset sin position, var hun et kort øjeblik blevet fanget af hans smil, som var det største af slagsen, hun nogensinde havde set på hans læber. Hun havde dog hurtigt forsøgt at skubbe disse tanker væk, som hun havde udnyttet chancen for endnu en lektie i nærkamp. Da hun så holdt kniven op mod hans strube, men ikke for tæt på, ændredes hans ansigtsudtryk ikke det mindste. Han havde dog heller intet at frygte fra hendes side af. Ligesom hun sådan set var helt tryg ved ham. Hun frygtede ikke det mindste, at han ville gøre hende noget. I hvert fald ikke noget, som hun ikke ville have…

Hun havde fanget hans sværd mellem deres ben, men det virkede slet ikke den mindste smule relevant, i det øjeblik. Faktisk, kunne hun ikke fokusere på en eneste ting, som havde med træning og kamp at gøre. Ikke, som hun sad dér og holdt sit blik på hans, uden at bryde øjenkontakten en eneste gang. Hun behøvede ikke at se ned ad deres kroppe, for at vide, hvilken situation hun befandt sig i. Hun kunne mærke hans krop under hendes egen og blev næsten helt irriteret på brystpladen, som forhindrede hendes hænder i at være placeret direkte på hans muskuløse brystkasse. Hun stirrede ham ind i øjnene næsten uden at se ham, fordi hun var så optaget af alle de meget billedlige tanker, som kørte igennem hendes hoved. Hun bemærkede dog alligevel, om end noget distraheret, da han lod sit blik glide ned imellem deres kroppe og derefter mødte hendes blik. Hun blev revet en smule ud af sine tanker – kun lige nok, til rent faktisk at betragte ham og lægge mærke til ham ordentligt – da hans smil falmede. Hun bed mærke i måden, hvorpå han tog en dyb indånding. Og inden hun fik set sig om, befandt hun sig pludselig under ham, i stedet for den anden vej rundt. Hun mærkede jorden under sin krop, men kunne ikke være ligeglad. I dette øjeblik var det ikke et nederlag, at han nærmest havde fået overhånd over hende. Adrenalinen begyndte at blive pumpet rundt i hende på ny, som hun følte sin højre underarm blive fastholdt mod jorden. Hun blev en smule overrasket over ham, endnu en gang. Han syntes at have været så forsigtig omkring hende før, men indenfor få minutter havde han både fået taklet hende og, nu, vendt hende rundt, på en knap så forsigtig måde. Ikke, at hun havde nogle klager. Hun kunne sagtens håndtere det. Og det var trods alt hende selv, der havde bedt ham om at benytte sin styrke, uden at holde tilbage. Dette var bare præcis, hvad han nu gjorde. Han sad på knæene mellem hendes ben, med sværdet i den højre hånd. Han havde løsnet sit greb om hendes højre underarm igen, men hun bevægede sig alligevel ikke. Denne position bragte hende ikke spor længere væk fra den seksuelle tankegang. Hun holdt alt sit fokus på ham og så han åbne munden. Hun ville smile over hans kommentar, men var ikke sikker på, om der kom mere end et lille træk i hendes mundvige. Hendes humoristiske sans var overskygget af hendes adrenalinfyldte krop, som længtes efter ham.

