Set in Motion [XX]

Disse var de bedste aftener at arbejde i. De aftener og nætter, hvor himlen lod regn falde, og hvor den var fyldt med torden og glimt af lyn. En passende larmende musik, der fjernede hæmninger om hemmelighed og forsigtighed. Og derved tillod Halfdan at lægge krop såvel som sjæl i sit arbejde. Aftener hvor de fleste holdte sig indendøre og hyggede sig i hinandens selvskab - og alligevel valgte Halfdan altid at lukke sig selv inde i sit arbejdslokale, og hengive sig til arbejdet der så kraftigt kaldte efter hans opmærksomhed. Og arbejdet der kaldte efter ham denne aften, krævede ikke rolig og koncentreret ro, som så meget andet gjorde. Dette var lige dele passion, som det var håndværk.

Halfdan stod midt i lokalet, på det åbne guld. Foran ham var hans arbejdsbord. Bag ham var døren og reolen derved. Og til hans sider, var der mindre borde, med værktøjer og alkymi-opsætninger, samt materialer og dets lige. På arbejdsbordet foran ham, iblandt alle de forskellige ting der ellers stod der, stod der en kobberskål. I skålen var der en mørk væske. Mørkt vand. Men ikke blot almindeligt vand. Vand fra floden Styx, som en behjælpelig datter af Afrodite havde hjulpet ham med at anskaffe, et par dage tidligere. Halfdan tog sin jakke af, og hang den på en stol, inden han så stillede sig tilbage hvor han stod før. Han flettede sine fingre, og knækkede hurtigt sine knoer. Og hurtigt skænkede han også et blik mod regnen der faldt udenfor, inden han så holdte hånden over mod reolen. Fra reolen svævede der en kugle af sort stål, kontrolleret af Halfdans evner i manipulation. Det var vigtigt han ikke selv rørte ved det. Som den svævede lidt i luften foran ham, over skålen af kobber, holdte Halfdan sin anden hånd til siden. På arbejdsbordet stod der et blus, eller gasbrænder. Han drejede lidt med fingrene, og den tændtes. Derefter strakte flammen sig fra blusset, og hen til kuglen af det sorte stål. Og lidt efter lidt, omkransede flammerne stålet. Varmede det op, og fik det til at blive mere og mere glohedt for hvert øjeblik. Han ikke så meget som blinkede en eneste gang, da han ikke ville miste koncentrationen. Et mindre inferno, en symfoni, af glohed stål og flammer, dansede i luften foran ham.

Da det sorte stål glødede rødt af varmen, lod han den sænke ned i vandet. I det samme lød den sislende lyd af vand der fordampede, og bobler der hejste sig til overfladen. Halfdan smilte ganske tilfreds, og nærmede sig, for så at række ned med hånden, og hive kuglen op ad vandet. En lille kugle af sort stål. Tydeligvis lavet af en masse tandhjul og mekanismer, typisk for hans egne designs.

Påklædning: Klik

Litsa løb igennem lejren. Regnen irriterede hende ikke rigtigt selvom hendes hår blev vådt og hendes t-shirt gennemblødt. Det var ligemeget for hende, hendes kurs var Hefaistos børnenes hytte. Hun var oppe og køre og havde en masse ideer, tanker og planer at diskutere med en helt bestemt søn af Hefaistos, ting hun vidste kun han ville forstå og ting hun vidste hun ikke kunne sige højt med de forkerte folk omkring sig. Nogle her i lejren ville misforstå, det var hun sikker på. 

Som altid tøvede hun ikke med at gå ind i hytten, heller ikke selvom dens beboere klagede over at en meget våd datter af Afrodite ikke havde noget at gøre i deres hytte om aftenen. Hun ignorerede dem blot og fandt sin vej til Halfdans arbejds lokale. Uden så meget som at banke på eller spørge om hun måtte forstyrer, stormede hun nærmest ind og lukkede døren bag sig for at læne sig op af den med et smil mens hun prøvede at få en normal vejrtrækning i stedet for at være forpustet. "Jeg er sikker på du laver noget virkelig spændende, men jeg har interessante ting at fortælle!" Og interessante ting var det helt klart. Hun kom direkte fra en aftale med en søn af Hermes, den samme der havde hjulpet hende med at stjæle vandet til Halfdan. Det var nu ikke så meget drengen i sig selv der var interessant men hans holdninger og den samtale de havde haft. Det havde givet hende nyt håb og tro på den revolution imod guderne hun håbede på inden for den nærmeste fremtid, i hvert fald i hendes tid. Da hun havde fået vejret skubbede hun sig lidt ud fra døren. "Kan du huske hvad vi snakkede om sidst jeg var her?" Spurgte hun spændt. Hun var ikke så godt til at tage det stille og roligt når der var noget hun var spændt over. Hun var ivrig og ville mest af alt bare føle hun gjorde noget der hjalp sagen. Men hun kunne ikke selv, det vidste hun. Derfor var hun nu her.

Halfdan var dybt fascineret af hvad han trak op ad vandet, og stod egentlig blot og betragtede den lidt. Forsøgte at bruge sine evner til at definere den, og genopdage dets evner. Dog, var han nu rimelig sikker på hvad denne sorte kugle kunne gøre af fabelagtige ting. Det var en fascination som var nok til at han ignorerede de klagende lyde fra resten af hytten, men ikke nok til at ignorere døren der gik op til hans arbejdslokale. I det samme, og af ren refleks, puttede han den sorte kugle i sin bukselomme, og vendte sig mod døren. Halfdan var nødvendigvis ikke altid glad for at have sin private atmosfære brudt af andre. Men da han så hvem det var, slappede han lidt mere af.

Det ville nok være en skam at sige at alle og enhver var velkommen i hans arbejdslokale. Men Litsa var skam ganske velkommen, også selvom hun afbrød ham i hvad han lavede. Men tid havde han heldigvis nok af. Såvel som tid til Litsa. Hvad der først slog ham ved hende, bortset fra hendes gennemblødte t-shirt, var entusiasmen der strålede fra hende. Det fremkaldte et diskret smil over hans læber, som han krydsede sine arme over brystkassen, og lagde sin vægt over på det ene ben. "Måske." ... "Hvorfor ikke minde mig om det igen?" Svarede han så roligt og en anelse udfordrende. De to snakkede om en del ting ved deres sidste møde. Og han havde da en anelse om hvad det mon var der havde bragt hende i et sådan humør. Men at lege gætteleg, huede ham nu ikke. Så han ville blot lade hende, i hendes entusiasme og tydelige energi, forklare ham, og påminde ham om hvad det var de nu havde snakket om. Det virkede trods alt som om hun havde tænkt sig at forklare alligevel. Øjnene klæbede sig mod hende som hendes eget våde hår og t-shirt, og han ventede næsten spændt. Dette kunne kun være godt...

Litsa lo en smule over ham og gik endelig ind i rummet. Hvor skulle hun næsten starte? Der var så meget hun gerne ville fortælle, forklare og sætte i værk. Mens hun overvejede sine ord kørte hun hænderne igennem sit våde hår og fjernede det helt fra hendes ansigt. I det mindste var det varmere herinde, for hun frøs en smule nu da hun var våd. Hun kørte kort hænderne over sine arme for at få gåsehuden til at lægge sig. 
"Altså det med guderne, ikke?" startede hun ud med et smil. Hun kunne slet ikke stå stille af iver, så hun gik rundt i lokalet mens hun talte og tænkte. Hun havde nu hele tiden fokus på Halfdan mens hun gik, så drejede rundt om sig selv et par gange når hun gik rundt. "Altså jeg ved du sagde det der med at være tålmodig, men du ved jeg ikke er tålmodig." fortsatte hun inden hun lo en smule i glæde. Hvis der nogensinde skulle ske noget måtte nogen jo starte det, og den nogen ville Litsa hellere end gerne være. "Så altså, jeg snakkede med Julian her i aften og nævnte mine tanker omkring det, og det viser sig han deler mine synspunkter. Så vi snakkede om at starte en gruppe af halvguder der er trætte af gudernes tyrani og mangel på evne til at styrer Olympen. Og altså.." Hun tøvede lidt og stoppede op mens hun så på Halfdan og satte sit uskyldige, tiggende smil op. "Vi skal jo bruge en der kan tænke og er kontrolleret, ikke? Den slags dur jeg ikke til." indrømmede hun blankt. Litsa kendte sine fejl, men plejede at fortrænge dem en smule. Halfdan kendte dem vist også, så der var ingen grund til at lade som om de ikke var der. "Jeg tænkte.. Altså, jeg har tænkt meget, ikke? Og.. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte henne!" Hun lo igen og lænede sig op af hans arbejdesbord da hun var nået dertil. Hun smilede over til ham og håbede han ville sige ja til at være med. Det kunne være starten på en vigtig, hemmelig modstandsgruppe.

Halfdan var da noget så spændt på at høre hvad hun havde at sige, men holdte sig dog også i ro. Ganske rigtigt, var han nok mere kontrolleret end hende. Hvilket tydeligt kom til udtryk i den måde hun bevægede sig rundt på, og måden hvorpå han stadig stod med sine arme krydset over brystkassen og betragtede hende. Han sendte hende et enkelt nik, for at bekræfte at han huskede det, og ligesom også for at give hende grønt lys for at begynde at snakke og forklare. Opmærksomt lyttede Halfdan til hendes forklaring; ord for ord. Da hun nævnte et navn, rynkede han brynene i undren, men lod hende dog tale færdigt. Han vidste godt hvem denne Julian var, men stolede absolut ikke på en søn af Hermes. Og han brød sig ikke om hvordan hun på blot nogle få dage, havde formået at sprede ordet til en anden, og sikkert også nævnt Halfdans navn. Men så igen.. dette var Halfdans drøm.

Han hævede også sit ene øjenbryn da hun smigrede ham med et uskyldigt og tiggende smil. Litsa og hendes små tricks. "Okay..." ... "Så start med at sætte dig ned. Tag det roligt. Og få varmen." Han havde brug for at få lidt orden på situationen, og en smule kontrol, om muligt. Nok havde hun fokus på ham, men hvis hun tonsede rundt over det hele, ville dette ikke kunne udspille sig særligt fornuftigt. Halfdan havde også skubbet kobberskålen til side på bordet, og klappet på bordet, hvor hun kunne sætte sig op. Med et lille blink, selvfølgelig. Derefter tog han et par skridt væk fra bordet, og masserede sin ene tinding med sin ene hånd. Et øjeblik efter, vendte han sig rundt igen, og vendte blikket mod Litsa. "Først og fremmest... Hvordan kan du være sikker på at du kan stole denne, Julian?.." Begge hans hænder blev puttet i bukselommerne. Med hendes entusiasme, havde han ingen tvivl om at denne 'gruppe' ville blive en realitet. Og derfor, måtte han tænke på hvem der skulle være en del af den. Han vidste hvor passioneret Litsa var. Men han vidste ikke meget om denne Julian.

