An Errand For Chiron ~ Topaz og Adrianna

Melodie grinte lidt ved mindet om deres sidste, knap så hyggelige, taxitur til byen, hvor chaufføren havde vist sig at være et eller andet creepy, græsk vampyr misfoster. "Det lyder fint, lad os se om vi kan få fat på en bus," foreslog Melodie og kiggede spørgende på de to piger.

Udover Melodie, Adrianna, Topaz og deres utrolig stille chauffør var bussen tom. De valgte at sætte sig bagerst i bussen så langt væk fra chaufføren som muligt og småsnakkede lidt om, hvad de så skulle gøre. Da de var kommet ind i bussen, havde Melodie høfligt spurgt driveren, hvor langt han ville gå med til at køre dem. "Til Cleveland?" Havde hun spurgt. Ved synet af hans ansigt, ønskede hun inderligt, at hun ligesom nogle af Afrodite børnene, ejede evnen til at charmetale. Det sidste hun havde lyst til var at skulle tage tyve busser, tre metroer og en 40 km lang gåtur eller noget i den retning, hvis de skulle ende sådan, ville de aldrig komme frem i tide til at redde den unge halvgud. "Det bliver ikke noget problem," havde han i sidste ende svaret, efter flere minutters stilhed. Hans stemme var virkelig klam at høre på, og et eller andet ved hans ansigt fik ham til enten at virke lidt nu-æder-jeg-jer agtig eller jeg-kan-lide-små-børn agtig. Og ingen af delene var særlig betryggende. Han havde med sin raspende, nærmest overmenneskelige stemme fortalt dem, at turen ville tage omkring 8 timer inklusiv optankning, frokost og andre små stop. Så vidt Melodie vidste måtte klokken være omkring 13 - 14, da de havde været indkaldt hos Chiron ved middagstid. Så hvis deres busdriver talte sandt, ville de nå Cleveland omkring 21, hvilket ikke ville give dem tid til at gennemsøge byen den dag.  

"Er det bare mig eller er ham chaufføren lidt creepy?" Spurgte Melodie med et fjoget smil om læberne. Hun kunne umuligt være den eneste. Hun tog sin jakke af og pakkede den ned i sin rygsæk, det samme gjaldt hendes elskede cap. Varmen i bussen var blevet for meget. Det havde i starten været en ret kold dag, selvom himlen var blå og solen skinnede. Men nu havde blæsten lagt sig og bussen blev nærmest helt overophedet. Melodie besluttede sig for at åbne vinduet ved siden af Adrianna. Hun lænede sig afslappet tilbage i sædet og besluttede sig for at det nok var på tide at få Topaz til at åbne lidt op. "Nå men, nu da vi skal tilbringe de mange næste timer sammen i den her bus, hvad så med vi lærer hinanden lidt at kende? Topaz." Hun vendte sig mod den lille, lyshåret halvgudinde ved siden af sig. "Fortæl lidt om dig selv," opmuntrede Melodie med et bredt smil, da Topaz var den eneste, der var lidt fremmed i gruppen.

Topaz var overrasket over, at der overhoved kom en bus til sidst. De sad bare og ventede og ventede, uden at der kom en eneste bil forbi. De eneste, der ville være der, udover halvgudinderne var bier. Topaz blev stukket mindst ti gange, mens de sad der, og formåede til sidst at få revet sin hud til blods.

Endnu en gang var Topaz taknemlig for, at Melodie tog ordet.
 Den chauffør fik hende til at flippe ud indvendigt.
 Hun havde efterhånden lært, at man ikke skulle dømme andre på deres udseende, men det virkede som om, at halvdelen af hans ansigt var helt slapt, han lugtede langt væk af død, hans hud så ud som om at den var gået i forrådnelse og Topaz var lige ved at tro at hvis han vovede at smile ville hans hud flække og smuldre.
Hvis det stod til hende, ville hun gå hele vejen til Cleveland.

"Er det bare mig eller er ham chaufføren lidt creepy?" Spurgte Melodie.
Topaz vidste godt, at det var uforskammet ikke at svare, men hun havde en eller anden nagende fornemmelse, der sagde til hende, at chaufføren sagtens kunne høre dem, selvom at det var fysisk umuligt.
Topaz lænede sig tilbage i det usædvanligt bløde sæde, taget i betragtning at de sad i en bus, lukkede øjnene og pustede ud. Selvom at hendes mavefornemmelser var pænt ubehagelige, var det alligevel hyggeligt. Tre piger, ingen drenge og 8 timers lang køretur; så kunne man godt tillade sig at slappe af.
Hendes halv-lur blev dog afbrudt af Melodie, der snakkede til hende. Hun åbnede det ene øje og missede med det.
 Hun rømmede sig hurtigt og gjorde klar til at åbne sig helt op.
"Der er ikke så meget at sige. Jeg er ikke så spændende... Jeg er fra Malta, men da jeg blev syv, flyttede mig og min far til New York, og så lidt efter ankom jeg til halvblodslejren og fandt ud af, at jeg er datter af Lyssa," sagde hun og trak på skuldrene.
Hun granskede dem hurtigt og pegede så på Adrianna. "Du er Poseidon datter," sagde hun og pegede så bagefter på Melodie, "du er datter af Apollo."
Den halvsolbrændte hud og strejfet af duften af havet var ikke til at tage fejl af.
Og Melodies coole attitude og blændende smil var nu heller ikke så svært at gennemskue.
Pludselig gik det op for hende, at de jo vare hytteledere. Alle kendte dem og vidste, hvem de var, så hendes lille forsøg på at virke klog var noget så mislykkedes.

Adrianna svarede lavmælt på Melodies spørgsmål: "Jeg kan godt forstå hvis man ikke er født pæn eller i det mindste attraktiv, men seriøst? Den frisure? Enten er det en joke eller også er der en eller anden munke-mode i gang som ingen af os har hørt om."


Det første Adrianna gjorde, da de havde fået sat sig ned, var at tage sin sandwich frem og begynde at spise. Hun var som altid sulten, og der var ikke noget, hun elskede mere på jorden end mad. Hun havde nok lignet en sulten hest, for hun tog store bider, smaskede og tyggede så højt, at de andre piger sikkert kunne høre det.
Hun syntes ikke rigtigt, at Topaz sagde noget, men regnede med at det var fordi, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, og hvor meget de gad at høre, så Adrianna tænkte, at hun nok skulle sige noget.
 "Jeg er fra Frankrig og har altid haft noget med heste. Jeg red også i Frankrig, så det var ikke så stor en overraskelse, da Poseidon vedkendte sig mig. Jeg har en kæreste, - Collin -  og ham kendte jeg allerede i Avignon, fordi at ham og hans far blev angrebet af en kyklop lige uden for mit hus. Jeg glemmer aldrig, hvor bange jeg var, da jeg reddede ham ud; han så helt død ud.
Jeg har et kendis crush på Chace Crawford, og så er jeg 18. Har du ikke også en kæreste Topaz?" Adrianna var meget god til bare at snakke. Hun kunne small-talke hele dagen lang, og hun havde altid noget at sige.
Adrianna slog ud med armene da Topaz snakkede om hende.
"Du har gennemskuet mig! Men Lyssa? Det lyder da spændende! Hvad kan du? Er hun ikke vanviddets gud?"
Pigerne snakkede i lang tid, indtil at bussen pludseligt stoppede.

"Gudinde for vanvid, huh? Det lyder da spændende? Hvilke evner giver det? Kan du få folk til at miste forstanden?" Spurgte Melodie interesseret og kiggede på Topaz. Hun havde godt nok kendt til gudernes eksistens i omkring 2 år, men hun vidste ikke specielt meget om Lyssa. "Men for I ikke skal være alene om at fortælle jeres livshistorie..." startede Melodie og rodede kort sin hjerne igennem for at komme i tanke om interessante ting om sig selv.

"Tjo.. jeg er datter af Apollon, kommer fra London, jeg er sytten år, ankom til lejren da jeg var femten, og hvis vi skal til at tale om mine evner har jeg kun to interessante - jeg kan se scener fra fremtiden i mine drømme og dagdrømme, og jeg kan gøre stort set alt med lys inklusiv at udsende det, hvilket jeg for resten med glæde vil vise dig en anden dag!" Fortalte hun med et begejstret smil og rykkede tættere på den stakkels pige, hun kunne ikke lade være, hun elskede nye mennesker! Hun havde dæmpet sin stemme en anelse, da samtalen lød alt for halvgudelig, deres chauffør skulle jo ikke få mistanke - desuden virkede han som sagt ret creepy. "Uh, en kæreste, hvem er han? Er han lækker?" Og sådan gik det til at Melodie Claire fik sin indre teenage pige frem.. Ja, hun kunne blive begejstret og opkørt nogle gange, men det der med at opføre sig som en af de typiske teenage piger fra film var ikke noget hun gjorde så ofte.

Efter nogle timer - med et par lure, en masse snak og fnisen - stoppede bussen brat op. Hvor de var, var Melodie ikke sikker på, hun var lige vågnet fra en lur op ad Adriannas skulder og slog hovedet ind i hendes veninde ved den bratte opbremsning. "Undskyld," mumlede Mel sløvt og kløede sig i øjnene. Hun kiggede sig lidt omkring. "Jeg ville spørge om, vi skulle tanke op nu, men eftersom vi er in the middle of nowhere og ikke på en tankstation, vil jeg hellere spørge: Hvor Hades er vi?!" Sagde Melodie og blev mere forvirret for hvert ord hun udtalte. Hun snakkede så hurtigt at ordende nærmest faldt over hinanden. Hun rejste sig op og tog et par skridt ned ad gangen. Hun strakte hals for at få øje på deres chauffør, men han var ingen steder at se. "Hvor er creepen?"

