Modne bær - Tania

Sted: Jordbærmarkerne
Tid: Klokken 12.30
Omgivelser: Ingen synlige
Dag: Tirsdag
Vejr: Klar himmel og frisk morgensol
Årstid: Forår
Påklædning: Den sædvanlige blå og hvid stribede t-shirt, et par slidte cowboybukser og converse i farven rød.

Dallas satte sig på hug. Bevægelsen så på lang sigt ikke ud til at volde ham besvær, men hvis man kunne se hans ansigt, kunne man se hvordan han skar tænder. Hans højre lårmuskel brændte, og til sidst opgav han, og lod sig dumpe ned blandt jordbærbuskene. Han sukkede for sig selv, og kiggede så op i himlen. Den blå himmel fascinerede ham, men ikke lige så meget som nattehimlen. Stjerner og månen gjorde ham godt tilpas. Fik ham til at smile, være varm og drømme. Drømme. Han smilede for sig selv. Han elskede at drømme.
Noget bag ham bevægede sig, og han vendte sig med et ryg. Endnu engang skar han en grimasse over sit lår, men mildnede op, da han så en Nymfe. Dallas lagde fascineret hovedet på skrå, og Nymfen smilede. Han smilede tilbage, ren refleks, konstaterede han muntert, og sukkede tilfredst. Han overvejede at tage et af de modne jordbær, men måtte indrømme, at Nymfen nok bare ville blive sur, så han lod være. Nymfen vinkede. Dallas hævede et øjenbryn, og kiggede sig omkring. Han var alene. Hvorfor vinkede hun til ham? Hans mund gled op i en klukkende latter, og han rystede stille på hovedet. "Må jeg tage et jordbær?" Spurgte han, højt nok til at Nymfen kunne høre ham. Hun blev forskrækket over hans stemme, men nikkede så lidt paf, før hun spurtede ind i skoven. Han sad tilbage med en lidt tom fornemmelse inden i, og så stadig i den retning Nymfen var løbet. "Mærkeligt" Mumlede han, og så rakte han ud efter det største jordbær han kunne se.

En skovnymfe stod i udkanten da Tania gik forbi, hun smilte ved synet af den.
Den havde aquamarin-farvet hud og dens lange, bølgede blå hår fløj langt bag den milde vind, i den meget sene morgen.
En gren knækkede et sted og der hvor nymfen havde stået vard er ikke andet end blå røg tilbage der steg op mod skyerne, hun sukkede.
Hvorfor var de så sky? Hun elskede synet af nymferne, engang da hun var mindre havde hun selv villet være én.
Men hun vidste nu at det ikke kunne lade sig gøre, det gjorde dog ikke ønsket mindre. Det var et naivt ønske, der aldrig ville gå i opfyldelse.
Hun så ned fra den bakke hun stod på, dernede lå jordbærmarkerne og bredte sig ud med dens grønne planter og friske, indbydende jordbær der skulle sælges i New York og omegn.
Hun begyndte langsomt at gå ned af bakken, stille og roligt og lidt tilbagelænet så hun ikke begyndte at løbe.
Hun hadede at løbe eter hun faldt og brækkede anklen, ja hun havde ikke de stærkeste knogler desværre.
Solens stråler gik lige ind i øjnene, men underligt nok gjorde det ikke ondt på hende. Det gjorde det aldrig, det var mere som om hendes øjne sugede strålerne til sig og fik hendes øjne til at flamme op.
Bogstavelig talt flammede hendes øjne, hvis man bare så øjnene ville man ikke læggge mærke til det. Så så de bare ud som dødelige så dem, brune.
Men hvis hun så ind i øjnene på en person og de kiggede tilbage, så kunne de se at øjnene næsten kun bestod af flammer. Hyggelige og hjemlige som ved et af lejrbålene om aftnen.
Ned af bakken, gik den eneste datter ,og barn i det hele taget, af Hestia, arnenes gudinde.

