Damn it! ~ Felicia

Tid: 12.34
Sted: Hospitalsfløjden
Omgivelser: Sårede halvguder, som ham selv, og nymfer, der går rundt og plejer de sårede
Vejr: Det er lidt overskyet, med en let efterårsvind

Denne dags træning var blevet dedikeret til kondition og løb på de verse forhindringsbaner. Noget der normalt ville være sjovt og underholdende, en måde hvorpå man kunne vide hvad man kunne uden at skulle gøre andre skade. Men det var åbenbart holdninger der ikke ligefrem var delt af alle, og det havde resulteret i Aeros 'lille' visit i hospitalsfløjen. Han lå blot i sengen, i en dyb søvn med et tæppe trykket op til hans brystkasse. Ved et hurtigt gisp vågnede han op, og på blot et par sekunder var hjertet begyndt at banke hurtigt... tydeligvis som et resultat af hans ADHD og stresset. Aero så sig omkring med vidtåbne øjne , og begyndte at smide det ene ben ud over sengekanten, som om han skulle til at flygte derfra. Han var tydeligvis disorienteret og i en lettere form for chok. Da han skulle til at hive tæppet af sig med hans ene hånd, begyndte det at gøre ondt så snart han bevægede den. Han kiggede ned og med stor gru fik han øje på en arm bakket godt ind i gips der hang i en slynge om skuldren. Langsomt begyndte han at hyperventilere, og med et begyndte smerten at falde over ham. Idet han skulle til at hoppe ned af sengen og løbe skrigende væk, blev der taget fat i ham, og en beroligende stemme var en dame lød i hans ører imens han lagde sig ned igen. Med hovedet på den bløde pude kunne han dog ikke ignorere smerten, og knep sine øjne sammen. med hans anden hånd tog han sig til hovedet, men der var også bandager der. Hvordan var det dog sket? Og hvorfor kunne han ikke huske det?

Tøjet ^^

Felicia kom gående hen mod hospitalsfløjden iført sin yndlings skjorte og et par jeans som hun havde valgt helt tilfældigt fra hende klædeskab. Hun havde ikke rigtigt haft noget at foretage sig den dag så hun besluttede sig for at tage et smut forbi hospitalsfløjden for at hjælpe lidt til. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor. Hun plejede aldrig at gå hen til et sted en med en masse halvguder og halvgudinder. Det lignede slet ikke hende. Felicia kunne mærke en tilstedeværelse ved siden af hende. Hun kiggede sig hurtigt og skræmt over skulderen for at se om der var en der fulgte efter hende. Da hun ikke kunne få øje på nogen der ligefrem gik efter hende kiggede hun frem igen. Men da hun gjorde det hørte hun en velkendt stemme. "Nå Licia. Er du endelig holdt op med at lege kylling?". Stemmen var hånlig. Den kom fra en pige. Felicia kiggede til siden da hun blev mødt af en meget pæn piges hånlige smil. Pigen hed Licha. "Jeg synes bare at det kunne være... Jeg ville... Jeg tænkte nymferne havde brug for hjælp...." svarede hun forlegent og svagt. "Du har altid været ynkelig. Altid." sagde Licha med en ond stemme. Felicia kiggede ned og trådte så ind i hospitalsfløjden. En af nymferne bemærkede hende med det samme og kom så hen til hende. Felicia forklarede hvorfor hun var kommet med en lav og svag stemme. Som om hun var bange.Hun kunne høre et hånligt fnys fra hendes venstre side. Nymfen tog imod Felicia hjælp og viste hende hen mod en dreng der lå på en seng. En dreng med lyst hår og blå øjne. Hun kiggede ned men gik alligevel hen mod drengen. Nymfen forklarede hende hvad der var sket med ham da de stod foran hans seng. Felicia nikkede en smule og så så efter nymfen da hun gik igen. Felicia sagde ikke noget. Hun kiggede ikke engang på drengen.

