Wow. I can't believe you're here! - Darren xD

Påklædning: Påklædning

Denne lejr... Der var noget over den han ikke kunne forklare, altså, der var selvfølgelig mange ting, men den her ene ting.. Den forfulgte ham. Den ting var at han havde hørt nogle tale om en pige, en datter af Athene, der havde præcist det samme navn som hans barndomsveninde. Annabeth.
Han rettede blikket op mod himlen, skyerne svævede forbi og det ville de blive ved med. Han blinkede nogle gange og så ned i jorden igen.
Han kunne ikke finde ud af om han skulle opsøge hende for at se om det virkelig var hende, for det var det jo nok ikke. Det ville være alt for... heldigt, og hvad han aldrig havde haft i sit liv var held. Kun en gang havde heldet tilsmilet ham og det var i den tid han havde tilbragt sammen med Annabeth i Florida.
Han smilte og tænkte tilbage på alle de gange hun havde sneget sig ud for at være sammen med ham om natten, alle de gange de havde lavet skarnsstreger sammen, alle de gange de havde lovet hinanden altid at være sammen, alle de gange de havde siddet i mørket i en eller anden lille gyde og snakket om alt muligt.
Alt det de havde sammen var det allerbedstevenner havde sammen, men siden de var 14 havde han ønsket de havde været andet end bare allerbedstevenner.
Han begyndte at gå, og bandede over sig selv. Det var jo ikke noget der nogensinde ville blive til noget af to grunde: Et, hun følte sikkert ikke det samme som han følte. To, han vidste ikke hvor hun var.
Halvblodsbakken tårnede sig op foran ham og han løftede blikket lidt, men kun lidt. Græsset gik ham til knæene og gjorde det mere besværligt at gå op af bakken, han havde altid hadet besværlige ting.
Da han var næsten oppe stivnede han, en pige med mørkt hår sad oppe på bakken... Og hun lignede til forveksling alt for meget... Annabeth.
Umuligt! Det var umuligt. Det kunne ikke være... hende.
"Annabeth?" Sagde han md hans lidt hæse stemme. Hvis det var hende... det var det sikkert ikke. Det kunne det ikke være.

Hvis han bare havde kunnet spole tiden tilbage og fortalt hende hvad han følte før hun forsvandt, hvis han bare havde taget mod til sig dengang.
Sådan havde han tænkt hele det sidste år, mens han prøvede at finde hende. Eller i starten af året havde han prøvet at finde hende, men eftersom verden var stor anede han ikke hvor han skulle begynde at lede efter hende. Da uhyrerne begyndte at jagte ham, så han blev nødt til at stoppe eftersøgningen, fandt han Halvblodslejren.
I de sidste par måneder havde han prøvet at acceptere det faktum at han nok aldrig ville se hans Annabeth igen, men det havde været svært. Ikke bare svært, noget nær umuligt, faktisk umuligt. Han havde aldrig accepteret det, han havde ikke kunnet give slip på hende. På hele hans barndom og de fleste teenageår.
Pigen så op og han stivnede, det var hende. Det var faktisk hende! Foran ham sad Annabeth. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det var helt umuligt, det var nødt til at være et synsbedrag. Eller det håb klamrede han sig nærmest til, indtil hun fløj hen i hans favn.
Han havde egentlig håbet hun ikke var virkelig, for hvis hun virkelig var der, så var han nødt til at fortælle hende sandheden. Sandheden om hvad han følte for hende, sådan rigtigt. Men det behøvede vel ikke skynde på sig, vel?
Han lagde sine arme om hende, for at få bekræftet at hun virkelig var der. Han kunne ikke fatte det, hun var her, hende han havde ledt efter i månedsvis.
Han ville ikke give slip på hende, aldrig igen. Han kunne ikke klare, hvis han mistede hende igen. Han lukkede øjnene og en tåre klemte sig ud af de sammenpressede øjenlåg og faldt ned på hendes skulder. En glædeståre.
"I egen høje person," sagde han og smilte for sig selv, tænk, at han havde fundet hende igen. Det var en drøm der var blevet virkelighed.

