Ny og totalt udenfor - Ractor

t: midt på dagen, solen står højt og varmer helt fantastisk
s: stranden, på den anden side af skoven.
v: varmt, ingen vind.
o: en masse unge halvguder der bader.
p: en sort bh, bar mave og lyseblå jerseyjeans.

Noomi sad i sandet, lidt væk fra de andre unge halvguder. Det var første dag, og hun kendte ingen.
Hun havde for længst droppet mobilen, da hun ikke ønskede kontakten til den anden verden. Og hvorfor skulle hun dog også det, når de alligevel kun var ude på at punke hende for hendes evner?

hun var lige fyldt 21 i sidste måned. Så havde hendes far ment at det var på tide at hun endelig fik at vide at hun var hvem hun var.
Hun var stukket af, og endelig endt her. Men alene.

Hun havde ikke mødt nogen som sig selv endnu.
Hun sukkede. Hun stirrede ud på det klare vand, på de andre.
Så så hun ned på hendes bare overarm, med hendes tattoo.
Hendes mor måtte tro at hun var en skændsel..

Hun sukkede og lagde sig i sandet og stirrede op på solen..

Påklædning; T-shirt og shorts, klipklapper.

Okay. Så der var altså også en strand her. Ractor havde været her i en uge, og han havde slet ikke set alle stederne endnu. Stranden var et vidstrakt område. Det bløde sand lå under Ractors fødder. Han havde taget badetøj med herned, men han havde indtil videre kun lyst til at ligge og sole sig. Han satte sig i det bløde sand. Ikke langt fra ham sad en halvgudinde. Hun havde sort hår, lignede lidt af en ener. Ractors instinkter sagde ham, at hun var barn af en af de store gudinder. Hun var datter af Artemis. Hun var vist helt ny i lejren.

Hans instinkter sagde ham at han skulle holde sig væk. Artemis' børn hader som regel drenge, men Ractor rykkede tættere på hende og rømmede sig. "Er du ikke datter af Artemis?"

noget blokkede pludselig hendes fred og ro. En ung mands stemme.
Hun så på ham, med sine mørke øjne.
''og hvis jeg er?'' spurgte hun. Det var lidt hårdere sagt end ment.
''hun børstede lidt sand ud af håret og rejste sig.

Hun smilede ikke men hun virkede heller ikke kold.
''hvem er du så?'' spurgte hun nu roligt.

Hun hadede ham selvfølgelig. Det gjorde alle Artemis' døtre. Men, hun havde en lidt venligere undertone end alle de andre. Alle de andre. Det var et sjovt begreb. Som om, 'alle de andre' er helt ligegyldige. Men i Ractors tilfælde var det ikke et gyldigt begreb. Eller, i hvert fald i hans hytte. For han var Tyche's eneste barn. Alle de andre, var der ikke noget af. Kun ham.

"Hvem er du så?" spurgte hun pludselig. Det var med en venligere stemme end en Artemis-datter nogensinde havde mødt ham med. "Racterian Tychero Ypothesi Ploutos Paidi. Men kald mig bare Rack. Eller Ractor," præsenterede han sig selv. "Søn af Tyche, heldets, lykkens, tilfældets, velstandens og skæbnens gudinde," fortsatte han.

hun smilede bare roligt til ham.
''hej Rack.'' sagde hun roligt.
''mit navn er Noomi D'Alvatorez. Datter af Artemis.. Behøver jeg virkelig forklare hvad hun er gudinde af?'' hun sukkede dramatisk, dog drilsk.

Hun smilede til ham.
''du har vist en temmelig stor fordom om Artemis' døtre?'' smilede hun.
''jeg kender personligt ikke til deres trip. Jeg er lige ankommet.'' sagde hun roligt

Ractor grinede let. Var det virkelig så tydeligt at se den afsky, eller som Noomi D'Alvatarez kaldte det, fordom han havde om Artemis' døtre. Men det var trods alt rigtigt nok at han afskyede dem. De hadede drenge. De bød aldrig noget nyt velkommen.

"Tja, jeg har vel en slags fordom. Det er bare fordi de fleste af dem hader drenge. De vil ikke i nærheden af dem. Nogen af dem forsøger enddda at forvandle drenge til dyr." fortalte han i et henkastet tonefald. "Men nu er det altså ikke fordi jeg kender alt til lejren. Jeg ankom for en uge siden. Jeg har for eksempel aldrig været på stranden før.

hun nikkede roligt under hele hans fortælling. Hun genkendte det meste af sine egne træt i hans fortælling.
''jeg har ikke haft de bedste erfaringer med mænd.. Så det er ikke fordi jeg er datter af en åndssvag gudinde at jeg ikke er vild med mænd.'' sagde hun roligt.

