Oh, I haven't seen you here before, have I? ~ Anx!

Tid: Lidt efter frokost
Omgivelser: Andre der sidder omkring lejrbålet
Sted: Lejrbålene
Vejr: En dejlig solskinsdag, men en let kølig vind
Påklædning: http://secretcircle.alloyentertainment.com/wp-content/blogs.dir/3/files/other-roles-for-the-stars-of-the-secret-circle/sc1my3519rd-3475720153689242781.jpg

Evangeline var ved at falde til, endelig. Hun var stadig meget genert når hun snakkede med andre, men hun havde efterhånden lært et par stykker at kende, som hun følte sig tryg ved. Hun sukkede lidt, det hele havde været en kæmpe omvæltning for hende, men nu havde hun da fået svar på hvorfor hun havde ADHD og hvorfor hun også var ordblind oveni. Hun bed sig let i underlæben imens hun stirrede ind i flammerne. Fodden blev ved med at trippe imens hun var helt væk i sine egne tanker, hun var hjemme i Los Angeles i sin mors lejlighed og så ud over storbyen. Evangeline måtte indrømme, at hun savnede den konstante larm fra byen der aldrig sov, og hun havde noget hjemvé og havde stadig ikke haft kontakt med sin mor ... for hvad skulle hun sige til hende? Katelinn var død! Men der var intet spor af Evangeline, hvilket moren nok måtte vide på dette tidspunkt ... Evangeline vidste godt, at hun var en kujon for ikke at have ringet til moren endnu ... men hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige!

Påklædning: http://images.mstarz.com/data/images/full/9735/carly-rae-jepsen.jpg?w=600 (uden hat)
Hår: http://images6.fanpop.com/image/photos/32800000/Carly-Rae-carly-rae-jepsen-32812014-1005-1200.jpg

Anxiety havde ikke været med til at spise frokost, hun havde ikke haft lyst, alene af den grund at hun vidste at de andre var der. Hun ønskede ikke at støde ind i de andre halvguder, som kendte til hendes fortid på lejeren.
Hun skammede sig sådan og var stadig sønderknust, dog var hun glad for at hendes eks var glad, ja lykkelig, selvom det skulle være uden hende.
Hun sukkede og skubbede tankerne væk og fortsatte hen imod lejrbålet, der sad stadig nogle stykker, nogle hun alle havde set før på lejren. Dog sad der en enkel pige som hun ikke havde set før. Hun mærkede en hvis nysgerrighed omkring pigen der, hvis fod trippede. Anxiety var ikke i tvivl om at pigen var nyere end nogle af de andre hun havde set, og hun var især ikke i tvivl om at det havde været svært for pigen det der var sket siden hun var endt her. Hendes udstråling gjorde det rimelig tydelig, og Anxiety fik ondt af hende, hun huskede selv hvor forfærdeligt det var dengang hun mødte sit første monster og hvad der skete derefter.
Anxiety sukkede igen, pressede øjnene sammen og pressede tårerne tilbage. Hun kørte fingerne igennem håret, som hun havde farvet for nyligt, og rystede på hovedet. Hun gik hen imod pigen der sad ned og satte sig ikke langt derfra. Hun havde en underlig lyst til at tale med nogen, da hun ikke havde talt med nogen længe. Og pigen lignede en der kunne have brug for at få lettet nogle ting fra hjertet, og det kunne måske være et skub for Anxiety til at blive social igen, håbede hun i hvert fald.

Evangeline savnede sin mor så utrolig meget og hun overvejede at høre om der var nogen der snart kunne låne hende en mobil eller en computer, bare noget!
Ilden begyndte at blive lidt sløret og Evangeline snøftede let idet hun tørrede tårene væk fra sine øjne imens hun så ned. Hun nægtede at græde! Det ville hun ikke længere, hun var ved at få nogle gode venner her, hun var ved at få det bare lidt godt igen.. hun ville ikke ødelægge det.
Hun lagde hurtigt mærke til at nogen betragtede hende og derefter en bevægelse ud ad øjenkrogen og hun så forsigtigt op og fik øje på pigen. Og Evangeline rødmede som altid. Hun havde ikke set pigen før, men hun var køn og det var noget i pigens blik, som Evangeline genkendte. Og på trods af at Evangeline var tæt på at græde, så sendte hun pigen et lille smil. Hun vidste ikke om hun skulle sige noget eller ej, og hvis hun skulle.. hvad skulle det så være? Evangeline var virkelig dårlig til at starte en samtale med andre hun ikke kendte, så hun var lidt lost med hvad hun skulle gøre.

Da Anxiety så at pigen rødmede, gjorde hun det også selv lidt. Det var latterligt, hvorfor skulle hun overhovedet prøve at tale til en fremmed pige, der havde det dårligt?
Hun kunne ikke helt forstår hvorfor hun gjorde som hun gjorde, men nu måtte hun jo se hvad der skete.
Pigen sendte Anxiety et stille smil, og Anxiety gengældte det medfølende, hun burde sige noget, bare et eller andet, men hun var ikke vant til bare at starte en samtale og slet ikke efter så langt tid hvor hun ikke havde sagt et eneste ord.
Siden Matthew havde droppet hende, havde hun ikke talt med nogen overhovedet. Og meget få ord var blevet sagt siden den dag.
Men hun burde holde op med at holde sig for sig selv, hun burde åbne op, blive social, men det havde været svært, og det ville også blive svært at snakke med denne pige, hvis det overhovedet var det der ville komme til at ske. Pigen var virkelig køn, det mørke hår der svøb sig om hendes ansigt gav hende nogle virkelig kønne ansigtstræk. Anxiety fik øje på pigens halskæde og fulgte den ned og fik øje på pigens kavalergang og blev først misundelig, og derefter tænkte hun på hvor kønne de var. Hun rødmede straks efter og skubbede tankerne væk. Skammede sig lidt over det der gemte sig i hendes underbevidstheds tanker, men havde heller ikke lyst til at skubbe dem helt væk. Hun bed sig i sin underlæbe og så ned, for derefter at kigge op på pigen igen, tog sig sammen og prøvede sit stemmebånd af;
"... 'ey" H'et i hendes hey forsvandt i hendes mund, men i det mindste havde hun fået sagt noget, så måtte hun vente og se hvordan det nu ville gå.

