"All In" - Milo

Sted: Et snusket Las Vegas undergrundscasino
Tid: 23.40 - Lørdag den 21. Marts, 2009.
Vejr: Mørkt, overskyet og blæsende.
Omgivelser: Fyldt med småfulde mænd og kvinder med alt for lidt tøj på.
Påklædning: Trøje + hullede, sorte converse.

Dallas kiggede op fra sine kort, og betragtede sine tre modstandere. Alle tre mænd var i midt-fyrrerne, havde hvad Dallas ville beskrive som øl-vom, og så i det hele taget mindst lige så snuskede og slaskede ud som stedet han befandt sig. I Amerika var det en kendt og respekteret lov, at man hverken måtte drikke alkohol eller befinde sig på et casino, når man var under 21 år gammel. Dallas var 15. Hverken høj af sin alder eller særlig veludviklet, og lignede højest en på 18, men de gamle mænd på det lille casino, eller værtshus, som det nok nærmere var, troede tydeligvist at de kunne narre penge ud af en kæk teenager, og give ham en lærerstreg. Han sørgede for at se forvildet og en smule bange ud, da han fik øjenkontakt med manden foran sig. Han havde spillet poker med sin far på diverse værtshuse siden han kunne snakke, og havde for længst lært at læse sine modstandere, tælle kort og spille på sin unge alder. Han var løbet hjemmefra for nogle år siden, og havde stort set kunne leve af at snyde diverse små spillesteder i Vegas.
"All-in." Manden han før havde fået øjenkontakt med, virkede meget, meget, meget sikker på, at han havde den vindende hånd. Dallas vidste bedre. Det skræmte, drengede blik i hans øjne skiftede karakter så snart ordene var blevet sagt, og ændrede sig prompte til et kækt, drilsk blik. "Call," svarede han, og skubbede sine 54 dollars på bordet. Manden ved siden af ham kiggede mistroisk på pengene, og så kort ud til at få helt ondt af ham, men manden, der var gået all-in, slog en hæs, klukkende latter op, og lagde hånden på sin store mave.
Manden foran ham, vendte sine kort. Midt på bordet lå 4 kort. Klør 10, klør konge, hjerter konge og klør 8. Manden flippede sine kort, og viste dem med triumferende mine. Klør knægt og klør 3. Dallas bed tænderne sammen. Han havde alligevel ikke forventet at manden ville få en flush. Manden tog den sammenbidte grimasse som om han havde vundet, og skulle lige til at råbe grinende op endnu engang, før Dallas vendte sine egne kort. Hjerter 10 og spar konge. Det gav 3 konger og to 10'ere på bordet. "Full House slår vidst din Flush, gamle mand," påpegede han med et skævt smil, og blinkede kækt til sin modstander.

Lige fyldt 20 og med det bedste, falske ID-kort han nogensinde havde set - store ord fra en søn af Hermes som både havde lavet, set og checket en hel del falske ID-kort ud - var Milo begivet sig på eventyr i Las Vegas som den 22 årige Miles Montana fra Seattle, Washington; væk fra de 3 andre unge drenge, som han havde brugt de sidste to uger med. Han havde kun et par måneder tilbage i den "rigtige verden", før han igen vendte tilbage til Halvblodslejren for sommeren, og han havde alle intentioner om at bruge tiden i Vegas. Som barn af Hermes, guden for handlende (og altså også guden for penge, markeder og business-ting) og tyve, var han en født gambler, og elskede Poker af hele hjertet. Han rippede altid mindst et dusin halvguder for diverse drachmer om sommeren, og vandt til tider magiske objekter af halvguder, der blev for overmodige. Host, Børn af Ares. Og nu var han altså endelig i Vegas, og denne gang var han lovlig. Eller... Lovlig på papiret i hvert fald.
Der var kun gået et par timer før han var blevet smidt ud fra to spillesteder for angiveligt at 'tælle kort'. Åbenbart kunne "intet normalt menneske være så heldig i spil." Det kunne de såmænd have ret i, tænkte han tørt, og traskede irritabelt videre igennem Las Vegas' gader. Et sted mod hans højre åbnede sig en dør til et lille spillested, og to ældre mænd gik ud af døren med bidske miner og knyttede hænder. Milo stoppede forbavset, og stirrede på dem. Der var en mærkelig aura om dem, men han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var. De så ud til at flimre lidt i kanten, som om de var omgivet af Mist, men han kunne ikke se igennem det. Han trådte et skridt ind mod væggen, og lænede sig op af den, så det ikke lignede at han stod og lyttede. "... Lige før jeg kunne lugte ham før han kom ind og rippede os for penge, Buffy. Kan stadig lugte ham. Forbandede halvblods." Et kort øjeblik troede han, at det var ham de snakkede om, men de to mænd fortsatte ned af gaden, indtil deres stemmer blev til en mumlen.
Milo rettede nysgerrigt blikket mod det lettere faldfærdige og snavsede sted. Chancen var, at han kendte personen der var der inde, og kunne få sig et godt spil poker med ham eller hende. Det tog ham ikke lang tid at vende fordele og ulemper, og han besluttede sig hurtigt om at træde ind af døren.
Stedet var røget og lugtede meget kraftigt af værtshus. Han vippede underlæben op i en utilfreds bevægelse. Lugten af røg var forfærdenlig. Med nysgerrige øjne, scannede han stedet, og fandt hurtigt et bord ovre i hjørnet hvor en alt for ung dreng sad med overraskende mange krøllede pengesedler foran sig. Milo hævede let et øjenbryn, da han så de andre spilleres sure miner, og begav sig langsomt mod bordet.

