This is my place! - Felicia

"Hold dog kæft kvinde!" imiterede hun ham mumlende og surt. Hun lagde sig ned igen og surmulede for sig selv. "Du er dum" sagde hun og fniste igen. Hun mente det lidt. Han var dum. Han skule heletiden bande og heletiden true men Felicia var van til det. Men når Licha bandede var det anerledes. Når hun bandede ville Felicia ikke være i nærheden. Hendes bandeord var virkelig onde og de skræmte hende nærmest. Men hun troede ikke på at Gabriel kunne gøre det samme. Det kunne han sagtens. Men hun troede ikke på at han ville.

Han vendte sig irriteret om mod hende da hun vrængede af ham og gentog hans ord "Du kom for at undskylde, det har du gjort.. hvorfor pokker bliver du her så?" spurgte han lettere irriteret og uforstående. Han hadede virkelig det her, anede ikke hvordan han skulle håndtere hende, og han forsøgte virkelig at være flink, hun gjorde det bare så pokkers svært ved at være så barnlig og besværlig.

Hun vendte sig også om mod ham da hun kunne mærke at han vendte sig om mod hende. Hun så ham ind i øjnene og stoppede med at smile. "Fordi jeg ville lære dig at kende. Jeg vil hjælpe dig med at bygge en bro. Det vil tage tid men det skal nok gå" sagde hun og smilte stadigvæk ikke. Hun mente det. "Jeg går ikke min vej" tilføjede hun og vendte sig om igen.

Hans blik faldt i hendes som hun ligeledes vendt sig mod ham og han lå i et stykke tid og bare så hende ind i øjnene. Af alle halvguder i lejren der var indelukket og asociale så valgte hun lige netop den der havde det godt med at være sådan! "Du ved godt du ligger i min seng ikke..?" endnu et forsøg på at skræmme hende væk "Og du ser rent faktisk godt ud..." fortsatte han mens han lod hentydningerne falde lige så stille for at opbygge en form for frygt.

Felicia vendte sig om mod ham igen. "Det ved jeg da godt at jeg gør!" sagde hun og smilte til ham. Dog stoppede hun med at smile efter det andet han tilføjede. Nu vidste hun at han løj. "Du lyver...." sagde hun trist og satte sig op. "Jeg ser ikke godt ud. Jeg er grim. Licha siger at jeg er grim. Og man må ikke modsige hende... Ellers slår hun. Og hun river" tilføjede hun og så tilbage på ham. De rifter på hendes underarm var et vidne til at hun fortalte sandheden. "Du lyver..." sagde hun igen og gik så ud af sengen. Hun stod helt stille med ryggen til ham. Hun sagde intet.

Han satte sig op ved hendes udbrud og da hun kravlede ud af sengen. Eller rettere, han lod albuerne hvile mod madrassen som støttede hans overkrop, brynene blev rynkede og han hævede det ene bryn. Hvem? "Eh... hvis der er noget af det jeg har sagt der er sandt så er det lige det... du er ikke grim" hvem fanden havde bildt hende det ind? Som hun fortsatte og nævnte at denne såkaldte Licha rev og slog hævede han blot yderligere brynene op i panden. "Hvem end hun er så lyver hun... du er en smuk pige, irriterende ja, men dit udseende er betagende" fortsatte han og gled tilbage at ligge i sengen med armene folede sammen under hans hoved.

Hun vendte sig om mod ham og begyndte at tage skoene af. "Du behøver ikke at lyve. Du behøver ikke at lade som om du ikke er som alle de andre her i lejren. Du er sikkert præcis som hun er. Lige så ond. Lige så ligeglad" da hun var færdig med at snakke smed hun skoene på sengen hvorefter hun gik hen og tog fat om sine våde sokker og gik hen til døren. Hun tog tøvende fat om håndtaget hvorefter hun åbnede døren og trådte ud. Hades børnene stirrede på hende og hun stod stille et øjeblik inden hun gik videre hen til hovedøren og tog fat om dens håndtag og trådte udenfor. Det var endnu koldere end før og sneen mod hendes bare fodsåler gjorde ondt.

