The Comfort of a Friend - Theo <3

Det var en helt normal dag, helt almindeligt vejr, og Annabeth lå i sin seng, med dynen helt oppe over hovedet. Egentlig var hun ikke i forfærdeligt humør, men hun var heller ikke ligefrem i det allerbedste humør nogensinde. Hende og Darren havde slået op, og selvom det var som gode venner, var det vel aldrig fedt at slå op med nogen. Specielt ikke når man elskede dem, som hun elskede Darren. De elskede hinanden. Det var bare ikke sådan de skulle være. Kærester altså. Men Darren havde været hendes bedsteven i utallige år, og det skulle ikke slutte nu. Hun havde ikke i sinde at miste ham som ven.
Derfor var hun heller ikke så nedtrykt som hun kunne have været, men hun var heller ikke ligefrem i et socialt humør. Hun nægtede at stå ud af sengen, og egentlig lå hun for det meste bare og stirrede ind i dynen, selvom mørket var så tæt at hun knap kunne se noget som helst. Hun havde ligget sådan i noget tid nu, og hendes søskende vidste bedre, end at forstyrre hende. De forstod godt at hun havde brug for lidt tid. Hun overvejede at lægge sig til at sove, men det var som om hun ikke helt var i stand til det lige nu. Men måske ville mørket alligevel lulle hende i søvn på et tidspunkt, det var jo ikke til vide.
Faktisk havde Annabeth overvejet at snakke med en af Hermes børnene, se om de kunne skaffe hende noget is. Det kunne hun godt spise lige nu. Fed flødeis, måske en god bog og musik i ørene. Det var den bedste kur mod alt, efter hendes mening. Der var sikkert mange der havde en hel masse andre kure mod sorg osv., men for Annabeth var det lige hvad hun havde brug for, når noget ikke gik hende godt. Kærlighed og omsorg var også en stor hjælp, men den havde hun haft meget lidt af, i efterhånden ret så mange år. Derfor var hun også helt vant til ikke at have gode venner ved hånden når hun var nede, og dermed forventede hun intet. Faktisk havde hun aldrig haft frygtelig mange venner - og da endnu mindre, som hun rent faktisk kunne stole på og elskede. Hun havde vel egentlig mest bare haft Darren, og det var måske ikke den helt rigtige person at gå til nu. Godt nok havde hun fået en rimelig andel venner, her i lejren, men det var nok Theodor hun var tættest med. Ham kunne hun altid snakke med, og han var nok også den helt rette til at få hende i bedre humør - det var han faktisk altid..

Påklædning: Klik her, love <3

Theodor vidste godt at en af hans bedste veninder, Anna, ikke var helt på toppen. Hende og hendes kæreste havde slået op. Det var ikke bare hvilken som helst kæreste, men det var hendes barndoms bedsteven, som hun ikke længere kunne få komfort hos, fordi han var skyld i hendes dårlige humør. Theodor havde aldrig brudt sig om Darren - de boede jo i samme hytte - og de var ikke ligefrem venner. 

Forskellen med Undergudernes hytte og alle andres hytter er, at dem Theodor bor med, ikke er hans familie. De er bare random mennesker, hvis forældre ikke horede lige så meget, som Olympens guder. Dog havde Theodor en halvbror i hans hytte, Felix, hvilket egentlig er en sjældenhed for Undergudernes børn. Men trods Theodor og Darren aldrig havde været gode venner, så havde Theodor faktisk lært Annabeth at kende gennem Darren. Alle de gange Annabeth var kommet til Undergudernes hytte var de to faldet i snak, og Theodor begyndte at holde mere og mere af den fantastiske pige. Så nu hvor Anna var ked af det, valgte han at komme og forsøge at gøre hende i bedre humør. 

Da han kom ind i Athenehytten, blev han stoppet af nogle af Annas søskende, som sagde at hun ikke ville forstyrres. Theodor insisterede på at gå derind, og slap efterhånden forbi de stædige Athene-døtre. Theodor rullede med øjnene, da han var kommet væk fra dem og ned på gangen, foran døren til Annas værelse. Han knugede posen i sin ene hånd og smilte. Han vidste at Anna ville kunne lide indholdet. Han bankede på døren på den anden hånd og åbnede den forsigtigt. Han stak hovedet ind og fik overblik over situationen - han ville lige sikre sig at hun var anstændigt klædt og samtidig også sikre at der ikke var andre derinde, da han ikke ville afbryde noget. Da han så der ikke var andre end Anna i mørket, trådte han ind og lukkede døren bag sig. "Hey.." Sagde han blidt og smilede svagt i hendes retning - han kunne ikke rigtig se andet end hendes skikkelse i sengen, da hun havde slukket lyset og rullet gardinerne for.

Måske ville det faktisk have været godt for Annabeth med lidt træning, så hun kunne komme af med nogle aggressioner og sådan, men hun orkede det bare ikke. Hun orkede faktisk ærligt talt ikke rigtig noget lige nu. Ikke andet end at lave ingenting. Bare ligge og prøve ikke at tænke for meget over det hele, men højst sandsynligt ende med at tænke alt for meget over det alligevel. Men det måtte hun jo bare håndtere så. Hun kunne sagtens håndtere hvad end der skete hende, hjertesorg, fysisk smerte, whatever. Hun havde håndteret alt der var sket hende op til nu, og så kunne hun altså virkelig også håndtere at slå op med Darren. Det havde været noget særligt i den tid det havde varet - hvilket faktisk var ret længe, måske lidt under et år - men de var vel bare bedre som venner. Kun venner. Det var egentlig også fint nok, men det var dog alligevel noget af en omvæltning. De var gået fra bedste barndomsvenner, til kærester, og nu skulle de så tilbage til bare at være bedste barndomsvenner. Hvordan det ville gå dem, var ikke til at sige, men forhåbentlig kunne det lade sig gøre. Nej, det skulle kunne lade sig gøre. Annabeth ville ikke miste sin bedsteven på denne måde, det var bare ikke acceptabelt..

Da hun hørte den svage lyd af skridt udenfor døren til hendes værelse, overvejede hun kort at råbe til hvem-end-det-var, at han/hun skulle gå sin vej, men hun kunne ikke engang overskue det. Hvis det var en af hendes søskende, var de da i fare for at miste deres gode rygte som barn af Athene, for de burde være kloge nok til ikke at forstyrre hende idag. Måske endda ikke i et par dage, indtil hun havde lyst til at se verden i øjnene igen. Se Darren i øjnene igen. Det skulle nok gå det hele, præcis ligesom det altid gjorde. Det var hun sikker på, at hendes mor også ville sige. Og visdommens gudinde måtte trods alt vide hvad hun snakkede om, ikke sandt?

Da hun hørte en lidt forsigtig banken på døren, tog hun et par dybe indåndinger og lod et tungt suk slippe ud, og forsvinde nede i hendes pudebetræk. Da døren blev åbnet, og en stemme hilste hende, fjernede hun stille dynen. Hun rynkede på panden, og kunne kun lige ane skikkelsen i udkanten af værelset. Dog kunne hun både kende skikkelsens kropsbygning og stemme, hvilket straks fik hende til at lyse lidt mere op, på trods af hendes deprimerende humør. "Theo?" Den fantastiske søn af Eros var bestemt en af hendes bedstevenner, og hun elskede at være i hans selskab, det gjorde hun virkelig. Der var faktisk ikke så meget bedre. Derfor lykkedes det hende også lige at frembringe et smil. Hun vidste at Theodor altid kunne få hende i meget bedre humør.