Hey stranger - Topaz

"I så fald kan jeg sagtens holde det ud", sagde hun og nød, da han kyssede hende på næsen.
Hun var ret lettet over at høre, at han havde de samme følelser for hende, så hun slappede af igen og følte sig hjemme i Diontes arme.


Hendes bedømmelse fra før, over hvor fuld hun egentlig var, var helt skæv. Da hun stod det ene øjeblik og ventede på, at Dionte også kom op, var hun allerede ved at miste balancen, men Dionte nåede at ligge armen om hende. Det var så pinligt! Hun håbede bare, at hun ikke også lugtede og smagte som om, at hun havde drukket sig så fuld. Hun havde i så fald ikke været så lækker at kysse. Og hvad ville Diontes søkende ikke tænkte, når han kom hjem med en fordrukken halvgudinde?
"Jeg har slet ikke rørt noget i aften", mumlede hun med grødet stemme, der ikke var specielt troværdig, og kiggede forvirret på ham, som om at han havde svaret.
"Nåh det er nok derfor", sagde hun og smilede med øjnene. Hun gjorde sit bedste for at tænke klart, løftede hagen og kiggede forelsket på Dionte. Hvor var hun en heldig pige!


Inden at Dionte fik skubbet døren op, kunne man allerede høre festen derindefra.
Topaz gik lidt usikkert ind i hytten. Med det samme var der nogen, der bød de to nyankomne velkommen, og hun holdt allerede af hytten med dens beboere trods de nysgerrige blikke, der hvilede på hende, og nogen der tydeligvis ville udspørge hende.
Der var også nogen af Dionysos døtrene, der kiggede misbilligende på Topaz og Dionte, som om at de var fornærmede over, at Dionte kunne finde på at slæbe en pige med hjem. De troede tydeligvis, at hun var ret så billig.
Topaz var ligeglad; det var deres problem. Hun smilte bare en anelse flabet til dem og lod sig føre gennem menneskemængden af Dionte. Hen til hans værelse.

En af hans søstre stoppede ham og ville hive ham hen til nogle af de andre fordi han skulle hjælpe med et eller druk spil. Han halede lidt i sin arm for at komme fri, og komme tilbage til hans Topaz. Han smilede lidt til hende og lo så mens han takkede nej endnu en gang. Han skyndte sig at lægge en arm omkring Topaz. 
"Bare ignorerer dem. De er meget anderledes i morgen. De er virkelig søde, det lover jeg!" Han smilede lidt genert over hans familie. De var ikke ligefrem noget at være stolte af. 
Han så over på pigerne der stirrede på Topaz. Han pegede derover med et seriøst blik. "Drop det. Sengetid!" De himlede med øjnene og vendte ryggen til. Han grinede for sig selv inden han fik Topaz igennem hytten og skubbede hende ind på hans værelse. Han lukkede døren og lænede sig imod den. De var i sikkerhed, og tanken fik ham til at sukke lettet. 
"Ja. Velkommen til min familie!" Han skævede mod døren inden han gik hen til hans skab for at finde noget tøj hun kunne komme i i stedet for den våde kjole. Han trak selv sin t-shirt af og smed den ved en bunke vasketøj han burde får til vask. Han tænkte ikke så meget over det, han var ikke ret blufærdig, det lærte man ved at bo her. "Du kan bare sætte dig på min seng." Han kiggede ind i skabet og rodede lidt før han fandt hvad han ledte efter. Han kastede en af de større skjorte han havde over til hende. 
"Jeg har ikke noget bedre, men jeg tror den dækker hvad den skal. Ellers må du låne nogle bukser. Jeg går ud og vasker det her snask af mig, du kan skifte imens." Han gik hen til hende og kyssede hende kærligt. Han strøg hende blidt over kinden med et smil inden han rettede sig op og tog en t-shirt han havde fundet frem. Han gik ud af døren for at komme ud og få sig vasket.

