Hey stranger - Topaz

Sted: Søen
Tid: Aften
Omgivelser: Ingen folk, kun mig og naturen så vidt jeg ved
Vejr: Stjerneklart og lidt køligt
Påklædning: løse jeans, en hvid t-shirt, og en åben hoodie. Slidste blå converse

Der var ingen blæst, og derfor heller ingen krusing på søen. Det var dejligt stille i aften. En smule køligt, men ikke noget der gjorde Dionte noget. Han sad lænet op af et træ i nærheden af søen mens han drak afdet bæger vin han havde i hånden. Han var ikke beruset eller havde planer om at blive det, det var rent hygge. Han nød at få et glad vin om aftenen, i stilhed fra de andre halvguder. 
Med et smil, faktisk en kort latter, lænede han sig tilbage med bægeret i hånden og lukkede øjnene. Det var en dejlig aften. Han var lidt alene, og kunne godt bruge selskab af en enkelt. Men han gad ikke finde nogen af hans søskende som nok var de eneste han kunne holde ud lige nu. Han åbnede øjnene igen og så op på stjernerne. Han fandt med et smil nordkronen. "Det er smukt..." Han sagde det til sig selv inden han tog endnu en slurk af bægeret.

Påklædning: En diamant blå, lårkort selskabskjole og håret bølgende ned over skuldrene for en gangs skyld.

Topaz var taget ned til søen for at komme væk fra så mange mennesker, hun kunne godt lige at være sammen med få personer af gangen, 3-4 stykker, der kunne hun jo også gemme sig bag de andre, hvis det blev for meget, men i spiseteltet var der altså flere hundrede meget højrøstede halvguder. Det var endda endnu værre, da hun havde vænnet sig til at sidde alene, og lige pludselig skulle hun sidde sammen med en anden, en halvbror, i en meget akavet stilhed. 

Nå, men hun var i hvertfald gået ned til søen for at stresse af, men nu savnede hun selskab. Hun var i hvertfald et flokdyr, bare med en lille flok. Hun sad op af et højt og bredt træ og prøvede at gøre sit bedste for ikke at gøre sin kjole beskidt.
Pludselig var der en ukendt stemme, der mumlede: "Det er smukt..." Topaz vendte sig halvt om for at se hvem, der havde gjort hende selskab. Det var en pæn dreng... Rettelse en lækker dreng, der sad op af det samme træ, som hun sad op af, bare på den modsatte side. Han havde tydeligvis ikke opdaget hendes tilstedeværelse, men hun havde ikke noget imod, at han opdagede hende, det ville være rart med en at snakke med. "Ja det er..." Svarede hun så, mere henvendt til sig selv end til ham.

Han tog bægeret fra munden igen og ville lukke øjnene da han hørte en stemme bag sig. Han vendte sig hurtigt og overrasket rundt for at se hvor det kom fra. Hans øjne faldt på en pige. Hun var køn, virkelig køn. Ikke som døtrene af Afrodite, der var noget andet over den her pige. Men han kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Han smilede lidt til hende og så så op på himlen igen. 
"Er du også ude for at få ro?" Hanvendte sig om så han kunne se bedre på hende. Han havde overhovedet ikek opdaget hende. Han vidste ikke om hun havde siddet her siden han kom, eller om hun først var kommet nu. Han var ligeglad, hun var selskab. Han rakte en hånd frem imod hende for at hilse rigtigt på hende. "Dionte Anderson, søn af Dionysos" præsenterede han sig. Han smilede til hende, og glemte fuldstændigt bægeret i hans hånd, så den sidste vin endte med at ramme hans hvide t-shirt. Han fik hurtigt rettet det op, men skaden var sket. Han sukkede lidt og betragtede den store mørkerøde plet. "Det var den sidste af de hvide..." mumlede han for sig selv inden han smed bægeret på jorden. så vendte han opmærksomheden mod pigen ved siden af ham. "Undskyld. Normalt er jeg ikke så klodset.. Jeg plejer faktisk at være ret god til det med alkohol hvis jeg selv skal sige det!" Han grinede lidt og satte sit charmerende og selvsikre smil på.

Topaz granskede et øjeblik hans ansigt og nikkede som svar på hans spørgsmål. Ja hvis der var et sted, man kunne få ro, så var det søen. Topaz smilede til ham, der var et eller andet ved ham, der tiltalte hende, hun skød hurtigt tanken ud af hovedet. Hun tog hans fremstrakte hånd og trykkede den let. Hun holdt meget af at hilse på folk på den gammeldagse måde. "Hej Dionte, Topaz Ruby, datter af Lyssa", sagde hun venligt, men vrængede af den sidste del. Lyssa var ikke ligefrem ligesom Athene eller Afrodite. 
Topaz grinte da Dionte spildte ned af sig selv; ikke ondt eller hånende bare afslappet og piget. "Du er ikke ligesom de andre Dionysos sønner, de kunne aldrig finde på at smutte fra festligheder. Eller spilde på sin t-shirt", tilføjede hun så drillende, smilede og skævede til den store blodrøde plet på hans bluse. "På den gode måde", skyndte hun sig at tilføje , da hun opdagede, at det godt kunne havde lydt negativt, det hun havde sagt. "Nej det regnede jeg heller ikke med", sagde hun og blinkede til ham. Han var ret charmerende 
//Undskyld at det tog så lang tid... Jeg fik karantæne fra halvblod

Han så lidt på hende og nikkede så med et smil. "Vanvidets gudinde, ikke?" Det lød ret spændende. Han regnede jo ikke lige med at hun var sindssyg bare fordi hendes mor var vandviddets gudinde. "Topaz Ruby... Juvel navne? Yndigt." Han smilede venligt mens han vendte sig ordenligt imod hende. 
Han grinede lidt over hende og nikkede. "Ja. Mine søskende var lige lidt for højrystede til mig i dag. Jeg elsker fest! Jeg elsker dans og alkohol! Men jeg kan også godt lide fred og ro en gang i mellem. Det forstår mine søskende ikke altid." Han trak på skuldrene. Så kiggede han ned på t-shirten og smilede. Det havde virkelig ikke været planlagt. Han så på hende med et smil. "Bare rolig. Jeg dømmer ikke. Men fortæl mig om dig. Jeg kender ikke nogen børn af Lyssa." Han trak lidt i sin t-shirt da den var begyndt at klistre lidt til hans overkrop nu fordi væsken blev kold og klam i natte luften. Det fik ham til at opdage hvor lidt tøj  Topaz havde på. "Fryser du ikke? Du bliver syg i den her kulde.." Han tog sin hoodie af og lagde den om hendes skuldre inden hun kunne nå at sige noget. Han kunne holde til kulden.