Litsa så på ham og måtte gøre hvad han bad hende om. Ikke fordi han ikke ville lytte ellers, men hun vidste trods alt at han var mere fornuftig og tænkte ting bedre igennem end hende, og han kunne have ret i hun burde få varmen. Så hun trak sig op på hans bord og sad der mens hun smilede til ham ved tankerne om sidst hun havde siddet på det bord. Hun måtte desværre skubbe de tanker lidt i baggrunden, det var ikke tid til den slags nu selv om hun var lige så ivrig om dét aspekt af Halfdans selskab. Faktisk havde hun skænket det mange tanker siden og havde været mere afholdene i forhold til drenge siden. Ikke at hun havde holdt sig helt tilbage, men hun havde overvejet det mere, for de andre havde jo ikke været ham, og så var det ikke lige så meget værd. Det var nu ikke noget de skulle diskuterer lige nu. Men måske senere. 

Hun lagde hovedet på skrå da han spurgte ind til Julien og rynkede brynene lidt. Hvorfor skulle hun ikke stole på ham? Det så hun ikke nogle grunde til. "Han er min eks kæreste. Jeg ved han er søn af Hermes, men Julien er også en mand med ære. Når han siger noget mener han det og læber ikke fra det, så meget har jeg lært. Han kunne være en stor fordel på vores side. Hvorfor stoler du ikke på ham?" Det var ikke for at angribe Halfdan overhovedet men hun undrede sig og kunne jo kun få svar hvis hun spurgte. "Vi vil kun være stærkere hvis vi har halvguder fra alle hytterne med os. Alle talenter og kræfter, du ved. Jo flere vi er, jo bedre bliver det, ikke?" Hun så over på ham og syntes egentlig han godt måtte være tættere på. For at vise det rakte hun en hånd ud imod ham som hun troede hun kunne nå ham, hvilket hun ikke kunne og var utilfreds med. Det var ikke for at udnytte ham eller bruge sine manipulerende berøringer, hun elskede bare at være tæt på ham og mærke han var i nærheden. Det føltes lidt som en afhængighed, noget hun ikke havde prøvet før.

Halfdan var på sin vis, en ung mand der udnyttede sin rationalitet, kløgt, snuhed, og logiske sans, før noget andet. Men i sidste ende, var han også passioneret, og meget... skruppelløs. Der var ikke meget han ikke ville gøre for at få hvad han ville have. Og på samme måde, var der meget han ikke ville gøre for vedligeholde hvad han allerede havde. Uanset om det angik levende væsner, eller materielle ting. Han var... sin egen. Og netop derfor var der to sider af ham; hver især tiltrukket og foruroliget ved disse fremskridt Litsa havde gjort sig.

Hvilke tanker han havde haft om hendes nærhed, og den tiltrækning han havde haft siden hun var trådt ind af døren; mindskedes hurtigt da hun nævnte at Julian havde været hendes eks. Ord der fik ham til at hæve sit ene øjenbryn. Men selvom han havde lyst til at afbryde hende, lod han hende tale færdig. Han trådte et enkelt skridt nærmere hende, en anelse mere alvorlig og bestemt. "Fordi jeg ikke kender ham.." Svarede han og låste sit blik mod hendes øjne. "Jeg ved ikke hvad han kan. Jeg ved ikke hvordan han er... Jeg kender ikke engang hans hårfarve." Forsatte han og lagde hovedet lidt på skrå, i håbet om at hun ville forstå hans tankegang. "Jeg kan ikke stole på nogen jeg ikke kender, det kan ingen af os. Og at han er din eks, gør bestemt heller ikke at jeg stoler på ham." Tilføjede han. Han mærkede hvordan han blev en smule arrig. Ikke på hende, ikke på denne plan, eller denne samtale. Men blot ved sagens natur, og en arrighed han hurtigt fik kontrol over, ved at tage en dyb indånding..

Halfdan gik hen til hende, og lagde begge sine hænder på hendes lår, og vendte et mere nærgående blik mod hende. Han sukkede lydløst. "Hvis vi skal gøre dette, må vi sikre os at vi kan stole på dem vi gør det med. Og ikke bare sætte vores lid til alle og enhver der krydser vores vej..." Han smilte en anelse til hende, og holdte hovedet lidt på skrå. Denne gang, var stemmen mere rolig og fattet. Mere blid og forstående. Litsa måtte bevise at han kunne stole på hendes dømmekraft, og Julian måtte bevise at han kunne stole på ham. Der var ingen vej udenom.. "Og du ved.. hvis vi gør det her." ... "Må vi forlade lejren. Vi kan ikke realisere noget som helst herfra.." Tilføjede han så lidt derefter, som en lille sidebemærkning. Han ønskede egentlig bare at forberede hende en anelse på den potentielle ensomhed og fare ved den vej de var ved at tage. Dette var ikke for sjov, og skulle ikke tages således.

Litsa så på ham og rynkede brynene en smule. Hun forstod godt hans pointe, men hun fostod ikke hans tvivl på hendes dømmekraft. Hun var meget ivrig, men ikke dum. Hun gjorde ikke noget som det her uden at være sikker på hvad hun lavede og at det var det hun ville. Hende kunne han vel godt stole på, hun havde i hvert fald ikke gjort noget for at han ikke kunne. At være skeptisk var fint, men at mistænke folk man kendtes dømmekræft var måske en smule for meget. Men så igen, Litsa vidste jo hun var mere careless end Halfdan var, måske havde han ret. 


"Hør her, Julien er en fin fyr og hans evner kan komme os til fordel. Han kan få os ind alle steder, ubemærket rundt og overtale alle til alt! Han er loyal. Stol på mig. Jeg kender ham." Hun så meget seriøst på ham, direkte ind i hans øjne. Ikke et sekund ville hun betvivle Julien, hun ville betro ham sit liv uden et tøve. "Det at han er min eks gør blot jeg kender ham bedre. Jeg har set ham i sit svageste. Han er ikke en kujon, han er loyal, det lover jeg dig. Jeg manipulere de fleste, burde jeg ikke vide hvornår folk lyver og taler sandt?" spurgte hun en smule provokerende. Hun brød sig ikke om ikke at blive betroet af Halfdan kunne hun mærke. Hans tillid betød noget for hende, og hun havde det åbenbart ikke. Endnu. Det skulle nok komme på et tidspunkt, det var hun ikke i tvivl om. At hun skulle gøre sig fortjent gjorde jo kun det hele lidt mere sjovt og spændende. Det var et af Halfdans talenter, at holde hende hen i spænding og uvished. Dybt nede elskede hun ham jo for det, men i øjeblikket frustrerede det hende at han ikke bare kunne stole på hende. 

Da han kom tæt på igen og lagde sine hænder imod hende smilede hun dog hurtigt igen. Hun fik sin vilje og lagde sine egne hænder over hans. Han kunne sige alt lige nu, hun ville faktisk være ligeglad, bare det han rørte ved hende gjorde hende næsten... lykkelig? Det var en følelse hun hurtigt skubbede tilbage i underbevidstheden og prøvede at glemme. Det var både for at koncentrerer sig bedre men også fordi det gjorde hende forvirret og derfor en smule utryg. Hun plejede ikke at blive forvirret over noget, slet ikke drenge. "Julien er ikke alle og en hver. Jeg har kendt ham i den del år. Tror du jeg ville dum nok til at lufte mine idealer for en jeg ikke troede jeg kunne stole på? Jeg ved godt det ikke er alle der kan tåle den slags holdninger." svarede hun tilbage mens hun kort himlede med øjnene. Så dum troede han vel ikke hun var? Nok var hun impulsiv og drevet af entusiasme, men hun kunne også overveje forskellige ting. Hans kommentar om at skulle forlade lejren fik hende til at nikke en smule, men tænksomt. "Men vi må også have nogle i lejren hele tiden, for at tage temperaturen, du ved. Følge med i hvad der sker her mens vi er væk. Der kunne ske vigtige ting uden vi fik det at vide." svarede hun tilbage med let rynkede bryn. Uden at tænke over det pillede hun en smule ved hans ærmekant nu hendes hænder alligevel lå over hans. Hun kunne allerede lide hvordan den her aften tog fat, en modstandsgruppe der langsomt formede sig, og endda med de folk det nu var. Det ville være umuligt for hende ikke at smile de næste par dage af ren glæde over at tingene begyndte at gå den rigtige vej.

Halfdan vidste det udmærket godt, og kunne sagtens forstå det. Vidste godt at han burde stole noget mere på andre, og forstod ganske klart, at hans mistroiske natur måtte gå andre folk på nerverne. Men det var i hans natur... Der var ikke meget andet han kunne gøre, end at prøve. Og oftest var det forgæves. Men han var ikke uden fornuft og intuition. Oftest kunne han læse andre meget godt, og forstod sig på det menneskelige sind; dets lyster, og laster. Han var ikke nær dum nok til at afvise hvad der ellers virkede soleklart til hans sanser, men var blot en praktisk fyr. Der troede på fair handel, og at alt skulle erhverves og fortjenes. Han havde aldrig fået noget gratis i sit liv, og han havde helst ingen intentioner om at give noget, uden at få noget til gengæld. ... Selvom han nogle gange gerne ville.