At se hende igen, og så her, var umuligt. Men på den anden side, så var alt i denne lejr noget nær umuligt. F.eks. de flyvende heste, pegasusserne, ja, de burde ikke kunne flyve. Men ligesom humlebien var de for dumme til at forstå det.
Han fik revet sig ud af hans fastfrosne potition og blinkede, som om han var sikker på at det var sollyset der spillede ham et puds. Men 'sollys' kan ikke snakke. Og 'sollys' kunne ihvertfald ikke kramme andre. Og 'sollys' kunne slet ikke mærkes, som han kunne mærke hende.
Han holdt hende ikke virkelig hårdt, men fast. Nu hvor han endelig havde fundet hende igen, ville han ikke give slip på hende. Aldrig igen.
Han smilte ned i hendes skulder og mærkede smilet blive større, da hendes læber ramte hans kind. Men et sted inde i ham følte han en hvis skuffelse, men det kunne han ikke fortælle hende. Hvorend han gerne ville det.
Han trak hende lidt ud fra sig, bare for bedre at kunne se hende. Hun lignede præcis den samme, som hun havde været for et år tilbage.
Et par tårer lå på hendes kinder. Forhåbentlig glædestårer. Han lagde den ene hånd på hendes kind og tørrede tårerne på hendes ene kind væk. Præcis det samme gjorde han med den anden hånd.
Nu hvor han havde hende hos sig, indså han hvor meget han havde savnet hende. Mere end han havde troet det kunne lade sig gøre at savne nogen. Ikke mindst de isblå øjne havde han savnet, de skinnede som krystaller. Iskrystaller.
"Jeg har virkelig også savnet dig..." sagde han og smilte. Han bøjede hovedet og kyssede hende blidt på panden. Desværre for hurtigt, efter hans mening.
Hvad han bedst kunne lide ved hele situationen var at han var vokset højere end hende, endelig. Selvom hun stod lige foran ham, havde han stadig svært ved at tro hun faktisk var der. Hvad et år dog kunne gøre...
Han bed sig i underlæben og så på Annabeth. Tænk hvis de skiltes igen, uden han habde fortalt hende hvad han følte for hende. Men tænk hvis hun ikke gengældte følelserne? Og tænk hvis hun gjorde... det første var nok det mest sandsynlige.
"Annbetha?" Hans specielle kælenavn til hende, som han altid havde brugt når han ville tale med hende om noget vigtigt. Eller bare drille hende.

Han kunne stadig ikke slippe den alt for irriterende følelse af skuffelse, en følelse han ingen ret havde til at føle. Han vidste godt at det kys hun havde givet ham, kun var venskabeligt ment. Men stadig, følelsen kunne han ikke slippe. Det den gjorde ved ham, det at den fik alt i ham til at sitre. Det var noget han aldrig havde oplevet før. Men på den anden side havde han jo heller aldrig været så forelsket i nogen som han var i Annabeth. Ikke engang Adela, hans første veninde og kæreste havde givet ham den følelse. Men det var jo også i treårs alderen de var 'kærester'. Det er i den alder, man spørger om man skal være kærester, fordi man tror det er en venskabserklæring og ikke en kærlighedserklæring.
Han kiggede ned på hende, og lovede sig selv at han aldrig, aldrig ville lade hende forlade ham igen. Eller forlade hende. Han indså at han simpelthen ikke kunne leve uden hende, nogensinde. Hvis hun forlod ham endnu en gang, ville han ikke kunne klare det. Det ville han ikke, det vidste han 100%. Da han tørrede tårerne væk fra hendes kinder, smilte hun. Det smil... Det var nok sammen med hendes fantastiske øjne, det han havde savnet mest. Og ja, selvfølgelig også hende. Men mest øjnene og smilet. Det gjorde ham altid glad, varmede ham altid op. Som noget andet aldrig kunne. Måske... Havde hun de samme følelser for ham, som han havde for hende? Måske elskede hun også ham, som han elskede hende? Måske... og måske ikke. Han smilte og sagde:"Jeg tror aldrig jeg vil kunne fatte det. Men heldige har alle lov til at være, og åbenbart, hører vi også ind under kategorien 'alle'." Han smilte skævt og mumlede tilføjende:"For nok første gang."
