Priorities ~ Oliver

Som altid var Hytte 9 og de nærmeste omgivelser, domineret af lydene fra smedjen, og klangen af stål der blev hamret mod stål i en nærmest motorisk rytme. Selvom denne daglige rutine af lyde og larm som regel var som sød musik i ørerne på en søn af Hefaistos, krævede Halfdans nuværende arbejde dog stilhed og koncentration. Hvilket heldigvis var opnåeligt ved hjælp af propperne fra en ipod der fyldte øregangene og hovedet med klassisk musik. Han sad på en stol godt trukket ind til arbejdsbordet, og med armene på bordet virkede han ganske koncentreret i sit arbejde. En monokel var endda over hans ene øje, og en lampe lyste ned på bordet foran ham. Endnu et finmekanisk gadget han arbejdede på. En kugle af messing som han med pincetter installerede små tandhjul og arme i. Så koncentreret og opsat på sit arbejde havde han været, at han ikke engang havde tænkt over at tage sin jakke eller sit halstørklæde af, inden han var gået i gang.
Halfdans åndedræt var noget nær ikke-eksisterende og han blinkede knapt med øjnene, som han tålmodighed kom til udtryk via de meget forsigtige og rutinerede bevægelser. Han vidste hvad han lavede, så meget var der ingen tvivl om. Og når man kiggede rundt i lokalet, burde netop dette også komme til udtryk. Et arbejdslokale kun til brug af hyttens vejleder, med reoler, vindueskarme og et arbejdsbord, næsten fuldt med alverdens gadgets og redskaber. Alt sammen ting og sager han havde bygget og brugt igennem alle hans år i Lejren.

Halfdan var ikke længere den splejsede lille dreng der blev forskrækket af sin egen skygge, eller som skuttede sig til stiernes kanter som andre passerede ham. Ikke længere knægten der knapt var større en ambolten han var blevet sat til at arbejde ved, og som knapt havde kunnet svinge et sværd. I sin tid i lejren havde han i søgt ensomhed vokset sig høj og elegant, erhvervet sig enorm viden og talent og udviklet næsten fabelagtige evner. Han var blevet en vejleder der var nok så respekteret af de andre jævnaldrende og yngre halvguder, men som desværre også kunne være en torn i siden af undervisere og lejrens ledere. Han påtog sig visse usædvanlige privilegier, såsom at forlade lejren når han ønskede det, og møde op til undervisningen efter hans eget hoved. Ifølge ham var der ikke noget de kunne lære ham længere, og han var her blot, fokuseret på sine egne projekter og sine pligter som vejleder. En måske vovet påstand, men hvad han manglede af social interaktion med de andre, gjorde han mere end op for ved sine talenter og evner. Nogle gange fangede han endda sig selv i at anse sig selv som værende bedre end skolens undervisere, men det ville nok være ganske vovet endda.
Halfdan var et sjældent eksempel på, at selv en ung mand med ADHD kunne være koncentreret og fokuseret stort set hele tiden. Rastløsheden kom i hvert fald ikke til udtryk på en sædvanlig facon, men nærmere via hans næsten industrielle arbejdsomhed og antallet af færdiggjorte projekter i tidens løb. Han gad da ikke stå på ræd og række med sine halvsøskende og hamre mod metallet i en symfoni. Så hellere sidde for sig selv, og skabe endnu nye artefakter og våben. Hvilket han havde skabt en del af, deriblandt sit personlige våben. Men nærmest alt hvad han kreerede var personlige ejendele, og sjældent noget han delte med andre. Og selv overfor sine halvsøskende kunne han blive ganske arrig, hvis han fangede dem i at pille ved de artefakter han havde lavet. Men nu, var aggressioner helt ude af vinduet, og alt hvad der hvilede over ham i hans koncentration, var ro og fokus. Som han med pincetten løftede og flyttede rundt på de minimale tandhjul i den komplicerede anordning i kuglen. Han kunne sætte dem på plads ved hjælpe af sine evner, og sikkert blive færdig på halvdelen af den sædvanlige tid. Men denne gammeldags metode syntes nu mere personligt, så det var hvad han ofte foretrak. Han bemærkede ikke engang at døren blev smækket op, og hørte heller ikke Oliver kalde ud i hytten. Alle lyde blev lukket ude af musikken der næsten rungede i hans øregange. Det var så indtil propperne blev hevet ud af ørerne på ham, og han måtte indrømme sig selv en smule overrasket.
Dog bevægede han sig ikke særligt meget ud af flækken, også selvom han tabte det lille tandhjul og pincetten på bordet. Til lyden af Olivers snerrende stemme, sukkede Halfdan blot og måtte bruge et enkelt øjeblik på kort at sluge sin stolthed og ikke bare bryde ud i en klagesang. "Jeg kan kreere en komplet kopi af Achilles' Skjold, og læse en bog på samme tid. Og kreere sværd og harnisker langt hurtigere end gennemsnittet." Lød det en smule køligt fra ham, og først dér, vendte han så et næsten træt blik op imod Oliver. "Hvis jeg mødte op til alle undervisningstimer og spenderede al min tid i smedjen, ville lejren løbe tør for god stål før året er omme." Tilføjede han hurtigt, og fjernede den lille monokel fra hans ene øje, med langsomme og tålmodige bevægelser, for derefter at lade den ligge på bordet. Han skubbede sin stol lidt ud fra bordet, og sad stadig med rank ryg og blikket vendt op imod Oliver. "Jeg er træt af alt lave gladius' og skjold sammen med de andre. Men når der sker noget spændende, vil jeg være den første til at møde op." Lød det så lidt derefter, og Halfdan vovede endda et diskret smil med sine buttede læber, til trods for risikoen for at virke en smule arrogant. Men arrogance var jo et spørgsmål om perspektivet, og han talte vel egentlig også sandt? Han var i hvert fald træt af at skulle stå og høre på de samme ting og sager, år efter år. Nok kunne Oliver undervise ham privat, efter at have givet anretninger til gruppen. Men hvis han skulle høre på Oliver give retningslinjer til de små endnu en gang, ville han blive sindssyg.