Halfdan tillod hende den tid og den seriøsitet hun havde brug for, for at tale Juliens sag. Og for, ikke mindst, at bevise hendes egne dømmekraft. Det var nu ikke fordi tvivlen lå så meget hos hende, det var blot tanken om en fyr han ikke kendte, der prikkede til ham. Han brød sig ikke om fremmede. Halfdan fugtede sine læber, og nikkede endnu en gang, blot en enkelt gang. Ellers sagde han ikke noget, men holdte sig blot i ro, så han selv kunne overveje tingene godt igennem. Han kunne jo heller ikke bare stille sig til trods hele tiden, og sætte spørgsmålstegn ved alt - selvom det nok var et af hans bedre kvaliteter. En dag ville hun nok se, at hans natur, meget vel kunne redde deres liv. Endelig rørte han lidt på sig, og klemte lidt blidt om hendes lår, som hans øjne var vendt ned mod hendes skød. "Fint.." Hans øjne fandt op til hendes igen. "Vi mødes med ham, og så tager vi den derfra, okay?" Han nikkede lidt indgående til hende, og smilte lidt skævt. Og efter et øjebliks stilhed, rettede han lidt på sig igen. "Jeg.. ved jeg kan være svær at have med at gøre. Og jeg lover dig at jeg vil arbejde på det... Og til gengæld må du love mig, at være tålmodig med mig.. ikke?" Tilføjede han så, og sendte hende et lille blink til sidst, efterfulgt af et diskret smil. Han erkendte sine fejl, og lod hende derved også stadigt vide; at han endnu ikke var fuldstændig overbevist. Men han ville ikke afvise noget som helst. Og da slet ikke hende.

Det var tæt på at en lille latter forlod hans læber. Men i stedet blev det blot til et hurtigt fnøs, som han atter vendte blikket ned ad hendes krop, og lod sine hænder glide længere op ad siderne af hendes lår. Op til hofterne. "Litsa.. Du er mange ting. Men ikke dum.." Svarede han hende, som reaktion til hendes himlende øjne. Ved guderne.. han hadede virkelig når en tøs himlede med øjnene. Men det var nu ganske komisk alligevel. Halfdan fjernede fokus fra hvad af hende der måtte lokke en smule, og vendte i stedet blikket mo hendes øjne igen. Han lyttede til hendes ord, og endte med at smile diskret og roligt. Han rykkede sig lidt nærmere bordet og hende. "Nu hvor vi så småt er gået i gang, vil jeg forlade lejren inden længe. Der er stadig meget arbejde der skal gøres, og vi må finde os et sted hvor vi kan være i fred og udenfor fare." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Og desuden.. husker du mine små edderkopper?" Hintede han lidt lavmælt og en anelse udfordrende. Han havde jo fortalt hende hvordan han brugte dem til at overvåge og udspionere. Hvis der ikke var nogen til at blive i lejren, ville de uden tvivl kunne gøre arbejdet. Desuden.. så ville han ikke have hun blev i Lejren, hvis han var ude i verdenen.

Litsa så mere skeptisk på ham. Hun brød sig ikke om at han af alle betvivlede hende, og et eller andet sted bundede det i en frygt for at han ville synes hun var dum og et barn. Det var bestemt ikke et barn de fleste så i hende, men hun følte sig nogle gange som et med sine impulser og forhastede handlinger. Hun frygtede at andre også så det på den måde og derfor ikke ville tage hende seriøs. Men selvfølgelig kunne hun ikke vise denne frygt overfor ham, det var dumt og irrationelt. Som altid måtte hun istedet bruge sin skeptiske facade, men til hendes overraskelse accepterede han og hendes ansigtsudtryk blev meget blødere og mildere det sekund han gav hende en chance. Hun smilede endda en smule og nikkede. 

"Jeg skal prøve mit bedste at være tålmodig." svarede hun mildt. Det var meget svært for hende, men det her krævede gennemtænkte planer, og det var præcis derfor hun havde brug for Halfdan, en der kunne holde hovedet koldt uanset hvad. "Men du er ikke besværlig. Bare... mere overvejende end jeg er. Jeg synes aldrig du er besværlig." Ikke på en træls måde, i hvert fald. Han gav hende jo ikke altid hvad hun ville have, men derfor behøvede han jo ikke være besværlig. Han gjorde kun tingene mere interessante. Og nu havde han jo givet hende den her chance til at bevise hun altså godt kunne bedømme den her slags ting selv. Hun var ikke det mindste i tvivl om at Halfdan ville give hende ret når han mødte Julien. Drengene ville måske ikke bryde sig meget om hinanden i starten, de var to meget forskellige personer, men idealerne var da det samme, måske ville det hjælpe en smule. Hvis de skulle kunne føre noget som det her ud i livet måtte de jo også lære at arbejde sammen. Det hele skulle nok lykkes og falde på plads når først de kom længere hen i planlægning og overvejelser. Lige nu var det trods alt kun den spæde start, og de var kun tre halvguder. Litsa forestillede sig at de skulle være mange flere, så mange som muligt ville være bedst, og gerne halvguderne med en masse forskellige evner. Det ville kun være til deres fordel i længden. 

Hun slap hans hænder da de gled længere op af hendes ben og placerede istedet sine egne på hans skuldre og så op i hans øjne, meget fortryllet af hans tilnærmelser og af hvor tæt han var på. Smigeret var bestemt også med til at gøre hende mere glad og slog endda kort blikket ned, en smule forlegen, over den slags ros for ham. Så stolede han trods alt en smule på hendes intelligens. Da hendes øjne igen var i hans og han rykkede tættere på spredte hun roligt sine ben så han kunne komme tættere på. Så tæt som muligt hvis det stod til hende, men hun havde trods alt lovet ham at være tålmodig. Hun rynkede kort brynene. "Hvor er der sikkert og fred og ro for halvguder uden for lejren?" Hun havde boet i lejren næsten hele sit liv, og huskede ikke meget af menneskenes verden, hun vidste bare den var farlig. Hendes hænder gled rundt om hans hals og hun smilede en smule. "Når ja, edderkopperne. Men hvad med sådan noget som at rekuttere flere? Vi kan ikke gøre det her tre mand, uanset hvor seje vi mener vi er. Vi har brug for hjælp. Det tror jeg ikke dine edderkopper kan?" Hun så spørgende på ham, og var oprigtigt nysgerrig på hans svar til det. Det var risikabelt at finde flere folk, det gjaldt om at få folk til at snakke uden selv at afsløre noget, det kunne blive både farligt og svært. Nu var Halfdan jo hjernen i gruppen, så han havde sikkert planer eller overvejelser allerede. Hendes fingre gled op i hans hår i nakken af ren refleks. Sådan havde det også været sidst, og hun havde elsket hvert sekund. Når de alligevel havde vigtige ting at diskutere kunne det jo lige så godt være behageligt og hyggeligt samtidigt.

Halfdan ønskede nu heller ikke at være besværlig. Han ønskede dog heller ikke at være en åben bog, for alle at læse. Så, som altid, holdte han sine kort tæt ved kroppen, også selvom han vidste det kunne få ham til at fremstå som mystisk. Men tjoh.. nogle gange var det da en fordel at være lidt mystisk. Og en fordel at holde hemmeligheder. Og ak ja... der var så mange ting om Halfdan ingen vidste, og underligt nok, kunne han godt lide det sådan. Viden var magt. Og hvis han tillod andre at have en lige så stor viden om ham end han selv havde, ville de også have en lige så stor magt over ham. Og dét, brød han sig ikke særligt meget om. Han var blevet skubbet nok rundt med igennem sit liv, til nogensinde at ville lade det ske igen. Og dog... Litsa, i hendes ivrighed efter at realisere hendes egen vision for fremtiden, havde allerede tvunget Halfdan til at fremskynde sine egne planer. Og underligt, havde han ikke rigtig noget imod det. Måske havde han været alt for tålmodig, for han kunne langsomt mærke hvordan han længtes efter at forlade denne skide lejr, og først vende tilbage, når han kunne se den brænde...

Han kunne lide dette. Måden hun spredte sine ben og lod ham komme så tæt som han nu ville. Og måden hvorpå de alligevel formåede at føre deres samtale, og lægge de første sten til fundamentet af deres planer. Han fangede endda sig selv i at ønske hun var hos ham noget oftere. Med fingrene i hans hår, imens han arbejdede eller studerede... Måske ville det blive sådan en dag. Måske ikke. Ved hendes spørgsmål holdte han sine hænder ved hendes hofter, og nød det. Imens fandt hans blik vej til de andre træk ved hendes ansigt. Hendes hvide tænder. Hendes læber. Hendes hals. Ganske nysgerrigt betragtede han hende, imens han talte. "Jeg kender til nogle steder, hist og her. Tricket er ikke at finde fred og ro. Den slags er desværre ikke noget vi nogensinde vil få særligt meget af.." ... "Tricket er, at forblive udenfor gudernes åsyn. Der er steder i den her verden; safehouses og skjulesteder, hvor ikke engang guderne kan finde os." Han smilte lidt som han talte. Han ejede selv nogle af disse steder. Og havde været udenfor lejren mere end blot nogle få gange, på sine egne små... missioner. Blikket røg så længere ned. Ned over hendes stadigt våde t-shirt, og ned til den lille afstand der stadig var imellem dem. "Der er en villa i Spanien.. En yacht ved Kap Horn.. Endda en autocamper der kører igennem Colorados Ørken." ... "Det er ikke så svært at gemme sig fra guderne, hvis man ved hvor man skal tage hen." Han vendte atter blikket hele vejen op, og nød at mærke hendes fingre i hans hår. Men han holdte dog sig selv i skak lidt længere. Hun havde jo trods alt stillet ham nogle spørgsmål han nok hellere måtte besvare. Han lukkede dog kort øjnene og lod sig selv nyde hendes fingre mod nakken og håret. "Vi vil ikke kunne forlade Lejren uden et spor, og igangsætte vores planer; og samtidig holde det alt sammen hemmeligt. Folk vil begynde at stille spørgsmål, og høre rygter. Mange af dem vi vil få brug for, vil komme til os." Svarede han hende. Det var alt for risikabelt at rekruttere i det åbne. Og desuden, havde han ingen intentioner om at tvinge eller manipulere nogen til at følge dem. Halvguder havde ret til deres eget valg. "Vi vil selvfølgelig blive nødt til at rekruttere flere... men jeg er nu ret sikker på vi ikke er de eneste. Og er til gengæld ret sikker på, at folk vil vælge vores side af egen handling." Han havde fået åbnet sine øjne, og roligt talt. Halvguder der delte deres visioner, skulle nok komme. Der var ingen mangel på Halvguder som guderne havde forrådt og forladt. I ét, tog han lidt bedre fat i hende, og trak hende helt hen til kanten af bordet, og helt ind imod ham. Blikket var vendt mod hendes, med et lille smil. "Det er længe siden du har været udenfor barrieren, er det ikke? Måske har du aldrig forladt lejren, siden du kom?" Spurgte han lidt nysgerrigt... Men kunne dog ikke dy sig fra at lade sine hænder klemme lidt om hendes hofter og baller. Så blød og inviterende.. han kunne ikke engang bebrejde sig selv længere; for ikke at være i stand til at modstå blot en smule.

