Changed ~ Felicia ~

Tid: 12.30
Sted: Jordbærmarkerne
Omgivelser: Hun kan ikke se andre end hende selv, men det hænger jo nok sammen med at hun er blind
Vejr: Det er lidt overskyet, varmt
Påklædning: hhttp:://data.whicdn.com/images/31819309/tumblr_m6jxnwXYWq1rzh5y6o1_500_large.png -tasken (Fjern det første 'h' og det sidste ':'), sorte solbriller og sorte ballerinaer

Jordbærmarkerne, så frodige, så fulde af jordbær. Så indbydende og fristende, for dem der kunne se dem. I dette tilfælde fandt den 18-årige Apollon-datter Amelia, hverken jordbærmarkerne indbydende eller fristende. Faktisk fandt hun dem kedelige, ligesom alt andet her i lejren. Med undtagelse af musikken. Man troede nok at hun også brugte meget tid sammen med de bevingede heste, men nej, det gjorde alt for ondt. Hun følte det som en torn i hjertet, bare hun snakkede om dem. Hun var ikke decideret bange for dem, mere bange for hvad prisen ville være næste gang noget gik galt. Højst sandsynligt hendes liv, da det jo var flyvende heste.
Hun lagde armene om sig selv og prøvede at holde tårerne inde. Tænk, at hun havde mistet nærmest hele sit liv i bare ti minutter. Nej, mindre. Fem minutter gik og så var hendes liv ødelagt.
Hun prøvede at holde minderne væk fra hendes tankegang og begyndte at gå længere ned igennem rækkerne af de grønne planter, små og store røde bær. Nu ville hun tænke på hvilken idiot hendes far var og prøve at holde minderne væk på den måde. Det lykkedes ikke særlig godt. Nu hvor hendes øjne sikkert var blanke, var hun seriøst glad for at hun havde solbriller på.

Felicia sad ude på jordbærmarkerne men lagde ikke rigtig mærke til nogen. Hun stirrede på et stort og flot jordbær men turde ikke at plukke det og spise det da hun var bange for at nogen så hende og ville sladre til Nymferne. Eller hvad nu hvis Nymferne selv så det? Det ville være meget værre. Hvis der var nogle der sladrede om hende ville hun sikkert kunne bortforklare det men hvis de selv fangede hende var hun færdig. Men Felicia kunne ikke klare at blive skældt ud. Hvis folk bare hævede stemmen en lille smule kunne hun begynde at græde. Også selvom det måske ikke er på grund af hende at de hæver stemmen. Felicia var en meget følsom og sart pige der isolerede sig i sin egen verden. Men inde i den verden var hun ikke alene. Hun havde Licha.
Felicia rørte stille og roligt ved jordbæret men tog hurtigt sin hånd til sig igen da der var en der snakkede til hende. "Ah ah aaaaah... Ikke pille Lica." sagde en stemme og grinede snobbet af hende. Det var Licha.
Felicia kiggede skamfuldt ned. "Gå din vej Licha..." sagde hun men der var ikke et eneste tegn på styrke da hun sagde det. Kun en masse ydmygehed men ikke fordi at hun var bange for Licha. Men fordi hun var som hun var.

Vinden legede med hendes, lange, bølgede, lysebrune hår. Det flagrede om hendes hoved, og lignede mest af alt en kæmpe manke på afstand. Hun kunne mærke håret mod hendes ansigt, det lå uden tvivl over hendes øjne, men eftersom hun var blind, kunne hun ikke rigtig se noget alligevel, så det irriterede hende egentlig ikke.
Hun standsede efter at have taget et skridt, samlede benene og lukkede øjnene. Lyttede. Lyttede til vinden, til stemmerne fra de andre halvguder, uden hun opfattede hvad de sagde. Bare lytte til de lyde, der var her, var noget hun ikke kunne da hun havde synet. Det var som om blindheden havde dæmpet hendes ADHD, eller Damp som det også hed. Hun var egentlig temmelig ligeglad med at hun var ordblind, for nu var hun helt blind. Før havde det irriteret hende grænseløst, men nu var det bare endnu en ting der var galt med hende. Endnu en antiegenskab, kunne man vel kalde det, hun aldrig fik brugt.
Det var helt vildt så meget blindheden havde taget fra hende, hun havde næsten intet af sit gamle liv tilbage. Ridningen, synet, vennerne, kæresten, glæden ved livet... Alt det var taget fra hende og istedet havde hun fået en far hun aldrig ville kunne acceptere, en masse halvsøskende hun nok aldrig ville lære at kende, en masse familiemedlemmer hun aldrig ville komme til at se og ikke mindst, et nyt hjem, så langt væk fra hendes rigtige hjem.
En tåre gled ned af hendes kind, udenom solbrillernes ene, sorte glas og videre ned af kinden. Hun orkede ikke at tørre den væk.