Han grinte sammen med hende, da hun sagde hans navn, på samme tid han sagde hendes kælenavn. Selvom det betød han nu skulle til at fortælle hende hvad han skulle have fortalt for laang tid siden. Fuck. Han bed sig i underlæben, som han altid gjorde når han var nervøs, og så ned på hende. Han ledte efter ordene, de brændte nærmest i hans hals for at få lov til at blive sagt. Han åbnede munden, men ligeså snart han gjorde det forlod ordene ham. Hvor heldig ham man lov at være...
"Annabeth... please lov mig at du ikke vil hade mig når jeg har sagt det her." For hvad nu hvis hun gjorde det? Bare begyndte at grine af ham? Eller endnu værre, blev sur? Hna vidste ikke helt hvad hun kunne blive sur over, men sur kan man altid blive. Ligesom at man altid kan hade nogen, hvis man bare har den mindste grund."Jeg.. har været, er..." Bare det sidste ord! Bare de sidste ord, så var det overstået. Så kunne han få fjernet den sidste tvivl, og enten miste sin barndomsveninde eller beholde hende."Forelsket i dig," sagde han hurtigt og fjernede blikket fra hende. Han kunne ikke møde hendes blik, det kunne han simpelthen ikke. Mest fordi han... var bange for hvordan hun ville reagere.

Hvad nu hvis hun ikke gengældte hans følelser? Det var han ganske sikker på at han ikke kunne klare. Hvis hun ikke gengældte hans følelser og han havde fået det sagt, så ville alt de lavede sammen fremover være temmelig akavet. Og deres venskab ville aldrig blive det samme igen. Hvad nu hvis hun havde en anden? Han vidste at han ikke ville kunne klare at se hende med en anden. Så ville han ganske enkelt forlade lejren. Prøve at få et nyt liv. Prøve at glemme hende. Prøve at glemme hele hans barndom. Det var ganske vist umuligt, men han ville prøve. Det var ihvertfald bedre end at skulle se hende, han elskede, med en anden. Men han ville vide hun var lykkelig. Godt nok ikke med ham, men lykkelig. Og det var alt hvad han havde brug for at vide. Ihvertfald for at kunne holde tanken ud. Holde tanken ud? Som om, den ville med 100% sikkerhed ødelægge ham. Han så ned på hende, så smuk. Gid at tiden ville stå stille. Så var han ihvertfald sikker på at han ikke havde mistet hende. Han kunne stadig ikke slippe tanken om at hun havde en anden. For hun var smuk og der var sikkert mange der gerne ville være hendes kæreste. Mange der elskede hende. Måske elskede en af dem hende endda mere end ham. Måske.
Han prøvede at lade tanken fare, men den sad som limet i hans erindring, den ville ikke forlade hans tankegang. Og langsomt formede der sig et billede af hende og en anden i hans hoved. Gud, hvor var han nervøs for det han skulle sige. Han kiggede på hende og smilte:"Ja, åbenbart."
Det var underligt. Lige når han mindst forventede det, havde han held med sig. Og det var mest når han ikke havde brug for det. Men når han virkelig havde brug for det, var der intet held. Han kunne ikke lade være med at finde det ekstremt underligt og komisk. Men på den anden side, han fandt næsten alt komisk så det var ikke særlig underligt at han fandt det komisk.
Han udtalte ordene og nægtede at se hende i øjnene. Han spekulerede ved sig selv om han nogensinde ville kunne se hende i øjnene igen. Højst sandsynligt ikke. Han spillede hendes ord om at hun nok aldrig ville kunne hade ham, igen og igen. For det var sandsynligt at hun nu var nødt til at trække det løfte i land. Hun hadede ham sikkert eller syntes han var enormt sjov. Som han plejede at være. Men det her var anderledes, det var så meget anderledes. For denne gang mente han det, 100%
Han kunne se hun glippede med øjnene, sikkert fordi hun ikke kunne fatte det. Snart ville hun grine. Det var helt sikkert hun ville det. Men det kom ikke. Istedet kom de to ord, der bare ville have hans mundviger op. Hendes hånd lå på hans kind, gid den ville blive der. Men når han tænkte over det havde hun kun sagt de to ord, intet med at hun gengældte hans følelser, hvilket han fandt yderst foruroligende. Han prøvede at skubbe den tanke til side.