Hun kom tættere på hegnet ind til markerne, hun undersøgte det med blikket.
Dér var lågen, den var altid gemt godt i hegnet. For at beskytte bærrene for Hermes's børn og andre lejrdeltagere, man glemte ikke lige så hurtigt Travis og Connor Stjael der havde været skyld i at mange jordbær var forsvundet i tidens løb, indtil de.... forsvandt, kunne man sige.
Hun åbnede lågen, uden den mindste knirken.
De grønne planter åbnede sig for hende, på dem sad røde prikker med gule prikker i. Hun gik ned langs rækkerne af de firstende jordbær på deres grønne hjem.
Henne ved en af planterne stod en nymfe og lidt fra dem stod en dreng, på ca. alder på hende. Hun bestemte sig for ikke at hilse, før hun havde set ham nærmere.
Bag det træ, der åbenbart stod ude ved hegnet, så hun på ham gennem grenene.
Bladene beskyttede hendes ansigt fra at blive set og stammen fra at hendes krop var synlig, denne dreng der snakkede med nymfen så.... bekendt ud.
Hun rystede på hovedet, det kunne ikke være ham, eller kunne det? Det var jo ikke ligefrem at realismen hørte hjemme i denne lejr.
Han plukkede et jordbær og spiste, det kunne hun ikke betænke ham i, jordbærrene smagte jo virkelig godt og det så da ud som om han havde fået e rigtigt godt et og frem for alt stort.
Hun slap grenen og lænede sig op af stammen, mens hun sank ned for at sidde på jorden.
Hun holdte hånden op mod hovedet, som om hun ømmede sig, den dreng kunne ikke... det var ikke... det kun ikke være ham!

Dallas betragtede det store jordbær i sin hånd. Rødt, stort, perfekt. Sandsynligvis også velsmagende, ligesom alle de andre jordbær på market. Han smilede for sig selv. Det var en af de gode til ved at bo i lejren, der var jordbær året rundt. Og så selvfølgelig at der ikke regnede, men skovene og planterne voksede alligevel op, frodige og smukke. Tanken om skoven fik ham til at kigge hen imod den. Den vej hvor Nymfen var gået.
En skræmmende fakta gik op for Dallas. Nymfen kunne måske have været stukket af, fordi hun fornemmede fare. Måske var der et eller andet stort dyr, der bare ventede på det rette øjeblik til at angribe? Måske skulle han bare smutte fra stedet langsomt og roligt. Han rejste sig langsomt op, og tog tøvende et skridt mod lågen, da han stivnede. Hvad havde han gang i? Siden han havde vendt hjem fra Las Vegas havde han haft voldsom paranoia, selvom der på ingen måde var grund til det.
Han himlede med øjnene, og sukkede irriteret over sig selv, før han lukkede øjnene og koncentrerede sig. Stille og roligt begyndte han at fornemme livet af de forskellige planter omkring ham. Han lagde mærke til tilstedeværelsen af en fugl, en kat og en helt masse biller, men størst af alt, mærkede han en anden person - Bag ham. Henne ved lågen. Skoven og dyrelivet virkede uberørt af denne persons tilstedeværelse, og Dallas gik derfor ud fra, at han eller hun ikke var farlig. Dog blev hans nysgerrighed vagt. Hvem mon det var? Én han kendte?
Et lumsk smil spillede om hans læber, da han igen satte sig ned blandt jordbær, og han plukkede ét. Han klukkede lidt for sig selv, før han målte afstanden hen til træet ved lågen med øjnene. Han kastede. Jordbærret ramte lågen med et splat, og Dallas' latter blev højere. "Kom frit frem!" Kaldte han muntert, mens han mærkede solen varme hans ansigt. Dagen var god, jordbærrene var gode, og nu ville han måske snart få selvskab! Kumme det blive meget bedre? Næppe.