"Jo det er hun... Hun bliver mere og mere populær", prøvede Topaz at joke, en smule nervøs for hvad han ville syntes om hende, da han vidste, at hendes mor praktisk talt var sindssyg, sådan noget var vist også arveligt...
"Tak. Jeg synes, at de er en smule for meget. Min mor gav mig dem ikke fordi, at de siger noget om mig, for det gør de ikke, jeg tror, at det var en form for joke... Min mor er en smule underlig. Anderson? Er det ikke svensk eller sådan noget?"
Topaz smilede, da hun hørte, at han både var party dude og rolig, det var en god blanding. Topaz åndede lettet op, da han sagde, at han ikke ville dømme hende, hun vidste ikke hvorfor, det var så vigtigt for hende, hun var alligevel begyndt at blive vant til, at folk holdt sig fra hende. "Øhm... Hvor skal jeg starte? Min far var fra England, men hadede vejret så han tog til Malta, måske kender du den? En lille ø under Italien. Der mødte han så min mor, og så kom jeg. Der boede vi, indtil at jeg blev syv. Dem i skolen kunne godt mærke, at jeg var anderledes, så de brød sig ikke rigtig om mig. Nå, men i hvertfald blev min far konstateret skizofren, da jeg blev syv, så vi flyttede til New York, så han kunne få behandling," Topaz rødmede helt, da hun opdagede, at hun bare sad og plaprede om sig selv. Hun havde snakket så meget, at hun slet ikke havde opdaget, at hun rystede, og hårene havde rejst sig på hendes arme. Dionte havde tydeligvis også lagt mærke til det, han lagde sin jakke over hendes skuldre. I et øjeblik rørte hans hånd hendes skulder, og hun kunne mærke varme brede sig på det punkt. Hans hånd var så blød. "Tak", sagde hun genert og rødmede endnu mere. Hun rømmede sig og sagde så: "Din tur. Din historie."

Han grinede lidt. Det kunne ikke være helt nemt at være datter af Lyssa, folk måtte dømme meget. det gjorde de jo også ved alle de andre gudebørn. Hangav et kort nik. "Min mor var halvt svensk, halvt engelsk" Han trak lidt på skuldrene. 
Han lyttede til hendes fortælling om hvordan hun var vokset op. Han havde selv haft det svært som barn og tidlig teenager, men ikke så svært som hende. Han vidste mennesker var nemme at gøre misundelige samtidigt med de havde svært ved at accepterer forskelle. "Det lyder ret hårdt.. det er jeg ked  af at høre..." han smilede lidt  til jende for at vide  at han  altså stadigvæk godt kunne lide hende. han brød sig ikke om at dømme folk før han kendte dem.
Han trak igen på skuldrene da hun takkede  for trøjen. det var  almindelig høflighed. "Min historie? Ehm.. min mor boede i sverige da hun mødte  min far. Da  hun fik mig var hun alene, så hun flyttede til England hvor mine bedsteforældre boede så de kunne hjælpe hende med at tage  sig af mig. Jeg er vokset op  i England, gået på privatskole og det hele, det var nok bare spildt på en der er ordblind. Jeg har altid skulle høre på at min far ikke gad mig og bare skred. indtil min mor fortalte mig sandheden, fortalte mig hvad jeg var. Jeg har været her siden. I England tror de jeg er ved at uddanne mig i udlandet" han grinede lidt o lænede sig mod træet. Han elskede at være i lejren og han ville aldrig hjem igen hvis han kunne slippe.

Topaz pillede lidt i stoffet på Diontes hoodie. Den var dejlig blød og holdt hende varm, den duftede af Dionte, gik hun ud fra, af den syrlige duft af druer og en eller anden aftershave. Hun fik pludseligt et meget flovt ansigtsudtryk, hun måtte havde set ret underlig ud, sådan da hun sad og indåndede hans duft. På den anden side så havde hun jo advaret ham, men han virkede ret modig, han var i hvertfald ikke løbet skrigende væk på det tidspunkt. "Det må have været skønt at bo i England? Jeg har altid gerne ville bo der. Jeg kunne aldrig holde klimaet ud på Malta, jeg følte ikke, at jeg kunne trække vejret..." Sagde hun eftertænksomt. Hun kunne ikke så godt lide at have håret løst, så hun satte det op i en hestehale.
"Dig? Drillet? Jeg kan godt se at du virker anderledes, men høfligheden fejler ikke noget. Undskyld, men var de blinde?" Spurgte hun uskyldigt og skævede til hans virkelig charmerende, halvpjuskede brune hår. "Cool, hvad studerer du så?" Spurgte hun spøgende og fortsatte så ikke i spøg, "min far har vist glemt mig". Hendes hasselbrune øjne svømmede, som om at hun var langt væk.

Han så lidt på hende og lod hende udforske hans trøje. Han holdt et lille grin inde, det så lidt sjovt ud hun sad og duftede til hans hoodie, men omvendt måtte det også betyde det ikke gjorde hende noget at han havde lagt den om hende. Nok var han søn af ekstasens og vinens gud, men derfor kunne man vel godt opføre sig pænt. Han nikkede så til hans spørgsmål. "Det var skønt. Folk er meget velopdragende og frie i England. Og ja, klimaet er noget mere udholdeligt, jeg ville aldrig selv kunne bo så langt syd på.." Han grinede lidt. Når han havde været på ferie med sin mor havde han altid opholdt sig indendørs, varmen var ikke lige ham. 
Han trak lidt på skuldrene inden han endeligt satte sig helt hen ved siden af hende. Han var ikke sikker på hvorfor, men det føltes bare rigtigt at være tættere på hende. "Jeg ved det ikke. Det kunne vist bare ikke lide mig. De holdte også op med at inviterer mig til fester fordi jeg aldrig gik under uanset hvor meget de prøvede at hælde i mig. De mente jeg var kedelig og snød."Han grinede igen lidt. Hans fortid plagede ham ikke, han havde det jo fint nu. "De tror jeg er ved at studerer en masse økonomi og den slags. Tal har altid være lettere for mig end bogstaver, men det er jo klart med mine gener..." Hendes ord flyttede hans opmærksomhed væk fra ham selv.
"Hvorfor skulle han have glemt dig?" Lidt forsigtigt og prøvende lagde han en trøstende arm om hendes skulder. Han vidste ikke hvordan hun havde det med fremmede, men det virkede lidt for koldt og passivt ikke at gøre noget.