Topaz fnisede lidt, da Dionte nærmest barrikaderede døren. Han lignede en, der holdt tyve erinyer ude.
 Hun var blevet lidt nervøs omkring hans søskende, - selvom at hun godt vidste, at de selvfølgelig ikke ville gøre hende noget, medmindre blikke kunne dræbe - så det var dejligt, at Dionte havde sørget for at holde øje med hende og støttet hende. Hun kunne ikke lade være med at more sig over den måde, han havde snakket til sine søstre på. Han havde gjort det tydeligt, at han var autoriteten, og at de ikke havde andet valg end at adlyde. 
Hendes vilde hår var ikke så glad for hurtige temperaturskift, så det sprang ud af elastikken og hang i tykke lokker og omkransede hendes ansigt. Hun lod det være, det kunne ikke reddes.
 Hun støttede sig op af væggen med halvlukkede øjne, indtil at Dionte begyndte at hive sin T-shirt over hovedet. Hun prøvede at kigge væk af høflighed, men tog sig selv i at smugkigge. Han var mindst lige så muskuløs, som hun havde forestillet sig, og hun blev høj ved tanken om, at han var hendes. Hun tog hurtigt plads på sengen og greb klodset den skjorte, han havde kastet til hende.
 Hun lod hurtigt armene glide om Diontes hals og kyssede ham inderligt, som hun havde gjort så mange gange den aften.
Hun fulgte ham med blikket, i det han lukkede døren efter sig, og betragtede et øjeblik skjorten, han havde lånt hende. Hun var ikke lige den høje type og da slet ikke i forhold til Dionte, så den ville nok dække fint.
 Hun lynede kjolen op og trak hurtigt skjorten på; den gik hende til knæene. Hun nød et øjeblik følelsen af at have varmt og rent tøj på. Hun fandt hans lille skraldespand og maste sin kjole derned; den kunne ikke bruges mere, og hun havde alligevel ikke syntes særligt godt om den. Hun kiggede rundt i rummet, hun havde ikke lyst til at snage, men hun havde klart tænkt sig at se sig lidt om.

Dionte gik ud på et badeværelse og lukkede døren efter sig. Han sørgede for at den var låst inden han fandt en vaskeklud for at få sig vasket efter hans eventyr med vinen han så elegant havde klasket ud over sig selv. At en pige som Topaz overhovedet gad ham forstod han ikke, men tanken fik ham til at smile. Han vaskede roligt vinen af sig imens han tænkte over det. Han havde sørget for hun blev beruset, uden det var med vilje. Han ønskede han kunne gøre hende ædru, men det havde han aldrig prøvet før. Sandsynligheden for at han kunne var lille, og hvis han kunne ville han nok ikke lære det i aften. Han sukkede opgivende og trak i den rene t-shirt da han var færdig med at fjerne vinen. 
Han så ind i spejlet og kørte en hånd igennem håret. Han så imod døren og skulle bare overleve turen til hans dør uden at blive overfaldet af søskende. Det burde han kunne klare. Han låste op og skyndte sig hurtigt ind på værelset igen hvor han lukkede døren bag sig og så over på Topaz med et uskyldigt smil. 
"Hvordan har du det? Er det meget slemt? Det plejer virkelig ikke ske uden jeg vil det..." Med vilje nævnte han ikke at de sommetider skete når han havde stærke følelser som vrede, glæde eller forelskelse. Det var måske lidt for meget når de nu ikke havde kendt hinanden så længe. Han gik hen og lagde armene om hende, meget bevidst omkring ikke at gøre det værre. Han så ind i hendes øjne og smilede kærligt, det var stadig ufatteligt at hun var hans, at hun hørte til her nu. Kort så han ned af hende og måtte konstaterer hun så vidunderlig ud i hans skjorte. Hun behøvede aldrig at tage den af igen som hun så ud, bare han måtte kigge på hende. Han strøg en hånd gennem hendes hår, han elskede det præcis sådan her.

Topaz spankulerede lidt rundt i værelset. Det var stort, men slet ikke i forhold til hendes; det gav vel også mening i forhold til, at hun havde en søskende, og Dionte havde ca. en milliard. Hun kiggede bare åndsfraværende rundt og kiggede på hans billeder og det pynt, der var der.
Hun bed sig i læben - et af hendes tegn på usikkerhed. Hun havde ikke rigtigt haft en kæreste før. Jo lidt, men så ikke alligevel; hun havde haft et par flirts og nogle få skinny loves, men det var det eneste, så hun anede kort sagt ikke hvordan i alverden, hun skulle opføre sig over for ham. Det ville hun selvfølgelig ikke afsløre. Det ville for det første være for underligt, og for det andet ville det være for pinligt. Okay, hun havde en underlig måde at tænke på. Hun beskyldte den fact, at hun egentlig var fuld.

