Nu sidder vi her... - Mitchel.

Tid - Lige omkring solnedgang. Cirka 22:16.
Vejr - Et orange skær ligger på himlen ved solnedgangen, og en let brise flyver over bålet.
Omgivelser - Et par halvguder sidder omkring hende, men ellers bare det blussende bål.
Påklædning - En gul top og nogle små shorts i lyseblå.

De varme flammer fra bålet og vinden kærtegnede hendes kind. Hun stak sit tynde snobrød ind i ilden og lod det blive brændt. Da hun tog det ud igen var det helt fint og brunt. Hun spiste det, men fandt ikke rigtig glæde i det. Den sidste måned i Halvblodslejren havde hun grædt sig i søvn hver eneste aften. Hendes flabede, selvglade og pyntesyge halvsøstre skreg bare og spurgte om man ikke kunne få lidt ro til at sove. Der var ingen der tænkte på hende. Hendes irriterende halvsøstre havde sikkert allerede sladret til alle om at hun var en rigtig tudeprinsesse! De dumme papegøjer. Hun begyndte lige så stille at græde.

Mitchel hadet hørt at der var sat lejrebål op og det hadet han aldrig prøvet før selvføllig hadet han sin guitar med og sit sædvanlige tøj på (se billed) han kigget lidt rundt på de andre der sad og snakket han synes det så hyggeligt ud indtil han så en pige der sad for sig selv og var ved at græde, mitchel gik stille hen til hende for at se hvem det var og hvorfor hun græd "hey hvorfor græder du" sagde han og satte sig på huk overfor hende han smilte lidt til hende før han tørte stille hendes tåre væk fra hendes ansigt. *hun ser ret sød ud* tænkte han lidt for sig selv "må jeg sidde her" sagde han mens Mitchel pegede lige ved siden af hende

Sara kiggede bare op på ham med tårer i øjnene. Hun kunne næsten straks skimte på ham, at han egentlig var ret sød. Men søde drenge bliver tit dumme skørtejægere når først de har scoret den første pige. Ham her ville hun i hvert fald ikke falde for. Men okay han kunne godt sidde her.

"Ja, okay så bare sæt dig ned", svarede hun, og vinden skubbede blidt til hendes lange sortbrune hår.

"jo tak" sagde han og satte sig stille ved siden af, han så lidt på bålet mens han kunne mærke den blide vind på hans kinder. "hvorfor græder du enlig" spurgte han hende om han så lidt bekymret på hende mens han ventede på hendes svar. "og når ja mit navn er mitchel" sagde han og regte sin hånd frem for at hilse, han smilte bare til hende. "hvad hedder du" spurgte han lige bagefter" mens han kigget hende bare i øjnene

Han satte sig selvfølgelig ned. Han spurgte igen hvorfor hun græd. Hun havde ikke lyst til at svare. Hun hadede at snakke om sin far. Hun præsenterede selvfølgelig sig selv med fornavn og efternavn da han spurgte, og så pænt havde introduceret sig selv - Mitchel.

"Mit navn er Sara Bernouli - datter af Hervé Bernouli." Hendes far var faktisk en rimelig kendt person. Han var tv-vært og journalist. Han var rigtig kendt i Frankrig som begge ting, og da han var blevet tilbudt et job som reporter i USA var de flyttet herover. Hun troede slet ikke at ham her kendte ham. Hun skulle bare lige teste ham. Hun tørrede de smukke brune øjne og kiggede op på fyren.

han smilte lidt til hende "hyggeligt at møde dig" sagde han mens han tog fat i hans guitar "har du noget imod at jeg spiller noget musik" spurgte han hende om mens han stemmede guitar´en han så lidt op og kigget i hendes brune øjne, "når ja hvis du ikke vil sige hvorfor du græder så skal du altså bare sige det, det er jo ikke alt der ved kommer mig jo" sagde han med et smil på læben og kigget ned på guitar´en igen

"Bare spil lidt, hvis du har lyst," svarede hun. Solen var snart helt gået ned bag stranden ude på Long Island. Vinden strøg hen over træerne, og Mitchel kiggede ned på hans guitar. Hun svarede ham på det spørgsmål med hvorfor hun tudede - "Mine søstre er nogle store papegøjer!"

//Sorry kreasvigt.

han spildte lidt før han sagde noget "hva mener du da" spurgte han om mens han spildte noget stille og roligt musik, han så lidt op og begyndte at nynne lige så stille han kigget hende dybt i øjnene mens han ventede på hun skulle svar han mener nok han hadet hørt om hvor meget hun græd men han kunne ikke helt huske det for han gik ikke rigtig op i det kun hvordan folk hadet det.

Han spillede lidt på sin guitar, musikken lød egentlig ret godt, men ikke bedre end at hun havde mere lyst til at tage sine høretelefoner på og høre noget Coldplay. Hun tørrede øjnene helt og rettede ryggen. Hun følte lidt, at hun var uhøflig hvis ikke hun prøvede at komme i tale med ham, men hvis hun snakkede med ham ville hun jo afbryde hans musik. Hun prøvede at spørge "Hvad er din største hobby?" Han kiggede bare først på hende og så på sin guitar og spillede videre af sin søvndyssende musik.