Søde, men også sure jordbær. ~ Connor.

Tid: 11.00
Sted: Jordbærmarkerne.
Omgivelser: Jordbær everywhere!
Vejr: Solen skinner, det er varmt.
Dag: Mandag.
Årstid: Sommer.
Påklædning:

Solen skinnede, og Jazmyne kunne ikke gøre andet end at smile. Jordbærene gav prikken over i'et. Det hele var smukt, og Jazmyne mumlede lidt for sig selv.
Jazmyne elskede at vågne tidligt op før de andre, også bare gå ude på jordbærmarkerne. Det gav på en måde hendes tanker til at få frit løb. Jazmyne kunne godt lide kontrasten i at solen skinnede på jordbærene, for det gjorde hende rolig.
Hun tog lige så stille et jordbær, og kiggede sig hurtigt om, for at se om der var nogen. Det var der ikke. Troede hun. Jordbæret smagte rigtig godt, det var sødt, så sødt at hun kunne smage det overalt i hendes krop. Hun tog et igen, men denne gang var det surt. Meget surt. Hendes tunge blev næsten lammet for at sige det mildt. Det mindede hende kun om, at livet præcist var opbygget på den måde.
"Jeg elsker jordbær" mumlede Jazmyne for sig selv.

Udseende :: Trøjen som på avataret. En mørkeblå vindtæt jakke, der er åben, med en høj krave. Et par sandfarvet jeans. Sorte, slidte Converse sko. Hår og hat som på avataret.

Connor trådte ind på jordbærmarkerne. Det var tidligt, men han var næsten også lige stået op. Han begravede hænderne godt i sine bukselommer, idet han slog blikket rundt. Der var da nærmest ingen på markerne. Hvorfor ikke? Mange sov måske, eller var til træning, eller det helt tredje, men alligevel?
Han trådte længere ind. Jo, der var faktisk en. Han kneb øjnene sammen. Der stod en pige et stykke fra ham. Han trådte langsomt nærmere. Stod hun og spiste af jordbærerne? Han slog blikket rundt.

Jazmyne kunne høre skridt bag sig. Der var nogen, og hun havde det sureste jordbær i hånden. Hun kiggede bag sig, der stod nogen, men hun vidste ikke hvem. Hun prøvede at knibe øjnene sammen, og det var en dreng hun så. Hun smed hurtigt jordbæret ind i munden, selvom det smagte som ny plukkede citroner. Hun rettede lidt på sin kjole. Hun turde ikke at vende sig om, for det kunne være at personen så at hun spiste nogle jordbær. Ikke godt. Hun besluttede sig for bare at stå som en statue, og lade som om hun var en. Det virkede selvfølgelig ikke. Hun kiggede over jordbærmarken igen, det beroligede hende, og hun opførte sig naturligt igen.

Connor trådte forsigtigt hen bag hende. Han stod ikke lige bag hende, men et stykke bag fra hende. Han havde sine hænder begravet i sine bukselommer. Han havde det egentlig varm, nok fordi solen skinnede og det var sommer. Han havde jakke på, hvilket han ikke lige havde tænkt på, da han trådte ud af hytten.
Han sagde ingenting, men stod bare stille. Ligesom hun bare gjorde, bemærkede han. Nu var det vel sådan, hun godt vidste, han havde set hende, ikke? Han tvivlede dog lidt. Hun stod rimelig meget stille og bare med ryggen til.

// Har ingen kreativitet lige nu >.<

Jazmyne vendte sig om.
"Ømh, hej med dig."
Det lød rigtig kikset i Jazmyne's hoved, men det kunne egentlig være lige meget.
"Hvad hedder du?"
Hun opdagede først efter 2 sekunder, at hun stod og kiggede på en ret så flot dreng. Men han var slet ikke hendes type. Han så meget venlig ud, men han så ret usikker ud. Sådan lidt ked af det måske. Det måtte hun lige finde ud af.
"Når. Hvad går du og laver her ude på jordbærmarkerne så tidligt om morgenen?"
Hun kiggede ned af sig selv, for at være sikker på, at han fik et perfekt førstehåndsindtryk af hende.

