Bænkevarmer (Victor)

Tavs, fulgte hans øjnene hans søster ryg som den bevægede sig ind og ud af mændgerne omkring de forskellige borde. Hun havde beordret ham til at blive siddende imens hun skaffede mad og fik styr på hvor de andre var, men det var kun et spørgsmål om tid før hun havde glemt hendes egentlig mål. Efterhånden havde han siddet der et godt kvarter, stille som en mus ved bordet i udkanten hele opstillingen. Som folk var kommet til havde de slentret forbi ham uden at vige ham et blik, det var ikke et unormalt syn, Angitia havde et eller andet med at få ham til at sidde og vente på hende alle mulige sære stedet, og lydhør gjorde han som der blev sagt. Det kunne han vel lige så godt, ikke fordi han kunne finde på noget mere produktivt at bruge sin tid på. Selv hvis det betød han nogle gange ikke fik spist og hans mave sagde sær ting, men Angitia sagde det var ligemeget, så det var det vel.

Han snøftede, gned sin hånd mod næsen og vendte tilbage til at kigge efter Angitia da nogen satte sig ned på den anden side af bordet. Med et blankt udtryk drejede han hovedet på skrå og kiggede undrende.

Det var ikke rigtigt fordi Viktor hørte specielt meget efter hvad hans søster sagde. Noget med at opføre sig pænt, sidde stille, og ikke lave nogle ulykker. Det var sagt med et smil, og det fik ham selv til at smile, også selvom han godt vidste hvorfor hun sagde det. Hun ville ikke have han kom til at slå nogen ihjel. Ikke at der var noget underligt i det, de færreste ønskede deres søskende skulle lave den slags, men fordi sandsynligheden for at det skete var hvad der gik ham på. Med at sidste kram og et løfte om hun nok hurtigt skulle være tilbage, for hun skulle liiiige et eller andet, lod hun ham dumpe ned ved et bord, og hun forsvandt energisk ind i mængden. Tilbage sad han så, fortabt og måtte ikke rigtigt gøre andet end at trække vejret.

Viktor ånede tungt ud og så ned i bordet, men blev så bevidst om han ikke var den eneste ved bordet. Han løftede blikket til personen på den anden side. Han mindedes ikke at have set ham før, men nu lukkede Rosa ham heller ikke ud ret tit, han var for det meste fastlåst ved hendes side, så hvis hun ikke kendte drengen, gjorde Viktor heller ikke. Der gik noget tid med stirren, før Viktor huskede hvad Rosa plejede at sige. Men hilste på nye folk. "Hey." Der var ikke rigtigt mere der sådan faldt ham ind at sige. Det var vel også godt nok? Hans blik hvilede stadig på drengen, der var ikke rigtigt mere interessante ting at se på.

Efter lidt stirren konkludere Mikal at han egentlig var en smule forarget over at en person bare sådan havde dumpet ned. Og sletter ikke når at Mikal havde ingen chance for at se hvor den fremmede var kommet fra. Han havde ikke lyst til at sige noget, istedet blev hans mund til en tynd streng. Foragtelsen forsvandt dog igen som stirren forsatte, og Mikal mislykkes i at sætte et navn på ansigtet. Det gik op for ham at det egentlig var en fremmed fremmede. Ikke en han bare havde glemt. Med små ryk kiggede han videre, nu for at se efter detaljer.

En stemme hæv ham tilbage fra hans tanker. Han kiggede den anden i øjnenen og hævede øjenbrynene langsomt som for at sige 'hva', før hans hjerne rigtig forstod hvad der var blevet sagt. Han kneb øjnene sammen, og drejede hovedet til den anden side. Et 'hej' tilbage igen ville nok have været det mest normale, men Mikal var ret ligeglad, den anden dreng havde også allerede sagt det. "Hvor kom du fra?"

Viktor tog sig egentlig ikke rigtigt af at drengen stirrede tilbage. Han var vant til underlig blikke, fordømmende øjne og ting i den dur. Det gjorde ham sådan ikke noget mere. Desuden sad han selv og kiggede direkte på drengen, han kunne ikke rigtigt forlange der ikke blev stirret tilbage. Hans udtryk var ikke rigtigt til at aflæse. Viktor havde generelt et neutralt udtryk, hvilket nok bundede i han ikke selv var god til at læse andres udtryk. Han vidste heller ikke hvad drengen overfor ham tænkte når han hævede øjenbrynene. 