''du er jo ikke så slem. Du virker mere rolig. Som om du ikke ligefrem har travlt med at fortælle alle at du er bedre end dem.'' sagde hun og satte sig ned igen.
Hun nød den varme sol på sin bare mave. I buksekanten kunne man ane hendes anden tattoo, en bue og pil. Hun havde fået den længe før hun vidste hvem og hvad hun var. Hun elskede bare jagt.

"Fortælle alle du er bedre end dem! Er det sådan du opfatter mænd!" udbrød Michael ironisk og brød ud i grin. Hun var sådan lidt, underlig, men også ret sød. Hendes mave lyste op i solskinnet.

Hun var smuk, men det så lidt sjovt ud med tatoos. "Har du nogensinde mødt din mor?" Han vidste godt det var et ømt punkt hos hende, men det var det også hos ham, men det var lidt noget man måtte vide hvis man skulle være 'venner.'

hun så ned, stille.
"nej.... har aldrig mødt hende... min far fortalte mig om hende..." sagde hun stille.
hun så lidt på ham. "har du mødt din?" hun smilede lidt.
"slå dig ned, jeg bider ikke ret hårdt." smilede hun.

hun havde fået tæv før. det var tydeligt. hendes kæbe var skæv, hendes næse var brækket flere steder før.
hun så på ham, roligt.

"Ja, det har jeg vel. Men det er en enormt lang historie. Men hun hjalp mig til at... komme over". Han havde ikke lyst til at sige hvor hun hjalp ham med at komme over. Atlanten var et af de mest væmmelige steder Ractor kendte. Han huskede alle de uhyrer han havde set der. Kæmpekrabber, søslanger, kæmpeblæksprutter. Puha. De havde ledt skibbrud til sidst, men han var trods alt barn af heldet, og hans mor var kommet og reddet ham. Heldigvis.

hun så på ham, roligt.
"hun lyder dejlig, din mor..." sagde hun stille.
"sæt dig nu ned. du giver mig stress.." smilede hun roligt.
hun så på de andre unge. hun sukkede stille.

Ractor satte sig ned som hun havde bedt ham om. Det føltes lidt underligt at snakke med en af Artemis' døtre. De plejede at hade ham. Hun var meget sød og venlig hende her, men hun var klart en ener.

"Tja, min mor er vel sød, men jeg har kun mødt hende den ene gang."

hvordam levede du før du kom hertil, Rack?" spurgte hun mens hun så på de andre unge. Det værste ved at være af Artemis slægt var at ingen turde tale til hende. Hun bed sig i læben og så lidt på ham.

"Jeg boede i Athen," svarede Ractor "Min far hed Frank Charlson, og min enormt søde stedmor April Jackson," fortsatte Michael. Hvad havde han egentlig gang i? At fortælle en ret ukendt person præcis hvem han var? Han kunne bare ikke lade være.

"Min halvlillebror hed Greg, Greg Frank Jackson." "De.. døde" stammede Ractor. De døde da i skulle over Atlanten, havde han prøvet at sige. Men han kunne ikke få det frem..

hun nikkede. nu måtte hun vel fortælle om sig selv.
"min far og jeg boede i Washington... han var voldelig, vred og ligeglad med mig indtil jeg fik et job som kunne betale for hans druk og hor.." mumlede hun stille.
hun så ned på sin mave, på hendes tattoo.

"jeg har altid været enebarn... jeg har aldrig haft en kæreste.. jeg har aldrig været sammen med andre som mig..." mumlede hun og så på ham.

Ractor forstod hendes situation. Han havde selv en ven, Dario Sinclair, søn af Nemesis der også havde haft det sådan. "Hvad for nogle uhyrer var efter dig, deroppe på Halvblodsbakken." Ractor havde en mistanke. Om at hun faktisk havde hjulpet ham ind i lejren.

