This is my place! - Felicia

Tid: 12:30
Sted: Hadeshytte, Gabriels værelse…
Vejr: Sne udenfor, dejlig varmt indenfor..
Omgivelser: Gabriel på sit værelse, møbler, og ting der flyder…
Beklædning: Shorts

Vejret udenfor var isende koldt, de fleste havde trukket noget ekstra på, men ikke Hades børn som kulden knap bed på. Det var søndag formiddag, efter Gabriels hoved endnu tidelig morgen og han lå derfor begravet i dyne og pude mens han sov dybt men tilsyneladende ikke dybt nok. Han vendte sig i sengen flere gange som solen brød ind i værelse og sukkede irriterede, en sagte banken på døren fik ham til at trække dynen op over hovedet men uden held, der blev bankede på igen. han sukkede ”Skrid!” hvæssede han, der var stille i noget tid inden der atter blev bankede på. han sukkede opgivende, kravlede ud af sengen og trak nogle shorts på for at skåne vedkommende for synet. Han gik dog først ud på badeværelset og vaskede ansigt, hænder, skyllede munden og vædede håret inden han tørrede ansigt og hænder i et håndklæde. Endnu engang blev der bankede på ”Jeg kommer for satan!” hvislede han gennem sammenbidte læber ”Det har bare at være vigtigt…” mumlede han det sidste for sig selv som han gid ud til døren og åbnede den.

Felicia havde hele dagen ligget i sin seng inde i Zeus hytten. Hendes samvittighed havde vokset sig større og skammen i hende blev ubærelig. Licha havde hun ikke set lige siden det der skete i skoven. Hun havde ikke fortalt det til nogen. Ikke at hun nogensinde fortalte noget til nogen. Men efter det der skete i skoven havde hun været rædselslagen for alle der var i lejren. De ville true hende. Og prøve på at få magten over hende. De ville gøre indtryk på hende hvorefter de blot ville forlade hende igen. Hun ville ikke tillade det. Hun havde taget en slidt og lidt hullet T-shirt på og nogle stramme og slidte lyseblå jeans. Hun havde ikke taget sko på men vandrede blot rundt i tykke uldsokker. Kulden mod hendes fodsåler var stikkende og prikkende. Men da hun endelig nåede Hades hytten kunne hun ikke lade vær med at banke meget hurtigt og hysterisk på døren. En halvgud åbnede døren og hun gav ham en lap papir hvorpå der stod at hun ville snakke med en Hades søn der var høj og stor som havde mørkt hår og lyseblå øjne. Halvguden havde blot budt hende indenfor og vist hende vej til en dør hun regnede med tilhørte den halvgud hun mødte i skoven. Hun bankede på og ventede. Men ingen åbnede. Hun bankede igen. Stadig ingen der åbnede. Endnu engang bankede hun på. Og døren gik op. Hun stirrede skræmt på halvguden der stod i døren og så så op. Ind i hans øjne. "Hej" var det eneste hun kunne få frem.

Det ene bryn skød i vejret ved synet af pigebarnet som tilsyneladende ikke kunne få trusler nok. Desuden, hun var datter af Zeus, hvad pokker foretog hun sig her?! Gabriel endte med at lægge armene over kors og læne sig op ad dørkammen uden at tage hensyn til sin manglende påklædning. "Hvad skylder jeg æren" sagde han lettere ligegyldigt med blikket der straks fandt hende og hvilede der indtil hun tog blikket til sig, eller han gjorde.

Felicia tog en dyb indånding og smilede så til ham. "Undskyld. Jeg er ked af det. Det var ikke min mening at skrige og råbe sådan. Jeg blev bare vred" hun sagde det med en rolig stemme men dog kunne man godt ænse den lille klang af frygt i hendes stemme. Hun var omringet af Hades børn. Børn der kunne slå ihjel. Børn der kunne få folk til at lide. Børn der kunne få folk til at frygte. Hun slog armene om sig selv da hun stadig frøs om både tærene og armene.