Han fortsatte også bare sit blik på drengen, da han lagde sit hoved på skrå. Spørgsmålet fik alligevel Viktors blik til at flytte sig fra drengen. Han så efter Rosa, for at kunne pege hende ud og sige at hans søster havde dumpet ham her. Hun var på mystisk vis forsvundet, så den plan mislykkedes. I stedet stirrede han bare ud i menneskemængden da han svarede. "Min søster smed mig her." Det var sådan set det. Det måtte være svar nok til drengen, for der var ikke mere at fortælle om den sag. Han flyttede sit blik tilbage på drengen overfor ham. Mest fordi at kigge på store menneskemængder gjorde ham utryg, hvis han bare kunne fokuserer på én var det lidt lettere.

Da drengen rykkede lidt på sig blev Mikal en smule usikker på hvad han skulle kigge på. Først prøvede han at følge den andens blik retning, men der stod bare en masse mennesker, og som den anden ikke sagde noget var det kun forvirrende. Han så tilbage på drengen, men det var også sært som den anden så ud i mængden. Igen skiftede han men så stadig intet, og endte på drengen i et forsøg på at regn ud af hvad den anden havde gang i.

Da han endelig svarede nikkede Mikal langsomt. Han forstod faktisk, det var den præcis samme situation han sad i. Som stilheden faldt igen, begyndte han helt åbenløst og uforskammet at kigge på drengens træk igen. Hvad fangede ham denne gang var håret. På en måde lignede det Angitias men hendes var bare lysere, mere klumpet og fandens svært at redde ud. Drengens så blødt ud? Var fint? Han bestemte sig i hvert for at han synes om det. "Dit hår er pænt" sagde han som om han havde kommenteret på vejret og ikke smidt et lidt sølle kompliment ud.

Viktor følte sig ikke rigtigt betragtet. Han lagde mærke til drengens øjne gled over på ham, og det var sådan set fint nok. Der var mange der stirrede, prøvede at regne ham ud og som regel prøvede de at finde noget de kunne drille ham med. Det var ikke rigtigt den fornemmelse han fik af den her fyr. Hans blik var ikke ondt, det var ikke koldt og det var ikke ud på at finde noget for at få ham til at flippe ud og dræbe nogen, som nogle halvguder havde en tendens til. Viktors blik lå bare på drengens øjne, for at se hvad det nu var han kiggede på. 

Kommentaren - eller komplimenten - kom bag på Viktor. Af ren refleks kiggede han sig over skulderen, forventede komplimenten var rettet mod hans søster, som altid. Men Rosa var der ikke. Hvilket måtte betyde drengen havde talt til Viktor. Han så tilbage på fyren overfor sig og var faktisk ikke sikker på hvad han skulle svare. Alle sagde altid pæne ting til Rosa, men han eksisterede sjældent i deres verden, så ham blev der sjældent talt til. Af ren usikkerhed, en ting han sjældent følte, samlede han sine hænder og vred dem lidt. "Tak." Han prøvede at gennemsøge sine tanker for hvad Rosa mon ville gøre i den her situation. Han kom nu ikke frem til noget. Måske præsenterer sig? Det blev til at han, lidt akavet og uden sans for socialisering, rakte en hånd frem. Det havde han set Rosa gøre med nye folk. "Viktor." Resten var drengen sikkert ligeglad med. Det var alle andre.

Lidt mere afslappet, lænede Mikal sig ind over bordet, smækkede albuerne op og støttede hovedet med sin ene arm, stadigt med blikket fast på drengen. Langtsomt gled hans øjne videre fra håret. Han var så hvid. Mikal vidste godt at han også selv var bleg, men han havde altid haft en rød kant, også havde han de tre store ar. Drengen så fin ud. Lidt lige som hans hård, men ikke lige så blød.

Da drengen, eller nu Viktor som han fandt ud af åbnede mund kiggede Mikal kort tilbage i øjnene på ham. "Okay." Sagde han og uden at vide det, trak det lidt i den ene mundvig. Igen kørte hans øjne op og tilbage til håret. Hans fingre begyndt langsomt at klø efter at række ud og føle. Angitia sagde man ikke bare rørte ved folk, og efterhånden var det også fint blevet banket ind i hovedet på ham. Først fingrespidserne også arbejdede det sig op så han blev nød til at banke med dem i bordet for at holde det i trit. Han blev dog nød til at overgive sig "Må jeg røre ved det?" Spurgte han lidt mut, efter at have bidt lidt i sin underlæbe.

Viktor lagde ikke rigtigt så meget i om han fik et navn tilbage eller ej. Hans udstrakte hånd lod han også bare falde ned på bordet at ligge. Drengen overfor ham virkede ikke til at ville gengælde gestussen, og Viktor forstod ham sådan set godt. Måske skulle han holde op med at tage sine valg ud fra havd Rosa ville gøre. Han var trods alt ikke sin søster, og han blev det heller aldrig, så måske var det bedst han gjorde tingene på sin egen måde. 

