Calm... - Hazel

Tid: 20:45
Sted: Lejrbålet
Omgivelser: En god flok af Halvguder spredt omkring området. Et kæmpe stort bål med en håndfuld mindre i omkredsen.
Vejr: Solen er gået ned og månen står rimelig højt på himlen. Stjerne er stadig skjult af månens kraftige lys, og nogle vandrende skyer, men mon ikke de snart kigger frem?
Dag: Lørdag
Årstid: Vinter/forår
Påklædning: Halfdan er iklædt en mørkebrun, langærmet bluse med et gråt tørklæde omkring halsen. Om benene går han klædt et par tykke bomuldsbukser som er beklædt med lag af læder; en del af hans sædvanlige udstyr, som holder ham varm.

Måske var det en anelse for koldt til sidde udenfor, også selvom man havde alt det åbne ild? Halfdan kunne udmærket mærke kulden, så han var begyndt at overveje om det ikke ville være varmere indendørs. Han sad ved et mindre bål ikke ret langt fra det store, sammen med en enkelt bror. De to sad blot og sludrede lidt på kryds og tværs, roligt, fattet, og uden den højlydte munterhed som dominerede mange af de andre samtaler. Der var en del andre halvguder, og Halfdans blik blev af og til fjernet fra bålet foran ham, på de forskellige personer der gik forbi. Da den anden sagde at han ville smutte indenfor, kiggede Halfdan op på ham med et lidt overrasket blik. Så nikkede han uden at smile og kiggede igen på bålet. Han ville nok ikke smutte indenfor alligevel, for ilden var rar, og faldt behageligt på hans lidt hårde og solbrunlige hud. Han sad tæt på bålet, dog uden at røre det, for flammerne og varmen irriterede ham ikke rigtig. Med blikket legede han lidt med ilden, så flammerne bølgede fra side til side som trækroner i en stærk vind. Selvom ild var et utroligt destruktivt element, et accepteret symbol på kaos, så fandt Halfdan en ro i flammerne. Han sad i en skrædderstilling, og i hænderne havde han en kop, som han af og til drak af. De seneste par dage havde budt på næsten utallige møder med en masse mennesker, men møder som ikke var gået godt. Resultater som havde fået ham til at overveje en stor mængde ting...

Påklædning: Brun jakke og sorte jeans, samt sorte støvler

Hazel så ind i bålets flammer, hun fandte ingen trøst i at se på træ der blev brændt og derefter blive til røg. Men flammerne virkede beroligende på hende, hun elskede at sidde og stirre ind i ilden der bølgede frem og tilbage som et hav og så stige opad igen.
Hun kunne se mønstre i det brændende træ ingen andre rigtig kunne se og hun kunne se de forskellige farver i ilden.
Hun havde altid stor trang til at røre ved ilden og mærke om den var så blød som den så ud til, men det blev aldrig til noget hun kunne aldrig få sig selv til at røre ved det varme element.
Hun tog blomsten hun havde plukket før hun gik hen til bålet og smed den ind i bålet, offergave til hendes mor Demeter og til hendes halvsøster Persefone. Hun så sig omkring, ingen af hendes søskende var der mere. De var sikkert gået tilbage til hytten for at lave deres elskede spring-den-bedste-plante-ud- konkurrencer, og det blev sandelig også til nogle flotte planter. Hazel rystede på hovedet, de var så underlige hendes søskende men de var vel søde nok og hvis man spurgte hende ville hun nok også sige at hun godt kunne lide dem på familiemåden, men inderst inde var hun ikke i et afklaret forhold til sine søskende hun var jo trods alt lige kommet.
Hun så op på himlen og bad til alle de guder hun havde bekendtskab til om snart at møde nogle af de andre halvguder og komme til at snakke med dem.

Ilden måtte ikke gå ud, for så havde han ingen grund til længere at sidde derude, for intet andet, og ingen andre var hvad der fik ham til at blive. Derfor stillede Halfdan koppen fra sig på græsset, og lænede sig lidt til siden. han tog fat i et stykke træ, og kiggede på den. Det var vådt, så ville ikke brænde så godt, men det var heldigvis noget han kunne ændre på. Ud af det lille bål ved ham skød en lille flamme imod hans hænder, og så næsten ud til at komme ind i selve træet i stedet for at brænde det udenpå. Han klemte om det våde træ, og hans hårde greb fik noget af barken til at brække af. Inden længe, selvfølgelig ved hjælp af hans manipulerende evner, var træet knastørt. Han havde et tilfreds udtryk i ansigtet, men uden et smil til at pryde de sammenpressede læber. Hurtigt brækkede han træet i to stykker og placerede dem begge i flammerne, ovenpå gløderne. Roligt brød han blikkets kontakt med flammerne, og så sig lidt omkring. Der var mange forskellige halvguder i nærheden. En mindre gruppe af piger der sikkert sad og delte sludder for en sladder, et par fyre der snakkede om dagens udgave af Capture the Flag og hvor fantastisk gode de nu var. Og lidt fra ham sad der en pige han aldrig havde set før. Han havde konstant boet i lejren i 5 år, så han vidste godt hvem der var nye og hvem der ikke var. Men hvilken forskel gjorde det egentlig? Om man var ny eller ej. han huskede selv da han var ny i lejren, en forskræmt knægt der stadig prøvede på at bearbejde det hele, alle de nye sanseindtryk, og alle de farer han havde været ude for. Han kiggede derefter i retning af den store skov, måske skulle han finde noget andet at lave? Såsom at gå en tur langs barrieren, blot for at drive tiden?