Der var udmærket ro der hvor han lå, så lyden der fyldte hans øre var hans egen hjertebanken. Hans hår stod lidt ud til alle sider. Dette var første gang han var i hospitalsfløjen, for sjovt nok var han aldrig kommet sådan til skade før i hans liv. Han var begyndt at forstå hvad der var sket, og stadig med de sammenknebne øjne lå hans udstrakt på den bløde seng. Hans arm var brækket, hans ene øjenbryn havde fået en flænge, og hans ene ankel var gået af led. Derfor måtte han blive i sengen indtil han i det mindste kunne gå, og så kunne han komme udenfor, og blive til spot for alle de andre. Lidt forsigtigt åbnede han sit ene øje, og kiggede så ned af sig selv. Gipsen både om hans arm og om hans fod, var ikke til at gå glip af, hvilket fik ham til at spærre det ene øje helt op, for til sidst at lukke det igen. Det var en underlig følelse, at have brækket en knogle, og i hvert fald ikke en følelse Aero brød sig synderligt meget om. Ved siden af hans seng lå det udstyr han havde haft på under træningen, som åbenbart ikke hjalp imod hvad der var sket for ham... hvilket han stadig ikke kunne huske.
Ved lyden af det knirkende trægulv tæt på ham, så han til sin ene side og fik øje på en pige. Eller en teenager, ung kvinde, whatever. Det var ihvertfald et hunkønsvæsen, eller pænere sagt, en halvgudinde. Halvgudinde lød faktisk meget pænere, og magtfuldt, end halvgud ifølge Aero. Snyd. Nå ja, pigerne skulle vel også have et par glæder i livet.
Halvgudinden sagde ikke noget, kiggede bare på ham og Aero fulgte hendes eksempel. Sagde ikke noget, kiggede bare på hende.
Bag hende kunne han se en nymfe holde diskret øje med dem, ikke at det irriterede Aero synderligt eller berørte ham. han undrede sig blot. Undrede sig over hvorfor pigen ikke sagde noget, og over hvorfor nymfen holdt øje med dem. Og så, hvad der var sket med ham. Han kunne jo desværre ikke selv huske. Nedtur af første klasse.
"Ehm... Hej,"startede han lidt usikkert ud, for at få hendes opmærksomhed."Ved du hvad der er sket med mig?"
Han ville faktisk enormt gerne vide det, bare så han kunne undgå det en anden gang. Argh, hvorfor kunne han ikke bare holde sig til sit metal arbejde, og lade Ares- og Athene-børnene om at slås? Han var søn af Hefaistos, smedjernes gud, aka han hørte til i smedjerne. Ikke i en dum arena. That's it. The end.
Han havde bare lidt svært ved at gøre, det der var meningen han skulle gøre. Og desuden var det kun hans halvbrødre, og kykloperne, der befandt sig i smedjen. Alle de spændende halvguder og halvgudinder, befandt sig enten i arenaen eller skoven. Eller i deres hytter. Men det var alt i alt, ikke nemt at finde en spændende person, der ikke var søn af Hefaistos eller kyklop, i smedjerne. Ikke at han havde noget imod sine halvsøskende, eller kykloperne. De var skam rare allesammen, men han kunne nu godt lide at kende flere personer. Så han vidste hvem de stærkeste var, og hvem der ikke var... stærk.

