I guess this is the place? - Annabeth

Så var dagen kommet. Det var ikke fordi May havde haft særlig meget lyst til at pakke sit liv sammen, men hendes mor var ikke til at forhandle med længere. De sidste par år var ellers gået - okay, synes May. Hendes mor var knap så enig. May havde opdaget begge sine evner hvilket betød hendes værelse var en jungle efterhånden, planterne havde taget helt over. Hvilket hendes mor var en smule træt af, for med mange planter kom der også insekter. Ikke at det generede May. Men i sidste ende havde hun bukket under for sin mors pres og sagt ja til den tossede lejr. Den største grund til hun havde sagt ja, var nok for at lærer mere om sin far. Han havde ellers aldrig fyldt noget i hendes liv, før for et par år siden. Hendes mor havde løftet sløret  for hvorfor May havde de underlige evner, og det var ikke en forklaring hun havde regnet med.
Det at være en halvgud var ikke lige det man regnede med at få af vide, slet ikke fra sin mor!

Nu stod hun er dog... Hendes mor havde krammet hende farvel og ønsket hende held og lykke. Ikke at May rigtigt vidste hvordan hun skulle have det med den slags afsked. De ville vel se hinanden igen? May havde i hvert fald planer om at se sin mor igen, også selvom hun ikke kunne komme ind i lejren fordi hun kun var menneske.
May så lidt rundt, for foruden hende selv og hendes oppakning var der ikke rigtigt andet end et kæmpe træ og græs. Hun havde fået besked om at der ville komme en og hente hende, men det så ud til hun var alene for nu. May trak kort på skuldrene før hun væltede en af sine kufferter så hun kunne åbne den op. Hun roede lidt rundt før hun endelig fandt hvad hun ledte efter. Det var hendes ur. Hun så lidt på det og konkluderede at kl. var lidt over 10 kun. Dagen havde ellers allerede føltes så lang, men det var nok bare fordi hun skulle slæbe alle sine kufferter. De var ikke helt lette nemlig.
Hun lukkede kufferten igen og satte sig til rette oven på den imens hun så lidt op på det store træ igen. Det var meget imponerende, det måtte hun anerkende. Hun kunne godt lide planter, så at se et så stort træ var meget spændende.

Man kunne høre folk, men de lød til at være et stykke væk. Så May besluttede alligevel at det var smartest bare at vente på den person der skulle mødes med hende. Selvom hun kunne mærke hendes tålmodighed langsomt blive mindre. Hun prøvede dog at distrahere sig selv, for hun ville ikke give et dårligt førstehånds indtryk ved at være irriteret.

Som vejleder var det ikke usædvanligt for Annabeth at rende rundt og fuldføre diverse ærinder en stor del af tiden. Chiron bad hende ofte om alverdens ting, i kraft af hendes stilling og hendes evner. Hun blev ofte bedt om at træne nye halvguder eller generelt bare halvguder, som ikke var så stærke indenfor kamp. Dette var dog mere i kraft af hendes evner, som datter af gudinden for krigsførelse, end hendes ansvar som vejleder. Andre børn af Athene og såmænd også Ares blev også bedt om at assistere med træning af andre halvguder. Og så tilbød Annabeth også ofte sin hjælp med dette, selvom Chiron ikke havde bedt hende om det. Hun havde altid været hjælpsom og imødekommende, så det gav kun mening for hende at hjælpe, hvor hun kunne. Hendes lejlighedsvise 'job' som turguide, var dog mere grundet hendes vejleder-stilling. Men turguide passede jo også til hendes imødekommende og hjælpsomme person, så det gjorde hende nu ikke spor.