Hun lyttede meget spændt på hans fortælling om de sikre steder ude i den menneskelige verden hvor de kunne skjule sig. Hun havde aldrig hørt om dem før, og kunne ikke lade vær med at blive en smule sur på lejren. Hvorfor havde ingen lært hende det? Hun havde lært at slå ihjel, at forsvare sig, hvordan man overlevede på egen hånd, men aldrig hvor man kunne leve i fred uden at blive overvåget. Det var ikke okay og bekræftede hende kun i at det de havde planer om var det bedste for halvguderne. Hvordan kunne Chiron og Hr. D undlade den slags oplysninger? Det var ikke okay, slet ikke når man som hende havde været i lejren i over 10 år og burde vide det hele, eller i hvert fald det meste. Det irriterede hende voldsomt men det gjorde hende samtidigt glad for at hun kendte Halfdan der havde lært så meget selv og nu kunne lære hende hvad han vidste og alt hun skulle bruge. 

Hun nød hans blik på sig, ikke fordi hun følte det var perverst, men fordi hun følte sig værdsat. Det var ikke den klamme overbegloende følelse de fleste drenge gav hende, det var opmærksomt. "Spanien?" Gentog hun drømmende. Hun havde aldrig været uden for de tætteste byer på lejren, slet ikke i andre verdensdele. Hun håbede han ville tage hende med, gerne snart. Hun ville se det hele, mærke kulturen og møde mennesker der ikke alle lignede dem der kom her fra Amerika. Der var så mange ting den her nye plan gav hende lyst til, så mange muligheder der blev åbnet. Hun følte virkelig det hele ville blive anderledes og bedre nu hvor fundamentet til fremtiden for halvguderne blev lagt. 
Hun lyttede igen da han talte, nu med lukkede øjne. Han havde selvfølgelig en pointe. Men ordet skulle vel spredes på en måde. Hvordan vidste hun bare ikke. Og om de fik Julien væk fra lejren var hun også meget i tvivl om. Men det var ikke et emne hun turde tage op lige nu, Halfdan var i forvejen skeptisk og hun ville ikke friste skæbnen. "Jeg er enig, der er ingen grund til at hjernevaske nogen. Så er vi ikke bedre end resten." svarede hun roligt, næsten helt betaget og væk i hans bløde stemme og rolige væsen lige nu. Hendes fingre bevægede sig helt naturligt i små mønstre i hans nakken. Alt føltes naturligt sammen med ham. Alligevel kom hun med et overrasket gisp da han trak hende til sig, hurtigt afløst af et smil og forventningsfuldt blik ind i hans øjne. Hendes fingre lukkede sig om hans hår, ikke hårdt, men bare for at holde ham fast som han nu stod, helt tæt på. Det var hvad hun ville. Så tæt på som muligt. "Jeg har været ude, men ikke meget. Fire gange, kun til de nærmeste byer. Jeg aner intet om menneskerne. Men det er jeg sikker på du kan lære mig." Hun smilede og gjorde det klar hun ikke længere havde helt rene tanker mens hendes ene hånd gled fra hans nakke og om til hans skulder. "Jeg er sikker på du kunne lære mig rigtig mange ting..." Hendes stemme var lavere og mere lokkende end før. Ikke fordi hun brugte sin evne, men hun mente hvad hun sagde. Desuden ville hun gerne lære en masse fra ham, og ikke kun om menneskernes verden, hans grej eller andre praktiske ting. Hun ville lære hvem han var, hvad han ville med hende og om det her mon kunne være en mere fast ting end bare tilfældige møder med nogle dages mellemrum. Piger som hende kunne også drømme.

Halfdan var blot en Halvgud, og derved menneskelig i sig selv. Han havde lyster og begær kun han selv kunne forstå. Og mange af disse lyster, og meget af dette begær, var vendt mod Litsa. Han vidste ikke hvad det var... hun næsten glødede i hans øjne. Som var han en natsværmer der fløj mod det kraftige lys. Han havde selvfølgelig kontrol, sådan da. Og ville da også kunne afvise hende. Men han ville ikke. Han kunne ikke se sig selv skubbe hende væk. Han vidste hun ikke brugte sine evner til at tryllebinde ham. Lige så vel som han kendte til sine egne svagheder. Tiltro var ikke med i billedet, men nok nærmere tiltrækning. En tiltrækning han havde svært ved at forstå, og svært ved at forholde sig til. Instinkterne skreg på både at tage hende, og på at lade hende være. Og tilbage var der kun Halfdan, til at træffe beslutningen. Og han var fattet. Tålmodig og med hang til at nyde øjeblikket, frem for at haste sig. Og således lod han sit blik granske hende. Ikke for at afklæde hende med øjnene... i hvert fald ikke meget. Men for blot at nyde netop hvad han så. For at nyde hende. At bruge blot en enkelt sans, ville slet ikke være nok.

Halfdan betragtede hende nysgerrigt da hun gentog ordet, og smilte lidt skævt. "Villaen ejes af en halvgud ved navn Lucian. Jeg hjalp ham med at bygge den." ... "Den ligger ud til Middelhavet, ved foden af et bjerg." Tilføjede han så, blot for at føje til hendes drømme og forestillinger. Det skadede ingen at lade hende drømme om en tilværelse udenfor denne forbandede lejr. Og selv hvis hun ikke ville forlade lejren med ham, ville hun vide hvor hun måske kunne finde ham. Men detaljer om villaen var ikke hvad der var vigtigt nu. Langsomt var deres planlægning også ved at falde lidt i baggrunden. Til fordel for at hans fokus faldt på hende.

Uden at kunne lade være, holdte han fat i hende, og lænede sig lidt ind over hende. "Mhmm." Han kom blot med en bekræftende blidt brummen, og smilte diskret. Ærlig talt, var han en smule overrasket over hun havde været udenfor lejren så mange gange. Det var ikke ofte en datter af Afrodite kom på missioner. Eller, sådan havde han i hvert fald forstået det. Han så nu heller ingen grund til at forklare hende hvor mange gange han havde forladt lejren, hvilket ville tage resten af aftenen. I stedet havde han andre ting i tankerne. "Jeg tror nu på, at vi begge ville kunne lære hinanden en del." Svarede han hende, lavt, som hendes stemme havde været det. Det var da næsten spændende? At skulle introducere hende for alverdens ting i verdenen, som hun måske eller måske ikke kendte til. Han kunne kun håbe hun ville nyde den moderne verden, lige så meget som han gjorde det. Teknologi, videnskab, og litteratur, fremfor mystik og tyranni. Men, ja... at læse en bog for hende, eller lære hende hvordan en hæveautomat virkede, var ude i fremtiden.
Som han havde gjort det ved deres sidste møde, lænede han sit ansigt mod hendes. Og stoppede først, da hans læber var blot nogle få centimeter fra hendes. Han formåede at holde et roligt åndedrag, men måden hvorpå hans hænder grab om hendes baller og trak hende mod sig, sagde noget helt andet. "Er der måske noget du kunne tænke dig at lære mig nu?" Næsten hviskede han så, udfordrende og lod sit blik skifte mellem hendes øjne og hendes læber. En datter af Afrodite som Litsa, ville uden tvivl kunne lære ham en ting eller to..?

Halfdan var om muligt mere lokkende denne gang end han havde været sidst. Litsa var ikke sikker på hvad det var ved ham, men han havde noget som andre drenge ikke havde, han kunne drage hende ind og gøre hende spændt og længselsfuld med bare et blik. Det var ikke hende der skulle længes, sådan plejede det ikke at være, men alle hendes spil og lege blev vendt på hovedet med ham. Selvom han var den der gjorde hende mest interesseret var han også den der kunne få hende til at tage sig mest sammen og få en smule kontrol over sig. Hun nægtede at kaste sig over ham selvom hun allerhelst bare ville trække ham ind til sig og aldrig give slip. Hun følte en underlig ejerfornemmelse, ikke over ham som person, men den måde han så på hende på. Han måtte ikke stå og se på andre piger på den måde, hvis han gjorde ville hun blive... ked af det. Ikke en følelse hun tit havde. 

I de 13 år hun havde boet i lejren havde hun aldrig rigtigt savnet menneskeverdenen. Hun huskede meget lidt af den fra da hun boede med sin far. Derfor havde det heller ikke været mere end smut ture i følge af Julien hun havde været ude af lejren, og hun havde hver gang opdaget hvor lidt hun vidste. Hun var stadig ikke sikker på hvordan de metal ting menneske brugte til at køre rundt i fungerede, og hun syntes også det at bo i højhus virkede vildt upraktisk, men hun måtte nok bare være indstillet på at lære en masse nyt når hun slap ud herfra. Hun glemte nu ret hurtigt alle tanker om mennesker og byen da Halfdan kom tættere på og snakkede lavere. Hun fandt det umådeligt tiltrækkende, og hun lukkede hånden ved hans skulder om stoffet fra hans tøj. Hun nikkede en smule til hans spørgsmål. "Jeg kan komme på den ting eller to jeg gerne vil lære dig." hviskede hun roligt tilbage. Hendes stemme løj om hvordan hun havde det, for hun følte sig alt andet end rolig. Hun følte sig klar til at springe på ham, klar til aldrig at forlade det her lokale igen, ønskede bare tiden gik i stå og det her øjeblik kunne vare evigt. I stedet så hun blot undersøgende ned over hans skulder før hendes blik fandt hans igen. "Men.. Altså du behøver ikke have den her på for det." konstaterede hun roligt mens hun skubbede hans jakke ned over hans skuldre. Hvis han ikke ville have det, kunne han sagtens nå at stoppe hende, men hun fandt ingen grund til han beholdte den på. Hun rykkede samtidigt en smule længere ud på bordet, selvom de dårligt kunne komme tættere på hinanden. Hendes øjne flakkede kort fra hans øjne til hans læber. Det var efterhånden næsten for fristende. "Hvad vil du gerne lære?" Hendes stemme var næsten uhørlig, men på den her afstand skulle hun næsten kun tænke noget før han kunne høre det. De var så tæt på hinanden, og de ville jo godt det her begge to, det var hun sikker på. Alligevel kunne Halfdan få hende til at tøve. Det var sjældent hun gjorde noget uden at have fået lov først når det var sammen med ham. Men den her gang besluttede hun sig for at han altså selv havde bedt om det, så hun lænede sig det sidste stykke imod ham og fangede hans læber med sine mens hendes øjne gled i. Hun ville bare nyde følelsen, smagen og duften af at være så tæt på ham, at kunne kysse ham.