Topaz smilede taknemligt til Adrianna; det var ret behageligt ikke at være den eneste der skulle snakke.
Melodie og Adrianna udspurgte hende. Normalt ville hun til sidst have følt sig så forstyrret og trængt op i en krog, at hun bare ville have udbrudt: "Hvad er dit problem?!" og så flygtet fra gerningsstedet, men hun kunne faktisk meget godt lide Adrianna og Melodie, hun havde ikke lyst til at såre dem, og hun ville gerne have det til at fungere; desuden ville det nok være en smule kikset at hoppe ud af vinduet. Så hun smilede bare og samlede alle de facts hun havde om sin mor selvom at det ikke var mange:
 "Uhm, jo hun er gudinde for vanvid. Der er ikke så meget at fortælle; Hun er ikke så vigtig for guderne, medmindre de har en eller anden, som de virkelig er sure på! Jeg ved faktisk ikke selv, hvad jeg skal kalde hende, fordi dem fra Athen kaldte hende Lytta, og jeg har ingen ide om, hvad hun foretrækker. Jaa... Det er faktisk ret ubrugeligt, men det er jo ikke underligt, eftersom at jeg er datter af en undergudinde. Jeg kunne aldrig finde på at gøre mennesker eller halvguder fortræd på den måde - det er den værste måde at forsvinde på efter min mening - og det er jo ikke fordi, at jeg bare lige kan gøre en mur sindssyg og smadre den på den måde. Den eneste måde, jeg bare ville overveje at bruge mine evner på, er ved at få folk til at opføre sig sindssygt eller føle sig sindssyge uden at være det. For det meste er min afstamning bare en plage; jeg kan lige pludselig blive sindssyg på en eller anden måde uden varsel, så hvis jeg lige pludselig opfører mig underligt..." Hun blinkede hurtigt og fnyste af sig selv. Hun kunne åbenbart snakke!

"Ej hvor cool! Så du kan se fremtiden? Det er for vildt! Har du forudset noget for den her rejse? Noget dårligt? Hm, gerne! Det lyder også ret fedt! Især hvis jeg lige pludselig bliver bange for mørke!" 
Hun rettede lidt på sin hættetrøje og kunne ikke lade være med at fnise over Adrianna.
Adrianna virkede ikke som om, at hun lod sig mærke af at hun var mindre feminin i øjeblikket med sin gigantiske krydderbolle. Hun mindede Topaz om en eller anden kendis, som hun bare ikke kunne huske. 

Hun fnisede fjoget og kunne ikke lade være med at smile bredt. Det var ligesom, at de alle havde været veninder i flere år og kendte hinanden fuldt ud.
"Hm, kender I Dionte? Høj, muskuløs og Dionysos søn? Men i hvert fald ja til dit spørgsmål, Mel. Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvorfor han blev kæreste med mig," sagde hun og bed sig i læben for ikke at smile fjoget.
Topaz havde det fantastisk. Hun havde ikke slappet af og hygget sig så meget i lang tid.
 Selvom at byrden fra den kæmpe og farefulde mission nu var pænt placeret på de tre pigers skuldre, følte Topaz alligevel, at hun havde stillet noget, som hun havde båret på længe. Da hun var yngre, havde hun ikke haft særligt mange bekymringer, - hun havde bare ikke bekymret sig om de, der havde været der - men da hun blev ældre og vidste, at hun bar rundt på mystiske og yderst destruktive kræfter, blev hun nødt til at tage i mod ansvaret. Hun begyndte at mærke hvor stiv i ryggen, hun var begyndt at blive, at hendes læber faktisk havde svært ved at trækkes op i et smil, som det plejede, da hun havde været yngre, og at hendes lille rynke mellem brynene, som hun var begyndt altid have, faktisk kunne forsvinde, bare hun var sammen med Adrianna og Melodie.
Til sidst havde de endda fundet en chipspose på et af sæderne og havde opført sig som om, at de havde fundet en ægte skat, da de opdagede, at der stadig var nogle tilbage og bare med et skuldertræk mumlede, at chips aldrig kunne blive for gamle.

Topaz nåede lige at tage fat i sædet ved siden af hende, før hun nærmest blev smidt ned på gulvet, da bussen stoppede brat.
Hun havde sovet tungere, end hun plejede, og hun måtte endda til sin rædsel tørre noget savl væk fra kinden.
Det var ikke just hendes yndlings måde at vågne op på, så hun var en smule irriteret. Men da Melodie opdagede, at de manglede en, som de helst ikke ville miste ud af deres synsfelt, blev hun pludselig på vagt igen.
"Piger, jeg har en virkelig dårlig fornemmelse omkring det her!" Hviskede Topaz hvæsende.

Adrianna tørrede et par krummer af blusen, gryntede noget i retning af: "Dnet no kay". og strakte sig.
hun lod hånden glide ned på sit bælte, som hun automatisk gjorde hver gang hun følte sig truet. Heldigvis var hendes foretrukne våben stadig på sin plads.
Pludselig sprang pærerne i lamperne med en klirren, og Adrianna hvinede af forskrækkelse og anspændthed. 
Til sin irritation kunne hun ikke finde sit lille kompas, selvom at hun roede hele sin taske igennem.
"Vi er sikkert bare punkteret eller løbet tør for benzin. Bare fordi at der sker nogle ting behøves det ikke altid at være nogen eller noget der er efter os. For seriøst? Vi kan ikke være så uheldige!" Sagde Adrianna med al overbevisning, hun kunne formå i sin stemme, for at berolige resten af gruppen. Hun kunne jo ikke vide, at hun tog så meget fejl.

"Jeg foreslår, at vi bare går ud og spørger ham, hvad der er sket. Det er jo ikke fordi, at han æder vores ansigt, bare fordi vi går ud, vel?" Selvom at hun ikke ville, kom hun til at tilføje, "Han har jo haft mange chancer til at dræbe os allerede".
En gysen gik gennem hendes krop, men hun formåede at skjule det.

"Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle 'æde vores ansigter' her. Vi er in the middle of nowhere, ingen ville kunne høre os skrige." Melodie var godt klar over det ikke var det mest beroligende at fortælle, men hun var bare realistisk. Hun åbnede sin rygsæk og fumlede efter sin kniv, bue og pil ville nok ikke være det smarteste våben, hvis de blev udsat for bagholdsangreb. Rygsækken tog hun om skuldrene. Hun tog lange skridt ned af bussens midtergang og hoppede ud af bussen. Hun havde bestemt at siden hun var den højeste ville hun gå forrest, dårligt argument, men hun ville for alt i verden ikke gå bagerst, da det i film altid var den bagerste, der forsvandt på mystisk vis. Hun kiggede sig fra side til side, men deres chauffør var ingen steder at se. Det eneste de kunne se var øde område og ingen mennesker i miles omkreds. Great. Melodie satte en undsluppen lok af sit mørke hår om bag sit ene øre. "Så.. what to do? Skal vi bare vente her til han kommer tilbage?" Hun vendte sig mod de to halvgudinder med et skævt smil. "Jeg regner ikke med der er nogle andre mulig.." Hendes sætning var ikke afsluttet før hun mærkede et dunk i ryggen. "Auch.. hvem.." mumlede hun, som hun lå på asfalten. Hun vendte sig om og fik øje på noget.. jaer, lad os nøjes med at sige ækelt. Der var tre af dem - en til hver. Deres hud var.. død? Den hang i hvert fald og de lignede alle nogle der var 234 ½, og deres BO sved i øjnene på Melodie selvom hun var godt tre meter væk.

Hun var stadig en smule overrasket over det overraskende hårde slag, der tilsyneladende var kommet fra den gamle mand. Hun nåede kun lige at rejse sig og trække sin kniv inden den ene af mændene stod foran hende. En hvæsende lyd undslap hans sprukne læber. Han kastede sig over hende, men hun nåede i sidste øjeblik at springe til siden. Hun vente sig mod ham og jagede med al sin kraft kniven mod oldingens bryst. Men inden hun nåede så langt greb han fat i hendes hånd med en overraskende styrke. Smerte bredte sig i hendes håndled og hun sank langsomt ned i knæene som om det ville få ham til at give slip på hende. Hun havde det som om hendes håndled brækkedes i slowmotion og det eneste hun kunne gøre var at stå og se på. Hendes øjne var sammenknebne i smerte, men hun åbnede dem kort, får at få øje på enten Topaz eller Adrianna. De to andre mænd havde kastet sig over dem, de var utrolig hurtige og bevægede sig nærmest med lydens hast. Melodie lukkede en lyd af smerte ud og to sekunder efter slørrede hendes blik. Det var ikke fordi, hun var ved at besvime, det vidste hun, men der var ikke et dårligere tidspunkt for et syn end lige nu. Hun kunne nu ikke se andet end mørke, endeløs mørke. I næste nu flimrede et billede for hendes nethinde. Hun kunne se en slåskamp for sig, og det tog hende noget tid før det gik op for hende at det var deres kamp.

