Long time, no see ~Darren

Tid: Lidt før daggry
Sted: Halvblodsbakken
Omgivelser: Thaila træet og dragen der bevogter det
Vejr: Ret koldt da det jo stadig er vinter

Ashley kom gående op ad halvblodsbakken iført kampudstyr og med flere små sår diverse steder, hun havde ikke været i halvblodslejren længe, og hun havde godt nok savnet stedet, selvom hun havde nydt at tilbringe lidt tid nede i Underverdenen sammen med sin far, Hades, selvom det godt nok ville lyde mærkeligt for mange, så elskede hun sin far, dødsgud eller ej, han var hendes far og hun elskede ham.
Lige nu var hun godt og grundig træt efter den lange rejse og gøs lidt i kulden og smilede skævt over synet af lejren, det var skønt at være tilbage.

Darren trak den blå hætte på hans hættetrøje, hvor der jo sjovt nok var en hætte, op over hans ører som han af en eller anden grund var sikker på, han ville fryse. Sjovt fordi, han aldrig frøs. Det var en del af hans evne. Han frøs aldrig. Faktisk umådeligt dejligt, især nu hvor det var så koldt.
Hvad havde han også tænkt på? Hvorfor gik han udenfor så tidligt? Det var ikke engang daggry endnu! Okay, det var vinter, så solen stod sent op, men stadig. Han plejede aldrig at stå så tidligt op. Han var et helt igennem b-menneske, og stolt af det.
Lejren lå stille hen, fordi ingen andre end ham havde tænkt på at stå så tidligt op. Han spekulerede kort på, om han skulle gå hen til Athene-hytten for at se om Annabeth var vågen. Eller, nej, det skulle han nok ikke. Hun stod tidligt op, ja, men blev hun vækket... så var hun ikke rar at være sammen med. Specielt ikke, hvis man var grunden til at hun blev vækket. Som barn, måtte han lære det på den hårde måde.
Hans blik fløj op til Halvblodsbakken, og han rynkede brynene dybt, da han så en person oppe på den. Det havde han ikke rigtig troet, at der ville være. Altså, en person oppe på bakken.

Ashley tumlede lidt ned ad bakken og så en skiggelse iført en hættetrøje stå nede for enden af bakken. Imens hun fortsatte sin færd ned ad bakken, genkendte hun ham langsomt. "Darren?" spurgte hun imens et smil begyndte at forme hendes læber og lyse hendes ansigt op. Hun havde godt nok ikke kendt ham særlig godt, den eneste gang de havde snakket sammen var en gang for længe, længe siden, så lang tid siden, at det føltes som en drøm. Hun havde fundet ham ved lejrbålet, grædende, og de var faldet i snak. Hun kunne godt lide ham, på vennemåden selvfølgelig, hun var bestemt ikke ude efter et forhold efter hvad der var sket i hendes to sidste ...
Uanset hvad, så blev hun glad for at se ham, derfor satte hun i løb og kastede sig over ham i et kram inden hun kort efter fjernede sig igen, let rødmende af forlegenhed. "Hey!" sagde hun med et forfjamsket grin om læben og uden helt at tage sig af hvor forfærdelig hun så ud med blå mærker og skrammer, samtidig med at hun jo var iført sin rustning.

Skikkelsen på bakken løb ned ad den, temmelig klodset faktisk, og jo tættere hun kom på, jo nemmere var hun at genkende. En pige, han ikke havde set i lang tid, fordi hun havde været udenfor lejren. Helt præcist, hvor hun havde været, havde han ikke rigtig fået fat i. Måske havde hun sagt det, måske ikke. Fakta var, at han ikke vidste det. Han kiggede et øjeblik forbløffet på hende, før hun pludselig var i hans arme. Han krammede hende fortumlet tilbage, før hun trak sig tilbage.
Hans blik røg ned over hende, på alle hendes blå mærker og skrammer. Hans øjne blev store, før han kiggede en smule skræmt på hende. Hvor i alverden havde hun været? Var hun løbet ind i en horde uhyrer, eller hvad?
"Hvad.." han trak vejret kort, før han rystede på hovedet. Mest af sig selv. "Hvad i alverden er der sket, Ashley?"
Det var måske ikke det mest intelligente spørgsmål - når halvguder var sårede, var det fordi de var blevet angrebet af uhyrer. Men de fleste havde jo været i lang tid, eller det havde Ashley i hvertfald - der skulle da en hel del uhyrer til, før Ashley kom til at se sådan ud.
Han var en virkelig overbeskyttende person over for hans venner, dem han holdt meget af. Især Annabeth var et ømt punkt for ham, på trods af at hun var datter af Athene, var han altid bange for at der skulle ske hende noget. Det ville han ikke kunne klare.

