Et vigtigt spørgsmål - Elena

Julien så ud på vandet der stille flød rundt. Han sad ude på badebroen, med en smule snacks og lidet at drikke. Han havde sådan set skaffet det bedste nektar man kunne finde i USA, det var en ret specielt aften, håbede han, så han ville ikke spare på noget. Nu manglede han så bare aftenens hovedperson. Hun var sikkert på vej, at komme i god tid var trods alt ikke Elenas stil. Han smilede for sig selv, og lænede sig tilbage med hænderne i broen bag sig. Han løftede blikket til stjernerne og overvejede det hele igen. To år. Det var ret lang tid, i hvert fald for ham. Før i tiden havde han været en skørtejæger, hoppet fra pige til pige, og hans forhold havde maksimalt holdt et par måneder. Men med Elena havde det været anderledes. Han var faldet til ro, havde fokuseret på de rigtige ting, og havde fundet ud af hvad han ville. Det var ikke kun aftenen for et meget stort og vigtigt spørgsmål, det var også dagen han havde besluttet sig for at blive voksen og søge om at få job i lejren. Under ingen omstændigheder ville han forlade det her sted igen, ikke mens Elena var her. Det seneste stykke tid havde hun været alt han kunne tænke på, og derfor var hans beslutning også taget. Bag alt det lalleglade og lykkelige var han bund nervøs. Var klædt rigtigt på? Kunne han gennemføre det her i en rød skjorte og jeans? Var stemning rigtig? Var timingen? Der var alt for mange ting at bekymre sig om, så han besluttede sig for helt at lade vær, kigge på stjernerne, og vente på Elena. Det hele skulle nok gå. Det plejede det jo. Men han havde heller aldrig været i den her situation før.

Påklædning

Sommerfugle baskede rundt i Elenas mave. Det var en følelse, som hun var blevet meget van til efter at havde været i et forhold med ham i over to år. Ord kunne ikke beskrive, hvordan Elenas liv havde vendt op og ned på hoved, da hun sagde ja til Juliens spørgsmål for over to år siden. Der var ingen, der havde set den komme. Hun troede ikke engang på at selve Oraklet havde forudset den kurs, som den unge halvgudindes liv var på vej imod.
Det var blot endnu en date. Det var jo ikke noget nyt, dem havde de jo haft en del. Dog var det en selvfølge, at hver gang de havde en date ved søen, mente Elena, at deres date føltes mere sentimental og romantisk. Det var trods alt her, det hele startede.
Sentimental og romantisk. To ord, som man aldrig ville høre fra Elena. Man kunne spørge hvert et levende menneske i lejren! Ingen ville erklære sig enige i, at Elena kunne finde på at ytre de to ord. Mange ville mene, at de simpelthen ikke lå i hendes ordforråd. De havde ret! Men Julien havde fået de to ord og mange flere permanent graveret i hende. Der var ingen vej udenom nu. Hun var blevet fanget i kærlighedens labyrint, og hun havde ingen planer om at finde udvejen i den nærmeste fremtid.
Endelig dukkede hun op ved søen. Der første, der fangede hendes blik, var det røde stof, som hun kunne spotte nede ved søen. Han var da klædt fint på til aftnen? Hun lod dog tanken passere og lod sine fødder fører hende mod ham. Da hun nåede hen ved hans side lod hun sig plante ned ved siden af ham. Hun gav ham et blidt kys på kinden og sendte ham et lidenskabeligt smil.
"Du er da klædt fint på til i aften?" sagde hun drillende og slog sin ben henover hans skød.

Julien var helt i sine egne tanker med blikket mod himlen. Mentalt øvede han sig igen og igen. Hvordan spurgte man om den her slags? Det var ikke ligefrem noget man kunne nævne henkastet. Jo, han kunne mærke adrenalinen, men han prøvede stadig at klamrer sig til forestillingen om at han ikke var nervøs.
Det var som om Elenas tilstedeværelse gjorde alt lettere. Alene følelsen af hendes kys mod hans kind var nok. Alting var lettere sammen med hende, mere enkelt. Det var sådan det skulle være, dem to, altid. Når han så ind i hendes øjne og så hende smile sådan der, så var der ikke en celle i ham der tvivlede. "Kan man nu ikke gøre lidt ud af at tilbringe tid sammen med den skønneste halvgudinde på jorden?" Han smilede tilbage til hende, inden han lænede sig imod hende for at give hende et kort kys. Han kunne ikke lade vær, hun var for indbydende. Han så direkte ind i hendes øjne, og mærkede hvordan han forelskede sig endnu mere i hende lige der, også selvom han troede det ikke var muligt. "Jeg elsker dig." Han sagde det uden rigtigt at tænke over det. Det kom ligesom bare af sig selv.
Han lagde armene over hendes ben, og havde overkroppen vendt en smule imod hende. "Måske er der noget dybt alvorligt jeg vil sige? Måske har jeg arvet en million drakmaer og forlader dig for at bo på min egen ø med babes og champagne resten af mit liv?" Drillede han med et drenget smil, der tydeligt afsørede det ikke var situationen og at han forresten aldrig ville gøre det. Hans hænder nussede automatisk hendes ben, nu de alligevel var der. Alt ved hende var virkelig indbydende for ham.