Billedet zoomede ind på noget. Det var hende selv. Hun sad på sine knæ, håbløst låst fast af zombiemanden. Hendes øjne var vidt åbne og som sædvanlig var hendes øjne ikke til at se - hendes øjenæbler var nærmest erstattet af to små sole, der skinnede svagt. Selvom hendes blik var usynligt for alle andre, var det tydligt at hun var borte i fjerne tåger. Hun ønskede mere end noget andet at komme ud af det stadie hun var i og komme tilbage til kampen, så hun kunne hjælpe sine venner, men hun vidste at der var intet at stille op. Den 'kræft' der styrede hende, havde hende under fuld kontrol og lod hende ikke gå før, hun havde set hele synet. Der var bare én ting hun ikke helt forstod: hvorfor fik hun vist nutiden i stedet for fremtiden? Pludselig rejste 'Melodie' sig op og scenen var flimrede, handlingen var slørret og hun kunne ikke se hvem der gjorde hvad. Hvorfor ville synet ikke vise hende handlingen. Den plejede kun at være så tåget omkring fremtiden, hvorfor ville den ikke engang tillade hende at se nutiden? Det var i dét øjeblik det gik op for hende - dette var ikke nutiden, det var fremtiden...

Topaz valgte at overhøre Adrianna og Melodies lille samtale og begyndte at flette sit hår.
Man ville nok sige, at det ikke var det bedste tidspunkt at finde hårbørsten frem på, men når Topaz blev nervøs, fik hun et sygeligt behov for at pille ved noget, det var en god måde at distrahere sine dystre tanker på, og hvis hun skulle ud at bevæge sig meget meget hurtigt, - som i lige en tak hurtigere end et eller andet monster - så var det nok også bedst at have håret samlet.

Da de andre piger begyndte at række til våben, villle Topaz også - hun forestillede sig en film, hun havde set, da hun havde været lille, - med Angelina Jolie - hvor hun havde trukket sin kniv op af sin støvle med elegante bevægelser og svingen med håret. Men da Topaz gjorde det, var der ikke noget med elegance og stritten med røven. Hun blev nødt til at støtte sig op af væggen for ikke at miste balancen, og da hun trak sin juvelbesatte kniv op af sin new balance, kom hun også til at skære sin fod.
Hun kiggede sig flovt omkring, for at tjekke at ingen havde set det. Hun var normalt smidig og elegant, medmindre det havde noget at gøre med halvguder, og hun forbandede indvendigt sine evner.
Hun frydede sig lidt over, at Melodie gik først, for hvis hun så skyndte sig lidt, ville hun kunne nå at komme i midten. Den i midten var altid den, der overlevede.

En rynket hånd tog fat i hendes skulder, og en lyd af en klam ånde fyldte hendes ører. Hendes hænder blev låst fast på ryggen. Hun skreg af rædsel, da hun først troede, at hun var med i en eller anden klam zombiefilm, men det blev hurtigt afbrudt, da hun mærkede noget stof mod sine læber. Hendes øjne kørte rundt i panik, da væsenerne prøvede at give hende bind for munden. Hun kunne lige skimte i øjenkrogen, at det var deres klamme chauffør, der var kommet tilbage med hele bankoklubben.
I sidste øjeblik huskede hun kniven der var i hendes hånd. Hun var heldig at hun var så smidig. Hun kunne lige med al sin kraft stikke kniven ind i maven på den gamle bag hende. Stoffet faldt fra hendes mund og hun havde igen kontrol. Hun slog ud med kniven i elegante og øvede bevægelser, og det føltes lidt som en leg.
 Det var første gang, at hun sloges mod et rigtigt monster! Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hendes mor ville være stolt af hende.

Melodie var tydeligvis blevet overrasket af en klam ting og havde brug for hjælp. Topaz prøvede at komme væk for at hjælpe Melodie, men hun var godt beskæftiget med to af de klamme mænd, så hun kunne på ingen måde slippe væk.
Hun prøvede at finde Adrianna og fandt hende til sidst med blikket. Hun kæmpede kun mod en, og hendes smukke gyldne sværd svang smukt i luften.
 Hun kæmpede godt - det måtte Topaz give hende.
"Adri! Adri!" Råbte Topaz sigende og nikkede over mod Mel.

Adrianna gyste lidt ved tanken om at gå til sidst. Hun ville vædde på, at alle de gyserfilm, hun nogensinde havde set, havde handlet om den stakkel, der blev jagtet af en morder, af den ene grund at han/hun havde gået til sidst.
Hun stod et øjeblik og tøvede, indtil at det gik op for hende at pigerne allerede var på vej ud.
*Næh, nej! Jeg skal ikke være alene et eneste øjeblik i den her klamme bus,* tænkte hun, så sig over skulderen og travede efter de andre.

Det første der skete, da hun gik ud i den kulsorte nat, var at nogen trak hende til side. Selvfølgelig havde hun ret. Man skulle aldrig gå til sidst.
Adriannas sværd sang da det blev trukket op af hendes bælte, og et øjeblik beundrede hun måneskinnet, der genspejlede sit skær i sværdet.
Hun var taknemlig for, at hun var halvgudinde, selvom at hun mange gange havde forbandet hendes far, for at sørge for at hun skulle have så besværligt et liv. Man fik mange fantastiske oplevelser og muligheder.
Hun blev hurtigt revet ud af sine tanker, da en klinge susede forbi hendes øre. Hun takkede i sit stille sind mørket.
En klam gammel mand stod i skumringen med et stort og bredt sværd og snerrede af hende.
Han langede ud efter hende igen, og hun skyndte sig at krydse klinge med ham. Det gav voldsomme klirrende lyde, men hun var bange for, at de andre piger ikke ville kunne høre det alligevel. De var sikkert gået meget længere videre og havde slet ikke lagt mærke til hendes fravær.
Men hun var åbenbart ikke den eneste, der var i knibe. Pludselig kunne hun se noget svagt lys, - som kun kunne være Melodies - og hun kunne høre nogle udbrud og små lyde fra et knivsblad, men hun kunne ikke genkende bladets lyd - det var sikkert Topaz'.

Adrianna lagde mærke til, at hun begyndte at kunne se lidt for sig - det var blevet tusmørke.
Hun blev ved med at dreje rundt og undvige mandens klinge. Det var utroligt, hvor god så gammel en mand kunne være til at slås!
Pludselig kunne hun høre nogen kalde på sig og genkendte stemmen som Topaz'.
 Hun blev panisk, så hun skyndte sig at bruge et gammelt trick, som en af de ældste elever havde vist hende for noget tid siden.
 Hun satte sin slanke klinge så tæt på og lige med mandens brede klinge, som hun turde, og med en elegant og øvet bevægelse drejede hun sit sværd rundt med håndleddet. På den måde blev deres sværd viklet ind i hinanden, og hun lavede så en hurtig bevægelse med armen, så mandens sværd blev smidt ad Hades til.
Han snerrede ret ulækkert, som om han var en eller anden hund.
Hun smilede hurtigt flabet og tog så benene på nakken.

Hun spurtede hen til Melodie. Det var tydeligt at hun var i gang med en forudsigelse. Adrianna havde aldrig prøvet sådan noget selv medmindre man talte drømme med så hun vidste ikke om man bare kunne vælge ikke at se den. Om der var en eller anden udsæt knap. Men anyway, det var sikkert vigtigt!
Klammo tingesten foran Mel savlede med en kniv i hånden.
Adrianna overraskede manden bagfra og stak sværdet igennem ham, så han eksploderede i en sky af støv.
Hun overvejede at løbe hen og hjælpe Topaz eller bekæmpe den anden mand, men hun bedømte, at Topaz godt kunne klare sig selv lidt længere, og at Melodie nok skulle bruge noget hjælp til at komme til sig selv.
Hun stod et øjeblik og bare og stirrede på Mellow, før hun stak sværdet i bæltet og bukkede sig ned for at se, om hun var okay.

Melodies blå øjne betragtede scenen, der udspillede sig for hende. Hun blinkede knap nok, da hun var bange for at misse en vigtig detalje. Indtil videre var der ikke sket det store; de forsøgte at slå zombiemændende ihjel, zombiemændende gjorde det samme osv.. "Vis mig nu noget nyttigt!" Brokkede hun sig til, hvem der end styrede hendes syn. Og som nogen havde hørt hendes klage skete der noget til højre for hende, hvor Topaz stod overfor en af de gamle mænd, der sloges som havde han ikke bestilt andet hele hans liv. Handlingen var lidt slørret, men da billedet endnu engang var klart, ramte en rynket næve Topaz' ansigt i høj fart. Hun gav et skrig fra sig o faldt til jorden. Endnu mere slørret handling, og synet spolerede fremad. Nu var hun dækket af blod og Melodie kunne ikke se om hun trak vejret eller ej. Hun anede ikke engang om hun selv trak vejret. Melodie selv og Adrianna løb Topaz til undsætning men blev stoppet. Scenen fadede og Melodie blev trukket tilbage til virkeligheden, hvor Adrianna stod foran hende med en lettere bekymret mine.