Hun kunne mærke hans ben mod hendes inderlår. Som hans blik faldt på deres kroppe, lod hun også sit blik finde hans krop. Desværre ødelagde brystpladen lidt hendes udsyn, og hun mærkede svagt sig selv rynke på panden, som hun mærkede en vis irritation over det faktum, at hun ikke bare kunne se hans overkrop ordentligt. Det skulle da lige have været dagen forinden, så hun virkelig kunne betragte hans krop. Men måske hun alligevel ville få den chance igen. For, hvis der havde hersket den mindste smule tvivl om, hvorvidt tiltrækningen hun følte for ham gik begge veje, var alt denne tvivl da fuldkommen væk nu. Hun fjernede blikket fra hans krop igen, som hans blik også fandt hendes. Hun så hans kæbe spændes, inden han så mod sin metalliske arm og løsnede dennes greb om hendes højre arm, fuldstændigt. Hun mærkede ham også røre på sine ben, mens han rettede sig op. Hun så ham bevæge lidt på sig, som han placerede begge hænder på hver sin side af hendes overkrop, lidt over hendes talje. Kort efter mærkede hun sig selv blive løftet op at stå, sammen med ham selv. Som vejede hun ingenting. Selv i sin lettere chokerede og adrenalinfyldte tilstand, kunne hun finde et flygtigt øjeblik, til at beundre hans styrke. Hun havde kun stået tæt op ad ham i et næsten ligeså flygtigt øjeblik, før han havde givet slip på hende, hvorpå hun var endt lidt fra ham. Bestemt ikke langt fra ham, men heller ikke så tæt på ham, at hendes krop var direkte op ad hans. Han sendte hende et nik, som om alt var i den skønneste orden, og igen fandt hun sig selv forbavset. Han kunne da ikke for alvor mene, at de kunne gå tilbage til at træne eller lade som ingenting, vel? De blik, som han havde sendt hende, mens deres kroppe havde været lettere indviklede i hinanden; på den ene eller den anden måde; havde fortalt hende med stor sikkerhed, at han ville have hende ligeså slemt, som hun ville have ham. Og hun kunne da så sandelig ikke lade som ingenting, ikke efter denne lille episode. Hendes forbavselse varede dog ikke mere end et kort øjeblik, før hun så ham himle med øjnene; over sig selv, gik hun stærkt ud fra; og komme med en brummende, knurrende lyd. Hans højre hånd endte bag hendes hoved i en meget bestemt bevægelse. Hun hørte hans hektiske, lavmælte ord, som han trak hende mod sig. Hun gjorde absolut ingen indvendinger og skubbede også sig selv frem, helt tæt på ham. Hun mærkede presset fra den metalliske hånd, men tog gerne imod alt, der fik hende tættere på ham.

Og så var hans læber på hendes, mens hun instinktivt lod et lille gisp undslippe sine læber. Han havde krummet sin ryg og bøjet sig lidt ned mod hende, mens hun havde stillet sig let på tæer. Hans højre hånd var i hendes nakke og hår, mens begge hendes hænder instinktivt fandt hans nakke, ligeså. Hun trak ham endnu længere ind mod sig, hvis det overhovedet var muligt, på nuværende tidspunkt. Hun lod ham føre an, selvom hun nåede at blive ganske utilfreds, hver eneste gang hans læber forlod hendes igen. Efter alt for kort tid kunne hun mærke ham tage en dyb indånding, som hun per automatik efterlignede, også med øjnene lukkede fra kysset… kyssene. De alt for få kys. Han kyssede hende en sidste gang, og hun gengældte ivrigt kysset, som ville blive det sidste, før han trak sine læber væk fra hendes. Hun åbnede endelig sine øjne og så, at hans allerede var åbne og rettet mod hendes. De havde øjeblikkelig øjenkontakt, og hun bemærkede svagt, hvordan hendes vejrtrækning var blevet en del hurtigere, men samtidig også meget dybere. Hun fik flyttet hænderne ned til hans brystkasse, som hans egen hånd flyttede sig fra hendes nakke til hendes kraveben. Hun hørte ham begynde at tale og måtte igen se sig selv ganske overrasket, som han brugte hånden på hendes kraveben til at skubbe hende væk fra ham. Hun tog et par skridt bagud, som hun fokuserede på hans næste ord. Kill me again… Hun kunne slå ham ihjel for at have stoppet deres kys. Hun havde endelig fået en smagsprøve af den eneste ting, som hun havde villet have de sidste to dage. Den eneste person. Og så trak han sig væk så hurtigt? Det var hun ikke okay med. Måske var det nok for ham, men det var så sandelig ikke nok for hende. Så, som han fik trukket sit sværd op af jorden, bevægede hun sig hurtigt hen og greb sit eget, som lå på jorden et par meter fra dem. Hun rettede atter sit blik mod hans, som hun så, at han stod med hævet sværd, klar til endnu en omgang angreb. Men hun havde ikke planer om at lade ham slippe afsted med det. Med nogle lynhurtige, lette skridt, var hun foran ham. Få sekunder senere havde hun afvæbnet ham med sit eget våben, næsten uden at have fjernet blikket fra ham. Hun sparkede hans sværd længere væk og satte spidsen af sit eget mod hans brystplade, lige over hans hjerte. Hendes ansigt var fuldkommen roligt, som hun lagde hovedet en smule på skrå. "Dead." Hun blev stående sådan i et par sekunder, inden hun lagde sit sværd tilbage i hylstret og trådte tættere på ham. "We're done training." Hendes tonefald var roligt og fattet, men yderst bestemt. Det var slet ikke en diskussion, for hun havde allerede besluttet sig. Hun havde lyst til at gribe fat om ham og trække ham ind til sig, men en lille del af hende var samtidig pinligt bevidst om, hvor de befandt sig. Deres handlinger var næppe sluppet ubemærket forbi allerede, og hun havde ikke behov for at kaste brænde på bålet. Hun gik hen til hans sværd og lod mesterligt den ene fod komme under det, så hun kunne sparke det op i hendes hænder. Hun rakte ham det med et øvet greb om klingen, så han kunne tage fat i skæftet. Så kiggede hun på ham i et øjeblik, som noget ringede i hendes hukommelse. "I forgot to bring you your cap. Come with me." Hun lod ingen følelser eller tanker komme til udtryk, som hun vendte ryggen til ham og bevægede sig mod udgangen af arenaen. Ikke andet end et lille, diskret smil, som de færreste ville bemærke.