Hvordan kunne han være her? Han burde være i New York! Og han burde ikke være ikke være en halvgud! Det var umuligt det her.
Hun lukkede øjnene hårdt i, mens hans tilstedeværelse vækkede minder frem. Og det var ikke just glade minder. Det var minder om hendes far, der i 9 år havde slået hende, og brugt hende for at afbetale hans gæld efter at han havde købt stoffer. I 9 år. Og så døde han og efterlod hende, knækket og ødelagt, på gaden, med kun en mulighed for at overleve. At stjæle. Stjæle fra butikker, og mennesker, der ikke havde gjort hende noget. Og hun hadede hvert eneste minut af det. Og så mødte hun ham, en dag hun lige havde fået købt nyt tøj. Ganske tilfældigt på gaden. Sjovt hvordan et tilfældigt møde på gaden kunne udvikle sig til. Hvor mange gange havde hun ikke i smug set ham gå i skole, set ham ude at gå med sin familie, i det hele taget bare iagttaget ham. Hvor mange gange havde hun ikke ligget søvnløs om natten, og ønsket at hun var ligesom ham og derfor ville kunne se ham uden at skamme sig? Hvor mange gange havde hun ikke bedt og tryglet hendes mor og far, om at hjælpe hende? Hvor mange gange havde hun ikke siddet i hendes gyde, og forbandet sig selv at hun endnu en gang undlod at tale med ham? Hvor mange gange havde hun ikke siddet i skolen, og kigget på ham i smug? Slået blikket ned, når han kiggede på hende.
En våd dråbe trillede ned af hendes kind, og hun åbnede øjnene. Græd hun? Virkelig? Hvorfor? Det var fortid. En del af hendes liv, hun havde låst inde i en dyb afkrog af sin hjerne. Hvorfor var han her i lejren? Han burde være der, i New York! Leve sit liv. Hvorfor var guderne så onde mod hende? Eller var det egentlig ikke moirerne, der var skæbnegudinder? Nevermind.
Hun kiggede forskrækket hen på lågen, hvor der nu hang et udsplattet jordbær. Havde han kastet det? Havde han prøvet at ramme hende? Eller bare prøve at få hendes opmærksomhed? Hvordan i alverden kunne han se hende? Hun spærrede øjnene op, da hun hørte en længesavnede stemme kalde. 'Kom frit frem'. Stemmen lød som ham og han lignede meget ham, men det kunne ikke være ham! Det var jo så umuligt, som noget kunne være. Skulle hun rejse sig op? Og derved, muligvis blive genkendt af ham? Måske var han slet ikke ham? Måske lignede han bare meget, og lød bare meget som ham? Man kunne da have lov at håbe...
Hvorfor havde hun egentlig noget imod det? Hun havde jo i al hemmelighed elsket ham, ikke? Så burde hun da være overlykkelig, for at hun genfandt ham, ikke? Andre ville muligvis, men Tania var ikke 'andre'. Hun var anderledes. Og tanken om at gense ham, hun havde været ven med og elsket, skræmte hende. Hun havde ingen idé om hvad hun skulle sige til ham. Hun måtte bare håbe han ikke kunne kende hende. Et naivt håb, da hun ikke havde ændret sig det store, siden dengang de sidst sås.
Hun rejste sig op fra sit sidested bag træets tykke stamme, og gik med meget langsomme skridt ud af træets skygge. Da hun var kommet ud fra skyggen satte hun lidt farten op, men ikke meget. Faktisk meget lidt.
Hun holdt blikket mod jorden, ude af stand til at møde hans. Men nu, var det mest fordi at hun ikke ville kunne klare, hvis han så ilden i hendes øjne. Det skræmte mange væk. Ild i øjnene var heller ikke så normalt, men helt ærligt, var kentaurerne så ikke mere bizare? Og hvad med satyrerne?
Men vent lige, burde han ikke have kunnet se ilden i hendes øjne, allerede da de mødtes første gang? Han var jo halvgud, så han kunne se igennem tågen, så han burde også kunne se hendes rigtige øjne. Altså, ville han nok ikke løbe skrigende væk.
Hun løftede derfor blikket, for at møde hans. Hun vinkede lidt, og prøvede at ignorere det akavede ved situationen. Man møder ens gamle flamme, eller i Tanias tilfælde; ens flamme, igen efter lang tid. Awkwaard.

"Hej...", sagde hun højt, så han kunne høre hende.

Et lille smil spillede på hendes læber. Hun kunne ikke lade være, det at han virkelig var her, var helt igennem fantastisk i sig selv. Selvom tanken stadig skræmte hende.

