the music //Avery//

tid: ca kl 22:43

vejre: smule varmt med en lille brise man dårligt kan bemærke

sted: Amfiteatert

omgivelser: den stor scene der er ikke nogen der er nogen få lys der er tændt

Mitchel var på vej hen mod Amfiteatert for at slappe lidt af han hadet sit nomale tøj på (se billed) og selvføllig sin guitar med, han gik hen til scenen og satte sig på scene kanten og begyndte at tage sin guitar frem og spille lidt på den der gik et kvater før han begyndte at nynne lidt med han var helt afslapped og koncentrert han kigget lidt op mens han nynnede videre han hadet lukket sine øjne for at slappe mere af han begyndte at synge stille og roligt men så lavt han man ikke kunne høre det

Det var ikke fordi hun var den mest musikelskende person, så underligt var det at hun havde begivet sig ned til amfiteatret. Musikkens hjem i lejren.
Hun hørte guitarspil, men det var ikke rigtig nogen overraskelse. Næsten hver eneste aften, kunne man komme ned i amfiteatret og så ville der sidde en eller anden dude og spille på et instrument.
Hun satte hendes hår op i en høj hestehale og så ned af sig selv. Hendes hvide top var dejlig løs om hendes overkrop og de sorte shorts afslørede hendes solbrune ben. Hun hadede dem.
Hun gik med stille skridt tættere på scenen, duden med guitaren lignede en hun havde set før. Men hun havde set næsten alle i lejren, så det ville være virkelig underligt hvis hun aldrig havde set ham før.
Hun satte sig ned på en af stolene og lagde hovedet på skrå, mens hun lyttede til guitaren. Det lød godt.

han så ud som om han ikke hadet opdaget at hun var der før han stoppede med at spille, han så op og så en pige der sad og lyttede "undskyld skal du bruge scenen" sagde han og pegede på scenen.
han hoppede ned fra scenen for at gå tætter på pigen der sad og lyttede til hans musik
"du må undskylde hvis du skal bruge scenen" sagde han igen mens han så ud som om han hadet gjordt noget forkeret men han smilte stadig en lille smule bare for at se venlig ud

Hun lukkede et kort øjeblik øjnene, bare lyttede til musikken, og så fordi hun var træt. Hendes idiotiske bror, eller halvbror, Jason havde vækket hele hytten fordi han havde været ude og sætte hår som han sagde. Sætte hår? Klokken halv to om natten? Right. Hvis hun ikke tog fejl, havde det noget at gøre med Ashley, hans kæreste, at han vækkede dem.
Hun åbnede øjnene og glippede forvirret med dem, hvad havde han spurgt om? Som om hun var vågnet fra en trance. Hvilket hun jo også var, på en måde.
"Eh.. ja," hun havde efterhånden lært at hun bare skulle sige ja til alt hun ikke hørte. Og det var netop problemet her. Hun havde ikke hørt spørgsmålet.
Hun smilte til ham og lagd ehovedet let på skrå. hun stivnede kort, da hun hørte hvad han sagde efter.
Havde hun lige sagt ja.. Oh god, det her ville ikke ende godt.
Hun smilte til ham og prøvede at huske, hvad hendes far havde lært hende på klaveret.
Bare ærgeligt for hende at det var så lang tid siden, eller lang tid siden.. nogle måneder.
Hun gik forbi ham og satte sig ved det smukke, hvide og store klaver oppe på scenen. I det hendes fingre rørte tangenterne var det som om hun kunne huske, det hele. Hun smilte og lukkede halvt øjnene, mens hun begyndte at spille.

