My Shyness Ruins So Many Good Opportunities - Adrianna

Solens varme stråler blændede næsten Averie, og hun besluttede sig for at flytte sine solbriller fra hendes lyse hår til hendes øjne. Ave havde placeret sig op ad et  træ i det bløde græs. Denne sommerdag var hyggelig og de fleste i lejren havde valgt at tilbringe den udenfor sammen med deres venner og veninder, og latter kunne høres overalt. Det stak lidt i hjertet. De vadede nærmest i hun ingen venner havde; i hvert fald ingen nære venner. Hun havde snakket med et par stykker, men hun havde altid trukket sig fordi, hendes generthed og usikkerhed altid tvang hende til at vente på den anden person gjorde noget, og på et tidspunkt blev de trætte af det. Af hende. Men hun havde det fint. Hun havde vænnet sig til at gøre ting alene og var blevet mere selvstændig af det, men også mere indelukket. Hun foretrak faktisk at være alene; alt var så meget nemmere. Og hun var træt af at alle folk blev trætte af hende, at være afhængig af alle andre og altid frygte at gøre noget forkert.

Averie rystede på hovedet. Det var dumt af hende, hun skulle ikke tænke over den slags, det ville bare gøre hende trist til mode. Hun ville meget hellere fokusere på sin bog. Herkules. Hun elskede den. Egentlig elskede hun bare at læse om modige personer, for hun så op til sådan nogle. Hun ville gerne være modig og frygtløs, men hun blev det nok aldrig, hun var alt for usikker til at kunne være spontan. Men hun klarede sig nok bedst i baggrunden eller bare som hjernen. At bruge sin hjerne, se det var hun god til, og det var det eneste hun ikke tvivlede på ved sig selv. Hun vidste at hun kunne regne et hundrede procent med sin hjerne. Averie hev sin iPod frem og satte hendes lige i øjeblikket, ynglings sang på The Monster med Eminem ft. Rihanna, og tog sine hørertelefoner i. De grinende mennesker blev for meget for hende, selvom hun nødig ville indrømme det. "I'm friends with the monster theres under my bed, get along with the voices inside of my head.." sang hun, med sin lyse stemme. Hun elskede at synge for sig selv, det fik hende til at føle sig mindre alene. Musik og bøger, var egentlig hendes eneste venner. Ingen andre kunne finde ud af at være der for hende...

Påklædning: Click please!

Adrianna smilede stort, så hendes smilerynker rigtig kom til syne. Alle halvguder var udenfor, vejret var fantastisk. De havde fået en fridag for at nyde det gode vejr, og desuden var der ikke nogen, der ville kunne løbe 10 km i den nådesløse sol.
"Okay vi ses Mel", sagde Adrianna til Mel. De havde spillet ufattelig mange slag volley tæt ved søen, men nu skulle Mel gå. Adrianna kiggede sig lidt omkring. En dag som denne skulle udnyttes til fulde, men hendes nærmeste havde travlt. Hendes kæreste Collin havde en aftale med en Ares søn om et eller andet, formegentlig en brydekamp, Mel skulle et eller andet med at træne sine mentale kræfter, og Clarisse var bagud med "græske monstre og deres adfærd". Adrianna havde mange venner i lejren, men de var alle i gang med noget, og så havde hun bare lyst til at være sammen med sine nære venner.
For første gang den dag smilte hun ikke. Hun prøvede at hænge ud med sine søskende, men de var meget opsatte på, at hun skulle i søen. Det var ikke det, hun havde aller mest lyst til, især fordi at kjolen var helt ny, så hun endte med at gå væk og stod for sig selv.
Hun skubbede solhatten længere ned i panden, solen var virkelig skarp, og betragtede sine blålakerede tånegle. Pludselig fik hun øje på en lys pige, der sad og læste en bog. Adrianna elskede bøger, men det var lidt usædvanligt at sidde og læse på sådan en dag især med så mange glade og højtsnakkede halvguder omkring en.
Adrianna trak på skuldrene og kom i tanke om hendes skjold, hun havde glemt i hytten. godt nok var hun i en næsten sikker lejr, men man kunne aldrig være for sikker, det havde hun lært af erfaring.
Hun begyndte at bevæge sig op i mod hytterne. Da hun passere træet pigen sad op af, begyndte pigen at halvnynne en sang. Adrianna genkendte den med det samme, den var en af hendes yndlings.
Hun stoppede op foran pigen smilede og sagde forsigtigt: "Hej, jeg hedder Adrianna, kald mig hvad du vil. Hvad hedder du?"
Nu når hun jo alligevel ikke havde noget at bruge sin tid på, kunne hun da lige så godt få endnu en ven.