Halfdan havde måske været i lejren i ti lange år, men huskede ganske godt den menneskelige verden. En stofmisbrugende mor. Adskillige plejefamilier. Tiden alene. Egentlig havde han aldrig rigtig haft følelsen af at have været afskærmet fra den omkringliggende verden. Selv da han stadig havde været for ung til at forlade lejren, havde han følt lejren som en del af verdenen. Men gennem hans egne rebelske, eventyrlige, og nysgerrige handlinger, havde han genåbnet sine egne øjne for hvor stor verden i grunden var. Og alle de ting der var i den. Han var en søn af Hefaistos... at skabe og beundre, var i hans blod. Og den moderne verden bød på så ufatteligt mange ting han kunne beundre og udforske. Mobiltelefoner, tog, internettet. Alt! Og i hans hoved overgik det mysticismen af denne mytologiske verden, til hver en tid. Men blandingen af de to verdener, lige under overfladen, var så langt mere interessant og fabelagtig.

Dog, kunne de knapt overgå det fabelagtige syn og nærvær af Litsa, som Halfdan var så velsignet med i disse øjeblikke. Her var en pige der var interesseret i ham. Ikke noget han havde været så forfærdeligt vant til, og da næsten en følelse han syntes at have glemt, iblandt alle sine andre planer. "Lyder godt..." Bemærkede han bare og betragtede hende som han fornemmede at hendes blik nu granskede ham en smule. Tålmodigt blev han hvor han var, sneg sig skam også til et lille blik selv. Men ellers lod han Litsa skubbe jakken over hans skuldre, og sparkede den lidt væk, da den var landet på jorden. "Som du siger.." Lød det lidt udfordrende fra ham. Tilbage var den blå kortærmede t-shirt han bar indenunder. Men selvom han havde en smule at skjule på sin krop, i form af ar hist og her, som han ikke med let sind viste andre, så han da helst at der ville forsvinde mere tøj.

De var helt tæt, og han nød det. Hun havde godt fat i ham, og han havde godt fat i hende. Ingen af dem virkede ivrige efter at slippe deres greb, men ivrigheden var derimod nok nærmere vendt imod andet. Et diskret smil viste sig ved hendes spørgsmål, men han fik lidt tid til at tænke, da hun førte sine læber imod hans. Næsten bedre end sidst, og bestemt meget velkommen. Der fik ham dog også til at drage sig nærmere hende. Men gav ham også et øjeblik til diskret at trække den sorte kugle op fra hans bukselomme, og ligge den på arbejdsbordet. Idet han lidt tvungent afbrød deres kys, nappede han blidt og hurtigt til hendes underlæbe, og trak hovedet lidt til sig igen. Et både lokkende og tænktsomt udtryk faldt over ham, og i ét, trak han sine hænder til sig. Fjernede dem fra hendes hofter og baller, og holdte den i stedet ud imellem de to, med håndfladerne opad. "Lær mig.." ... "Nej, vis mig, hvordan jeg skal.. røre ved dig." Lød det så lavmælt fra Halfdan, som han sendte hende et udfordrende blik. Dette skulle nok blive underholdende. Og klart en god måde at bruge tiden med hende. Han havde rakt hænderne ud imellem de to, med håndfladerne oppe. Og derved, kunne hun bestemme hvor de skulle være. I hvert fald indtil videre.. En leg, men skam også noget der kunne tilfredsstille hans nysgerrighed. Han ville da gerne vide det, uanset om den slags måske ville virke som underordnet viden.

Hun betragtede ham kort da hans jakke var væk. Hun havde mest lyst til at røre ved al den hud hun kunne se nu, mærke hans bløde hud og få en fornemmelse af hans stærke arme. Der var intet hun ikke fandt tiltrækkende ved ham. Alt var perfekt ved ham. I stedet for at føre nogle af sine mange lyster ud i livet flyttede hun blikket op til hans øjne igen. Hun kunne ikke dy sig og endte med at lade en hånd glide over hans ene overarm. Det var ikke fordi han var sindssygt pumpet eller overstærk, men hun kunne mærke styrken og følte sig på samme tid draget og tryg. Hendes hånd søgte ned af hans overkrop og stoppede ved kanten af hans t-shirt. Hun lod den hvile der for nu og håbede på at kunne få lov til både at se og ikke mindste mærke resten af hans krop senere. Hun skulle bare spille sine kort rigtigt. 

Hun bevægede sit hoved en smule med ham da han nappede i læben og åbnede så øjnene igen efter kysset. Heldigvis virkede det til at det var det første af mange kys den aften, og hun var derfor ikke så fortvivlet over at det ikke var længere end det var. Hun så ned på hans hænder og overvejede det et kort øjeblik. Der var mange måde han gerne måtte røre hende på, men hun ville lægge ud med noget mere mildt. Hun lagde sine hænder under hans og kærtegnede dem blidt inden hun lænede sig frem og kyssede begge hans håndflader mens hun så op i hans øjne. "Jeg ved snart ikke hvor vi skal starte..." sagde hun lavmælt med et lille smil, klar på at lege. Hun gave kort slip på hans hænder for at trække sin fugtige t-shirt af og smed den på gulvet. Den var ikke længere vigtig i den her sammenhæng. "Der er ingen grund til at dine hænder bliver for våde." konstaterede hun roligt før hun blidt tog hans hænder igen. Hun førte langsomt hans højre hånd ned til sit inderlår. Hans venstre placerede hun ved sine ribben, over hendes bh's stof. "Det her er en god start, men.." Hun så lidt ned af sig selv som for at tjekke om det nu var helt fint. Hun lagde sin hånd over hans der hvilede ved hendes ribben og førte den langsomt længere frem mod hendes bryst. Hun var meget i tvivl om hvor tit han mon havde været sammen med nogen. Han skulle nok have haft nogen på et tidspunkt, men hun var nu i tvivl om hvem og hvor meget. Hendes blik var igen rettet op i hans øjne. "Jeg vil have du røre mig, undersøger mig som du vil, mærker hver del af min krop." hviskede hun lokkende. Det var stadig uden at bruge evner, det her skulle foregå ved hans egen vilje, hun ville have det her skulle komme fra hans lyster. Hun var selv meget villig til at undersøge hele hans krop med sine egne hænder, også gerne sine øjne og lade andre sanser spille ind. Lige nu måtte de altså starte i de små. Hun kastede sit hår over skulderen så han havde bedre udsyn over hele hendes overkrop. Hun så nysgerrigt på ham for at få hans reaktioner og se skiftene i hans udtryk. Hun håbede da i hvert fald følelsen af hendes krop under hans hænder ville få ham til at se mindre tænksom ud. "Vær blid..." hviskede hun med et lille smil. Hvis det på et tidspunkt passede ham at tage ordenligt fat var hun ikke i tvivl om at han ville gøre det, men det skulle bygges stille og roligt op. Det var præcis det her hun havde ønsket sig og forestillet sig siden sidst hun havde været her.

Dette var sjovt, nuvel. Interessant, endda. Men mere end det, var det tilfredsstillende. Selvom lysten og trængslen var der til blot at rive alt hendes tøj af, nød han godt af den tålmodige fremgang. På et tidspunkt ville det nok tage fart, men indtil videre, lod han det gå langsomt til. Dette var også anderledes. Han vidste hun havde været sammen med andre, og hans misundelige Jeg forbandede det langt væk. Men nu var de blot de to. Det private var en vigtig del. Dette lokale var mere eller mindre fuldstændigt lydtæt, og grundet dets konstruktion, kunne end ikke engang guderne se hvad der skete derinde. Alt spillede sammen for en atmosfære der virkede næsten perfekt... den matte belysning fra vinduet, og de eventuelle små glimt fra lynene i regnen. At vide der fra den anden side af døren, var dusinvis af halvsøskende... alt sammen bidragede til en næsten mere spændende stemning. Dét, og selvfølgelig hvad de havde gang i, samt udsigten til hvad der mon måtte følge.

Halfdan var opmærksom. Fulgte hendes bevægelser med sine øjne, med stor interesse. Hænderne og armene lod han være hendes for en stund. Og lod hende så sandelig også røre ved hvad hun end måtte have lyst til at røre ved. Han ville jo på ingen måde kunne benægte, at han nød hendes berøringer, så hvorfor stille sig i protest? Så i det store hele, holdte han sig i ro, og sagde ingenting. Fulgte blot hendes anvisninger og anretninger, og med øjnene fulgte han hende da hun tog hendes våde t-shirt af. Og måtte ærlig talt, tage lidt af en indånding ved synet. Nej, han protesterede så sandelig ikke. Ej heller klagede han over hvor hun placerede hans hænder, hvilket han også nysgerrigt fulgte med blikket. Han kunne skam heller ikke dy sig fra at bevæge fingrene lidt mod hendes inderlår, og mærke hvor blød hun var, trods bukserne hun bar. Uden at overdrive og lade sig selv falde helt hen, opstod der et diskret og tilfreds smil over hans læber, idet hans blik beundrende lod sig stige fra hånden mod hendes inderlår, og op til hånden ved hendes ribben og bh. "Hver en del af din krop.." Næsten gentog han og skævede lidt mod hendes øjne. "Det kan jeg lide." Tilføjede han så lidt lavmælt, og vendte atter opmærksomheden mod hendes krop.

Halfdan var rolig og fattet, men langt fra tøvende. Hånden ved hendes inderlår bevægede sig, og nærmede sig hendes underliv. Fingrene kravlede nedad, og imellem bordet og hendes lår, og kunne langsomt mærke hendes vægt, og hvorledes hendes hud og lår nærmest formede sig efter hans fingre. Tommelfingeren forblev ved inderlåret, og strakte sig opad, som for at have fat om så meget af hendes lår som muligt. Blikket var mod hans anden hånd, som ligeledes bevægede sig, men en anelse mere tålmodigt. Så stor som hånden var, strakte han den, og lod den hvile blidt over hendes ene bryst og bh'en derpå. Uden at rage eller tage fat, men med klare intentioner. Og hver en enkelt lille del af hendes krop var ønsket af ham... I ét lænede han sig igen ind mod hende, stadig med det lille smil over sine læber. "Jeg vil nødigt prale.." Lagde han ud, lige dele kækt og lokkende. Og imens han talte, bevægede hånden sig fra hendes bryst, og rundt om hende, hen til hendes ryg. Fingerspidserne gled fra hendes læn, og opad. "Men jeg er ganske god med mine hænder..." Og i et enkelt knips, åbnede han for hendes bh bag hendes ryg. Smilet blev lidt mere tydeligt. Måske også lidt kækt. Men ikke nødvendigvis pralende eller arrogant. "Og de kan være blide, hvis det er hvad du vil?" Tilføjede han næsten hviskede, lige inden han så lod sine læber berøre hendes hals, som var blevet afsløret da hun kastede håret over skulderen. Dog, lod han bh'en hænge som den var, imens den venstre hånd atter fandt sin vej tilbage til hendes ribben og hendes side. Og fingrene derfra, var lidt på vandring, som hun havde ønsket det.