Hun smilte hurtigt til Dionte, da han kom ind af døren og hev fingrene væk fra en samling af billeder. Det sidste, hun havde brug for, var, at han troede, at hun snuppede hans ting.
Hun rakte ud efter ham og lagde hovedet mod hans bryst da han trak hende ind til sig. Hun var utrolig lav i forhold til ham, men hun syntes bedst om det sådan. Hun holdt af at gå i højhælede sko, og desuden følte hun sig mere tryg hernede ved hans muskuløse brystkasse.
Hun var blevet lidt irriteret på sit hår, som aldrig havde lyst til at sidde som andre pigers hår. Andre piger kunne altid lave flotte hestehaler og knolde, men hvis hendes hår sad i en elastik i over en time, sprang elastikken. Men da Dionte kørte hånden gennem hendes hår, var det som om at det lagde sig perfekt efter, som hun havde ønsket det. Hun rystede indvendigt på hovedet. Hun var godt nok indbildsk.
Hun havde også lyst til at røre ved hans hår, - hun havde en eller anden underlig svaghed for folks hår. Især Diontes - men for hende lignede det, at han lige havde sat det, så hun ville ikke ødelægge det.
"Kan du også få mig til at tænke underlige tanker? For så er jeg hårdt ramt," mumlede hun. Det gik op for hende, hvor dumt det havde lydt, og hun havde meget lyst til at kalde på en eller anden, der kunne give hende en flad. Med en stol.
"Stryg den. Jeg mener, nej det er okay."
Hun stod et øjeblik og tænkte over, hvad hun skulle sige for, at det ikke ville lyde åndssvagt igen.
"Så.. Er det officelt?" Sagde hun, nikkede hen mod døren og hentydede til alle de halvguder på den anden side af døren.

Han så på hende med et smil og så over imod døren da hun spurgte. "Os? Det vil jeg tro. Mine søskende er ikke kendt for at holde deres mund... De fleste ved det sikkert i morgen." Han trak undskyldende på skuldrene og slap sit tag omkring hende. Han førte hende blidt med sig hen til sengen og satte sig ned. Han trak hende forsigtigt ned og sidde på hans skød.
"Jeg... skal jeg gøre noget for dig? Jeg ved ikke om jeg kan fjerne det der... beruselsen. Jeg kan prøve. Jeg har bare aldrig gjort det før. Men jeg plejer så heller ikke at lade det gå udover uskyldige smukke piger." Lidt usikkert så han imod døren da nogle gik forbi den. De passerede heldigvis, de var højrystede nok til at det kunne høre hvor de var. Han var ikke helt stolt af at det her skulle være hendes indtryk af Dionysos børnene. Hvis han havde vist hende det her inden hun havde kysset ham, var hun sikkert flygtet. Hans held.
Med en lidt mere afslappet holding lagde han igen armene om hende og så op på hende. det var svært at forstå de kun lige havde mødt hinanden. Det føltes som om de passede samme. "Fortæller folk dig nogensinde hvor smuk du er? Jeg ved godt det lyder lidt kliche og score agtigt. Men jeg mener det. Du lignee ikke alld de andre piger her i lejren. Det er rart." Han smiledd lidt og lænede sig en smule tilbage for bedre at kunne betragte hende. Normalt ville han nok holde denslags for sig selv,men Topaz gjorde det umuligt. Hun var unik og smuk. Han var bare som alle de andre drenge i lejren.