Topaz nikkede bekræftende, da Dionte fortalte om England. Det var sådan, hun havde forestillet sig det. Hun var ikke den eneste på Malta der ønskede sig at komme til England. "Malta var også en engelsk koloni, så alle længtes lidt for at se, hvordan det er der, men overordnet er det jo det samme bortset fra klimaet selvfølgelig," sagde hun en smule eftertænksomt, "folk kommer vist aldrig af med deres vaner." Hun kiggede bedrøvet på ham, da Dionte snakkede om menneskerne i England. Det måtte havde været forfærdeligt for ham, ikke at blive inviteret til festerne, det var jo der, man kunne slappe af, have det sjovt og glemme alt andet! Folk omkring hende havde altid været en anelse lede, men aldrig så lede. Det var typisk, at når man fandt noget, som man var virkelig, virkelig god til, troede folk at man snød. "Jeg tror, at jeg ville have været en af dem, der troede, at du snød. Der skal ikke særlig meget til, så kan jeg ikke huske noget næste dag, men det er måske meget godt, for jeg kommer altid til at gøre et eller andet dumt," sagde hun smilende og blinkede til ham. Hun havde gjort de mest pinlige ting. Forsigtigt lagde Dionte en arm over hendes skuldre. Tryghedsfornemmelsen strømmede igennem hende, det var alt for længe siden, at den havde gjort det. Han var bare så sød og kærlig,  og af en eller anden grund var hun slet ikke bange for ham, han virkede meget ærlig og oprigtig, da hun sagde noget om sig selv, lyttede han og fulgte med, og hvis der absolut skulle være behov for det, kunne hun godt forsvare sig selv, hun lod aldrig sin kniv ligge i hytten. "Han har bare altid været så koncentreret sig om sin sygdom, så til sidst blev jeg en rigtig møgunge, jeg stjal, drak og ødelagde ting for at få hans opmærksomhed", sagde hun flovt og skyndte sig at tørre en undsluppen tåre væk. Bare Dionte ikke havde set den.

Han så lidt på hende og nikkede. Han havde været på Malta en gang, men han havde været lille og kunne ikke rigtigt huske det. Ikke andet end at det havde været forfærdeligt varmt som altid når de var på ferie. Det var også længe før han vidste hvad han var, og uden at vide han havde en masse søskende over alt i verden, så den gang havde han holdt sig for sig selv. 
Han grinede over hende. "Jeg er jo trods alt søn ad Dionysos, ikke? Der skal virkelig meget til før jeg går under. Jeg tror aldrig jeg har prøvet det faktisk. Jeg bliver bare beruset. Jeg har heller aldrig haft tømmermænd. Men, det kommer vist fra min fars gener. Og det med at gøre noget dumt er du vist ikke ene om Topaz. Alkohol kan gøre det vildeste ved folk." Han smilede opmuntrende til hende, han havde set lidt af hvert. Også her i lejren. Der var ikke mange halvguder der kunne stå imod som ham og hans søskende. 
Igen nikkede han lidt medfølende. "Det er jeg ked af at høre. Men hvis han ikke ville give dig opmærksomhed for den du er, så er det måske ikke det værd? Jeg mener, du er køn, du har nogle rimelig fair overvejelser og tanker, du er ærlig... Du fortjener bedre end at skulle tigge om opmærksomhed." Han havde aldrig selv haft det problem. Hans mor havde været meget god til at være der for ham og hans lillesøster, og det samme med hans papfar. Han skulle ikke klage over sin familie, han havde haft det godt på det punkt. Han smilede lidt over hende da hun tørrede hendes tåre væk. Han forstod godt hun ikke ville være sårbar og åben overfor en fremmed så han sagde ikke noget, han ville ikke træde i det. For ikke at sidde og overbeglo hende så han op imod stjernerne igen. Ikke at han som sådan havde et specielt forhold til dem, men han kunne godt lide at kigge på dem og tænke over hans eget liv og en masse andet.

Topaz grinede lidt og sagde så: "Stop så! Ellers for du mig til at ønske, at jeg var Dionysos' datter." Hun prikkede ham drillende på brystet.
Hun rødmede endnu mere, hvis det altså kunne lade sig gøre, da de snakkede om hendes klart dårlige opførsel, det var i hvert fald ikke noget, hun var stolt af. Hun skulle seriøst overveje at bruge pudder. Hun blev lidt overrasket, da han tydeligvis ikke dømte hende, selvom at det var nogle meget barnlige og dumdristige handlinger. Nu hvor hun havde mærket tryghedsfølelsen igen, kunne hun ikke få nok af den varme, den spredte, musklerne slappede af, og hovedet kørte ikke på højtryk. Hun greb hans frie hånd, inden han kunne nå og trække den til sig, og prøvede på den måde, at holde fast i den fantastiske følelse hun havde i kroppen.
 Normalt var hun meget genert og ville aldrig havde kunnet finde på at gøre noget så usikkert, i hvert fald ikke uden at være påvirket af alkohol, men det måtte havde noget at gøre med Diontes tilstedeværelse, det var som om, at luften omkring ham var beroligende. Hun kiggede op mod stjernehimlen ligesom ham og fandt hurtigt en kæmpe stjerne og genkendte den som venusstjernen, hun havde aldrig set den før kun på billeder. Den var utrolig smuk, men det var ikke det, der fik hende til at slå øjnene op og stirre intenst på den. Det eneste budskab hendes mor nogensinde havde sendt hende var nemlig at venusstjernen ville bringe noget smukt med sig. Hun skyndte sig at kigge sig omkring, men der var ikke andre eller andet end dem, træet, søen og stjernene. Hun blev en smule skuffet, men blev enig med sig selv om at hendes mor nok ikke havde ment lige i det sekund, hun fik øje på stjernen.

