What do I do now? ~ Xenia

Sted: Hovedbygningen, mit værelse.
Tid: Aften, efter mad.
Omgivelser: Dobbeltseng, kommoder, skabe, privat badeværelse and shit like that.
Vejr: Nyfalden sne udenfor, køligt.
Dag: Fredag aften.
Årstid: Vinter.
Påklædning: Løse træningsbukser, i grå.

Lyden af en lighter der tændes lød i rummet, efterfulgt af lyden af brændende papir og tobak.
Sug, inhaler, exhaler. Sug, inhaler, exhaler. Sug, inhaler, exhaler. Aske. Sug, inhaler, exhaler.
Et suk lød.
Demitri lukkede øjnene og vendte hovedet mod loftet. Sengen under ham var blød og varm. Han havde ligget der længe. Ligget og tænkt. Tænkt over så meget, stort som småt.. Men mest af alt lå han tænkte på hende. Hvordan han havde sanvet hende, hvordan hun havde vækket noget i ham, noget han ikke kunne komme af med igen. Det gjorde ondt at tænke på hende.
Han vidste det var forkert, derfor prøvede han at få det hele til at gå væk; følelserne, minderne.
Han rakte hånden hen mod sengebordet og tog glasset der stod der, førte det op til læberne og lød den vidunderlige, men farlige væske drive ned. Han vidste han kunne miste sit job. Første grund var at have noget med en elev, anden grund var at drikke whisky på arbejdspladsen.
Han exhalere hånligt af sig selv og rystede på hovedet.
"Hun vil aldrig elske dig.. Spørgsmålet er bare, om du vil leve med det, eller du vil sige op og forsvinde.." Han var så ensom at han talte til sig selv.
Måden hun havde kysset ham tilbage på, havde været det lykkeligeste øjeblik i hans liv, men lykken forsvandt da han havde trukket sig væk og hun valgte at stikke af fra ham, uden så meget som at se sig tilbage.
Han tømte glasset og hældte mere op.
Sug, inhaler, exhaler. Aske.

Påklædning og Briller

Hun måtte havde taget et eller andet. Kokain, meth, hash, det var ligegyldigt, men alt andet kunne ikke rigtig forklare, hvad hun havde gang i. Aftensmaden var spist, i hvert fald, hvad hun kunne håndtere at spise, hvilket selvfølgelig ikke var specielt meget. Det var jo ikke fordi, at det ikke smagte godt, men Xenia havde ikke rigtig haft nogen apetit siden... Ja. Siden hændelsen.
Hun kunne simpelthen ikke forklare det. Hun kunne ikke spise, hun kunne ikke sove, hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at gøre noget. Hun havde heller ikke taget nogle billeder. Faktisk, så havde hun nærmest ikke rørt Cameron siden den dag. Hun følte ikke, at hun kunne snakke med nogen, og det var heller ikke fordi, at hun havde lyst til det. Hvem kunne hun da også fortælle sådan noget til? "Hey, du kender godt ham den sexede lærer, ikke? Ja, vi har et eller andet, det er meget kompliceret, men du ved", altså det kunne hun jo ikke. Godt nok havde hun ikke nogen venner i lejren i forvejen, men hvis hun havde nogen, ja, så havde de nok allerede vendt hende ryggen på dette tidspunkt.
Xenia stod ude foran Demitris værelsesdør og kontemplerede om hun burde banke på. Det var nu eller aldrig. Hun var ikke sikker på, om hun burde tage chancen. Han havde ikke rigtig opsøgt hende. Ville han hende overhoved? Der var trods alt gået en hel måned, og hun havde ikke hørt noget fra ham.
Før hun kunne nå at ombestemme sig, løftede hun sin hånd og lod den slå mod hans værelsesdør.

