Welcome new one! ~ Filomena

Sted Thalias Træ, ved starten af Lejren.
Tid Det er om morgen.
Vejr Det er sommer og solskin.
Omgivelser Træet, der er er pt. ingen andre.
Dag Det er fredag morgen.
Påklædning Noes tøj.

Den franske halvgud havde fået til opgave at hjælpe en nyankommen pige den fredag morgen. Han havde derfor iført sig noget behageligt tøj og fundet sine solbriller frem, som han i længere tid havde haft lagt fra sig. Han glædede sig til at møde hende og vise hende rundt. Det var altid ret sjovt at være den første, som folk lærte at kende og mødtes med. Noe glædede sig i hvert fald til at være den første pigen villle møde og han ville så gerne give et godt indtryk af sig selv. Derfor var han mødt op i god tid med sin gule rygsæk på ryggen og sine sorte solbriller foran de grønne øjne. Han så sig omkring og afventede pigen. Tålmodig, det var han. Det havde han lært af sin far, at det var det bedste at være. Derfor brokkede han sig sjældent; det skete. Noe var mødt op uden de store forventninger. Gad vide, om pigen vidste til denne verden? Eller om hun ville møde helt forvirret op og uden at vide til det med de gudelige forældre. Han havde ikke fået så meget information omkring denne lille opgave, men havde bestemt sagt ja næsten med det samme. Som Noe stod og ventede, lænede han sig op af træet og foldede hænderne foran sig. En dårlig vane, som Noe havde sig, var at han røg. Det var åndssvagt og ufatteligt dumt. Et kort øjeblik overvejede han at finde sin cigaretpakke frem fra rygsækken, men han lod være. I stedet kløede han sig i de krøllede lokker og så sig omkring. Ventende.

Fills påklædning

At sige, at Filomena havde været forvirret da hun vågnede op med en voldsom hovedpine på hospitalsfløjen mindre end en time forinden, ville have været en underdrivelse. Denne mystiske lejr midt ude i Ingenting, USA havde slået benene væk under hende fra første øjeblik hun åbnede øjnene - bogstaveligt talt. Det hjalp heller ikke så meget på hverken hendes forvirring eller hendes chokkerede tilstand, at den første person hun så, da hun slog øjnene op, var en halv-mand halv-hest. Han havde som sådan været flink nok, og havde ikke taget sig synderligt af hendes store, chokkerede øjne, dumme spørgsmål eller ringe engelskkundskaber, men havde derimod blidt og tålmodigt forklaret hende hvor hun var, og ikke mindst hvorfor hun var der. I grove træk vel og mærket. Mande-hesten - der kaldt sig selv Chiron - havde heller ikke været helt uforberedt, da han allerede havde angivet hende en personlig guide, som hun skulle møde ved et træ ved indgangen til lejren, ligeså snart hun kunne stå uden at få pletter for øjnene. Med langsomme, ekstremt bevidste skridt bevægede Fill sig op ad den lange bakke mod det store træ der, ganske som Chiron havde sagt det, ikke var til at tage fejl af. I det fjerne, lænet op ad træet, kunne hun se skikkelsen af en ung fyr, iklædt shorts, t-shirt og en gul rygsæk. Han så nu meget normal ud, på trods af hvad han var. En halvgud. Det koncept gav stadig ingen mening for Fill, da de græske guder altid havde virket så mystiske og forhistoriske, hvilket gjorde det meget svært at forholde sig til deres virkelighed i den moderne tid. Og specielt hendes egen relation til én, hvis ikke flere af dem. Den blotte tanke om det store hvem-kommer-jeg-fra spørgsmål var nok til at få hendes hoved til at snurre igen, og derfor valgt Fill bevidst at gemme de tanker væk - for nu, anyway. Hvis hun skulle have nogen som helst chance for at klare sig igennem denne dag - og de næste mange dage - uden at ende på hospitalet igen, fordi hun var besvimet af overvældethed, så blev hun nødt til at tage ét skridt af gangen. Og det første skridt var at møde hendes nye, såkaldte "guide". "Hej," hilste Fill, og forsøgte at skjule sin generthed bag et stort, blændende smil. Hendes brasilianske accent skinnede tydeligt igennem, hvilket fik hende til at krympe sig lidt, men lod det ikke vise udad til. "Er du guiden?"