Ashley smilede glad og forfjamsket til ham. "En lille horde uhyre overraskede," forklarede hun med en lille skuldertrækken, men skar lidt ansigt da det fik såret på hendes hals, der så utrolig dræbende ud da det gik fra hendes kindben og videre ned til hendes skulder, men så man bort fra det sår, så hun ud til at have det fint. Der havde godt nok været mange uhyrer på hendes tur frem og tilbage da hun jo var datter af en af de tre store guder og derfor tiltrak ekstra mange uhyrer. "Jeg overlever, Darren, det er bare nogle små skrammer," sagde hun med et lille grin og krammede ham igen med en glad latter. "Hvor er det skønt at være tilbage!" sagde hun med et grin da hun slap ham igen og sendte ham et skævt grin. Hun var taget af sted for at slippe for den drama der var omkring hende i lejren og for at lære sin nye evne bedre at kende, og det måtte man sige, hun kendte den godt nu og kendte stort set alle sine grænser indenfor evnen. "Nåh, hvad er der så sket siden jeg tog af sted?" spurgte hun ham med et smil og lagde hovedet let på skrå. Hendes spanske accent var der stadig, nu var den bare blevet blandet lidt med en anden og mere underlig accent.

Han kiggede kort på hende, før rystede på hovedet, igen kun af sig selv. Han burde vide, at hun, som datter af Hades, blev jagtet mere end han kunne drømme om at blive. Eller have mareridt om. Men bare fordi, han ikke selv blev jagtet af så mange uhyrer, selv ikke i drømme, kunne det ikke forhindre mareridtene fortælle ham, at hans kæreste, Annabeth, blev jagtet af mange flere uhyrer. De fleste mareridt handlede om hende, der blev jagtet af uhyrer, for, til sidst, at dø. Blive dræbt af et uhyre. Uden at han kunne gøre noget.
Når sådanne mareridt hjemsøgte ham, vågnede han for det meste op med et sæt. Han hadede virkelig, at han ikke var den kampglade af ham og Annabeth - det ville jo ende med, at det var hende, der reddede ham, og ikke omvendt. Det ville være pinligt. Rigtig, rigtig pinligt. Og dog, det betød jo bare, at hans mareridt ikke var så sandsynlige, som de burde. Annabeth var datter af Athene, hvilket ville sige, at hun ikke var så let at besejre. Han kunne i hvert fald ikke gøre sig forhåbninger om dette.
Han lagde armene om hende igen, og holdte hende tæt ind til sig. Han nikkede enigt, da hun gjorde udtryk for sin glæde ved at være tilbage.
Han skuttede sig lidt ved hendes spørgsmål, men valgte at besvare det. Hun ville alligevel finde ud af det - på et eller andet tidspunkt blev alle løgne, hvide såvel som sorte, afsløret. Dette gjaldt også fupnumre. Han måtte sige sandheden.
"Årh, det sædvanlige," svarede han undvigende, "enkelte er blevet kærester, og vi har fået flere lejrdeltagere."
Okay, han måtte så ikke sige sandheden.
Han lagde undrende hovedet på skrå, da han lagde mærke til den anden accent, der ligesom ødelagde hendes syngende, spanske accent. Hvor havde hun egentlig været henne?
"Hvor har du egentlig været henne, Ashley?" spurgte han undrende, med let rynket pande.

Ashley kendte godt det med mareridt og havde dem selv tit og ofte, mest dog bare om hendes moster der døde, eller Angus, selvom det sidste nok var ret absurd da han jo var en Ares søn og da hun vidste, at han havde dræbt langt flere uhyre end hende selv.
Hun klukkede blidt og smilede stadig stort og forfjamsket til ham, hun kunne virkelig ikke beskrive hvor glad hun var for at være tilbage, dog var hun stadig nervøs da hun jo skulle møde de problemer som det var hun havde flygtet fra. Og hun vidste godt, at hun havde været en kujon ved at bare at have flygtet på den måde, men det var det hun altid havde gjort, hun havde altid flygtet når hun havde været i problemer, denne gang var hun så bare flygtet ned til sin far, og ikke Alex.
Hun nikkede lidt og hævede let det ene øjenbryn da hun godt kunne fornemme at han ikke fortalte det hele. "Og hvad mere?" spurgte hun blidt og nænsomt og så på ham med hovedet let på skrå.
Hun tøvede kort med sit svar. "I Hades," sagde hun med de blandede accenter. "Så det er nok oldgræsk og latin der er blandet sammen med min normale accent." Hun smilede lidt skævt og trak let på skuldrene da hun ikke så det som noget specielt ved det faktum at havde været i dødsriget. "Så ... efter de fire måneders tid, sætter det sine spor." Hun klukkede blidt og stille.