Demitri skoddede sin cigaret i askebægeret og tog glasset fra bordet og slugte væsken, som var det et shot.
Han sukkede dybt og knugede sin hånd sammen og slog den ned i sengen.
Følelsen af frustration fyldte ham, og han fik mere og mere lyst til at sige op og stikke af, så han kunne drukne sine sorger og glemme alt om Xenia. Den dybe følelse af at være ekstremt tiltrukket af en som man ikke kunne få, og oven i det også føle en dyb følelse af forelskelse, gjorde ham langsomt sindssyg, og han kunne ikke klare det mere.
Han hældte mere op i glasset, flasken havde været uåbnet da han startede, og efterhånden var han nået halvvejs. Han nippede til glassets indhold og lænede sig mod væggen.
Han tog pakken med cigaretterne op, tog en og begyndte at tænde den, da det bankede på døren. Hans fingre spjættede og han tabte den tændte cigaret. Den landede ved hans solar plexus og brændte ham svagt.
"AV for SATAN... Aarrgh... Fuck!" Han fortsatte med at bande og svovle lavmælt da han satte sig op og børstede cigaretten og asken væk.
Han gik hen til døren og åbnede den svagt og kiggede ud.
Han blev tavs, han troede ikke sine egne øjne, han havde regnet med en anden lærer eller lignende, og ikke hende
"Xenia..." Han hviskede hendes navn og han havde lyst til at græde. Hans øjne var røde og et svagt smil kunne skimtes i hans mundvige.
"Du er virkelig her... Kom indenfor..." Han åbnede døren lidt mere, så hun kunne se hans påklædning og hans værelse. Han trådte til siden og gjorde plads til at hun kunne komme ind og han kunne fortælle hende hvad der var på hans tanker.

Xenia blev forskrækket og tog et skridt væk fra hans dør, da hun kunne høre ham råbe på den anden side. Vidste han, at hun kom over? Havde han mon set hende udenfor vinduet? Hun skulle til at vende sig om, gøre sig klar til at spurte væk og aldrig kigge tilbage igen. Et mindre de ja vu slog hende dog, da tanken strejfede hende, og det fik alle følelserne til at strømme tilbage over hende igen. Hun kunne mærke hendes øre og kinder blive varme, og det skulle ikke undre hende, hvis hun lignede en procelæns nisse, som kunne købes i det nærmeste supermarked.
Hun kiggede ned på sine fødder og skubbede hendes briller længere op ad næseryggen. Hvad skulle hun dog sige? Hvorfor var hun her overhoved? Hun vidste det ikke selv. Hun vidste kun, at der manglede noget i hendes liv. Om det så var ham eller bare følelsen af, at der var nogen, som holdt lidt mere af hende end det normale, så var der et tomt hul i hende, som savnede netop den følelse. Hun kunne ikke vide sik sikker på, om det var ham, hun manglede, men hun følte sig draget til ham. Hun kunne ikke tænke på meget andet. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun ham for sig, og hver gang hun var vågen, så drog hendes tanker hen på ham. Hun kunne ikke undslippe hans tilstedeværelse. Fysisk eller ej.
Da han åbnede døren, kiggede hun hurtigt op. Som en hjort fanget af en bils lygter. Eller et lille barn med hånden nede i kagekrukken.
"He.. Heeej" fik hun akavet fremstammet. *Hvor er du dog bare chamerende Xenia*.
Hun smilede dog taknemmeligt til ham, da han lod hende træde indenfor i hans hjem. Dog var hans bare overkrop ikke speciel nem at overse, da hendes øjne næsten følte sig draget til synet af hans veltrænede krop.
*Nu styrer du dig satme, Xenia*
Hun trådte indenfor, kiggede hurtigt rundt og vendte sig ellers om mod ham igen. Hun foldede sine arme over kors, ikke fordi hun ville virke utilfreds med noget, men fordi der trods alt havde været ekstremt køligt udenfor.

Da hun var trådt indenfor kiggede Demitri ned og lukkede døren efter hende. Han kløede sig i nakken imens han vendte sig om mod hende og kiggede skævt op på hende. Lokalet var let tilrøget og flasken med whisky stod stadig på bordet.
"Velkommen... Sid ned..." Han bevægede hånden i en gestus der opfordrede hende til at sætte sig på sengen, hvorefter han selv satte sig ned, tættest på sengebordet.
Han rakte ud efter pakken med cigaretter og kiggede hen mod hende. Den røde farve i hendes kinder fik hans hjerte til at bløde, hun var så smuk.
"Vil du have en..?" Han tog selv en op og rakte pakken hen mod hende imens han tændte sin egen med lighteren.
Han sad med spredte ben med fødderne solidt plantet mod gulvet, han hvilede sine albuer mod sine lår og var lænet forover.
"Xenia..." Hendes navn var som musik i hans ører, så smukt, så enkelt, så unikt. Så elskeligt.
"Jeg... Undskyld det sidst.. Jeg... Jeg tænker du er her for at advare mig om at du melder mig...Bare rolig.. Jeg har tænkt at stoppe.. Flytte langt væk.. Jeg vil ikke genere dig igen, jeg er virkelig ked af det.. Jeg troede bare der var den her.. connection imellem os, og jeg burde aldrig have lagt hånd på dig.. Det var uprofessionelt.." Han sukkede dybt og tog en slurk af whiskyen. Tårerne var begyndt at dukke op i hans øjne og truede med at falde ned af hans kinder. Der gik ikke længe før den første tog det faretruende skridt og trillede ned af hans ene kind. Han bed sig i underlæben, ventede på hendes svar, han var bange.

