Hopefully alone - Stella

Sted: Amfiteatret
Tid: Midt på dagen
Omgivelser: Tilskuerækker, en stor scene osv.
Vejr: Skyfri himmel og solen skinner - det er dejlig varmt
Påklædning: Outfit (click)

Vejret var fuldkommen fantastisk. Himmelen var skyfri og solen stod højt på denne. Det var dejligt varmt, og en perfekt undskyldning for at rende i T-shirts og gå på stranden. På stranden var der masser af halvguder, som nød solen. Nogen benyttede det dejlige vejr til at træne på de forskellige stationer. Nogen var i hytterne.
Ingen var ved amfiteatret. Kun Harley, hvilket hun har fuldkommen tilfreds med. Når det kom til dette, foretrak hun at være alene. På scenen stod en harpe - en fantastisk flot harpe, som var lavet i guld. Hvordan de havde fået fingrene i denne, havde hun ingen anelse om. Men den var en fornøjelse at spille på.
Hun smed sin bue og sit pilekogger fra sig på scenen - hun var netop kommet fra bueskydningsbanen. Kort så hun sig over skulderen. Tjekkede om der var andre. Hun kunne igen konstatere, at det var der ikke. Hun smilede tilfredst, og gik hen til harpen. Forsigtigt satte hun sig på skammelen ved siden af denne. Det kriblede allerede i hendes fingre. Hun havde aldrig taget timer i dette, at spille harpe. Heller ikke nogen andre instrumenter. Det kom fuldstændig naturligt til hende. Sådan var det vel, når ens far var gud for musik.
Med et svagt suk begyndte hun lige så stille at spille.

Det hun spiller (click)

Påklædning (klik)

Stella skulle finde Harley, og det skulle være med det samme. Hun undrede sig over, hvor hun kunne befinde sig, da hun ikke befandt sig i hytten. Det var varmt udenfor, og Stella havde ikke været uden for hytten hele formiddagen. Hun trængte til en smule frisk luft – og farve på kroppen. Dog skulle hun finde Harley først. Hvor var hun henne? Hun kunne ikke spørge nogle af hende halvsøskende, da de ikke skulle fatte mistanke omkring Harley og hendes specielle bånd. Hun måtte tag den klassiske metode i brug, som var udelukkelsesmetoden. Stranden? Søen? Staldene? Jordbærmarkerne? Det gik ikke særlig godt. Derfor besluttede hun til sidste at tage sine sko på og gå ud og lede efter hende. Som sagt var det varmt uden for, så Stella tog en smule tøj på for ikke at komme til at svede meget. En lille somme kjole var det bedste valg + håret skulle op i hestehale. Lige da Stella trådte ud af døren, kunne hun mærke de varme UV-stråler på hendes hud og hårene på hendes krop rejste sig. Det skulle nok blive en god dag. (Hvis hun fandt Harley)

Hun startede med at gå over på stranden. Men i dét hun sætter sin venstre fod på stranden, går det op for hende, at Harley ikke er på stranden. Ikke fordi, at hun ikke kunne se hende, men fordi hun vidste, at Harley ikke var den største fan af mange halvguder og en masse støj på en og samme gang. Hendes utålmodighed voksede i takt med hendes sved på panden. Hvor var hun henne? Hun vendte straks om og vendte snuden mod søen. Men så slog det hende. Amfiteatret. Det var åbenlyst. Instrumenter. Stilhed. Hun var trosalt datter af Apollon, og instrumenter havde altid været noget af både Harleys og Stellas kæreste eje. Hun blev mere munter og traskede rask af sted mod amfiteatret.

Da hun nærmede sig teatret, kunne hun fornemme nogle toner i luften, som lød fortryllende. Hun lukkede intenst sine øjne og slog ørene ud. Det var smukt. Tonerne kom fra en harpe, som Stella, selv, ser som et guddommeligt instrument. Tankerne fik frit spil. Associationerne kørte rundt i hendes hoved, og kun hendes fantasi satte grænser. Hun åbnede igen sine øjne og fik hurtigt øje på Harley med harpen. Utålmodigheden forsvandt, men hun fik i stedet en følelse af spænding. ”Hey Harley, det lyder rigtig godt!” Fik hun råbt så højt, hun kunne. Dog var hun stadig forpustet over at have løbet fra stranden også over til amfiteatret, da hun ikke er i super form. Det kunne man også høre i hendes stemme. ”Du ved ikke hvor mange kalorier, jeg har brændt på at finde dig.”