Felicia begyndte at pille lidt ved den gips som drengen havde på foden. Hun vidste ikke hvorfor. Hun fortrød faktisk meget at hun frivilligt havde gået hen til hospitalsfløjden og tilbudt sin hjælp. Det lignede slet ikke hende på nogle måder. Felicia kunne aldrig finde på sådan noget. Hun var aldrig sammen med andre personer. Hun ville ikke være sammen med dem. Hun var bange for dem. Da Felicia var helt spæd havde hendes mor viklet hende ind i et blødt tæppe hvor hun så havde afleveret hende til hr. D ved porten til lejren. Hr. D havde taget imod Felicia og taget hende med til lejren hvor hun så voksede op. Da hun så nåede alderen af tre skabte hun noget. En slags fantasiven. Hun skabte en pige. En pige der hed Licha. Licha blev Felicia's bedste veninde. De legede sammen hver dag og de hoppede i vandpytter og i mudderpøle. De elskede at blive helt våde og mudret til sammen. De skulle heletiden være vilde. Men en dag kom en af de ældre lejrdeltager hen til hende. Hun spurgte hvorfor Felicia heltiden grinte og legede med sig selv. Felicia stoppede helt med at smile. Hun så ind i pigens øjne. "Jeg leger med Licha." svarede hun. Pigen så på Felicia som var hun skør. Hun vendte sig så om og gik sin vej. Felicia kiggede sig så over sin skulder og kiggede på den legende Licha. Hun smilede. Men Felicia forstod ikke hvorfor den store pige ikke kunne se Licha. Felicia lod det ikke gå hende på. Hun legede videre med Licha indtil de fyldte tretten år. Felicia havde ikke snakket med nogle af det andre lejrdeltager i alle de år. Hun snakkede og legede kun med Licha. Da de fyldte tretten begyndte Licha at gå med make-up og blive helt snobbet og tøset. Felicia var også stoppet med at lege i mudderpøle og det men hun gik stadig ikke med make-up og hun var ikke i nærheden af at være bare en smule snobbet. Der gik flere år og Felicia så bare til imens Licha blev mere snobbet og mere selvglad. Hun så virkelig smuk ud. Det havde hun altid været. Men nu var hun ikke naturlig smuk. Hun så hel forkert ud. Make-up smuk. Og så gik det op for Felicia: Licha var mere end bare en normal fantasiven. Licha begyndte at kalde Felicia ynkelig og grim. At Felicia slet ikke var så pæn og at en smule make-up ville hjælpe hende meget. Hun bildte Felicia ind at hun var grim. Hun skubbede også til Felicia. Og nogle gange rev hun hende med hendes lange negle. Licha kunne røre Felicia. Derfor var Felicia ikke sammen med andre. Hun var bange for at alle ville synes at hun var grim. Hun var bange for at de alle ville bedømme hende på hendes udseende. Mange havde jo allerede bedømt hende som galningen der snakker til luften. Men det var jo ikke luft. Det var Licha. Hun var bange for at andre mennesker ville skade hende og være onde mod hende. Hun kunne blive bange for selv det mindste ting. Hun socialiserede sig ikke med nogle. Hun var bange for det. Hun havde godt nok forstået at de andre ikke kunne se Licha men hun forstod ikke hvorfor. Hvordan kunne det være at Licha kunne røre og snakke til Felicia uden at andre så det?

Felicia stoppede med at pille ved drenges gisp som havde hun brændt sig på den da han begyndte at snakke. Hun så skræmt og bange på ham. Hun havde fået at vide at han var søn af Hefaistos. Felicia brød sig ikke meget om Hefaistos sønner eller Ares sønner. Mest fordi at de alle var så stærke og rubuste. Felicia var bange for at de ville skade hende. "Det er ikke fuldkommen seriøst. Du var i arenaen. Din modstander slog dig ud. Normale skader. Ikke det store." Hun sagde det enkelt og hurtigt. Hun ville ud fra hospitalsfløjden med det samme. Hun følte at hun var fanget. At hun ikke kunne komme ud. Hun havde det som om hun skulle bryde sammen. Hun ville ikke være der mere. Det kunne godt være at han var såret og indlagt men han kunne da sagtens skade hende alligevel. Eller det var i hvert fald det hun var bange for at han ville.

I hans stivfrosne tilstand, løftede han lidt på det ene ben så han ikke ville hamre anklen ind i noget igen, eller komme til at støtte på det. Det var vel først omkring dette tidspunkt at han var fuldt ud bevidst om hvad der var sket med ham, dog vidste han stadig ikke hvordan det var sket. Men hvad betød det egentlig også? Hurtigt blev øjnene lukket, for derefter at begynde at blinke febrilsk med et forvirret blik der røg på kryds og tværs i lokalet.
Han glemte kort pigens tilstedeværelse, da han kom til at gøre en forkert bevægelse med armen. Fuck. Smerten gik op igennem såret på hans arm, og fik et stød til at gå gennem hans krop, så den spjættede.
Han lagde tungt ned mod hovedpuden, og kiggede halvt til siden, for at opdage pigen igen.
Han silte undskyldende, tænk at han kunne glemme at hun stod der. Men helt ærligt. Det var ikke så svært at glemme, at hun stod der, når hun hverken bevægede sig eller sagde noget. Men sådan var hun vel bare. Og dig kunne han lide det. Hun pludrede ikke løs om alt muligt irrlevant, som andre piger, og det bedste ved det hele var, hun så ikke ud til at gå op i sit udseende. Ikke at det var en dårlig ting, at gå op i sit udseende. Men nogle gange var det bare for meget. Sådan rigtig, rigtig for meget.
De fleste piger var alt for dramatiske, de var alt for snobbede og de kopierede for meget hinanden. Hvis nogen gjorde dit, gjorde alle det. Hvis en af dem gjorde dat, blev personen stemplet som outsider.
Han havde lært det på den hårde måde igennem hans forhold med en populær pige fra hans skole, før lejren.
I starten havde hun været sog selv, og været cool omkring det. Men som de blev ældre og ældre forlangede hun mere og mere opmærksomhed, og hun gik med mere og mere makeup. Hun blev så påmærksomhedskrævende, at hvis han ikke svarede på hendes beskeder i en time, troede hun at der var noget galt med hende. Hvilket hun til sidst overbeviste ham, om at der var. Virkelig, hun blev ulidelig til sidst. Gik med makeup, var snobbet, opmærksomhedskrævende og alt i alt en fke bitch. Ondt sagt, men det var kun mildt sagt. Han kunne have koblet en del flere bandeord på. Men det gjorde han ikke. Han var en artig lille dreng. Riiight. Believe it.

