Sunset over the lake ~ Dylan

af **Alina** 21/5/2016, 22:26

Tid Eftermiddag. Solen er langsomt begyndt at gå ned.
Sted Søen, lejren.
Omgivelser Umiddelbart er der tomt.
Vejr Det er okay varmt, og himlen er blå med enkelte lammeskyer.
Påklædning Et par lyseblå, hullede jeans, en hvid top og et par hvide adidas superstar. Det lange, gyldne hår hænger løst ned ad hendes ryg.

Det var en varm eftermiddag. Solen, der havde stået højt og glødende på den klare, lyseblå himmel var langsomt begyndt at bevæge sig mod vest, for atter engang at gemme sig væk bag horisonten.
Alina elskede solnedgange, det havde hun altid gjort, så derfor var det heller ikke så underligt at finde hende siddende et sted som søen, hvor solens gul-orange stråler blev spejlet i det glasagtige vand, der langsomt slog i små bølger ind mod bredden hvorpå hun sad på sin udslåede sorte cardigan.
Med et tungt suk tænkte den smukke, 18-årige pige tilbage på den uge der var gået.
For blot 7 dage siden havde hun været en helt almindelig High School elev i Brooklyn, New York. Hun en engageret elev, en dygtigt cheerleader og ikke mindst en fantastisk skribent for skoleavisen, hvor hun stod for at skrive om det sidste nye fra modeverdenen - en verden hun kendte ud og ind, som var det hendes egen bukselomme. Nu sad hun på en bredden af en sø i en sommerlejr, hvor alle deltagerne var børn af de gamle græske guder. Det var langt ude, men sandt.
Med et trist smil rystede hun stille på sit gyldne hoved, som for at ryste tankerne om hendes gamle liv af sig. Hun savnede skolen, sine venner og veninder, og sin far og lillebror mere end noget andet, men det havde ikke været sikkert for hende i Brooklyn mere - ikke siden angrebet af en kyklop - og derfor havde hendes højtelskede far sendt hende til det eneste sted på jorden, hvor hun ville være i sikkerhed. Halvblodslejren.
Det var et mærkeligt sted synes hun, jeg mener, hvem troede dog på de gamle græske guder i det 21. århundrede? Åbenbart alle her.
Folkene i lejren havde været gode til at tage sig af hende, på trods af hendes skepticisme, specielt dem der - ligesom hende - var børn af kærlighedsgudinden, Afrodite, og selvom Alina havde sat pris på deres imødekommenhed, så var hun også glad for at få stunder som denne hvor hun kunne være alene med sine tanker.

af **Dylan** 24/5/2016, 22:46

Påklædning

Dylan havde været i gang hele dagen. Sådan gik det meget ofte, når han skulle passe Josephus. De to var fyldt til renden med adrenalin, så snart de var i hinandens selvskab! Det kom derfor heller ikke som en overraskelse, at Josephs mor, Josephine, tit og ofte gav Dylan lov til at passe deres søn nærmest hele tiden. Han elskede det. Han lærte sin søn at svømme, cykle, ridde, alt hvad han kunne. Heldigt for ham, så havde Joseph arvet en af Dylans evner, hvilket var manipulering af alle væsker. Lige nu sad de så nede ved søens bred, og Dylan lærte Josephus at forme vandet til hans ønske. Det var svært, mente han, men Dylan vidste bedre. Han havde opdraget Joseph godt i lidt over et år, og der var ikke noget, som den dreng ikke kunne, når først han havde sat sig til at lære det. Ja, nogle ting tog længere tid at lære, men det her lå i hans gener! Manipulation af vand; det var det rene barnemad for sådan en kløgtig dreng som Josephus!
"Joe, for Hades' skyld, det er blot en kugle!" lød det pludseligt fra Dylan, da han mente, at han havde siddet og set passivt til i rigelig tid.
"FAR!," lød svaret fra drengen, efterfulgt af et slag fra en knyttet hånd lige til brystkassen. "Man må altså ikke bande!"
Dylan kiggede træt på sin søn og viftede ham væk med en flyvsk hånd gestus.
"Hold nu op, Josephus, er det noget vrøvl din mor har lært dig?" og mere skulle der ikke til, så følte den ellers så trofaste søn, at han skulle trodse sin far og spæne afsted. Dylan lagde sig opgivende på ryggen og udstødste et udmattet suk.
"Josephuuuuus!". Kun et barns latter fik han i svar. Men da Dylan endelig valgte at sætte sig op og kigge sig over skulderen, så havde Joseph allerede fundet en anden at slå sig ned hos. Det betød uheldigvis for Dylan, at han nu skulle konversere med en anden person. Måske havde den drengs opdragelse ikke vellykket så godt, som Dylan havde regnet med.

Sunset over the lake ~ Dylan

Sunset over the lake ~ Dylan

Sv: Sunset over the lake ~ Dylan