Han så måbende efter hende da hun bare skred. Nåh.. det var da lykkedes at få hende ud! Han skubbede de sko hun havde smidt fra sig på gulvet igen og lukkede kort øjnene, sukkede dog svagt og rejste sig arrigt op efter nogle sekunder. "Jeg vil hade mig selv for det her" mumlede han irriteret som han forlod værelset lige i hælende på hende. Hvis hun døde af kulde eller blev syg ville han bare få skylden og han ønskede ikke den åbenlyse krig af lærerne. Hans blik faldt på hende hvor hun stod lige ude for døren, hans søskende gloede forundret på ham og han sendte dem kølige blikke mens han gik hen til hende og greb fat om hendes håndled for at trække hende ind igen og smække døren i. "Er du tosset! Det er minusgrader derude og du står næsten uden noget på! Desuden mener jeg hvad jeg sagde, din veninde er bare jaloux på dig" sagde han irriteret og slap hende omsider.

Felicia gjorde ingen modstand da han trak hende med ind igen. Hun var alt for træt og tårene trillede ned ad hendes kinder. Hun var helt stakåndet som om hun havde løbet flere kilometer. Hun så ham ind i øjnene selvom det var svært for alle de tårer. Hun rystede på hoved som en gal og løftede hånderne op til hoved og kiggede ned i gulvet. Hun vidste godt at der sikkert var en masse af Hades' døtre og sønner der stirrede på hende men hun var ligeglad. Men så hørte hun en stemme til højre for sig "Tuder du nu igen? Altså jeg er selv overrasket over at du kan holde kulden ud med så lidt tøj på. Men altså. Han lyver. Du er grim. Det vil du altid være. Brug nu lidt make-up Licia! Erhj!" Felicia kendte stemmen lidt for godt. Alt for godt. Hun fjernede hænderne og så skræmt til sin højre side. Hun var stadig stakåndet og hun begyndte at ryste på hoved igen. "Nej!"

Folk stod og så på hende, mange! Hades børn rynkede forundret brynene over hendes udbrud, og så ud til at have en indbyrdes kamp med en eller anden som ingen andre kunne se. Halvguderne omkring dem hviskede snart ting og sager, at hun var skør, rablende gal, at hun var tabt som barn, at hun var underlig .. og det fortsatte. Gabriels blik gled rundt og med en fast og hård tone fik han fangede sine søskendes opmærksomhed "Stop, stå ikke der og glo.. skrid med jer eller jeg sørger for I falder døde om... alle sammen!" hvislede han køligt og hårdt som de skyndte sig hver til sit. Han vendte blikket mod hende. "Hvad sker der med dig?" sagde han lettere forvirret.

Felicia så på Gabriel og hendes åndedræt havde ikke ændret sig. "Hvad mener du?" spurgte hun ham og kiggede så igen til højre men Licha var væk. Lige indtil stemmen dukkede op til venstre for hende. "Altså jeg kan se på ham at han er en løgner. Han er jo også Hades søn. Selvfølgelig er han en løgner. Han lyver sikkert dagligt. Han er ligeglad med dig. Det er alle. Du betyder intet. Det vil du aldrig gøre" hun lo. Hendes latter var ond og hånlig som altid. Felicia så hen på hende og rystede igen på hoved. Hun så derefter hen på Gabriel og så tilbage på Licha og så tilbage på ham. "Du er da ikke ligeglad... Vel?" hviskede hun. Hun ville vise Licha at hun tog fejl. At folk godt kunne holde af hende. At hun faktisk var noget værd. At hun ikke var som alle andre.

"Snakker du med nogen.. i så fald kan vi andre altså ikke se vedkommende" svarede han en anelse hårdt hvorefter han sukkede. Pigebarnet var jo helt ude af den, og han anede virkelig ikke hvorfor han skulle stå der og snakke hende fra hvad end hun stod og tænkte på. Igen så hun ud til at snakke med en eller anden og ved hendes ord skød han brynet i vejret "Ligeglad med hvad?" spurgte han forvirret. Snakkede hun virkelig med nogen? Måske var tøsen Skizofren? En anden forklaring kunne han ikke lige se, eller finde.

