Øhm, lækkert snobrød ~ Alex.

Påklædning: OUTFIT
[color=sweetred]
Alex kom vandrende ned mod lejrbålet fra hytterne, hun havde armene omkring sig og havde øjnene rettet mod jorden.
Hendes perlehalskæder slog frem og tilbage mod hendes lyse hud, i takt med at hun gik, for hvert eneste skridt hun tog, hoppede halskæden en gang.
Hun sukkede, hele der her med halvguder og halvgudinder, guder og gudinder, kentaurer og uhyrer... Det hele væltede rundt inde i hovedet på hende, det hele var så forvirrende.
Lejrbålets varme skær tårnede sig op foran hende, det fik hendes sorte hår til at lyse mørkebrunt, hvilket hun slet ikke kunne lide.
Alex fandt frem til sine søskende med blikket, de mest i øjnefaldene ved hendes søskende var at de altid ville føre sig frem.
De kunne ikke klare, lod det til, at der ikke var nogen der så på dem. De havde alle fået deres snobrød til at skifte farve, nogle af dem blev ved med at skifte farve hele tiden, så man fik helt ondt i øjnene af at se på dem.
Endnu et suk. Hvorfor var det lige at de ikke bare kunne opføre sig som almindelige mennesker? Altså, så almindelige halvguder nu kunne være?
Hun satte sig på en sten lidt fra bålet, selvom hun stadig kunne mærke dens varme, hun ville bare sidde lidt fra hendes søskende.. som sædvanlig

Swup. Michaels snobrød sprang lige op i hånden på ham. En af hans mindre søskende forsøgte også på den måde, men det eneste der kom ud af det var at snobrødet var lige ved at ryge ned i asken, hvis den 11-årige dreng ikke havde reddet det i sidste øjeblik.

Michael smagte på sit snobrød. Totalt velsmagende. En halvgud fra Michaels hytte kom hen til lejrbålet. Det var Alex. Michael gik over til hende. "Hej Alex. Øhm, lækkert snobrød du har lavet".

Hun så op på den nedstigende sol, hun elskede solnedgangen.
Hun smilte svagt og så på hendes søskende. De sad alle med et snobrød, selv de allermindste.
Hun rystede på hovedet, alt hvad hun ville sige blev kvalt i smilet der dukkede op på en hendes ansigt, da en af de mindste prøvede at efterligne hendes pralende bror, Michael hed han vist. Skønt, hun var den ældste og den der havde været der længst af alle Iris-børn, men hun havde aldrig gjort sig umage for at huske hendes søskendes navne.
Hun lænede sig tilbage og stødte ind i træet der stod bag hende, hun smilte svagt og lukkede øjnene.
Hvor kunne være denne lejr forfærdelig, men den kunne også være helt fantastisk... som den var nu.
Hun smilte for sig selv, da hun generindrede den glæde hun havde følt da hun kom. Denne lejr var så fantastisk, hun elskede den... og hadede den på samme tid.
Hun vidste hvad der var godt ved denne lejr, og hun vidste hvad der ikke var godt.
Hun åbnede øjnene og så en skikkelse komme hen mod hende, hun hævede øjenbrynene da skikkelsen tog form som hendes halvlillebror Michael.
Det han sagde forvirrede hende, hun så sig omkring og fik øje på et snobrød i hendes hånd.
Hvordan i alverden var den kommet der? Hun rystede på hovedet af sig selv, nogle kunne hendes evne være så irreterende, og nogle gange så hjælpsom.
Men lige nu, gjorde den hende skræmt. Kunne den handle af egen fri vilje? Dét gjorde hende mere skræmt, end den mest gyseligste gyserhistorie nogensinde kunne.
"Hey Michael, jeg har hørt du mødte Elena igen?", hun løftede det ene øjenbryn igen, hun elskede at gøre det.
At kunne løfte et af øjenbrynene af gangen, var noget med få kunne. Så hun var heldig at kunne gøre det, det gav hende lidt ekstra selvtillid.

"Hvem?" sagde Michael og løftede det ene øjenbryn. Elena var efterhånden ude af hans tanker, lige nu tænkte han kun på en pige. Eller, måske to. Men Elena var en gammel flamme som han var stødt på igen. Det havde givet lidt dårlig omtale hvis omverdenen havde hørt om det, måske derfor han havde så svært ved at komme i god jord hos piger. Han havde kun en veninde, og han havde langt fra nogen kæreste. Han var elendig til det med piger, men nogle af dem var bare så søde, han kunne ikke holde sig fra at spørge. Og så var det helt galt når de sagde nej..

"Øhm, Alex dit snobrød ligger altså på jorden", sagde Michael observerende.