Sangen, hun spiller

Mitchel så bare hvordan hun så artigt forvirret på ham han viste ikke helt hvad der var forvirrende ved hans spørgsmål han regnet jo med at hun hadet hørt det,
han så hvordan hun rejste sig og kig over til et rigtig smukt klaver og begyndte at spille lige så fint på det, han gik op ved siden af klavert "det lyder godt hvor længe har du spille klarver" sagde han mens han lyttede til musiken det var længe siden han hadet hørt andre end ham selv spille musik man kunne se han nød at lytte til det. han begyndte lige så stille at nynne med til musikken han lukkede lige så stille øjnene for at beder få en beder oplevelse med at høre en pige spille musik han kunne ikke helt huske hvornår han sidst hørte nogen spille musik men han kunne mærke han hadet savnet at høre en anden spille den dejlige musik. han åbnet øjnene satte sig på scene kanten og begyndte at stemme sin guitar efter klavet bagefter spildte han i samme rytme som klaver´t han kigget op på pigen der sad og spildte klaver han begyndter igen at nynne men denne gang i samme rytme som musikken som om han hadet spillet det samme musik før

Ligesom de gange hun havde spillet derhjemme, var det som om hun fik stød hver gang hendes fingre rørte en tangent. Hun burde vel egentlig være datter af Apollon, eftersom hun spillede musik bedre end hun jagede. Hun havde simpelthen for meget energi til at jage, det var mere hendes søskendes afdeling. Hendes søskende... Det var underligt at tænke på, at hun først havde mødt sine søskende for en måned siden. Virkelig mange år var gået, hvor hun havde troet hun var enebarn. Og nu havde hun lige pludselig, fire søskende; Dallas, Ischka, Jason og Noomi. Alle virkelig søde.
Hun hørte guitarspil og løftede blikket fra tangenterne, og smilte da hun så at drengen var begyndt at spille igen. Hun plejede at være irriteret på drenge fra det første møde og indtil de beviste at de rent faktisk kunne noget, men ham her. Han var jo hendes fætter, så ham kunne hun godt give en en chance. Uden at fryse ham ned fra starten.
Hun rettede igen blikket mod klaveret og det stille smil, blev lidt større da han nynnede. Hvad var det her for noget? Hun rystede på hovedet og lukkede alting ude, med undtagelse af klaverets toner. Det var klaveret det handlede om, ikke hvorvidt at han nynnede eller ej. Da den sidste tone var spillet, kiggede hun hen mod ham igen.

han sad lidt og nynnede i ca fem minutter efter hun hadet stoppede med at spille "det lød da okay godt" sagde han mens han kigget lidt op på hende og lagde sin guitar fra sig han rejste sig stille op "hvor længe har du spillet klaver" spurgte han hende om man kunne se at han så begejstret ud af at høre hende spille på klavert.
"og forresten hvad hedder du enlig" spugte han hende om næsten lige bagefter hun hadet jo ikke sagt hvad hun hed jo

Hun lagde albuen mod en tangent så den sagde en klar, høj lyd, som stilnede af lidt efter lidt. Hun knyttede hånden og lagde hovedet mod den, og så hen på drengen, der højst sandsynligt var hendes fætter. Hun havde egentlig alt for mange fætre, der var kun to døtre af Apollon, hvilket ville sige hun kun havde to kusiner. Alt for lidt i forhold til hvor mange fætre hun havde.
Hun så hen på fyren og smilte stille.
"Tak, dit guitarspil var heller ikke helt dårligt," hun smilte taknemmeligt til ham og rettede så blikket mod klaveret igen.
Hvor lang tid havde hun egentlig spillet klaver? Hun begyndte vel da hun var 6 år, så 13 år. 13 år? Var det virkelig så lang tid? Det var jo syret!
"Sådan cirka 13 år," smilte hun, stadig ude afstand til at forstå at det var så lang tid. Det var jo mere end halvdelen af hendes liv, hvilket skræmte hende. Tænk, at hun havde spillet længere tid musik end hun havde jaget. Hun burde helt klart have været en datter Apollon, istedet.
Hun så hen på drengen og svarede:"Avery Devlin, datter af Artemis. Hvad med dig?"
Hun lagde hovedet på skrå og kiggede afventende på ham.

Mitchel blev en smule irriteret da den høje lyd kom det pinede hans øre og man kunne næsten se det på ham han kigget lidt på hende og betragtede hende "jeg hedder Mitchel Dealgo søn af Apollon hyggeligt at møde dig" sagde han stille og ragte hans hånd mod hende for at give hende hånd han smilte lidt til hende for at være venlig