Han fandt heller ikke noget underligt i drengens spørgsmål. Han havde sagt hans hår var pænt, det var vel naturligt nok han ville røre det. Det var i hvert fald logisk for ham. Men alligevel tøvede han kort. Der var præcis to personer han havde fysisk kontakt med her i lejren, og det var som regel fordi han ikke selv gad det eller fordi folk undgik ham. At nogen frivilligt ville røre ved ham virkede for ham urealistisk, men han lod det ligge og blev enig med sig selv om at han faktisk ikke ville have noget imod drengen rørte hans hår. Så snart han havde mærket efter og fundet ud af han intet havde imod det, trak han på den ene skulder. "Ja." Det var ikke fordi deres samtaler var specielt lange og dybe, men det behøvede de måske heller ikke at være. Man kunne sikkert sagtens være sammen med nogen uden at tale så meget som hans søskendd, tænkte han. Han så kort mod drengens hænder, som et slags tegn på at han nu forventede en berøring.

Egentlig havde Mikal regnet med et nej. Selv når han plejede at spørgede kiggede folk bare sært på ham eller råbte 'nej' af ham. Så da der blev sagt ja, strålede han af glæde og forundring. For ikke at overrumple den anden med glæde, klemte han bordet med hans frie hånd. Smilet han havde gemt lidt på, kunne dog ikke længere holdes tilbage, og nu var det hælder ikke så tit han fik lov til at røre ved folk, specielt når han helst gerne ville, så det kunne vel gå.

Han drog til handling da han ikke længere var ved at hoppe op af stolen. Ivrigt rakte han ud efter den anden. Hans arme var ikke lange nok til at nå distancen så han justerende ved at rejse sig fra sin plads og læne sig længere ind over bordet. Fingerne vriklede nærmest af spænding og små glæde fra rent faktisk at have fået lov. Ligesom han skulle til at røre, stoppede han for at kigge på Viktor og tjekke at et stadig var ok. Hans fingre var dog lidt uenige og begravede sig forsigtet i håret. Kort efter lød en lille lyd af værdsættelse. Det var meget anderledes end Angitias og hans eget, speciet forundrede det ham at man bare sådan kunne køre sine fingre igennem, hvilket resulterede i en lille version af julelys i øjnene. "Hvorfor har du sådan noget hår?"

Viktor blev overrasket over hvor glad drengen virkede for hans ja. Det var bare hår han havde fået lov at røre. Men alligevel var der noget i Viktor der fandt det beundringsværdigt, at noget der ville være så ligegyldigt for andre, kunne gøre den her dreng glad. Og selvom Viktor ikke troede det var muligt uden hans søsters beroligende tilstedeværekse, smilede Viktor selv. Han kunne ikke rigtigt lade vær. Det var hverken et overdrevet eller ivrigt smil, bare roligt og værdsættende fordi en anden person var glad. Det var så sjældent Viktor gjorde nogen glad, så det betød noget for ham. 

Da drengen rakte id efter ham, flyttede Viktor sit blik tilbage til drengens blå øjne. Selv hans øjne virkede glade, de overraskede Viktor helt. Han lænede sig selv en smule frem for at gøre det lettere for drengen at nå. Til hans forbavselse virkede berøringen ikke ubehagelig eller påtaget. Det var faktisk rart, og føltes blødt, hvis en berøringen kunne føles blødt. Han var nu ikke sikker på hvad han skulle svare til spørgsmålet. Han børstede ikke engang sit hår. Det var vist bare natueligt blødt. "Det ved jeg ikke," svarede han helt ærligt. Han vaskede det ikke mere end alle andre, det var nok bare heldig genetik. Viktor så stadig på drengens blå øjne, mest fordi han kunne spore glæden i dem, og det fik ham til at ville smile igen. Uden rigtigt at overveje hvordan det lød, spurgte Viktor uden at tænke over det: "hvem er du?" Hans stemme var oprigtigt forundret. For han kunne lide at være sammen med den her dreng. Han havde lyst til at vide hvem han var.

Varsom legede Mikal med nogle totter hår. Han samlede en enkelte og spredte de enkelte hår bare for a føle dem bedre, ikke fordi det egentlig gjorde noget, det var som før. Kort strejfede han hovedbunden men trak så sin hånd tilbage. Han lænede sig endnu længere ind over bordet for bedre at kunne kigge på. Meget tilfreds med hvad han havde fået ud af at spørge trak han sig tilbage. Det var i hvert fald nok for nu. En anden situation hvor Angitia havde fået nok, stak også lidt, og han ville noget gøre sine chancer for at få lov igen dårligere. Et smøret gavtyvs smil spredte sig fra hans ene øre til det andet.