Folk der gik forbi så undrende på hende, hun stod trods alt og skælvede og så nervøs ud. Han hævede det ene bryn ved synet, betragtede hende dg afventende og rynkede brynene som hun begyndte at undskylde. Han fattede hat af hvad hun snakkede om, indtil det gik op for ham at hun undskyldte for hvad der var sket i skoven. Det var til at brække sig over, hvorfor fanden undskyldte hun når han havde været et svin? Hvad værre var at hun havde det dårligt over intet at have gjort, mens han selv ikke følte samvittighedskvaler overhoved selvom han havde været den af dem der havde opført sig skidt. Han endte med at sukke, træde til side så hun kunne komme ind på hans værelse. Da hun gik ind, lukkede han døren i, og gik hen til et skab hvor han trak nogle bukser op inden han vendte sig mod hende. "Du kom for at undskylde..?" sagde han spørgende, lod blikket glide hen over hende for at opdage at hun ikke havde sko på, atter skød hans bryn i vejret ved synet.

Felicia skyndte at træde ind i hans værelse da han flyttede sig til siden. Hun vidste godt at hun kom som en overraskelse men sådan var hun. Hun kunne dukke op de mest uventede steder. Men der var en historie bag dette. Selvom hun havde boet i lejren siden hun var helt lille så kendte hun den ikke rigtigt. Hun kunne havne alle mulige steder henne. Men hun kunne finde hjem og ud i skoven til sit specielle sted. Og så selvfølelig til spisestedet. Ellers kunne hun ikke få mad. Selvom hun altid fik sin værelseskammerat til at hente noget mad til hende. Hun bad altid om ekstra mad. Licha skulle jo også spise. Ingen fattede hvorfor Felicia stadig var så spinkel og tynd. Men det var fordi hun knap nok kunne spise. Felicia nikkede blot da han spurgte hende om noget. Hun så ned på sine fødder da han også så på dem og prøvede så at dække sine tær med fødderne så de kunne få bare en smule varme. Men svært blev det da hendes fodsåler nærmest var våde efter at havde trådt i sneen. Våde og kolde. Felicia vidste at hun næste dag ville ligge syg i sengen.

Han sukkede "Gud hvor er du dog dum.." mumlede han og så overvejende på hende som hun stod der og rystede som en lille nyfødt hvalp. "Læg dig i min seng" kommanderede han "Bare rolig jeg gøre dig intet" skyndte han sig at tilføje inden hun fik forkerte ideer, men han havde ligget der for ikke så lang tid siden og den var sikkert endnu lun, så kunne han altid lige finde en af sine halvsøstre der brugte samme størrelse sko som hun gjorde. Han betragtede hende afventende med armene over kors mod det faste muskuløse bryst.

Felicia så på ham som en sur lille pige på fem år. "Det kan du selv være..." mumlede hun surt. Bange anelser fik hun da så sandelig da han bad hende om at ligge sig i hans seng. Dog slappede hun mere af da han tilføjede at han intet ville gøre hende. Hun vendte sig om og gik mod sengen. Hun satte sig langsomt ned på den og hoppede stille i den for at mærke hvor behagelig den var. Hun lagde sig dog ikke ned. Det var trods alt første gang hun var hjemme hos ham og mærkeligt var det for hende bare at ligge sig i hans seng udenvidere.

Han bed tænderne sammen ved hendes svar og sukkede dog som han rystede på hovedet. Hvad havde han dog gang i? Han fulgte hende med blikket som hun kravlede op i sengen og trak dynen over sig. "Hvilke størrelse sko bruger du?" spurgte han surt og så afventende på hende. Det måtte han jo vide for at kunne skaffe hende den rigtige størrelse.

