I et hus fuld af tyve - Alec

Morgenens løbetur var overstået, middagens sværdtræning var klaret, og efter et bad var Julien egentlig rimelig klar på at slappe af i hytten. Et par timer på langs i hans seng med musik fra hans iPod, så ville han sådan set være tilfreds. Han havde fornemmelsen af at fred som den her snart ville være en mangelvare for ham. Han gik direkte til sin seng, lagde sit sværd fra sig og begyndte at lede efter sin iPod. Problemet var bare den ikke lå hvor han sidst havde lagt den. Normalt ville han lede videre et andet sted, men han vidste præcis hvor han havde lagt den. Derudover boede han også sammen med en masse børn af tyvenes gud, hans søskende. Irriteret skubbede han skuffen ind på den kommode han havde kigget i, og vendte sig om mod rummet. Der var ikke rigtigt nogen der havde bemærket hans humørskift. De fleste passede sig selv, ud over en lille gruppe af søskende der sad og snakkede. 
"Okay, hvem er jeg har taget min iPod? I kan lige så godt spytte ud, jeg finder ud af det på den ene eller anden måde." Julien så ret utilfreds rundt på de andre. Han lagde armene over kors, og prøvede at se så streng ud som muligt. Han havde helt ærligt ikke tålmodighed eller lyst til at de andre skulle tage hans ting lige nu. Normalt var han med på legen, men ikke efter to omgange træning, så var hans lunte lidt kort. 

//Måske ikke skide kreativt, men tænkte en hverdagssituation måske ikke var dårligt at starte på xD

Påklædning: Klik

Alec havde siddet stille og rolig i en af hyttens sofaer, da Julien var kommet tilbage fra sin dag ude i lejren. Han havde siddet med en bog i skøddet, og umiddelbart ville man ikke have troet det til at være en mærkelig ting, hvis ikke det var fordi alle der kendte den 17-årige, charmerende dreng vidste, at han ikke ville røre det blotte omslag på en bog om så det gjaldt hans liv. Dog lod det ikke til at nogle af hans halvsøskende, der befandt sig sammen med ham i hytten, havde lagt mærke til det og det var en god ting. Et forsigtig skævt smil krøb sig kort over Alecs læber, da han hørte sin ældre halvbror rode rundt efter sin IPod i den skuffe, hvor Alec for få minutter siden havde fjernet den fra. Han vidste at dette var en ting der kunne få hans kære bror til at ryge op i feltet, og for at være ærlig, så havde Alec brug for et godt grin. Han så ikke op fra sin bog - eller faktisk var det en andens bog, som Alec havde nakket i håb om at kunne skjule sig bag den, når festlighederne brød løs - da Julien trådte tilbage ind i opholdsstuen og begyndte at snakke strengt til dem der sad der. Han kunne mærke Juliens IPod i lommerne på sine shorts, og det var lige før at der var krøbet endnu et skævt smil på hans læber, men han nåede at stoppe det i sidste øjeblik. Hvis Julien fandt ud af, at det var ham der havde nakket hans IPod for hurtigt ville der ikke være noget sjovt i spøgen.

//Det er helt fint! Mit svar er nok heller ikke det bedste i verdenen, men skidt pyt nu med det ;-)