Han lagde hånden på hendes kind og bevægede sig ned mod hende. Og endelig efter alle de år mødte hans læber hendes.

At være her ved hende var noget han aldrig havde troet blev muligt ugen. Faktisk havde han aldrig troet han ville se hende igen. Og at få muligheden for at se hende igen, gjorde ham lykkelig. Denne lykke ved at se hende igen, ville muligvis blive mindre hvis hun elskede en anden, men den ville ikke forsvinde. Intet kunne få den til at forsvinde. Medmindre hun blev taget fra ham igen... Hvad tænkte han på? Han kunne ikke engang holde tanken om at hun forsvandt ud. Hun måtte aldrig forsvinde fra ham igen. Aldrig, aldrig, aldrig. Han kiggede på hende og en varme løb igennem ham. Den måde hendes øjne strålede på, gjorde ham glad. Men noget slog ham. Havde hun ikke haft en eller anden hjemme i Florida? Og eftersom alle i verden kunne være halvguder, hvorfor så ikke denne fyr? Hvad hvis de stadig var sammen, her i lejren? Han havde sikkert været der for hende, nu hvor Darren ikke kunne. Fyren elskede hende sikkert, hun elskede sikkert ham. Hvis hun ikke stadig var kærester med ham, kunne det være enhver anden. Han ville ingen chance have hos hende, hun havde sikkert mange beundere. Hun ville nok ikke vælge Darren, frem for en af dem. Mange i lejren havde jo både en stærkere gudeforælder og derfor stærkere kræfter, og mange af dem var også pænere end ham. Nej, han ville ikke have en chance.
Hun smilte, havde han sagt hvor meget han elskede når hun gjorde det? Hvor meget han elskede at se hende glad? Op til flere gange..
Da han var næsten nede ved hende, kunne han se hun glippede med øjnene. Hun havde helt sikkert ikke forventet at han rent faktisk kyssede hende. Hun havde sikkert slet ingen følelser for ham. Men de tanker glemte han da deres læber mødtes. En sitren gik igennem ham og en ubeskrivelig varme gik igennem ham. Den her varme og den her sitren var ikke som noget andet han nogensinde havde mærket. Og da hun kyssede igen, var det som om han kunne eksplodere af lykke. Han smilte, det her var helt klart den bedste dag han nogensinde havde oplevet. Nogensinde. Han så ned på hende, hun var helt perfekt. Og det hun sagde gjorde ham bare endnu mere glad."Sjovt, det var også i den alder jeg blev forelsket i dig." Da hun legede med hans nakkehår havde han en stor lyst til at grine. For underligt nok havde han altid været kilden i nakken. Til stor undren for ham. Han kyssede hende blidt igen. Jeps, denne dag var simpelthen perfekt.

Hvis man kunne tjekke hans humørbarometer ville man finde ud af at det var over, hvad der burde være tilladt. Han var glad. Og for første gang siden han kom til Halvblodslejren, var han lykkelig. Lykkelig over hvad der var sket denne dag. Lykkelig over han havde fundet hans Annabeth, hans engel. Det var noget.. han ikke lige havde regnet med ville ske. Det virkede stadig umuligt i hans hoved. Og selvom at han kunne røre og føle hende, høre og tale til hende.. kunne han ikke slippe tanken af at det hele var en drøm. Bare en drøm. For det var så perfekt at det næsten kun kunne være en drøm. Hvem finder lige sin bedsteveninde og barndomsveninde igen? efter et år? Bare sådan lige i al tilfældighed? Ingen! Det burde ikke kunne lade sig gøre. Nej, det var umuligt. Hvem finder lige den person der betyder alt for en? På en bakke? En helt almindelig sommerdag? Det burde ikke være muligt for en person, der næsten aldrig har held med sig.
Men alligevel stod hun her og han stod her. Og selvom det ikke burde være muligt, så var det sket. Han havde fundet hende igen, på en bakke en helt almindelig sommerdag. Den person der betød mest for ham. Annabeth.
Og nu havde han afsløret hans følelser for hende. Med et ringe håb om at hun ikke ville hade ham, havde han sagt det. Bare for at vide hvordan hun havde det med ham. Og i det deres læber mødtes, vidste han hvilke følelser de havde for hinanden. Og vigtigst af alt, at hans følelser blev gengældt.