Topaz smilede glad til ham, da han ikke havde noget problem med at andre kendte til, at han var sammen med hende.
Hun bed sig endnu en gang i læben. Hun ville afvise, at hun var fuld. Det var noget hun automatisk gjorde hver gang hun var fuld. Men inderst inde var der en lille stemme, der fortalte hende, at hun var pænt wasted, og at hun formentlig ville sige noget dumt igen, hvis der ikke blev gjort noget ved det. Det var underligt, hvordan Dionte gjorde hende fuld. På den ene side var hun overhovedet ikke fuld, - hun kunne godt forme ord, og hun kunne mærke, når hun sagde et eller andet, som hun nok skulle have formuleret anderledes - men på den anden side var hun - hun havde ingen hæmninger. Normalt ville hun nok ikke have taget med en hjem, som hun lige havde mødt, og hun virkede... Finurlig. Normalt når hun var plørefuld, kunne hun heller ikke lide det, - hun brød sig ikke om at overhovedet ingen kontrol at have - men hun følte sig så glad, så lykkelig. Forelskelse.
Hun rystede på hovedet. Selvom at hun ikke var fuld, ville hun uden tvivl alligevel være glad, og uden at hun ville indrømme det over for sig selv, havde hun nok gået hjem med Dionte lige meget hvad. Hun undrede sig lidt over, om han mon syntes at hun var billig, men undskyldte sig selv med, at hvis det havde været en hver anden end Dionte, havde hun ikke gået med. Hun følte sig allerede stærkt knyttet til ham.
"Du må gerne prøve, bare du ikke får mig til kun at kunne spise vindruer resten af livet eller sådan noget," sagde Topaz afslappet og blinkede. Normalt ville hun ikke bryde sig om, at folk brugte deres evner på hende, men hun stolede på Dionte.
Hun sad og kiggede ind i hans øjne, på skødet af ham med armene på hans bryst da hun pludselig ikke kunne holde blikket længere.
Hun var ufattelig dårlig til at tage i mod komplimenter; hun begyndte altid at stamme, mumle forfjamskede nægtelser og smile uhæmmet bredt. Hun nød at få dem, men hun var mildt sagt dårlig til at håndtere dem.
"Je-jeg... Nej, det gør jeg ikke. Men jeg tror at du overdriver," mumlede hun smilende. Hun blev pludselig opmærksom på sit ansigt fyldt med fregner, hvor lav hun var, og at hendes hår var fuldstændig glansløst. Hun kunne ikke forestille sig hvordan nogen kunne sige til hende at hun var smuk.
Hun trak ham ind til sig, krammede ham og hviskede ned i hans skulder: "Lov mig du aldrig vil forlade mig..."
Da ordene slap ud af hendes mund ville hun ønske at hun kunne tage dem tilbage. Der var ingen af de drenge hun havde mødt før der havde brudt sig om at sige så stort et løfte. Hun håbede bare på at det havde været så lavt at han ikke havde hørt det. Bare hun snart lærte at holde sin mund.
Til hendes morskab, havde hun allerede lært hans duft at kende. Nu var hun sikker, der var aftershave duften, og så var der Diontes duft.

Han så på hende med et lidt skeptisk blik inden han lo lidt. "Du er da frisk nok til at være racistisk, hva'? Du kommer ikke til at være besat af vindruer, hvis jeg nu bare prøver..." Dionte ville egentlig til at prøve og trække hans evner tilbage, men hun så væk da han prøvede. Lidt forvirret så han sig om og rettede så blidt hendes blik imod ham. Forsigtigt smilede han lidt opmuntrende. Hun skulle ikke være pinligt berørt hos ham, hun måtte ikke føle sig forkert. Hun skulle have lov til at føle sig præcis så perfekt og vidunderlig hun var i hans øjne, hvert sekund de var sammen. 
"Jeg tror det er de andre der glemmer at fortælle dig det. Jeg må dog være ærlig og sige de røde forlegne kinder klæder dig min skønne. Men jeg vil ikke have du tvivler på dig selv Topaz." Han strøg hende blidt over kinden og kyssede hende kort inden hun lænede sig over ham. Han lagde lidt forsigtigt armene om hende med et smil over hendes ord. "Jeg vil altid være her Topaz. Uanset hvad. Jeg elsker dig. Jeg vil kunne holde mig fra dig hvis du ønsker det." Han krammede hende fast ind til sig inden han så gav slip igen og så ind i hendes øjne med et opmuntrende smil. Det gjorde ondt på ham at det var så svært og nyt for hende, det vidnede bare om hvor lidt kærlighed hun havde fået før. Det ville han helst ikke mindes om, fra nu af skulle hun havde det godt hos ham, sammen med ham. 
"Okay, jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal trække det her ud af dig, men jeg har en idé. Ser du, du er ikke fysisk beruset, sit sind tror det bare. Manipulation du ved. Så hvis jeg måske..." Han så tænksomt på hende. Han tog sine hænder og lagde dem blidt på hver sin side af hendes hoved, omkring hendes tindinger. Han lukkede øjnene og prøvede på at koncentrerer sig. Han kendte følelsen af at sende beruselsen af sted, hvordan det føltes når det forlod hans krop. Nu måtte han prøve at forestille sig det gik den anden vej, at han trak det tilbage. Han passede på ikke at stramme sit greb, så det hele tiden var en blid berøring. 
Det tog ham lang tid og en del koncentration, men til sidst var han overbevist om han kunne mærke noget. Han prøvede at skabe samme følelse igen og håbede det var nok til det. Tøvende åbnede han øjnene og så ind i hendes øjne. "Hvordan er det nu? Er det bedre? Værre?" Forsigtigt strøg han sin ene hånd gennem hendes vilde hår og ventede lidt usikkert på svar. Han havde aldrig prøvet på det her før, og vidste ikke om han kunne. Han håbede det nu for hendes skyld, han ville ikke gøre hende utilpas.