Julien kunne noget med hans ord. Det var ikke mange, der kunne give hende en kompliment, og komme helskindet fra det. Sådan var Elena simpelthen ikke som person. Men Julien... Hver gang han snakkede, hver gang han komplimenterede hende, ja, selv hver gang han sagde, at han elskede hende, så var hun hjælpeløs. Hendes følelser løb rundt indeni hende. Der var simpelthen intet at gøre; når først Julien var kommet godt i gang, så var Elena bundet af hans ord. Før ham havde hun aldrig turde at ytre de tre forbudte ord. Jeg elsker dig. Det var en forbandelse efter hendes mening. Men som så meget andet, så havde Julien også formået at ændre hendes mening på det område. Hun var dog nød til at rulle lidt med øjnene nogle gange.
"Jooooo" svarede hun ham og puttede sig endnu mere ind til hans favn. Hun gengældte hans kys og måtte bide sig i læben efter. Dér var de tre ord.
"Jeg elsker også dig". Absolut ingen tøven. Hun elskede ham. Der var kun ham.
Hun trak lidt på skuldrene. Det var typisk ham; den måde han prøvede at tirre hende på. Han havde jo altid gjort det, selv da de ikke var i et forhold. Når hun kiggede tilbage, så kunne hun ikke forestille sig, at der havde været en tid, hvor hende og Julien ikke havde været sammen. Men de var trods alt også på deres tredje år nu.
"Det du siger er så, at jeg skal til at gøre mine våben klar?" sagde hun lidt henkastet. Dog kunne hun ikke lade vær med lige at give hans veltrænede brystkasse et blidt skub. Slambert.

Det her var præcis hvad han elskede. At sidde under stjernerne, helt tæt med hende, mærke hendes varme og høre hendes stemme. Der var ikke noget i hele verden han hellere ville. Hun var alt for ham, hele hans verden, hele hans univers. Der var ikke en dag hvor han drømte noget andet. Siden de var blevet et par, var det som om alt var faldet på plads, stille og roligt, for det var virkelig det eneste rigtige for ham. Der fandtes ikke en person i verden der passede bedre til ham end hende. 
Han kyssede hende på hovedet, for nu sad hun jo lige her, helt tæt op af ham, så kunne han ikke lade vær. Det var som om hver del af ham bare måtte være så tæt på hende som muligt, og det var de mange kys et vidne om. Han kunne ikke lade vær med at grine lidt over hendes snak om at finde våbene frem. Det var den Elena han elskede. Hans voldelige, krigselskende tank, der kunne lægge en hver ned. Han tog sig også til brystet, der hvor hun skubbede, og så fornærmet på hende. 
"Av!" Så smilede han og kyssede hende på næsen. Han rystede mildt på hovedet og lagde sin hånd tilbage på hendes ben. 
"Ej, våbene kan du godt pakke væk. Ja, det skulle da lige være med mindre du har en giftekniv liggende?" Julien så på hende, ind i hendes øjne, og hans udtryk blev mere alvorligt, men stadig kærligt. Med en smule besvær fik han hevet en lille, sort, neutralt udseende æske op af lommen. Han så kort ned på den inden hans øjne igen fandt hendes. 
"Lena, jeg.. Du ved jeg elsker dig højere end nogen anden. Siden december for to år siden er den kærlighed kun vokset. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig, du er den vigtigste person i mit liv." Helt naturligt tog Julien Elenas ene hånd og smilede til hende, bare fordi han ikke kunne lade vær. 
"Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden dig, jeg kan ikke engang forestille mig en dag uden dig. Hvordan jeg nogensinde kunne leve uden, forstår jeg ikke. Så.. I håb om at jeg aldrig igen skal trække vejret en eneste gang uden du er min." Julien åbnede den lille æske og rakte den frem imod hende så hun kunne se ringen den indeholdt. Nej, han var ikke på knæ, men hendes ben lå over hans knæ, så det var lidt svært. Desuden var de deres egne, Lena ville nok ikke dø af at han ikke gjorde det 100% efter reglerne. 
"Elena Johnson, vil du gøre mig den ære at gifte dig med mig og hænge på mig resten af dit liv?" Han smilede til hende, og det var som om frygten for at hun sagde nej var forsvundet. Enten var det ja, eller også var det ikke, men han vidste han ville elske hende uanset hvad, og han havde ment hvert et ord. Nu var resten op til hende.