Og turguide var præcis, hvad hun skulle være nu. Hun var blevet stoppet på vejen til Halvblodsbakken af en halvgud med nogle spørgsmål. Og som vejleder, var dette et af hendes ansvar; at svare på halvguders eventuelle spørgsmål. Med sin ubegrænsede viden, var hun nok også et rimelig godt bud, hvis man havde nogle spørgsmål. Og hun havde jo ikke bare kunne affeje denne halvgud, der havde haft spørgsmål til hende. Så hun havde besvaret dem, så hurtigt som muligt, og havde så måtte undskylde sig selv med et løfte om en ordentlig samtale på et andet tidspunkt. Men denne halvgud havde dog forsinket hende. Ikke mere end et par minutter, men et par minutter alligevel. Og det lignede hende ellers ikke at komme for sent; selv ikke blot få minutter. Så hun bevægede sig op ad Halvblodsbakken, op mod Thalia Graces træ, med hastige skridt. Hun var iført cowboyshorts og en kort t-shirt med nogle sneakers, der let tillod hende at skynde sig mere end sædvanligt.

Som sædvanligt var vejret skønt i Halvblodslejren. Det virkede dog også til at være ganske solrigt udenfor lejren, så på denne dag gjorde det magiske skel nok ikke den stor forskel. Hun nåede op til det store træ, hvor hun øjeblikkeligt spottede en ung kvinde, som havde sat sig oven på sin kuffert. Annabeth nåede helt hen til hende og sendte hende et lidt undskyldende smil. "Hej! Undskyld forsinkelsen, jeg blev stoppet på vejen herhen." Der var næppe behov for yderligere forklaring. Hun var jo knap heller forsinket. Halvgudinden foran hende, så dog ud til at have ventet på hende i mere end et par minutter. Men Annabeth kunne selvfølgelig heller ikke kontrollere, at hun så nok var kommet for tidligt og dermed havde skulle vente lidt længere. Hun tilføjede hurtigt: "Og velkommen til Halvblodslejren!" Samtidig rakte hun sin hånd ned til halvgudinden, som dermed også ville kunne blive hjulpet på benene.

Da der endelig kom en person op af bakken mod May, begyndte May at smile. Hun havde nok ikke ventet så længe igen, men det havde føltes som lang tid for hende. Så ved synet af personen der skulle møde hende lyste hun op. May betragtede pigen en anelse først. Hun var ikke sikker på hvad hun havde forventet, men hendes mor havde fortalt at det var en lejr hvor man også lærte at kæmpe og den slags. Så synet af en helt normal pige var ikke helt hvad May havde forstilt sig, men så igen så var hun slet ikke sikker på hvad hun skulle forvente af lejren.

Da pigen var nået helt op til May, var det første May fik en undskyldning. May rystede bare på hovedet og smilte "Det gør ikke noget" sagde hun med en venlig tone.
May tog hurtigt imod den hjælpende hånd og kom let op og stå igen. Hun så lidt ned på kufferten hun havde siddet på, men den så ud til at have klaret opgaven, at være en stol helt fint. Hun så da igen på pigen og nikkede "Tak!". Hun Så lidt forbi pigen i den retning hun var kommet fra og så tilbage på sine tre kufferter. Hun havde godt gættet på de skulle slæbes længere end dette. Men hun glædede sig alligevel ikke. Hun åbnede munden lidt, før hun talte imens hun kort vurderede hvad hun skulle sige. "Skal vi langt for at komme til lejren?" spurgte hun og så på pigen. May håbede de kun skulle ned af bakken, men lige umiddelbart kunne hun ikke se hvor de skulle hen.

Hun vente rund så hun kunne rejse sin kuffert op, men imens hun gjorde det gik det op for hende at hun endnu ikke vidste hvad pigen hed. May vente sig om med det samme og så på pigen med et stort smil. "Hvad hedder du egentligt? Jeg hedder May!" Mays stemme var lys og lidt små kvidrende da hun talte. Hun var egentligt bare glad for at møde nye mennesker, og hendes tidligere utålmodighed var glemt og borte igen.