Pigen talte igen, iog Aero slap straks sine tanker og lod dem gå. Normale skader? Vr det her normale skader? Han ville nødig være i den persons sko, der fik slemme skader. Det måtte vel næsten være, at vfå amputeret begge arme og begge ben. Hvis det da kunne gøre det.
Han lagde mærke til det hurtige tonefald, som om hun var bange for at han skulle bide hende eller noget. Hvilket han ikke kunne finde på. Hun virkede anderledes, end andre piger på hendes alder. Ikke så overfladisk, og bitchet, som hans kæreste og de fleste af hendes veninder, han havde fået lov at møde igennem deres tre-årige forhold. Det var helt utroligt hvordan hun havde ændret sig på tre år. Fra den lille pige i klassen, til den populære bitch, alle misundte. Hvad var der at misunde ved én, der ikke var sig selv, men lod som om hun var en anden? Intet. 'Where's the glory in repeating others?'. Svaet er, der er ingen ære i det. Man skal sig selv, alle andre er allerede taget. Sådan er det.
Han så lidt på hende, før han slog blikket ned. Det førte aldrig til noget godt at stirre.
"Tak for det,"sagde han, og hentydede til at hun svarede på hans spørgsmål.
En stilhed herskede over dem, da han ikke kunne finde på noget at sige, og lagde heller ikke ligefrem op til at skulle sige noget selv. Var det deres store samtale? En sætning fra dem hver, og så skiltes de, som venner? Aldrig i livet. Når han endelig snakkede med folk, ville han snakke med dem. Ikke bare lade dem sige enstavelses-ord, og tro det var godt nok. Ville man have en samtale skulle begge parter ønske den.
"Forresten, mit navner Aero, søn af Hefaists,"præsenterede han sig selv med et lille, anstrengt smil. Ikke fordi han ikke ville smile, det gjorde bare ondt i hans arm og fod."Hvad hedder du?"
Han kiggede væk fra pigen, og op på loftet. Det hans blik faldt på var en mørk træknude, i det ellers så fine og lyse loft. Hans opmærksomhed var rettet mod den, og intet andet. Det var som om denne træknude, lod ham lukke alt andet ude end den, ham selv og halvt pigen ved hans side. Pigen han forhåbentlig snart ville lære navnet på.

Felicia undersøgte hans arm efter hun kunne se på ham at han havde fået nogle smerter i den. "Forklar smerten." Hun sagde det igen kort og enkelt. Hun ville ikke have en snak med ham. Hun ville ikke engang være der. Hun ville ud. Hun følte sig fanget. Hun følte at alle der var tilstede holdt hende fanget og at de ikke ville lade hende komme ud nogensinde igen. Hun fik en klump i halsen og fik en stor lyst til at græde sine følelser ud. Hun var bange. Hun skulle hjælpe en Hefaistos søn med at komme i god form igen hvor han derefter kunne tage et ny smedet sværd og banke hende. Hun var skræmt. Hendes hoved var fyldt til randen med tanker om hvordan alle i rummet ville skade og kritisere hende. De ville grine ad hende. De ville fortælle hende at hun var en idiot. At hun var ynkelig. At hun i virkeligheden ikke burde leve. At hun var en særling der snakkede til den bare luft. Hun var en galning. Felicia kiggede rundt i lokalet. Der var ingen der kiggede på hende men det hjalp hende ikke med at falde til ro. Hun kiggede sig over skulderen men selv dem bag hende kiggede ikke på hende. Der var ingen der kiggede på hende.