Averie ignorerede i starten pigen, der pludselig stod foran hende. Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen. Hvad nu hvis det slet ikke var hende hun talte til. A sad i lidt tid men hørte ikke noget svar fra en person bag hende. Hun sukkede lidt og hev den ene af sine høretelefoner ud. Ave hævede blikket og fik øje på en blond pige iklædt sandt strandtøj. Sjovt hun havde aldrig set hende før. "Averie," mumlede hun og sænkede igen blikket. Hun bad til at pigen ville gå igen. Det sidste hun havde brug for var, at underholde nogen. Hun stak høretelefonen i øret igen. Sangen var nu skiftet til en anden: The Phoenix med Fall out Boy, normalt var hun ikke til rockede sange - kun når hun var vred. Hun var normalt til stille og rolige sange der beskrev hvor tilsidesat og udeladt hun følte sig for det meste, sange hun kunne græde til eller en hun bare kunne lytte til uden det blev for voldsomt. Men denne her var anderledes. Hendes lyse hår faldt ned foran hendes øjne og dækkede det meste af hendes ansigt. Hun hev benene op til sig. Hendes fødder var bare for hun havde taget sine sko af da hun kom, det var for varmt til at have alt for meget på.

Pigen der vist hed Adrianna... hvor underligt Averie aldrig havde set hende før. Hun havde været i lejren i tre år, og for at være helt ærlig: det kunne godt være hun ikke sagde meget, men hun bemærkede alt, og hun havde fotografisk hukommelse så hun ville have husket det, hvis hun have set denne pige før. Hun virkede jo ret udadvendt så det kunne ikke være fordi hun havde gemt sig i sin hytte i al den tid. Måske var hun bare ny? Averie betragtede nogle af Poseidon børnene lave alle mulige syge tricks på hinanden ved søen. Store vand-knytnæver blev dannet og maste sig nedover en stakkels pige, der skreg forskrækket, hun fik senere taget revanche ved at lave en form for vandtornado som hun kastede over hendes halvbror. Averie smilede indeni, men hun ville ikke få det ud på overfladen, da folk nok bare ville synes hun var underlig, når hun sad og grinede af noget hun ikke engang var en del af; så var det bedre at lade som om man ikke så noget. Det gjorde hun altid, og sådan var det også nemmere. Hun regnede med Adrianna var smuttet for længst og begyndte at synge med på sin sang igen, men holdt lydniveauet lavt. Sangen var nu skiftet til Impossible. "Tell them I was happy and my heart is broken all my scars are open tell them what I hoped would be impossible, impossible, impossible, impossible.." sang hun. Hendes øjne strålede af glæde. Det her var sand lykke, hvis man spurgte Averie; ikke at nogen gjorde det. Hendes grå øjne der normalt lyste af sorg lyste af glæde når hun havde denne lykkefølelse. Alene, med en god bog og en elskelig sang. Det kunne umuligt blive bedre.

Adrianna stod bare og ventede på et mere uddybende svar fra Averie. Folk syntes ofte, at Adrianna var irriterende, fordi at hun ignorerede de signaler, folk gav, fordi at hun var af den overbevisning, at hun hellere ville gøre det, folk havde brug for, end hvad de bad om. De ville takke hende senere.
Hun lagde mærke til, at den enspænder type af en pige kiggede over mod de vandkæmpende halvguder. Der var en meget god beskrivende sætning for Adris halvsøskende: En flok abekatte. Hvis det ikke var Hermes børnene, der havde ødelagt noget, var det med sikkerhed Poseidon børnene. "De er mine halvsøskende," sagde hun og nikkede mod de legende halvguder, "som du måske har gættet, er jeg datter af Poseidon. Hvad med dig?" 
"Hey. Vil du ikke med ned til mine søskende? De er lidt... Abekatte-agtige, men de er meget søde, og det bliver sjovt!" Adrianna havde ikke kunne lade være at lægge mærke til, at pigen jo sad helt alene og læste, og hun sikkert også havde gjort det før på dagen, og sikkert også ville gøre det efterfølgende. "Du har forresten også en god smag i musik", grinede Adri til hende.

"Det er mine halvsøskende," forklarede Adrianna. Det gibbede i Averie, da hun havde regnet med hun var smuttet. Ave hev sine høretelefoner ud, hun ville jo ikke virke arrogant eller noget. Og det var jo også lidt hyggeligt når folk endelig kom hen og snakkede med hende - eller rettere: til hende. Averie mumlede en bekræftende lyd og smilede lidt ved synet af de legesyge teenagere og børn ved søen. "Som du nok har gættet er jeg datter af Poseidon. Hvad med dig?" Spurgte pigen. Averie var godt klar over de fleste børn af Athene afskyede Poseidon børn, og hun følte sig lidt som en forræder - hun anede ikke hvordan hun skulle opfører sig overfor dem, da der aldrig var nogen, der havde fortalt hende det. "Øh.. Athene," svarede Ave med et genert smil og trak på skuldrene. Hun havde ikke tænkt sig at dømme nogen ud fra deres forældre, hun ville hellere dømme dem ud fra deres personlighed. Averie måtte lige overveje det med søen. Hun ville elske at have lidt selskab, men på den anden side.. Det ville nok være sjovt i starten og hun ville ikke føle sig spor ensom på grund af hun ville være ny og gøre dem nysgerrig, men efter nogle minutter ville de andre blive optaget af noget andet, og hun ville være som luft for dem. *Tro mig jeg kender processen* "Jeg ved ikke..." Solen skinnede skarpere. Hun var sytten, hun havde lært at klare smerten. Hvis det blev for meget kunne hun jo altid vende tilbage til sin hytte og læse lidt. "Så lad gå, det skal nok blive hyggeligt," smilede Averie til hende og rejste sig fra græsset. Hun lod sin bog ligge og lagde sin iPod ind imellem en af siderne den. Hun tog sine solbriller af og fæstnede dem til halsudskæringen på sin kjole. "Og tak. Jeg lytter bare til, hvad jeg kan lide,"  sagde hun og trak på skuldrene. Averie mærkede græsset kilde sine efterhånden brandvarme fødder. Hun fjernede smilet fra sine læber og fulgte med Adrianna ned til søen. Hun forventede ikke det store af hende, da Adrianna nok bare ville udnytte Ave og det havde hun prøvede mindst en million gange.

Adrianna smilede lidt opmuntrende til hende. Hun virkede ret meget som en nervøs og stille type.
Adrianna blev lidt nedtrykt, da hun hørte, at Ave var Athene datter. Adrianna havde ikke selv noget i mod Athene børn, hun ville være venner med alle, og hun dømte ikke ud fra, hvem ens forældre var, men det var der mange Athene børn, der gjorde. Dog virkede Ave som om, at det ikke rørte hende.
Adrianna blev glad, da Ave sagde, at hun gerne ville med, så følte Adri, at hun havde gjort en god gerning, og så skulle hun heller ikke være alene med sine halvsøskende.
De to halvgudinder begav sig ned til søen, til alle de meget legesyge halvguder. Adrianna smilede til sine søskende og præsenterede dem for hinanden: "Søskende Averie, Averie søskende." Der var alt for mange, til at hun orkede at fortælle alle navnene, (der var mange!) i stedet ville hun bare fortælle navnene enkelt vis senere. Alle hendes søskende der ikke var ude at svømme, flest piger der solede sig vinkede glad med et smil. "Vil du med ud at svømme Ave? Vi kan jo bare skifte senere?" Spurgte Adrianna. Det ville blive sjovere, hvis de lavede noget i stedet for bare at snakke.