Det hun sagde som svar, fik ham bare til at smile. Egentlig burde han vel svare på hendes mumlende spørgsmål, men det lød ikke som om det var meningen at han skulle. Det lød mere som noget hun sagde til sig selv. Og da han også nogen gange mumlede ting for sig selv, som andre ikke skulle høre, så var det vel ikke et under hun også gjorde. For som man siger 'Kloge hjerner tænker ens'. Og han var vel egentlig meget klog, hvis han selv skulle sige det.
Han kunne næsten ikke få sig selv til at fjerne blikket fra hendes øjne. De strålede som kun hendes øjne kunne stråle. Som iskrystaller, der forresten var virkelig smukke. Præcis som hende.
Han kyssede hende, nok lige så ivrigt som hende, han var ikke helt sikker. Det eneste han vidste med sikkerhed var at han elskede hende og han nød hvert sekund sammen med hende. Han lagde hans hænder mod hendes kinder, ganske blidt og afbrød kysset. Han lagde deres pander mod hinanden og hviskede:"Annbetha? Vil du være min?" Mest fordi han var nødt til at vide det. Om hun virkelig elskede ham, eller om hun kun havde spillet med på den. Det var ikke fordi han ikke troede på hendes ord, han skulle bare have dem bekræftet. Og så fordi han ikke kunne vente med at stille det spørgsmål der havde brændt på hans læber, siden deres læber mødtes første gang. Faktisk siden han første gang forstod hvad han virkelig følte for hende.

Hvad det var der gjorde at de fandt hinanden igen, vidste han ikke. Men han var den kraft evigt taknemmelig. Han så ned på hende og var helt sikker på at han aldrig ville kunne betale den kraft der havde ført dem sammen tilbage.
For med hende var han glad, med hende var han lykkelig. Med hende følte han at alt kunne lade sig gøre. Og på en måde var det vel rigtigt, meget af det de havde prøvet på i Florida havd eihvertfald lykkedes. Det meste af det.
Hans øjne mødte hendes. Det var helt skræmmende så meget de kunne fange hans blik. Hvordan han kunne have levet uden hende, kunne han ikke fatte. Ikke engang nu hvor han havde gjort det. Hvordan kunne han have undværet hendes livsglæde? Hendes latter? Selve hende? Nu hvor han havde hende hos sig igen, forekom det ham umuligt. Den måde hun smilte på, den kunne lyse hans verden op på ethvert tidpunkt. Gøre ham glad.
Men hvad der gjorde ham endnu mere glad var helt klart det hun svarede. Havde hun virkelig været hans hele tiden? I al den tid, de kunne have været sammen i, havde de gået og skjult deres følelser for hinanden. Selvom de begge gengældte dem, havde de skjult dem. Spild af tid og anstrengelser. Han kyssede hendes pande og mumlede:"Fantastisk." Han havde ellers været sikker på hans dag ikke kunne blive bedre, men med Annabeth's svar var den blevet det alligevel. Umulige ting ville altså bare ikke stoppe med at udfordre det umulige?
Han smilte. Fordi at han endelig havde fundet hende. Og fordi han endelig havde fortalt hende sine følelser. Fordi hun havde gengældt dem. Og fordi at hun lige havde givet ham et 'ja' på det spørgsmål, han havde brændt inde med i 3 år.
"Jeg elsker også dig."
Da hun kyssede ham, kyssede han kort med. Indtil hun trak sig væk og omfavnede ham. Han lagde armene om hende og lagde sin pande mod hendes hår. Han havde efterhpnden opdaget at hver eneste gang hun rørte ham, gik der et stød op igennem ham.

Det var som om hver gang han kiggede i hendes øjne, standsede tiden. Alt omkring hende og ham forsvandt, de var kun de to i hele verden. Det var en fantastisk følelse.
Forelskelse... en følelse han i de første år, da han opdagede at han var forelsket i hende, havde forbandet. Han kunne tydleigt huske at han havde tænkt, hvor hende? Hvorfor ikke en af de piger, jeg rent faktisk havde en chance for at få?