De måtte gøre noget - hun kunne ikke bare lade Topaz dø. Melodie kom hurtigt på benene og kiggede sig omkring efter Topaz. Manden der før havde haft et voldsomt greb om Mels håndled var ikke længere nogen steder et se, det samme gjaldt Topaz. "Hvor er..?" Hun afbrød sig selv, da hun fik øje på noget længere fremme. Blondt hår var til at spotte og det samme var.. tja en rynket rosin, bedre kendt som uhyrerne de sloges mod. Hendes ben satte i løb, og hun trak sin kniv. Det var tydeligt, hvad de havde i tankerne - man kunne bare se det i deres frastødende øjne. Hun gav zombien et slag i hovedet og den vaklede lidt fra side til side, for til sidst at støde ind i Topaz. Nu så en af uhyrets Companies chancen for at få fat i den unge halvgudinde. Han (og det her så meget underligt ud) bed fat i kraven på hendes trøje. En hvirvelvind hærgede i sekunder omkring dem og da den nu engang var borte var zombien ingen steder at se; i stedet var en grib. En vaskeægte grib. En vaskeægte grib hvis næb havde tænderne i Topaz' trøje. Melodie ville have gjort noget for at stoppe den, men i det hun ville løbe hen i mod den, tog en af gribbens venner hende i skuldrende og holdt hende tilbage i et fast greb.

"Slip mig!" Råbte Melodie et utal af gange men lige lidt hjalp det. Hun forsøgte at vriste sig fri af grebet, men det fremkaldte blot en smerte i hendes skulder. "Fuck.." mumlede hun irriteret. Hvad skulle hun nu gøre? Inden hun nåede at få tænkt sig om var gribben lettet med Topaz og var allerede meter væk. Som kaldet forvandlede den sidste zombie sig også til en grib og fløj efter den anden. Den tabte noget ud af sine kløer, men Melodie var for chokkeret til at kunne fokusere på den. Hun kiggede fortabt på Adrianna med et hvad-Hades-skal-vi-gøre blik. Minutterne gik og Melodie var godt klar over at jo længere de blev siddende des længere væk kom Topaz. Hun besluttede sig for at samle gribbens tabte ejendel op med et spinkelt håb om at det ville hjælpe dem. "Hva..." mumlede hun. Hun viste brochuren til Adri - ja, gribben rendte rundt med en brochure, hvorpå der stod:



"Har du set det her?" Spurgte hun med et hævet øjenbryn. "Mon ikke det er dér, de skal hen med Topaz? Vi har ikke så meget andet at gå efter? Nu er spørgsmålet så bare, hvordan vi kommer derhen, vores chauffør kommer jo nok ikke tilbage inden for nærmeste fremtid - såeh, hvad... kan du køre bus?"

Topaz holdt øje med at Adrianna havde hørt hende og havde styr på situationen. Hun blev lettet, da hun så, den bonde halvgudinde elegant dræbe den ulækre mand bagfra. Hun blev hurtigt hevet ud af sine tanker da en stor klinge skar hendes kind og gav hende en dyb flænge. Hun skreg af smerte og af raseri og gjorde udfald mod tingen igen. Hun var blevet rasende, - hun ville ikke have ødelagt sit ansigt! - så alle aggressioner skulle ud i de aggressive slag. Hun sloges stadig mod to, men den ene af dem var ret sløv i forhold til de andre, så det kunne hun godt klare. Det var utroligt, hvor dårligt et sammenspil de havde. Det var som om, at de samtidigt med, at de kæmpede mod Topaz, kæmpede mod hinanden om at få lov til at slå hende ihjel. Men det var jo bare en fordel for Topaz.
Pludselig kom Melodie styrtende, og Topaz blev lettet ved tanken - det måtte jo betyde, at hun havde det fint, og at mændene nu var i undertal. Topaz lod Melodie overtage den største af uhyrene, men hun blev lidt nervøs og overrasket, da hun så, hvor voldsomt Melodie kæmpede - hun lignede en, der kæmpede for liv eller død. Pludselig gav Melodie uhyret et ordentligt slag i siden. Slaget var så voldsomt, at manden nærmest fløj ind i Topaz, og fik hende til at snuble direkte ind i den sløve mands arme. Han stank endnu mere af død tæt på, og han rallende.
Inden hun kunne nå at gøre noget, åbnede manden munden og bed sig fast i hendes hoodie.
Hun kunne ikke lade være med at stirre frastødt på det gebis, der var faldet ud af mandens mund og var havnet i sandet.
Hun kunne mærke vinden hærge bag sig, og hun fik utallige sandkorn i øjnene. Hun kiggede sig hurtigt over skulderen og kiggede direkte ind i en gammel gribs øjne. Hendes øjne blev udvidede, og hun stirrede bare mundlam på tingen, i noget der føltes som sekunder. Hun var skrækslagen for de klamme bæster, og blodet strømmede ned af hendes kind fra flængen.
Pludselig blev der hevet op i hendes hætte, og hun følte, at hun blev kvalt. Afstanden fra hende til jorden blev større og større, og hun skrev i rædsel.
Hun så, sine venner blive mindre og mindre, og det lignede, at de blev paniske.
 Pludselig gav fuglen slip på hende med munden, hun følte suset i maven og skreg endnu højere, - lige om lidt ville hun ramme jorden og dø - men den greb bare fat i hende med klørene igen. Den legede med hende!
 Hun skreg, så hele USA sikkert ville kunne høre det, da gribbens kløer blev begravet i hendes skuldre, og hun undrede sig lidt over, hvad alle menneskerne tænkte, da de hørte det.
Hun kunne ikke lade være med at undre sig over hvorfor hun ikke bare kunne være normal. Så ville hun da i det mindste ikke - bogstaveligt talt - være i klørene på en grib.
Flere gange prøvede de andre gribbe at gribe fat i hende, men gribben, der holdt hende, undveg.
Hun var bange for højder; men det ville alle alligevel være 30 meter oppe i luften i klørene på en menneskelig ond grib, der sagtens kunne finde på at slippe hende. Det eneste hun var sikker, på var at de ikke ville dræbe hende. I hvert fald ikke endnu.

Adrianna stod bare og stirrede lidt uforstående ud i luften, da Melodie rejste sig og for afsted. Hun var snart træt af at være forvirret, og hun havde egentlig bare lyst til at sætte sig ned og sove. Hun kiggede sig lidt omkring for at orientere sig, nu hvor at det var blevet så lyst. Hvor i Hades var de egentligt? For Adrianna lignede det en prærie med et busstoppested. Adrianna opgav at følge med i noget som helst og satte bare i løb efter sin bedste veninde.
Det første hun lagde mærke til da hun var inden for synsvidde og hørevidde var gribbe-mændene. Hun kunne regne sig frem til at de klamme rosiner havde forvandlet sig til gribbe. Selvfølgelig! Ingen kunne lugte så meget af død undtaget gribbe. Måske lige undtaget hendes gamle matematiklærer, men det var noget andet!
Hun orkede ikke engang at blive overrasket - hun havde set så meget shit gennem sin tid som halvgudinde.
Dog blev hun overrasket, da gribben tog fat i Topaz. Altså, det var pænt underligt!

Adrianna kastede sig frem og råbte, da gribben satte af fra på jorden med Topaz i munden, men hun var ikke hurtig nok. Gribben slap væk.
Hun blev ved med at kalde på Topaz, som om at det ville hjælpe, og tårene strømmede ned af hendes kinder. Hendes veninde var så godt som dødsdømt!

Hun skævede over til Melodie, da hun var faldet lidt ned for at se, hvad hun lavede.
 Hun stod kiggede meget interesseret ned på en brochure eller sådan noget for en restaurant. 
Adrianna løftede overrasket højre øjenbryn og sagde med en underlig stemme: "Jeg fatter ikke, at det her kommer ud af min mund, men er det ikke et lidt dårligt tidspunkt at tænke på mad på?"
Melodie lod hende se brochuren, og Adriannas øjenbryn røg nærmest op i hårgrænsen på hende.
"Altsåå... Jeg har prøvet! Jeg opgav lidt at tage mit kørekort, efter at jeg dumpede tredje gang, men det må da gælde? Og ærligt talt? Hvor mange kan der lige være herude? Jeg ved ikke med dig, men jeg skal have skiftet tøj," Sagde Adrianna og skævede til sit flåede tøj.


Det var egentligt gået godt i starten. Adrianna havde startet bussen uden problemer, der havde dog været et par hop, men ikke noget nogen ville kunne sætte finger på.
Alt var helt fint, indtil at hun skulle op i femte gear. Det var tredje gang, at hun var begyndt at døse en smule, og at hun så hurtigt var blevet vækket til live af høje dytten og uvenlige gestusser. Hun kørte lidt usikkert på vejen, men i det mindste vidste hun, at de var på ret kurs.
Til hendes hæld havde gribbe også brug for GPS'er.
 Hun kørte alt for hurtigt, men hendes tålmodighed holdt seriøst ikke til kun at køre 50 km/T, så hun fulgte bare sine egne vejskilte.
"Hey, Mel! Kan du ikke lige få et drømmesyn? Det kunne være mega praktisk at vide præcist hvad vi kommer til at finde i Detroit..."

Melodie følte sig ti gange bedre tilpas nu da, hun var iført nyt tøj, deriblandt hendes ynglings jersey trøje, der mindede hende om hjem. Hun betragtede sit armbånd, der var et af de få græske armbånd, hun ejede, og hun holdt meget af det. Bekymring for Topaz nagede hende og hun kunne ikke lade være med at pille ved sit armbånd og køre det frem og tilbage over sit håndled - okay for at være ærlig var det halvt på grund af Topaz og halvt på grund frygten for at dø på grund af Adriannas ret usikre kørsel. Hvis hun selv havde taget kørekort, ville hun have overtaget rettet. "Jeg har ikke haft noget syn om turen indtil videre - det er som om, hver gang jeg prøver at se noget, er det som om mit syn er slørret. Mit sidste syn var..." Melodie tøvede lidt, da det gik op for hende. Var det egentlig hendes skyld at Topaz var endt med at blive bortført af gribbene? "Jeg må have mistolket det.." mumlede hun, men rystede så på hovedet, det havde hun ikke lyst til at dele med Adrianna. "Det sidste syn var en anelse slørret, der skete intet specielt," fortalte hun lidt højere. "Måske hvis jeg tog en lur, ville noget dukke op," foreslog hun med et drillende smil. Hun var egentlig stadig pissetræt. "G'nat," mumlede hun og gik helt ned bagerst og lagde sig ned på sæderne med sit hoved hvilende på hendes rygsæk. 

