Sikke noget øf

S: Skoven.
T: Aften.
O: Træer der står tæt sammen, der er mørkt.
V: Køligt og fugtigt.

Hayden skuttede sig og trak den sorte lædderjakke lidt tættere op om skuldrene. Hun sukkede irriteret mens hun lagde armene over kors. Hun traskede der ud af og sparkede til alt hun kunne komme til med sine store biker-boots. Det var kun få timer hun havde været i halvblodslejren og hun havde brugt al tiden på at stampe surmulende gennem skoven. Hun havde ikke engang set sin hytte endnu. Hun følte et inderligt had mod den eneste person hun kendte på området, Dallas, som var den der havde fundet hende i Vegas og mod hendes vilje havde slæbt hende med til det forfærdelige sted de andre kaldte hjem. Hayden, som var vant til at alle steder var hendes hjem hadede følelsen af indespærrethed og kunne ikke døje tanken om at skulle blive et sted længe af gangen. Hun stønnede vredt og sparkede hårdt til endnu en sten og endte med at slå foden. "Pokkers til pis og lort..." mumlede hun sagte mens hun satte sig ned, tog støvlen af og gned foden.

Dallas sukkede for sig selv. Han svang benene ud over grenen han sad på, og lod sig dumpe ned på grenen under. Han havde udset sig en stor bøg, der som det eneste træ så ud til at være bare den mindste smule åben. Den tætte del af skoven var ikke ligefrem hans ynglingssted, men idag var et specialtilfælde. Han havde været i lejren i omkring 3 timer, og det eneste han havde nået var at hilse på sine søskende, for så at stikke af igen. Skoven var det eneste sted han kunne slappe af. Han følte sig hverken for indelukket eller for let at se, og det passede ham meget godt.
Dallas rynkede på næsen. Der kom én gående under ham. Han lod sig lydløst falde ned på grenen under sig, og prøvede at få øje på bevægelser. I stedet hørte han hende bande. Han hævede irriteret et øjenbryn, og lod sig dumpe ned foran den store eg. "Jeg ved ikke om jeg skal beundre dig dit ordvalg, eller blot ryste på hovedet over det." Han smilede svagt, vel vidende at pigen et stykke fra ham, overhovedet ikke kunne lide ham. Overhovedet ikke.

Hayden kiggede op på drenden med rødglødende raseri i øjnene. Hun stillede sig op med knyttede næver. "Jeg slår dig ihjel..." sagde hun anspændt, og gik hen imod ham med humpende skridt og kun en støvle på. Det ene øjeblik havde hun stået og vundet i blacjack og det næste, blev hun slæbt væk af en fremmed dreng, der insisterede på at hun skulle komme med. "Hvad fanden har jeg at gøre her?" spurgte hun vredt. Hun var helt tæt på drengen og hun skulede op på ham gennem sit pjuskede lange pandehår. Hun overvejede stærk at sætte ild til ham, men efter en del bagslag og mange uheld, lod hun være. hun havde også i baghovedet, at hun var omgivet af træer og at ild måske ikke var den bedste idé givet omgivelserne.

Dallas spærrede øjnene op, men lænede sig så småsmilende op af træets stamme. Dræbe ham? Hun kunne da bare prøve. "Du ville ikke have en chance" Svarede han med et kækt smil om munden, og lagde hovedet på skrå. Han vidste godt hun var sur, men under alt hadet kunne han også se hvor ked af det og frustreret hun var. Han rynkede øjenbrynene sammen, og selvom han nødigt ville indrømme det, så vidste han hvordan hun havde det. Det hele var nyt, og hun var ikke vant til regler og skemaer, men det var noget man vænnede sig til forholdsvist hurtigt. Hvis man da ikke var søn af Artemis som han selv var. Han havde altid elsket steder som skoven, hvor han både kunne gemme sig og føle sig fri. Et sted uden regler, uden forventninger og uden andre. Hans egen lille verden. Han stødte hovedet op af træstammen, da hun kom for tæt på ham, og han gøs da han så hendes øjne. Ilden. "Du skal lære at kontrollere dig selv" Svarede han, og rettede sig op igen. "Ellers er du til fare for alle. Desuden skal du lære at træne, så du ikke bliver dræbt af uhyrer i den virkelige verden"