Det første Annabeth havde set, da hun nåede toppen af bakken, var en ung kvinde med et smil på læben. Da hun så havde undskyldt for den mindre forsinkelse, rystede den unge kvinde også blot på hovedet og smilte igen, mens hun venligt affejede undskyldningen med en forsikring om, at det ikke gjorde noget. Allerede dér havde Annabeth fået et positivt førstehåndsindtryk af hende. Og et positivt førstehåndsindtryk havde nu altså en hel del at sige. Det blev heller ikke mindre positivt, da halvgudinden tog imod hendes hånd for at komme op og stå. Nogle folk ville have sagt nej til den hjælpende hånd, hvilket også kunne sige meget om en person. Og Annabeth så det bestemt ikke som en negativ ting, at denne pige kunne finde ud af at tage imod en hjælpende hånd, når hun fik den tilbudt. Det ville også gøre Annabeths opgave en hel del nemmere, forventede hun.

Pigen kom op og stå og takkede hurtigt for hendes velkomst. Så kiggede denne lidt frem og tilbage mellem sine tre kufferter og retningen, hvor Annabeth var kommet fra. Retningen, hvor lejren befandt sig. Teknisk set befandt de sig allerede i Halvblodslejren, da de var på den rigtige side af Thalias træ og dermed indenfor den magiske grænse, som uhyrer og dødelige ikke kunne krydse. Annabeth smilede over hendes spørgsmål, der tydede på en utilfredshed over hendes oppakning. Hvilket Annabeth sådan set sagtens kunne følg hende i. Men som den gode turguide og hjælpsomme person, som hun var, havde hun jo enhver intention om at hjælpe hende med læsset. "Vi er sådan set allerede på lejrens grund, hvor vi er magisk beskyttede imod uhyrer og nysgerrige mennesker. Hovedbygningen er lige nede for bakken." Der var skam ikke langt til Hovedbygningen, når man først nåede ned for enden af bakken. Hun nævnte ikke det med at være på lejrens grund for at være smart, men blot for at forsikre pigen om, at hun var i sikkerhed, hvis hun skulle være i tvivl om dette på nogen måde.

Pigen fik rejst sin kuffert op, inden hun brat vendte sig mod Annabeth endnu en gang. Hendes ansigt blev lyst op af et stort smil, som smittede af på Annabeth ligeså. "Godt at møde dig, May! Jeg hedder Annabeth og er datter af Athene. Ved du, hvem din gudeforælder er?" Egentlig havde Annabeth ikke fået nogle informationer om pigen – May – på forhånd, hvilket var lidt mærkeligt. Blot at hun var en halvgudinde, som skulle være den nyeste lejrdeltager. Måske vidste May intet om de græske guder og gudinder. Måske vidste hun ikke engang hvem hendes far eller mor var, og det var også meget sandsynligt, at det ikke sagde hende spor, da Annabeth oplyste hende om sin mor. Hun kunne jo meget vel ikke have den fjerneste idé om, hvem Athene var. Men alt den slags skulle hun nok finde ud af med tiden, hvis hun ikke allerede vidste noget om den græske mytologi – som jo var livet i lejren, og ikke blot en fjern mytologi.

Da Annabeth forklarede at de allerede var inden for lejrens grund så May lidt rundt omkring sig, ud over at der var natur rundt om hende føltes stedet ikke anderledes. May overvejede kort Annabeths ord om uhyre, det var alligevel ikke noget man hørte hver dag. Det var ikke noget May havde fået af vide af sin mor, at der fandtes uhyre. Hun havde kun fået af vide at hendes far var guden Dionysos, og at det gjorde May til en halvgudinde og det var derfor hun kunne nogle ting andre almindelige mennesker ikke kunne.
"Uhyre? Hvorfor ikke, det burde vel ikke komme bag på mig..." mumlede hun lidt eftertænksomt imens hun så lidt bagud hvor hun var kommet fra. Hun så dog tilbage på Annabeth med et lidt nysgerrigt blik. "Så det er kun halvguder og gudinder der kan komme her hen?" spurgte hun og så afventende på Annabeth. Selvom hun stadig ikke var helt sikker på hvad det indebar at være en halvgud, så var det lidt betrykkende at vide hun ikke var den eneste. Selvom hun ikke helt havde taget sin mor seriøst da hun havde fortalt May om hvad hun var, så havde det været underligt efterfølgende når hun var sammen med sine venner der var almindelige mennesker. Det var som om May var blevet mere opmærksom på sig selv i forhold til dem.