Hans smil og måden hans øjne hvilede på hende fik kun Litsa til at føle det her var præcis som det skulle være, det var perfekt. Hun kunne ikke vide hvad han tænkte, men hun følte at han faktisk satte pris på hende, hendes berøringer og hendes krop uden at hun skulle tvinge hans opmærksomhed på det. Hun skævede kort over imod døren og konstaterede at hvis nogen som helst troede de skulle forstyrre ville hun sagtens kunne slå ihjel meget hurtigt. Hun vidste nu at det var de færreste der som hende bare kom brasende herind. Halfdan var vist god til at opretholde en privat sfære fra hvad hun havde hørt. At hun på den her måde fik lov til at komme ind i hans arbejds lokaler, og fik lov til at røre ved ham på den her måde fik hende til at føle sig speciel, mildest talt. 

Hendes egne hænder gav slip på hans fandt i stedet hans hofter og hvilede der et øjeblik. Hun ville også røre og udforske. Hun glemte det kort da hun kunne mærke hans hånd ved sit underliv og helt naturligt skubbede hun sine hofter en smule frem. Det var lidt en invitation til at han gerne måtte blive ved, hun havde i hvert fald ikke det mindste imod det. Hun så op på ham med et lille smil der klart viste at det han gjorde var præcis hvad hun ville. Hendes egne hænder fandt ind under hans t-shirt og op ad hans mave og sider. Hun ville også gerne mærke og undersøge, så hendes bevægelser var helt langsomme og blide så hun kunne få alt med. Hun flyttede sig ikke da han kom tættere på, men flyttede sit fokus til hans ord. Det fik hende til at smile lidt mens hun spændt afventede hvad han havde gang i. Hun bed sig i læben da han fortsatte og blottede glædeligt sin hals for ham. "Mh, Jeg vil se hvor længe du kan være blid..." svarede hun lavmælt tilbage med et smil om læberne. Noget sagde hende at han på et tidspunkt ville slippe det kontrollerede, men hun kunne ikke vide det og ville derfor meget gerne udforske det. Desuden var der noget mere specielt over den her slags når det var langsomt og blidt, som om man faktisk vil det. Næsten som om der var en form for kærlighed indblandet. Ikke at det var noget hun satte prid på normalt, men her og nu gjorde hun. "Men.." hendes hænder fandt ned til hans buksekant og hun lod en enkelt finger glide ned mellem hans hun og stoffet i hans tøj og kørte den langsomt og blidt rundt ved hans hofte. ".. Hvad vil du gerne have?" spurgte hun mildt. Det var typisk hende der tilfredsstillede ander, ikke hende der blev spurgt om hvad hun ville. Hun var jo datter af Afrodite, skabt til at give andre glæde, ikke? Sådan havde hendes rolle været indtil nu i hvert fald. Det var nu rart til en forveksling at blive taget hensyn til. 

Hendes hænder søgte igen op af hans overkrop og hun prøvede at indprinte sig følelsen af de forskellige dele, hvordan hans ryg buede, hvor blød hans hud var, hvor varm han føltes imod hendes stadig kølige hænder. Hun ønskede at huske det hele og havde svært ved at forstå hvordan han kunne være så perfekt, hvordan han kunne passe præcis til hende med hans ord og berøringer. Tanken alene fik hende til at smile i glæde. Hvis han forlod lejren ville hun være nødt til at tage med, det her kunne ikke give afkald på igen. Hun flyttede sine hænder ned og greb fat om kanten på hans t-shirt som hun efterhånden var ret træt af. "Den er kun i vejen." konstaterede hun lavt og skubbede den op, stadig langsomt nok til at han kunne stoppe hende, men på det her punkt skulle der vist meget til at han ombestemte sig. Hendes øjne søgte op i hans, bare for at få en fornemmelse af hvad han tænkte, hvordan havde det, hvad hans plan var. Hun vidste hvad hendes var.

Oftest var Halfdan en.. skruppelløs personlighed. Med planer og tanker der overskred de flestes vildeste forestillinger eller forhåbninger. Altdi en bagtanke, altid et formål med enhver handling. Store dele af hans tilværelse, havde været planlagt langt tid før. Datoer, begivenheder, ting der skulle gøres. Alt var nøje planlagt, forudset, og forberedt. Han havde gjort hvad mange havde syntes umuligt, og havde været dér hvor kun få andre havde været. Men nu.. vidste han ikke helt hvad planen var. Han vovede at lade sig selv tage et enkelt skridt ad gangen, uden tanker om hvad der ville følge i fremtiden. Vovede blot at lade sig selv nyde Litsa. Og hvorfor lige Litsa? Det var ingen hemmelighed at Afrodites skønne døtre var som en modpol til hans eget sind. Men Litsa var... ny, så og sige. Men med alt hvad han ikke brød sig om ved hende, hvorfor så lade sine hænder begive sig på en rejse over hendes bløde krop? Hun var eventyrlysten. Virkede altid energisk og legesyg, og det drog ham blot nærmere. Alt i alt kunne hun virke næsten, sød.. og uskyldig i sin væren. Med hendes øjne og smil rettet imod sig, kunne hun næsten betragtes som et 'bytte'. Men hun var mere end blot en erobning. Halfdan havde set ind i hendes øjne, og havde set uskylden blive gjort til skamme af en skjult sandhed... at hun måske lignede ham mere end han selv turde ane? Ikke blot i holdninger og filosofi. Men i hendes styrke og forstand. Hendes villighed til at gøre hvad der skulle gøres, og måske ikke engang blinke over det. Men mest af alt; syntes hun villig overfor ham.

Ved hendes lille skub med hofterne, tog han det som en invitation, og lod hånden og dets fingre, glide helt op imellem hendes inderlår, og hvile imod hendes underliv, stadig dækket af hendes bukser, og hvad hun ellers måtte bære derunder. En bevægelse også hjulpet lidt på vej ved følelsen af hendes hænder under hans t-shirt. Det var... i hvert fald ikke noget han ville forhindre hende i at gøre, og han kunne næsten mærke den ru hud sitre efter flere af hendes blide berøringer. Dog fortsatte han i nydelsen, med at placere sine læber mod forskellige punkter af hendes hals. Ikke så meget i kys, men blot små berøringer. Som smagsprøver på hvad der ville komme. Hendes duft. Hvordan hun føltes imellem hans hænder. Hendes smag. Lyden af hendes ord. Det hele var så tilfredsstillende og inviterende, at han måtte anstrenge sig for stadig at være tålmodig. Pludselig stoppede ham, da han kunne mærke hendes hænder ved hans buksekant, og rettede sig lidt mere op. Han næsten håbede hun ville hive hans t-shirt af, og rigtig nok; var det hvad der skulle ske. Han kunne kun være enig, og lod sine hænder slippe deres greb af hende, for så at hejse dem lidt i vejret, så hun kunne trække den af. Han var langt fra bleg, men heller ikke mørk i huden. Han havde stået i en smedje det meste af sit liv, hvilket havde gjort huden næsten solbrun, og ru i overfladen. Nogle steder som sandpapir. Med ar hist og her over overkroppen. Dog ikke mange. Et større ar ved siden af maven, der gik nær naglen og ned mod hoften. Et gammelt skudsår på brystkassen. Samt adskillige andre små snit og rifter der altid var healet helt.
I det samme, selv inden t-shirten var faldet til ro på gulvet, hev han hendes bh helt af, og smed den ned på gulvet med det andet tøj. Et øjeblik løsrev hans blik sig fra hendes øjne, og de grønne øjne gled ned over det blottede bryst og hendes overkrop. Over alt af hendes bløde hud, han nu kunne se. Hans øjne burde næsten have kunnet svare på hendes spørgsmål i sig selv. Han vidste hvad han ville have nu...

Efter hurtigt, og ganske ivrigt, at have hevet hendes bh af, fandt han tid til at betragte hende. Og hurtigt derefter, endnu ivrig, lænede han sig ind imod hende igen. Men lige inden hans læber mødte hendes, sagtnede han farten helt ned igen, og tog en dyb indånding. ".. Alt." Han placerede sine læber blidt mod hendes. "Alt hvad du kan give mig.. Alt hvad du nogensinde har givet andre.. og mere.." Hans misundelige side viste sig i hans ord, men dog uden tøven. Han var misundelig, og nu orkede han ikke at skjule det. Og det var nok også bedst hun vidste dét om ham. Endnu engang kyssede han hende. Og endnu engang fandt hænderne tilbage til hendes krop. Den ene bag hendes ryg, og den anden tilbage til hendes underliv og inderlår. "Hver en lille del.. Hver en kurve. Hver en håndfuld... Enhver. Lille. Centimeter." Tilføjede han så hviskende, og trak hovedet lidt til sig sig, med blikket vendt mod hendes øjne og et lille smil over læberne. Udfordrende og næsten afventende. Nysgerrig efter at se hendes reaktion; ikke mindst på hans misundelige Jeg, men også efter at finde ud af, om han mon ville kunne få hvad han ville have. For han havde skam ingen planer om at lægge skjul på det. Og selvom øjnene var vendt imod hendes. Og selvom hun allerede var halvt afklædt. Var det som om øjnene afklædte hende, og fantasien allerede spillede ham et puds, med billeder af hvad han havde lyst til at gøre med hende..