Dallas betragtede pigen der kom gående med et bredt smil. Munterheden tog ingen ende idag, måtte han indrømme. Hun svajede let mens hun gik, og hun stirrede ned i jorden, så hendes brune hår faldt ned foran hendes ansigt. Hendes måde at gå på virkede bekendt, og han prøvede at huske hvor i lejren han havde set hende før. Underligt nok kunne han slet ikke sætte hende ind i lejren, og han overvejede muligheden at hun var ny, men at han havde set en der lignede hende før. Dallas rystede smilende på hovedet for sig selv, og hævede let et øjenbryn mod pigen. Hvis hun ikke snart kiggede op ville det blive en smule akavet, så han ventede smilende på at hun var tæt nok på ham til at kigge op...
Og da hun gjorde det, spjættede han en smule forskrækket.
De øjne. De øjne havde han set før.
De flammede. De brændte. De skinnede.
Han spærrede øjnene op, da pigen vinkede, og han vinkede smilende igen. Nu var han helt sikker på at han havde set hende før, men hun skulle tættere på før han kunne bedømme det helt. Og så alligevel, der var noget over hende, der forvirrede ham. Han var sikker på han havde set hende før, men det var ikke i disse omgivelser. Hun passede ikke ind i hans verden her, overhovedet ikke.
Hej. Han måbede. Utroligt nok var det stemmen han kendte først, og så faldt alle brikkerne på plads. Kunne det virkelig være hende?! Det måtte være en spøg.
Forvirret kiggede han sig omkring, men fornemmede ikke andre personers tilstedeværelse. Måske havde nogle af hans brødre forklædt en person som Tania. Og da han lige havde tænkt tanken gik det op for ham hvor dum den var, selvfølgelig havde de ikke det! Der var jo ingen der kendte til hans liv før lejren, der var ingen der kendte til Tania. Og der var ingen der kunne forklæde en person så perfekt. Næste teori: Han hallucinerede! Det måtte være det, helt klart, for hun lignede den Tania han havde kendt for flere år tilbage. Havde næsten ikke ændret sig. Hun havde fået lidt højere kindben og tyndere ben, men ellers lignede hun sig selv. Han var endda sikker på det var den samme frisurer hun havde haft - identisk! Det måtte være en hallucination. Men... Åh, der var så mange 'menner'. Han havde fornemmet hende, og det var noget af det han kunne. Han kunne fornemme levende skabninger, ved at mærke efter i naturen og lytte til planterne. De lyste næsten op for indersiden af hans øjne - det var hans evne! Og den svigtede ham aldrig. Altså måtte hun være rigtig. Levende og rigtig og helt sikkert tilstede i halvblodslejren hvilket betød at hun var en halvgud.

"Tania?" Spurgte han omsider, dog en anelse hæst, og kiggede på hende med store øjne. Bare navnet fik minder til at vælte frem som en flodbølge, og han havde ikke noget at skærme sig imod dem. Ikke når hun stod lige dér foran ham, som om det var det mest normale i verden. Dallas kom til at tænke på de mange gange, han havde kigget hende i øjnene, og undret sig over ilden i dem. Han havde altid vidst at de ville kunne blusse op, og brænde dem hun var sur på, men hver gang de havde været sammen, havde de været hyggelige og varme, og han havde aldrig set en anden form for ild når de var sammen. Kun den hyggelige, varme og beroligende ild. Lige nu var hendes øjne dog mere.. Tilbagetrukne. Som om hun skammede sig eller var nervøs, og det var der vel ikke noget at sige til. Det var trods alt et stykke tid siden de havde set hinanden.

"Hv-" Han stoppede sig selv, og rejste sig så op fra jorden, så han ikke skulle kigge så meget op ad. Han var stadig højere end hende, konstaterede han med en varm følelse i brystet. "Hvad laver du her?" Spurgte han, og følte ikke han havde nok luft. Det var overvældende, og så alligevel havde han vel godt vidst det inderst inde. Han stirrede kort på Tania, og så krusede hans læber, og han smilede bredt til hende.

"Hold da fast" Klukkede han, og tog sig til hovedet. Det var slet ikke til at fatte.

Hvorfor var han her? Spørgsmålet blev ved med at køre rundt i hendes hoved, og hun måtte kæmpe for ikke, at tage sig frustreret til hovedet. Hun havde svaret på spørgsmålet, men hun kunne stadig ikke få det til at passe. Han... hun havde aldrig tænkt over at han kunne være en halvgud. Det var for umuligt? Nej, intet var umuligt havde hun efterhånden lært, men hun havde ihvertfald ikke set den komme. Hun lagde mærke til hans evige smil, og kunne heller ikke lade være med at smile svagt. Hans smil havde altid fået hende til at smile. Han var bare sådan en livsglad person, der havde så meget glæde og liv i sig at han smittede af på andre. Udover det var han bare en person man ikke kunne lade være med at holde af, livsglad og venlig overfor alle. En person, der let kunne få venner og danne andre relationer. Og det at han havde et godt udseende var jo heller ikke en dårlig ting. Ihvertfald ikke i døtrene af Afrodite' øjne. Alle der havde et godt udseende var velkommen hos dem, ihvertfald af drengene.
Hun rystede på hovedet af sine egne tanker, og vendte opmærksomheden mod ham. Hun kunne stadig ikke forstå han var her. Mon hun hallucinerede? Nej. Hallucinationer kunne ikke kaste med jordbær. Det var sikkert.