Hun vågnede med et sæt og kiggede sig hyperventilerende omkring. Hun havde haft en underlig drøm. Ild og skrig fyldte den mest af alt. Hun var gået ned af gange, der føltes som om de aldrig ville ende. Luften omkring hende havde været tyk og varm, og hun følte hun havde et af de astmaanfald, hun havde haft som lille. Jo længere hun gik des rødere blev væggene, hun ville vende om, men det var for sent. Vejen hun var kommet fra var dækket af meter høje flammer, der syntes at komme nærmere og nærmere. Frygten steg i hende, men det var ikke hendes egen. Det var der et gik op for hende, at hun ikke var sig selv. Hun var en anden. Men hun forstod det ikke helt, for sådan noget havde hun ikke prøvet før, hun havde kun set syn fra sin egen synsvinkel. Havde hun lige forudset en andens fremtid? Hun rejste sig fra bagsædet og besluttede sig for at gå ned til Adrianna, men hun var ikke engang nåede halvvejs ned af gangen før bussen begyndte at hælde mere og mere til den ene side, og inden hun vidste af det lød et højt brag.

Topaz havde hurtigt skiftet tøj, efter at hun var blevet smidt ind i cellen. Hendes gamle tøj var fuldstændig ødelagt af kløer og beklædt med fjer.
"This is sooooooo depressing," mumlede Topaz for sig selv. Hun lænede sit hovedet op mod tremmerne og stirrede hen på de andre. De sad bare og så ud som om, at Topaz allerede havde overfaldet dem.
 Hun havde prøvet at få nogle navne ud af dem og efter lang tid med tolken og håben på, at de snart ville holde op med at ryste, kom hun frem til, at det var Jim og Katherine. De andre halvguder var pænt udsultede, og de lignede nogle, der var i chok. Topaz tænkte lidt over det. At være i chok var vel også en eller anden form for sindssygdom, og hvis hun kunne få folk til at opføre sig sindssygt, så burde hun vel også kunne gøre det omvendt ikk'?
Hun gik hen til de to rystende halvguder og lagde hånden på hver deres pande. Hun begyndte at føle sig mere og mere træt, men hun kunne se at det virkede.
 Et tyrkist lys sivede rundt som en glorie om de to halvguders hoved. Man kunne begynde at se antydninger af farver på kinderne, randerne under øjnene blev lysere, og de begyndte at trække vejret afslappet.
Topaz følte sig rigtig godt tilpas. Hun havde altid troet, at inderst inde var hun ond, da hun havde sådanne forfærdelige evner, men nu da hun opdagede, at hun jo egentlig også kunne redde folk, følte hun sig meget bedre tilpas.
De rejse sig til en siddende position og smilede sløvt til hende. De så meget taknemlige ud, men det var tydeligt, at de stadig havde det dårligt.
Topaz stirrede lidt på dem og spurgte så, hvem de var børn af. De åbnede munden samtidigt, som om at de havde aftalt, hvad de ville sige, hvis der lige pludselig kom en stranger hen til dem, og sagde med hæse stemmer: "Demeter" og "Athene".
Topaz hev hurtigt noget ud af sin taske og gik hen til Jim og Katherine. "Her tag det. Bare rolig, det er bare ambrosia," sagde hun og rakte et lille stykke kage-lignende gudespise til hver halvgud.
For første gang følte hun sig som en rigtig heltinde.

"God undskyldning for at tage en lur. Ville ønske, at jeg havde sådan en!" Sagde Adrianna og grinte.
 Hun var pænt udmattet, og hun turde ikke drikke mere nektar for at holde sig frisk.
Hun kørte i omkring en halv time, hvor hun bare gjorde alt for at holde sig vågen. Hendes øjne blev ved med hele tiden at lukke sig i, og hun vidste, at hun snart ikke ville kunne holde til mere.
Hun sad og tænkte på, hvordan mon Topaz havde det. Var hun bange? Var hun alene? Var hun undsluppet? Var hun død?
Adrianna gøs ved det sidste.
Hun faldt i staver og lige pludselig kom to meget lysende kugler hen mod hende i meget høj fart. Hun skyndte sig at undvige den gigantiske lastbil hun var ved at køre hovedkulds indi. Hun drejede skarpt til højre sådan så bussen kun kørte på de venstre dæk. Pludselig væltede hele bussen ned på venstre side. Adrianna blev slynget ud fra sin lille chauffør plads og kastet hen af gulvet. Bussen gled på venstre side ned i grøften og direkte ind i et træ.
Adrianna stønnede. Hun var mast op mod en rude. Hun havde en masse sår men ikke nogle alvorlige. Der var helt mørkt i bussen.
"Mel? Er du okay?" Spurgte Adrianna bekymret ud i mørket. Hun kunne dog ikke lade være med at tilføje: "Tak fordi De valgte at køre med, "Fransk-Poseidon-datter-der-aldrig-får-et-kørekort" og vi håber, at De har nydt turen."


Da hende og Melodie var kommet sikre ud af bussen stod Adrianna og tænkte lidt over hvad deres næste træk skulle være. Adrianna fik en ide men hun var ikke i tvivl om at Melodie ville hade hende for det. På den anden side ville hun heller ikke gå til New Castle.
"Hey Mel, hvad siger du til, at vi får lidt hjælp fra Silver og Brownie? Ved du hvad? Du har faktisk ikke noget valg," sagde Adri og lavede en høj øreskingrende lyd.
Hun havde været så smart også at tage GPS'en ud af bilen og taget den med. De ville uden tvivl få brug for den.
Efter lidt tid dukkede et par hesteskikkelser op ude i horisonten. Adrianna smilede glad. De havde hørt hende!
Silver og Brownie landede to metre fra de to halvgudinder og vrinskede.
 Hej frue! Silver og Brownie til tjeneste! Du har vel ikke nogle sukkerknalder på dig? Spurgte Silver inde i Adriannas hoved.
Hun rystede bare grinene på hovedet, fandt et par mintpastiller frem fra lommen og gav pegasusserne det.
Adrianna rakte Melodie GPS'en.
"Er du ikke sød at dirigere? Jeg har virkelig brug for en lur!" Spurgte Adrianna mens pigerne satte sig op på pegasusserne og steg til vejrs.

Melodie stønnede lavmælt i smerte, fra sin plads op ad vinduet. Efter bussen var tippet landede hun hårdt på gulvet, for derefter at glide ned mod det knuste vindue. Hun drejede en omgang, så det nu var hendes støvlebesatte fødder, der fik æren af at have nærkontakt med vinduet. Hun førte en hånd til sit sårede ansigt, og hev et glasskår ud af sin kind. "Auch," mumlede hun og kiggede forhadt på det lille stykke vinduesglas. Hun hev de stykker hun kunne komme til ud af sine hænder og et enkelt i armen. "Tja.. av... det gik jo godt, lad os aldrig gentage succesen," svaret hun med et kort smil. De bevægede sig besværet gennem af den smadrede bus, og endte med at komme sikkert ud i friheden.
 
"Så er vi her," meddelte Melodie med skælvende stemme. Hun skyndte sig ned fra pegasussen. De stod foran Restaurant Ådsels stedet, som lignede en gammel countryklub. Lugten af død stak i næsen helt ud til Melodie, selvom hun stod godt 5 meter væk fra indgangen; Topaz var et sted derinde. "Okay," hun vendte sig mod Adrianna, der stadig så lidt søvnig ud. "Vi må have en plan," hendes hjerne arbejde på højtryk, for på en genial måde at snige sig ind i klubben. De kunne jo ikke bare klæde sig ud som gribbe og smutte derind. "Bare vi kunne..." Melodies mund formedes til et 'o', som en idé poppede op i hendes hoved. Hun smilede hemmelighedsfuldt til Adrianna. "Jeg tror, jeg har en idé." Sagde hun og fortalte Adrianna om sin plan, der forhåbentlig ville lykkedes; hvis ikke, ville de højst sandsynligt ende på menuen.