Dette var ikke første gang Oliver havde sagt noget lignende til Halfdan. Og han var heller ikke den eneste underviser der havde udtrykt sine bekymringer på en sådan måde. Men hvad ville de gøre ved det? Smide ham ud af lejren? Halfdan havde været på et dusin succesfulde missioner, og vandrede praktisk talt ind og ud af lejren som han havde lyst. Han var mere end i stand til at klare sig selv udenfor lejrens grænser. Fjerne ham som vejleder? Han så personligt ikke nogen bedre til positionen som vejleder af denne hytte. Og hvis de ville have en lille ukreativ regelrytter som vejleder, så var Halfdan nok ikke blevet vejleder i første omgang. "Jeg har tidligere ikke kunnet arbejde på mine egne projekter i undervisningstimerne. Og hvis jeg ikke kan det, ser jeg ikke nogen fordel i at møde op, og få at vide hvad jeg allerede ved i forvejen." Svarede han ham, som han stadig sad på stolen ved arbejdsbordet, med et afslappet og sikkert blik vendt imod Oliver. De to var brødre, og Halfdan talte til ham således, ikke som hans underviser. Halfdan vidste godt at Oliver sikkert kun ville ham det bedste, og Oliver vidste sikkert også godt at aggression og søgt dominans prallede af på Halfdan. Han var blevet trådt nok på i sit liv, til at han ville bukke under for sådan noget igen. En velvillig tankegang fra Oliver, som Halfdan potentielt kunne gøre en smule brug af.
Han rettede lidt på sig, og tog sit halstørklæde af, og begyndte endda at lukke lidt op for sin jakke. Nu hvor han ikke arbejdede, var han hurtigt begyndt at indse hvor varmt det i grunden var at have på. "Og for at rode bod på de mange tabte undervisningstimer, har jeg taget imod langt flere missioner i stedet. Og har ligeledes også passet mine pligter som vejleder til dets fulde." Mødepligt... hmpf! Men for at være fair, var det nu heller ikek alle undervisningstimer han missede. Han missede blot de der indeholdte den basiske og røvkedelige viden. Sådan noget som typer af metal, og de undervisningstimer hvor der var fokus på de yngste. Når der var tale om radioaktive metaller, artefakter og guddommelig smedning, kunne han da godt lokkes til at troppe op. Hvis han ellers havde tid, vel og mærket.

//Det gør slet ingenting! Regn nu heller ikke med lige så lange svar fra mig.//