//Hvis du klikker på 'ringen', kan du se et billede xD

Igen måtte hun rulle med øjnene. Sådan en drama queen, hun havde jo knap nok rørt ham. Og de vidste skam begge to godt, at hun godt kunne uddele øretæver, som sent ville blive glemt.
"Årh, hold dog op! Jeg rørte dig knap nok!" grinte hun af ham. Hun rynkede brynene efter det næste han sagde. Hvad Hades mente han?
"Hva-" og mere nåede hun ikke at sige, da han hev æsken op af lommen. Det var dér Elenas verden gik fuldkommen i stå. Hun mistede hele sit ordforråd og evnen til at snakke. Tårer begyndte at hobe sig op i hendes øjne, og hendes mund var en anelse åben. Hun blev som forstenet, da hendes blik faldt på ringen, som den sorte æske beskyttede. Hun lod ham tage hendes hånd, da hun alligevel ikke var i nogen stand til at sige fra eller gøre nogen modstand. Hun var blevet taget med storm.
Og der kom de gyldne ord, som formede et tungt spørgsmål, der krævede et gældende svar. Ville hun gifte sig med ham?
Hun lod endelig hendes blik rive sig væk fra ringen og søge hans øjne. De blå øjne, som sikrede hende tryghed, tillid og kærlighed. Og mere skulle der ikke til før det gik op for hende; Julien var den, som hun ville tilbringe resten af sit liv sammen med. Han var den person, som hun ville gifte sig med.
Et stort smil formede sig langsomt henover hendes læber og en inderlig latter forlod hendes læber, imens de første tårer trillede ned ad hendes kinder. Og med ét forseglede hun sin fremtid; "Ja... Ved alle guderne, ja".
Hun slyngede sine arme om halsen på ham, og som hun nu havde lovet, hængte hun sig fast i hans favn.


//Ville lige svare hurtigt inden jeg går i seng. Tænkte det kunne være nuttet at blive forlovet på Valentins, så det er nok ikke så langt et svar xD <3

Julien blev måske lidt nervøs i den korte pause. Hvis det var et nej ville han nok ikke kunne leve med det. Hun var alt for ham, og han ville ikke have andre. Det var en underlig og lidt skræmmende tanke, når han førhen havde hoppet fra tøs til tøs. Men han fandt tryghed i hende, hendes kys, hendes kram, alt. Uden hende ville han føle sig ødelagt, tom og død inden i. Hun var virkelig alt for ham, hans bedre halvdel, og derfor havde han også valgt at spørge hende sådan her. Det var skæbnen. 
Derfor kom han også med en lettet udånding da hun sagde ja. Han fik nu ikke meget tid til det, før hun hang om ham, præcis som han havde bedt om. Han kunne ikke lade vær med at le da han lagde armene tæt rundt omkring hendes talje. Han kyssede hende ved skulderen, for det var lige der han kunne nå hende der. "Jeg elsker dig. Kom." Han fik sig vrikket bare en smule fri fra hendes tætte kram, og taget hendes hånd så han kunne sætte ringen på hendes ringfinger. Den klædte hende umådeligt godt, og det gjorde ham næsten endnu mere lykkelig at se hende have ringen på, at se det helt officielt. Han smilede og lænede sig frem for at kysse hende. Han kunne ikke lade vær. Hun havde gjort ham til den lykkeligste halvgud i lejren. 
"Jeg var ikke lige sikker på din smag i ædelsten og alt det der, men jeg syntes du fortjent noget liiidt mere end bare end enkel diamant." Han strøg en finger over hendes ring, da han stadig havde hendes hånd i sin. Hans øjne lå i hendes blik, og hans mund var formet i et næsten permanent smil. Det var næsten helt uvirkeligt, hun havde sagt ja. De var klar til at starte et voksent kapitel af deres liv. At blive gift. Hvis det ikke var den ultimative kærlighedserklæring, så vidste han ikke hvad det var. Intet kunne gøre ham mere lykkelig. 