Felicia lagde sig endelig ned og hvilede sit hoved mod puden. Varmen fra dynen var dejlig og hun trak så sine våde sokker af under dynen inden hun så surt på ham igen. "Er du egentligt altid så muggen når folk kommer for at undskylde?" spurgte hun ham stædigt. Hun vidste dog ikke hvorfor hun gjorde det. At sige at det var en refleks ville blot være en dårlig undskyldning. "Størrelse 39" svarede hun ham og lukkede øjnene i. Hun havde ikke sovet meget natten inden da hun ikke kunne falde i søvn med al den skyldfølelse hun havde.

"Hvis ikke du skulle have opdaget det får jeg ikke tit besøg" svarede han kort for hovedet inden han nikkede og forlod værelset. Han gik på jagt efter den skostørrelse og fik overbevist en af halvsøstrene om at låne dem til en såkaldt veninde, denne så undrende på ham men trak på skuldrende hvorefter hun lånte ham et par. Nogle minutter senere var han tilbage på sit værelse og smed skoene ved sengen.

Felicia skulle til at svare ham men han forlod værelset. Da han kom tilbage åbnede hun øjnene og skyndte sig at tage skoene på. Hun kiggede rundt i værelset og smilede. "Der er ellers ikke så slemt herinde. Der er varmt og dejligt" hun så på ham og smilte til ham. "Har du nogensinde overvejet at bygge broer?" spurgte hun ham og kravlede under dynen igen. Sjovt at spørgsmålet kom fra hende. Ikke at hun selv havde bygget mange broer selv.

han svarede ikke til bemærkningen om værelsets temperatur men hævede brynet derimod ved det næste "Nej jeg er ikke just ingeniør.." svarede han og satte sig på en stol mens han betragtede hende forundret. Hvad snakkede hun dog om? Broer? Kulden må have givet hende hjernefrost eller lignende.

"Og manden siger at jeg er dum..." mumlede hun for sig selv. "Ikke rigtige broer paphoved. Sådan... At lukke folk ind?" tilføjede hun dog lidt højere. Hun smilte til ham og satte sig op i sengen. Hun kiggede endnu engang rundt i værelset men denne gang mere tilstedeværende. Det var et flot værelse. Stort. Mon han delte værelse med en af hans halvsøskende ligesom hun gjorde?

Han hævede det ene bryn blot mere "Hvorfor skulle jeg, ingen er værd at snakke med" svarede han køligt "Få nu varmen tilbage og smut med dig.. du vækkede mig rent faktisk og jeg vil gerne lægge mig til at sove igen" svarede han blot muggent. Hun spurgte for meget efter hans mening, og han gad virkelig ikke høre på al hendes snakken.

"Du snakker da med mig?" hun sagde det med en rolig og afslappet stemme. Hun kunne mærke hvor træt hun egentlig var og denne gang orkede hun ikke at råbe og skrige som sidste gang hun så ham. "Surt for dig" mumlede hun træt og lagde sig til rette i sengen. Hun var træt og hun havde ikke i sinde at flytte sig ud fra sengen. Og hun vidste godt hvilke metoder han ville bruge. Surt at de ikke bed på hende.

"Ja for nu... lige om lidt får du sparket" svarede han køligt. Ved hendes efterfølgende ord og måden hun nærmest tirrede ham på ved at lægge sig til rette fik ham til at måbe "Du kommer til at fortryde det der.." bemærkede han advarende. Ja en trussel, som dem han havde slyngede sidst, men denne gang ville det blive værst for hende selv.

"Det gør ondt at blive sparket. Det ved jeg alt om" svarede hun ham blot udmattet. Hun sukkede træt da endnu en trussel kom fra ham. Hun havde fortalt ham at hun var van til dem. Men denne gang kunne hun ikke se hans øjne så hun kunne ikke være sikker på hvor alvorligt han mente det. Men hun var ligeglad. Han havde budt hende indenfor og hun ville ikke gå igen før hun havde lært ham rigtigt at kende.