Felicia kiggede tilbage på Licha og hun grinede stadig hånligt med armene over kors. Felicia så blot på hende med et skræmt blik og så kiggede hun tilbage på Gabriel da han spurgte hende om noget. "Kan du ikke se hende?" sagde hun med en oprevet stemme. "Med mig..." svarede hun ham så på hans næste spørgsmål. Hvorfor kunne han ikke se hende? Hvorfor kunne ingen i lejren se hende? Hun fandtes. Det gjorde hun. Hun kunen røre ved Felicia. Hun kunne skade hende. Hvordan kunne hun være uægte hvis hun kunne skade hende?

Nej det kunne han ikke, det havde han jo lige sagt. Men nu var det jo bekræftet at pigebarnet så og hørte en eller anden, en pige, kvinde.. det havde hun lige sagt. "Nej det kan jeg ikke..." svarede han, strøg hånden ind under hendes hage og vippede hendes ansigt op mod sig med formålet om at fange hendes blik med sit "Glem hende, hun findes ikke, ignorer hende.. hvis du gør.. så går hun.. på et tidspunkt giver hun op" forsøgte han at hjælpe, hvorfor anede han ikke, medlidenhed nok... pigebarnet var jo helt ude af den. Ved hendes næste ord hævede han brynet "Hvis jeg havde været ligeglad havde jeg næppe stået her vel..?" svarede han spørgende og nærmest beroligende mens han så afventende på hende.

Felicia så på ham da han placerede en hånd under hendes hage og fik hende til at se på ham. Hun bed sig hårdt i underlæben og så til sin venstre side hvor Licha stadig stod med armene over kors. Hun lo ikke mere. Hun stirrede bare på dem med et ondt blik. Felicia stirrede tilbage på hende med et trist blik inden Licha forsvandt. Hun vidste at der vankede hende når hun nu engang kom hjem. "Han er ikke ligeglad med mig som du er... Han kan ikke se dig og alligevel tror han på mig. Han er ikke ligeglad" sagde hun og så hen på Gabriel igen. Hun trådte et skridt hen til ham og hvilede blidt sin pande mod hans brystkasse og lukkede øjnene i. Hun lukkede øjnene i igen og slog så armene om ham. Hun græd ikke. Hun hulkede ikke. Hun gjorde ikke noget. Hun stod bare helt stille med armene om ham. Som et tak. Men Licha ville aldrig forsvinde. Det vidste Felicia.

Gabriels blik veg ikke fra Felicia selvom denne så ud til siden hvor hun tilsyneladende så en der stod der. Hun snakkede endda til vedkommende. Gabriel var ikke skræmt, ikke som sådan om end han da kunne fornemme noget underligt i luften. Hendes ord reagerede han ikke på, de var ikke henvendt til ham trods alt, og da hun trådte nærmere, lod panden hvile mod hans faste markerede bryst hævede han brynet let, hendes arme gled om ham og han stod lidt tøvende inden han lod sine lægges beroligende om hende, dog uden at sige noget. "Er du okay?" spurgte han noget tid efter, lod den ene hånd han havde om hende vandre op ad hendes ryg, skulder og hals for derefter at strejfe hendes kind ganske forsigtigt, og i en bevægelse der næsten var blid.

Felicia nikkede blot og gjorde intet modstand da han slog armene om hende. Hun stod blot helt stille. Hun fjernede blot sin pande fra hans bryst og nikkede inden hun så op på ham med et lille smil på læberne. "Jeg har det fint..." svarede hun ham og slog så istedet armene om halsen på ham. Hun kunne ikke tro at hun faktisk havde været oppe og skændes med den samme halvgud som hun nu stod med armene omkring. Han havde været så irriterende og så selvoptaget og ligeglad. Men sådan var han jo ikke rigtig. Han kunne sagtens bekymre sig om andre end sig selv. Han var ikke selvoptaget. Han var meget venlig og han passede på hende og hjalp hende. Han fik hende til at føle sig mere værd.