Felicia stirrede på Licha med et trist blik. Hvorfor skulle hun også altid være så irriterende ond? Hun var slet ikke sådan da de var mindre. Hun var sød og rar. Hun ville altid lege med alle og var altid den første til at spørge om man var okay hvis der var sket en noget. Om det så var en lille skræmme eller et brækket legeme så hjalp hun altid. Den Licha kunne hun godt lide. Men denne Licha var bare forfærdelig. Hun var led og ond. Hun var så selvoptaget og ligeglad med alt og alle. Hun spyttede på hvad folk sagde til hende selvom det kun var Felicia der snakkede til hende. Hun havde altid flot og smart tøj på og hendes lange platinblonde hår var altid flot glattet. Det var så mærkeligt at se på. Licha havde altid haft glattet platinblond hår men hun gik ikke så meget op i det. Hun elskede at lege med sand og proppede det altid i håret og hvis de legede ude på stranden hoppede hun i vandet og gjorde sit hår helt vådt. Men nu var hun så forsigtig med det. Hun kastede altid rundt med det som en rigtig snob hvilket Felicia ikke forstod. Hvorfor var hun blevet sådan? Hvorfor havde Felicia ikke gjort noget? Hvorfor valgte hun at stå og se på mens Licha blev en... Bitch? Hun skulle havde gjort noget!
Licha drejede pludselig hovedet og Felicia fulgte hendes blik. Lidt væk derfra stod der en pige med solbriller på. Licha lo ondt og kiggede så på Felicia. "Gå hen til hende. Du er vel ikke en kylling?" sagde hun ondt. Felicia så ned og nev sin arm som hun altid gjorde når hun var nervøs eller bange. "Jeg tør ikke..." sagde hun ked af det. Licha så koldt ned på hende. "Du er så ynkelig Lica...!" sagde hun hårdt og forsvandt. Felicia kiggede op og var både lettet men også bange over at Licha var væk. Nu var hun jo alene med pigen. Godt nok stod hun et par meter væk men stadig. Hun var der jo.

Gud, hvor hun savnede Ice Cube, hvor hun savnede Stratford, hvor hun savnede lyset, hvor hun savnede solen. Hun prøvede at vænne sig til det evige mørke, men det umuligt. Det ville have været lettere hvis hun var født blind, men når hun i 16 år havde kunnet se, var det at miste synet noget hun aldrig ville vænne sig til. Hun vidste godt, at hun havde hendes evne der tillod hende at se, på en underlig måde. Men alt var uldet og sløret, hun kunne kun lige se hvad der var omkring hende. Og det kaldte hun ikke at kunne se. Og denne evne, kom også kun når den selv ville. Temmelig nedern for hende.
Hun havde stadig lukkede øjne, vinden fik hende til at svaje lidt frem og tilbage, måske var det også hendes manglende balanceevne, der tog noget af skylden for hendes svajeri.
Men hun elskede at stå med lukkede øjne og lytte. Man lyttede meget bedre når man havde lukkede øjne, ihvertfald når man ikke var blind. Når man var blind, havde det den samme effekt om man havde åbne eller lukkede øjne. Amelia fandt det bare mere beroligende at have lukkede øjne, og hun lyttede meget bedre med lukkede øjne.
Ved lyden af en stemme, der talte... til sig selv, lød det som om, åbnede hun øjnene. Hun så sig omkring, skønt hun udmærket godt vidste at hun ikke kunne se noget. Stemmen stoppede med at snakke og Amelia havde på fornemmelsen at personen kiggede på hende.