"Ikke for at prale, men jeg besejrede selv et par laistrygonere," sagde Ractor stolt, men ikke egoistisk. "Og der var måske også en hyperboreaner," tilføjede han kækt.

hun smilede bare over hans entusiasme.
''jeg ved desværre ikke hvad det var for et væsen... det var jo mørkt..'' sukkede hun.

hun så på ham, roligt.
''så du er lidt af en slagsbror, hva?'' grinte hun blidt

"Jeg vinder også altid i kamp. Men, jeg synes ikke jeg er så god til at kæmpe. Det er egentlig bare... held?" grinte han. "Men jeg fik hjælp til at besejre dem. Da jeg kæmpede mod dem kom der lige pludselig et væld af pile frem ovre fra skoven. De dræbte mindst to kobbel helvedeshunde og 4 laistrygonere, og en enkelt hyperboreaner blev også skadet."

"Men jeg regner da med at du er bedre end mig med bue og pil?" spurgte Ractor drilsk.

hans drilske tonefald vækkede mindet om hendes overfald i gyden hjemme i Washington.

Hun drejede hurtigt, fik ham lagt ned og sad over ham, med sit ansigt mod hans.

hun hviskede, en sagte blid hvisken.
''tro ikke, at fordi jeg er venlig mod dig, kan du tillade dig at gøre grin med mig.''

hun fjernede sig fra ham og begyndte at gå, tilbage mod lejren.

Okay. Der forlod du mig vist mor. Heldet var ikke lige med mig i den her situation, tænkte Ractor. Han nægtede at spørge hende igen, men han havde lige nu lyst til at tage en pil frem fra sin taske og lække den på sin bue, men han valgte at gøre noget andet. Enhver i lejren vidste at han kunne forudsige deres skæbne, og en eller anden havde sikkert fortalt hende her, 'Noomi' det. Han lagde sig ned på jorden, gik i kramper og messede;

"Ohh, Noomi. Hvis du denne ven vil forlade, det i fremtiden vil gå dig ilde, thi Artemis vil da nægte dig adgang til hendes hellige officerer, som du ønsker at blive en del af."

Han havde fået hjælp af opalen på hans sværd, men han havde samtidig holdt på ametysten og epidoten, så han ikke blev syg. Det havde virket, for Ractors stemme lød som tre Ractor i kor, og flere af de badende nede ved stranden holdt sig for munden og stirrede på Noomi.

uden at tænke gik hun hev og greb fat i hans krave.
''hvor vover du?!'' knurrede hun rasende.
''selvom din mor hjælper dig, så tro mig, næsten gang du truer mig mister du hovedet.'' knurrede hun bare.

Michaels pande var var. Et af symptomerne på at han have forudsagt en rigtig forudsigelse. Han døsede ligeså stille hen, og hørte kun brudstykkker af hvad Noomi sagde "vover...din...mor...dig...tro...gang...truer...mister...hovedet.

Han faldt om, helt slap, denne gang var det helt sandt, og også meningen at det skulle være det, hvilket det ikke var sidste gang. Ametysten og epidoten havde svigtet ham. Han faldt om i sandet og hans pande var varm, hans temperatur var 40,6, han lå i sandet og ville snart ligge i sandet og dø, hvis ikke han fik hjælp.

da han faldt sammen tog hun hans arm, og fik ham op på ryggen.

hun bar ham, tung som han var, tilbage til lejren. hun kunne ikke lade ham ligge i sandet.

hun bed sammen, tænk at hun hjalp ham. hun rystede på hovedet og fik ham hen til infirmeriet.

Mørke. Kulde. Mørke. Kulde. Det var sådan Ractor havde det. Han kunne mærke at blive svinget rundt oppe på en eller andens skulder, men lidt for den person der gjorde det, at han var ret undervægtig. Han havde ikke lige fået alt for meget mad de syv år på vej til Camp Half-Blood.

Han var ved at falde ned flere gange, men til sidst blev han smidt på, noget. Han ømmede sig, han havde hoved- og mavepine. Hans feber var steget til 41, 2, det var virkelig alvorligt nu, han havde brug for hjælp. Han kunne lige så stille fremstønne et ord, da han lå ned på, noget. "Hjælp," sagde han ynkeligt og svagt.

hun tog en våd klud, mens hun så på ham. hun lagde den på hans pande, mens hun tyssede beroligende på ham.
"rolig nu Rack. jeg prøver at hjælpe." hun bad en af sygeplejeskerne om at hjælpe hende med at få hans tøj af ham. de lagde ham under et tæppe, og gav ham noget smertestillende der ville sænke feberen en smule.

noomi sad bare på en stol ved hans side, og aede ham beroligende over håndryggen.