Hendes svar gjorde ham ikke decideret glad, men et sted lettet. Han vendte blikket roligt ned mod hende som hun så op på ham, blikket udtryksløst som altid. Pludselig flyttede hun armene om slog dem om hans hals, hvortil alarmklokkerne begyndte at ringe og signalere at hun var kommet tæt på, for tæt. De tanker der løb gennem hendes hoved om ham ville helt sikkert blive ødelagt hvis han gjorde hvad han sådan havde lyst til, derfor endte han med at rykke let på sig og slippe hende "Du er vidst blevet såret rigeligt i dit liv, pas på jeg ikke ender med at såre dig mere end alle andre nogensinde har gjort det" det var ikke en trussel, nærmere en advarsel så hun kunne holde sig fra ham. Han ønskede at skade hende, men noget holdt ham fra det.

Felicia slap grebet om ham og så bare til som ha flyttede sig fra hende. Hun lod sine arme hvile langs hendes sider og så bare på ham med et uforståeligt blik. "Det kunne du ikke finde på. Sådan er du ikke. Du er ikke som alle andre" sagde hun bare og smilede prøvende til ham. Hun prøvede at tro på at det hun sagde var sandt men inderstinde vidste hun at der var noget af det der ikke passede. "Kunne du?" spurgte hun ham så og hendes blik blev spørgende og bed sig selv i underlæben igen og så så rundt i lokalet for at se et andet sted end på ham. Selvfølgelig kunne han det. Han havde jo såret hende dengang i skoven og da hun var inde på hans værelse. Han gjorde det endda uden at tøve bare en smule

Han kunne have sukket over hende, og ved hendes svar og spørgsmål så han blot udtryksløst på hende. Blikket sagde intet, afslørede intet, var komplet udtryksløst og dødt. Behøvede han virkelig svare? Hans blik sagde det hele! Nok var han ikke så slem hele vejen igennem, men han var bad news! Hun burde holde sig fra ham, for selvom han måske behandlede hende godt i noget tid, kunne det hurtigt vende og ende galt for hende... ende rigtig galt! Han var endda bekymrede for at det skulle ske, for djævlen i ham kunne han ikke styre, slet ikke... og derfor advarede han hende imod sig selv.

Felicia smilede uden nogen synderlig god grund og rykkede lidt på sig og så så på ham igen. "Det kunne du" sagde hun så og rykkede lidt mere på sig. Hun havde ret. Hun havde haft så meget ret. Han kunne godt finde på at såre hende. Om han så stadig stod der foran hende og var blevet hos hende uden at smide hende ud af hans hytte så var han stadig ligeglad med hende. Hun var kommet for at sige undskyld. Og det havde hun gjort. Hun fortrød det ikke. Men hun fortrød at hun ikke havde rejst sig op og forsvundet så snart han bad hende om det. Den ting fortrød hun virkelig. Så hun ville gå nu. Om han så hev hende indenfor igen. "Jeg skal hjem" sagde hun blot og strøg forbi ham og ud af døren. Hun kunne mærke tårene tvinges frem men hun ville ikke lade dem. Hun tørrede dem væk og slog armene om sig selv inden hun begyndte at gå hjem ad.

hans tavshed havde sagt det hele, og det kunne hun nu se. Hendes konklusion som var så sand fik maven til at trække sig sammen og dog slog han hverken blikket ned, eller så det mindste skamfuldt på hende eller andet. Hans blik var lige så dødt, indtil et snert har morderisk kort skød gennem de tomme øjne, noget han tøjlede hurtigt inden det endte galt. Sådan var han, en forbandelse... og da hun sagde hun ville gå, sagde en del af ham at han skulle stoppe hende, en anden sagde nej... og han lod hende gå uden at rykke på sig. Det var ham tydelig hvad det gjorde ved hende at han afviste hende sådan, men hellere såre hende nu hvor hun havde en chance for at komme sig over det, end ende med at ødelægge hende for livet. Hans blik fulgte hende, inden han rystede på hovedet, og vendte sig bort, med et suk.. gik han tilbage til sit værelse.

///Out