We are all connected, and still we are fighting each other? ~ André

Tid: 12.30
Sted: Søen
Omgivelser: Lejrdeltagere, søen, træer
Vejr: Solskin, dejligt varmt og lidt stille vind
Påklædning: Sort trøje, sorte bukser og sorte conversesko

Kaya kom gående i en sort bluse, sorte bukser og sorte converses. Hendes lange, bølgede hår var sat op i en heste hale, hun så meget... krigeragtig ud, selvom hun ikke gad at være det.
Nogle små blomster groede op fra jorden og begyndte at blomstre meget hurtigt, mens hun gik. En af ulemperne ved at være datter af Persefone var at blomsterne havde sådan en underlig fornemmelse af at selvom det var vinter og bidende koldt, skulle de alligevel spire når hun gik henover deres frø.
Det var ikke fordi hun ikke kunne lide blomster, slet ikke faktisk elskede hun blomster. Men når de fulgte hende alle vejne, kunne de godt blive lidt belastende.
Vinden fik hendes hår til at svinge i cirkler, og vibrationerne der gik op til håret når hun gik fik det til at svinge i større cirkler.
Hendes mørkebrune øjne kiggede op på himlen, et par fugle fløj hen over den blå og hvide overflade og deres pippen kunne høres helt herned. Det var nogle meget store rovfugle, muligvis måger eller falke. Nok måger, da lejren lå på Long Island, og derved meget tæt på havet.
Søen dukkede op foran hende, mens hun var optaget af mågerne, solen genspejlede sig i den blanke overflade og fik den til at glitre som diamant.
Hun fik øje på den nogle meter før hun trådte ud i vandet, og stoppede op. Hun overvejede hvad hun skulle lave ved søen på sådan en dejlig dag, måske træne i at kontrollere sine evner? Det var nok en meget god idé.
Hun bukkede sig ned og samlede en flad sten op, perfekt at forvandle til en blomst eller et blad, for eksempel.
Hun satte sig ned i græsset lidt væk fra det sted hun havde fundet stenen, lagde den ned og bredte hånden ud over den med strakte fingre.
Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om billedet af en lille solsikke, nogle minutter senere lå der ganske rigtigt en solsikke... en lille én, som hun havde ønsket. Et smil gled over hendes læber og hun samlede tilfredst blomsten op. Fra sten til plante.
Hvis bare hun også kunne få blomsterne til at holde sig underjorden, ville dagen blive perfekt.