Hun fortrød det en smule. Hun skulle jo ikke havde dukket op hos ham. Hvad tænkte hun dog på? Havde hun taget noget inden hun kom? Det havde sikkert givet hende hukommelsestab, for det måtte da havde været noget ekstremt stærkt, hvis det kunne få hende til at trappe sådan op hos ham.
Hun gjorde som han sagde og satte sig hen på hans seng i den anden ende, så de kunne sidde så langt væk fra hinanden som muligt. Guderne måtte vide, hvad hun kunne finde på, hvis hun først fik fysisk kontakt til ham.
Da han tilbød hende en cigaret kiggede hun tøvende på den. Burde hun nu det? Havde de ikke været upassende nok i for vejen? Ikke nok med deres... Såkaldte forhold, så skulle de også ryge sammen? Kunne hun tillade sig de? Kunne de tillade sig det?
"Du synes ikke, at vi har brudt nok regler?" svarede hun sarkastisk, men tog alligevel fat i én og førte den op mellem hendes læber. Det var ren vane for hende at svare sådan. Sarkasme strømmede ud af hende som et andet sprog.
Hun sad med ret ryg, begge fødder plantet solidt i gulvet, benene samlet og hænderne hvilede på lårene. Som en skolepige med en pind i rygsøjlen. Hvor det dog ikke lignede hende. Hun vendte dog sin opmærksomhed direkte i mod ham, da han nævne hendes navn. Nu kom det vel.
Man kunne næsten høre hendes hjerte knuse. At se ham på den måde; så ulykkelig. Det ødelagde hende indefra. Hun vidste ikke, hvad der skete, hun kunne ikke nå at tænke, men før hun vidste af det trillede tårene ned ad hendes kinder i en vild strøm. Hvordan kunne han nogensinde tro sådan noget om hende? At hun ville melde ham? Var det virkelig sådan noget, han troede, hun kunne finde på?
"Je... Jeg..." hendes stemme var helt grådkvalt. Hun kunne ikke sige noget. Hun forblev bare tavs i mens tårene trillede.

Da Demitri var færdig med at tale, vidste han ikke hvad der ville ske. Han var forberedt på at han blev afskediget som lærer, men ikke at hun kom forbi. Og nu sad hun der, han måtte røre hende, bare en sidste gang.
Nej, det kunne han ikke tillade sig, ikke med hvad han i forvejen havde gjort ved hende.
Da Xenia prøvede at formulere et svar, kiggede Demitri på hende, han så at han ikke var den eneste der græd, og det kunne hans hjerte ikke bære.
Han efterlod cigaretten i askebægeret og rykkede hen til hende og lagde armene om hende i et fast greb. Han trykkede hende ind til sig og lod sin ene hånd ae hende på toppen af hovedet.
"Shhh.... Undskyld... Undskyld... Det bare..." Han bed tænderne sammen og lod tårerne få frit løb. Han sank og begyndte at ryste i hele kroppen, da han prøvede at holde kroppen i ro ved at spænde alle musklerne.
"Xenia jeg er så ked af det.. Jeg er et forfærdeligt menneske..." Hans stemme var lys og lav, og ikke mindst skælvende. Han græd, han græd uden nogen som helst form for kontrol over sig selv. Han gav slip. Hulkede lavt i få sekunder, hvorefter han valgte at tage sig sammen. Det var alkohollen i hans blod der gjorde det så nemt at græde. Han stank sikkert af whisky i flere meters afstand.
Han løsnede grebet omkring hende og begravede ansigtet i hendes hår, på toppen af hendes hovede. Hans stemme blev lavere og lavere, da han mumlede ned i hendes mørke hår;
"Jeg ville aldrig gøre dig ondt... Jeg er bare så fandens forelsket i dig..."