Noe så sig omkring med de grønne øjne bag glasset. Kort kiggede han ned på sit armbåndsur, før han så sig omkring igen. Tålmodig, ja, men han var stadig menneske og tålmodigheden varede ikke forevigt. Men det var nok også hans egen skyld i sidste ende; han var jo dukket op alt for tidligt. Men sådan var det. Han forsøgte sig med sit positive sind. Og lige til tiden, i modsætning til ham selv, dukkede en mørkhårede pige op for hans syn. Noe rakte op og fjernede sine sorte solbriller, som han holdt med venstre hånd, så han kunne præsentere sig for pigen. For høflig, det var han jo. Et smil bredte sig på de let lyserøde læber, da pigen hilste på ham. Han bemærkede en anderledes accent hos pigen. En accent, som han før ikke havde været bekendt med.
"Hey," Hilste han pænt tilbage og rakte da sin højre hånd frem imod pigen. Smilet hang ved. Han var jo også den her søde og gode dreng med det positive og åbne mind. "Ja, det er det. Og du er lige ankommet, formoder jeg?" Den franske accent hos drengen var ligeså tydelig og han talte velformuleret trods sin ellers lave, bløde stemme. Han betragtede hende med en venlig facade på og trak derefter sin hånd tilbage efter den lille præsentation. Han var langt fra sikker på, hvordan pigens situation så ud, men hun virkede nogenlunde rolig i forhold til, hvad der kunne være sket hende. Noe anede jo ikke præcist, hvordan pigens velkomst havde foregået.
"Åh. Mit navn er Noe, forresten," Kom han pludseligt i tanken om.

"Filomena Carvalho," præsenterede Fill sig selv, og trykkede kort drengens hånd. "Men mine venner kalder mig Fill - eller kaldte ..." I et øjeblik fik hun et meget fjernt, trist skær i sine mørke øjne, men rystede det af sig ligeså hurtigt som det var kommet, i håb om at drengen valgte at ignorere hendes lille kommentar. "Og ja, jeg vågnede op på hospitalet for omkring 30 minutter siden, så jeg er vel så ny som man kan blive." Et let smil spillede nu om Fills læber som hun betragtede drengen. Han virkede flink og høflig, hvilket var en god ting. Han havde en meget tydelig fransk accent, og hun undrede sig over om han mon virkelig var fra Frankrig, eller måske Canada? Det faktum at han også talte med accent gjorde hende lidt mindre bevidst om hendes egen meget tydelige accent, men kunne ikke lade være med at ærge sig over, at hendes engelsk ikke var ligeså flot udtalt som hans, trods accenten. "Hyggeligt at møde dig, Noe." Der opstod en kort, akavet pause, før Fill talte igen. "Nå, men hvad er det her så for et sted? Hestemanden, Chiron tror jeg han hed, forklarede mig en smule, men jeg er stadig rimelig forvirret for at være ærlig ... så vidt som jeg kan se det, ligner det en stor sommerlejr af en slags? Men for halvguder?"

Noe sendte pigen et smil. Filomena.
"Jeg kan godt lide dit navn," Sagde han med et nik og fugtede kort læberne, som han stod og betragtede pigen. Hun fortsatte sin tale og Noe bemærkede straks det ulykkelige blik i hendes øjne. Et øjeblik stod den franske halvgud blot og kiggede på hende. Uden at spørge ind til noget eller lignende. Han pillede lidt ved sin skjorte og trippede let på fødderne i de slidte sko. Tog et kort kig omkring og kiggede så på Filomena igen.
"Åh, jaså?" Han sendte hende et venligt smil og rodede sig kort i krøllerne. De grønne kiggede på hende igen og nikkede kort til, at det var hyggeligt at de mødtes. Han havde jo set frem til at mødes med pigen og hjælpe hende på vej. Så godt som han nu engang kunne hjælpe til. Noe lyttede, da hun forklarede videre og nævnte Chiron. En lille latter forlod de lyserøde læber.
"Ah, ja. Han forbavsede også mig, da jeg for første gang trådte ind i Lejren her. Men han er ganske ufarlig og klart rar," Begyndte han og nikkede kort, så krøllerne bevægede sig en anelse på hovedet af ham. "Jo. Det er en lejr for alle de, der er født ind i Gudernes Verden. Vi, som hører til i lejren her, er halvguder, satyrer, nymfer. Vi er her stort set alle," Til trods for Noe var typen, der elskede at modtage spørgsmål og besvare - ja, fortælle og give sin mening til kende, så var han ikke videre god til at forklare.
"Har du en fjern idé om, hvorfor du er her? En lille idé om, hvem du er?" Spurgte Noe en anelse forsigtigt ind til pigens situation og tiltede hovedet en smule på skrå foran hende.