Julien anså sig selv for at være ret tolerant og tålmodig, og egentlig også ret retfærdig, så når han en sjælden gang imellem stillede krav, forventede han egentlig at kravene blev opfyldt. I en hytte som deres var de forventninger nok alt for høje. Hermes' børn gjorde som regel hvad der passede dem. Sådan havde han også været, og var det nogle gange stadig. Alligevel synes han ikke at det at få sin iPod tilbage var et urimeligt højt krav.
"Jamen hvis jeg ikke får den tilbage melder jeg os da bare frivilligt til opvasken resten af sommeren. Så kan I alle se frem til en dejlig sommer fyldt med rengøring og oprydning sammen med harpyerne," konstaterede han. Få reagerede, nogle lod fuldstændig som om de slet ikke hørte ham. De fleste så nu alligevel ud til ikke at ville bruge sommeren på opvask, men truslen var åbenbart ikke nok til at få den skyldige til at stå frem. Juliens blik gled rundt på sine søskende. Uanset hvem det var, måtte han give dem at de havde valgt det helt rigtige objekt at stjæle fra ham. Tøj eller drakmaer havde han været ligeglad med de havde taget, men lige hans iPod gik han meget op i. Han havde hugget den i New York et sted, men det var ikke dens værdi der betød noget. Det var hans måde at koble af på, og det havde han brug for i den mest befolkede hytte i lejren.
Hans søgende blik ramte hans lillebror, Alec, der overraskende nok sad med en bog. Juliens øjenbryn rykkede tættere på hinaden da hans pande rynkede, inden han gik over mod ham.
"Siden hvornår er du begyndt at intereserer dig for låsemekanismer fra 1800-tallet og frem?" spurgte han, tydeligvis mistænksom. Ikke at det var et unormalt emne i deres hytte, de feste her lirkede låse op for sjov, men det at se Alec læse om det, fik ham til at være mistænkelig. Det var ikke nok til han kunne sige at det var ham, så han var ret spændt på forklaringen fra hans lillebror. Julien blev stående op ved siden af ham, stadig med krydsede arme og et udtryk der tydelig viste han ikke var glad.

Alec lyttede nøje efter, som hans bror kom med sin trussel om opvask og rengøring resten af sommeren, og stønnede inden i ved den blotte tanke om, at skulle tilbringe mere tid hos harpyerne i køkkenet end han allerede gjorde. Alec var ikke ligefrem kendt som lejrens "golden boy", faktisk var han mere al á en pestilens på fuldtid, og Hr. D's fortrukne straf til ham, hver gang han fuckede op var at sende ham ned til hapyerne, ene og alene fordi han vidste hvor meget drengen afskyede at gøre rent og vaske andre folks beskidte tallerkener.
Denne gang var trusslen om mere kvalitetstid med bæsterne i køkkenet dog ikke nok til at få Alec til at opgive sin harmløse lille prank.
Med et tomt ansigtsudtryk sad han og stirrede ned i bogen, som han kort opfattede handlede om låsmekanismer fra 1800-tallet og frem, og håbede at han ikke ville tiltrække sig selv alt for meget unødvendig opmærksomhed, mens hans bror stod i døren og så rundt på alle i stuen, med et utilfreds udtryk klisteret på ansigtet. Det var en joke på kongeniveau, og Alec kunne ikke undgå at lade et lille, skævt smil passere hans læber i et flygtigt sekund. Om det var smilet, bogen eller blot for at have en eller anden at gå efter vidste Alec ikke, men da han hørte Juliens stemme ved sin side vidste han godt, at han var blevet afsløret som hovedmistænkt i sagen om den forsvundne iPod.
"Siden jeg fandt den," skød Alec hurtigt tilbage, som et svar på sin bror spørgsmål om hans pludselige interesse for låsemekanismer. Måske var ordende også lidt for hurtigt ude, for Julien betragtede ham stadig med et mistænktsomt blik, som han stod der og tårnede sig over den yngre dreng, med korslagte arme og et ansigtsudtryk der langtfra viste nogen form for den sædvanlige, drengede glæde. "Hvorfor? Er det lige pludselig blevet ulovligt at læse, eller hvad?" spurgte Alec med en attitude, som kun en teenager kunne formå at tale med, i et forsøg på at rette op på sin tideligere fejl. Forhåbentlig virkede det, men Alec vidste allerede på det tidspunkt at det ikke var en sandsynlighed, og hvis han ikke passede meget på sit valg af ord ville hans prank blive spoleret før den overhovedet var gået i gang.