Hazel foldede sine ben i skrædderstilling og støttede hænderne mod jorden, jorden... den var kold og hård. Hun kunne mærke græsset mellem sine fingre, det kolde græs der på en eller anden måde fik en umådelig trang til at vokse og gro da hun satte sine hænder ned på det. Når hun rejste sig ville græsset hun sad på sikkert også være vokset, mindst fem centimeter, nogle gange var det lidt... irreterende at være datter af Demeter og andre gange helt fantastisk.
Hun så sig omkring på de andre halvguder, de sad enten i grupper, i par eller alene. Men de havde alle nogle søskende i nærheden de bare kunne gå hen til hvis de følte sig for alene, det havde Hazel jo også men hun ville ikke forlade bålet lige nu, det var for tidligt efter hendes mening.
Hun så ind i ilden igen og smed en håndfuld græs ind, det brændte og fik den forfærdelige sorte, brændte farve fuld af gløder, som de fleste børn af Demeter hadede at se på planter. Ja, det var vel ikke for ingen ting de var børn af agerbrugens gudinde, vel?
Hendes blik faldt på en dreng der også sad tæt på bålet og smed brænde på et bål, han så ikke ud til at være spor generet af varmen og sä var der jo også detder pyrokinese han brugte til træet.Ikke normalt efter Hazels mening, men på den anden side... var det så normalt at få ting til at spire bare ved at røre det?
*Hefaistos*, tænkte hun da hun gættede på hans gudeforælder.

Halfdan havde intet specielt forhold til naturen som sådan. Som søn af Hefaistos, var det meget nemmere for ham at forholde sig til det som var skabt af ham selv. Og det var især nemmere for ham at forholde sig til de elementer han selv kontrollerede. Det var som om flammerne og metallet snakkede til ham, som om de konstant prøvede at nå ind i hans sind, således deres ord ville blive forståelige. Halfdan besluttede sig for at rykke op til det store bål, i stedet for at sidde ved et sådan lille bål. Det store bål var i hans øjne et flot festfyrværkeri af majestætiske farver, og et fantastisk eksempel på magten og styrken som lå i det flammende element. Men så hurtigt som en flamme kunne skyde, så hurtigt kunne den også blive slukket. Han haltede blot en smule på hans ene ben, sikkert ikke noget andre ville lægge mærke til. En lettere skade efter et skænderi han havde haft en af de forrige dage. Denne gang satte han sig lidt fra bålet, så han både kunne mærke varmen og kulden, som begge forsøgte at overtage og omslutte ham. Med begge hænder i græsset, og benene udstrakte imod bålet, kunne han pludselig mærke noget bevæge sig ved hans ene hånd. Op fra græsset imellem et par af hans fingre, spirede og voksede der hurtigt en gul ukrudtsblomst op. Halfdan rynkede sin pande og kiggede lidt på den, inden han pillede den op fra græsset. Den var ikke imponerende flot eller noget, i hvert fald ikke i hans øjne... men farten den havde vokset med var nu meget imponerende. han så sig omkring for at se om hvad der mon kunne have fået den til at gro.

Rundt om hende gav græsset sig til at gro og rundt om hendes håndled begyndte lidt græs at vokse omkring det.
Hun så ind i ilden og prøved eat ignorere den underlige fornemmelse hun følte da græsset voksede sig om hendes håndled. Det blev til en lille handske, da hun endelig rev sin hånd til sig.
Hun smilte svagt og kiggede op på himlen, hendes mor så sikkert ned på hende lige nu og det gjorde Hazel glad. Det røde hår havde et helt anderledes skær og så virkelig ud som ilden i det smukke skær fra bålet.
En lille ring af blomster voksede sig op rundt om hende, det var ikke de smukeste men hun kunne godt lide de små vintergækker og påskeliljerne. Der var ikke mange og de stod emd et hvis mellemrum, men hvis de omkringsiddene ikke vidste det i forvejen så vidste de det ihvertfald nu... hun var datter af Demeter.
Hun plukkede en lille buket påskeliljer og flettede dem til en lille påskelilje-skål og lagde alle vintergækkernes kronblade og studerede den så. Den var smuk på en måde kun et barn af Demeter kunne lave, en måde ingen andre kunne gøre med deres hænder der ingen forbindelse til naturen havde.
Hun kastede den så ind i ilden, mange ville nok synes det var synd og skam, mens andre bare ville trække på skuldrene... det var jo ikke dem der skulle lave en ny. Hazel brød sig mest om dem der bare trak på skuldrene, dem der var ligeglad med hvad hun gjorde med sine ting.

