Shooting - Leonidas

Tid: Midt på eftermiddagen
Sted: Bueskydningsbanen
Omgivelser: Målskiver, men ellers ingen andre
Vejr: Solen skinner, men det er køligt
Udseende: Hår, som på ava'et, blå/hvid uldsweater, denim jeans og mørke brune cowboy støvler

"Dumme far!", mumlede Harley og hev en pil frem fra sit kogger. Øvet spændte hun sin bue, og skød pilen af sted. Kun få sekunder havde hun brugt på, at fokusere på målskiven. Pilen susede gennem luften. Da den ramte målskiven, veg den minimalt fra midten af skiven. Med et tilfreds smil på læberne, gik hun hen for at hive den ud. I sine to år i lejren, var hun efterhånden blevet god til bueskydning. Men hun havde været god fra start. Det var bla. en egenskab, som hørte hendes far til, og dermed også hende.
Hun sukkede. At være i lejren, var fedt.. men hvad der havde ført til det.. hun kunne sagtens have været foruden. Livet ville være så meget lettere for hende og for hendes mor. Uden alle bekymringerne om moren ville blive angrebet af uhyre eller diverse monstre, ville være rart. Og det ville fjerne en del vægt fra hendes skuldre.
Desværre, kunne hun ikke ændre fortiden. Heller ikke fremtiden. Det eneste hun kunne, var at se den, hvilket ikke var særlig fantastisk, som folk umiddelbart troede.
Igen sukkede hun. Var nået hen til skiven. Med et irriteret bevægelse flåede hun pilen ud, og lagde den tilbage i sit kogger.

P: En sort undertrøje og jeans. hans normale langbue, og pile kogger, samt den lille dolk om venstre ben.

Leonidas Sad på en gren hans spurvehøg sad på hans skulder, han brugte den som øjne og øre i skoven, selvom hans sanser allerede var skarpere end normalt, noget der lå til hans mor. han sad lydløs og betragtede bueskydnings banen. En pil lå allerede på plads på buen, som var spændt, hans blik var rettet mod en målskive, endnu havde han aldrig misset et skud, han vidste hans mor var med ham overalt, selvom han ikke kunne se hende. Blikket var fast låst, intet kunne forhindre ham i at ramme, endnu en gang lod han blikke glide rundt, for at studere vinden, med smil, slap han strengen og pilen ramte sit mål. han sprang ned fra træet efter at spurvehøgen var fløjet ned og havde sat sig på pilen.

Forskrækket, fór Harley sammen, da en pil pludselig sad i en af målskiverne. Forvirret så hun sig omkring. Hvem havde skudt den pil af sted? Umiddelbart kunne hun ikke se nogen.
Mystisk. Hun rodede svagt i det lange, bølgede hår. Efterhånden nåede det hende til lænden. "Damn" mumlede hun lettere irriteret. Aldrig var det sket for hende før. Med en hurtig bevægelse hev hun en pil frem fra sit kogger og spændte sin bue. Igen så hun sig omkring.
Også tilbage mod pilen. Hvorfor sad der dog en spurvehøg på pilen? "Hvem der?", råbte hun med lettere skælvende stemme. Ikke fordi at hun var bange, men fordi hun var lettere vred. Tænk, hvis nu at pilen havde ramt hende eller et eller andet!

Leonidas ramte jorden medet dump der blev dæmpet, et skævt smil spillede om hans læber men han gik frem og hen mod pilen. Han var bygget som en gammel græsk jæger, solbrun efter de mange timer i solen, hans øjne var brune, hans hår mørkt og vildt som om han lige var løbet gennem skoven "her er ikke andre end mig og min høg" sagde han bare og satte buen over skulderen, "og vil De venligst lade være med at pege med dit våben, den kunne gå af" hans stemme var rolig mens han gik hen til skiven og trak pilen ud. efter høgen var landet på hans skulder igen.

En skikkelse kom til syne, og straks pegede Harley sin pil mod skikkelse. Da personen kom nærmere, så hun, at det var en dreng. Ganske pæn faktisk. Bygget som en græsk jæger fra den tid, hvor man virkelig troede på de græske guder i Grækenland. Hans hud var lækkert solbrun, hans hår var vildt og mørkt og hans øjne så ud til at være brune. En rar farve.
Modvilligt sænkede hun sit våben. Det sidste hun havde lyst til, var at ende i kamp med en fra lejren. Der var flere, som var langt bedre end hende til kamp. Men ikke mange, som var bedre end hende til kamp med bue og pil. Alligevel brød hun sig ikke synderligt om det.
"Må man spørge hvem du er og hvem din gudeforælder er?" spurgte hun nysgerrigt og lagde sit hovede på skrå, mens hun ventede på svar.