Da Annabeth havde præsenteret sig sendte May hende et smil og nikkede indforstået. Hun kendte guderne ud fra deres navne, men ikke mere end det. Selvom hun aldrig havde været god i skolen, så kunne hun dog huske nogle ting, så som græske guder. Da May blev udspurgt om hvem hendes forældre var, bed hun sig kort i læben før hun svarede. Det var en underlig fornemmelse at skulle fortælle noget om sin far. "Øh, min far er Dionysos, mener jeg" man kunne godt høre at hun var lidt usikker, men der gik ikke længe før hun igen virkede glad. Hun var ikke vred på sin far, hun havde bare ikke taget stilling til ham endnu. "For at være helt ærlig, så ved jeg ikke så meget om græske guder" sagde hun med et lille smil. Hun kunne huske de store guder som man havde lært om, så som Zeus, Athene og Poseidon, men så var hun heller ikke klogere inden for det emne. Men hun havde en fornemmelse af at det ikke ville fortsætte sådan.

May så kort på sine kufferter, før hun tog fat i en af dem. "Skal vi gå?" spurgte hun med en hånd lavede en gestus ned mod bunden af bakken, hvor hovedbygningen var. "Jeg vil gerne af med de her, hvis jeg kan komme til det" forklarede hun og klappede den kuffert hun havde taget fat i. Den var pakket til sit maksimum, så den var tung, lige som de andre to. Men ud over at de var besværlige, så virkede May ikke som om det var så slemt med dem.

Den magiske barriere, der beskyttede Halvblodslejren, var ikke håndgribelig. Man kunne ikke se den og man kunne ikke mærke den fysisk, hvis man var halvgud. Dødelige og uhyrer kunne mærke den, når de stødte på den, fordi det føltes som at gå ind i en mur. Men halvguder passerede direkte igennem den. Guder og gudinder kunne også sagtens bryde igennem den og komme ind i lejren. Dionysos var lejrens direktør og han var en gud. Desuden var Hestia ikke bleg for at dukke op i essensen af lejrbålet, når fællesånden var stærkest. Men dette var alle nu ikke klare over.
Annabeth så på May og var glad for, at hun ikke virkede alt for rystet over eksistensen af uhyrer, som hun tydeligvis ikke havde haft nogle erfaringer med endnu. Så længe hun befandt sig inde for lejrens rammer, behøvede hun heldigvis heller ikke erfare dette helt endnu. Hun kommenterede ikke på hendes mumlen, men betragtede hende dog, da hun så tilbage på hende med et nysgerrigt blik.
Til hendes spørgsmål, smilte Annabeth venligt, inden hun besvarede dette. "Halvguder og -gudinder er primært de eneste, der har adgang til lejren. Guder og gudinder kan indtræde, men kun Dionysos er som regel at finde her, da han er lejr-direktør. Lejren har også andre magiske væsner, som er godartede. Desuden kan ondere skabninger lukkes ind i lejren til træningsøvelser, men det sker sjældent og kun i kontrollerede rammer." Hun ville nødigt skræmme denne nye lejrdeltager væk allerede, så hun kom ikke for meget ind på uhyrerne.