//Out


Sidst rettet af Annabeth 15/8/2018, 02:54, rettet 1 gang

_______________________________

avatar
Annabeth
Vejleder

Fulde navn : Annabeth Tara Silverblade
Alder : 22
Antal indlæg : 726
Join date : 26/02/12
Bosted : Athene-hytten, Halvblodslejren

http://daemonernes-by.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Halfdan on 14/8/2018, 10:12

Ja, Halfdan kunne bestemt blive bedre til at flirte, og bedre til at forudse og læse en kvindes behov. Hvilket han dog, alligevel, ikke var så forfærdeligt dårlig til. Men denne gang havde han skudt en hvid pil efter hendes behov, og i stedet fokuseret på sine egne. Måske var det en form for sadisme, der fortalte ham at hendes behov ville blive stillet; selv hvis han blot jagtede sine egne. Hvad havde været af fattet selvkontrol, og stoisk facade; var blevet langsomt udkørt af hans lyst til hende. Eller måske var det blot adrenalinen, som overkom hans hæmninger. Uanset hvad, havde resten af verden syntes så underordnet; at han tog sig en smagsprøve, så og sige. Hvilket - i lyset af bagklogskaben - måske ikke havde været så diskret som ønsket. Det var dog ikke noget der slog ham ind, så længe Annabeth forblev tæt ved ham. Ej heller var der nogen potentiel negativ reaktion fra Annabeth, som han var nervøs eller bekymret for. Det var nu heller ikke ment som udfordrende, eller særligt charmerende; at kysse hende dér, i arenaen. Han havde brug for det. Han havde ikke haft nogen intentioner om at lade sine seksuelle frustrationer, overtage kontrollen over sine tanker. Han havde ikke kunnet koncentrere dig, siden stranden den forrige dag. Og han gentog derved kontrollen ved - sjovt nok - at give efter for den indflydelse Annabeth syntes at have over ham. Hvilket, ultimativt, var en anelse paradoksalt. Forskellen var dog en tilfredsstillelse af sine lyster og trængsler, som han ikke kunne opnå ved at forblive stoisk. Eller, i hvert fald blot en smagsprøve. Nok til at holde ham fattet i kort tid, inden frustrationerne vendte tilbage. Så dette var bestemt ikke nok. Men nok til den situation de befandt sig i, trods alt. Også derfor den lille serie af grådige men blide kys, måtte stoppe. Alting med måde; og han vidste jo mere han fik af hende, desto sværere ville det blive at stoppe igen.

