No doubt ~ Felicia ~

Tilråb fra tilskuerne blev råbt til de to hold, hver gang der var nogen der scorede lød der en hel masse buh'er og en hel del klapsalver og piften. Det var til at blive sindssyg af.
Ved siden af den brunhårede datter af Artemis, sad nok den højest skrigende dreng hun nogensinde havde mødt. Påtrods af at han irriterede hende grænseløst, kunne hun ikke andet end at være imponeret af at han kunne komme så langt op i tonerne uden at hans stemme knækkede over. Samtidig syntes hun, det var utrolig komisk. Helt ærligt, det var det da. At en dreng kunne komme længere op end hende selv, der var en pige.
Hun lænede sig træt tilbage i stolen, den her kamp var virkelig kedelig. Der skete jo absolut intet! Men eftersom hun havde lovet hendes bror Dallas om at blive og se på, havde hun ikke rigtig noget valg. Desværre.
Så vidt hun kunne se havde Dallas det sjovt og det betød at hun ikke kunne få ham med sig hjem til hytten. Hun kiggede længselsfuldt over mod den organiserede og dog stadig rodede bunke af hytter, der tilhørte hver eneste gud. Det ville være så let at rejse sig og liste ubemærket hen til hytten, men det ville skuffe Dallas. Og hun hadede at se ham skuffet. Så derfor blev hun siddende, kun pågrund af ahm så han havde bare at være taknemmelig.

Felicia stod på den ene halvdel af volleyball banen sammen med to drenge bag sig og en anden dreng ved siden af sig. Overfor hende stod der to piger og to drenge. Felicia var faktisk meget overrasket over at hun faktisk sagde ja til at deltage i spillet når så mange halvguder og halvgudinder kiggede på. Felicia havde godt nok boet i lejren hele sit liv næsten men hun kendte næsten ingen på lejren. Hun var ikke særlig social overhoved. Hun isolerede sig heletiden i sin egen lille verden og var virkelig genert. Hun turde ikke snakke med særlig mange og blev let bange når folk hævede stemmen bare en smule. Hun snakkede faktisk virkelig tit til luften. Men når andre så hende snakke til luften så hun selv at hun snakkede til en pige. En blond pige på hendes egen alder. Denne pige hed Licha. Licha var det helt modsatte af hvordan Felicia var. Felicia var genert og bange hele tiden men Licha elskede opmærksomhed og at gøre en masse ud af sig selv. Hun var virkelig snobbet og elskede at manipulere med folk som var de hendes slaver men stadig gad hun at være venner med en som Felicia. En lille bange pige.
Da bolden kom hen imod hende hoppede hun stille op i luften og skød bolden direkte ned i jorden på modstandernes banehalvdel. Alle jublede da det var det sidste mål og en af drengene fra hendes hold kom løbende efter hende. Han løftede hende og skreg af glæde. Felicia blev helt skræmt og skreg da han løftede hende op. Hun begyndte også at græde. "Sæt mig ned! Jeg vil ned!" skreg hun og han satte hende ned og så helt bedrøvet på hende. Hun løb lidt væk fra banen og mange kiggede efter hende hvilket kun fik hende til at græde endnu mere. Hun gemte sig under tribunen og satte sig ned på græsset. Hun så stille op og der sad Licha. "Hvad vil du?" spurgte Felicia stille og grådkvalt. Licha sendte hende bare et smørret smil.

Ved lyden af en masse jublende halvguder og halvgudinder, vågnede Avery op af sin trance. Hun så på banen, de spillede ikke længere. Hvis det ikke var fordi det ville have set underligt, kunne hun have hoppe ti meter op i luften have jublet som en lalleglad idiot. Istedet smilte hun bare stort, nu skulle Dallas betale tilbage.
Hun fik øje på en lyshåret pige, der blev løftet op af en eller anden uinteressant dreng. Pigen så meget utilpas ud ved situationen og ud at dømme fra hendes skrigende raktion, brød hun sig ikke om det. Hun så i det hele taget ikke ud til at bryde sig om hele situationen.
Avery forstod ikke noget af det, men pigen var sikkert bare genert. Måske var det nogle af hendes første dage i lejren? Hun kunne huske at hun selv havde været genert og meget usikker på sig selv i starten, indtil hun faldt, bogstavelig talt for Dallas, selvfølgelig på vennemåden. Hun stødte ind i ham hytten og så hårdt at hun faldt, temmelig genialt, ikke?
Hun så på den lyshårede pige, der løb sin vej, med et ansigt der lignede at hun var ved at få et sammenbrud. Hvis hun da ikke allerede havde fået det.
Hun kiggede ud på banen, hvor flere så undrende efter pigen. Inklusive Dallas. Hun fangede hans blik og da de havde deres eget lille blik-sprog, nikkede hun. På en eller anden måde, havde han fået hende til at ville følge efter pigen.
Hun rejste sig og fulgte efter pigen. Omme på den anden side af tribunen fik hun øje på en pige med platinblondt hår og pigen selv. Nu var Avery ikke den person, der dømte andre på udseende og rygter. Men selve den platinblondes udseende, udstråling og de rygter Avery havde hørt om hende, gjorde at hun ikke brød sig om hende. Måske ikke særlig venligt, men hun lignede altså en dulle. Just saying.
"Er du okay?" Spurgte hun, skævede kort til den platinblonde og så ned på pigen igen. Dumt spørgsmål egentlig, hun var jo helt klart ikke okay. Hun græd jo! Og hendes veninde, eller hvad hun nu var, stod bare smilte?