Felicia så ham ind i øjnene da han snakkede til hende igen. Hun ville ikke føre en samtale med ham. Hun ville slet ikke svare ham men hun havde intet andet valg. "Det var så lidt." sagde hun så stille og kiggede ned. Hun håbede at der var en af nymferne der ville kalde på hende og sige at hun gerne måtte gå igen. Det ville være den perfekte redning. Hvis nymfen ville sige det ville Felicia storme ud af hospitalsfløjden og skynde sig ud i skoven og sætte sig på den sædvanlige træstamme og begynde at skrige og græde. Hun ville skrige i frustration og græde af ulykkelighed. Hendes liv var så trist. Ingen snakkede med hende og hun måtte finde sig i at hendes bedste veninde var blevet til en selvisk og snobbet pige som kun gjorde skade på Felicia. Hun ejede ikke mere selvtillid. Der var intet tilbage.

Felicia kiggede ikke op på ham da han forklarede hvem han var. Hun ville igen ikke svare ham men det ville være meget uhøfligt hvis hun ikke gjorde det. "Jeg ved godt du er søn af Hefaistos." sagde hun svagt og bange. Hun stivnede da han spurgte om hendes navn. Hun så stadig ikke op på ham men hen på en af nymferne. Hun håbede på at en af dem ville komme hen til hende og bede hende om at gå hjem. Felicia kunne mærke en prikken på hendes skulder. Hun kiggede sig over skulderen og blev mødt af Licha's ansigt. "Kom nu. Svar drengen. Eller er du stadig den ynkelige kylling der ikke tør noget? Smukt Licia. Nej vent. Det er ikke smukt. Du er jo ikke selv smuk!" hun grinede hånligt. "Du har altid været så fandes svag." sagde Licha hårdt og ondt. Felicia kiggede trist ned med ryggen til drengen. "Jeg ved godt at jeg ikke er smuk..." svarede Felicia i et stille og ydmygt tonefald. Hun var bange for Licha. Hvad nu hvis hun ville skade Felicia? Det var jo i hospitalsfløjden.