Felicia prøvede at lade vær med at se på pigen. Men hun havde nu allerede lagt mærke til pigens solbriller. Hvorfor havde hun dog solbriller på? Der var jo ikke engang sol. Hun rejste sig stille og roligt men ikke for at gå hen til pigen og snakke med hende. På en måde omvendt. Hun ville flygte fra pigen. Hun ville ikke snakke og hun gad virkelig ikke at havde at Licha dukkede op igen og kaldte hende kylling eller andre ting der gjorde hende ked af det. Hun havde altid fundet sig i det og havde aldrig sagt fra eller noget. Hun sad eller stod bare og lyttede mens hun blev kaldt en masse ting. Licha var også en af grundene til at Felicia ikke snakkede eller socialiserede sig med andre. Hun var bange for hvad de ville sige om hende. Hun havde lyst til bare at græde. Hun var så bange. Hun kunne ikke lide at være sammen med folk. Især ikke folk hun ikke kendte. Det var så skræmmende. Hun var altid så bange for at folk måske ikke kunne lide hende for den hun var. Eller at de måske syntes at hun var en særling fordi hun snakkede til luften. Men det var jo ikke luft hun snakkede til! Det var Licha! Det var altid Licha! Men ingen gad tro hende. hun forklarede dem flere gange hvordan Licha så ud og hvordan hun var men alle troede bare at hun var skør. At hun fejlede noget. Godt nok havde hun ADHD og var ordblind men det var sandt hvad hun sagde. Licha var der. Hun var der hele tiden. Mange gange når Felicia græd var det på grund af Licha. Hun var altid så led og fortalte kun Felicia hvor ynkelig og dum hun var. Det var en ren pine at tænke på hvad folk ville sige om hende og derfor græd hun. Hun græd tit. Flere gange om ugen. Hun havde meget få venner og de prøvede alle så godt de kunne at gøre hende mindre genert. Men stadig var der ingen af dem der troede at Licha fandtes. Ingen.

Hun var parat til at tilgive sin far, hvis hun bare fik synet tilbage. Tilgive ham for aldrig at være en del af hendes liv, svigte hende når hun havde mest brug for ham, vedkende sig hende efter 18 år. Hun var endda klar til at slutte fred med Veronica, hvis hun bare kunne få lov til at se endnu en solstråle. Bare en.
Hun sukkede og førte øjnene ned af. Verden var ond, den var uretfærdig og i sidste ende var de eneste der overlevede, dem der brugte snyd og dræbte. I sidste ende, var det kun de stærkeste der vandt. Hele livet var et spil, og den eneste måde at vinde det på var enten at snyde eller lade være med at spille. Fødslen var start, lykken var noget man fik tildelt en gang imellem, selvmord var snyd og døden var målet. Reglerne var simple: Kæmp, overlev og vind..
Hun havde ingen intentioner om at snyde, for selvom hun ikke kunne se noget, var der vil ingen grund til at dø? Selvmord var aldrig løsningen, på noget.
Hun kæmpede en indre kamp for at få fat i hendes øjne, så hun i det mindste kunne se hvor personen var henne. Hun sukkede, da det mislykkedes.
Hun følte pludselig en trang til at fjerne solbrillerne, men lod være. Det ville være dumt, så ville hun skræmme personen allerede inden hun fik sagt 'hej'. Egentlig forstod hun ikke hvorfor hendes far havde vedkendt sig hende, hvad var der at være stolt over ved Amelia? Hun var blind, og hadede hendes far. Det var ikke ligefrem de fleste fædre var stolte af. Ingen hun havde hørt eller mødt havde præsenteret deres datter som:'Hej Ben, det her er min datter Amelia, der er blind og hader mig. Jeg er så stolt af hende.'. Nej, det var ikke noget man hørte tit, hvis man da nogensinde hørte det.
Hun flyttede usikkert på sin fod, hun ville ikke være den der åbnede munden først. Det ville nemlig være ekstremt pinligt, hvis hun talte i den ene retning og personen stod i den modsatte.