Han lo blidt over hende. "Det er også skønt at være barn af Dionysos! Vi holder de fedeste fester trods alt, ikke?" Han skubbede drillende til hende. Han havde aldrig ønsket at være barn af en anden gud, han var tilfreds og glad for hans far, han kunne ikke forestille sig at være søn af f.eks. Ares. 
Han så hurtigt ned da hun tog hans hånd, men gjorde ikke noget for at komme fri. Det var i orden med ham, faktisk havde han nok selv gjort det hvis hun ikke havde. Som svar på hendes handling trak han hende blidt tættere ind til sig med den arm der stadig lå om hende. Han sagde ikke noget, han følte ikke der var et behov for det. Handlinger sagde tit langt mere end ord kunne. Han nøjedes bare med at smile til hende, men mere afslappet og drenget end før. 
Han flyttede så sit blik op på stjernerne igen. "Jeg har altid elsket stjernebilleder.. Også inden jeg vidste jeg var halvgud. Mange af dem kommer fra vores forældre og andre folk fra det gamle Grækenland.." Uden egentlig at tænke nærmere over det var han begyndt og stryge en finger over hendes hånd gentagende gange. Det foregik i langsomme og rolige bevægelser, og var mere end underbevidst refleks end et valg han havde taget. 
"Da jeg troede jeg bare var menneske tænkte jeg altid over hvor små vi er.. I forhold til det hele. Men jeg har det ikke på samme måde mere. Alt er bare anderledes efter man får at vide ens far eller mor er gud, ikke?" Han lo lidt og så på hende med et smil. For ham havde det væreten stor omvæltning, men klart til det bedre. Han vidste ikke hvordan Topaz havde haft det med det, hendes morvar nok ikke den mest populære gud af dem alle. Det var hans egen far jo heller ikke, men vanvid var vel en tak værre end ekstase.

"Jeg sagde stop! Nu vil jeg gerne være datter af Dionysos! Når I er mange er det bare endnu federe, så er der jo bare en større fest, men hvis jeg havde flere søskende, så tror jeg ikke, at det ville gå så godt, medmindre at den nye mode er spændetrøjer," Sagde Topaz og surmulede påtaget. Dionte trak hende tættere ind til sig, hun kiggede glad på ham og lagde så hovedet mod hans skulder. Det var behageligt at vide, at det ikke bare var hende, der følte det.



"Jeg har også altid kunne lide dem, de gav hentydninger til alle de historier, man hørte, da man var lille eller fik fortalt i skolen. "Dionte begyndte at stryge hendes hånd, det trak på smilebåndet og lavede smilehuller i hendes kinder, men ellers lagde hun ikke mærke til det, det virkede som det mest naturlige i verden. Jeg syntes at alt ved det guddomelige var så majestætisk og ja guddommeligt, men i dag føler jeg ikke, at jeg har ændret mig siden. Jeg er i hvert fald ikke mere majestætisk, end jeg var for 10 år siden, men det har nok noget at gøre med, at jeg ikke rigtigt har gjort noget, som gør mig fortjent til at være heltinde, jeg tror det heltemodigste, jeg nogensinde har gjort, er nok at hjælpe en gammel dame over et fodgængerfelt i New York" sagde hun muntert. Hun vidste, at man ikke kunne få noget serveret på et sølvfad, man kunne ikke bare være født til at være en helt, man skulle gøre sig fortjent til det, lige meget om man var menneske eller halvgud. Hun tænkte lidt over tingene og pegede så tilsidst op mod venusstjernen og sagde: "Kan du se den stjerne? Måske ved du det, men det er venusstjernen, min mor fortalte mig, at den ville bringe noget smukt med sig, hvis den viste sig for mig." Hun sad bare et lille stykke tid, nød øjeblikket, bed sig i læben og fulgte konturerne i hans ansigt med øjnene.

Han grinede lidt over hende. "Ah, det bliver virkelig belastende i længden. En endeløs fest, vin og musik over alt hele tiden. Desuden er mine søskende ret... sex gale. Der er tit 'venner' med hjemme og uro om aftenen. Det er svært at få sovet..." Han lo igen. Han havde ikke meget imod det, han var jo selv glad for fest. Men nogle aftener var søvn en mangel vare man ville give meget for. 
Ha så ned på hende igen og smilede varmt. Det var rigtigt, han kendte da et par af historierne. Hans mor havde forklaret ham lidt om det. Han svarede ikke, nikkede bare og fortsatte hans blide kærtegn på hendes hånd mens han forsigtigt hold om hende. Det faldt ham naturligt, han tænkte ikke rigtigt på det. 
Han kom til at grine over hendes fortælling om det heltemodige. "Altså, jeg er ikke selv nogen helt. Jeg kan slås og kæmpe lidt, men jeg er ikke den fødte helt. Min far er gud, jaja, men jeg er stadig bare Dionte. Og min far er jo ikke en anderledes far end andre. Alligevel er der noget over at vide man er halvt gud, hvis du spørger mig..." Tanken fik ham til at tænke lidt. Han følte sig nu ikke særligt gude-agtig.
Han så op imod himlen mod det stjernebillede hun viste. Han nikkede en lille smule. "Jeg er fristet til at sige det mest kliché nogensinde. Men jeg bryder mig ikke om at være den typiske romantiker. Der er lidt merei mig end det. Men hvad er 'noget smukt' helt præcist?" Han så først på hende igen da han havde talt færdigt. Han sendte hende endnu et af hans charmerende smil, dog uden at tænke over det. Han skævede kort ned imod pletten fra vinen på hans trøje der var blevet mere klam og klistret. Men det skulle nu ikke forstyrre det her.