Deres barndom og hemmelige forelskelser i hinanden, var jo nærmest Romeo og Julie om igen. Duden måtte ikke få pigen, da hun var for rig. Og så klagede kvinderne over at de fik lidt mindre i løn? Deres køn havde jo fået en højere placering end mændene i en verdensberømt tragedie. Så kunne man vel ikke forlange mere, vel? Nej, men det havde de ikke fattet endnu.
Han smilte da hun sagde noget. Han rystede dog på hovedet."Nej, du er."
Nu ville der sikkert komme en diskussion ud af det, sådan som de havde gjort i Florida når de skulle give hinanden komplimenter. De havde været forfærdelige til at give komplimenter. Han kiggede ind i hendes isblå øjne og huskede tilbage til den gang de mødtes. Han smilte over det og i det øjeblik kunne han kysse skæbnegudinderne for at have ført dem sammen.
Han kiggede op i himlen, den var.. blå. Ligesom sidste gang han kiggede derop. Intet havde forandret sig. Måske stod tiden alligevel stille? Måske..
Hun spurgte om noget, det fik ham til at vende blikket mod hende igen. Han grinte lidt og slap hende, så han kunne sidde ned i græsset. Han havde efterhånden fået ondt i benene. Han lagde armene omkring hendes mave og hev hende ned på hans skød, han lænte sig op af fyrretræet. Thalias træ.
"Tja, du kunne jo fortælle mig hvad der skete efter du..." han tøvede, han kunne ikke sige ordene 'stak af'."Forlod Florida."
Sjovt, få ti minutter siden kunne han have myrdet for at få bare den lille bid information der var om hende. Og nu sad han her med hende, og havde endelig, efter så mange år, afsløret hans sande følelser for hende. Nu håbede han bare de ikke slog op, for så ville det sikkert blive ligeså akavet at være sammen med den anden. Som hvis den ene havde haft større følelser end den anden, og det ikke blev gengældt... Nej, det måtte ikke ske. Nu havde han endelig fundet hende og afsløret hans følelser for hende. Nu ville han leve i nuet og prøve at undgå at tænke så meget på fremtiden.

Dagen var gået fra forfærdelig kedelig og ensformig til helt igennem overmeget fantastisk. Hvis der da var noget der hed 'helt igennem overmeget fantastisk'. Nevemrind, det var der nu. Nogle gange var han altså sikker på at han, når han blev gammel nok, skulle være ordopfinder. Hvis der da var noget der hed ordopfinder. Hans karriere startede godt ud med at han opfandte hans branche, det skulle nok give nogen penge i kassen. Eller noget. Han rettede blikket mod Annabeth igen, og skulle lige fatte at han rent faktisk havde afsløret sine følelser og at hun rent faktisk gengældte dem. Det var ærlig talt, ikke lige det han havde troet dagen ville ende ud i. Han troede helt ærligt, at han aldrig ville komme til at møde Annabeth igen. Frygtelig deprimerende tanke, men det havde han troet, da hun forlod ham i Florida. Han kunne let huske, at han havde været helt enkelt knust. I starten havde hans flugt fra børnehjemmet været en flugt fra ham selv og børnehjemmet, så kom han til Florida og fandt gaderne så behagelige at han sagtens kunne bo der, på dem, og så mødte han Annabeth. Allerede i starten havde han været fortryllet af hendes udseende, men det blev lidt dæmpet da hun irriterede ham grænseløst. Og dog, han havde vist allerede da de mødtes været forelsket i hende. Bare lidt. Og det at hun sneg sig ud om natten for at være sammen med ham, gjorde ikke hans lille crush på hende værre. Han havde hele tiden overbevist sig selv om at det ikke var forelskelse, indtil han som 14-årig måtte indse at han var forelsket i hende. Og hele tiden havde været det. Ikke at det gjorde det nemmere, tværtimod, nu måtte han virkelig kæmpe med sig selv for ikke at komme til at afsløre det. Det skulle aldrig afsløres, havde han bestemt. Han kunne alt for godt huske de nætter han lå i sit tæppe og hviske hendes navn 'Annabeth', med tårerne trille ned af kinderne, vel vidende om at han aldrig ville kunne afsløre hans følelser uden at ødelægge deres venskab. Han kunne huske de gange han havde kysset hendes pande og skjult det bag, at-sådan-gjorde-bedste-venner, eller noget i den stil. Hvor mange gange han havde håbet at hun ville gengælde hans følelser, og hvor mange gange han havde haft lyst til at kysse hende på munden istedet for kun panden. Hvor mange gange han havde forbandet ham selv, at han skulle være så pokkers genert og hvor mange gange han havde villet sige det, uden at det kom frem og han så havde spurgt om et eller andet latterligt, hvorefter hun begyndte at grine og svarede nogenlunde alvorligt. Hvor mange gange han havde set på hende i smug, når de sad og talte, og ønsket at han havde modet til at fortælle ud fra hjertet hvad han følte for hende. Han kunne også alt for godt huske, da hun havde et forhold til en dreng, hvor hans verden så gik i stykker. På en måde. Hun var der jo stadig for ham, selvom at hun nok ikke ville gengælde hans følelser.
