Vores egen lille fejring - Nolan

Han havde grebet sig selv fra at falde ned at trappen. Smukt. Så elegant. Nolan vidste godt han på mange punkter var mere en klodset kyklop, end nogen fin lille nymfe. Han var ikke kendt for at være lydløs og ingen havde sagt det var en god ide at tage sit tøj på, mens man halvløb ned af trappen. Men t-shirten gled på plads og med en hånd på gelænderet havde han reddet sig selv fra et uheld.
Problemet var han var faldet i søvn. Det havde været så udmattende på det sidste. Det gik ham på, at han ikke rigtig havde haft mulighed for at nyde et øjeblik med Delia. At de ikke havde haft tid til hinanden. At han nu var inviteret ned til stranden, bare de to, var fantastisk. Han glædede sig. Og derfor halvløb han nu ud af sin hytte, uden at besvare folks spørgsmål om hvor han skulle hen. Godt det samme. Nogle af dem kunne sikkert finde på at snige sig efter dem. Jo færre der vidste hvor han skulle hen, jo bedre.
Som altid iklædt et har shorts og en T-shirt, med bare fødder, satte han i løb mod stranden. Ikke for hurtigt, han gad ikke møde op helt svedig, men han ville heller ikke have Delia sad og ventede på ham.

Da han nærmede sig, satte han farten ned, trods smilet slet ikke ville det samme. Det var vokset helt naturligt ved synet af Delia. Der. På stranden, på tæppet og som en sand datter af Dio, med vin og druer. Åh, han havde smagt de himmelske dråber...Men dette så ud til at være en normal vin. Og det var helt klart det bedste. Delia havde ikke løjet, da hun havde sagt han havde risikeret afhængighed. Og det var desuden slet ikke det han ønskede at fokusere på lige nu.
Han trådte tættere på, med hænderne bag ryggen. Jo, han prøvede at være lydløs, ville overraske hende. Men til sidst kunne han ikke holde sig tilbage mere. Han havde altid været for impulsdrevet til at snige sig rundt på den måde.
"Deliaaaa!" Kaldte han, som han slog armene om hende bagfra, med en latter siddende i halsen. Oh. Der var den. Han pressede sin næse ind mod hendes hals. Den søde duft hun havde. Håret, der altid prøvede at kilde ham i ansigtet.
"Jeg håber ikke jeg er forsinket. Jeg fandt denne på vejen...Jeg har ingen ide om hvad den hedder eller om den er giftig, så du skal måske ikke snuse for meget til den..." forsikrede han og holdt en sød lille blomst frem. Stilken var slank og mørkegrøn, mens selve blomsten havde en lys lilla farve og et mørkt indre. Han havde fundet den på vejen og havde ikke kunne holde sig fra at plukke den.
Det var dog ikke helt sandt. Han havde set blomsten i skoven flere gange og så vidt han vidste, var den ikke giftig. Han havde plukket dem før, uden at få skader i hvert fald. Derfor holdt han sig ikke tilbage fra at sætte den bag hendes ene øre.


//Det er helt okay. Det var et godt indlæg - og Delia er så nuttet som jeg husker hende!

Delia så egentlig ikke på klokken. Hun vidste Nolan nok skulle dukke op, også selvom hun følte hun skulle vente forfærdeligt længe. Men hun vidste det fordi hun savnede ham, og hun længtes sådan efter tid til kun dem og ingen andre. Ingen vejleder opgaver, ingen ansvar for andre. Det havde hun savnet, og nu hvor det var tættere på, føltes tiden kun endnu langsommere. 

Hun ville vende sig om da hun hørte Nolan kalde, men nåede ikke meget før han lagde armene om hende. Af refleks greb hun hurtigt så meget fat i ham hun kunne, nu var han ser endelig og havde fat, nu ville hun holde ved. Hun ville på ingen måde tillade at nogen af dem pludseligt forsvandt. Hun lo af ren glæde, ved den varme følelse og den behagelige, trygge duft fra ham. Det var som om tyve kilo lettede fra hendes skuldre. Som om hele verdenen blev meget nemmere at håndtere fordi han var der. "Nolan!" konstaterede hun endelig. Hun smilede så meget, at smilet nåede helt op i hendes øjne, og hun kiggede på ham som om hun havde glemt hvordan han så ud og skulle have alle detaljer igen. Hun lo mildt over blomsten og lod ham sætte den hvor han ville have den. "Tusind tak, det er sødt af dig.." Hun kiggede beundrende på ham, for hvordan havde hun været så heldig. 

"Du er ikke forsinket. Tror jeg. Jeg har ikke holdt styr på tiden. Jeg gik bare ud fra vi kom nogenlunde samtidigt." Hun smilede varmt og snoede armene så meget om ham som hun kunne. Hun ville have ham tæt på, så tæt som menneskeligt muligt. Hun skulle være sikker på han var lige der, hos hende, og at han kunne mærkes. "Du ligner en der har løbet?" Hun strøg en hånd gennem hans hår, mest fordi hun gerne ville røre ved hans hår, og ikke så meget for at rette på det. En hver undskyldning for at pusle om ham greb hun.

Han slog også armene om hende, så de sad helt op ad hinanden, med armene om hinanden. Han havde også savnet hende. Næsten fjollet meget. Det var sjovt, som han, en søn af Eros, kunne føle sig så knyttet til en person. Hvordan han kunne flirte, blot fordi det var hans personlighed, men aldrig gjorde mere. For nu havde han Delia. Og han glædede sig til at se hende hver gang, uanset om det bar det ene eller det andet med sig. Hun var heldigvis blevet i lejren og mens mange andre var rejst, havde de kunne holde deres forhold ved lige. Og ikke nok med det. Nolan var overbevist om det var hendes ord, der havde overbevist dem om at gøre ham til en vejleder. Hun havde i hvert fald sagt hun ville lægge et ord ind. Det havde godt nok taget et års tid...Men det havde hængt sammen med at der ikke havde været nogle ledige stillinger før.
Nolan havde nok aldrig søgt stillingen, hvis ikke Delia havde talt så varmt for det. Så han kunne helt ærligt sige at han havde udviklet sig, takket være hende. Hun gav ham en stabilitet han havde brug for.

Nolan lukkede øjnene et øjeblik, da hun lod hånden glide igennem det. Det strittede nok, både fordi han lige havde sovet og fordi han havde løbet. Som altid havde det en længde, der altid truede med at ramme ham i øjnene. Bortset fra når han så fik det klippet, selvfølgelig. Han lænede sig ind og gav hende et blidt kys.
"Hmmm. Løber alle ikke, for at hænge ud med dig?" drillede han.
Så sukkede han svagt.
"Jeg var faldet i søvn. Jeg får jo knap nok et øjeblik for mig selv længere! Men det er faktisk ret sjovt. Det eneste jeg beklager, er vi ikke får mere tid med hinanden..." bemærkede han og kørte selv en hånd igennem noget af hendes lange. Bare at røre ved hende igen. Det var ikke som at røre ved andre. Nolan var ikke genert og var ikke ked af kontakt med andre. Men det var altid anderledes med Delia. Som om det var intimt, på en måde det ikke var med andre. Også selv om handlingen var nøjagtig den samme.
Han lænede sit ansigt længere ind mod hendes med et glimt i øjnene.
"Jeg har savnet dig" røbede han lavmælt, som var det en hemmelighed mellem dem. Hans ord var som altid akkompagneret med et stort smil.