Please hide me! - Zeth

Tid: Lidt over 12
Sted: Smedjen
Vejr: Solen skinner, varmt, næsten skyfrit
Omgivelser: Våben...?
Påklædning: Grå tanktop, lyse cowboyshorts, sandaler, høj hestehale på nær to lokker, der hænger ved siden af, en bronzekniv i et læderhylster spændt fast i bæltet

Solen varme stråler fik Halvblodslejren hytter til at stråle på den varme junidag, det var. De fleste af lejrdeltagerene var i gang med deres respektable aktiviteter, satyrerne slentrede rundt på jordbærmarkerne og fik jorbærrene til at gro, najaderne sad på søen bund og flette kurve og på Hovedhusets veranda sad Chiron og hr. D fordybet i et spil kort. Alt virkede fredfyldt... Lige indtil man rettede opmærksomheden mod smedjen.
En ung pige med hår i samme farve som en skovbrand  kom sprintende nede fra hytterne med direkte kurs mod smedjen. Omkring ti meter bag hende stod en gruppe hårdkogte unger med strittende hår, at over alt og flænsede militærjakker og dryppede af vand. De så alle tre ud som om de var tæt på at eksplodere, og Jules vidste, at det var et spørgsmål om sekunder før de var over hende. Enhver anden dag havde hun bare sagt sit kommandoord, Maia, som gav hendes sko vinger og så ville hun bare flyve væk og holde sig lidt på afstand indtil tingene var faldet lidt til ro igen. Desværre havde hun været letsindig nok til at tage sandaler på, da det var stegende varmt udenfor, og de kunne ikke gro vinger - de var bare sandaler.
Hun åbnede døren til smedjen akkurat så meget, at hun kunne snige sig ind, og lukkede den stille igen. I samme øjeblik døren klikkede, kunne hun høre et vredesudbrud udefra. Hun fløj nærmest om bag en række med sværd, der stod ved siden af vinduet, så hun sad både ude af syne for døren og vinduet. Det var først der det gik op for hende, at der var en anden person i smedjen.

//OOG: Beklager den uhensigtsmæssigt lange ventetid, men her er emnet

Påklædning: http://hisagenda.files.wordpress.com/2011/06/67fef6b1jw1dioyisb2fqj.jpg Bare uden hue

Zeth fik sig noget af en overraskelse, da døren åbnede sig og lyset brød frem ind til smedjen. Da han så en person, med rimelig rødt hår, smilte han bare nervøst og stoppede sit arbejde kort. Da personen så lagde mærke til ham, lavede han en gestus til, at hun skulle være stille. På den måde, kunne han så fortælle den gruppe udenfor, at hun var smuttet ud af en anden udgang. Hvis de nu stadig skulle lede efter hende.
Hans engang så hvide tank top var blevet nær helt stort af alt det sod fra smedjen. Godt at sådan noget kunne vaskes. Han bar intet beskyttelse, da han var søn af Hefaistos og hans emne gav ham immunitet overfor varme mod hans krop. Han havde også en slags forkærlighed overfor sit 'arbejde' da han altid havde gjort det. Selv fra barnsben havde han fiflet med en smedje og alt hvad der kunne laves og skulle laves ved den.

//OOG: Undskyld det sene svar, der har været nogle problemer :/

Jules nikkede som svar på drengens gestus og gjorde sig umage med lydløst at krybe mere sammen. Spørgsmålene kværnede gennem hovedet på hende: hvorfor havde hun ikke taget sine magiske sko på? Hvorfor havde hun ikke gemt sig et mere afsides sted, væk fra alle de andre? Og hvorfor, hvorfor kunne hun ikke finde ud af at stoppe mens legen var god?! Hver eneste gang, hun var endt i kambolage med Ares' børn var det fordi hun var gået for langt. Hvorfor stoppede hun aldrig i tide? Og nu havde hun også fået trukket fyren foran hende ind i det.
Hun hørte tunge skridt uden for og så blev døren slået op med et brag. De tre vanddryppende Ares-børn - to drenge og en pige, alle sammen høje, muskuløse og vrede - stod i døren. Den ældste af dem trådte et skridt gen mod drengen ved ambolten. Han var omkring 1.90 høj, nok 18 år gammel og så ud som om han brugte det meste af sin fritid på at rive træer op med rode.
"Har du set Jules Rodriguez?" spurgte han, og Jules kunne høre en undertrykt trang til at råbe i hans stemme. "Ikke så høj, rødt hår, blå øjne, lusede tricks?"
Jeg er færdig tænkte Jules. Det ville være så uendeligt let for drengen bare at pege på hende og få sig selv ud af suppedasen. Et vredt barn af Ares kunne være ret så skræmmende, så der var ikke noget at sige til det, hvis han bare valgte at afsløre hende. Men ved Hermes, hvor hun håbede, at han ville lade være.

Det at døren blev åbnet med et brag, irriterede Zeth relativt meget. Da personen trådte frem imod ham, stirrede han bare irriteret i øjnene på ham. Zeth var, heldigvis, selv 1.92 høj og lagde stille og roligt sit værktøj fra sig. "Før du overhovedet OVERVEJER at stille spørgsmål, burde du vel undskylde for at forstyrre mig, midt i mit arbejde?!" sagde han med en undertone der nærmest skreg af raseri. Hvor ubehøvlet havde man lov at være?! Zeth sukkede, tog en klud for at tørre soden fra sit ansigt væk "Men nej, jeg har ikke set hende. Hvis hun løb igennem her, er hun løbet ud gennem den anden udgang, i det der ikke er andre end mig herinde." forklarede han. Man kunne godt hører på ham, at han bare ville have dem ud nu, for så at fortsætte sit arbejde. Zeth havde mødt nogle der var værre end dem, men de var fandme en trio der nærmest satte hans blod i kog. Han var tæt på at ryge ud af sit gode skind af raseri.