First to the top! (Rachel)

Han havde trukket seletøjet på og stod nu og efterspændte alle remmene, så de sad som de skulle. Alle der kendte Nolan, ville vide han var forfærdelig til kamp, men god til hvad folk nok ville kalde flugt. Han var god til at løbe, han var adræt - og han var fantastisk til at klatre. Hvilket også havde været hvordan han havde vundet over bæstet i skoven. Ved at kravle op og ride rundt på det. Well, der var lidt mere til det, men i det store og hele var det hvad han havde gjort, genial som han var. Men uden Litsa havde han nok ikke overlevet. Det havde ingen af dem nok.
Om ikke andet! Iklædt en langærmet, tynd trøje og et pat shorts, der gik ned over knæene og for en gangs skyld nogle sko, stod han så op af klatrevæggen. Efter dengang var han begyndt at træne mere. Han løb en tur hver dag, han trænede til tider med sværd, hvilket han var forfærdelig til, eller tog over til bueskydningsbanen, hvilket han var bedre til.
At klatre fjernede bare al tvivlen, al det seriøse. Det var bare ham og den næste sten han kunne nå. Ikke flere tanker om hvad Dionte nu udsatte Delia for, ikke flere tanker om hvilket svar han ville få på sin ansøgning til at blive vejleder. Han tvivlede meget på han fik lov. Han var ballademageren i lejren og havde altid været det. Men Delia havde overbevist ham om at give det et forsøg, så det havde han gjort. Nu gik han bare og ventede. Men at vente var ikke ham, han måtte beskæftige sig med et eller andet og nu var det klatring!
Han tjekkede den lille pose med kalk og gennemgik sit udstyr. Han foretrak at klatre med bare hænder, han følte han havde bedre fast end et par handsker kunne give ham.
Dagen var ellers lun. Solen skinnede, men en lille vind kølede en ned i ny og næ. Der var ikke mange folk på klatrebanen. Det var der næsten aldrig, syntes han.

Rachel vandrede alene rundt i lejren.
Hun var stadig forholdsvis ny til stedet og var stadig ved at vænne sig til hele konceptet, men tingende gik bedre nu end de gjorde for et par måneder siden, og det havde rent faktisk lykkedes hende at skaffe et par venner. Ikke nogle hun var sådan decideret tæt med endnu, men enhver ting til sin tid.
Rachel havde siden sin ankomst til lejren være meget usikker på, om hun overhovedet kunne klare at leve i en verden, hvor det blev forventet af hende at slås og kæmpe, da diverse former for monstre altid ville være på jagt efter hende, men hun havde dog overlevet sin tur til lejren, hvilket åbenbart havde været den første store forhindring.
Nu gik hun rundt i lejren uden andet formål end at gå og observere folk i deres daglige rutiner. De fleste befandt sig på de forskellige træningsbaner eller i arenaen, men nogle enkelte stykker var dog at finde til svømmeundervisning nede ved søen.
Rachel kunne ikke lade være med at grine et lille grin, da hun gik forbi arenaen og så hvordan en dreng på hendes egen alder blev tævet af en pige meget yngre.
Dog var det ikke fordi, at Rachel selv var meget bedre til sværdkamp, faktisk ville hun gå så vidt som at sige at hun var direkte elendig, men hun var stadig ved at lære, og som datter af Hermes lå hendes evner mere inden for løb end noget andet, så det var forståeligt nok hvorfor sværdfægtning ikke kom naturligt til hende.
På vej tilbage til sin hytte besluttede Rachel sig for, at slå et smut forbi klatrevæggen for at se, om der var nogle der hun måske kunne lære noget fra.
Selv havde hun aldrig klatret i andet end træerne i baghaven derhjemme, men klatring virkede som en af de ting hun måske ville kunne egne sig til ud over løb.
Der var ikke mange folk på væggen, da de fleste nød de lidt mere "lige til" beskæftigelser som knivkast, sværdfægtning eller bueskydning, men der var da et par stykker. Blandt andet var der en dreng, der lige var blevet færdig med at tage sit klatreudstyr på. Han så ud til at være nogle år ældre end hendes 17, men det gjorde nu ikke så meget for Rachel, da hun generelt var en meget åben person og kunne snakke med de fleste.
"Hej," hilste hun på drengen, som hun mindes at have set et par gange før gennem de sidste par måneder, men ikke kunne huske noget navn eller gudeforældre på.
"Skal du til at klatre?" Rachel vidste godt at det var et dumt spørgsmål, siden han allerede stod ved væggen og lignede en der var mere end klar til bare at klatre deropad, men ikke desto mindre røg spørgsmålet ud af hendes mund, før hun nåede at tænke videre over det.

Han havde været ved at rette det sidste til, mest så kronjuvelerne ikke blev mast af seletøjet når han begyndte at klatre, da nogen pludselig henvendte sig til ham. Han så hurtigt op og helt automatisk gled et stort smil over ham. Af ren vane gled hans blik over hende et øjeblik, da han som søn af Eros altid havde været på udkig efter nogle af hygge sig i høet med senere. Men nu havde han en fast kæreste, så det var langt fra tilfældet. Dog var det svært at kvæle vanerne, ikke?
Kvinden her virkede en smule yngre end ham, men ellers ret køn. Hans blik gled op over klatrevæggen foran ham, før han så tilbage på hende med et let skuldertræk. Han huskede ikke lige at have set hende før...Måske var hun ret ny hertil?
"Nolan, søn af Eros, en af de tusinde underguder" bemærkede han så og rakte en hånd frem mod hende. Uanset hvad, havde de nok ikke officielt mødt hinanden endnu. Ellers ville han da kunne huske det!
"Jep! Lejren har endnu ikke gennemskuet at ikke alle hverken kan eller skal være perfekte med sværd, så orkede ikke lige at deltage der. Og at klatre giver en god udsigt" bemærkede han og så igen op af væggen. Nogen var halvvejs oppe af den. Hans ene hånd gled over den ru klippevæg foran ham, før han så over på hende igen.
"Vil du med?" spurgte han så. Han havde aldrig imod selskab. Faktisk var han nok ret afhængig af det.