Ha elskede lejren, mest fordi at hver eneste halvgud og halvgudinde havde noget at tage sig til. Hvis man ikke var til kamp, fint, så kunne man lve noget andet. Hvis man var hesteelsker, kunne man tage en tur på de flyvende heste. Det var da lidt sejt. Flyvende heste var lidt mere awesome end almindelige. Ikke at almindelige heste ikke var spændende. Flyvende heste var bare sejere. Og helt ærligt, så skulle der også være nogle frynsegoder ved at være halvgud. Altså, foruden at blive jagtet af uhyrer. det var jo altid så dejligt, at komme ud i den virkelige verden, et skridt og bang, så skal man kæmpe for sit liv. Det er da bare dejligt.
Det var derfr at Aero, smart som han er, var blevet helårselev. Så behøvede han ikke skulle ud, og nær blive slået ihjel. For helt ærligt, så ville han hellere blive banket sønder og sammen hver dag, end blive slået ihjel. Ikke at han gerne vil smadres sønder og sammen, det var bare hellere at foretrække istedet for at blive slået ihjel.
Han søjne gled langsomt fra pletten på loftet, hen til pigen, han stadig ikke kendte navnet på, da hun talte. Hun talte igen enkelt og hurtigt, som om hun helst bare ville forsvinde fra jordoverfladen og få dette overstået. Hurtigt. Var hun så træt af ham? Selv efter få minutter? Eller var hun bare virkelig genert?
Forklare smerterne... det var lidt svært.
"Forestil dig, at der bliver stukket en nål op igennem din arm,"sagde han med et skævt smil,"så ved du cirka hvordan det er."
Han så lidt på hende, før hans blik igen gled hen på pletten. En dejlig stilhed herskede over dem, og hverken pigen eller Aero lagde op til at bryde den.
Og så svarede hun ham. Men ikke på dne måde han havde regnet med. Hun præsenterede sig ikke. Sagde bare at hun godt vidste han var søn af Hefaistos. Var det så tydeligt?
"Er det så tydeligt?"spurgte han med et skævt smil.
Gulvet knirkede igen, da pigen gjorde en tung bevægelse. Han kiggede hurtigt over på hende, og kunne ikke lade være med at undre sig- Hvem snakkede hun med? Havde han sagt noget forkert? Han vidste det ikke, men han ville hjertens gerne finde ud af det. Pigen virkede så anderledes, spændende. En han gerne ville lære bedre at kende. Han vidste ikke helt hvorfor, han ville lære hende bedre at kende, men det ille han bare. Som tidligere sagt, så var hun anderledes og spændende. Og fem for alt, så hun ikke ud til at være en af dem, der kopierede andre, fordi de ikke var tilfreds med sig selv. Hun mindede ham lidt om hans ekskæreste, Celeste, som hun var i starten. Sig selv, og cool omkring det.
Det næste hun sagde, eller nok mere mumlede, undrede ham. Syntes hun ikke hun var smuk? Havde han hentydet til hun ikke var smuk?
Han lagde en hånd på hendes overarm, ren refleks, og så på hende med alvorlige øjne.
"Hvem der end siger det"startede han ud me det lille smil,"de lyver."
Hun var smuk. På sin egen måde. Alle piger var smukke på sin egen måde, så at sige noget andet, var en løgn. Et direkte angreb på pigens selvtillid. Fortalte man en pige hun var smuk ville hun tro på det i et stykke tid. Fortale man en puge hun var grim ville hun tro på det resten af hendes liv. Ord havde en betydning, som kunne slå hårdt. Man skulle være påpasselig med hvad man sagde. Et ord kunne let knække en person, resten af dets liv. Og faktisk så pigen ud til at være en af de personer, der havde let ved at tro på sådanne ord. Nedgørende og onde ord, der sandsynligvis slet ikke passede til hende.
Ihvertfald skulle hun ikke tro, hun ikke var smuk. Det var hun, ligesom alle andre. Men hendes personlighed var anderledes, mere spændende. Allerede nu havde hun gjort indtryk på ham. På en måde han ikke kunne forklare. Han ville ihvertfald gerne lære hende bedre at kende. Sådan var det bare.