Halfdan bemærkede næsten øjeblikkeligt, beslutsomheden der var faldet over hende; efter han havde skubbet hende væk. Hvilket da bestemt ikke ændrede på hans lidt afventende attitude. For hvilken beslutning hun lige havde taget; kunne han jo af gode grunde ikke kende til, eller forudse. Det første der faldt ham ind, var dog at hun ville give ham nogle slag. For i det samme vendte hun sig, og gik væk; for at finde sit sværd, uden tvivl. Ærlig talt, reagerede han ikke særligt meget de næste par øjeblikke. Hendes erfaring, hendes evner, og ikke mindst hendes beslutsomhed; viste sig klart. Og da indtrykket slog ham, vidste han hvad der skulle til at ske. Han ville måske også kun have skånet sig selv et enkelt øjeblik mere, hvis han havde gjort særlig modstand; for hendes bevægelser var hurtige og erfarne. Først, endte hun foran ham. Og et øjeblik senere, var hans sværd ude af hans hånd. Så Halfdan endte i stedet med at stå ganske rank, og betragte sværdet der nu var vendt mod hans brystplade. Da hun så endelig erklærede træningen overstået, forstod han endelig hvad hendes beslutsomhed måtte omhandle. Og ganske diskret, trak det en smule på mundvigen. Selv inden hendes sværd var endt i hylstret igen, var Halfdans opmærksomhed og blik; dog blevet fæstnet mod Annabeth igen. Halfdan brummede en smule for sig selv, og tog imod sværdet hun rakte ham; for ganske hurtigt at sætte det tilbage i bæltet. Han gjorde præcis som hun ville have det. Selv de ting hun ikke forklarede eller bestemt formulerede i ord. Alt imens han med et spænd i kæben, afventede flere anvisninger. På måden hun bevægede sig, og måden hun kiggede på ham; kunne han sagtens fornemme at flere ord ville forlade de velsmagende læber. Der var intet behov for nogen diskussion, eller nogen debat. Han behøvede ikke at kommentere eller reagere trodsigt og stolt. Han gjorde som hun sagde, velvidende om hvad det højest sandsynligt ville lede til. Og allerede en anelse beskæftiget med at jage de intense og grådige tanker på flugt; som allerede var ved at overtage hans tankestrøm igen. Men det hjalp nok heller ikke synderligt meget, at holde sit blik mod hende som han gjorde.

Halfdan måtte dog huske sin bog, hvilket han vendte sig for at finde; i det samme Annabeth selv vendte ryggen til ham. En betagende ryg, ikke mindst. Som Halfdan blev en smule distraheret af, inden han så blev hylet tilbage til virkeligheden af en entusiastisk stemme. "Here's your book!" The Art of War blev næsten skubbet ind i hans højre hånd. Halfdan skulle endda til at takke fyren og få sendt ham videre... For han havde skam andet at tage sig til. "By the way, I don't think she's waiting for you." Men nåede ikke at åbne munden, inden den unge fyr så fortsatte. "Sorry. I was just walking by, and saw your book, and wanted to make sure you didn't forget it." Fyren talte utroligt hurtigt og virkede næsten nervøs; og Halfdans kølige blik, blev næsten forvirret... hvorved han så blot nikkede som svar, og i en forhåbentligt tilstrækkelig høflig gestus. Men igen, måtte Halfdan se sig overvældet af fyrens entusiasme. For selvom Halfdan egentlig allerede havde vendt hovedet mod Annabeth igen, mærkede han et prik på bogen i hans hånd. "Actually, you might wanna get another translation. Because. The chinese word for domination, is often mistaken as subdue. And Co..." Alt imens fyren begyndte at tale derudaf, blev Halfdans forvirrede mine; så langsomt mere og mere irriteret og nærmest truende. Noget som den lidt mindre fyr hurtigt indså. Men hans reaktion var åbenbart at lade nervøsiteten gøre hans tale endnu hurtigere. Som om han skyndte sig at færdiggøre sin vildt kedelige pointe, nu hvor han indså at Halfdan ikke just var interesseret i at høre den. "Keep walking.." Lød det så pludseligt og bestemt fra Halfdan, med et blik fæstnet direkte ned mod fyren. Fyren stoppede også øjeblikkeligt med at tale, og spærrede isne øjne op. Måske ikke den mest høflige måde at tale til en fyr så nervøs som ham; men Halfdan havde som sagt, andre ting at tage sig af. "Okay!" Lød det næsten øjeblikkeligt og akavet fra fyren, hvorefter hans blik så febrilsk røg mod omgivelserne. "Over here? This way? I'll just.. See ya!" Og den hjælpsomme, men vildt akavede fyr, forsvandt som en sky fra himlen. Et spænd i kæben senere, og Halfdan spildte ingen tid. Annabeth var næsten allerede nået til udgangen. Hun havde tydeligvis travlt. Men heldigvis var Halfdans ben længere end hendes, så han var nu ganske overbevist om; at han ville nå at indhente hende inden hytterne. Hvor han nu alligevel regnede med at de var på vej hen.

//Out

_______________________________
avatar
Halfdan

Fulde navn : Halfdan Quatermain
Antal indlæg : 231
Join date : 25/01/12
Bosted : Halvblodslejren, Hefaistos Hytten

Tilbage til toppen Go down

Re: Losing Concentration - Halfdan

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum