The Skov - Amaranthe

Tid: 15:34
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer....skovagtigt
Vejr: Koldt, en smule blæst og skyet
Årstid: Vinter.
Påklædning:


Eddie kom gående med hænderne i lommerne på hans jakke, og et lille smil hvilende på hans læber. Det var første gang at han var ude i skoven, han havde ellers siden han ankomst holdt sig til trænings områderne.
Eddie var en stor muskuløs ung mand på 186 centimeter, han var sytten år men hans store krop fik ham til at ligne en på tyve. Han havde dog også modenheden til at kunne være tyve, men oftest opførte han sig som en på hans egen aldersgruppe. Han havde lagt mærke til at de fleste andre nyere på lejeren var omkring de fremten, så han var lidt ældre end dem. Men det var mest dem som han kunne komme til at snakke lidt med, de andre på hans alder der alle havde været der i længere tid havde ikke været så lette at snakke med.

Eddie lod de svagt lyseblå øjne glide hen over træstammerne, mens han ledte efter liv. Han kunne egentlig godt bruge lidt selskab, det var lidt trist bare at gå rundt selv. Han havde lavet en aftale med sig selv at han skulle have fundet sig nogle venner inden måneden var slut. Det burde ikke være så svært, for inden han kom til lejren havde han haft mange venner.

Påklædning: Hvid jakke og hvid hue, samt sorte støvler.

Amaranthe kom gående gennem skoven.
De mange træer var som græske søjler, hvor ikke en linje lignede noget der var set tidligere.
Hendes brune øjne var rettet mod himlen og på de mange skyer.
Hendes øjne fulgte de forskellige skyer på himlen, helt til de var skjult af træerne.
Det lange mørke hår var flettet i en fletning og hang ned ad ryggen på hende.
Hun kiggede hurtigt ned da en gren knækkede under en støvle.
En dreng, måske et år ældre gik tæt på hendes position.
"Hvem er du?", spurgte hun med en spørgende stemme.

// Undskyld, ingen krea

//Det er okay med krea svigt, lider selv af det lige nu


Eddie vende sig da en pige stemme talte til ham, eller det gik han i hvert fald udfra da der ikke var andre. Hans øjne gled hen over hendes ansigt og et venligt smil bredte sig på hans læber.
"Jamen hej med dig også"sagde han med en charmerende munter mild dyb stemme og morede sig lidt over hendes måde at hilse på. Siden hans stemme gik i overgang havde han lydt som en på tyve, så at folk troede at han havde den alder kunne man godt forstå.
Han ville selv starte samtalen med et hej og så derefter præsentere sig, men hvis pigen her gjorde det anderledes kunne han jo ikke beklage sig. Ingen var ens.
"Jeg hedder Eddie"svarede han så endelig kort efter det første han havde sagt og ventede på at pigen selv skulle afsløre et navn.

Amaranthe lagde hovedet på skrå og sagde:"Hej... ved du hvilken gud du er barn af?"
Hendes ansigt afslørede ikke rigtig nogle følelser, men stemmen var blid og venlig.
Stemmen fløj igennem luften som en høj hvisken, da hun svarede med stille stemme:"Amaranthe... datter af Athene."
Et stolt glimt sås i hendes øje, da hun sagde moderens navn. Hun rankede ryggen og så på drengen... Eddie, hed han.
Hun sendte ham et lille smil før hun kiggede op på himlen i en lille tid.
"Hvornår kom du?", spurgte hun med en stemne der lyste af oprigtig nysgerrighed.

Eddie lod hende snakke færdig før han svarede. Han hadede selv at blive afbrudt og forsøgte altid at undgå at afbryde andre. Man skulle jo behandle andre som man selv ville behandles.
Han kunne ikke lade være med at smile, da hun tydeligt viste at hun var stolt af sin herkomst. Han selv havde ingen videre følelser for sin fader, han havde jo aldrig mødt ham. For ham var hans far bare en fremmed. "Jeg er søn af Ares"svarede han på det første spørgsmål og det var tydeligt han ikke var stolt som hende, men mere ligeglad med det. "Og jeg kom for et par dage siden, jeg er ny" sagde han hurtigt, da han huskede at svare på det sidste spørgsmål han var blevet stillet.
"Hvad med dig selv, er du også ny?"spurgte han med et venligt smil og fordellede hans vægt på hans fødder, så han stod mere behageligt. Han var stærk i benene og kunne stå op meget længe, før han ville blive træt af det.

Amaranthe kiggede på ham med sine store brune øjne.
Hun begyndte at pille fletningen ud, da han begyndte at snakke igen.
Ares? Hun kiggede lidt forundret på ham og sagde:"Øh.. okay, Ares. Interessant."
Hun lagde mærke til sarkasmen i hendes tonefald og skyndte sig at sige:"undskyld, jeg blev bare fornærmet af din halvsøster forleden. Areshytten og jeg er ikke de bedste venner. Det har intet med dig at gøre."
Hun ville helst ikke have at han skulle tænke dårligt om hende. det var jo slet ikke det der var meningen, men samtidig kunne hun godt se at han heller ikke var vitterlig stolt over hans far.
"En uge siden, så ja, jeg er også ny.", svarede hun med et venligt smil på læberne.
Hun kiggede indgående på ham og spurgte:"Hvad kan du bedst lide at lave?"
Hun selv, kunne jo bedst lide bare at ligge eller sidder inde i skoven og kigge op på skyerne. Ikke videre intelligent, for et barn af Athene. Men det var der jo også så meget andet der ikke var, for eksempel dem der hakkede løs på hinanden inde i arenaen eller dem der lod sig tilfangetage af Afrodites børn og blev overmalet med fast parfume.
Hun selv gik kun med eyeliner og ikke engang det brugte hun meget.
Hun kiggede på Eddie igen og kiggede på ham med sine brune øjne der lyste af nysgerrighed.

// Så kom kreativiteten

Eddie trak på skulderne da hun fortalte at hun ikke sådan lige var bedste venner med Ares hytterne. Han ville ikke blive indblandet i andres gøremål og ville derfor ikke sige noget til det. Han var typen der holde hans skænderier med folk for sig selv, var han uvenner med nogen gik han ikke rundt og fortalte det til alle og en hver. Det kom kun ham selv og den anden som han var uvenner ved. Trak man andre med ind i det, kunne det tit udvikle sig og skabe flere problemer, da det oftest gjalde om at få så mange over på ens egen side for at blive den stærkeste og derfor tættere på sejren.
Han lod også emnet om deres tid på lejren gå forbi, da hun stillede et nyt spørgsmål. Han holde af at holde det simpelt, og ikke have for mange emner kørende da det kunne blive forvirrende at snakke så.
"Træne. Kamp"svarede han med et venligt smil og regnede lidt med at det hørte til at være Ares søn, men det kunne vel også regnes ud hvis tog et gik på hans store krop. "Hvad kan du selv bedst li?" spurgte han venligt.

Amaranthe smilte lidt usikkert, da Eddie bare trak på skuldrene.
Han tænkte sikkert:"Hvorfor i alverden fortæller hun mig det?"
Men for at være ærlig, var amaranthe ligeglad med hvad han tænkte og hvad han ikke tænkte.
Det var jo ikke hendes problem, hvad han tænkte og hvad han ikke tænkte.
"Jeg kigger for det meste bare på skyerne, de forandrer sig hele tiden.",. hun smilte stille og tilføjede:"Ellers så læser jeg og tegner."
Ja, hun tegnede. Bare alt andet end huse. Hvorfor skulle alle Athenes børn blive arkitekter? Hun havde mere lyst til at være... tja, det vidste hun jo egentlig ikke, men det var ihvertfald ikke arkitekt.
Så meget vidste hun da, lige nu. Det kunne jo være at hun skiftede mening, engang...
Så han trænede med sværd? Som så mange andre af hendes søskende, kunne hun ikke se meningen i at slå løs på hinanden. Det førte jo ikke til andet end sår og skrammer. Måske blev man lidt bedre, men man fik ihvertfald helt sikkert skrammer. Og hvad sjovt var der i det?
"Er du faldet til i lejren?", spurgte hun og så igen kort op på skyerne.
De havde forandret sig igen, hvor der før var en hund, var der nu et hjerte.