Evangeline så godt at den anden pige også begyndte at rødme, og måske var det lidt ondt, men hun fik det lidt bedre ved det, for så var hun trods alt ikke den eneste henrette i lejren. Og det gav hende også mere lyst til at snakke med pigen, hun vidste jo ikke om pigen var ny i det hele eller havde været i lejren i flere år, så det kunne være spændende at finde ud af.
Hun kunne mærke hvordan hendes hænder blev lidt svedige imens hun tog mod til sig og hun hadede det. Det skete hver gang hun snakkede med en køn pige, eller i hvert fald før Katelinn... imens hun havde haft Katelinn, havde der ingen problemer været, for hun havde slet ikke set efter andre, der havde kun været Katelinn for Evangeline.
Da pigen smilede, så trods at det var et medfølende smil, så gjorde det blot pigen smukkere. Hun så ned og bed sig lidt genert i underlæben ved tanken, men det var jo sandt, et smil var det kønneste man kunne bære. Men fordi hun så ned, havde hun ikke set pigen betragte sin kavalergang.
Og da pigen sagde noget, fløj Evangelines blik direkte op mod hendes øjne og hun så ind i dem med hendes eget lille, generte smil og rødmefylde kinder. Hun havde godt mærket, hvordan hendes hjerte var begyndt at bankede lidt hurtigere, men svaret kom dog straks efter ds hun sagde; "Hej." Hun tøvede lidt af ren generthed og tørrede diskret hænderne af i bukserne. "Øhm.. Mit navn er Evangeline." Hun rakte sin nu tørre hånd over til pigen og mærkede godt hvordan hjertet bankede rundt i brystet på hende. Mu var der ingen vej tilbage.

Da de så ind i hinandens øjne, stoppede tiden for Anxiety. Som hun sad der og så ind i øjnene på denne pige, var det som om hun blev suget ind i dem. Tiden, der før var stoppet fuldstændig, startede langsomt op igen, hun kunne høre sit eget hjerte slå, to velkendte slag, der lød, som var det over 5 sekunder, hvor efter hun kunne høre sig selv puste luften ud af sine lunger, lavt, men hun kunne intet andet høre.
Lige så hurtigt som hun var kommet i denne trance, lige så hurtigt tog tiden fart og alt foregik normalt igen, da pigen sagde noget.
Hun blinkede forvirret og kunne mærke hvordan hjertet satte farten op i brystet på hende. Var hun nervøs? Hvorfor dog? Udover det åbenlyse: Hun skulle til at have en rigtig samtale igen.
Anxiety lyttede til hvad pigen sagde, lyttede til klangen der var så blid og indbydende. Og navnet: Evangeline. Anxiety sukkede indvendigt. Så smukt et navn.
Hun fik øje på den fremstrakte hånd under hendes blik og rakte Evangeline hånden, uden at tænke over at hendes hænder var total svedige af nervøsitet. Hun blev først gjort opmærksom på dette da hun trykkede pigens hånd, og mærkede hvor tør hendes hånd var. Dog idet hun havde rørt Evangelines hånd, havde hun mærket en sitren igennem kroppen, som havde hun fået stød. Men en rar form for det.
Anxiety rødmede endnu mere end før, af skam og fordi hun nu havde dummet sig. Og ikke mindst fordi hendes krop havde reageret som den havde på berørelsen.
Hun prøvede at redde den og rømmede sig og svarede pigen.
"Mit navn er Anxiety... Rart at møde dig Evangeline..."
Hun havde lyst til at trække hånden til sig, men hun havde ikke lyst til at give slip.
Hvilke kræfter havde denne pige, og brugte hun dem på hende, eller hvad var der ved at ske med Anxiety?

Evangeline havde det som om hun pludselig befandt sig et helt andet sted, som om der ikke var andre omkring dem. Hun kunne pludselig ikke længere høre de andre halvguders snak eller ildens knitren, det hele var væk. Det eneste hun kunne fokusere på, var pigens smukke øjne. Hendes hjerte sendte rødmen op i hendes kinder med nogle kraftige bank, så hendes kinder nærmest brændte.
Da pigen tog hendes hånd, bemærkede hun dårligt nok at pigens hånd var lidt svedig, det eneste hun lagde mærke til, var det stød det sendte gennem hende. Som om der var en forbindelse der blev tændt, noget hun ikke havde kendt til før. Det var ikke fordi det var ubehageligt, langt fra, men alligevel gav det hende et sæt gennem hele kroppen og hun trak hurtigt efter hånden til sig, nærmest af ren chok. Hvad var det der skete? Alle lydene vendte tilbage og hun så lidt genert ned, ærgede sig lidt over sin egen opførsel, for hun havde ikke haft lyst til at trække hånden tilbage.
Evangeline så op igen da pigen præsenterede sig selv. Anxiety? Det var lidt et usædvanligt navn, men det var utroligt smukt, især til pigen der sad overfor hende. Evangeline sendte Anxiety et lille smil. "Det er også hyggeligt at møde dig, Anxiety," sagde hun stille og så nervøst og genert på pigen. Hun vidste virkelig ikke hvad der skete, men hun kunne ikke lade være med at se på den smukke pige, der sad overfor hende.