"Ja okay, du siger noget," mumlede Topaz, men udbrød så: "ÅH! Ved al Lyssas vanvid! Det er... Det er... Wow. Har du ikke mindre søskende? De bliver da bare kastet lige ud i sådan noget." Hun fik mavekramper af at grine, mest fordi at hun ikke kunne lade være med at forestille sig ting, hun helst ville glemme. Hun strøg en lys krøllet lok væk fra ansigtet, som havde undsluppet elastikken og tænkte lidt. Efter lidt tid spurgte hun så mere alvorligt, som om at det var et meget vigtigt spørgsmål: "Er du også en af dem, eller er det kun de fleste af dine søskende?"
Pludselig blev hun lidt genert da hun tænkte på sin egen situation. Hun havde som altid svært ved at forstå sig selv. Var grunden til at hun nærmest sad på skødet af en næsten fremmed dreng, at hun var ensom og manglede tryghed? Hun skød hurtigt den tanke ud af hovedet og afgjorde med sig selv, at det bestemt ikke var sådan. Hun havde venner i lejren, og tryghedsfølelsen havde hun ikke bekymret sig særlig meget om indtil da. Hun brugte ham da i hvert fald ikke! Hun vidste at hun bare tænkte i meget paranoide baner, men nu da hun var i gang, kunne hun ikke stoppe.
Nu havde hun afklaret med sig selv, at hun ikke brugte ham, men hvad mente han egentligt? Måske legede han bare med hende? Måske syntes han bare, at hun var latterlig og, at hun var god underholdning? Hun ville havde bandet højlydt af sig selv, hvis Dionte ikke havde siddet ved siden af hende.
 Sådanne tanker var ikke bare uretfærdige overfor hende selv, de var også uretfærdige overfor ham. Han havde ikke været andet end venlig overfor hende, og han virkede ret oprigtig.
 Men der var stadig en lille irriterende stemme i hendes hoved, der sagde, at hun ikke skulle lade sig forelske i ham. Han ville bare grine ad hende.
Hun skyndte sig at putte sig længere ind til Dionte og kun tænke på hans beroligende strøg over hendes håndryg. Hun blev hurtig klar over, at grunden til at hun sad og snakkede med ham og varmede sig ved ham, var på grund at det føltes rigtigt, vigtigt og ikke mindst naturligt, ikke af alle mulige andre årsager.

Hun smilede lidt fjoget til ham på grund af at hun ikke kunne lade være med at følge hans ansigts konturer med øjnene og sagde så: "Du har fat i noget. Selv om at jeg ikke rigtigt har tænkt over det, så har det at kunne kalde mig selv "halvgudinde" givet mig noget af et selvtillids boost."
 Hun bed sig selv i læben og snakkede så videre: "Jeg er egentlig ret lettet over, at du ikke er den "kolossale romantiker", det er ikke rigtigt min type," Topaz tog sin tid til at tænke lidt over hans spørgsmål og svarede så til sidst, "helt Ærligt så ved jeg det ikke, jeg tror, at min mor prøvede at regne den ud, men hun fik vist lidt forkert fat i den. jeg tror, at hun gav mig alle de juvel navne, fordi at hun troede at det ligesom var nøglen til skønhed. Inden det her bliver alt for filosofisk, så tror jeg, at skønhed er, hvad man gør det til. I bund og grund bestemmer man jo selv."
Topaz fulgte Diontes blik ned på hans trøje og kunne ikke lade være med at more sig over den blodrøde plamage. Hun rystede på hovedet og hviskede så kærligt: "Klodsmajor."

Han så på hende og kom til at grine. Det kunne godt give et helt forkert blik af ham og hans søskende, det kunne han godt se. "De mindre af os har deres egen del af hytten. Vi har, af praktiske årsager, valgt at fordele os så de ældre der er til "voksen sjov" er væk fra de yngre når det sker. Desuden sover de heldigvis når det sker, for det meste. Men vi er tidligt i fest miljøet, det liger i vores blod." Han trak lidt på skuldrene med et smil. Han var selv begyndt at feste og nippe til alkohol meget tidligt, fordi det bare virkede naturligt. Han fandt jo så også ud af senere at der var en grund.
Han rystede på hovedet. "Vi er alle lige så forskellige som Athene og Ares børn. Vi har mange af de samme evner og talenter, men vores personlighed svinger meget. Jeg ved ikke om du har snakket så meget med min far, men han har... en speciel personlighed. Stort temprament, men kan være lige så omsorgsfuld. Det samme med os. Nogen af os har det ene, andre det andet, nogle begge dele eller noget tredje. Jeg er nok den mere... stilfærdige på det punkt. Jeg fester og drikker som alle mine søskende, men jeg holder mig fra selve sex-delen med tilfældige piger." Han trak på skuldrene. Han troedepå kærlighed, hvilketman sjældent kunne sige om hans søskende. For dem handlede det typisk om ekstase eller druk. 
Uden at tænke videre over det så Dionte helt undrende på Topaz. "Så.. Jeg er din type?" Han smilede drillende til hende. Hun havde nok ikke tænkt over det da hun sagde hun var glad for han ikke var for romantisk, hun fik det til at lyde som om hun ønskede han skulle passe til hende. Og måske delte han det ønske? Han var ikke helt sikker faktisk. Han kunne ikke nægte muligheden i hvert fald. 
Han så imod stjernerne og nikkede lidt. "Jeg tror på skønhed i folkshandlinger. Det overfladiske er for materialistisk for mig. Personlighed er vigtigere. Hvis du har noget smukt i din sjæl, skal det nok skinne igennem til dit ydre." Han åbnede sjældent op på den her måde, men det virkede nemt sammen med Topaz. Måske fordi hun var en ny ven, eller måske fordi det var lige præcis hende. Det hele var så forvirrende, han brød sig ikke om det. Normalt på det her tidspunkt ville han tømme et glad vin for at komme på andre tanker. Men han havde ikke muligheden. 
Hendes hvisken gjorde det kun værre. Han kunne ikke lade vær med at smile. Hendes tonefald var så kærligt og varmt, det var svært ikke at føle sig draget. Tiltrækningen til hende føltes så rigtig men også fortryllende. Hvad hvis hun bare havde ham under en form for fortryllelse eller noget? Hvorfor skulle hun. Og hvad hvis? Han nød det jo. "Ja... Er klodsmajore så din type?" På en eller anden måde syntes han at deres ansigter pludseligt var meget tæt på hinanden. Han var ikke sikker på om det var hende der kom tættere på ham, eller om han havde lænet sig ned over hende. Detvar jo også ligemeget. Han havde ikke intentioner om at flytte sig i hvert fald. 
Så tæt på kunne han ikke lade vær med at lægge mærke til stjernernes genspejling i hendes øjne. Hun lignede en juvel lige nu, skinnede som en, og var præcis lige så smuk, hvis ikke mere. Men han kunne ikke rigtigt få det sagt.

