Artemis' Børn - Jason

t omkring 20.12
s skoven
v det regner voldsomt. en skøn rensende forårsregn.
o skov? dyr, træer osv.?
p sorte jeans, hendes bh og et par converse.

Noomi gik gennem skoven, og nød regnen. Hun havde haft brug for at tænke. Aydan, Dallas og Rack havde freaket hende lidt ud.
Det var hendes første dag. Egentlig burde hun sidde og spise med de andre, men sulten var der jo ikke til det.
hun var ved at være godt gennemblødt, skønt som det var.

Hun satte sig op af et træ og begyndte at nynne i takt med regndråber på et par blade.

P: En sort T-shirt og shorts.

Jason kom slentrende gennem skoven. Hans høg sad på hans skulder, ligesom buen og pile koggeret var spændt fast til ryggen, han gik aldrig nogensteder uden sin høg.
Regnen havde gennemblødt dem begge, og selvom det var tid til aftensmad var han ikke sulten. blikket gled gennem skoven. stoppede op og rystede på hovedet, det var noget han bildte sig ind, at han havde hørt noget, han begyndte at gå igen, men nu med lydløse skridt, mens blikket spejdede gennem skoven og hen over skovbunden.

''damdam...damdadadamdam..'' nynnede hun mens hun rejste sig, og gik videre.
Hun havde savnet regnet siden hun rejste.

hun gik med lukkede øjne, få meter fra ham.

Jason opdagede hende inden han stødte ind i hende, ”du burde gå med åbne øjne, inden du støder ind i nogen” hans stemme var moden og venligt, men samtidig lå der en undertone af styrke, blikket var nysgerrigt og overrasket over han ikke havde set hende før.

han sprang lidt tilbage, for bedre at få et syn over situationen og overveje alle muligheder. Hans sanser arbejdede på højtryk, jagt sanserne havde taget over, men noget sagde alligevel at han skulle afvente hendes reaktion.

hun slog øjnene forskrækket op og så ham direkte i øjnene.
''ja, det burde jeg da vel..'' sagde hun stille, men venligt.

hun bakkede også selv et skridt.
hun så på hans høg, venligt.

"Undskyld hvis jeg forskrækkede dig" hans stemme lød stadig venlig, "jeg er bare ikke van til at støde ind i folk når jeg er i skoven alene" smilede han venligt. "ja du burde, ligesom jeg ikke burde forskrække folk når jeg kan se de går i deres egne tanker, efter en hård dag"

Jasons blik gled op og ned af hende inden han sprang elegant op på en gren og satte sig, Høgen var lættet lige inden han sprang, og landede igen på skulderen da han satte sig igen, "det er Hunter" sagde han og strøg høgen over hovedet.

mig en ære, Hunter.'' hun bukkede pænt og smilede til Jason.
''mit navn er Noomi.'' smilede hun roligt og gabte lidt.

''jeg er den nye i nummer 8..'' smilede hun

"Hun glæder sig til at lære dig bedre at kende" Jason smilede kort, betragtede hende "mit navn er Jason Anthony Stark. Søn af Artemis.

"Så har jeg vel endnu en søster" smilede han og sprang ned fra grenen igen og landede på benene. Så på Hunter

''jaah, det må du jo nok leve med.'' smilede hun roligt.

''jeg fik en ret varm modtagelse af Dallas. Sådan en hyperunge!'' smilede hun varmt.
''jeg tror han var lidt muggen over rodet på din seng..'' grinte hun blidt.

"Det kan ikke være mit rod, jeg har det bedst alene, så jeg har sovet i skoven de sidste par måneder... Men velkommen til Hytte otte.. Jeg har egentlig ikke snakket med nogle af de andre sådan rigtigt, er som en ensom ulv, på en evig jagt" hans brune hud og senede krop talt for sig selv at han nærmest kun var udendørs.

"men måske er det bedst jeg lære jer bedre at kende, vi er jo alle søskende er vi ikke" han så ned på sine hænder og smilede lidt for sig selv.

