Happy, or maybe not - Elena

Elena kom forbi lejrbålet og spise skumfiduser. *måske kan jeg holder hende med selvskab?* Tænkte hun og gik derhen med et smil på læberne. Hun satte sig på en af træstammerne og smilede til den fremmede pige som hun håbede hun kunne blive gode venner med. "Hej." Sagde hun og smilede til pigen.

Elena blev en smule skræmt af halen men tog imod posen med skumfiduser. Hun tog en op i hånden og tog en dolk op fra lommen og satte skumfidusen på spidsen af dolken og satte den ind i ilden. Da den havde fået en dejlig brun farve hev hun den ud af ilden og begyndte at spise den.

"Tjha... Jeg er en af de bedste her i lejren til kamp. Nogle siger jeg er den bedste men det synes jeg ikke helt selv. Hvad med dig er du god i kamp?" Spurgte hun og tog en ny skumfidus på hendes dolk og satte den ind i bålet igen. Det var længe siden hun havde fået sådan en skumfidus.

"Jeg har intet. jeg kan bruge alt der er i nærheden." Sagde hun men tog bare et langt sværd frem. "Jeg er altid klar." Sagde hun og rejste sig op. Hun var sikker på kampen nok skulle blive meget sjov og nydelig. Hun havde det meget sjovt når folk kæmpede med hende. Hun gjorde sig klar i en kampstilling og smilede kækt til pigen hun stadig ikke havde fået navnet på.

Elena blev helt bange og kiggede sig bag skuldrenen. Hun kiggede tilbage på pigen der hed Danilella og smed sit sværd og løb hen til hende. Hun tog om pilen. "Skal jeg hive den ud?" Spurgte hun og hjalp hende op på benene.

Elena tog hårdt om den og tøvede inden hun trak den hårdt ud. Der var masser af blod på den. Hun smed den på jorden og rettede så sin opmærksomhed til Daniella. "er du okay? gør det meget ondt?"
Spurgte hun og holdte om hende så hun ikke skulle falde.

"Også mig." Sagde hun og kiggede sig bag skuldren men et ondt blik. *Gav hvide hvem der er så kold blodig?* Tænkte hun og kiggede tilbage på Daniella som sikkert havde brug for hendes hjælp.

Elena smilede til hende. "Skal vi gå til hospitalet?" Spurgte hun bekymrende men smilede. Hun var virkelig bange for at hun selv skulle blive ramt. Hun elskede at kæmpe men det var ikke sjovt når man ikke kunne se sin modstander.

Elena smilede. Det var rart at hvide at hun kunne hele sig selv. Faktisk var det ret sejt. Men så længe Daniella var i god behold var hun ikke bekymret. Hun kunne også selv hele men hun havde ikke gjordt det længe da hun var meget god i kamp.

"Har du så masser ad søskende?" Spurgte hun og støttede hende hele vejen hen til hytten. Hun elskede at hjælpe og Daniella havde virkelig brug for hjælpe selvom hun var helet. Elena kunne ikke lide at se folk havde ondt medmindre de fortjente det. Hun syntes slet ikke at Daniella havde fortjent at få en pil lige igennem sig.

"Det sker aldrig for mig. Jeg hele altid perfekt." Sagde hun og satte sig ved siden af Daniella. Hun smilede sødt til hende. "Skal jeg hjælpe dig med den?" Spurgte hun venligt. Som sagt elskede hun at hjælpe og Daniella havde brug for det så Elena var der for hende.

Elena bandt et godt tykt lag om hendes ribben så det ikke skulleforbløde. Hun havde bundet det okay stramt så de ville vokse på plads hurtigt. Hun håbede bare ikke Daniella ville føle smerte mens de helede.