Topaz prøvede at holde sit grin tilbage. Hun kunne bare ikke lade være med at tænke på de stakkels små børn, der ikke kunne falde i søvn.
"Jo jeg har snakket lidt med din far, da jeg ankom. Han virkede ikke så glad for nye halvguder..." Sagde hun lidt forsigtigt, da hun var overbevist om, at hun bare havde tolket ham forkert, eller at han bare havde haft en dårlig dag, sådan en kunne guder vel også have en gang imellem, og fortsatte så, "Men jeg tror at mange af guderne er sådan, de bryder sig ikke rigtigt om hinandens børn, men behandler deres egne så godt som de nu kan, f.eks. er Poseidon og Zeus jo kendt som de to mest temperamentsfulde guder, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis jeg var datter af en dem, ville jeg blive pakket så meget ind i bobbleplast, som de ville kunne overkomme. Selv om at det nok ikke ville hjælpe særligt meget."
Hendes tanker fløj hen til deres medhalvguder. De sad nok og spiste sig mætte i alverdens ting lige på det tidspunkt, men det var svært at vide. Man havde ikke rigtigt ure i halvblodslejren, og hun følte, at hun kun havde siddet der i 5 min med Dionte.
Hun følte, at hun blev et par grader varmere ved den nye viden om, at Dionte ikke var en player. Hun skældte sig selv ud over, at det betød så meget for hende. Det burde ikke betyde noget for hende, men hendes hjerne havde desværre ikke styringen lige på dette tidspunkt.
"Så.. Jeg er din type?" Spurgte Dionte hende. Hun ville gemme sig meget langt væk. Det skulle slet ikke være kommet ud sådan. Hun kunne godt se, at Dionte drillede hende, og han vidste præcist, hvordan han skulle gøre det. Hun ville formegentligt havde slået ham, hvis det ikke havde været for, at det jo var ham, og at hun havde så travlt med at skjule sin rødmen. Hun var virkelig ikke god til det her.
Hun sad bare tavst og lyttede til Diontes stemme, mens hun varmede sig op af ham og i hans hoodie. Hun kunne sidde sådan resten af natten, det var trygt, varmt og behageligt. Han var virkelig sød og ærlig.
Pludselig gik det op for hende, at deres ansigter kun var få centimeter fra hinanden, og hun sad bare og stirrede betaget ind i hans øjne. Hun kunne mærke hans varme ånde mod sin røde kind, og hun skyndte sig at fugte sine læber. Hans øjne så helt anderlede ud tæt på, de var nærmest i alle farver, og søen kunne på en eller anden måde genspejle sig i hans øjne, så de nærmest svømmede. Uden en eneste tanke i hovedet slap hun taget i hans hånd og slog begge sine arme om hans hals. Som svar på hans spørgsmål lod hun deres læber mødes, inden at han kunne nå at rykke væk.

Han så lidt på hende og nikkede. Han vidste udemærket godt hvordan hans far kunne være over for folk, og hvordan han var på en dårlig dag hvis han ikke fik sin vilje. Dionysos var ikke ligefrem kendt for at mildt temprament. "Han er en god far, prøver at være der for os alle. Men det er mange børn, og han har ikke tid til os alle hele tiden, selvom han prioterer os højt. For jer andre er han nok knap så tolerant og blid. Det er vist bare en gude ting, intet at tage så tungt. Jeg er sikker på han vil kunne lide dig når han lære dig at kende." Dionte smiledende opløftende til hende. Han tænkte ikke over at han vagte at bruge NÅR han lærte hende at kende, i stedet for HVIS. Det var jo ikke sikkert han ville lære en hvilken som helst halvgud at kende. Men hvis den halvgud nu var speciel for en af hans sønner måske? 
Han så kort op imod stjernern. Det føltes som om noget større end dem sad og så ned på dem, men han var nu ikke sikker på hvorfor han følte sådan. For meget vin måske. Selvom han plejede at drikke mere, det meste i aften var havnet på hans tøj. 
Han holdte sit ansigt tæt på hende det øjeblik det gik op for ham hvor tæt på hinanden de var. Skulle han på nogen tænkelig måde have lyst til at flytte sig? Nej. Sådan her var helt rigtigt. Den arm ham havde omkring hende fik på en eller anden måde Topaz til at sidde mere rigtigt op af ham. Nok mest fordi hun kom tættere på. Han havde ikke lyst til at glemme det her, følelsen af hende så tæt på, synet af hendes funklende øjne eller den søde duft af hende. Det her skulle blive ved altid. 
Den mening ændrede sig hurtigt da han mærkede hendes utroligt bløde læber mod hans egne. Af ren refleks gled hans øjne i og hans arme fandt rundt om hendes talje. Han blev presset en smule op af træet og kunne mærke hende imod den våde klistrede plet på hans t-shirt. Det var nu ikke den fornemmelse han havde mest fokus på. Hen gengældt en tand for ivrigt hendes kys, ikke så det var ubehageligt eller overdrevet, bare meget svært at påstå bagefter han ikke holdte af hende. For det gjorde han. Selvom de knap kendte hinanden endnu.

Topaz lyttede eftertænksomt. Det måtte havde været skønt at have en normal far. Diontes far var heller ikke normal, men han passede dog i det mindste på sine børn. Topaz havde altid været en "fars pige", men hendes far havde bare ikke været optaget af hende eller i det hele taget været interesseret. Topaz smed tanken væk, hun måtte stoppe med at være så selvmedlidende!
 Hun granskede hurtigt hans ansigt og sagde så med påtaget højtidelighed: "Tak, jeg vil regne med hans søns ord". Hun tøvede lidt, da han sagde: Når, men konkluderede så at han nok havde regnet med, at alle halvguder ville lære deres lejrleder at kende, eller at det bare var en fejl.