Topaz fik strækket benene, da hun rendte rundt i det lille lager, som lå et eller andet sted, hun ærligt talt havde ingen ide om, hvor var. De to halvguder var åbenbart meget krævende - så skulle hun finde vand, så skulle hun finde ambrosia, så skulle hun finde nektar, så skulle hun finde et armbånd, som pigen åbenbart havde tabt.
 Men Topaz nød det faktisk. Hun kunne tilfredsstille sit ADHD, hun kunne hjælpe andre, og hun følte, at hun faktisk kunne bruges til noget. Hun følte sig lidt som en sygeplejerske, og det gik op for hende, at det nok ville være det perfekte job for hende. Hun kunne hjælpe folk med alle de små ting som alligevel også var så vigtige, hun var altid overskudsagtig, smilende og venlig, og hun kunne hjælpe folk mentalt.
Topaz tænkte lidt over, hvor længe de egentlig skulle være der. I princippet kunne de jo blive der til evig tid. Indtil at gribbene løb tør for råddent kød, indtil at deres mad slap op, eller indtil at Melodie og Adrianna kom dem til undsætning.
Men Adrianna og Melodie kunne jo være døde på en eller anden måde, - det ville ikke være så overraskende - og hvis de ikke var det, kunne de jo alligevel ikke vide, hvor hun var.
Hun trak på skuldrene.
For at være ærlig havde hun virkelig på fornemmelsen, at hun nok skulle klare sig. Hun kunne ikke forestille sig at dø i dag, og Tychee havde bare holdt hånden over hende på det seneste.
 Hvad skulle hun gøre ved det anyway? Hun kunne jo ikke komme ud; hun havde prøvet døren. Hun havde prøvet at sparke, lirke og skære den op med sin kniv, men intet virkede. Ja, tro det eller ej, men gribbene havde ladet hende beholde den. Hun rodede i sin taske for at finde sin sandwich som hun kunne fodre sine to sultne fugleunger med da hun fandt de rester der var tilbage af hendes hoodie. Hun stirrede på den lidt med tårer i øjnene. Af en eller anden grund var hun ikke i tvivl om, at hun ville se sin kæreste igen, men hun var bare bange for, at hun havde ændret sig til, når hun ville komme hjem - hun hadede forandring! - og så savnede hun ham bare så forbandet meget.

Adriannas hjerte bankede som en vild unghests, og hendes adrenalin pumpede gennem hendes årer.
Dumdristig? Nej slet ikke! Adrianna rystede på hovedet og fnisede af sig selv. Hvorfor i alverden gjorde hun dette, og hvordan kunne det være, at hun turde?
Nå, men det var for sent at trække sig og hun havde jo egentlig ikke noget valg. Når hun tænkte over det, kunne det jo blive pænt sjovt, hvis man så bort fra, at hun kunne blive ædt levende af gribbe.
Hende og Mel stod foran en gammel, nedlagt country Club og betragtede den i stilhed. De var pænt sikre på, at Topaz befandt sig derinde, dog ikke i hvilken tilstand.
Adrianna skældte sig selv ud indvendigt bagefter, men hun kunne ikke lade være med at regne med at Topaz havde det af Hades til og var helt fortabt uden dem.
Hun nikkede hurtigt til Mel, men da det gik op for hende, at de jo igen var ude på skrammer, og at der jo igen var en risiko for, at en af dem ikke ville komme tilbage, så skyndte hun sig at stille sig på tæer og slå armene om Melodie. Hun hviskede et hurtigt held og lykke og vinkede så til hende.
Adrianna skulle gå først ind. Først når Adrianna havde sørget for at holde alle gribbene underholdt samtidigt, kunne Mel gå ind.
"Det her kan ikke ende godt," sukkede Adri, inden hun skubbede den ødelagte trædør op og traskede indenfor.

"Mor! MoOOAAAARRR!!" Råbte Adrianna barnligt, "der er frisk duft af halvguder udenfor!"
Det var utroligt hvor meget skrammel der var i den ødelagte bygning. Adrianna kunne slet ikke fokusere med hendes ADHD og når der var så meget at kigge på. Der var dækket pænt op, med det der nu var - gamle ødelagte mahogni træborde, slidte lagener og beskidt og halv smadret opdækning.
 Inden at hun havde afsløret at hun var der for gribbene havde hun rodet det meste igennem og fundet et meget spændende gribbe kostume. Hun havde iført sig det og... Ja, man kunne gætte sig til resten. Lige meget om gribbene ville blive snydt af hendes lille trick eller ej ville hun uden tvivl aflede dem.
Hun følte sig lidt skamfuld; hvis hendes andre venner i lejren kunne se hende nu ville hun blive så flov! Det var et ret pinligt kostume, men whatever? hun kunne jo bare sige, at det var en meget vigtig og seriøs mission, som de slet ikke ville kunne joke med, lige meget hvad der ville ske.
Og så nød hun ærligt talt også at være fjollet. Hun elskede bare at kunne være underlig på den lidt adorable-måde. Og så havde hun aldrig prøvet at være en fugl før. 
Alle gribbenæb blev rettet mod hende og de stirrede med deres små stikkende øjne på hende. Hun bad til i sit stille sind at de bare ville hoppe ud af døren mens de ville skændtes om hvem der skulle smage først.
Pludselig trådte den største af gribbe-mændene frem mod hende, pegede på hende med vingen og hvæsede højt.
Adrianna trådte et skridt baglæns og tænkte, at det nok var tid til at flygte. Hun smilede hurtigt til dem og spurtede så af sted længere ind i bygningen.

Hun løb ad nogle gamle gange, hvor loftet var sunket, og hun var hele tiden nervøs for, at det ville falde ned og begrave hende levende.
 Det eneste hun håbede på var bare, at Melodie fandt Topaz og kom ud i en fart.
 Hun nåede til et lille rum, hvor der var halvmørkt.
 Hun havde prøvet at løbe zig-zag for at ryste gribbene af sig, men de var hele tiden i hælene på hende.
Hun stoppede op et sekund. Hun var helt forpustet og lænede sig op af dørkarmen. Det lignede et lille ekstra rum - et bryggers - der var blevet glemt for længe siden. Der stod en gammel feje kost op af væggen og en masse rengøringsmidler.
Hvor skulle hun flygte hen?
Hun fik øje på en lille, godt skjult og yderst usikker vindeltrappe og spurtede op af den to trin af gangen.

Melodie listede forsigtigt ind ad den bagdør hun sammen med Adrianna havde fundet tidligere. Hun kunne på afstand høre Adrianna råbe alt muligt, men hun havde ikke tid til at fokusere. Lydløst bevægede hun sig ned ad gangen, og forsøgte at lytte sig frem. Hun turde ikke kalde på Topaz i frygt for en grib ville høre hende, så var planen så godt som død - og det samme gjaldt dem. Hun bankede forsigtigt på alle døre, lyttede til dem og åbnede nogle få, men der var mindst en million døre på denne gang, der for resten lignede lort. I hjørnerne lå råddent råddent kød, der stank langt væk. Rotter pilede i ny og næ forbi Melodie, og hun måtte lægge bånd på sig selv for ikke at skrige i forskrækkelse. De løb alle i retningen af kødet. Hun stoppede i få sekunder og gloede på dem med væmmelse i sine safirblå øjne. Pludselig kunne en masse råb og skratten høres - det var med garanti gribbene. Hun kiggede i al panik til alle sider - ingen nicher, ingen nødudgangsdøre, ingen steder at gemme sig. I al desperation. De skrattede og mumlede en masse uforståeligt. I mellemtiden stod Mel med øret presset op ad døren, i et desperat forsøg på ikke at trække vejret. "Ehh... hvad nu?" Hvæsede en hæslig stemme, der fik det til at gyse i hende. "Hun løb op ad trappen, kom nu, kom nu!" Råbte en anden så højt at dens stemme fik det til at svie i ørerne. En masse tumlen kunne høres, og i næste nu var der helt stille. Melodie blev stående lidt endnu inden hun skyndte sig ud af døren. Hun måtte finde Topaz i en fart! Gribbene var lige i hælende på Adrianna, og fangede de også hende, var det bare et spørgsmål om tid før de føjede Melodie til samlingen.

Hun havde gået i hvad der føltes som timer, men som sikkert kun var få minutter, ned af en uendelig lang gang med uendelig mange døre. "Topaz!" Kaldte hun, ikke længere bange for at blive fundet af gribbene. Pludselig syntes hun at høre noget. Hun frøs på stedet. Hun var ikke sikker på om det blot var hendes hjerne der spillede hende et puds. Hun kunne hører stemmer. Menneskelige stemmer! Hun fulgte lyden og satte farten op jo længere hun kom. De var meget svage, men det lykkedes hende til sidst at finde frem til stedet. En dør. Bag den måtte hun være, ellers anede Melodie ikke hvad hun skulle gøre. Døren var låst så hun besluttede sig for at gøre noget hun ikke havde gjort i mange år. Hun hev en hårnål ud af sit hår og forsøgte at lirke låsen op. Hun havde altid haft et specielt talent for det med døre, selvom det ikke ligefrem var noget at blære sig med. Efter omkring 5 minutters anstrengelse gav låsen sig og gav hende adgang til... ja noget mørkt. Hun fumlede i blinde efter en kontakt og fik tændt en lille loftlampe - der hang i en snor. "Virkelig, det må jeg sige, gribbe har smag.." mumlede hun dybt ironisk for sig selv. Stedet lignede mildt sagt Hydra lort. Hun kiggede sig lidt omkring i lokalet. Der var næsten intet. Hun gik lidt længere ind og opdaget, hvor stort lagerrummet egentlig var, det var som et walk- in closet. Men så fangede hendes øjne noget bag den pænt ødelagte bogreol, som hun valgte at skubbe til side med sine sidste kræfter. "Oh my gods, T!" Sagde Melodie og kunne ikke skjule glæden i hendes stemme. Foran hende var en tremmevæg, der mindede hende om den, hun og Adri selv havde siddet bag tilbage i San Fransisco. I samme celle som Topaz, sad to andre mennesker, hun regnede med var halvguder - hvorfor skulle gribbene ellers ville have dem. "Hvordan pokker kan jeg få dig ud herfra?" Mumlede Mel nu i fortvivlelse for sig selv. Cellerne var for hårde til at bryde igennem, og hendes hårnål ville ikke kunne redde hende her. Der var elektronisk låsesystem sat til cellen. Måske behøvede hun nødvendigvis hverken at låse sig ind eller kæmpe sig ind. Måske kunne det endelig betale sig at være en omvandrende sol. "Jeg ville råde dig til at træde et par skridt tilbage, Topaz," forslog Melodie med et smil mens en plan tog form i hendes hoved.