Felicia hørte knap nok efter hvad drengen sagde. Hendes tanker var et helt andet sted. Da han spurgte hende om det var så tydeligt at han var en Hefaistos søn fik hun en smule rosarøde kinder selvom han ikke ville kunne se dem da hun kiggede ned. Hendes hår dækkede hendes ansigt og hun håbede at han ikke ville kunne se igennem det. Ellers ville han nok blive mødt af nogle øjne med små tårer i øjnene. De trillede ikke ned ad hendes kinder og hun hulkede ikke. Hun ville væk. "En af nymferne forklarede mig hvad der skete og hvem du var afkom af. Jeg gættede det ikke selv."Felicia løj faktisk lidt overfor ham. Da hun så på ham første gang kunne hun med det samme gætte han var Hefaistos søn. Nymfen havde ikke behøvet at fortælle hende det da det var fuldkommen tydeligt for hende. Hun kunne huske dengang da en Hefaistos søn kom gående hen mod hende med et nysmedet sværd i hånden. Hun havde slet ikke lagt mærke til at en af hans brødre stod lige bag hende og at han faktisk var på vej mod ham og ikke Felicia. Hun kunne huske at hun begyndte at græde og derefter styrtede hun ud i skoven hvor hun gemte sig. Hun hulkede og tårene trillede ned ad hendes kinder som en uendelig regnskylle. Hun var så bange og lige siden den dag omgik hun sig ikke med de robuste drenge. Det vil sige Ares og Hefaistos sønnerne.
Felicia kiggede ned imens Licha blev ved med at snakke til hende men hun lyttede ikke. Hun ville ikke. Licha sagde kun dumme ting. Men alligevel var hun Felicia's bedsteveninde. Hun kunne ikke hade Licha. Om hun så prøvede så meget hun kunne lykkedes det aldrig. Hun var vokset op sammen med Licha og da de var mindre havde Licha faktisk været sød. De legede sammen og var glade sammen. De gjorde alt sammen. Felicia skulle bare stå og se på hvordan Licha udviklede sig. Til en selvisk og snobbet pige som var ligeglad med alle andre end hende selv. Felicia blev faktisk virkelig såret da hun efterhånden indså hvor meget hun frygtede Licha end hun holdte af hende. Hun skulle bare høre på at hun kaldte hende ting istedet for at snakke med hende om alle mulige venindeting. Det gjorde hende ked af det. Hun havde mest af alt bare lyst til at styrte helt hen til hende og give hende det største knus nogensinde og bare hvile sin pande på hendes skulder og græde. Græde virkelig meget. Hun ville bare ud med det. Hendes tårer. Hendes sørgelige liv. Hun ville ønske at hun kunne fortælle Licha hvor ked af det hun var over at Licha var blevet sådan. Fortælle hende hvor led hun var. Hvor meget hun bare havde lyst til at komme af med hende men ikke kunne og derfor ville ændre hende. Hvor meget hun savnede den gamle Licha. Den der ikke var snobbet. Den der altid var sød og rar. Den der var sjov at lege med og dejlig at snakke med. Den der engang var hendes bedste veninde. Men hun kunne ikke. Hun ville sikkert bare le ad hende. Le ad hende og kalde hende ynkelig. Som altid. Hun tænkte istedet på andre ting. Faktisk på nogle minder. De minder hun for alt i hele verden bare ville glemme. Nogle minder der sad bundet fast i hendes hukommelse og som bare ikke ville forlade den. Minder der både havde ødelagt hendes liv og minder der havde fået hende til at ligge søvnløs om natten med tårerene der stille trillede ned ad hendes kinder. Felicia var meget følsom og der gik ikke én eneste dag uden at hun græd over et eller andet. Mange gange havde hun også rifter på sine kinder. Rifter der var blevet til af en med lange negle. Denne person som havde lavet disse rifter var en som Felicia engang holdt virkelig meget af. En person der engang var hendes bedste veninde. En person med glattet platinblond hår og isblå øjne. Denne person var Licha. Hende som ingen troede på fandtes. Hendes som alle ikke kunne se. Hende som havde ødelagt Felicia's liv.
Men disse minder handlede ikke kun om hvad Licha havde gjort ved hendes liv. De handlede også om hendes forældre. Hendes far den øverste gud Zeus og hendes mor... Den kvinde hun elskede af hele sit hjerte men aldrig havde mødt. Hun ville heller ikke kunne kende hendes navn hvis ikke Hr. D havde fortalt hende hvad hun hed. Meredith Exavia Light. Et smukt navn syntes Felicia. Hun burde være sur på sin mor for sådan bare at efterlade hende til Hr. D da hun var spæd. Men det var hun ikke. Hun forstod sin mor. Hun havde ikke pengene til at passe dem begge med mad og tøj. Hun vidste at Felicia ville få det bedre hvis hun boede i lejren. Hun tog godt nok fejl men stadig. Hun kunne jo ikke se i fremtiden. Hun ville jo ikke kunne vide at Felicia ville lave Licha og lukke sig inde i sin egen verden. Eller at hun ville blive så følsom og så sart og endda skizofren. Derfor kunne hun ikke bebrejde sin mor for hvad hun gjorde. Hendes mor skrev stadig breve til hende og da hun var mindre var det Hr. D der hjalp hende med at svare. Men sådan var det ikke med hendes far. Hendes far var gud. Og ikke bare gud med hovedgud. Nogle af dem fra lejren havde fået kontakt til deres gudeforælder men ikke Felicia. Hendes far havde sikkert ikke skænket hende en tanke. Havde han bare glemt at han faktisk var hendes far? For hvis han ikke havde hvorfor ville han så ikke tage kontakt til hende? Det behøvede ikke at være ansigt til ansigt. Det kunne også bare være et enkelt brev hvor der stod: Hej Felicia. Jeg ville lige skrive et brev. Din far.
Så enkelt kunne han skrive og alligevel ville hun blive glad. Men det gjorde han ikke. Han var ligeglad med hende. Hun vidste ikke hvordan han så ud. Hendes mor havde flere gange sendt hende nogle forskellige billeder af hendes far. Men alle de mænd der var på billederne var ikke ens. Hvordan kunne hun vide hvem af dem der var hendes rigtige fars udseende? Alle de billeder hun fik sendt af hendes mor havde hun revet over i flere stykker og smidt dem ud. Hun ville ikke se på dem. Hvad var chancerne også for at nogen af dem faktisk var hendes far? Hun hadede ham ikke. Men hun kunne heller ikke lide ham. det var som om han bare var der. Alle børn havde jo en far. Der var ikke et barn ude i verden som ikke havde en far. Og hun følte at hendes far bare var hendes far. Det blev ham. Ikke en anden men bare ham. Hun syntes ikke det var særlig specielt at have ham som far. Det var han bare. Ikke mere diskussion om den sag.
Felicia vågnede med det samme igen da drengen tog fat i hende. Hun vendte sig hurtigt om og så skræmt og bange ud. "Slip mig!" skreg hun. Ingen hørte hende da de enten havde for store smerter til at give sig tid til at lytter eller også var de andre igang med at hjælpe dem med de store smerter. Hun hørte ikke hans kompliment. Hun var alt for distraheret og bange da han havde lagt sin hånd mod hendes overarm. Hun tog et par skridt tilbage og kunne høre en ond latter i baggrunden. "Åh min gud! Det er da for komisk!" Licha grinede videre imens Felicia tog endnu et skridt tilbage. Hun ville ikke risikere at han skulle røre hende igen. Hun ønskede mere end nogensinde at komme væk. Nu var det nok.