Hun følte, at hendes krop passede helt perfekt til Di's; hun sad helt op af ham, men hun sad overhovedet ikke ubehageligt og nød at være så tæt på ham. Hun førte langsomt sin ene hånd op til hans hår og pjuskede det, mens hendes anden hånd udforskede hans mavemuskler gennem hans rødplettede bluse. Af en eller anden årsag havde hun nærmest regnet med, at han ville havde afvist hende, men da han tydeligvis ikke havde noget i mod hendes nærvær, løb en varm følelse rundt i kroppen på hende, helt indefra helt ud til fingerspidserne. Hun havde aldrig følt sådan en følelse og vidste heller ikke, hvad det var, men det var lige meget. 
Da hun lidt efter forsigtigt trak sig væk, fyldte Diontes duft hendes næsebor. Der var ikke noget bedre end duften af dreng, de havde sådan en maskulin og beroligende duft. Hun havde aldrig nogensinde følt sig så smuk, så perfekt, så... lykkelig.

Dionte havde på ingen måde lyst til at lade hende trække sig væk igen, men han havde jo også lidt brug for luft, hvilket var svært når deres læber var presset mod hinanden. Han så på hende med det samme han kunne. Synet af hende gjorde det umuligt for ham ikke at smile. Stjernerne fandt stadig vej ind i hendes øjne, hun lignede oprigtigt en gudinde som hun sad der, godt presset op mod ham, præcis som det burde være efter hans hoved. 
"Han kan bare prøve på andet... Ingen skal prøve at gøre min juvel noget. For jeg kan vel godt kalde dig det. Ikke?" Han smilede blidt til hende. Han prøvede alt hvad han kunne på ikke at være en kliché, men hun gjorde det svært. Ord havde altid været en af hans stærke sider, eller en af de stærkere. Han strøg blidt lidt hår om bag hendes øre for bedre at kunne se hende. Han kunne ikke benægte det, hun var vidunderligt smuk at se på. Men det var nu ikke det der tiltrak ham. 
"Så hvor står vi henne? Bare bekendte? For det føles ikke helt sådan." Han prikkede hende drillende på næsen inden han kort trykkede hende ind imod sig. Det føltes bare rigtigt at have hende tæt på. Han vidste hvor hun var, at hun var sikker, og intet kunne gøre hende noget. I forhod til den korte tid de havde kendt hinanden, var det fuldstændigt åndssvagt. De burde sidde i en akavet samtale, eller en pinlig tavshed. Ikke sidde og nusse og kysse. 
Tilfældigt faldt hans blik, og fandt en mørk plamage på hendes ellers nydelige kjole. "Ehm.. Det ser ud til jeg har sat mit mærke på dig... Det er jeg virkelig ked af. Vin er ikke til at få af, og den kjole var så køn.." Han så oprigtigt undskyldende på hende med noget lignenede et hundehvalpe blik. Han var virkelig led ved at ødelægge hendes tøj, det var ikke rigtigt mening med det her. Han ville forkæle hende og nusse om hende. Han betragtede hende efterhånden som hans, men ikke på en gidsel agtig måde. Mere en romantisk måde.

Topaz havde bare lyst til at blive fastfrosset i det øjeblik. Evigt lykkelig, evigt ung.
 Hun kunne bare ikke få fingrene væk fra Diontes hår. Det virkede meget vigtigt for hende, at finde ud af hvilken farve det havde, hvilket var umuligt i tusmørket. Hun kunne bare ikke få nok af ham, hun ville røre ham og vide alt om denne flotte halvgud. Søen sendte lys op på de to halvguder, som fik Dios øjne til at se svømmende og drømmende ud; han kunne vel ligeså godt være taget ud af et fransk maleri.
Hun drog et lettelsens suk, da han lovede hende, at han ville passe på hende, selvom at det bare var taget ud af en sammenhæng, som handlede om hans far, føltes det alligevel som om, at der blev løftet en kæmpe byrde fra hendes skuldre. Hun følte at hun havde kæmpet psykisk og været stærk i alt for lang tid, og der nu var nogen der lovede at passe på hende. Det var nogen af de mest fantastiske ord, hun nogensinde havde hørt, især da de kom fra lige præcis den mund.
"Selvfølgelig må du kalde mig det! Siden hvornår er piger begyndt ikke at kunne lide smiger?" Spurgte hun og fandt sig til rette op af Di. Hun var blevet ret fornærmet, da hun kom i teenage årene og fandt ud af, at det var hendes mor, der havde givet hende sine navne, men det var fordi at hendes mor nok havde ment det for sjov, men når Di kaldte hende noget så smukt som juvel, blev hun bare mere lykkelig, hvis det altså kunne lade sig gøre.
Det gik pludseligt op for hende, hvorfor man brugte vendingen: Han lignede en græsk gud, det var præcist det udtryk, hun ville bruge om Dionte, og det var nu heller ikke helt ramt ved siden af.
Hun lukkede øjnene og fnes, da Dionte trykkede hende på næsen, og lænede sig så frem for at kysse ham op ad halsen til kindbenene, mellem kyssede hviskede hun dramatisk, mens hun prøvede på ikke at grine: "Åh det ved jeg ikke Dionte! Jeg kender dig jo ikke".
Da han trykkede hende ind til sig, lagde hun sit hoved på hans skulder og fandt ro.
Hun lagde mærke til, at han stirrede, og fulgte hans blik ned til sin kjole. Der var kommet en kæmpe rød plet på den, som nok ikke ville kunne komme af. Hun så sit snit til at drille ham og skyndte sig at udbryde med sin mest overbevisende stemme: "Hva'? Du har ødelagt min kjole! Det var min yndlings! Den eneste måde, du kan gøre det godt igen på, er ved at kysse mig!" Hun lavede en stor trutmund, mens hun med al sin magt prøvede at holde masken. Hun var en elendig skuespiller. hun grinte lidt af sin egen dårlige forestilling og sagde så blidt: "Ej det skal du slet ikke tænke på, det var ikke din skyld, og desuden var den virkelig upraktisk."