Felicia satte sig stille ned igen. Hun vidste ikke rigtig hvorfor. Måske så hun var hun for doven til at løbe hele vejen hen til Zeus' hytte? Eller var det fordi at hun faktisk havde lydt til at snakke med den fremmede pige? Måske ville hun endda fortælle hende om Licha? Felicia havde opgivet for meget længe siden nu at snakke eller fortælle om Licha til nogen. Ingen ville tro hende alligvel så hvorfor skulle hun bruge tid og kræfter og ikke mindst sine tårer på at forklare folk at Licha fandtes når det ikke engang gad at tro hende og istedet antog hende som en ren særling? Hun så ingen grund eller mening i det. Hun kiggede hen på pigen igen. Hun studerede hende denne gang meget nøje. Hun gjorde det i flere minutter inden hun fik en idé om hvem det var. Det var hendes veninde Amelia eller som hun selv ville kalde hende: Melli. Melli var en smule ny i lejren og Felicia vidste godt at hun var blind. Det gav også mere mening nu at hun havde solbriller på. På grund af at Melli var blind var Felicia ikke så bange for at være sammen med hende. Hun kunne nemlig ikke dømme hende på hendes udseende da hun ikke kunne se det. Men Felicia havde aldrig fortalt hende om Licha. Hun ville ikke. Godt nok var Melli meget sød og rar og forstod Felicia godt men hvad nu hvis hun også ville grine af hende? Hun ville ikke kunne bære det. Melli var en af Felicia's få venner og hun ville ikke miste en ven. Hun kunne godt lide at vise Melli rundt på lejren og forklare hende hvordan tingene i lejren så ud. Melli havde også forklaret hvordan hun blev blind til Felicia. Hun blev meget ked af det på Melli's vegne og ville gøre alt for at hjælpe hende med at få synet tilbage. Men hvad var chancen for at det kunne ske?
Felicia gik hen til pigen som hun håbede var Melli.
"Hej Melli." sagde hun en smule glad mens også lidt nervøst. Hun håbede det var Melli. Ellers ville hun løbe skrigende væk.

Hun sparkede til noget, sandsynligvis en sten. Hun sukkede, hvorfor var det at hun lige skulle komme ud for den ulykke? Hvad havde hun gjort? Hun havde hverken købt sine venner eller kæreste, som Veronica havde, men alligevel var det Amelia der kom ud for ulykken.
Hun rystede på hovedet, det var så uretfærdigt. Men som tidligere sagt, var livet et spil. Og i spil, er der ingen genveje, ingen nåde, ingen kære mor. I spil, er det alvor. I spil er alt uretfærdigt. Hun sukkede, nogle gange var hendes tankegang altså underlig. Uden at tænke nærmere over det tog hun solbrillerne af. Det var latterligt at have dem på, når ikke en eneste levende sjæl ville snakke med hende. Eller hvis nogen ville det, viste de det ikke særlig godt. Eller jo, det gjorde de sikkert, hun kunne jo bare ikke se det. Det var den store ulempe ved at være blind, sammen med at der var mange der blev skræmt af de hvide og døde øjne.
Hun foldede brillerne sammen og vendte sig endnu en gang mod lyden af en stemme, denne gang tæt på og denne gang var det tydeligt at det var en pige. Stemmen af en pige hun havde mødt før, hun kunne ihvertfald genkende stemmen. Det var så en af fordelene ved at være blind, nu hvor synssansen ikke virkede, blev alle de andre sanser skærpet. Herunder også høresansen.
Hun rynkede kort øjenbrynene da hun opfattede hvad pigen, eller en dreng med en meget lys stemme, sagde. Melli. Hej Melli. Melli... Der var kun en, der kendte hendes kælenavn.
"Hej Felly,", sagde hun og hendes mundviger blev nærmest tvunget op i et smil. Hun kunne ikke lade være, selvom hun inderst inde egentlig ikke havde lyst til at smile. Hun var for dybt begravet i minderne om styrtet, livet før det og hendes far. Emner, der bare ikke hørte smil til.

Felicia blev virkelig glad da Melli kunne genkende hendes stemme. Hun havde mest af alt bare lyst til at styrte helt hen til hende og give hende det største knus nogensinde og bare hvile sin pande på hendes skulder og græde. Græde virkelig meget. Hun ville bare ud med det. Hendes tårer. Hendes sørgelige liv. Hun ville ønske at hun kunne fortælle Melli om Licha. Fortælle hende hvor led Licha var. Hvor meget hun bare havde lyst til at komme af med Licha. Hvor meget hun savnede den gamle Licha. Den der ikke var snobbet. Den der altid var sød og rar. Den der var sjov at lege med og dejlig at snakke med. Den der engang var hendes bedste veninde. Men hun kunne ikke. Hun ville sikkert ikke tro hende? Men hvem ville også lige tro en pige som var bange for alt og alle? Hvem ville tro en der var datter af hovedguden Zeus?
Da hun tænkte på sin far fik hun mere og mere lyst til bare at græde. Hendes far. Hvordan kunne det være at han skulle ende med at være den der fik den titel i hendes liv? Hvorfor? Han var der jo aldrig for hende. Hun havde aldrig mødt ham. han viste sig aldrig for hende. Hun så ham kun på billeder og hun var heller ikke engang sikker på at de mænd på billederne faktisk var hendes far. Hun havde jo aldrig mødt ham så hvordan skulle hun dog vide hvordan han så ud? Alle de billeder hun havde set havde hun revet over i flere stykker. Hun ville ikke se på dem. De var forfærdelige allesammen. Zeus var ikke hendes far. Det kunne han bare ikke være! En far er en der støtter op om en og elsker en! Men Felicia's far havde ikke engang tid eller lysten til at se til hende. Bare én gang.
"Hvad laver du dog herude Melli?" spurgte hun venligt selvom hun havde fået nogle tårer i øjnene. Hun tørrede dem ikke væk da Melli ikke kunne se dem alligevel. Hvor trist det så var. Melli ville aldrig kunne se hvor sørgeligt hendes liv var. Hvor mange tårer hun græd hver dag. Hun ville aldrig kunne se Felicias sande jeg.