//Det er okay, det er jeg heller ikke.

Connor kiggede på hende med løftet bryn, da hun vendte sig om. "Dav," sagde han og det sædvanlige, venlige og varme, smil dukkede op på hans læber, "øh, Connor," præsenterede han sig selv med sit naturlige smil, "og du?" Det kom hurigt, men det gjorde vel ikke noget.
Han kiggede på hende. Hans blik kørte op og ned. Han kunne slet ikke finde ud af, hvem hun kunne være datter af. Der var flere muligheder, mente han. Han rystede kort på hovedet. Han måtte bare finde ud af det, i stedet for, at stå og se helt tænksom ud.
Han smilede lidt, idet han trak på skuldrene. "Jeg aner det ikke, faktisk," Han lo lidt, "hvad med dig selv? Står du og spiser af jordbærerne? Pas hellere på med det. Jeg fik engang en flad af en af Nymferne." Han lo.

Jazmyne kunne ikke lade sin smilehuller kommer frem.
"Jamen ømh, jeg elsker at være her. Her så dejligt."
Det var en ret akavet situation, da Jazmyne ikke vidste hvordan hun skulle starte en normal samtale. Hvem synes også at en jordbær marke er dejlig? Det lød komplet dumt i hendes hoved, men alligevel ret så kreativt. Hun kiggede ned på sine sko. Hun løftede langsomt hoved op, imens hun sagde noget.
"Vi siger bare at jordbæren prøvede at spise mig, men jeg kan det i forekøbet, og spiste det først." Jazmyne lo, og prøvede at redde sig ud af denne pinlige episode, men før eller siden skulle det opdages.
"Jordbær nu til dags, meget mere levende end man tror." Hun kunne ikke lade vær med at smile, så man rigtig kunne se hendes smilehuller.

Connor kiggede på hende. Han lagde armene om sig selv. Han forstod stadig ikke, han stod i en jakke. Han måtte egentlig se dum ud, nu hvor han tænkte over det. Sådan, rimelig dum ud, hvis man kiggede på hende, der stod i sådan noget rigtig sommertøj, og han lignede en moderne eskimo.
Han smilede. "Ja, jeg kan også godt lide at være her.. eller, rettere; jeg kunne godt lide, at være her," rettede han på sig selv og lo atter, "som jeg sagde før, fik jeg engang en flad af en Nymfe. Lige siden, har jeg aldrig rigtig turdet, at vove mig herind, men det ser ikke ud til, der er særlig mange Nymfer her." Han kiggede rundt.
Han kiggede på Jazmyne igen med et skævt smil over sine læber. Han begravede hænderne i lommerne. "Dén hopper de skam nok på." Han kiggede leende på hende.

Jazmyne fik en angst, men aller mest bare var der forsjov.
"Nu må du ikke gøre mig for bange med de Nymfer! Jeg skal kunne turde at gå herude, uden at blive bange for at få et spark ud herfra." Jazmyne lo, og kunne ikke holde inde, at hun faktisk var lidt bange for nymferne nu. Men hvorfor skulle hun forlade det her fantastiske sted. Det var mere end perfekt at være her.
"Nu hvor vi står her, og her er en rigtig akavet stemning, hvor gammel er du så? Jeg kender ikke rigtig nogen her, så jeg har sikkert hilst på dig før, uden rigtig at ane det?" Jazmyne tog din ret så pyntet hånd frem, og ventede på sit svar. Det kunne godt være at han ikke gad at svare, men det kunne Jazmyne sikkert godt leve med. For hvis hun ikke måtte vide hans alder, så må han da heller ikke vide hendes.

//Undskyld for ingen kreativitet, det skal nok blive bedre næste gang.

