Er her nogen...? ~ Tho xD

Påklædning:
http://cdn4.lbstatic.nu/files/looks/medium/2012/04/02/2080210_skinny_tie.jpg?1333384593

Theodor var gået ned i amfiteateret. Han havde med vilje ladet flygelet stå fremme fordi han skulle øve sig på sit klaver. Han var ikke særlig god til at spille på nogen som helst slags instrumenter.. Han havde forsøgt sig med harpen, ligesom sin far, men det kunne han da slet ikke finde ud ad. I stedet havde han valgt at forsøge sig med klaveret. Han havde fået lovet til at spille på klaveret om aftenen, af lejrlederen Dionysos - som for øvrigt også var en af guderne. Han havde efterhånden øvet sig et par aftner, men det var ikke særlig nemt, når man overhovedet ikke var særlig musikalsk.

Theodor var nødt til at holde på sin cap, da det blæste overraskende meget. I det han næsten var henne ved amfiteatret, kunne han høre en lyd. Lyden af et klaver. Mon der var nogen der var kommet før ham? Det var der vel, for hvad skulle det ellers være der spillede på klaveret? Han håbede lidt på at det var hans far, Eros, der havde snakket med Dionysos og derfor havde valgt at overraske ham. Men til hans store skuffelse, var det desværre ikke hans far. Den far han aldrig havde mødt, men altid havde brændt efter at møde. Men i stedet for sin far, sad denne smukke pige, helt alene og spillede klaver.

Selvom der blæste, var det som om at det her kæmpe amfiteater holdte kulden lidt ude, også selvom det var åbent. Der var nok ikke så koldt på scenen, pga. de forskellige spots, og så havde scenen selvfølgelig også et tag. Han smilede, og begyndte at gå ned mod pigen. Han ville ikke afbryde hende, i hendes smukke moment, så han ventede med at sige noget til hun stoppede med at spille, eller indtil hun selv opdagede ham.

Theodor kunne sagtens høre den lyse tone, som Elena valgte at afslutte melodien med. Han var faktisk lidt stolt af sig selv, over at han vidste det var en lys tone. Selvom det var nemt at høre, så var Theo jo som sagt ikke så musikalsk. Pigen der havde spillet, virkede stadig ikke til at have opdaget Theodor stå neden for trappen, op mod scenen. Hun holdte blikket på flygelet, og Theodor blev en lille smule bange for at pigen havde glemt at trappen var der, og at hun derfor ville falde og brække noget. Eller i hvert fald falde og slå sig.

Da Theodor så at pigen vendte sig om mod hende, begyndte han lige så stille at klappe, mens han smilede et strålende smil. Han lagde så mærke til at hun var stivnet, og han begyndte lige så stille at klappe lavere og lavere. Hun virkede næsten helt febrilsk. Som om der var en masse ting der farede gennem hendes hoved. Han kunne selvfølgelig ikke vide hvilken tanker der kørte rundt i hovedet af hende, men hun så rimelig forfærdet ud over at Theodor var ankommet til amfiteatret.

Lige pludselig begyndte pigen at smile forlegent til ham, og han kunne ikke selv lade være med at smile kærligt af pigen. Hun virkede rimelig genert. Og man kunne tydeligt se at hun forsøgte at gemme sig bag sit hår, hvilket egentlig ikke virkede særlig godt. "Hey", sagde han og sendte endnu et af hans strålende smil. "Det lød virkelig godt deroppe" Han nikkede anerkendende op mod klaveret, og kiggede så hen på Elena igen. "For øvrigt.. Mit navn er Theodor" sagde han og tog de få skridt hen på Elena, og rakte hånden frem mod hende.

Theodor kunne godt se på pigen at hun ikke var særlig tryg ved hele situationen. Klokken var rimelig mange og nu stod hun her helt afsides for resten af lejren med en eller anden fremmed fyr. Han kunne godt se at det muligvis ikke var den rareste situation at stå i. Men Theodor kunne knap nok gøre en flue fortræd, så hun skulle ikke frygte noget der. Nu hvor han var kommet nærmere på pigen, syntes han at kunne genkende hende. Det var hende pigen der brugte alt sin tid i arena'en.. Ligesom alle de andre krigerbørn: sønner og døtre af Ares og Athene. De hadede hinanden, hvilket bare gjorde det endnu værre at de var så gode til at slåes - for de benyttede sig virkelig af det. Så igen; pigen skulle ikke frygte at Theo ville gøre noget. Hun var jo datter af Athene og Theodor var søn af kærlighedsguden Eros. Den gud alle kender som den lille ble-beklædte, bevingede, pile-skydende Amor. Det var måske ikke det fedeste image at have som en dreng. Men ærlig talt, så var Theodor en kærlighedens mand. Det var det eneste han troede på og det eneste han levede for.

Pigen så meget tøvende ud, da Theodor rakte hånden frem til hende. Hvorfor var hun så bange for ham? Han synes da ikke selv at han så særligt skræmmende ud, men det kunne være at hun syntes det? Eller måske havde hun en eller anden besynderlig evne, hvor hun fik det værste frem i folk? Theodor kunne jo aldrig rigtig vide hvad der var med hende, medmindre hun fortalte ham det. Og eftersom hun ikke rigtig virkede til at ville snakke med ham, skulle han nok ikke regne med at få noget at vide.. Men selvfølgelig, han var jo også fremmede og han fortalte heller ikke alle mulige fremmede om hans personlige problemer.

Elena.. Hed pigen. Noget med lys.. Eller stråle.. Han kunne ikke helt huske hvad hendes navn betød, men det var jo egentlig også lige meget. Theodor havde engang interesseret sig meget for navnebetydning, så derfor kunne han huske mange af navnene - men ikke dem alle. Men efter hun havde sagt hendes navn, sagde hun noget der overraskede Theodor; hyggeligt at møde dig.. Så måske var hun ikke så bange for ham, som han havde troet? Måske var hun bare meget genert? Det kunne man ikke bebrejde hende for. Hun havde taget imod hans hånd, gav ham et lille klem, men slap den så hurtigt igen.. Nærmest som om hun troede at hvis hun holdte hans hånd længere tid, ville hun blive smittet med alt muligt mærkeligt.
Theodor smilede til hende og forsøgte at holde stemningen oppe, så den ikke blev akavet og hendes mærkværdige nervøsitet tog overhånd for hele situationen. "I lige måde..... Elena" han sagde hendes navn langsomt - smagte på hvert et bogstav, indtil det lød rigtigt. Elena var et smukt navn. Et smukt navn til en smuk pige.