Topaz lod Dionte føre hendes blik til hans øjne. Hun kiggede på ham beæret og med glæde i øjnene. Hun lagde mærke til det blik, der lå i hans øjne. Hun var godt nok forfærdelig til at gennemskue en løgn, men hun følte, at hun allerede kendte Dionte så godt, at hun kunne se, når han talte sandt, og hun kunne konkludere, at han var fuldstændig ærlig. Hun hadede alle de forfærdelige scorereplikker, hun fik før i tiden, som folk bare ikke mente, men Dionte elskede hende, for den hun var. Hun elskede ham mere, end hun kunne beskrive.
"Jeg lover dig, at jeg aldrig vil tvivle på mig selv, så længe du kigger på mig med det der blik," hviskede hun og holdt hans blik længere end sædvanlig.
"I like the way he looks at me, like i wanna believe in myself." Et citat af en af hendes yndlings skuespiller beskrev hendes situation til præcision.
Topaz var nok den dårligste til at sige komplimenter, men det var ikke svært, når de handlede om Dionte: "...Du er det bedste menneske, øh den bedste halvgud, jeg nogensinde har mødt."
Topaz' krop blev varm ved Diontes ord, og hendes kinder blev rødere. Hun blev helt overrasket over at Dionte ikke bare afviste hende. Nu hvor hun tænkte over det, de eneste gange, hun havde mødt nogen, der var bare tæt på så flot og veltalende som Dionte, havde de været totalt arrogante og playere, og ville kun have noget at gøre med piger, der var smukkere end hende.
Hun tog Diontes ansigt forsigtigt mellem sine hænder. Hendes hænder rystede let, og hendes øjne var våde af glædestårer. Hun var lidt nervøs, selvom at hun ikke var i tvivl.
"Jeg elsker dig Dionte," sagde Topaz med rystende stemme, og den knækkede lidt halvt inde i sætningen. Det var første gang, at hun havde sagt det til nogen, - hun havde ikke en gang sagt det til sin far, da hun var lille - så det var svært for hende. Af en eller anden grund følte hun, at hun havde taget et skridt i den rigtige retning, da hun sagde det. Hun mente det, og hun havde det dejligt, efter at ordene havde forladt hendes mund.

Topaz regnede med, at en del af at gøre hende ædru igen var, at hun også skulle lukke øjnene, - det var altid det der skulle til i film - men hun så sit snit til at se på Dionte uden at blive afsløret i at stirre, som hun normalt ville blive. Hun lagde hovedet på skrå, men sådan at Dio ikke ville kunne mærke det, og ja, stirrede. Hun lagde mærke til nogle få ting, som virkede lige gyldige, men ikke for hende. Når han koncentrerede sig, fik han en rynke mellem de to mørke øjenbryn, og hans kæbe blev bidt sammen.
Hun løftede sin venstre hånd fra hans brystkasse, mens Dio stadig havde lukkede øjne, og lagde den langsomt og forsigtigt på hans venstre hånd, som holdt hendes hoved. Hun ville ikke risikere at forstyrre ham, men hun følte bare at hun havde brug for det.
Lidt efter lidt blev hendes syn klarere, hun havde ikke et behov for at sige et eller andet random hele tiden og værelset snurrede ikke længere.
Da Dio langt om længe åbnede øjnene, så Topaz taknemligt på ham, smilede og sagde: "Jeg har det...Perfekt."
Så trak hun ham ind i et langt kys.