//So romantic. Helt perfekt xD

Elena vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun var målløs. Hvad skulle hun dog tænke? Hun havde aldrig troet, at det lå i hendes kort. Aldrig havde hun troet, at hun skulle forloves, ej heller komme i et forhold i det hele taget! Hun havde prøvet det én gang før, og det havde været nok til at slå hende ud. Kæresten havde været hende utro, hvorefter han forlod hende for en anden fyr. Det blev kun set som en bekræftelse gennem Elenas øjne; hun var simpelthen ikke skåret ud til at være i et forhold. Og se hende nu. Hun havde været i et fast og rent perfekt forhold i over to år. Nu var der endda en ring på hendes venstre ringefinger, der symboliserede, at hun nu var blevet forlovet til Julien Marks, den eneste halvgud på hele planeten, som hun ville være sammen med. Hun kunne ikke tro det. Hun var sikker på, at selve Oraklet ikke havde set dén komme!
Hun så op på ham med tårer i øjnene, da han havde fået ringen på hendes finger. Tårer var ikke noget man så i nærheden af Elenas øjne, nogensinde. En grædende Elena var et sjælendt væsen, som ikke var blevet set i evigheder. Et uddødt væsen. Indtil nu. Hun grinte lidt af ham og løftede hendes venstre hånd, så hun kunne kærtegne hans kind. De små, prikkende hår fra hans skægstubbe kilede hendes håndflade.
"Julien Marks, jeg elsker dig. Den er perfekt."

En tanke slog hende. Hun havde helt glemt, hvorfor hun egentligt var kommet den aften. Hun skulle fortælle ham noget yderst vigtigt, men bare tanken om at bryde nyheden til ham fik hendes mave til at snørre sammen og en klump til at forme i hendes hals.
"Julle, jeg... Uhm... Der er noget, som du skal vide..." sagde hun. Hendes stemme var nærmest bekymret. Bange, ligefrem. Hun slog sit blik ned i skødet og turde ikke møde hans blik. Hvordan ville han ikke reagere?

Julien så overrasket på hende da han så tårer i hendes øjne. Det var meget meget sjældent han så det, og han var hendes kæreste, han anså sig for at være den der var tættest på hende. Han vidste det var gode tårer, så han gik ikke helt i panik, men han havde ikke forventet den reaktion. Det gjorde ham glad, for han følte han faktisk havde gjort noget rigtigt nu. Han tog blidt hendes hånd da den lå imod hans kind og kyssede hendes håndflade. "Ringen skal jo passe til dig." Han blinkede til hende, helt af vane. Bare fordi de var forlovet holdt han ikke op med at flirte med hende, slet ikke. Hvor kedeligt ville et forhold - og et ægteskab - ikke være hvis han holdt op med at vise hende han elskede og beundrede hende? Hun fortjente at blive forgudet. 
Skiftet i hendes udtryk gjorde ham bange. Hun havde lige været så glad, havde han taget fejl? Var hun faktisk ked af det over et eller andet? Beskytterinstinktet slog til med det samme, han tog hendes hænder og søgte hendes øjne, i håb om at kunne få øjenkontakt og aflæse hende bare lidt bedre. "Er der noget galt? Kan jeg gøre noget? Har jeg gjort noget?" Han gennemgik mentalt ting der kunne havde gjort hun var ked af det, om der var noget han havde glemt, eller om han havde sagt noget forkert. Der var ikke lige noget der dukkede op, men han kunne selvfølgelig have overset noget. Måske var det slet ikke ham den var gal med. "Er du okay? Der er ikke sket noget vel? Du har det fint?" Han følte sig måske ikke super macho mens han sad og gik helt i selv sving af bekymring, men hun var hans alt, og hvis der var noget han kunne gøre for hende ville han gøre det.

Hun sendte et inderligt, varmt smil i hans retning, da han kyssede hendes håndflade. Hun elskede virkelig Julien. Han tænkte altid på, hvordan hun havde det, og på en måde var det mærkeligt for hende, da hun var van til at tage vare på sig selv. Det var anerledes, men hun elskede det. Følelsen af at vide, at der var en fantastisk halvgud, som passede på hende og bekymrede sig for hende var skønt. De små ting han gjorde, som at kysse hendes håndflade, varmede hele hendes ellers så kolde hjerte. Det var de små ting, som hun elskede mest.
"Det gør den jo også" sagde hun, og gav ham et blidt kys.