Og nu stod han der, med hende i sine arme og havde endelig sagt sine følelser. Efter så mange år og til sin store overraskelse, og ikke mindst glæde, gengældte hun dem. Han havde egentlig ikke lyst til at skændes med hende, eller diskutere, så at hun bare kyssede ham, var en lettelse for ham. Da deres læber mødtes, kunne han mærke et stød i hele sin krop. Han smilte, da kysset blev afbrudt. Endleig efter så mange år, havde han fået fortalt sine følelser og at han nu havde fået hans inderste ønske opfyldt gjorde ham endnu mere glad. Dagen var perfecto, helt hundrede den var det. Da han hev hende med ned at sidde, smilte han stille da hun flettede deres fingre sammen og lænede blidt sit hoved ind mod hendes, da det hvilede på hans skulder. Han grinte lidt af det hun sagde og gjorde sig enig med hende."Nej, det var ikke meget, du har lavet siden da."for sjov tilføjede han lavt:"Men nu har jeg fundet ud at jeg har en uhyrermorder, som kæreste,"han lavede et dramatisk gisp.
Dagen var helt igennem perfekt, og sidde her i græsset, med Annabeth gjorde den endnu bedre. Hvis den da kunne det. Kunne en perfekt dag blive bedre? Åbenbart, for den var for måske et minut siden blevet meget bedre.

//Undskyld den lange ventetid :'(

I næsten et helt år havde han været foruden hende. Han havde følt det, som en stor smerte indeni. I et år havde han ikke set hende, ikke kunnet se hendes smil, ikke kunnet høre hendes stemme, og helt ærligt, havde det været forfærdeligt. Og for at gøre det endnu værre havde han kunnet høre hendes stemme i vinden, se hendes ansigt i skyerne og vide at han ikke havde ved sig mere. Og nu, nu havde han fundet hende og han havde fået fortalt hende hans følelser. Og overraskende nok gengældte hun dem. Hvis det ikke var fordi at han havde for travlt med at have opmærksomheden på hende, ville han have hoppet flere meter op i luften af glæde. Det ville han forresten også have gjort da han så hende, tidligere på dagen der virkede så lang tid siden, men der var han for chokeret. Forståeligt, ifølge ham selv, eftersom at han ikke havde set hende i næsten et år. Da hun forlod Florida havde han jo ledt efter hende, men da uhyrerne begyndte at jagte ham for alvor, ledte han istedet efter lejren. Og han fandt den, så det måtte man kalde for en succes. Med stort 's'. Han så på Annabeth, han havde stadig svært ved at fatte hans umådeligt store held. Han havde først mødt Annabeth i Florida, så var han blevet venner med hende, han havde fundet den bedste restaurente i hele Florida, han havde fundet lejren, han havde fundet Annabeth. Altså, hvor meget bedre kunne det blive? Ikke særlig meget.
At sidde her i græsset, med hende, var en drøm der gik i opfyldelse. For denne gang sad han ikke bare med hans følelser og kæmpede med at få sat dem på plads. Denne gang havde han dem fået fortalt og de var gengældt, og, selvom det ikke kunne blive bedre, så havde han fået hende som kæreste. Kæreste, det lød så meget anderledes end ven. Men han elskede at kunne sige det. For det betød at hans inderste drøm nu endelig var opfyldt. Det måtte da egentlig være en godt motiv til en tegning, to personer der sidder på en bakke sammen.