Han så på hende og lo. Hun havde fat i noget, alle piger kunne vel lide smiger. Og han havde også tænkt sig at give hende det, til hun blev træt af det. Han var velopdragen, og hele hans liv havde han lært at man behandler piger ordenligt. Nok havde han gået på en drenge skole, men respekt og passende opførsel over for piger var blevet vægtet højt, specielt når der var piger på besøg. Desuden havde hans bedsteforældre lært ham en ting eller to. 
Han så lidt skeptisk på hende. Alligevel smilede han så. "Så du vælger bare at overfalde alle fremmede med dine læber eller hvad?" Han skubbede drillende til hende. Hun virkede langt fra som den type, og han havde kendt et par stykker af de piger. Han var faktisk rigtig glad for at han havde mødt hende, for han var ret sikker på hans liv lige havde ændret sig til det bedre. Han skævede mod det stjernebillede hun havde vist ham og huskede hvad hun havde sagt. For ham havde det da bragt noget smukt med sig.
Først blev han bange for at hun virkelig var sur, men hun blev da heldigvis hurtigt blid. Han grinte mildt over hende. "Som du befaler min gudinde!" Han smilede drillende inden han satte sine læber imod hendes igen. Det var rart og rigtigt, sådan her skulme det være. Han var ikke i tvivl. Da han slap hende igen, havde han ikke rigtigt lyst. Han ville hellere blive ved med at kysse hende, for altid. Men det var nok lige i overkanten, de havde trods alt kun lige mødt hinanden. Han blev dog ved med at se på hende, for hun var smuk.
"Vil du ikke med hjem til min hytte? Vi kunne begge bruge at skifte tøj. Jeg har nok ikke lige en kjole du kan passe, men jeg har med garanti noget varmere tøj til dig." Han smilede venligt, og havde virkelig ikke andre intentioner end det. Han mente hvad han havde sagt, han gik ikke efter sex. Desuden trængte han virkelig til at få den her t-shirt af.

"Ej, for at være helt ærlig..." Hun kiggede lidt tøvende på ham, hun havde ikke lyst til at opdage, at hun havde misforstået noget, "så er du langt mere end en ven for mig". Hun skyndte sig at snakke videre, for at Dionte ikke kunne få et ord indført, og det plejede hun at gøre, når hun blev nervøs: "Hvis du altså kan leve med min dårlige humor". Hun følte sig ret dum. Alt hvad hun havde sagt lød bare så dumt, og hendes stemme havde været lav og pibende, som om at hun ikke havde kunnet få vejret. Hun hadede at være så usikker.

Hun smilede, mens Dionte kyssede hende, og hun skyndte sig at kysse ham tilbage. Der var ingen tvivl; han var rigtig for hende.
Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis hun bare havde været helt vildt sulten eller træt, havde hun ikke mødt ham. Hun følte sig ret heldig. Hun kunne mærke, at hendes liv blev vigtigere og vigtigere for hende, jo mere hun var sammen med halvguden ved siden af hende, som hun så som sin egen, og hun håbede, at han også så hende som sin.
Lidt efter trak han sig væk fra hende, og hun blev overrasket, da hun mærkede et snært af skuffelse gennemstrømme hende. Hun havde ønsket, at han aldrig ville trække sig væk fra hende, men de havde jo også brug for luft.
Hun kiggede lidt på ham. Det var det unge piger normalt blev advaret imod. På den anden side gjorde Dionte det klart, at han ikke ville andet, end hvad han sagde. Hun smilede taknemligt til ham, og det eneste hun kunne sige var: "Meget gerne".
Selvom at han havde lånt hende sin hoodie, var kulden begyndt at få hårene til at rejse sig på Topaz' arme.
Hun rejste sig først, så Di også kunne komme op, og strakte prøvende sine bare ben. Hun opdagede til sin forbløffelse, at hun følte sig en smule fuld. Hun havde ikke drukket noget den aften, og det eneste man havde mulighed for at drikke i lejren, (medmindre at det var i en hemmelig kasse under ens seng), som kunne have den virkning, var vin. Heldigvis var det ikke sådan, at hun slingrede og ikke kunne finde ud af at snakke, men bare sådan at nogen hæmninger var blevet fjernet, og at verden snurrede en smule; ikke noget nogen forbipasserende ville ligge mærke til.
Hun var lidt desorienteret, vendte sig om mod Dionte og sagde bare: "Du viser vej".
Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun kunne ikke en gang finde vej til hytterne.

Han nikkede lidt til hende med et smil. Det var ikke fordi han selv følte de bare var venner, men han ville gerne høre det fra hende. At han følte noget for hende, og for det de havde, var ikke ligefrem det samme som at de faktisk havde noget. "Godt. Jeg tror det er dig der skal leve med dårlig humor og platte jokes, ikke mig!" Han smilede drillende og kyssede hende på næsen. 
Han skubbede sig op og stå da han havde muligheden for det. Hun havde mere eller mindre ligget over ham, hvilket faktisk passede ham fint. Det eneste ved det, var bare at hendes kjole var ødelagt af vinen nu, og med hans kendskab til vin på tøj, og efter hvad han havde hørt sine søstre sige, så blev det vist aldrig rigtig en kjole hun kunne gå i igen. Han børstede lidt skidt af hans bukser inden han så på hende. Hvad han kunne fornemme var hun ikke helt ædru. "Har du drukket? Eller er det min skyld?" Han smilede lidt undskyldende inden han lagde en arm omkring hende. Og her gik det op for ham at det lød rimeligt selvglad. "Altså.. Ikke. Jeg kan gøre folk berusede. Ved berøring. Det var det jeg mente. Det plejer nu ikke at ske uden jeg gør det med vilje!" Han så undskyldende på hende inden han begyndte at gå mod hytterne. Dionysos hytten var heldigvis ikke ligefrem svær at finde, og det gik ikke lang tid før de begge kunne se dem. Han tøvede lidt. "Ehm. Uanset hvad folk siger så bare lad dem. De fleste er nok fulde, og det er festglade halvguder. Bare hold dig til mig." Han smilede svagt inden han gik hen imod døren til hytten og skubbede den op. Sandt nok var der fest og glade dage inde i huset, og det tog ikke lang tid før de første begyndte at spørge ind til hvem Topaz var, hvorfor han havde vin over alt, om han ikke ville være med, og om han ikke ville underholde lidt. Han takkede nej til det samme flere gange mens han ledte hende mod hans værelse, der kunne de være i sikkerhed.