Han svarede ikke til det første, kastede et blik på uret og ventede tavst i de næste 6-7 minutter "Fået varmen? smut så med dig.." det var ikke så meget et spørgsmål som det var en ordre, og det var tydeligt i tone og blik at han mente det. Han betragtede hende dog tavst og afventende, havde ingen planer om at sidde og hyggesnakke med en af Zeus' unger, desuden ville han faktisk gerne sove videre.

Felicia var ligeglad med om han var tavs eller ej. Hun ville ikke flytte sig. Det ville hun ikke. Hun lå godt. Der var så dejlig varmt. "Felicia" sagde hun. Man kunne tydeligt høre på hende at hun ville skifte emne. Men han vidste stadig ikke hvad hun hed. Og hun vidste ikke hvad han hed. Han var jo ikke så slem lige nu. Så måske havde hun en chance for at snakke med ham og lære ham at kende.

Hun ignorerede bevidst hans ord, ved hendes eget enkelte ord hævede han brynet. Fnyste let og rejste sig hvorpå han gik hen til døren som han lukkede i hvorpå han gik hen til sengen, bøjede sig ned og trak dynen let fra hende inden han uden et ord lagde sig ved siden af hende. Sengen var ikke så stor, så de lå tæt. Han vendte ryggen til hende og trak dynen over sig "Lad mig sove kvinde" mumlede han. Sparke ham ud af sengen kunne hun næppe, desuden var det hans eneste ide til at få hende til at smutte uden direkte at sparke hende ud. Nok havde hun præsenteret sig, men han havde ikke planer om at gøre det samme.

Felicia krøllede sig lidt sammen da han trak dynen af hende. Ikke at det blev koldt bare mindre varmt. Hun gjorde intet da han lagde sig ned ved siden af hende. Hun stirrede blot ind i hans nakke uden at sige noget inden hun tog fat i dynen og kravlede ind under den. "Godnat" sagde hun og vendte også ryggen til ham. Hun lukkede dog ikke øjnene i. Akavet syntes hun ikke det var. Hun syntes mere at det var sært. Hun sov jo sammen men en halvgud hun ikke engang kendte navnet på. Så hun gættede sig frem. "Starter dit navn med M?" spørgsmålet kom uventet og hun overvejede om hun skulle havde sagt S istedet for M.

Gabriels krop var varmere end andres, og den varme ville hun sandsynligvis kunne mærke. Han havde trods alt ikke noget på overkroppen, og venligt af ham at lade bukserne blive på. Tatoveringen over hans bryst var naturligvis også fuldt synlig, og det samme med den på ryggen. Han sukkede lydløst og lod øjnene glide i. Hun brød tavsheden igen efter nogle sekunder med et dumt spørgsmål og han var ved at flippe ud på hende igen inden han tog sig i det. "Gabriel" svarede han, hvis hun ville gætte sig til hele hans navn ville han aldrig falde i søvn.

Felicia fnisede lidt. "Lige som englen!" sagde hun og satte sig op i sengen. "Hej Gabriel" sagde hun uden at se på ham og hun sagde det uden følelse. Hun smilte ikke og man kunne ikke læse hendes øjne. Hun drejede hoved og så på ham. "Hvad er din hemmelighed så?" spurgte hun ham og smilte så. Hun vidste at alle havde hemmeligheder. Enten var den meget lille eller også meget stor. Men hendes var stor. Hendes var meget stor. Nogle halvguder kendte den. Andre gjorde ikke. Men hun ville gerne fortælle ham den. Selvom han sikkert ikke ville høre den.

Han hørte hende fnise og svarede fik ham til at brumme utilfreds noget utydeligt mens han forsøgte virkelig at sove. Jo tak han vidste han var opkaldt efter ærkeenglen Gabriel, det behøvede hun ikke understrege, og det var netop det der var ironisk ved det hele. Han vendte sig ikke mod hende selvom han fornemmede hun satte sig op. Han vendte sig ikke mod hende, og heller ikke da hun spurgte indtil hans hemmelighed "Hold dog kæft kvinde!" hvislede han lettere irriteret.