Det glimtede nærmest i hans øjne da Viktor virkede til at have en position reaktion, det var dejligt ikke at få skæld ud for en gangs skyld. Angitia ville have hvæset af ham. "Mikal." Sagde han da han satte sig ned igen. Da han øjnede den andens smil, kopierede hans egen mund, istedet for det halv farlige skæve smil. Tilfreds og en smule modig igen, mødte hans den andens blik. Det var ikke ofte folk brød så om det så det var ikke særlig tit at han gjorde det uden grund, men han var ikke blevet langet ud efter endnu og hand havde fået lov til at røre ved håret.

Viktor lod ham gøre hvad han ville. Så længe han ikke begyndte at stjæle hans hår, var han faktisk ligeglad. Men det var langt fra den fornemmelse han havde af drengen. Det virkede harmløst og uskyldigt, ikke engang da drengen rørte hans hovedbund reagerede han. Han så også bare roligt til som drengen satte sig igen. Hans smil fik Viktor til at lægge hovedet lidt på skrå, og selv smile en smule mere, med et lille fnys. Lidt som et slags smil med lyd. Det var ikke ret tit folk smilede i hans nærvær. Det var en rar forandring, og han følte han faktisk havde gjort noget rigtigt for en gangs skyld. 

"Mikal," gentog han lavt. Navnet var nordisk, så meget kunne Viktor regne ud, og siden han selv var fra Island havde han ikke ret svært ved at udtale det rigtigt. Han havde vist ikke hørt om drengen før. Men det var også kun Rosas venner han hørte om, og det her virkede ikke til at være en type Rosa hang ud med. Den her dreng, Mikal, virkede mere som Viktors type, hvad end det betød. "Hvorfor er du her?" Viktor var nok ikke ret klar i sit spørgsmål. Han kunne mene bordet, han kunne mene lejren, selvom han godt kunne regne ud hvorfor Mikal var i lejren. Det var ikke så mange der kom ind her, trods alt. Mikal vidste trods alt hvorfor Viktor sad her - han var blevet smidt her. Men hvorfor sad han her selv? Nok virkede han ikke som selskabstypen, men hvorfor sad han så i en stor menneskemængde?.

Som før han havde rejst sig, smækkede Mikal albuerne på bordet, og lænede hovedet på hånden. Hans ansigt faldt tilbage i hans normale intetsigende udseende. Dog mindre kedsommeligt, nu havde han i hvert fald en at snakke med, også endda en der virkede til ikke at have noget imod det og var ikke inde i hans hoved. Han hævede et øjenbryn ved fnyset. Selvom han ikke helt forstod hvorfor hæv det alligevel i hans mundvig.

Mikal lyttede til drengens spørgsmål og nikkede lidt af vane. Et hurtigt svar dannede sig men døde som han åbnede mund, og han sad lidt og tænkte. Hvorfor han var der var lidt væk. Angitia havde vært glemt bag glæden ved dejligt hår. Men det tog ikke lang tid, og hun kom hoppede frem som en trold ud af en æske. At vente på hende var som regel det han lavede. "Angi sagde jeg skulle sidde her," han trak lidt på skulderene.

Viktors øjne blev en smule smallere da Mikal nævnte en andens navn. Han havde vist ikke hørt det før, så han kendte nok ikke personen Mikal talte om. Alligevel kørte han kort sine bekendtskaber igennem mentalt, men ikke en klokke ringede. Han trak den arm til sig, som han havde rakt ud for give hånd. Han samlede hænderne og så ind i Mikals øjne, lagde kort mærk til farven. Blå. Lige så nordisk som både hans hud og navn. Viktor var faktisk ikke rigtigt i tvivl mere, han havde accepteret Mikal som nordisk nu. 

"Søster? Kæreste?" spurgte han angående Angi, navnet han ikke havde hørt før. Ikke at det kom ham ved, faktisk. Han fortrød ret hurtigt han havde spurgt. Rosa sagde man ikke måtte blande sig i andres relationer, det kom kun dem selv ved. Hun havde givet ham det der skeptiske blik hun gav ham, hvis han sagde eller gjorde noget forkert, eller hvis han var ved at bevæge sig ud på et sidespor der kunne føre til hans vredesudbrud. Han slog øjnene ned i bordet og bed sig i indersiden af kinden, en dårlig vane når han gjorde noget han ikke skulle, og først opdagede det når han havde gjort det.