Han så lidt tøvende på hende, det var ikke nemt at begynde og udvikle sine evner. Men for en pige som Topaz ville han gøre det, og for lige præcis Topaz ville han ikke holde op med at prøve før det fungerede. Dionte smilede lettet da det havde virket, han havde gjort det rigtigt, hans evner havde gjort hvad han ønskede de skulle. Han kyssede hende kort med et smil. "Jeg elsker også dig Topaz." Det var sjældent han sagde den slags ting til folk han lige havde mødt, men der var noget over Topaz. Der var ingen tvivl om at de skulle være sammen fra hans side. Aldrig før havde han klikket med nogen fra starten af, eller hældt vin ned af sig selv fordi han mødte en pige. Hun var uden tvivl speciel. 
"Okay, nu hvor du har det godt igen, hvad vil du lave? Jeg mener, vi kan ikke rigtigt gå ud til alle de fulde halvguder der er mine søskende, ikke uden de overfalder dig med spørgsmål. Så vi er nok nødt til at blive her." Helt blidt strøg han hende over håret, og smilede. Hendes utæmmelige hår gjorde hende kun mere perfekt for ham, hendes fuldkomne ægte udseende. Hun lignede ikke en prinsesse fra en bog, hun lignede lige præcis den pige man gik op og ned af hver dag, men aldrig opdagede man elskede. 
En tanke fik ham til at se ud på skoven udenfor hytten. "Det er sent. Måske burde vi bare sove? Jeg går ud fra piger sover skønhedssøvn eller noget, ikke? Jeg kan godt være stille hvis det er." Han smilede drillende og prikkede hende på næsen. Han så på sin seng og så på hende. "Der kan godt ligge to her hvis deter? Jeg kan også sagtens finde en madras et sted og sove på gulvet, du skal ikke ligge klemt op af mig i nat." Han grinede lidt og trak på skuldrene. Uden at tænke over det kærtegnede han hende blidt over lænden.

Topaz hev lidt ned i sin lånte skjorte og strøg en hårtot om bag øret.
Hun var pænt træt, og det var sikkert sent, - eller snart tideligt - så det ville nok være passende at ligge sig til at sove.
Hun grinte, da Dionte tilbød, at han kunne sove på gulvet; han var en rigtig gentleman, men hvis hun bad ham om det, ville man nok kunne definere hende som en bitch. Sådan at smide sin kæreste ud af hans egen seng! Desuden lød det at lægge ved siden af ham hele natten, lytte til hans hjerte og bare være tryg i hans arme meget fristende.
"Hvor er du sød," sagde hun mildt og kyssede ham hurtigt på kinden, "jeg er også meget træt, men du behøves vist ikke finde den madras frem".
Hun rejste sig fra hans skød, så han også selv kunne komme op.
Hun ville ikke have sex, - så billig var hun ikke - det var hun alligevel for træt til, men det virkede ikke som om, at Dionte prøvede på noget eller troede noget. Altså, han tilbød jo at sove på gulvet.
Hun blev igen overrasket over, at en som Dionte var forelsket i hende. Hun var overhovedet ikke perfekt på nogle måder! Dionte var så ansvarlig, høflig og bare så rigtig. Ikke noget med at spille smart overfor nogen. Det var ufatteligt for hende.
Hun smilede hurtigt til ham og fik øj på sig selv i et spejl, der hang på væggen.
Hun lignede lort kort sagt.
Hendes mascara var løbet, - hun havde i det mindste ikke andet make-up på - hun havde sorte rander under øjnene, og hendes kinder var blussende.
Hun mumlede hurtigt noget til Dionte og løb ud på toilettet for at få vasket det af.