Hvad ville hun ikke give for at få synet tilbage, så hun kunne se Felicia, se hendes halvsøskende, se solen en gang til, se lejren der nu var hendes hjem. Men ligemeget hvor meget hun ønskede det, så var det og blev det kun en drøm. En stupid og naiv drøm, der aldrig ville blive til noget.
Hun sukkede frustreret og bed sig i underlæben, mens hun forbandede alle de guder der kunne have noget at gøre med hendes uheld. Fordi de ikke gjorde noget ved det og fordi.. ja, bare fordi. Hun havde virkelig en stor lyst til bare at slå sig selv i panden, det her var simpelthen for dumt.
Hun mumlede et eller andet uforståeligt og kiggede så ned i jorden, hun vidste godt af Felicia var hendes veninde og ikke tog sig af hendes ubevægelige og døde øjne, men Amelia var stadig ikke så glad for at vise andre hendes øjne. De var så... døde og ubevægelige, ja det var præcis hvad de var. Døde og ubevægelige, sådan som øjne slet ikke skulle være. Absolut, og dog var hendes øjne det.
Hun løftede blikket og stirrede på det sted, hun formodede Felicia var. Hun kunne ikke bestemme det præcist.
"Jeg... havde lyst til at gå en tur og så endte jeg her," hun trak på skuldrene, det var ikke nogen specielt spændende historie,"Hvad med dig?"

Felicia tog stille og roligt fat om Amelia's hånd. Hun vidste ikke hvorfor. Hun gjorde det helt uden at tænke. Hun følte bare at de begge havde brug for én der ville holde dem i hånden. Felicia havde virkelig ondt af Amelia. Hun fik helt dårlig samvittighed over at hun ikke havde fortalt Amelia om Licha. Hende der var skyld i alle de sår og rifter og endda blå mærker som Felicia ejede.
Amelia havde faktisk givet et godt indtryk på Felicia. Hun var faktisk lidt af en inspiration for Felicia. Hun havde fået Felicia til at værdsætte at hun selv stadig kunne se. Felicia forstod kun hvor meget hun faktisk burde værdsætte at hun kunne se når hun var sammen med Amelia. Det var nok derfor hun tog fat i Amelia's hånd. Fordi Amelia var sådan en fantastisk pige.
Men hun var også virkelig vred. Der var så meget der kunne have forhindret hende i at miste synes. Amelia havde allerede fortalt hende hvordan hun blev blind og Felicia begyndte faktisk at græde. Det var kun et held at Amelia ikke kunne se det. Hun hulkede ikke men tårene trillede uafbrudt ned ad hendes kinder da hun fortalte om den stigbøjle der ramte hendes øjne. "Nå. Det var da meget flot at du kunne finde herud på egen hånd." sagde hun opmuntrende til hende. "Du ved da godt hvor du er ikke?" tilføjede hun hurtigt med en lidt bekymret tone. "Mig. Tjha... Jeg... Ville... Spise nogle jordbær." sagde hun hurtigt og plukkede et jordbær og spiste det hurtigt. Det var et virkelig surt jordbær og Felicia begyndte at lave en masse grimasser. Hvor var hun dog glad for at Amelia ikke kunne se dem. Det ville have været så pinligt. "Vil du have jeg skal plukke et til dig?" spurgte hun venligt og sødt.