Litsa var næsten helt fortryllet af hans læber mod hendes hals. Alle hans berøringer føltes blide og kærlige, hun følte sig på ingen måde udnyttet som hun efterhånden var vant til. Hun havde klart undervuderet Halfdan de seneste år. Et eller andet sted havde hun troet han bare var blevet en enspænder der helst holdte sig langt væk fra alt der ikke var at smede eller sine opfindelser. Hun havde selvfølgelig set ham her og der og lagt mærke til han var blevet en flot dreng, men hun havde ikke forventet han var så god til at være både romantisk og tiltrækkende, og ikke mindst sexet. Et sted dybt nede takkede hun sig selv for at havde henvendt sig til ham da hendes sværd var blevet bøjet. Ellers havde hun stadig haft sine fordomme om ham og hun havde ikke turdet tage første skridt i revolutionen imod guderne. Faktisk havde han både gjort hende gladere og mere selvsikker uden rigtigt at gøre andet end at se hende som et egentligt menneske.. Eller halvgud, og ikke bare en pyntegenstand. Hun havde glemt hvordan det føltes, og som hun sad her med hænderne over hans hud og hans læber mod hendes hals føltes det virkelig virkelig godt. 

Det tog hende ikke meget tid at få hans t-shirt af ham. Det var præcis hvad hun ville, præcis hvad hun havde villet og håbet på længe. Hendes øjne gled også hurtigt over hans overkrop, men hun nåede ikke at betragte meget før hun selv sad med en blottet overkrop. Hun smilede bare op til ham, hun havde absolut intet at skamme sig over, det vidste hun. Det stod dog klart for hende at han, ligesom hende, gerne ville se an hvad de havde med at gøre, så hendes øjne søgte over hans overkrop. Helt blidt kærtegnede hendes bløde hænder hans ar, ikke så meget fordi hun havde ondt af ham, men hun undrede sig over hvilke historier der var bag. Det var noget hun uden tvivl ville spørge ind til. Men ikke nu. Det kunne sagtens vente. 
Endnu en gang gispede hun lavt da hun pludseligt var tæt på ham, men det var kun af overraskelse, ikke af ubehag. Hun elskede at være tæt på og gled glædeligt med ind i kysset. Hans ord fik hende til at smile. Alt hun havde givet andre? Han var altså misundelig? Misundelse bundede tit i en ejerfornemmelse, eller fornemmelsen af at man fortjente mindst lige så godt som andre. Det var præcis det hun ville have fra ham. Hun ønskede kun at tilfredsstille ham, så det at han ligefrem sammenlignede gjorde hende mere spændt på det her. Han ville få lige hvad han ville have, hun ville gøre alt for at gøre ham glad. Hendes øjne fandt hans da han havde udtrykt sig og hun smilede tilbage. "Alt jeg nogensinde har givet andre?" spurgte hun stille og roligt inden hun lænede sig frem for at stjæle endnu et kys. "Det vil tage flere dage..." fortsatte hun med en hvisken. Hendes øjne søgte ned over hans overkrop igen, og hendes hænder kærtegnede hans sider. Hendes negle strøg blidt over hans hud, ikke for at efterlade mærker, men bare for at se hans reaktion til hendes negle over hans hud. "Men vi kan vil godt starte i det små. Det eneste problem er bare..." Hun så op i hans øjne igen. Hun lukkede en hånd om hans buksekant lige over hans lynlås og trak ham så tæt på sig selv som hun kunne uden han kom til skade mod bordet. "Du er jo ikke som de andre, vel?" Hun smilede op til ham og gav igen slip i hans bukser. Hendes hænder gled i stedet rundt om hans hofter og ned i hans bukser, ned til det øverste af hans baller. "Så hvor skal vi starte?" hun bed sig en smule i læben og så op i hans øjne, meget forventningsfuld på hvad han ville med hende. Hendes fingre kørte blidt op og ned af den hud de nu engang lå op af. Efterhånden følte hun sig en smule fanget på hans bor, følte ikke hun kunne gøre specielt meget fra hendes position, men hvis der var her han ville have hende ville hun ikke forhindre ham. Ikke endnu.

Halfdan var ikke særligt romantisk anlagt. Eller med andre ord; så havde romantik aldrig rigtig været hverken en mulighed eller en del af hans liv. Han var blot med en stor hang til fascination og fordybelse. Oftest i sit arbejde, og i hvad han kunne studere. Og i disse øjeblikke, var Litsa som verdens mest værdifulde ædelsten i hans øjne. Som et stykke mekanik, eller et mesterværk, han endnu ikke havde studeret. Han var mildest talt; dybt fascineret, betaget, og enormt tiltrukket af alt hvad han kunne sanse af hende. Hun havde groet i årene der var gået. Ikke blot i kroppen og dets former, men i sjæl og hvordan hun bar sig selv. Halfdan var skam ganske sikker på sig selv. Men han tvivlede stærkt på at hans selvsikkerhed kunne matche sig med hendes. Hvor hun uden tvivl måtte have nydt godt af bekræftelse fra alverdens fyrer og dets lige, havde han nærmest intet modtaget. I hvert fald i forhold til hende. Han bar sig selv godt, men i hendes nærvær, kunne han næsten fornemme den gamle Halfdan prikke under huden. Den lille Halfdan, der i sin tid havde været indelukket og usikker. Men der skulle heldigvis mere til for at slå ham ud af kurs. Og bestemt mere til for at fjerne hans blik og hans hænder fra hende.

Nysgerrigt betragtede han hende som hun smilte ved hans ord. Ikke helt sikker på hvordan han skulle håndtere hendes reaktion, indtil hun så begyndte at tale yderligere. Godt ord igen, måtte han indrømme, og det fik ham kun til at smile lidt tilfreds. "Så lad os ikke spilde tiden.." Hviskede han som svar, og blinkede let til hende. Hun sagde lige det han ville høre, som han ville høre det. Næsten som var det planlagt, og det gjorde det kun så meget bedre. Hun syntes ikke at have et problem med hans misundelse, hvilket da kun var godt. Og ej heller at have et problem med hans åbenbart store trang. Neglene over hans hud var behagelige, og fik mavemusklerne til at spændes og sitre blot en smule. Langsomt kunne han da også mærke sin puls stige, og der var ikke meget han kunne gøre for at holde det roligt og fattet. Hvor længe han ville kunne holde sig selv rolig og fattet, var kun et spørgsmål om tid. Med et smil kiggede han ned mod hendes hånd der hev i hans buksekant, og skævede ned mod hende igen. Stadig med hænderne over hendes krop, overvejede han hendes spørgsmål. En overvejelse der fandt sted, imens han lod sit blik tage en tur op og ned ad hende. Men endte altid med at blive draget af måden hun bed sig selv i læben.. sexet. Hun var så enormt sexet, at blot synet af hende, så småt var ved at tænde ham. "Lad os starte med at få dig ud af alt det våde tøj.." Svarede han så efter den korte eftertanke. I det samme gav han hende et kys, men fjernede sig så derefter. Han trådte flere skridt tilbage, ud på gulvet. Da han endelig stod stille, hvilede han sine hænder mod sin egen buksekant, med tommelfingrene imellem huden og stoffet, og lagde hovedet på skrå. ".. Tag det af." Lød det fra ham, udfordrende, og dog en anelse bestemt. Han var skam stadig tålmodig, sådan da. Men det havde allerede taget alt for lang tid at få hende ud af sit tøj. Og det var hvad han ville have. Og så var det da lidt spændende at pirre hende, ved at tage afstand til hende. Og ikke mindst pirre sig selv, ved blot at betragte hende, frem for også at røre hende. I hvert fald indtil videre... Men hans intentioner var ganske klare. "Tag den tid du skal bruge... du går ingen steder lige foreløbigt." Bemærkede han og hævede sin hage en smule, som han betragtede hende. Læberne let adskilte, og med tungen der pressede sig en smule mod sine tænder.

Litsa lænede sig en smule frem da han kyssede hende, men blev på sin plads da han trådte væk. Hun lagde hovedet en smule på skrå og ventede på de ordre har gav. Det fik hende til at smile. Han ville altså have et show? Ud at dømme fra hans blik på hende var det begrænset hvor langt det kunne blive, men hun ville med glæde gerne lege med på hans leg nu han selv bad om det. Hun skubbede let sine sko af inden hun hoppede ned fra bordet i et let hop og så over på ham, undersøgende for hele tiden at følge med i hans reaktioner. Det var den sjove del i det her. Hun tog sig også al den tid hun ville, og var ikke hurtig til at knappe sine jeans op og lynede lige så langsomt ned. Hendes øjne forblev på ham hele tiden mens hun i en langsom, glidende bevægelse skubbede sine jeans ned af sine ben og trådte ud af dem. Det eneste tilbage var hendes g-streng som hun ventede lidt med. Hun kørte i stedet kort sin hånd igennem sit hår og så ned over sine hofter. På intet tidspunkt var hun i tvivl om at hvad end hun gjorde lige nu hjalp det hendes sag og hjalp med at få ham tændt. 

Hun trådte et par skridt tættere på ham, men lod der stadig være en afstand imellem dem. Det var trods alt reglerne så længe hun havde tøj på. "Vi står ikke ligefrem lige." bemærkede hun inden hun i en let bevægelse trak sin g-streng af og lod den falde på gulvet som resten af deres tøj. Hendes blik var stadig rettet imod hans øjne som om hun ikke stod få meter fra ham, fuldstændigt nøgen og som om de førte en helt normal samtale. Det her var hendes hjemmebane, hun vidste hvordan de her ting fungerede, hun var vant til den her opmærksomhed og så det ikke længere som noget specielt. Kun fordi det var ham. "Faktisk er du håbløst bagud." pointerede hun så og så ned af hans krop. Han havde i hvert fald alt for meget tøj på for hvad hun kunne lide, det var sikkert. Efter at have hvilet på hans overkrop endnu en gang fandt hendes øjne hans igen og smilede mildt. Hun trådte igen tættere på og lagde en hånd imod hans mave, men hun fortsatte om bag ham og lagde sine arme om ham bag fra, og trykkede sin overkrop blidt imod hans ryg, bare så han kunne mærke en forsmag på hvad han kunne få hvis han nu var hurtig til at få sit tøj af. Hende hænder gled begge ned af hans mave og ned til knappen i hans bukser. Helt let åbnede hun den og kyssede ham blidt ved skulderen. "Men du vil måske selv?" spurgte hun engleblidt. Hendes læber kærtegnede blidt resten af hans skulder inden hun smilede imod hans hud. "Jeg kan godt hjælpe?" tilbød hun mens hendes fingre igen uden problem fik lynet ned i hans bukser. Mere gjorde hun ikke, hun ville først vide hvad hans plan var, men hun kunne lige så godt pirre ham en smule, som han lige havde gjort ved hende. Mens hun ventede på svar kørte hun blidt sine negle over hans mave og lod sine hænder hvile ved hans hofter. Hun drejede hovedet en smule for at se om hun kunne få bare den mindste smule reaktion fra ham på hendes små berøringer der aldrig helt ledte til noget. Ikke endnu, i hvert fald. Han skulle nok få hvad han bad om, men han skulle ikke have det let hele vejen igennem. Hun kunne også lege med. Derfor pressede hun sig også en ekstra lille smule ind imod ham, ikke nok til at give nogle af dem overbalance, men nok til at han kunne mærke hendes krop imod sin.

