Har du husket alt?

Sted. Et godt stykker inde i skoven.
Tid. 17 noget.
Omgivelser. Artemiselever på overlevelsestur for sjov. De sidste 30 minutter har personerne fulgt en å. Det er 2 timer siden de forlod den udtrådte skovsti. Der er inden tegn på civilisation. Underskoven er lav og nogenlunde jævn det meste af tiden og træerne står med ca. 1-2 meter imellem sig.
Vejr. Der er lyst og vindstille. Luften er tør og omkring de 20 grader.

Ischka så op i træerne. Der var noget der bevægede sig i grenene. Det lød som et par småfugle der puffede omkring. Hun trådte over nogle rødder. Hun havde lange tynde stofbukser på og kondisko. Den langærmet bluse havde Hun bundet om livet.
På ryggen hang rygsækken med det nødvendige og en armbryst til jagt.

Dallas' greb om langbuen blev fastere, da noget puslede i træerne. Han kiggede sig omkring med et vågent blik og et svagt smil på læberne. Når han var i skoven følte han sig i harmoni med sig selv og sine omgivelser, og så var han for alvor svær at vælte af pinden. Han klukkede for sig selv, da en af hans søskende snuplede, og rakte ham en hånd for at få ham op at stå igen. Så betragtede han sin søster, Ischika, og det gik op for ham, at han ikke rigtig havde snakket med hende endnu. "Ischika!" Kaldte han med et varmt smil, og vinkede hende over.

Ischka så over mod Dallas da han kaldte på hende. "Ja?" råbte hun tilbage og ændrede kurs for at slutte sig til ham og de andre. Det meste af tiden havde hun holdt sig lidt for sig selv. Hun havde vel håbet på at kunne lave en lille afstikker uden at blive opdaget.
Hun smilede stort til Dallas. Der var intet som der være ude i den levede skov med andre der havde det som hende selv. Det gav et helt specielt bånd mellem dem. "Hvad så"

Dallas smilede eventyrlystent til sin søster og lagde blidt pejefingren for munden. Han pejede opad, der hvor der få øjeblikke siden havde været en raslelyd. "Hvis du kigger godt efter, ikke?" Hviskede han med et svagt smil, og kneb øjnene sammen for bedre at kunne kigge op i trækronerne. "Så er der en abe". Hans øjne lyste muntert op da han talte om aben, for det var for det første virkelig mærkeligt med en abe I disse skove, men også fordi han var lidt stolt over at have opdaget den. Han klukkede for sig selv.