Han så lidt på hende, det var jo egentlig ikke så forfærdelige ting, der var sket. Eller jo, men kun for lejren som helhed, ikke for den enkelte person. Med undtagelse af dem, der var venner med de smuttede lejrdeltagere. Mange havde nemlig fulgt Ashleys eksempel og forladt lejren. I går havde de modtaget nyheden om bl.a. Morfeus' datter Caitlins død, flere havde lidt under denne nyhed.
"Altså... det er ikke rigtig de bedste nyheder," startede han lidt usikkert, "flere og flere lejrdeltagere har forladt lejren, ligesom dig. De er bare ikke kommet tilbage. Én af dem, Caitlin, hvis du kan huske hende?, døde. Vi fik nyheden i går."
Han kiggede lidt ud i luften, før han blinkede voldsomt. Han selv kunne sagtens huske den smukke datter af Morfeus, hun havde været særdeles venlig. Faktisk havde han været en af dem, der havde lidt under nyheden om hendes død. Nogle af pigerne, hvis kærester var rejst, var fuldkommen i angsttilstand over, at det samme kunne ske med deres kæreste. Og han forstod dem. Hvis Annabeth forlod lejren, ville han konstant være nervøs. Hver eneste aften ville han sidde og kigge på Chiron, forvente, at høre ordene, om at hun var død. Heldigvis var hun lejren, ikke så langt fra ham.
I Hades? Hun havde været i Hades. Selvfølgelig havde hun været i - havde hun været i Hades?!
"Har du været i Hades?" spurgte han, både en smule skræmt og dybt faschineret.
Hades havde altid været en af de mest spændende guder i græsk mytologi, syntes Darren. Det havde han syntes lige fra den dag, han første gang hørte om den spændende og vidtbredte tro. På den anden side, var Hades skræmmende. Han kunne det ene øjeblik være vis, det andet øjeblik kunne han være vanvittig. Ligemeget hvad, så var han dødsensfarlig. Og hvad angik Persefone, hvordan havde hun så haft det med at en af hendes steddøtre kom og skulle bo det samme sted, som Persefone selv?
"Hvordan reagerede Persefone?" spurgte han med morskab i stemmen, som om han opfattede Persefones afsky overfor Hades' børn, som en stor joke.

Ashley så opmærksomt på ham og bed sig let i underlæben da hun hørte, at mange andre havde forladt lejren. Hun rynkede på brynet. "Det var mæ ..." Længere nåede hun ikke før han fortsatte, og hun måbede. "Caitlin?" spurgte hun, uden at være helt i stand til at forstå. Hun havde dog ikke helt kendt Caitlin så godt, men hun havde dog snakket med hende et par gange og hun havde været en utrolig sød pige. Hun bandede kort på spansk og bagefter på oldgræsk og latin, bare for at komme af med overraskelsen og sorgen over Caitlins død. Hendes hår slog gnister og hendes hendes krop blev varmere og hun bed tænderne sammen imens hun borede neglene ind i håndfladen. Hun rystede på hovedet og prøvede at trække vejret dybt og fik langsomt styr på sig selv og temperaturen omkring dem faldt og gnisterne forsvandt lige så stille fra hendes hånd og hun så på ham med svage flammer i sine øjne.
Hun kunne dog ikke lade være med kort at le over hans reaktion, og hun nikkede. Det havde været et smukt og grusomt sted, så selvom hun godt kunne lide at være der, så brød hun sig ikke om det på grund af alle de forpinte sjæle, dog elskede hun at lege med Cerberus, som var den trehovede hund der bevogtede Hades' port. Og så var der den her enkelte Helvedeshund, som var blevet født imens hun havde været der, og moren havde bare gået far ham. Så som den kærlige person Ashley nu engang var, havde hun taget den lille helvedeshvalp til sig og havde passet og plejet ham og givet ham navn. Og nu var han fuldstændig loyal overfor hende og kom hvis hun kaldte, noget hun dog ikke gjorde imens hun var i lejren, men hun savnede nu den 'lille' fætter.
Hun skar ansigt da han nævnte Persephone. "Hun hadede mig ved første øjekast," sagde hun med et lille grin. "Virkelig, det var helt ekstremt!" Hun skar endnu en grimasse og klukekde kort.