Han så lidt grundigere på hende, og spærrede så øjnene op. Hun havde set bekendt ud, og nu forstod han, hvorfor hun gjorde det. Han havde mødt hende før, og hun var løbet væk. Han havde haft et sværd i hånden, og denne pige havde flygtet. Han bed sig læben, mens han prøvede at sætte sig op, Trods svimmelheden der slørrede hans blik og fik verden til at flyde sammen, fik han sat sig op. Han så undskyldende på hende, fordi han vidste, han havde skræmt hende den dag. Det var havde ikke været hans mening, langt fra. Han havde faktisk slet ikke set på hende, men på hans bror, der stod bag ham. De havde været i gang med en duel, og Aero havde tabt den første halvdel af duellen, fordi hans bror havde formået at få afbevæbnet Aero og fået sværdet til flyve nogle meter væk. Aero var gået over for at samle det op, og da han var på vej tilbage, havde han svunget lidt med sværdet for ligesom at minde hans halvbror, om at han ikke var slået af hesten endnu. Uheldigvis var en pige dukket op, mens han havde haft ryggen til og hun havde åbenbart ikke set den duel hele arenaen havde set. Børn af Ares heppede på hans halvbror, så selvfølgelig skulle børnene af Athene heppe på Aero. Ikke nødvendigvis fordi de troede han ville vinde, men fordi de simpelthen ikke kunne holde ud at være enige med Ares' børn. Der havde været en evig fejde imellem de to krisguders flok af børn, og ikke en eneste gang havde Aero oplevet dem enige med hinanden. De var vel bare rivaler for livet.
"Hør, jeg er ked af, hvis jeg skræmte dig" sagde han med eftertryk, for han var ked af det. Det havde jo, som sagt, ikke været hans mening, "men i hvert fald, så vil jeg gerne undskylde, hvis jeg skræmte dig i går."
Han tænkte lidt over, hvad hun havde sagt. Det sidste han kunne huske var et sværdstik, der gik direkte igennem hans arm ude i siden. Og en masse blod, samt smerte. Det havde gjort forbandet ondt, og til sidst var han da også besvimet af blodmangel. Hvordan de havde givet ham blodet igen var ham et mysterium, men han gættede på at ambrosia og nektar kunne mere end man sådan lige gik og troede.
Han havde rækket ud efter hende af venlighed, men hun besvarede det med et skrig. Han trak sin dårlige arm til sig så hurtigt, at det begyndte at svimle for hans øjne. Det var helt vildt, hvor ondt det gjorde. Selv efter så meget ambrosia og nektar, som nymferne turde at give ham. Han skar ansigt i smerte, og kom til at bide sig i kinden, for ikke at råbe op af ren og skær smerte.
"Slap af!" sagde han højt, overrasket og i smerte. Ikke en god blanding.
Han så på pigen med store øjne. Hvad var der med hende? Hun var forvirrende, så tilbagetrækkende og fuldstændig anderledes end nogen af de andre piger i lejren. Hun var på en spændende, på den måde, så han gerne ville lære mere om hende.