Connor kiggede leende på hende. "Tro mig, de er farlige, det er de virkelig!" Han lod sin leen blive højere og dybere til et grin. Det passede delvist, det han fortalte hende; nogen gange kunne de godt være farlige, de Nymfer, andre gange, var de bare stille og rolige.
Han tippede lidt frem og tilbage. Han kiggede rundt imens. Han kiggede på hende igen med et smil. Hun virkede da flink nok, hende Jazmyne. "Jeg er femten år," svarede han hende og nikkede kort, "hvad med dig?" spurgte han derefter. Det var vigtigt for ham, at være venlig og høflig, det kom man oftest længst med.

// Siger det samme xD

Jazmyne kiggede med store og blændende øjne.
"Femten? Wauw, nu føler jeg mig da gammel! Jeg er sytten , gammel, jeg ved det."
Jazmyne synes også at han så lille ud, og alligevel ikke. Han virkede meget sød, og meget som om at han havde begge ben på jorden.
"De der nymfer, de kunne da ikke finde på at dræbe en, bare fordi ham har spist et jordbær, vel?" Jazmyne blev faktisk lidt bange, eller nysgerrig, eller hvad man nu kalder det. Hun ville ikke dø for tidligt. Hun skulle også lige have sit hele lejren før hun døde. Det var i hvert fald noget hun havde krydset af i sin notesblok. Men han fik det virkelig til at lyde som om de kunne være de værste satans ting i hele verden, og det var det som ligesom overbevidste Jazmyne om at de kunne være farlige. Men altså jordbær er jordbær, og de jordbær som er her på marken er nogle af de bedste, hun havde smagt i verdens historien.

Connor kiggede leende på hende. "Sytten år og gammel? Tja, det.. det forstår jeg godt," sagde han drillende og lo, "ej, selvfølgelig ikke, du er ikke gammel.. men når jeg bliver sytten, så bliver du gammel." Han grinte.
Han rystede lidt efter på hovedet med et skævt smil over sine læber. "Nej, de dræber ikke en," svarede han og lød helt alvorlig, "men de kommer nok ind i din hytte midt om natten, og Guderne må vide, hvad de kan finde på." fortalte han.
Han kiggede bare på hende. Han så helt alvorlig ud, men det var han ikke. Han var utrolig god til det med, at sige noget og lyde overbevisende, selvom det kun var for sjov. Han elskede, at drille folk og kunne godt tage, når han selv blev drillet, for han gjorde det selvfølgelig ikke ondt, så folk plejede heller ikke, at gøre ondt tilbage.

Jazmyne pustede lettet. Hun kunne godt selv regne ud, at de ikke ville dræbe hende, men alligevel var der noget inden i hende, som fik hende overbevist. hun kunne ikke rigtig sætte ord på hvad det var. Hun måtte indrømme over for sig selv, at hun var lidt bange, men det kunne hun ikke vise frem. Det ville være for pinligt, men hun var heller ikke bange, det var bare noget hun bildte sig selv ind? For at starte en anden samtale, blev Jazmyne nysgerrig. "Hvem er din gudforælder?" blev der sagt med et smil på læberne. Hun prøvede at gætte oven i hendes hoved om, hvem han kunne være søn af. Hun måtte være ærlig. Hun havde ingen idé. hun stoppede sine hænder ned i hende lommer, og ventede på et svar. Et svar, som måske ville ændre deres forhold foraltid. Men var hun så uheldig?

Connor kiggede smilende på hende. Han håbede lidt, at hun havde troet på ham, men alligevel ikke. Selvfølgelig ville nymferne ikke bryde ind i ens hytte midt om natten og muligvis tage ens tøj. Det virkede ret mærkeligt, men han havde nu fået en historie fortalt om, at en nymfe var brudt ind i en hytte.
Han kiggede kort rundt, inden han kiggede på hende igen. "Jeg er søn af Apollon," sagde han og smilede til hende. Han kunne slet ikke regne ud, hvem hun var datter af. Han kunne slet ikke se det faktisk, "hvad med dig? Hvem er du datter af?" spurgte han.
Han lagde armene omkring sig selv i et øjeblik, men lod dem hænge ned langs siderne til sidst. Han kunne ikke rigtig finde på en ordentlig måde at stå på.