Han nikkede kort, selv havde han slet ikke lyst til at tænke på det. Caitlin havde været en af de eneste børn af Morfeus, og en af de mest venlige personer i lejren. Faktisk havde han, lang tid før han mødte Annabeth igen, tænkt på, at invitere hende ud. Det endte dog med at han fandt Annabeth igen, hvilket han hver dage takkede guderne for. Mest hans mor, og Annabeths mor, da de jo nok var dem, der havde mest at gøre med genforenelsen. Men Caitlin var stadig forblevet hans ven, indtil hun bestemte sig for, at søge lykken ude i verden. Desværre fandt hun den ikke - hun fandt kun døden. Sikke en sort tankegang, Darren havde, men det var sandt. Men stadig, hvorfor blev Caitlin, en datter af Morfeus, den første døde? Der var mange, der var børn af stærkere guder, der havde forladt lejren. Nogle af dem havde endda mindre træninge end Caitlin havde. Det var en tanke værd.
Han følte en stor trang til at gå tilbage, da hendes hår begyndte at gnistre, og det var som, på trods af at Ashley altid havde en kold kropstemperatur, at Ashleys kropsvarme blev, ja, varmere, hvilket jo var umuligt. Eller det havde han troet. Men i denne verden skulle man aldrig sige aldrig, alt kunne ske. Intet var umuligt.
Det var dog som om, hun fik sog selv under kontrol, da varmen omkring dem forsvandt, og hendes hår blev almindeligt igen. Stadig kunne han ikke lade dette passere. Det var jo... sygt. Altså, han kunne jo også regulere varmen i et rum, men det var jo, fordi hans mor var varmens gudinde. Hades stod jo nærmest for kulde og død.
"Hvad skete der lige dér?" spurgte han med ærefrygt i stemmen, men hans faschination var også at spore.
Han lo kort med hende, da hun nævnte, hvor meget Persefone afskyede og hadede sin steddatter.
"Det anede mig," sagde han med et skævt smil. Persefone var næsten berygtet for at afskye sine stedbørn. Hun havde en tendens til altid at forvandle dem til blomster, men selvfølgelig var det et uheld. Selvfølgelig var det dét.

Ashley kunne ikke fatte at den søde, venlige Caitlin var død, væk ... det var en helt umulig tanke, selvom hun ikke havde kendt Caitlin særlig godt, så gjorde det ondt at tænke på, at hun aldrig ville se den pige igen, i hvert ikke før hun selv afgik ved døden. Hun tog sig kort til halsen inden hun fandt en lille flaske frem med gudenektar og tog en lille tår inden hun lukkede den igen og lagde den tilbage i hendes lille, skjulte lomme i rustningen. Såret havde nært blevet hendes død, det havde været tæt på og hun havde kunnet mærke at sin krop skulle til at tage afsked til hendes dødelige legeme, men tanken om Angus og sine venner her i lejren havde givet hende styrken til at kæmpe videre.
Det gik først op for Ashley bagefter, at Darren vist ikke havde hørt om hendes evne, og derfor smilede hun undskyldende til ham og rødmede ganske let i kinderne. "Min evne, det var en af grundene til at jeg forlod lejren, for at træne i Hades med min far," forklarede hun og tøvede kort inden hun gik videre. "Jeg kan forvandle mig til noget der ligner en ilddæmon, min hud flammer op og det samme gør mit hår, og jeg har lært at lave ildkugler ud ad mig selv." Hun smilede skævt og holdte sin hånd frem, med håndfladen op ad, og skabte en ildkugle ud ad ingenting, inden hun lukkede den sammen og dræbte ilden, eller rettere, lod energien vende tilbage til hende selv.
Hun klukkede blidt og skar endnu en grimasse. "Hun drev mig virkelig til vandvid dernede," sagde hun med en lille latter, men Ashley havde dog været heldig, hun var ikke blevet forvandlet til en blomst, ikke den her gang i hvert fald.