//Ved ikke lige hvor meget jeg gav dig at spille på; undskyld mange gange (;

Manden, som de andre vidst nok havde kaldt Gruff, stirrede vantro i Dallas' retning. Han ville gerne indrømme, at "gamle mand" var smuttet ud gennem hans læber, før han havde nået at tænke videre over det. Han ville også gerne indrømme at det stemplede ham som en dårlig, hoverende vinder, og at det var en smule ubehøvlet. Gruff havde en god grund til at virke sur. Mandens mørke øjne blev om end mørkere, og han lænede sig truende ind over bordet. "Prøver du at snyde mig, knægt?!" Det sidste ord blev leveret med en hel del spyt, og Dallas tørrede frastødt en smule spyt fra sin kind. Hans før så selvsikre attitude var langsomt begyndt at smuldre. Han var trods alt forholdsvis lille, på deres territorie og i total undertal, men de ville ikke angribe en lille dreng. Ville de? Pludselig var han ikke så sikker.
"Øh, selvfølgelig ikke, uhmm - sir?" Mumlede Dallas, og havde mest af alt lyst til at kravle ind i sig selv. "Måske var det bare, du ved. Øh. Heldigt?" Prøvede han, og smilede fåret. Noget i udkanten af hans synsfelt stoppede med at gå, og han rettede kortvarigt blikket mod den unge fyr, der var trådt ind af døren. Da de fik øjenkontakt begyndte han at gå igen, og Dallas rettede blikket mod den vrede mand foran sig.
"Heldigt," fnøs Gruff. "Heldigt, all right, pengene er mine, knægt. Og smut så fra mit casino." Dallas måbede. Seriøst?! Blev han smidt ud bare fordi han vandt?! Hvor uretfærdigt! Var der én ting han virkelig hadede, så var det uretfærdige ting og i særdeleshed folk der behandlede ham uretfærdigt. Han havde jo vundet fair and square. Fornærmelsen og uretfærdigheden steg ham til kinderne, der fik en rødlig kulør før han vredt rejste sig fra stolen, og stirrede vredt på manden. "Du kan ikke tage mine penge når jeg vandt! De er det eneste jeg har!" Protesterede han, og knyttede sine hænder. Det brændte i hele hans ansigt nu, og hans syn blev sløret af tårerne der pressede på. Ingen penge betød ingen mad. Ingen penge betød at han skulle til at tigge på gaden i nogle dage, før han kunne få penge til at spille lidt igen. Gruff rejste sig op med et faretruende stormfuldt blik i øjnene. Han støttede sig til bordet og lænede sig en lille smule frem, som om han skulle til at fortælle en hemmelighed, men i stedet kom der bare en dyb, snerrende kommentar. "Jeg kunne også ringe til politiet og sige at en mindreårig pludselig spillede poker i mit casino," snerrede han. Dallas sank opgivende sammen i skuldrene. Han havde tydeligvist ikke en chance.

//No problem, mate! Det er super