Worried - Cammi

Tid: Omkring 18…
Sted: Skoven, søen i midten af skoven
Vejr: Køligt, og begyndende nattefrost…
Omgivelser: Træer, buske og hvad der nu hør til en skov, samt det stille vand.
Påklædning: OUTFIT

Skoven var stille så man bort fra den hylende vind der brød stilheden og efterlod stedet en anelse mere skræmmende end det ellers var muligt. Træerne havde for længst tabt deres blade og decembers kulde var mærkbar. Dette generet dog ikke den unge halvgud som bar rundt på varmen var helvedesilden og derved skånede for den kulde andre kunne mærke og hadede. Hans kropstemperatur var derfor højere end det almindelig, og nok noget der ville skræmme så mange andre der ikke kendte ham eller forstod det. Den varme var som ren feber, og en temperatur lidt over 40. Han standsede i hjertet af skoven, satte sig på afstand af den stille sø med blikket rettet på den end uden at blinke. Trods den høje temperatur i kroppen var han omgivet af kulde, en ubeskrivelig kulde, og mørk aura. Han havde det ikke godt, det seneste brev han havde modtaget hjemmefra havde fortalt at datteren var syg, og her sad han i stedet for at være hos hende.

Påklædning: http://2.bp.blogspot.com/_IF96eLVpcVU/TF6LXYiMPII/AAAAAAAAAYY/Y_3dQYpxx24/s320/hm4.png

Skoven virkede så fredfyldt på denne tid, der var ikke så mange mennesker, eller skulle man sige halvguder? Cammi havde ikke helt vænnet sig til tanken om at hun ikke var et rigtigt menneske som alle de andre på hendes gamle skole havde været, men en halvgudinde. Hun havde svært ved at få det til at give mening, men hendes ADHD og ordblindhed havde nu en betydning for hende, hvor de før bare var med til at gøre hende til en særling.
Cammi kom gående igennem skoven og kiggede sig omkring, hun anede ikke hvor hun var henne. Det var ikke særlig betryggende at gå alene rundt i en skov, men hun var ligeglad, hun vandt jo nok frem til sit mål før eller siden.
Hun var ankommet samme dag, så hun var stadig en del chokeret over hvad der var sket. Det var et rent held at hun havde overlevet angrebet fra minotauren.

Cammi begyndte at nynne imens hun fortsatte uforstyrret rundt i skoven, i sin søgen efter lejren og lejrbålet. Kulden gjorde hende ikke det store, hun ville ikke lade den påvirke sig, selvom hun frøs med så lidt tøj på. Hun ville bare gerne tilbage, men hun vidste at det nok ville tage noget tid, da hun efter nogle få meter kom ud ved en sø. Hun smilede over sin fejl og rystede leende på hovedet.
"Oh... Wauw... Lovely... Hvordan skal jeg nu finde tilbage?" hendes smil veg ikke fra hendes læber og hun så sig omkring, efter et tegn på, hvor hun mon skulle gå hen for at komme tilbage. Eller for at finde hjælp til at komme tilbage.

//Håber det er okay ^^'

Blikket blev hævet fra søens blanke overflade ved lyden af en kvinde. normalt ville han fare på vedkommende over at være blevet forstyrret, men hans humør var ikke just den samme som sædvanligt og derfor endte han med blot at lade blikket falde direkte på pigebarnet. Hovedet søgte en anelse på skrå, tydeligvis ikke en datter af Hades og derved ingen grund til overhoved at hjælpe eller overveje at gøre det. Hun så tydeligvis ud til at være faret vild, og efter så mange år i lejren hvor han kunne genkende de fleste ansigter, virkede hendes fremmed. Han konkluderede derfor at hun måtte være ny. Hendes påklædning faldt absolut ikke i hans smag, hun virkede… kiksede og en der var faldet gennem et skab med tøj, eller havde trukket noget på i mørke. Hendes ansigt var kønt, men virkede for.. barnligt og han dømte hende straks som værende en tomhjernede hunkønsvæsen, det blonde hår hjalp absolut ikke på den opfattelse. Hendes sjæl var dragende som altid, og det kløede i fingrene efter at trække handskerne af og røre ved hende, han flyttede sig dog ikke, end ikke blinkede dog de udtryksløse øjne hvilede ligegyldigt på hende. ”Vend om på hælen, fortsæt tyve meter ind i skoven, ved egetræet drej til venstre og fortsæt den vej så vil du finde lejrbålet” hvorfor han overhoved hjalp hende anede han ikke, det kom endda bag på ham og han konkluderede at det måtte være for at slippe af med det frygtlige syn. Pludselig blev tavsheden brudt af lyden af krage, underligt når det var mørkt, men ikke desto mindre var det hvad der skete. lyden blev efterfulgt af lyden af tunge poter mod jorden, han rykkede sig ikke.

//Det er fint! ^^