Hun tog en dyb indånding, og kiggede ned i jorden igen, mens hun prøvede at få styr på sine tanker. Det var som om de var i krig med hinanden, den ene side sagde at han virkelig var der og den anden nægtede. Hun masserede sine tindinger med begge hendes pege- og langefingre, mens hun prøvede at finde hovede og hale i alt det der skete. Han var her, og ikke i New York. Han var en halvgud, og boede derfor her. Han havde boet så tæt på hende i alt den tid, hun havde sagt til sig at hun ikke så ham igen. Ligemeget hvordan hun vendte og drejede det kunne hun ikke få det til at passe sammen. Hvor længe havde han i det hele taget boet her? Hvor længe havde hun prøvet at overbevise sig selv om at han var længt væk og levede sit liv? Hvor lang tid havde hun holdt sig selv for nar? Hvor længe havde han været tæt på hende? Sikkert alt for længe. Men hvorfor havde hun aldrig set ham? Hun havde hørt Arya tale om en dreng med navnet Dallas, men... havde hun sagt til sig at det ikke var ham? Ja. Det havde hun. Hun havde prøvet ikke at give sig selv falske forhåbninger, og sagt til sig selv, at det ikke var ham. Tåbeligt og naivt var det, men det havde virket. Nu, nu var det umuligt for hende at sige til hende selv, at han ikke var ham, Arya havde mødt og at han var i New York, hvor han skulle leve sit liv. Og frem for alt, ikke være halvgud. Men nu var han her, og han var en halvgud. Hvem han var søn af havde hun ingen idé om, men han var ihvertfald ikke søn af Hestia, så meget kunne hun sige. Hvis han var havde hun kunnet mærke det på hans aura, den ville have været varmende og få hende til at føle sig tilpas. Hvis hun skulle gætte, så skulle hans mor have noget med naturen at gøre. Og dyrene. Dallas havde altid været en omsorgsfuld person, især overfor dyr. Plejet og passet dem.

Ved lyden af sit navn løftede hun blikket igen, og prøvede at fange hans øjne. Hvorfor vidste hun ikke, men det gjorde hun. Hun havde brug for at få bekræftet at det virkelig var ham, og ikke en der bare lignede ham. Selvom ingen kunne ligne nogen så perfekt. Ikke engang hvis han havde haft en ukendt enægget tvilling ville denne kunne ligne ham så meget. Ikke engang enæggede tvillinger kunne ligne hinanden så meget, der ville altid være en ting ved dem, der gjorde det let at kende dem fra hinanden. Eller ihvertfald muligt at kende dem fra hinanden.
Hun lod sine fingre forlade hendes tindinger og lod armene falde ned mod siden, mens hun så på ham, som var han et spøgelse fra fortiden. Hvilket han også var. Han tilhørte den fortid hun havde prøvet at fortrænge. Og der skulle han blive. I et hjørne af hendes bevidsthed sammen med resten af hendes fortid. Han kunne ikke bare tillade sig og komme vandrende tilbage ind i hendes liv på den måde.
Hun nikkede langsomt, og fugtede hendes læber.
"D-Dallas?"hun havde sat hans ansigt på plads, og hun havde fundet ud af hvem han var. Men hun skulle have det bekræftet.
Hun smilte skævt ved hans spørgsmål og bed sig i læben for ikke at fyre en flabet bemærkning af. Det var måske ikke det bedste at gøre, det ville sandsynligvis fjerne alt det... det var svært at forklare. Men en flabet bemærkning passede i hvert fald ikke ind i en sammenhæng som denne.
"Jeg..." hun stoppede sig selv, før hun kiggede ned i jorden. Hvad skulle hun sige? 'Jeg bor her'? Latterligt. Og hvad lavede han her? Han var ikke en halvgud, så meget vidste hun. Var han det, havde hun vidst det! Men på den anden side, så havde hun jo heller ikke fortalt ham, at hun var en halvgudinde. Selvom hun ingen chance havde for at kunne gøre det, men det var vel tanken, der talte - hun kunne altid have sendt ham en iris-besked, "Hvad laver du her?"
Hun rystede på hovedet, og fandt pludselig jorden meget interessant. Hendes fingerspidser sitrede, og et ønske stod klart i hendes hoved. Men hun kunne ikke gøre det, hvor meget hun end ville. Hvor meget hun end bare ville løbe over til ham og krammme, kunne hun ikke. Det var som om noget holdt hende tilbage. Noget, der altid havde været efter hende. Tanken om uhyrer, og tanken om, at et uhyre ville slå Dallas ihjel, og tage hans krop for at slå hende ihjel. Hvad nu, hvis det ikke var ham? Hvad nu, hvis han var.. død?