han smilede og betragtede hende og smilede "det er ikke høfligt at stirre, han lod en hænd stryge over høgens fjerpragt mens den nappede ham i øret "ja jeg ved det godt, men hun spørger jo pænt" hans snakkede tydeligvis til høgen på hans skulder. "Mange tak nu er vi begge ubevæbnede og kan snakke i ro" han smilede udfordrende til hende "Artemis" sagde han bare "jagtens gudinde" han bukkede og smilede da han rettede sig op igen "derfor ramte jeg mit mål, jeg er jæger" sagde han roligt og fattet "og De er?" spurgte han så

Hans bemærkninger ignorerede hun. I stedet ventede Harley bare tålmodigt på et svar. Og der gik ikke lang tid før hun fik det. Artemis? Virkelig? Så var han jo hendes fætter.. Pudsigt.
"Det ser ud til, at vi er fætter og kusine - datter af Apollon her", sagde hun og smilede bredt. Tænk, at Artemis havde børn. Var hun ikke jomfru eller noget? Hun havde ikke helt styr på den, men det betød heller ikke så meget for hende.
Igen så hun nysgerrigt betragtede hun ham. "Er din evne så inden for jagtens verden?" spurgte hun nysgerrigt. Var han fuldkommen exceptionel til at skyde med bue og pil eller var der noget mere?

han grinte af hende og satte sig ned og stirrede bare på målet igen "det gør det da hvis du er datter af min mors bror" sagde han og smilede skævt "jeg kan forstå dyr, tale med dem, samt mine sanser er skarpere en andres, de er bygget til jagt, jeg kan lugte dyrs duftspor, noget der er svært siger jeg dig, ser langt bedre gennem skoven og over havet, kan se mit bytte, og det samme med min hørelse, jeg er bygget til at jage. og ja mine evner inden for bueskydning, og spydkast er over udviklede" tilføjede han roligt og lagde hovedet på skå, han rejste sig efter han høg var lettet "søg du bare, men bring det du finder tilbage, jeg vil se det" han snakkede igen til høgen idet den fløj.

Lige som ham, satte Harley sig ned tæt på ham. Det gjorde det en del lettere, at føre en samtale sammen. Og hun var interesseret i, at høre hvad hendes fætter kunne.
Skuffet blev hun bestemt ikke. I hendes øre, lød han som noget af en klon af sin mor. Eller, han havde nok bare arvet en del af hendes egenskaber. Præcis, som hun havde arvet nogen af sin fars egenskabet. Talent inden for musik og digtning, bueskydning og spådom, for bare at nævne nogle få.
"Det lyder temmelig vildt", indrømmede hun og smilede skævt. "Min eneste rigtige evne er, at jeg kan se fremtiden", fortalte hun med et træk på skulderne. For hende var det ikke særlig specielt. Men for nogle i lejren, havde det været temmelig stort. Hvorfor vidste hun ikke, men hun havde jo kendt til det længe, og derfor vænnet sig til det. Præcis som hendes søskende, heller ikke syntes, at det var noget helt vildt specielt. De var alle, ganske enkelt, vant til det.

Han spejdede mod høgen, lyttede interesseret til det hun sagde, han smilede "det er vildt, når man tænker over at der er så mange krigere her, jeg er bedre som spion, eller udkigs post," hans stemme var rolig og myndig, langsomt satte han sig ned igen, "hun kommer tilbage med en mus, som hun fanger femhundrede meter her fra, men jeg vil ikke bede for det endnu, da jeg ikke har det i mine hænder" han vendte sin opmærksomhed mod hende. "det er en speciel evne, at kunne se ind og ud i fremtiden, men dine syner passer de altid, eller ændres de hvis personen foretager et andet valg?" spurgte han undrende.

Harley nikkede, var enig med ham. Der var mange krigere i lejren, mange som var dygtige til at slås med sværd. Selv var hun ikke en af dem. Altså, hun kunne sagtens håndtere et, men.. det var ikke altid lige godt. "Jeg er bedre som skytte", fortalte hun og smilede skævt. Spion og udkigspost? Der var få i lejren, som ville kunne påtage sig den rolle, efter hendes mening. De fleste ville bare slås, i stedet for først at sondere terrænet.
Imponeret, kunne hun ikke undgå at blive. Ganske vist, havde han fortalt, at han havde forstærket sanser, men det der.. det var bare vildt! Måbende så hun på ham. Hun registrerede dårlig nok hans spørgsmål.
Kort rystede hun på hovedet. Det var ikke høfligt, at hverken måbe eller stirre. Hans spørgsmål sank ind. Et styk tid sad hun og overvejede det. "It depends..", mumlede hun stille og rodede svagt op i det lange, bølgede, mørkebrune hår. "De passer for det meste, men skæbnen er ikke fast lagt fra du er født", fortalte hun fra et sted langt væk. Hendes evne var kompliceret at forklare, selv for hende. Mest fordi hun aldrig syntes, at kunne forklare den helt korrekt. "Mine syner har deres eget liv, præcis som menneskerne eller halvguderne de drejer sig om".