Hvor lød hun dog filosofisk, meget mere end ham. Men han kunne da også være filosofisk, hvis han ville. Okay, det kunne han ikke. Ihvertfald ikke med vilje. Hvis han lød filosofisk, kunne folk være sikre på at det bare var noget han havde sagt. Men hvis han ikke fortalte dem noget, ville de ikke fatte mistanke. Ja, det var jo en god idé. Han burde også være idéopfinder. Han kunne jo bare det med idéer.
"Nemlig, hvad vi skal opleve. Sammen. Og vi skal ikke skilles igen,"og der kom der vist noget af hans eget filosofiske bavl. Eller noget,"anderledes, ja, men helt fantastisk."
For det, som han netop havde tænkt, lød helt anderledes. Men det var jo, som han også havde tænkt, helt igennem fantastisk. Han kyssede hende i håret, igen, og smilte glad. Han var virkelig glad. Så glad, at han ikke ville tro på, hvis nogen sagde han kunne blive gladere. Det var umuligt.

Sammen. For altid. Aldrig mere alene. Aldrig mere skilles. Det var sådanne tanker der dukkede op i Darrens hoved når han tænkte på hvad han ønskede, og så ja, at Annabeth ikke ville finde en anden, det ville ikke være til at holde ud. Selvfølgelig ville han da støtte hende, men hvis hun slog op pågrund af en anden, var han temmelig sikker på at han ville forlade lejren. Indtil nu havde han kun kunnet finde Annabeth, da han ville finde en grund til at blive i lejren. Men det var da så sandelig også nok. Nærmest en virkelig udgave af What Makes You Beautiful, for hun var virkelig smuk og ordene 'You light up my world like nobody else' forstod han til fulde nu.
Han ville ønske at han havde et ur, som han kunne stoppe så han da havde en grund til at tro at tiden var stoppet, for han ønskede virkelig at den stoppede lige nu. Lige nu, eller nu, bare den stoppede mens han sad med Annabeth i sine arme var han ligeglad hvornår. Bare den stoppede.
Han kunne ikke forestille sig noget bedre end det der skete lige nu, faktisk var det,-hvis man ikke kunne lide kys og kærlighed-, til at få kvalme over så meget kærlighed, Darren syntes, at der svævede omkring på Halvblodsbakken. Halvblodsbakken... hvor en pige var død og senere genoplivet. Underligt, right? Men ikke mindst sødt. Der var det såå langt fra kærligheden, det var noget gyldent uld. Awesome.
Han strammede kort sit greb om hende, bare for at være sikker på at hun virkelig var der, at det ikke var hans fantasi der havde løbet af med ham. Igen. Nu hvor han tænkte over det, havde han egentlig mange gange forstillet sig at de ville sidde sådan som de gjorde og at han havde fortalt sine følelser for hende, og at hun havde gengældt dem. Præcis som nu. Han måtte være synsk. Men, vent, det kunne han ikke... han var ikke søn af Apollon, så han kunne ikke være synsk. Men hvad i alverden var han så? En heldig gætter? Måske...
Han måtte have set ret så latterlig ud, som han havde det samme lykkelige smil tværet ud over hele ansigtet, uden at kunne få det af. Det var nærmest frosset fast, ikke sådan at det så falsk ud, men bare... lykkeligt. For det var han, glad og lykkelig.
Han spidsede ører da hendes fanastiske stemme svarede ham, med den samme slags poeti og filosofi som de foregående sætninger. Havde han fået fotalt hvor meget han elskede hendes form for poeti og filosofi?
"Hvor er det dog sjovt, så enig vi kan blive nogen gange,"sagde han og tænkte på alle de gange de var kommet op at diskutere om de mest latterlige ting, og hvor de så lå flade af grin bagefter.
Han gengældte straks kysset og lagde alle sine følelser i det, ligesom hun. Den savn han havde følt de nætter han lå alene og kiggede op på stjernerne for at mindes de gange de havde gjort det sammen, den kærlighed han gav hende og hun gengældte, allermest var der dog af den lykke han havde for at fundet hende. Og været ærlig overfor hende, 100% ærlig.