Demeter, agerbrugens gudinde. Han vidste ikke særligt meget om gudinden, men en ting vidste han da, ikke langt fra ham sad der en datter af netop Demeter. På en næsten nervepirrende og irriterende måde blomstrede ukrudt og græs voksede i hendes nærvær. Hans egen interesse lå ikke i naturen, det lå i det at skabe noget med hans bare hænder, og lade blod og sved dryppe i processen. han kunne nemmere relatere til det hårde metal og den bølgende ild, end han kunne nyde et træ eller det bløde græs. Men i denne lejr var det egentlig et krav at man kunne bevæge sig og leve i naturen. Det var som en lomme i en moderne verden der ledte til oldtiden. men så alligevel, ingen af dem havde kunnet fungere i den farefulde verden der omgav lejren. Men som søn af teknologien- og håndværkets gud, havde Halfdan et blandet forhold til dette. Og naturen som en smuk helhed var ikke med i hans overvejelser. Blikket faldt på ilden efter han i et par sekunder havde vendt hans typisk misbehagende blik imod hende, og hendes kreation af en eller anden anordning af blomsterne. Han var ikke imponeret, det var ingenting i forhold til hvad han kunne skabe i smedjen. Dog blev han en smule overrasket, og tankerne fløj i alle retninger da hun så smed det på bålet. Halfdans blik var fikseret på ilden, og med hans evner formåede han at afholde flammerne fra at brænde blomsterne. Den lå blot i ilden, men uden at brænde. Han smilte lidt kynisk. Som Prometeus, kunne han snyde guderne for deres offergaver, for at det var en offergave til hendes mor, tænkte han.

Hazel kiggede på den lille skål og ventede på at flammerne ville fortære den, men flammerne viste en irreterende og stor mangel på interesse over for den lille skål.
Hazel mærkede en lille irritation i sig selv og alle de planter der havde fået lyst til at gro fosvandt som dug for solen ned i jorden igen.
Hun så sig omkring for at finde kilden, velvidende om at kilden sad henne ved et mindre bål. med et meget pirrende smil på læberne, Hazel så uimponeret på ham i kort tid og fiskede så skalen ud med en pind. Ilden rørte den stadig ikke.
Hun rejste sig og så sig omkring, der var tyndet lidt ud i forsamlingen af halvguder. Hun begyndte at gå hen imod Heafistos's søn og rakte den ud til ham da hun kom hen til det mindre bål.
"Her.", startede hun og så på ham uden noget synligt tegn på følelser."Det ser jo ud til at du godt kan lide den."
Hun havde egentlig mest lyst til at slippe den, vende om og gå tilbage til sin hytte. måske kunne hun stadig nå at være med i sine søskendes lege? Hvem ved, måske ikke, måske...

Pigens reaktion var det hele værd, og det kyniske smil forblev på hans læber, selvom det dog blev en smule mere diskret. Hun så nogle år yngre ud end ham, og han gættede hende til at være omkring de 16 år. Han rettede lidt på sig, og vendte blikket imod hende da hun havde rejst sig op og fisket skålen ud af ilden. Det så ud til at hun ikke var bange af sig, ikke var bange for at rette ryggen. Hans øjenbryn blev hævet, og blikket blev rettet imod blomsterskålen da hun rakte den til ham. Han rynkede næsen da hun åbenbart tilbød ham den, som om hun havde fortolket hans tidligere aktion som værende et udtryk for en imaginær forundring over skålen. I nogle få øjeblikke gik hans blik lidt imellem hende, og derefter skålen, dog rettede han sig igen og tog fat i blomsterskålen. Et skummelt smil viste sig på hans læber og han nikkede. "Mange tak..." sagde han, og førte skålen foran sig. han kiggede lidt på den, som om han inspicerede den. men den kunne intet, intet specielt ud over at se 'flot' ud. Atter var han ikke imponeret, og imens han holdte på den med begge hænder kiggede han imod hende, dog uden at lade deres blikke mødes. Så du er datter af Demeter?" spurgte han, en smule koldt, dog med en hint af hans spørgsmål som værende en konklusion. Hvilket det jo i grunden også var. Hans blik blev igen vendt imod skålen, og hovedet blev lagt på skrå imens han vendte den om og atter betragtede den i stilhed med et tungt åndedræt. Pludselig smed han den dog på det lille bål han sad ved, og på intens vis, greb flammerne om de farverige blomster og strå, og forvandlede dem hurtigt til aske.