Hun kiggede væk fra ham, da hun ikke turde møde hans blik. Hun tog en dyb indånding og sukkede længe, hvorefter hun fik taget sig mod nok. Hans bekymrede bemærkninger gav hende et mindre smil på læberne, men den kvalmende følelse rungede stadigvæk i hendes mave. Hun vidste ikke om det var på grund af... Ja, at fortælle nyheden, eller selve nyheden. Og med den sidste tanke kiggede hun op på ham.
"Julle, jeg elsker dig. Jeg elsker dig ekstremt højt, det skal du altså vide," hun bed sig i underlæben, "Men, uh... Fuck," igen måtte hun kigge ned imens flere tårer formede sig i hendes øjenkrog. Dog rystede hun det af sig og fandt hans blik endnu engang.
"Julien, jeg... Jeg er gravid".

Julien smilede til hende, og havde svært ved ikke bare at kysse hende igen, men hun havde mere hun ville sige, så han holdt sig fint til bare at tage hendes hænder. Julien elskede fysisk kontakt med Elena. Han holdt helst hendes hånd, havde armene om hende, kyssede hende. Han var blød, altid omkring hende. Det var ikke så slemt når han var væk fra hende, så var han tit sit gamle jeg, mere mandig og hardcore. Sammen med Lena mistede han det meste af det, og blev helt blød. Han ønskede det ikke anderledes, for han elskede hende, og hun var helt klart lidt ridser i hans macho omdømme værd. 
Julien var rimelig meget i mental panik da hun sagde hun virkelig elskede ham. Det var normalt sådan folk dumpede hinanden. Så mindede han sig selv om hun lige havde sagt ja til at gifte sig med ham, og så var han endnu mere bange. For hvad hvis hun var dødelig syg? Det ville være forfærdeligt, for han kunne ikke leve uden hende, og der måtte aldrig nogensinde ske hende noget. Han prøvede desperat hele tiden at finde hendes blik for at kunne se hende i øjnene, men hvad end det var hun holdt tilbage, påvirkede det hende for meget til at kigge ham i øjnene. Hans ansigtsudtryk var sikker præget af frygten han følte, han lignede nok en der var bange for at Elena blev til et monster lige om lidt. 
Hendes øjne i hans gjorde ham lidt mere tryg. Hendes ord fik frygten til at forsvinde helt. Hans udtryk blev helt mildt, og han så lettet ud. Med en hæs stemme fik han sagt "Hvad?" Han kunne godt selv høre hans stemme ikke var optimal, så han rømmede sig lidt. Så gik det op for ham hvad hun faktisk havde sagt og han prøvede at få det til at give mening inde i sit hoved. Hans blik flakkede kort fra Elenas øjne, ned til hendes mave som om han ville kunne se noget der, og tilbage til hendes øjne igen. Så begyndte han at smile. "Virkelig?" Han så igen ned på hendes mave. "Hvor.. Hvor meget var jeg ved at sige, hvor længe, hvornår.. Elena!" Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige så han krammede hende bare. Det passede med han kunne mærke tårerne i sine øjne. Han begyndte stille og roligt at forstå han skulle være far. Det virkede helt uvirkeligt. For en time siden havde han bare haft en kæreste, intet bindende. Nu var han både på vej til at skulle giftes og have et barn, og det var mere end han lige kunne forstå i øjeblikket, så han kunne bare kramme hende og prøve ikke at græde.

Elena kunne ikke mærke noget. Hun var lammet, da Julien hev hende ind i et kram. Hans reaktion var så uventet, hun havde ikke regnet med, at han faktisk ville se det som en god ting. På den anden side, så kunne hun ikke gøre andet end at slå sig selv over hånden i hendes tanker. Hvorfor hun nogensinde havde regnet med, at Julien ville vende ryggen til hende, forstod hun ikke. Hun vidste jo godt, at han ikke var sådan en person. Men det var bare endnu et bevis på, at hendes fortid stadig hjemsøgte hende.
Hun havde vel regnet med, at han ville gå i panik og forlade hende. Måske var han ikke klar til at være far, hun var ikke engang sikker på om hun var klar til at være mor! Hun havde ikke tænkt sig at bebrejde ham, hvis han nu valgte at forlade hende alene med barnet, men hun ville ikke kunne lægge skjul på, at det ville destruere hende. Hun havde aldrig elsket nogen på samme måde, som hun elskede Julien, og det skulle heller ikke komme bag på hende, at hun ikke kunne elske nogen andre så højt. Men igen måtte hun erkende fejl. Nu skulle hun jo trods alt have et barn.
Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder. Hun kunne stadigvæk ikke bevæge sig, men værst af alt, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun begyndte at hulke. Hun var overlykkelig. De skulle starte en familie sammen.

//Undskyld det korte svar, men følte, at du fortjente et efter så lang tid <3