Annabeth nikkede, da May oplyste hende om sin gudeforælder. Dette betød, at hun ville være en af de få halvguder, som rent faktisk så en del til sin gudeforælder. Ikke, at dette havde den store betydning, når hendes forælder var Dionysos. Hr. D, som han blev kaldt i Halvblodslejren. Han var ikke ligefrem kendt for at være snakkesalig eller behagelig at være i nærheden af. "Så vil du møde ham inden alt for længe. Her i lejren er han kendt som Hr. D. Men guderne og gudinderne har ikke for vane at have nogen kontakt til deres børn, da de er travle. Han er desværre ikke den store undtagelse, selvom han befinder sig i lejren." Hun ville ikke knuse hendes drømme, men ville heller ikke give hende falske forhåbninger, så disse bare blev skudt ned senere. Da May nævnte sit begrænsede kendskab til de græske guder, smilte Annabeth lidt skævt. "Det skal du nok lære hurtigt." Andet var næsten umuligt, når man boede i Halvblodslejren.

Annabeth lo lidt, da May så ud til at være godt klar til at komme i gang. Hun kunne heller ikke bebrejde hende for at ville af med sine kufferter. De kunne altid stille dem i hovedbygningen, indtil de var færdige med rundturen. Derefter kunne hun få tid til sig selv, så hun kunne finde sig til rette i Dionysos-hytten. Selvom hendes halvsøskende selvfølgelig nok var til stede, hvilket ville give hende knap så meget alene-tid. Annabeth nikkede og tog fat i de to andre kufferter. "Lad os." Og så begyndte hun ellers med rolige skridt at bevæge sig ned ad bakken, med kufferterne foran sig, så de ikke endte med at ramle ind i hende bagfra, på vej ned.

May kunne ikke lade vær med at more sig en smule over tanken om en flok halvguder i en lejrer sammen. Det lød helt fjollet. Bare tanken om eksistensen af guder lød stadig fjollet for hende. Men ikke desto mindre stod hun nu i en lejrer fyldt med alverdens folk hun aldrig havde kunne forstille sig eksisterede.
Hun trak kort på skulderen da Annabeth nævnte at der blev lukket uhyre ind i lejeren fra tid til anden. "Skønt, her havde jeg håbet jeg ville slippe for at møde uhyrer..." lød det henkastet fra hende. Hun havde endnu ikke stødt ind i et uhyre så vidt hun vidste, men hun havde heller ikke den største lyst til at møde et for at være ærlig.

Da Annabeth fortalte at Mays far arbejde i lejren blev hun smule mut. Hun havde ikke gjort op med sig selv hvad hun tænkte om ham, for han havde aldrig været en del af hendes liv før nu... Hendes mor havde aldrig fortalt om ham, så May havde ikke haft den store interesse i ham. Selv som barn når andre børn spurgte hende hvad hendes far arbejde som, var hun ret ligeglad og havde blot svaret at hun ikke havde en far. Noget som de fleste andre børn havde svært ved at forstå.
Men nu skulle hun bo i den lejre han arbejde i... Og hun ville komme til at møde ham før eller siden. Hvad ville det overhovedet betyde for hende? Hun ville ikke bekymre Annabeth med sine skrubler, så hun smilede bare og nikkede som svar, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige eller gøre.

Hun smilede stort da Annabeth tog de to andre kufferter og begyndte at gå ned af bakken. Det gjorde Mays liv lidt nemmere, for så slap hun får at gå flere gange op og ned af bakken. May små hoppede lidt efter Annabeth for at indhente hende på vejen ned af bakken, imens hun kæmpede lidt med den tunge kuffert. Et par enkelte gange prøvede kufferten at binge May ud af balance, men heldigvis faldt hun ikke på noget tidspunkt.