Topaz slappede af med et smil om læben. Hendes to patienter havde hun lagt til at sove - det morede hun sig lidt ved. Det virkede som om, at de stolede blindt på hende. De lod sig fuldstændig påvirke af hendes ord, og når hun bad dem om noget, som ikke var en ordre, men et bud gjorde de det, fordi de regnede, med at hun havde styr på det.
Hun fløjtede lidt. Hun kedede sig af Hades til. Normalt ville man nok ikke kede sig i sådan en situation, man ville nok være alt for bange, men hun stolede af en eller anden årsag fuldstændig på sit eget held. Hun var træt, men hun kunne føle, at der var ved at ske noget (hun håbede at det var en normal-halvgude-ting. Hun var pænt træt af at være anderledes).
Hun forestillede sig, at hun sad i fængsel for at dræbe et truet dyr, - nemlig en grib - mens hendes venner var ude og more sig, blive helte og flirte med drenge. Njah, i det mindste var den ene ikke single.

Pludselig kunne hun høre skramlen ude fra hendes synsvinkel. Hun krøb hen i hjørnet uden at vække de to andre halvguder - de havde brug for deres søvn. Hendes øjne for rundt for at få øje på den mindste bevægelse, men der var på pænt mørkt, så det var næsten umuligt at se noget.
Pludselig kunne hun høre en stemme og se et svagt lys. Før at hendes navn blev nævnt, havde hun allerede regnet ud, at det var hendes Melodie, der var kommet. Hun strålede altid en smule.
"Shh! Mel, jeg har altså nogle sovende patienter," sagde Topaz strengt, men glemte at en tremmevæg adskilte dem rakte ud efter sin veninde af savn.
"Skynd dig at få os ud herfra! Her er så fugtigt, og det kan de ikke klare," sagde hun og nikkede mod de sovende halvguder.
Hun vendte hurtigt hovedet og holdt sig for øjnene. Hun ville under ingen omstændigheder tage chancer, når det handlede om Mel, der skulle i aktion.

Først listede Adrianna stille op af trappen for at hænge i den sidste tynde tråd af, at gribbene var så dumme, at de var vendt om, men da hun begyndte at kunne høre skrappen, der nærmede sig og sus fra basken med vingerne, spurtede hun trampende op af trappen. Hver gang hun trådte, rystede hele trappen, og på grund af vægten fra de mange fugle, blev hun nervøs for, at trappen pludselig ville styrte sammen.

Pludselig nåede hun 2. sal. Hun stoppede et øjeblik op og stirrede lidt rundt. Hun var kommet op til en dunkel - men ikke lige så dyster - countryscene. Hun var kommet ud af sådan en ekstra dør, som kun var til personale, hvor der stod: Staff only. Alt var - som nedenunder - ødelagt og i laser. Der sivede få solstråler ind af vinduerne, og man kunne se støvet danse rundt omkring i lokalet. Hendes øjne stoppede ved et mørkelilla scenetæppe. Hun blev nødt til at gemme sig et eller andet sted, og der ville være perfekt.
Hun listede gennem rummet for ikke at få gulvet til at knirke - det kunne jo være at gribbene var løbet videre op af trappen - og prøvede at lave så mindst mulige spor i støvet.
Hun nåede lige ind i tæppets folder, før en hær af gribbe stormede ind af døren. Adrianna smugkiggede forsigtigt ud af en fold. Hun hadede sådan at være alene om missioner, hun blev altid usikker, og når hun gjorde noget, plejede det altid at ende galt eller være forstyrrende for resten af missionen. Hun gispede højlydt, da den næstsidste grib var trådt ind i rummet, og den sidste grib selvfølgelig skulle spille smart og hoppe fra trappen. Det kunne den tydeligvis ikke klare, så med høj bulder styrtede trappen sammen, sammen med den sidste grib. Fedt! Nu var hendes vej ud fuldstændig ødelagt.
Hun kiggede lidt frem og tilbage i rummet. Der var sat brædder for vinduerne, så hun ville ikke kunne komme ud der.
Pludselig skrappede den ene fugl og sagde med hæs og tør stemme, som om at de slet ikke havde lagt mærke til, at en af deres artsfælder lige var styrtet i døden: "Gennemsøg rummet. Jeg er overbevist om, at pigebarnet er herinde et sted."
Adrianna gik i panik. Hvis hun blev fundet, ville hun være så godt som død - hun ville ikke kunne hamle op med alle de gribbe. Det var som gemmeleg bare meget... Epic.
Det gik op for hende, at "only staff"-døren ikke kunne være den eneste ud vej.
Så lydløst som hun kunne, flygtede hun om bag scenen og fandt en anden dør. Da hun åbnede den knirkede det voldsomt, og hun troede at hun var opdaget, men til hendes sagde en nervøs og usikker grib: "Boss? Hun er altså ikke herinde. Vi har gennemsøgt alt."
 Adrianna holdt et grin inde og listede ud, mens hun lyttede til et højt gonk, en der råbte meget højt av og en hvæsende stemme. "Din hjerne er ikke herinde! Led så videre!"

Døren førte udenfor, og hun glad den friske luft ind udefra. Hun var lykkelig for at komme ud og indånde ren luft.
Nå, så handlede det vel bare om at vente og håbe på, at Mel og Topaz nåede ud.

"Jeg kan høre, du tager mor-rollen seriøst?" Sagde hun med et grin. Melodie placerede sine hænder på tremmerne, og følte lidt på dem i første omgang. "De burde ikke være så svære at komme igennem.." mumlede hun, hun sikrede sig at halvguderne på den modsatte side opholdt sig på sikker afstand. Hun havde aldrig forsøgt at bryde igennem noget som sådan for alvor; hun havde kun øvet det et par gange. Som sædvanlig fokuserede hun på at samle alle sine energier inden hun fokuserede på sin varme - "indre ild" om man vil. Hun kunne mærke, hvordan varmen i specielt hendes hænder steg, og inden hun stille lukkede øjnene i, fik hun et glimt af, hvordan de var begyndt at gløde. Jerntremmerne i hendes hænder blev blødere og blødere samtidig med hendes energiniveau sank. Til sidst kunne hun, da hun åbnede øjnene, skille tremmerne ad med sine bare hænder, og havde man ingen idé om, hvad der foregik, ville hun nok fremstå som en bumstærk pige, der adskilte jern, som var det hverdag. Det tog omkring et kvarter, men til sidst var det lykkedes Melodie at skabe et hul stort nok til i hvert fald en på Topaz størrelse kunne komme igennem det. "Voila!" Sagde Melodie med påtaget fransk accent og et bredt smil. Hendes hænder var endnu brandvarme og sved lidt, men det var lykkedes hende at finde frem til hendes veninde, og nu gjaldt det bare om at få deres monstertiltrækkende halvgudebage ud af dette hul! "Kom nu, inden gribbene kommer. Lad os tage en hver," foreslog hun med et nik over mod de sovende halvguder. Hun trådte ind i cellen til Topaz og hilste hende med et tæt kram. "Men lad lige hver med at blive kidnappet igen, det har vi ikke råd til," skældte Mel med et grin, vækkede den ene af Topaz' medfanger og tog hende under armen. Det var en anelse problematisk at komme ud to ad gangen, men de klarede det, og da de svækkede halvguder var vågnet helt, gav hun slip og de luntede så stille som muligt ned af gangen, hvor Melodie var kommet fra.

Gribbene opholdt sig inde i selve country stuen, hvor de åd som... ja, som kun gribbe kan æde. "Frastødende.." mumlede hun for sig selv. Hun vinkede sine folks efter sig, som hun listede ind ad døråbningen. Hun gik langs væggen og forsøgte at falde i et med tapetet. Hendes endnu svagt glødende hånd tog fat i håndtaget på bagindgangen, der var nede af gangen, der løb ved siden af baren. Men det var her det så gik galt. Åbenbart, havde gribbene fundet det smart at låse døren. "Urgh!" Udbrød hun frustreret, hvilket hun åbenbart havde ubrudt lidt for højt. Da hun vendte sig om fik hun øje på en masse vrede gribbe, der alle gloede sultent på dem. Hun kiggede på de andre. "Ehm.. Løb?" Foreslog hun og spurtede så hurtigt, hun kunne mod døren forbi gribbene. På vej ud, løb hun over karaoke scenen, hvor en grib var i gang med at "give den gas" til en gammel Britney Spears sang. I bedste Mel-style væltede hun en mikrofonstang, der da den ramte det bonede gulv gav en øreskærende lyd fra sig. Hun var fristet til at holde sig for ørerne, men så det som en afledningsmanøvre uden egentlig at være det. Hun var nær gledet ind i døren på grund det utrolig glatte gulv, der i hvert fald ikke var bygget til flugt, men nåede i sidste øjeblik at åbne den og skynde sig ud af den i håb om de andre var efter hende. Ud foran stod Adrianna klar til at tage i mod dem.. iført et kostume. "Hvorfor.. har du et gribbekostume på?" Spurgte Melodie forpustet, da hun nåede hende. "Whatever. Vi må komme væk herfra, jeg har ikke lyst til at lande på menuen.." Fortsatte hun og begyndte at gå.

