Hej! - Alicia

S: Spisestedet
T: Frokosttid 
O: En masse spisende halvguder der snakker og griner
V: Solrigt og varmt
P: Jeans og T-shirt, intet specielt 

Julien var stadig forpustet efter træning, og mens hans venner fortsatte lidt endnu, havde han givet op og var taget hen til spisestedet for at få frokost. Han havde slet ikke fået nok til morgenmad kunne han mærke, hvilket var en fejl han begik lidt for ofte. Efter som han havde trænet var han ikke ligefrem køn at se på, hans hår var uglet og hans tøj var beskidt, men sådan så de fleste ud på den her tid af dagen så han tænkte ikke over det. Ved maden tog han det første, det bedste og så meget som muligt. Han skulle bruge noget at træne videre på bagefter. Han vendte sig mod bordene, de fleste sad sammen med folk de kendte. Han kunne ikke rigtigt se nogle venner eller søskende i nærheden, men så en pige med en ledig plads ved sin side. Forhåbentligt ville hun lade ham sidde ved sig, selvom han aldrig havde set hende før. Hun måtte næsten være ny. 
"Må jeg sidde her?" Julien satte sin mad på bordet og smilede til hende. Han var lidt forsigtig, hvis hun nu var datter af Ares og ikke ville forstyrres. Hun lignede nu ikke den type. "Mit navn er Julien, søn af Hermes." Han rakte en hånd frem imod hende som hilsen. "Er du ny? Jeg har vist ikke mødt dig før."

Påklædning Mørkeblå jeans, en hvid Don't F*ck With Me t-shirt, sorte converse og en sort læderjakke

Alicia sad alene ved et af bordene ved spisestedet. Omkring hende sad der andre halvguder og snakkede lystigt om alt og alle, uden at bekymre sig om andet end træning og hvem der datede hvem. 
Foran hende havde hun en tallerken med en smule mad på, men hun kunne ikke rigtig få sig selv til at spise det, hvilket sikkert ikke var helt sundt, men siden hun var vågnet op i en eller anden hospitalsstue tideligere på dagen, og havde fået forklaret, at hun var en halvgud og at hendes mor var død i forsøget på at beskytte hende fra et monster, var appetit ikke ligefrem det hun havde haft mest af.
Hun tog en tot af hendes lange mørke hår, snoede den omkring sin pegefinger og udstødte et sørgmodigt suk, mens hun faldt i staver i maden på tallerkenen foran hende.
Pludselig var der en stemme tæt på hende, der rev hende ud af sine tanker med et forskrækket spjæt. 
Det var en dreng, der spurgte om han måtte sidde hos hende.
"Klart, sæt dig bare," sagde hun og prøvede at smile til ham, men uden det store held.
Han var en af de første i denne mærkelige lejer, der rent faktisk henvendte sig til hende, og hun ville helst ikke skræmme ham væk igen. 
Som hendes mor plejede at sige "med et smil kommer man langt" eller noget i den stil...
Tanken om hendes mor gjorde hende straks ked af det, men hun prøvede virkelig at skubbe de triste tanker væk og fokusere på drengen, der forsigtigt satte sig.
Var han bange for hende?
"Mit navn er Julien, søn af Hermes," sagde han og rakte hånden frem mod hende.
"Alicia, datter af en eller anden gud," hilste Alicia smilende igen og trykkede drengens hånd, selvom hun var lidt flov over, at hun ikke vidste hvem hun var barn af.
"Er du ny? Jeg har vidst ikke set dig før," spurgte drengen, Julien, hende.
"Så ny som man vidst kan blive, jeg kom i går aftes," indrømmede Alicia og så atter ned på sin tallerken. Hun stak gaflen i en vindrue og betragede den lidt, før hun tog den i munden. Den smagte nu meget godt, så hun tog en til, og så så på Julien igen.
"Hvad med dig? Hvor lang tid har du været her?"

Julien satte sig ned ved siden af hende, ikke for tæt på, han ville ikke virke for nærgående. Hun virkede lidt trist i det, men det var ret mange her lejren af og til. Alle havde familie udenfor lejren, eller også havde de intet uden for lejren. Uanset levede de alle med et stort savn af en eller anden art. Det sidste pigen ville var nok at en eller anden fremmed sad klistret op af hende. 
Han så på hende med et smil og begyndte at spise. "Du er en af dem. Velkommen til lejren Alicia!" sagde han da hun nævnte hun ikke kendte sin gudeforældre. Det var ikke ondt ment, han kendte mange der ikke havde vidst det fra starten. For ham gjorde det ingen forskel. "Så er det din mor eller far der er gud?" Han lænede sig ind over bordet, han var interesseret i at snakke med hende. Nye folk i lejren var altid hyggelige, og de havde tit spørgsmål. Han havde hjulpet mange af sine søskende igang i lejren, hjulpet dem med en masse forskellige ting. 
"Jeg har været her i 3 år. Du vænner dig hurtigt til stedet, det lover jeg dig. Er du god med våben? Eller klog? Har du evner? Fortæl om dig selv." Han så afventende på hende og fyldte mad i munden for ikke at spørger mere. Hun skulle have lov til at svarer, og han ville heller ikke skræmme hende væk. Pigerne her i lejren var normalt ikke nogen man skulle lægge sig ud med hvis man ikke kendte deres gudeforældre. Så meget havde han fået med de tre år han havde været her.