Annabeth havde fuld forståelse for, at hele idéen om en anden, skjult verden var overvældende for langt de fleste. Hun var selv blevet indviet i denne verden af sin far i en tidlig alder, men hun huskede da udmærket forvirringen der fulgte med dette. Og hun var endda hurtigere til at følge med og miste forvirring end de fleste folk var - noget som uden tvivl var en sideeffekt af at være Athenes datter. Og selv før hun havde lært, at hun var datter af en græsk gudinde, havde hendes far sørget for at lære hende om græsk mytologi og læst diverse legender højt for hende noget så ofte. Dette havde nok også hjulpet med at mindske chokket, da hun lige pludselig var blevet en del af den selvsamme mytiske verden. Men ikke alle havde været så heldige; hvis man ellers kunne kalde det dét. Annabeth havde nydt sin barndom, men nogle ville måske mene, at den ikke havde været særlig optimal, fordi hun var blevet kastet ud i våbentræning osv., så snart hendes far havde fundet det passende. Personligt kunne hun dog ikke bebrejde ham for at give sin eneste datter nogle livsvigtige egenskaber med på vejen.

Da May kom med en henkastet bemærkning om at slippe for uhyrer, trak Annabeth på smilebåndet. "Jeg forsikrer dig om, at der ikke er nogen grund til bekymring, så længe du befinder dig i lejren. Det lyder helt sikkert overvældende, men vi er familie her og vi passer på hinanden." Selvfølgelig ville man altid støde på folk, som man kom mindre godt ud af det med, end andre - men sådan var det jo alle stedet. Desuden ville man næppe støde på mange halvguder og -gudinder i lejren, som ikke var villige til at risikere deres eget liv for en anden lejrdeltager, selvom denne ikke var en ven eller endda bekendt. Annabeth selv ville til hver en tid sætte livet på spil for de andre lejrdeltagere eller bare for dødelige, når hun var udenfor lejren. Men hun var selvfølgelig også datter af en krigsgudinde og havde nok tendens til at være en smule kæphøj.

Annabeth var særligt opmærksom og derfor bed hun også mærke i ændringen på Mays humør, da hendes far blev nævnt. Hun ville dog ikke trænge sig på og lod derfor være med at kommentere på det eller lade May vide, at hun havde bemærket dette.
Som de gik ned ad bakken, prøvede Annabeth at sørge for at holde sig nogenlunde i Mays tempo. Hun kunne sagtens se, at halvgudinden kæmpede med den store kuffert, som uden tvivl var ganske tung. Annabeth havde alligevel ikke travlt, da hun havde afsat resten af dagen til at hjælpe May med at finde sig til rette, så godt som hun nu engang kunne. Som de nærmede sig bunden af bakken, åbnede Annabeth atter munden. "Herfra kan du se volleyball-banerne, hvor lejrdeltagere ofte bruger solrige timer på at spille med villige modstandere. Hvis det nogensinde skulle være af interesse, er der helt sikkert plads til en ekstra holdspiller." Som hun sagde dette, pegede hun hen mod banerne, hvor man kunne se skikkelser hoppe omkring og skyde bolde over net. Det var ikke ligefrem Annabeths yndlingsforetagende, men det betød jo ikke, at det ikke kunne blive eller allerede var Mays.

Som Annabeth fortalte om lejren og familie så May roligt på hende. May havde aldrig følt sig udenfor da hun stadig havde levet i Boston med sin mor, men følelsen af familie med sine venner havde hun dog heller ikke oplevet, så dette lød spændende for hende. "Overvældende er ikke ordet" lød det kort fra hende inden hun sendte Annabeth et lille smil. Nyheden om at være en halvgudinde og skulle flytte til en lejrer fyldt med andre halvguder havde vendt hele hendes liv på hovedet... Så sent som i går havde hendes mor sat hende ned og fortalt at hun skulle ligge alkoholen og festerne på hylden, for det ville være farligt at blive ved med at opføre sig sådan. May havde været uenig.