Ak ja, dette var Litsas hjemmebane. Halfdan priste sig selv som en nærmere frygtløs personlighed. Han havde besteget sneklædte bjerge, og dykket i vrag og ruiner. Alt sammen uden en ekstra tanke omkring det. Han havde nu heller ikke fået kolde tæer med Litsa, men dette var uvant til ham. Og det var netop derfor han ville have dette, ville have at det skulle foregå således. Det skulle opleves, og han ville nyde ethvert lille sekund. Ligesom han havde store planer om at nyde enhver lille centimeter af hende. Rutine faldt ikke i hans smag, så jo flere nye oplevelser, desto bedre. Og han ville da slet ikke takke nej til nogle nye oplevelser der involverede Litsa. At se hende langsomt afklæde sig selv, og blive mere blottet for ham, holdte ham fokuseret, mildest talt. Så fokuseret at han knapt bevægede andet end øjnene der konstant søgte nye dele af den bløde krop ikke langt fra ham. Hurtigt kørte han sin tunge over sine tænder, og lagde hovedet lidt på skrå. "Det ved jeg." Konstaterede han bare lidt roligt og udfordrende til hendes ord. Han havde lovet tålmodighed, og han havde tænkt sig at holde det. I hvert fald indtil videre. Men efter hun havde taget hendes g-streng af, og nu stod nøgen foran ham, var han ikke sikker på hvor længe han kunne vente.

Dog, syntes han at kunne vente lidt endnu, da han lod hende bevæge sig som hun ville, og blot selv blev stående. Halfdan følte sig næsten magtesløs, men alligevel spændt ved følelsen af hendes hænder mod ham, og synet af hende forsvinde bag hans ryg. Hagen blev vendt en smule mod hans ene skulder, men han kunne ikke rigtig se hende alligevel. Hvilket var fint, for han kunne mærke hende. Han kiggede ned og fulgte hendes hænder med hans øjne, imens han rettede ryggen ved følelsen af hendes overkrop mod ham. Hendes bryster mod hans ryg, og de små kys mod skulderen, var nok til at han tog sig et lille åndedrag i afventning og nydelse. "Jeg kunne nok godt bruge lidt hjælp fra nogle kyndige hænder." Svarede han med et lille smil, imens hagen stadig var vendt lidt imod hans egen skulder.. Han holdte sine egne hænder hvor de var, uden at røre hende. Dette var hendes leg nu, og han ville lade hende spilel den ud, indtil videre. Han følte sig næsten som en tikkende bombe. Klar til at eksplodere når som helst. Især hvis hun blev ved sådan her. Hun var uden tvivl en datter af Afrodite... og han stod imod hvorledes hun pressede sig mod ham, dog uden at føle pres, men kun føle nydelse. Ren nydelse og tilfredsstillelse, blot ved at mærke hendes bare hud mod sig. "Du må hellere skynde dig, inden jeg gør noget ved det." Lød det så lavmælt og udfordrende fra ham. Stadig med et lille smil, og denne gang en anelse mere lokkende. Han ville absolut ikke have noget imod hende der tog hans tøj af. Men tøjet skulle af snart..

Litsa lo blidt, ikke hånende, men bare over at legen virkede og de begge virkede til både at være meget trængende og forventningsfulde, men samtidigt også klar over at det at gå langsomt frem gjorde det hele så meget bedre når man endelig opnåede det man ville. At hun havde tænkt på dette de sidste mange dage kunne han jo ikke vide, men hun var i hvert fald klar til at få spændingen udløst. Derfor kyssede hun ham en sidste gang ved skulderen inden hun gik om foran ham, stadig meget tæt på, men med et par centimeter imellem dem. "Nu ikke så utålmodig." bemærkede hun blidt inden hun lænede sig frem og kyssede ham. Hendes hænder søgte roligt ned over hans mave mens hun meget stille og meget roligt fortsatte med at kysse ham. Da hun nåede kanten på hans bukser fortsatte hun blidt og lod sine hænder fortsætte ned under stoffet. Hendes hænder var helt helt blide som hun kærtegnede ham mellem benene, mest for bare give ham en smagsprøve og se hvor meget mere arbejde hun skulle gøre for at få ham helt klar. 

Hun slap hans læber og så smilende ind i hans øjne. Imens hun prøvede at holde øjenkontakt med ham med et ganske uskyldigt smil, gled hendes hænder op af hans bukser igen, for at tage fat i stoffet om både hans bukser og underbukser og skubbede det langsomt ned over hans hofter. I takt med hun skubbede stoffet ned, fulgte hun selvfølgelig med ved at gå i knæ. Da han endelig var nøgen som hende, rejste hun sig selvfølgelig op igen, men med samme rolige, langsomme bevægelse som før. "Tilfreds? Og hvad så nu?" spurgte hun blidt og lokkende mens hendes negle helt let gled over huden på hans hofter og ned igen, hele tiden og i små gentagende mønstre. Det var hans tur til at styrer legen igen, og hun var mere end klar til at lade ham lede sig. Hun ville gøre alt han bad hende om, og ville nok også acceptere alt han gjorde. Hun lænede sig frem og plantede et par kys ved hans kæbe, kælent og for at vise ham at hun var mildest talt klar til at lege. Hendes krop pressede hun også blidt imod hans igen, men den her gang stod hun bare foran ham i stedet for bag ved. Jo, hun havde håbet på det her, og nu var hun så tæt på. Der var intet at klage over, alt var perfekt for hende lige nu, og allerede inden det rigtigt var begyndt ville hun havde grund til at smile meget meget længe hvis det hele bare blev ved. "Mh... Du bestemmer. Jeg adlyder." hviskede hun let lige under hans øre, hvorefter endnu et kælent kys blev placeret. Hun ville bare gerne have ham, lige præcis på den måde han ville have hende. Stille og roligt eller hårdt og hurtigt, hun var ligeglad, i det øjeblik ville hun bare gerne mærke al den lyst han holdt inde, og mærke al den kræft og styrke hun kunne mærke.

"Well.. jeg lovede at være blid. Men sagde vidst intet om at være tålmodig?" Svarede han hende med et lille blink. Jo, det havde han måske nævnt. Men det var små detaljer. Kysset havde han ventet lidt på, og deltog ganske roligt. Ligeledes havde hænderne ventet på at kunne røre hende igen, og de søgte begge til hendes talje og hofter. Iblandt de små åndedrag i kysset, måtte han holde vejret et kort øjeblik, da han mærkede hendes hænder imellem hans ben. Man kunne vidst roligt sige at han var ved at være godt tændt. Hvem ville ikke være det efter den behandling hun allerede havde givet? Og spændingen blot steg i forventningen om hvilken yderligere nydelse hun ville kunne give ham. Han betragtede hende hele tiden, og så sig nødsaget til at fjerne sine hænder som hun gik i knæ. Han var ved at være ligeglad, og ville egentlig bare være nøgen med hende. Så han gjorde absolut intet for at stoppe hende, men nærmest strakte sig, og trådte ud af bukserne, da de var faldet til jorden. "Mhmm." Var han hidtil eneste reaktion ved hendes ord og hendes kys mod hans kæbe, sammen med hænderne han igen plantede mod hendes krop som hun kom nærmere. Denne gang lavere end før, og med et blidt greb om hendes baller.

Halfdan ville lyve hvis han kaldte sig selv en masochist. Han havde måske været det da han var yngre, men han var ikke længere underdanig overfor andre. Ikke længere bange for hvad folk ville gøre, som konsekvens af hans handlinger. Ej heller gik han på listetæer omkring andre, eller var særligt ydmyg. Og tillod ingen at punke ham, eller nedværdige ham... Men han købte heller ikke hele den der 'alpha-male' attitude. Såkaldte alpha-males var skræmte små børn, der forsøgte at bevise dem selv mænd. Han havde intet at bevise, især ikke overfor andre. Han søgte ikke altid dominans over andre personer, men kunne sagtens se andre som ligeværdige. Også kvinder. Dog.. ville han atter lyve, hvis han påstod at han ikke kunne lide den magt og dominans hun frivilligt overgav til ham. Og nød lidt tanken om at hun 'tilhørte' ham i disse øjeblikke. "Og nu.." ... "Tid til den spænding jeg lovede dig sidst.." Selv inden han blev færdig med at snakke, gik han en smule ned i knæ. Hænderne tog pludselig et fast greb om hendes baller og lår, og løftede hende op i sin favn. Han var meget stærkere end han så ud, så hun var intet problem. Idet han havde hende løftet, søgte han hendes læber, og kyssede hende utålmodigt. Han begyndte egentlig bare at tage nogle skridt med hende.
Den ene hånd løsrev sig grebet, og blev peget mod døren. Og selvom der ikke var nogen nøgle deri, hørte man lyden af låsen der gik i. Da den hånd atter havde fat i hendes baller, pegede han den anden imod det aflange vindue. Persienner gik ned og blev lukket. Det blev lidt mørkere, men han ville under ingen omstændigheder have dette afbrudt!
Inden længe nåede de to en af de store reoler op ad væggen. Han sørgede selvfølgelig for ikke bare at banke hende mod reolen, men var heller ikke bleg for at holde hende imod den. En enkelt dims eller to faldt til jorden, men han var ligeglad. Nu havde hans læber fundet sin vej til hendes hals, stadig imens han holdte hende oppe med begge sine hænder. Kyssene mod hendes hals var i et blandet tempo. Nogle gange hurtige og hungrende, andre gange rolige og nydende.. som om han stadig forsøgte at holde sig selv i skak. Selvom det snart var ved at være umuligt. I mellemtiden, og iblandt alle de bølgende bevægelser, fandt en hånd vej til hendes underliv, og hans fingre begyndte at kærtegne hende, indtil to fingre langsomt begyndte at trænge op i hende.