"Der er jo nogen der må gøre det, når nu alle andre er ude på farefulde missioner for at jagte fjerkræ!" Sagde Topaz for sjov, "for resten, har I installeret en chip eller sådan noget i mig? Jeg fatter virkelig ikke, hvordan I kunne finde mig! Hvor er Adri?"


Topaz tabte kæben. Hun sad nogle minutter og prøvede at genvinde sin tabte taleevne. Da hun havde genvundet den, stammede hun med forfærdelse i stemmen: "Bare giv mig dårligt selvværd! Hvor lang tid har du helt præcist trænet Mel?"
Hun trak hurtig sin veninde ind til sig, da hun igen kunne komme til det, og gav hende et flygtigt kys på kinden.


Hun trak Katherines arm over skulderen og hjalp hende med at komme gennem tremmerne. Hun kunne godt mærke at hun selv manglede træning; det var pænt tungt for hende.
"Der er jo nogen, der må tage skønjomfru-i-nød-rollen! Du skal bare passe din rolle, medmindre du slev vil tage strutskørt og sjal på," grinte hun til Melodie.


De fulgte bare lydløst efter Melodie. Katherine havde sagt, at hun godt kunne gå selv, så det gjorde hun - men Topaz holdt skarpt øje med hende. De luntede gennem mindst en milliard lange og dunkle gange. Føj hvor det stank!
Topaz jublede indvendigt, da de nåede til hoveddøren. Pludselig lavede Mel et lille udbrud.
"Shhh!" Skældte Topaz.
Hun vidste ikke, om det var hendes eller Mels skyld, - det var der ikke tid til at finde ud af - men alle gribbenes små stikkende øjne var øjeblikkeligt vendt mod halvguderne.
"Løb!!" Råbte Topaz pludselig ligeglad med at larme.
Hun blev ved med at opfordre de to svage halvguder til at løbe videre, og hun tog bagtroppen - hvis nogen skulle blive efterladt inde hos gribbene, skulle det være hende.
Topaz skreg af smerte, da en skinger lyd genlød gennem hele lokalet. Hun følte at hun blev døv, men hun blev ved med at løbe. Det var da i det mindste bedre end Britney Spears sangen.


Hun nåede som den sidste ud af den kæmpe trædør, og hun nåede lige at lukke efter sig  og slå slåen for, før at alle gribbene væltede mod døren og prøvede at skubbe den op. Pludselig kunne hun høre en skrappen, som om at gribbene havde fået øje på noget, og så pludselig holdt de op med at slå på døren.
"Puhh ha! Den var tæt på, for tæt. Hvad siger I til, at vi sender en Iris-besked hjem til Chiron? Bare så han ved, at vi også har reddet to andre halvguder. Oh, og Adrianna. Fjer? Frækt..." Sagde Topaz med et kækt grin, "jeg tror, at dit lille stunt, Mel, gjorde mig døv."
Hun tørrede en smule blod af fra øret og stirrede forfærdet på det.
Hun skulle ikke nyde noget af at være der længere, så hun fulgte Mels eksempel.

//Okay, der gik et eller galt med min computer O.o//

Adrianna stod bare op af muren og ventede. Hun blev ved med at trække sit sværd, fordi at hun syntes at hun hørte et eller andet, men det gik op for hende, at lydene kom inde fra bygningen af. Hun overvejede at gå ind og hjælpe, - hendes venner kunne jo være blevet fanget - men det var for det første ikke en del af planen, hun havde ikke vildt meget lyst til at smutte ind i mørket igen, og hun blev nødt til at stole på sine venner. Det kunne jo være, - det skete i hvert fald ofte i film - at Mel og T havde styr på det, og at hvis hun gik ind igen bare ville ødelægge det hele.
Hun stod bare og stirrede ned på sin gyldne klinge, da døren blev sparket op, og ud kom Melodie, stranger, stranger #2 og til sidst Topaz med et vildt udtryk i ansigtet.
"Nå, men det gik da nogenlunde efter planen ikke?" Spurgte Adrianna afslappet.
hendes kinder blev røde, og hun lavede et flovt grin, da det gik op for hende, at hun stadig havde det dumme kostume på, og at hendes veninder drillede hende med det. Hun skyndte sig at lyne ned på ryggen, og der trådte hun ud i sit bedste missions tøj.

De andre begyndte at gå med lange skridt, og hun fulgte med.
"Mel. Har du stadig GPS'en?" Spurgte Adrianna højt, for at Melodie kunne føre hende. Hun var pænt sikker på, hvad svaret ville blive, men man kunne lige så godt prøve.
Da de havde gået i lidt tid, stoppede Adrianna op. Hun var forpustet, og hun syntes at det var på tide, at de sorterede to fra igen, da de gik utroligt langsomt.
"Hey M, kan du ikke sørge for, at solen bliver ekstra skarp omkring mig? jeg er nemlig sikker på, at jeg har noget vand i min taske, og så tænker jeg, at det er på tide at sende den Iris-besked," sagde Adrianna monotont.
De to andre halvguder - Jim og Katherine - kiggede på hende. De vidste godt at hun syntes, at de var en byrde. Normalt ville Adrianna ikke være så ugæstfri, men det var ikke deres mission, og altså nogle halvguders liv afhang af de tre piger.

Adrianna havde taget fjerdragten af og mindede nu ikke længere om en stripper. Melodie rodede sin taske igennem, til hun fandt frem til noget hårdt. Hun viftede smilende med den. "Jeg har den, lad os få fat på Chiron."

"Det var godt I slap væki god behold," mumlede Chiron halvt for sig selv. "Men der er noget jeg må fortælle jer," startede han. "Vi har fundet frem til den savnede halvgud. Han befinder sig I Detroit i en villa," fortalte han, hvilket fik Melodie til at hæve et skeptisk øjenbryn. "En villa?" Det lød da ikke så slemt? "Det er en villa, der for længst er glemt af dødelige, han er taget til fange af en Hyperborean og hendes sønner," sagde han med tydelig bekymring. Mel sank en klump. Hun havde håbet på et mindre farligt monster, men de var nødt til at fuldføre deres mission lige meget, hvor umulig den end lød. "Deeet... lyder hyggeligt," mumlede Melodie og kiggede på Adrianna. De fik sagt farvel til Chiron, og Melodie søgte efter Detroit på GPS'en. "Hey, venner," sagde Melodie (mest henvendt til Topaz og Adrianna). "Der går en bus til Cleveland ikke så langt herfra, derfra må vi se, hvad vi gør. Den går om en time, hvis vi går nu kan vi lige

nå den," informerede Melodie med et smil. "Men, hvad med jer?" Spurgte hun Jim og Katherine med hævede øjenbryn. De kunne jo ikke komme med dem, det var ikke deres mission. "Og hvad med lejren?" Spurgte hun igen. Hun var forvirret over ingen af dem boede I enten den romerske eller den græske lejr, og hvordan de havde overlevet så længe. "Vi skal ikke til nogen lejr," sagde Jim. "Vi har vores egen lille mission at fuldføre, men tak fordi I hjalp os. Det sætter vi pris på," afsluttede Katherine for ham med et svagt smil.

Efter at have sagt farvel til Katherine og Jim, drog de tre halvgudinder videre. Melodie hev elastikken ud af sit hår. Hendes hue havde hun pakket væk, varmen var simpelthen blevet for ulidelig. Det var tidligt I maj, og det kunne i den grad mærkes. Hun ville skyde på, det var omkring 25 grader. "Det er så varmt!" Brokkede Melodie sig. Hvorfor skulle hun lige have en svaghed for lange bukser, huer og støvler? Hendes hud brændte (mere end normalt) og det faktum at hun var en omvandrende sol, gjorde det ikke meget bedre at være hende. "Jeg kan se busstoppestedet," udbrød Melodie pludselig, efter at have gået i, hvad der føltes som en evighed, hvor Mel ikke havde bestilt andet end at brokke sig over varmen (det må have drevet Topaz og Adrianna til vandvid). Det lignede en slags turistbus uden at være det, og hun håbede inderligt at der var aircondition inde i den. "Kom nu, kom nu!" Skyndte hun på pigerne. Denne gang så deres buschauffør mere menneskelig ud, der var flere passagere og bussen var større.

De betalte driveren og satte sig ned bagi. Med et suk smed Melodie sig på et af sæderne og kiggede skiftende på sine to veninder. "Det var så lidt," sagde hun for sjov efter lidt tavshed og hentydede til GPS'en, som hun havde været så smart at huske at få med. Hun fik tændt airconditionen i loftet og kiggede sig lidt rundt I bussen. Til deres held så alle meget normale og menneskelige ud - det var indtil hendes øjne fangede en andens. Hendes øjne lyste af ondskab, og hun virkede.. tja ikke menneskelig. Safirblå mødte gul, selvom hun godt var klar over det var en dårlig plan, lukkedes bussens døre og hun lagde sig til at sove op ad en tilfældig skulder, den var lidt højere oppe end Adriannas, så hun regnede med det var Topaz, der fik æren af at have en sovende datter af Apollon op ad sig. Hun faldt I søvn næsten med det samme og lige så snart hun var væk, begyndte marridt. Den eneste grund til det var marridt, var fordi hun vidste, at hvad der foregik I hendes drømme inden længe ville blive til virkelighed.

Topaz' skrig kunne høres gennem hele huset, mens de prøvede at kæmpe sig gennem flammerne.. ind til hende.