Leonidas havde trukket dolken og havde rejst sig op "jeg sondere altid mine omgivelser, jægeren kan nemt selv blive den jæget, noget krigere ikke tænker over." hans stemme var blevet mystisk kan kastede dolken mod en af skiverne og ramte plet, "jeg er også selv langt bedre skytte en fægter, ikke at jeg ikke kan slås, men jeg fortrækker at have fordelene ved ikke at komme fysisk til skade" smilede han skævt og betragtede hende.
"Så du kan ikke forklare dine syner?" spurgte han venligt og blidt inden han gik hen og tog dolken ud, skaftet var fra en kronhjorts gevir, da hans mor altid blev sat i forbindelse med en hjort. "nej skæben er vel ikke fast lagt, den bliver stille og roligt sat til efter vore handlinger" mumlede han lavt.

Interesseret lyttede hun til, hvad han fortalte. Hun havde ingen problemer med, at både se og høre, at han var søn af hendes faster. Hvis der var en ting hun kunne sige, så var det, at han bestemt var klog omkring jagt. Klart en søn af jagtens gudinde. Alt andet ville virke underligt og helt forkert, baseret på det som han stod og fortalte. "Hvis du er oppe mod en anden god skytte, kan du sagtens blive skadet", påpegede hun skævt smilende.
Harley sænkede blikket, da han spurgte om hun ikke kunne forklare sine syner. Svagt rødmede hun, hvilket gav kinderne, den brune hud hun havde arvet fra sin indianer mor, lidt ekstra farve. Det var tydeligt, at se hun var indianer eller i hvert fald havde familie der var. I følge hende selv godt nok, men stadig.
"Det er kompliceret.. de færreste forstår" mumlede hun bare stille. Selvom han var hendes fætter ville han ikke kunne forstå. Hendes egne halvsøskende, kunne dårligt nok, men de var bedre. "Præcis, men den kan altid tage en uventet drejning", sagde hun med et skuldertræk.

"Den anden skytte skal virkelig kunne sit kram, hvis hun skal have en chance... Skal kunne læse vinden og tage højde for det" smilede han og pakkede dolken væk igen "men ja, det ved jeg, derfor vælger jeg altid de mindst sansynlige steder at sætte mig, det giver fordele" tilføjede han og satte sig hos hende igen "det hele er en jagt, og det er leg for så mange andre" smilede han og betragtede hende.
han lyttede til hvad hun sagde smilende lod han en hånd glide gennem sit hår "jeg ville selv blive forvirret hvis det var mig" mumlede han og så ned af sig selv.

"Men med dine sanser, ville du vel kunne høre skytten på flere meters afstand" antog hun og smilede venligt. Hun kunne ikke undgå, at være en smule misundelig på hans utrolige sanser. Dog kunne hun sagtens se, at der var en bagside af medaljen. Det var jo ikke altid rart, når man kunne høre så godt. Ikke altid, kunne hun forstille sig.
Harley trak på skulderne. "Jeg husker er ikke forvirret" fastslog hun i en venlig tone. "Andre bliver forvirrede når jeg fortæller, om den.. og hvor meget jeg ville ønske, at jeg ikke havde den" indrømmede hun og smilede skævt. Hun forventede ikke, at han ville kunne forstå det sidste. De færreste gjorde. Endda også hendes egne halvsøskende. Og så alligevel.. de forstod det bare en lille smule bedre end andre.

"Det er sandt nok. jeg høre og ser ham før han eller hun ser mig, det er foredelene, det er også ulemper... jeg kan høre hvad andre siger omkring mig, og det er ikke altid rart at vide mere end man burde, en gave og forbandelse på samme tid" hans stemme var stadig mild og venlig, men samtidig dyster og mørk.
"det er vel også en gave og forbandelse på samme tid" smilede det, Leonidases hvide smil, "jeg ville ikke ønske jeg kunn opleve det, men der er vel ingen hemmeligheder, det du ser er vel det der sker, med mindre der bliver foretaget en ændring, altså en handling der ændre dit syn?" hans spørgsmål var mildt og venligt igen.