Da bunden af bakken kom nærmere og Annabeth begyndte at fortælle om Vollyball så May opmærksomt hen mod vollyball banen da Annabeth pegede. May havde aldrig været sportstypen, men hun havde dog spillet et par vollykampe til strandfester om sommeren. Mays øjne hvilede lidt på det hoppende bevægelser hver gang nogle hoppede op efter bolden. "Jeg er langt fra god nok til at spille sammen med jer sikkert. I har jo kunne øve jer meget længere end mig!" lød det fra hende efterfulgt af et lille grin. Hun var dog ikke bleg for at prøve alligevel. Det så jo sjovt ud!
May hankede lidt op i den kuffert hun havde inden hun igen så hen på Annabeth. "Ved du hvor jeg skal bo?" spurgte hun kort imens hun sendte Annabeth et kækt smil. "Jeg fik afvide at i bor i hytter?" hun så lidt spørgende ud imens hun talte. Hun havde ellers selv boet i en lille lejlighed hele hendes liv, så tanken om en hytte var meget spøjs for hende. Ville der være elektricitet? Skulle hun dele værelse med folk? Der var en del spørgsmål der poppede frem jo tættere på lejeren de var kommet på deres gå tur ned af bakken.

Nej, overvældende dækkede næppe oplevelsen, når man lærte sin sande herkomst at kende. Og Annabeth valgte ikke at kommentere, men sendte blot et tilsvarende smil tilbage til May og rystede let på hovedet. Hun kunne sagtens sætte sig i hendes sko. Heldigvis var hun i sikkerhed nu, indenfor lejrens grænser, og hun kunne dermed tage sig alt den tid, hun behøvede, til at vænne sig til at det nye. Hendes liv ville utvivlsomt også komme til at ændre sig en hel del, men der var da trods alt stadig en del ting, som kunne forblive det samme. Ligesom ude i den 'virkelige' verden, havde Halvblodslejren lektioner, som lejrdeltagerne skulle deltage i. Godt nok bestod de af nogle betydeligt anderledes fag, men stadig. Der var også stadig sociale sammenkomster og tid til at være sammen med venner, når man havde lyst til dette. Man kunne endda få smuglet nogle ting ind i lejren, som ellers ikke var tilgængelige. Dette kunne f.eks. være alkohol, men som datter af Dionysos var dette måske overflødigt for May, eftersom hans børn ofte kunne skabe alkohol selv.

Annabeth lo lidt, da Mays eget grin smittede af på hende. "Ikke alle er lige øvede og lidt modstand skader vel heller ikke." Hun sendte hende et blink, med et drillende smil på læberne. Personligt var hun jo lidt for konkurrenceivrig. Hun var heller ikke altid den mest yndefulde taber, hvilket nok også var en af grundene til, at volleyball ikke var hendes yndlingsbeskæftigelse. Der var mange andre ting, som hun havde mestret i langt højere grad. Hendes idé af sjov var nemlig oftest ting, hun var dygtig til. Måske lidt sørgeligt, men ikke desto mindre sandt. Men hun var som regel blandt ligesindede, da det var en ganske almindelig tankegang blandt Athene-børnene.
Præcis, som de nåede bunden af bakken, kom May med et spørgsmål. Annabeth ville med glæde svare på alt, hvad hun kunne, så hun håbede at May ikke ville holde tilbage med sine spørgsmål. "Der er 20 hytter i alt: én hytte for hver af de større guder og gudinder, samt syv hytter fordelt mellem børn af underguderne og -gudinderne. Da Dionysos er en af de 12 olympiske guder, bor hans børn i en hytte sammen. Det vil også sige, at du skal dele hytte med alle dine halvsøskende. Du vil højst sandsynligt skulle dele værelse med en eller flere af dem, men de vil helst sikkert hjælpe dig med at få styr på værelsesituation." Som Athene-barn havde hun ikke noget med dette at gøre, så hun kunne ikke rigtig hjælpe May så meget mere på det punkt. Men hun sendte hende dog et smil, som forhåbentlig virkede forsikrende.