''kald det hvad du vil, men søskende, det er vi ikke.'' sagde hun stille.
hun smilede lidt.
''så vil jeg lade dig være.'' sagde hun bare.

hun begyndte at få, tilbage mod hytterne

"er du da ikke datter af Artemis?" spurgte han roligt og venligt.

"Du behøver ikke at gå endnu, det kan godt bliver lidt ensomt efter tre måneder alene i en skov, hvor det kun er din høg der holder dig med selskab" sagde han lavt og så ned

hun så på sin 'bror' og sukkede.
"Jason, jeg har ingen søskende.. Jeg ved godt vi deler det samme blod, men vi er ikke søskende... Jeg kan bare ikke håndterer den slags lige nu." mumlede hun.

"hvorfor tager du så ikke med tilbage?" spurgte hun stille.
Selv, havde hun ingen dyre-følgesvend. og hun vidste ikke om hun ønskede en..

"ja jeg ved det... Det er noget af en omvæltning... Jeg kommer nærmest selv fra gaden, derfor holder jeg mig for mig selv, og følges med dyrene" Jason så på hende, han skjulte som regel sit tidligere liv, eftersom det ikke var noget at være stolt over at være stukket af.

Jason fulgte efter hende og så ned af sig selv, inden han betragtede hende igen. et lille smil spillede over hans læber

''jeg stak af fra min far..'' mumlede hun bare inden hun satte i et spring op på en gren og så lidt på ham.

''han var voldelig nok til at jeg ikke kunne være hos ham længere.'' sagde hun bare

"så er vi to der stak af hjemmefra" sagde han bare lavt og stillede sig op af et træ overfor.

"jeg var bare anderledes, end alle andre, jeg kunne ikke klare mere." han så ned på sine hænder, inden han strøg Hunter over hovedet og vendte blikket mod hende.

hun nikkede stille, mens hun så lidt ned. hun ville ikke rigtig give ham ret.

hun lukkede øjnene stille og trak vejret dybt. hun var godt gennemblødt nu

"undskyld hvis jeg trænger mig på eller jeg irritere dig" sagde han lavt. han blik faldt mod jorden igen, mens hans hånd stadig strøg Hunter over hovedet, hun nappede ham kærligt ved øret.

"jeg er også sulten du flyver bare en runde, jeg kalder hvis der er noget" han snakkede til fulgen, den satte af med et skrig og fløj op mod himlen.

hun så lidt på ham.
''kom..'' sagde hun og tog hans hånd uden at spørge om lov.
''det er tid til at du integrerer dig i lejren brormand.'' sagde hun og trak ham blidt mod lejren

Jason så overrasket på hende da hun tog fat i hans hånd.
"hvad... Vil du have mig med tilbage til lejren, for at jeg skal integrerer mig med de andre?" spurgte han men fulgte villigt med

hun smilede og nikkede roligt.
''du skal ind og være en af os. ikke en skovboer.'' grinte hun roligt

"du vil have jeg skal være en af lejrbeboerne?" spurgte han og smilede lidt, "det bliver måske svært at vende sig til, men jeg kan da prøve" sagde han blidt og smilede blidt og lagde hovedet på skrå

hun smilede lidt.
''havde du tænkt på, at hvis du forelskede dig i en fra hytte 8, så ville du forelske dig i en af dine søskende..?'' hun så lidt på ham.
så gik hun videre.

"nej har jeg ikke tænkt på... For det har ikke været nødvendigt at tænke sådan, da jeg har været så fjern overfor alle på lejren." sagde han "men nu du siger det, det virker bare ikke normalt at kunne forelske sig i sine søskende." sagde han og op mod himlen. "Jeg er skam forelsket, men ikke i en person" sagde han lavt og så på hende igen

''hunter?'' gættede hun og så nu på ham.

hun stoppede op i udkanten af skoven, hvor de andre ikke kunne se dem, og så på ham.